Alene i Berlin

Info om bogen

 

Forfatter:
Hans Fallada
Forlag:
People's Press
Udgivelsesår:
2012
Oversat af:
Jacob Jonia
Alene i Berlin af Hans Fallada er historien om et hus midt i krigens Berlin, om familiers forskellighed, interne kampe, idealer og tab.

Kort resume

”Den bedste bog, der nogensinde er skrevet om den tyske modstand,” skrev den italienske jøde Primo Levi, der selv overlevede holocaust, om denne bog.

Ægteparret Quangel fra Berlin mister deres søn i 2. verdenskrig, og det gør dem kritiske overfor nazismen. De bgynder at distrubuere postkort imod regimet og krigen. Inden læge bliver de jaget af Gestapo, og det bliver hurtigt kattens leg med musen. Romanen er baseret på virkelige hændelser.

 

Fakta om forfatteren

Hans Fallada (født Rudolf Wilhelm Friedrich Ditzen, 21. juli 1893 i Greifswald - 5. februar 1947 i Berlin) var en tysk forfatter. Navnet Hans Fallada er et forfatterpseudonym, dannet af en kombination af karakterer fra to af brødrene Grimms folkeeventyr. I sine politisk-sociale romaner skildrer han med skarp observationsevne, subtil humor og virtuos fortælleteknik storbymiljøet i starten 1930-erne, hvor arbejdere og småborgere kæmper med verdslige problemer i Weimarrepublikken. Mest kendt af hans bøger er nok gennembrudsromanen Lille mand, hvad nu? fra 1932. Hans bøger er oversat til flere sprog, heriblandt dansk. Udover den skønlitterære produktion skrev han også to selvbiografier. Stilmæssigt hørte han til den såkaldte Neue Sachlichkeit, med præcis detalje og journalistisk gengivelse af de faktiske omstændigheder.

Lån bogen

Sagt om "Alene i Berlin":

...Og midt i en lind strøm af bøger om livet under Hitler profilerer denne sig ud fra alle andre med en kunstnerisk nerve og fascinerende ægthed. 
(Bo Tao Michaëlis, Politiken)

 

Der er ikke skjult noget og alligevel er rædslen, støjen, stanken, ildglimtende næsten umulige at indtage i et samlet indtryk.
(Berlin-guide)

 

Alene i Berlin

FØRSTE DEL

Hr. og fru Quangel

K A P I T E L 1

En dårlig nyhed med posten Postbud Eva Kluge går langsomt op ad trapperne i etageejendommen Jablonskistraße 55. Når hun går så langsomt, er det ikke kun, fordi hun er træt af at bringe post ud, men også fordi hun har et af de særlige breve i tasken, som hun ikke bryder sig om at aflevere, og lige om lidt skal hun aflevere det en etage længere oppe til hr. og fru Quangel. Konen står sikkert allerede og spejder efter hende, i over to uger har hun spejdet efter postbuddet for at se, om hun har et feltpostbrev med til hende.
Men før postbud Eva Kluge kan aflevere det maskinskrevne feltpostbrev, skal Persickes på første sal have månedens udgave af partibladet.
Persicke er funktionær eller politisk leder eller noget tredje – Eva Kluge kan ikke kende forskel på alle de titler. I hvert fald skal man hilse Persickes med “Heil Hitler!” og være forsigtig med, hvad man siger. Men det skal man jo efterhånden altid. Eva Kluge møder sjældent et menneske, hun tør lufte sine tanker over for. Hun interesserer sig slet ikke for politik, hun er blot en kvinde, og som kvinde mener hun ikke, man sætter børn i verden for at se dem blive skudt ned. Et hjem er heller ikke noget værd uden en mand, og for øjeblikket har hun ingen af delene, hverken sine to drenge eller manden eller et rigtigt hjem. I stedet må hun tie stille, være forsigtig og bringe modbydelige feltpostbreve ud, der ikke er skrevet i hånden, men på maskine, og som er afsendt fra regimentsadjudanten.
Hun ringer på hos Persicke, siger “Heil Hitler!” og afleverer bladet til den gamle drukkenbolt. Han har nazipartiets nål siddende på sit revers – hun glemmer altid at tage sin egen nål på – og han spørger: “Noget nyt?”
Hun svarer forsigtigt: “Jeg ved ikke rigtigt. Jeg mener, at Frankrig har kapituleret.” Og hun skynder sig at spørge: “Mon der er nogen hjemme oppe ved Quangels?"
Persicke overhører hendes spørgsmål. Han skynder sig at slå op i avisen. “Dér står det jo: Frankrig har kapituleret. Selvfølgelig ved jeg det, lille frøken; men De får det til at lyde, som om De står og sælger kringler. Det skal lyde helt anderledes frisk! De skal sige det til alle, der ikke selv har radio, så de sidste kværulanter kan lære at holde bøtte. Nu har vi vundet endnu en nem sejr, og så er det bare op på hesten og over til England! Om tre måneder har vi kanøflet tommyerne, og så skal De bare se, hvad Føreren vil belønne os med!
Så må de andre bøje hovedet, så er det os, der bestemmer over hele verden! De skal da ind og ha’ en lille én sammen med os! Amalie, Erna, August, Adolf, Baldur – herud alle sammen! I dag holder vi fri, i dag vil vi ikke røre en finger. Nu skåler vi på sejren, og i eftermiddag går vi op til den gamle jøde på fjerde, så skal hun gi’ kaffe og kage! Det har hun altså bare at gøre. Jeg vil ikke lade hende slippe!
Nu er vi verdens herrer, og alle andre skal makke ret!”
Hr. Persicke står omgivet af sin familie og taler mere og mere ophidset; han har allerede fået de første snapse indenbords. Imens er postbuddet gået en etage længere op og har ringet på hos Quangels.
Hun står allerede med brevet i hånden og er parat til straks at gå igen, lige så snart hun har afleveret brevet. Men heldigvis er det ikke konen, der lukker op, hun plejer nemlig altid at have et par venlige ord til overs for postbuddet, det er derimod manden med det markerede, fugleagtige ansigt, smalle læber og kolde øjne. Uden at sige noget tager han brevet ud af hånden på hende og smækker døren i, som om hun var en tyv, man skulle vogte sig for. 
Men Eva Kluge trækker på skuldrene og går ned ad trappen igen.
Det er ikke alle mennesker, der er lige venlige; i al den tid, hun har delt post ud i Jablonskistraße, har manden aldrig sagt et eneste ord til hende, hverken “Heil Hitler” eller “goddag”, selvom han har et hverv i Arbejdsfronten. Nå, lad ham nu være. Ham kan hun ikke lave om på, når hun ikke engang kan lave om på sin egen mand, der bruger alle sine penge på værtshuse og galopbaner, og som kun viser sig derhjemme, når han er helt blanket af.
Hos Persickes har de i deres begejstring ladet døren stå åben, og derindefra kan man høre klirren af glas, mens de højlydt fejrer triumfen.
Postbuddet trækker forsigtigt døren i og går ned igen. Samtidig tænker hun på, at det sådan set er en god nyhed, for med den hurtige sejr over Frankrig er freden rykket nærmere. Så kommer hendes to drenge nok snart hjem igen.
Men samtidig bliver hun ubehageligt til mode ved tanken om, at folk som Persickes inden længe vil være på den grønne gren. Hun bryder sig ikke om at have sådan nogle til at bestemme over sig, så man altid skal holde mund og ikke må sige, hvad der ligger én på sinde.
Hun kommer til at tænke på manden med det kolde gribbeansigt, som hun netop har afleveret feltpostbrevet til, og hun tænker på fru Rosenthal, den gamle, jødiske kone oppe på fjerde, hvis mand blev hentet af Gestapo for fire uger siden. Hende kan man godt have ondt af. Førhen havde Rosenthals en tøjforretning på Prenzlauer Allee.
Den blev senere gjort arisk, og nu har de taget manden, han må være omkring 70. De to gamle mennesker har sikkert aldrig gjort en kat fortræd. De gav altid kunderne kredit, og det gjaldt også Eva Kluge, når hun ikke havde råd til børnetøj, og varerne i Rosenthals butik var hverken ringere eller dyrere end andre steder. Nej, Eva Kluge kan simpelthen ikke begribe, at en mand som Rosenthal skal være mindre værd end Persicke, blot fordi han er jøde. Og nu sidder den gamle dame mutters alene oppe i lejligheden og tør ikke vise sig på åben gade. Først efter mørkets frembrud tager hun ud for at handle med sin jødestjerne på, og hun må sikkert ofte gå sulten i seng. Nej, tænker Eva Kluge, om vi vinder nok så mange gange over Frankrig, så går det altså ikke retfærdigt til her i landet ...
Nu er hun nået frem til det næste hus, hvor hun fortsætter postomdelingen.
Værkfører Otto Quangel er i mellemtiden kommet ind i stuen med feltpostbrevet, som han har stillet op ad symaskinen. “Her!” siger han blot. Han lader altid sin kone åbne brevene, fordi han er klar over, hvor nært knyttet hun er til sin eneste søn, Otto. Han står over for hende, bider sig i underlæben og forventer at se hendes ansigt lyse op af glæde. På sin egen tavse, rolige, indadvendte måde elsker han sin kone højt.
Hun har revet kuverten op. Et øjeblik efter lyser hendes ansigt da også op i et stort smil, men så forsvinder det igen, da hun ser, at brevet er maskinskrevet. Hendes ansigt har fået et forfærdet udtryk.
Hun læser langsommere og langsommere, som om hun frygter hvert eneste ord. Manden har lænet sig frem og taget hænderne op af lommen. Han bider sig i underlæben, han aner uråd. Der er fuldkommen stille i stuen. Kvindens vejrtrækning begynder at blive tungere.
Pludselig udstøder hun et halvkvalt skrig, en lyd, som hendes mand aldrig før har hørt hende sige. Hendes hoved falder forover og rammer spolerne på symaskinen, ansigtet synker ned i det stof, hun er ved at sy, ned over det skæbnesvangre brev.
Quangel er henne ved hende i to skridt. Og for en gangs skyld tøver han ikke med at lægge sin store, barkede næve på hendes ryg.
Han kan mærke, at konen ryster over hele kroppen. “Anna!” siger han. “Anna, sig frem!” Han venter et øjeblik, så vover han at tilføje: “Er der sket noget med Otto? Er han såret? Er det alvorligt?”
Nu skælver hun over hele kroppen, men der kommer ikke en lyd over hendes læber. Hun har tilsyneladende ikke tænkt sig at løfte hovedet og se ham i øjnene.
Han kigger ned på hendes hår, der er blevet så tyndt i løbet af den tid, de har været gift. De er blevet gamle. Hvis der virkelig er sket noget med Otto, har hun ikke længere nogen, hun kan holde af ud over sin mand, og han synes faktisk ikke, han er værd at elske. Han kan aldrig få sagt til hende, hvor meget han i virkeligheden holder af hende. Selv nu kan han ikke finde ud af at kærtegne hende, være sød ved hende, trøste hende. Han lægger blot sin store hånd på hendes tynde hår, og mens han nænsomt løfter hendes hoved, siger han stille: “Vil du ikke nok fortælle mig, hvad de skriver, Anna?”
Hun ser ikke på ham, selvom hendes øjne nu er tæt ved hans; hun kniber dem sammen. Hendes ansigt er kridhvidt, hendes ellers så friske kulør er falmet. Man skulle tro, kødet var faldet af knoglerne, det er som at kigge på et dødningehoved. Kinderne og læberne dirrer, og resten af kroppen synes også at være ramt af en sær, indre skælven.
Quangel bliver grebet af dyb frygt, da han ser hendes velkendte ansigt, der pludselig er blevet så forandret. Han mærker hjertet slå hurtigere og hurtigere, da han indser, at han slet ikke er i stand til at hjælpe hende. Egentlig er det en latterlig angst i forhold til Annas voldsomme smerte, for han frygter kun, at hun vil give sig til at skrige igen, endnu højere og værre end før. Han har altid gået stille med dørene; ingen i huset skulle lægge mærke til Quangels. Og han kunne ikke drømme om højlydt at give udtryk for sine følelser. Men selv nu er han ikke i stand til at sige mere, end han allerede har sagt tidligere: “Hvad skriver de? Fortæl mig det, Anna!”
Ganske vist ligger brevet fremme, men han vover ikke at række ud efter det. Hun har allerede to blodige sår i panden, og hvis han giver slip på hendes hoved, vil det støde ind mod symaskinen igen.
Han overvinder sig til på ny at spørge: “Hvad er der sket med Ottochen?”
Ved klangen af det kælenavn, som manden ellers aldrig har brugt, vender konen tilbage til virkeligheden fra en afgrund af smerte. Hun synker et par gange. Hun åbner ligefrem øjnene, der plejer at være dybblå, men som nu virker farveløse. “Ottochen?” nærmest hvisker hun. “Hvad skulle der være sket med ham? Der er ikke sket noget, udover at der ikke længere findes nogen Ottochen!”
Manden udstøder blot et “åh!”, et dybt “åh!” fra sin sjæls inderste.
Uden at ænse det, giver han slip på sin kones hoved og rækker ud efter brevet. Hans øjne glider hen over linjerne uden at læse, hvad der står.
Så tager kvinden brevet ud af hånden på ham. Hun er pludselig ude af sig selv. Hun flår brevet i stumper og stykker, mens hun råber ad ham: “Hvorfor vil du læse det vås, alle de løgne, de plejer at skrive? At han døde som helt for sin Fører og sit folk? At han var en enestående soldat og kammerat? Hvorfor skal de bilde os det ind, når vi nu begge to udmærket ved, at Ottochen helst ville have gået herhjemme og hygget sig med sine radioapparater, og at han græd, da han skulle ind til hæren? Mens han var rekrut, fortalte han mig gang på gang, hvor modbydelige de var mod ham derinde, og at han ville give sin højre arm for at blive fri. Og nu er han en enestående soldat, der er gået i døden som helt! Løgn – løgn fra ende til anden! Det er dét, I har fået ud af jeres beskidte krig, du og din Fører!”
Nu står hun lige over for ham, Anna, som er lidt lavere end ham, og hendes øjne lyner af vrede.
“Jeg og min Fører?” mumler han chokeret over hendes udfald.
“Hvorfor er han nu pludselig min Fører? Jeg er ikke engang medlem af partiet, kun af Arbejdsfronten, men det skal man jo være. Og vi stemte begge to på ham hver eneste gang, og du har da selv et hverv i Kvindeligaen.”
Han siger det omstændeligt og langsomt, ikke så meget for at forsvare sig, men mere for at få afklaret, hvordan det egentlig hænger sammen. Han kan stadig ikke fatte, hvorfor hans kone pludselig langer ud efter ham. De plejer at være enige om alt ...
Men hun siger arrigt: “Du vil så gerne være manden i huset og bestemme det hele, og alting skal gå efter dit hoved. Selv hvis jeg vil have et lille rum i kælderen til kartofler, må jeg ikke bestemme, hvordan det skal se ud. Men når det gælder de store ting, så svigter din dømmekraft! Du er en værre forsigtigper. Du vil blot have ro omkring dig og for alt i verden ikke vække opsigt. Du gjorde det samme som alle de andre, og når de skreg ’Fører, befal og vi følger dig!’ så løb du med som en lille hundehvalp. Og vi andre skulle løbe efter dig! Men nu er min Ottochen død, og ingen Fører i hele verden kan bringe ham tilbage, og det kan du heller ikke!”
Han har lyttet til alt, hvad hun har sagt, men uden at svare. Han har aldrig været meget for at skændes, og desuden ved han, at det kun er smerten, der får hende til at tale sådan. Han er nærmest lettet over, at hun har skældt ham ud i stedet for at klage sin nød. Han har kun én ting at sige til hendes bebrejdelser: “Vi må fortælle det til Trudel.”
Trudel var Ottochens pige. De havde været så godt som forlovet.
Trudel havde kaldt hans forældre for “mutter” og “fatter”. Selv da Ottochen var draget i krig, havde hun tit besøgt dem om aftenen for at sidde og sludre lidt. I dagtimerne arbejdede hun på en uniformsfabrik.
Anna Quangel kommer straks på andre tanker, da hun hører Trudels navn. Hun kigger på det skinnende stueur og spørger: “Kan du nå det, inden du skal på fabrikken?”
“Jeg møder først klokken et,” svarer han. “Jeg skal nok nå det.”
“Godt,” siger hun. “Gå hen og bed hende komme, men lad være med at sige noget om Ottochen. Jeg vil hellere selv fortælle hende det. Din mad er færdig klokken tolv.”
“Jeg siger, hun skal kigge forbi i aften,” svarer han og bliver stående, mens han betragter hendes bitre, gustne ansigt, der er fortrukket i smerte. Hun kigger igen på ham, og et øjeblik står de over for hinanden i dyb tavshed. To mennesker, der har tilbragt femogtyve år sammen, altid i fred og fordragelighed. Han som regel tavs og indesluttet, mens hun sørgede for, at der kom lidt liv i huset.
Men hvor meget de end stirrer på hinanden nu, kan de ikke finde på noget at sige. Til sidst nikker Otto Quangel og går sin vej.
Hun hører fordøren blive smækket i. Så snart hun er sikker på, han er gået, vender hun sig igen mod symaskinen og tager stumperne af det skæbnesvangre brev op i hånden. Hun forsøger at samle dem, men hun indser snart, at det vil tage for lang tid. Hun må først og fremmest lave mad til ham. Derfor anbringer hun papirstumperne i en kuvert, som hun lægger ind i sin sangbog. I eftermiddag, når Otto er på arbejde, vil hun få tid til at sortere dem og samle dem.
Selvom brevet kun består af dumme og tarvelige løgne, er det trods alt det sidste, hun har tilbage af Ottochen! Hun vil gemme brevet og vise det til Trudel. Måske vil hun derefter være i stand til at græde, men indtil videre føles det, som om hendes hjerte står i flammer.
Det ville være rart at kunne græde!
Hun ryster harmdirrende på hovedet og går hen til komfuret.

K A P I T E L 2

Hvad Baldur Persicke havde at sige Da Otto Quangel gik forbi Persickes lejlighed, lød i det samme et jubelråb, og der blev skreget “Sieg Heil”. Quangel gik hurtigt videre for ikke at støde ind i nogen fra det muntre selskab. De havde boet ti år i samme hus, men Quangel havde altid gjort, hvad han kunne, for at undgå at løbe ind i familien Persicke – allerede dengang, manden endnu havde været en sølle, falleret værtshusholder.
Nu var Persickes blevet fine folk, den gamle far beklædte alle mulige poster inden for partiet, de to ældste sønner var i SS, og familien sad tilsyneladende godt i det.
Derfor var der så meget mere grund til at være på vagt over for dem, eftersom man kun kunne bevare sin status i partiet ved at være aktiv for partiet. Men at være aktiv betød, at man skulle angive andre, altså melde dem: Dén og dén har lyttet til en udenlandsk radiostation. Quangel ville derfor allerhelst for længe siden have taget radioerne oppe i Ottos værelse og lagt dem ned i kælderen.
Man kunne ikke være forsigtig nok i disse tider, hvor folk gik og lurede på hinanden, Gestapo lagde sin klamme hånd over alting, koncentrationslejren i Sachsenhausen voksede sig større, og faldøksen i Plötzensee blev flittigt brugt. Otto Quangel ville ikke have nogen radioapparater, men Anna havde modsat sig, at de blev gemt af vejen. Hun mente, at det gamle ordsprog stadig stod ved magt:
For den rene er alting rent. Men sådan var det jo ikke længere, hvis det da nogensinde havde været tilfældet.
Med den slags tanker gik Quangel således hurtigere og hurtigere ned ad trappen, tværs over gården og ud på gaden.
Når Persickes sådan råber op, skyldes det familiens unge håb, Baldur, der går på gymnasiet, og som takket være faderens forbindelser måske vil ende på en af eliteskolerne. Baldur har nemlig fundet et billede i partibladet Völkischer Beobachter af Føreren og rigsmarskal Göring, og under billedet står der: “Efter nyheden om Frankrigs kapitulation”.
Og de to mænd ser også ud derefter: Göring griner over hele sit runde ansigt, mens Føreren ligefrem klasker sig på lårene af fryd.
Persickes er lige så fornøjede som de to mænd på billedet, og alle ler, men Baldur, det lyse hoved, spørger: “Jamen, kan I da ikke se, der er noget underligt ved det billede?”
De stirrer afventende på ham, for de stoler blindt på den 16-åriges åndsevner, så ingen af dem vover at komme med et bud.
“Nå?” siger Baldur. “Tænk jer dog om! Billedet er jo taget af en pressefotograf. Mon han har været til stede, netop som nyheden om kapitulationen nåede frem? Meldingen må være kommet pr. telefon eller måske med kurer eller med en fransk general, men intet af det kan ses på billedet. De to mænd står helt alene ude i haven og godter sig ...”
Baldurs forældre og søskende sidder stadig uden at sige noget, mens de glor på ham. De er så spændte, at deres ansigter ser helt fjogede ud. Gamle Persicke ville gerne unde sig selv endnu en dram, men han tør ikke, mens Baldur taler. Han ved af erfaring, at Baldur kan blive særdeles ubehagelig, hvis man ikke lytter opmærksomt til hans politiske foredrag.
Sønnen fortsætter: “Altså er billedet konstrueret, det er ikke blevet taget, da nyheden om kapitulationen nåede frem, men et par timer senere eller måske først næste dag. Prøv selv at se, hvor glad Føreren er, han kan næsten ikke tøjle sin begejstring. Tror I måske, at en stor mand som Føreren endnu dagen efter ville være så glad over den nyhed? Han må da for længst være begyndt at tænke på England, og hvordan vi får besejret tommyerne. Næ, både motivet og de to personers glæde er konstrueret. Et spil for galleriet. Med andre ord er det kun taget for at stikke blår i øjnene på enfoldige sjæle!”
Nu glor familien på Baldur, som om de var enfoldige sjæle, der havde fået blår i øjnene. Hvis ikke det havde været Baldur, men en hvilken som helst anden, ville de have meldt ham til Gestapo for at sige sådan noget. Men Baldur fortsætter: “Forstår I, det viser netop
Førerens format, at han ikke tillader nogen at kigge ham i kortene.
Alle tror, han står og godter sig over, at han har besejret Frankrig, mens han i virkeligheden allerede er ved at samle en flåde, der skal invadere England. Forstår I, dét må vi lære af Føreren, at vi ikke partout behøver at skilte med, hvem vi er, og hvad vi har for!” De andre nikker ivrigt, eftersom de mener at have forstået, hvad Baldur vil frem til. “Ja, I nikker,” siger Baldur ærgerligt, “men I er ikke i stand til at efterleve det! For mindre end en halv time siden hørte jeg far stå og sige til postbuddet, at den gamle fru Rosenthal skulle give kaffe og kage ...”
“Årh, den forpulede jødetamp,” siger far Persicke, men det lyder alligevel som en undskyldning.
“Nuvel,” indrømmer Baldur, “der er næppe nogen, der vil undre sig, hvis hun forsvinder en skønne dag. Men hvorfor sige den slags til folk? Så hellere være på den sikre side. Tag nu ham, der bor ovenpå, hr. Quangel. Han er ikke til at slå et ord af, men jeg er helt sikker på, han ser og hører alting, og han skal nok også have et sted, hvor han kan gå hen og melde det. Hvis han på et tidspunkt melder, at Persickes ikke kan holde deres kæft, at de ikke er til at stole på, at man ikke kan betro dem noget som helst – så er vi fortabte. Du er i hvert fald, lille far, og jeg vil ikke røre en finger for at få dig ud igen, hvis du først er havnet i kz-lejr, eller sidder fængslet i Moabit eller i Plötzensee, eller hvor du nu kommer hen.”
Alle er tavse, og selv en så indbildsk person som Baldur kan fornemme, at tavsheden ikke er udtryk for, at alle tilslutter sig det, han har sagt. For i det mindste at få de andre søskende over på sin side, skynder han sig at tilføje: “Vi vil jo alle sammen gerne nå lidt længere end far, og hvordan skal vi så bære os ad med at drive det til noget? Gennem partiet! Og derfor bliver vi nødt til at tage ved lære af Føreren og stikke folk blår i øjnene, lade, som om vi er venlige, og så slå til i al hemmelighed, når ingen aner uråd. Partiet skal kunne sige: Persickes kan man få til at gøre alt, ganske enkelt alt!”
Han ser igen på fotografiet af Hitler og Göring, der står og griner, så nikker han kort og skænker snaps for at vise, at hans politiske foredrag er slut. Han griner og siger: “Du skal ikke hænge med næbbet, farmand, nu hvor jeg for en gangs skyld har sat dig til vægs!”
“Du er ikke andet end 16 år og min søn,” begynder den gamle, der stadig føler sig trådt over tæerne.
“Og du er min farmand, som har været lidt for ofte beruset, til at jeg kan respektere dig,” skynder Baldur Persicke sig at sige, og alle morer sig på faderens bekostning, selv den altid så ængstelige mor.
“Godt ord igen, lille far, snart vil vi køre rundt i egen bil, og du kan drikke dig fuld i champagne hver eneste dag!”
Faderen skal til at sige noget mere, men denne gang vil han blot protestere mod champagnen, som han ikke sætter nær så højt som sin elskede snaps. Baldur fortsætter ufortrødent med dæmpet stemme:
“Dine ideer er slet ikke så tossede, far, men du burde ikke lufte dem over for andre end os. Fru Rosenthal kan måske give os mere end kaffe og kage. Vent hellere lidt, vi må træde varsomt. Måske er der også andre vægge, der har ører, og måske stoler man mere på dem end på os.”
Han taler lavt, og til sidst kan hans stemme næsten ikke høres længere. Baldur Persicke har gjort det igen, han har fået alle over på sin side, endda faderen, som ellers lagde ud med at spille fornærmet. 
Men nu siger han: “Skål på kapitulationen!”, og eftersom han sprutter af grin, bliver de klar over, at han ikke mener Frankrig, men gamle fru Rosenthal.
De griner højlydt i munden på hinanden, skåler og drikker den ene snaps efter den anden. Men de kan også tåle en hel del, den forhenværende værtshusholder og hans børn.

K A P I T E L 3

En mand ved navn Barkhausen Værkfører Quangel var trådt ud på Jablonskistraße, og uden for gadedøren traf han Emil Barkhausen, som netop stod dér og hang. Emil Barkhausen havde tilsyneladende ikke andet at give sig til end altid at stå og hænge et sted, hvor der var noget at glo på eller lytte til. Det var ikke blevet spor anderledes under krigen, som ellers havde tvunget folk til at tage hænderne op af lommen. Men Emil Barkhausen stod fortsat og hang.
Således stod han der også nu, en lang, tynd skikkelse i et slidt jakkesæt og med et farveløst ansigt. Han kiggede misfornøjet ned ad Jablonskistraße, der næsten lå øde hen på denne tid af dagen. Da han fik øje på Quangel, satte han sig i bevægelse, gik ham i møde og rakte hånden frem. “Hvor er De på vej hen, hr. Quangel?” spurgte han. “Det er da for tidligt at tage hen på fabrikken?”
Quangel ignorerede den fremstrakte hånd og mumlede utydeligt:
“Jeg skal skynde mig!”
Han var allerede fortsat i retning mod Prenzlauer Allee. Et påtrængende snakkehoved som Barkhausen var det sidste, han havde brug for!
Men han var ikke så nem at slippe af med. Han gnæggede og råbte: “Jamen, så skal vi samme sted hen, Quangel!” Og da den anden blot ilede videre, mens han stirrede lige ud luften, tilføjede Barkhausen:
“Doktoren har nemlig sagt, at jeg skulle røre mig for at få bugt med min forstoppelse, og det keder mig sådan at gå alene!”
Derefter gav han sig til omstændeligt at forklare, hvilke midler han havde prøvet mod sin forstoppelse. Quangel lyttede ikke. Han havde kun to tanker i hovedet, og den ene blev ved med at fortrænge den anden: Han havde mistet sin søn, og Anna havde sagt “du og din Fører”. Quangel måtte tilstå, at han aldrig havde elsket drengen, som en far bør elske sin søn. Lige fra han blev født, havde barnet været et forstyrrende element i hans fredelige liv og i hans forhold til Anna. Hans sorg var i virkeligheden mere en bekymring for Anna, og hvordan hun ville tage Ottochens død, og hvilke forandringer det ville afstedkomme. Hun havde foreløbig sagt: du og din Fører.
Men det var ikke sandt. Hitler var ikke hans Fører, i hvert fald var han i lige så høj grad Annas. Efter at Quangels lille snedkerværksted var gået nedenom og hjem i 1930, havde de jo altid været enige om, at det var Hitler, der havde fået landet på fode igen. Efter fire års arbejdsløshed var Quangel blevet værkfører på den store møbelfabrik, og hver uge havde han 40 mark med hjem. Dem levede de godt af.
Det var Førerens fortjeneste, han havde fået økonomien til at blomstre.
Det havde de altid været rørende enige om.
Men de var alligevel ikke blevet medlemmer af partiet. For det første kviede de sig ved at betale kontingentet, eftersom de i forvejen skulle give til højre og venstre, til Arbejdsfronten, til Vinterhjælpen og en række andre indsamlinger. Ja, på fabrikken havde de sågar påduttet ham en mindre post i Arbejdsfronten, og det var samtidig den anden grund til, at ingen af dem var blevet medlem af partiet. Quangel kunne se talrige eksempler på, at der konstant blev gjort forskel på almindelige borgere og partimedlemmer. De ringeste partifæller var altid mere værd end selv de dygtigste folkefæller.
Når man først var kommet ind i partiet, kunne man stort set tillade sig alt. Der skulle meget til, før der skete én noget. De kaldte det troskab for troskab.
Men værkfører Quangel gik ind for retfærdighed. Ethvert menneske var i hans øjne et menneske, uanset om han var partimedlem eller ej. Quangel blev altid forarget, når han i sit værksted måtte være vidne til, at en arbejder kunne blive hængt op på en lille, ubetydelig fejl, mens en anden fik lov til at sjuske, som det passede ham. Han bed sig arrigt i underlæben – hvis han kunne skippe den latterlige post i Arbejdsfronten, havde han gjort det for længst!
Anna vidste udmærket, hvordan Quangel havde det, og derfor burde hun ikke have sagt: du og din Fører! Anna selv havde haft det helt anderledes. Hun havde frivilligt overtaget et hverv i Kvindeligaen, selvom hun i modsætning til sin mand ikke havde behøvet det.
Herregud, han forstod udmærket, hvorfor hun gerne havde villet.
Hele sit liv havde hun været tjenestepige, først ude på landet, senere inde i byen. Hele sit liv havde hun måttet pukle og lade sig koste rundt med. Og i sit ægteskab havde hun heller ikke haft ret meget at skulle have sagt. Ikke fordi han ligefrem havde undertrykt hende, men alting var nu engang kommet til at handle om ham, manden i huset, der tjente pengene.
Men hun havde fået et hverv i Kvindeligaen, hvor hun ganske vist modtog ordrer fra højere sted, men til gengæld havde hun en masse piger og damer under sig, som hun kunne bestemme over. Hun morede sig hver gang, hun fandt en luddoven tøjte med rødlakerede negle, som skulle gennes ind på en fabrik. Hvis der var nogen, der fortjente at blive nævnt i samme åndedrag som Føreren, så var det snarere Anna.
Naturligvis havde hun da også fået øjnene op for det ene og det andet, der ikke var, som det burde være. Hun var for eksempel blevet opmærksom på, at flere af de bedrestillede damer ikke blev sendt på arbejde, blot fordi de havde nogle gode venner på højere sted. Og hun blev forarget over, at det uldne undertøj kun blev udleveret til dem, der havde partibogen i orden. Anna syntes også, at Rosenthals var ordentlige folk, der ikke havde fortjent sådan en krank skæbne, men det fik hende imidlertid ikke til at opgive sit hverv. For nylig havde hun sagt, at Føreren jo slet ikke vidste, hvad det var for noget svineri, hans folk nede på gulvet gik og lavede. Føreren kunne jo ikke vide det, og hans nærmeste fortalte ham ikke sandheden.
Men nu er Ottochen altså død, og Otto Quangel frygter, at alting bliver anderledes fremover. Han ser Annas gustne ansigt for sig, og på ny kan han høre hendes bebrejdelser, og her løber han rundt på gaden på dette besynderlige tidspunkt med sludrehovedet Barkhausen ved sin side, i aften kommer Trudel på besøg, og damerne vil græde, snakke og snakke – og han, Otto Quangel, holder ellers så meget af et regelbundet liv, ensformige arbejdsdage, hvor der ikke sker noget videre. Det er lige før, søndagene griber forstyrrende ind.
Men nu vil alting blive vendt op og ned det næste stykke tid, og sandsynligvis bliver Anna aldrig mere den samme som før. Det kom fra hjertet, da hun sagde “du og din Fører”. Det lød så hadefuldt. 
Han må tænke sig grundigt om, men Barkhausen under ham ikke et øjebliks ro. Nu siger manden pludselig: “Jeg hører, De har fået et feltpostbrev, og at det ikke er Deres søn, der har skrevet?”
Quangel ser på den anden med sine skarpe, mørke øjne og mumler:
“Sludder”. Men eftersom han ikke ønsker at være uvenner med nogen, ikke engang med sådan en døgenigt som Barkhausen, tilføjer han modvilligt: “Folk har altid så travlt!”
Emil Barkhausen bliver ikke fornærmet, Barkhausen bliver nemlig ikke så let fornærmet, han skynder sig at medgive: “Der sagde De et sandt ord, Quangel! Hvorfor kan fru Kluge ikke holde kaje? Hun skal absolut fortælle alle, at Quangels har fået et brev fra fronten skrevet på maskine! Hun burde nøjes med at fortælle, at Frankrig har kapituleret!” Han holder en lille pause, så spørger han lavmælt og med pludselig medfølelse i stemmen: “Såret eller savnet eller ...?”
Han tier stille. Men, efter en længere pause svarer Quangel ikke direkte på det, han er blevet spurgt om: “Nå, så Frankrig har kapituleret? Det kunne de sørme godt have gjort et døgn tidligere, så ville min søn stadig være i live ...”
Barkhausen svarer prompte: “Det er de utallige soldater, der er faldet med ære, som har tvunget Frankrig i knæ så hurtigt. Og derfor kan millioner af mennesker nu få lov til at leve. Sådan et offer må en far da være stolt af!”
Quangel spørger: “Deres børn er nok for små til at drage i felten, nabo?”
Barkhausen lyder stødt: “Det ved De da godt, Quangel! Men selv hvis mine unger ville dø på stribe under et bombeangreb eller lignende, så ville jeg være stolt af dem. Tror De mig ikke på mit ord, Quangel?”
Værkfører Quangel svarer ikke på spørgsmålet, men tænker: Det kan da godt være, at jeg ikke har været en god far og aldrig har elsket Otto, som jeg burde – men dine tøser ligger dig jo til last. Jeg tror gerne, at du ville være lykkelig for at miste dem alle på én gang under et bombeangreb, også selvom jeg ikke kender dem personligt!
Men han siger ikke noget i den retning, og Barkhausen er allerede blevet træt af at vente på svar, og så siger han: “Vil De tænke Dem, Quangel, først Sudeterlandet og Tjekkoslovakiet og Østrig, og nu desuden Polen og Frankrig og halvdelen af Balkan – vi går jo hen og bliver verdens rigeste folk! Hvad betyder så et par hundredtusind faldne? Vi bliver alle sammen rige!”
Quangel svarer hurtigere, end han plejer: “Og hvad skal jeg stille op med al den rigdom? Kan jeg måske putte den i munden? Vil jeg sove bedre om natten af at være rig? Hvis jeg bliver så rig, at jeg ikke længere skal hen på fabrikken, jamen, hvad skal jeg så få dagen til at gå med? Næ, nej, Barkhausen, jeg ønsker ikke at være rig, og jeg har navnlig ikke lyst til at blive rig på den måde. Rigdom kan ikke forsvare en eneste død soldat!”
Pludselig tager Barkhausen ham i armen og rusker ham, kigger sig nervøst omkring og hvisker: “Hvad er det dog, du siger, Quangel? Er du ikke klar over, at jeg kan få dig i kz-lejr for at kværulere på den måde? Du har jo talt Føreren midt imod! Hvis jeg nu var en af dem, der angiver folk ...?”
Quangel er selv blevet forskrækket over, hvor åbenmundet han har været. Tankerne om Ottochen og Anna må have bragt ham mere ud af ligevægt, end han havde troet, for det ligger i hans natur at være på vagt. Men den anden må ikke opdage, at han er blevet forskrækket. Med sine ru arbejderhænder får Quangel vristet sin arm fri af Barkhausens svage greb, mens han langsomt og henkastet siger: “Hvad hidser De Dem op for, Barkhausen? Hvad har jeg sagt, som De kunne angive mig for? Jeg har ikke sagt spor. Jeg er ked af, at min søn Otto er faldet, og at min kone nu er i dyb sorg. Det må De for min skyld gerne melde, hvis De vil, værsgo! Jeg skal gerne gå med og skrive under på, at jeg har sagt det!”
Alt imens Quangel siger langt mere end ellers, tænker han ved sig selv: Jeg vil æde min gamle hat på, at Barkhausen er stikker! Endnu én, man skal tage sig i agt for! Hvem skal man efterhånden ikke tage sig i agt for? Og hvordan mon det vil gå Anna ...?
I mellemtiden er de nået frem til fabriksporten. Quangel rækker stadig ikke hånden frem mod Barkhausen. Han siger: “Nuvel” og skal til at gå ind.
Men Barkhausen holder fast i hans jakke og hvisker indtrængende: 
“Lad os ikke tale mere om, hvad der er sket, kære nabo. Jeg er ikke nogen stikker og ønsker ikke at bringe andre i fedtefadet. Men så skal du også gøre mig en tjeneste. Jeg er nødt til at give konen lidt penge til mad, men jeg har ikke en rød reje. Børnene har ikke fået noget i skrutten i dag. Stik mig lige 10 mark – du får dem tilbage næste fredag, på ære!”
Quangel frigør sig endnu engang fra den andens greb. Han tænker:
Nå, du er en af den slags, det er nok sådan, du tjener dine penge!
Og: Ham giver jeg ikke en snus, ellers tror han, jeg er bange for ham, og så lader han mig aldrig slippe. Men højt siger han: “Jeg får kun udbetalt 30 mark hver uge, og jeg skal selv bruge alle pengene. Jeg kan ikke give dig noget.”
Uden at se på den anden og uden at sige mere, går han ind på fabriksområdet. Portneren har genkendt ham og lader ham passere.
Men Barkhausen bliver stående ude på gaden, stirrer efter ham og overvejer, hvad han nu skal gøre. Allerhelst ville han gå direkte til Gestapo og angive Quangel, det ville nok kaste et par cigaretter af sig. 
Men han må hellere lade være. Han var for hurtig i vendingen her til morgen, han burde have givet Quangel lejlighed til at tale frit fra leveren; efter sønnens død skulle han nok have fået munden på gled.
Men han har taget fejl af Quangel, han er ikke sådan at løbe om hjørner med. Nu til dags er de fleste mennesker bange, fordi alle foretager sig noget ulovligt og lever i evig angst for, at nogen skal opdage det. Det gælder blot om at overrumple dem i det rette øjeblik, så sidder de i saksen og er villige til at betale. Men det gælder ikke Quangel, manden med det markerede rovfuglefjæs. Han er formentlig ikke bange for noget, og han er umulig at overrumple. Nej, Barkhausen må hellere opgive ham, måske man en af dagene kan gøre noget ved konen, en dame bliver jo i højere grad berørt af, at hendes eneste søn dør! Det får gerne kællingerne til at plapre løs.
Barkhausen beslutter at henvende sig til konen en af dagene, men hvad skal han så gøre nu? Han bliver nødt til at skaffe sin Otti nogle penge, i morges fik han det sidste brød, der var i køkkenskabet.
Men han har ingen slanter, og hvor skal han få nogle fra i en håndevending?
Hans kone er en ren Xanthippe, der er i stand til at gøre livet surt for ham. Tidligere var hun luder på Schönhauser Allee og kunne indimellem være rigtig sød og rar. Nu har hun skænket ham fem unger, det vil sige, de fleste af dem er han næppe selv far til, og hun bruger mund som en af fiskekonerne i torvehallen. Hun tæver børnene, og når det går ud over ham, så kommer de op at slås, og det er naturligvis hende, der får flest stryg, men det bliver hun jo ikke en bedre kone af.
Nej, han kan ikke vise sig for Otti uden penge. Pludselig kommer han til at tænke på gamle fru Rosenthal, som bor helt alene og uden nogen til at beskytte sig oppe på 4. sal i Jablonskistraße 55. Han burde for længst have tænkt på den gamle jøde, hende er der nok flere penge i end Quangel, den elendige fedtsyl! Hun er en skikkelig kone, det kan han huske fra tidligere, da de endnu havde deres butik, og derfor vil han i første omgang prøve med det gode. Men hvis hun ikke makker ret, får hun ganske enkelt et par på skrinet!
Der skal nok være et eller andet, smykker eller penge eller noget spiseligt, et eller andet, der kan formilde Otti.
Barkhausen gør sig sine tanker og bliver ved med at fantasere om, hvad han eventuelt kan få fingre i – jøderne har jo stadig alt muligt, de gemmer det bare for tyskerne, som de har stjålet det fra.
Imens går Barkhausen med raske skridt tilbage til Jablonskistraße.
Han åbner døren og står længe og lytter op ad trappen. Han er ikke så meget for, hvis nogen ser ham her i forhuset, han bor selv i en kælderlejlighed i baghuset, som yderst flatterende bliver kaldt havehuset. Det generer ham ikke personligt, kun når de får gæster, synes han, det er pinligt.
Der er ingen tegn på liv i opgangen, og Barkhausen begynder lydløst, men hurtigt at gå op ad trinnene. Fra Persickes lejlighed lyder en voldsom støj, hujen og latter, de er til en afveksling i løftet stemning. Hvis blot han fik foden indenfor hos sådan nogle som Persickes, der har de rigtige forbindelser, så ville han også få vind i sejlene. Men den slags mennesker har ikke øje for en lille, halvhjertet stikker som ham; de to drenge, der er i SS, og Baldur Persicke er uhyre storsnudede. Den gamle er af en anden støbning, han kan godt ryste ud med fem mark, hvis han er lettere bedugget ...
I Quangels lejlighed er der stille, og en etage højere oppe hos fru Rosenthal kan Barkhausen heller ikke høre en lyd, uanset hvor længe han lytter ved døren. Derfor skynder han sig at ringe på for hurtigt at få forrettet sit ærinde, ligesom et postbud ville gøre.
Men der sker ingenting, og efter et par minutters ventetid beslutter Barkhausen sig for at ringe på igen og derefter også en tredje gang. Indimellem lytter han, men kan ingenting høre, så hvisker han alligevel ind gennem nøglehullet: “Fru Rosenthal, luk op! Jeg har nyt om Deres mand! Hurtigt, før nogen kommer og ser mig! Fru Rosenthal, jeg kan høre, De er der, åbn så den dør!”
Imens bliver han ved at ringe på, men han får intet ud af sine anstrengelser.
Til sidst bliver han vred. Han kan da ikke gå sin vej uden at have fået noget, Otti bliver splitterravende tosset. Den gamle jødekone skal bare aflevere det tilbage, hun har stjålet! Han ringer på igen og igen, mens han råber ind gennem nøglehullet: “Luk op, dit gamle jødesvin, eller du får én på sinkadusen, så du er færdig med at se godt ud! Jeg skal sørge for, du havner i kz-lejr allerede i dag, hvis du ikke lukker op, din forbistrede jøde!”
Hvis blot han havde noget benzin på sig, ville han omgående sætte ild til hendes dør!
Men pludselig bliver Barkhausen helt stille. Han har hørt en dør gå lidt længere nede, han presser sig ind mod væggen. Ingen må se ham her. De er sikkert på vej ud, han skal blot forholde sig i ro.
Men skridtene kommer ubønhørligt op ad trappen, skønt det foregår langsomt og usikkert. Det er selvfølgelig et medlem af familien Persicke – lige hvad Barkhausen manglede. Selvfølgelig skal vedkommende op på loftet, men loftet er sikret med en aflåst jerndør, så det er umuligt at gemme sig deroppe. Nu må Barkhausen håbe på, at den berusede person går lige forbi uden at bemærke ham; hvis det er gamle Persicke, vil det let kunne ske.
Men det er ikke gamle Persicke, det er den modbydelige knægt til Baldur, den værste af hele banden! Han render evig og altid rundt i sin HitlerJugend-føreruniform og forventer, at man hilser ærbødigt på ham, selvom han ikke er noget særligt. Baldur går langsomt op ad trappen og holder fast i gelænderet, fordi han er så stærkt beruset. 
Trods sit fortinnede blik har han naturligvis straks fået øje på Barkhausen, der står op ad væggen, men han tiltaler ham ikke, før de står ansigt til ansigt: “Hvad går du og snuser rundt efter her i vores del af ejendommen? Det kan jeg ikke tillade, se du hellere at komme ned i kælderen til din lille luder! Af sted, væk med dig!”
Han løfter foden med den sømbeslåede sko, men straks efter sætter han den ned igen. Han er for usikker på benene til at kunne udføre et spark.
Barkhausen magter ikke at blive tiltalt sådan. Når nogen overfuser ham, bliver han helt forfjamsket. Han hvisker ydmygt: “Om forladelse, hr. Persicke! Jeg ville bare lave lidt sjov med den gamle jøde!”
Baldur rynker brynene, mens han tænker sig om. Lidt efter siger han: “Du ville stjæle, din bandit, det var sådan, du ville lave sjov med den gamle jøde. Jamen, fortsæt endelig!”
Skønt ordene er ment som en irettesættelse, er der dog noget imødekommende over tonefaldet. Barkhausen har en vis evne til at skelne den slags. Så siger han med et smil, der skal ledsage hans kvikke bemærkning: “Jeg rapser skam ikke, hr. Persicke, jeg låner blot nogle ting i ny og næ!”
Baldur Persicke smiler ikke tilbage. Han undgår at mænge sig med den slags mennesker, heller ikke selvom de kan vise sig at blive nyttige. Han følger forsigtigt efter Barkhausen ned ad trappen.
Begge mænd er fordybet i deres egne tanker, så de opdager ikke, at Quangels dør står på klem, og den bliver omgående slået op på vid gab lige så snart, de er gået forbi. Anna Quangel skynder sig hen til gelænderet og lytter ned ad trappen.
Ud for Persickes hoveddør løfter Barkhausen kækt hånden til en tysk hilsen: “Heil Hitler, hr. Persicke! Og De skal have mange tusind tak!”
Han er ikke engang selv rigtig klar over, hvad han takker for.
Måske fordi, han ikke er blevet sparket ned ad trappen. Det havde han været nødt til at finde sig i som den lille undermåler, han nu engang er. Baldur Persicke gengælder ikke hans hilsen. Med sit fortinnede blik stirrer han på den anden, som kort efter begynder at blinke og slår øjnene ned. Baldur spørger: “Du ville altså lave sjov med gamle fru Rosenthal?”
“Ja,” svarer Barkhausen stille og med sænket blik. 
“Hvilken form for sjov?” spørger Baldur videre. “Du ville ind og hugge nogle af hendes ting?”
Barkhausen vover kort at se den anden ind i øjnene. “Blandt andet!” siger han. “Jeg ville også have givet hende én på kassen!”
“Nå!” svarer Baldur kort. “Nå!”
De står lidt uden at sige noget. Barkhausen overvejer, om det er meningen, han skal gå, men han har jo endnu ikke fået direkte ordre på at træde af. Derfor står han tavs og venter og har igen slået blikket ned.
“Kom lige med et smut indenfor!” siger Baldur Persicke pludselig, mens han har svært ved at få tungen på gled. Han peger på Persickes åbentstående hoveddør. “Måske har jeg et godt forslag. Vi får se!”
Tryllebundet af pegefingeren marcherer Barkhausen uden et ord ind i Persickes lejlighed. Baldur Persicke følger efter på usikre ben, men rank som en soldat. Døren smækker i bag de to mænd.
Ovenpå slipper Anna Quangel gelænderet og lister tilbage til sin lejlighed, hvorefter hun forsigtigt lader døren glide i. Hun er ikke selv klar over, hvorfor hun har lyttet til deres samtale, både oppe foran fru Rosenthals dør og senere nede foran Persickes lejlighed.
Normalt følger hun sin mands princip: De andre beboere må gøre, hvad de vil.
Hendes ansigt er endnu sygeligt blegt, og i øjnekrogene har hun små, nervøse trækninger. Hun har allerede flere gange haft lyst til at sætte sig ned og græde, men hun kan ikke. Forskellige talemåder går gennem hovedet på hende: “Mit hjerte er ved at briste” eller: “Som et slag i ansigtet” eller: “Det vender sig i mig”. Hun føler lidt af det hele, men samtidig også noget andet: “De skal ikke komme godt fra at have slået min dreng ihjel. Jeg skal vise dem ...”
Igen ved hun ikke rigtigt, hvad det er, hun vil vise dem, men det at hun stod og lyttede lige før, var måske en begyndelse. Otto skal ikke længere bestemme det hele, tænker hun desuden. Jeg vil også prøve at gøre, hvad jeg har lyst til, selvom det ikke passer ham.
Hun skynder sig at få maden færdig. De fleste levnedsmidler, de får på rationeringsmærker, tilfalder ham. Han er ikke helt ung længere og skal arbejde mere, end han har kræfter til; hun sidder ned og syr meget af tiden, så der er ikke noget at sige til, at han skal have mest.
Mens hun har travlt med sine gryder og pander, forlader Barkhausen Persickes lejlighed. Så snart han begynder at gå ned ad trappen, mister han omgående sin underdanige holdning. Han går tværs over gården med løftet hoved, han har en behagelig, varm fornemmelse i maven oven på to snapse, og der ligger to 10-mark-sedler i hans lomme, hvoraf den ene nok skal hjælpe på Ottis dårlige humør.
Men da han træder ind i sit hjem i kælderetagen, er Otti slet ikke spor vred. Der ligger en hvid dug på bordet, og Otti sidder i sofaen sammen med en mand, som Barkhausen ikke aner, hvem er. Den fremmede, der er ganske velklædt, skynder sig at fjerne sin arm fra Ottis skulder. Men det er der slet ikke nogen grund til, den slags har Barkhausen aldrig taget så tungt.
Han tænker: Nå da da, den gamle hejre, hun har sørme gjort en god fangst! Han må mindst være bankmand eller lærer ...
Ude i køkkenet lyder børnenes skrig og skrål. Barkhausen giver dem hver en tyk skive af det brød, der står på bordet. Så begynder han selv at spise morgenmad bestående af brød, pølse og snaps.
Sikke megen fornøjelse, man kan have af sådan et rær! Han kigger tilfreds hen på manden i sofaen, der åbenbart ikke føler sig lige så godt tilpas som Barkhausen.
Derfor skynder Barkhausen sig at gå, lige så snart han har fået lidt at leve af. Han vil for alt i verden ikke skræmme kunden bort!
Det gode er, at han nu kan beholde de 20 mark selv. Barkhausen styrer lige hen imod Rollerstraße; han har hørt om en beverding, som ligger dér, og hvor gæster efter sigende har det med at tale over sig. Måske kan man opsnappe et og andet. Overalt i Berlin er der efterhånden noget at komme efter. Hvis ikke man har heldet med sig om dagen, skal man blot vente til om natten.
Når Barkhausen tænker på den forestående nat, kommer der nogle trækninger bag hans buskede overskæg, som minder om et smil. Baldur Persicke og hans familie, de er sørme et kapitel for sig! 
Men Barkhausen skal de ikke løbe om hjørner med, ikke ham! De skal endelig ikke tro, de kan nøjes med at give ham 20 mark og to snapse. Måske vil han en skønne dag få krammet på hele familien.
Hvis blot han er tilstrækkelig ydmyg og udspekuleret.
Så kommer Barkhausen til at tænke på, at han i løbet af dagen må finde en mand ved navn Enno, for Enno er muligvis den rette mand til sådan en tjans. Og bare rolig, han skal nok finde Enno, som frekventerer de tre eller fire værtshuse, hvor spillefuglene holder til.
Hvad Ennos rigtige navn er, ved Barkhausen ikke. Han kender ham kun fra et par af de steder, hvor alle kalder ham Enno. Barkhausen skal nok finde ham, og måske vil han vise sig at være nyttig. 

Lån bogen