Børnene vi mødte på stranden

Info om bogen

 

Forfatter:
Werchmeister, Catrine
Forlag:
Forlaget Egolibris
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Eva Götzsche
En velskrevet roman om mødet mellem en flygtning og en fastboende på Sicilien.

Kort resume

Den unge Daoud driver som bådflygtning i land på Sicilien og møder her teenagepigen Cecilia og hendes venner. Vi følger skiftevis Cecilia og hendes hverdagsliv og Daoud og hans søskendes konfrontation med et helt andet samfund med andre krav

Fakta om forfatteren

.

Lån bogen

Cecilia

 

Okay, jeg har forstået det, nu vil jeg bare hjem, jeg blander mig aldrig i noget igen, forsvind fra mig, jeg vil hjem, jeg blander mig aldrig …
Er der ikke nogen, der kan stoppe den remse, som kører i mit hoved?
Jeg vil hjem, jeg blander mig ikke i noget igen, jeg vil hjem, hjem, hjem!
Hvis bare betjenten bag mig ville køre mig hjem i stedet for at skubbe mig foran sig. Mig – Cecilia, 13 år, på vej ned ad en gang på en politistation. I håndjern. Fuldstændig forrykt!
Han holder fast i mine håndjern, som om det skulle være nødvendigt, det store nøglebundt i hans bælte rasler for hvert skridt han tager, og hans mørke skikkelse fører mig taktfast væk fra resten af verden, væk fra byen, væk fra hotellet og langt væk fra min familie. Han tager et hårdere greb i håndjernene og holder mig tilbage som tegn til, at jeg skal standse.
Hvad skal vi her? tænker jeg, da han åbner en dør ind til et lille rum med et bord og to stole. Betongulvet er malet mørkerødt. Gadelygten udenfor sender et blegt skær ind gennem et vindue med tremmer for helt oppe ved loftet. Over bordet foran mig hænger en lampe, der for længst har opgivet at lyse ordentligt. Den blinker om kap med fluegrillen, et neonrør der tiltrækker myg og fluer og svitser dem til døde med en knitrende lyd.

Min næste tanke er: Hvordan kommer jeg væk her fra?
Og så bliver alle tanker væk. Jeg kan kun se ind i den grønne væg og mærke rædslen gennemtrænge mig. Jeg kommer aldrig tilbage, lyder det rungende i mit hoved.
- Tænk tilbage, siger betjenten, som lige er kommet ind og har lukket døren bag sig.
- Hvornår begyndte det hele?
- Kan du ikke bare køre mig hjem? græder jeg.
Han ryster på hovedet, næsten sørgmodigt, ser ned i gulvet.
- Vent her, siger han.
Han går ud, smækker døren og låser den udefra. Og jeg tuder, som jeg aldrig har gjort før.
Jeg kan ikke ringe til nogen, min mobil blev taget fra mig, da jeg kom. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med mig. Jeg ved ikke engang, hvad de tror, jeg er skyldig i. Hvem fortæller noget til mor og far? De vil helt sikkert prøve at finde mig og få mig eftersøgt i morgen. Hvis de slår mig – får mor og far det så at vide? Men jeg har jo ikke gjort noget, og desuden er jeg kun 13 år. Børn sidder da ikke i fængsel! Det klamrer jeg mig til, mens jeg prøver at få et overblik.
Daud er i et andet rum. Måske. Jeg ved ikke, hvad der sker med ham.
Jeg sætter mig på kanten af den ene stol. Med hænderne i håndjern bag på ryggen er det svært at sidde behageligt, men bedre end at stå op. Mørkerødt gulv, gråt loft, pastelgrøn væg. Jeg er ved at blive skør af de tre farver. Og tanken: Hvor længe skal
jeg sidde her?
begynder at gå mig på nerverne.
Jeg lukker øjnene. Lyden af cikaderne udenfor virker beroligende. Det er, som om de prøver at trøste mig med deres raspende, rytmiske sang. Jeg tvinger tankerne væk fra min fængselscelle, tilbage i tiden. Langt tilbage til en søndag for længe siden. Den dag, hvor det hele begyndte.
Det var en søndag aften i slutningen af august, skoleåret var begyndt for et par uger siden, og jeg sad i vores sofa og så ud i horisonten: Solen var ved at putte sig under en blå og gyldenrosa himmel- og havdyne. Jeg kunne se det fra vores store panoramavindue på sjette sal.
Jeg gad ikke gøre mere ved lektierne, så jeg havde proppet matematikhæftet tilbage i min skoletaske og var sunket ned i sofaen. For en gangs skyld var det far, der lavede mad. Han var kommet hjem fra indkøb, havde taget forklæde på, lagt ansigtet i de alvorlige folder, der betød far arbejder og vil ikke forstyrres og var begyndt at hvæsse de store knive. Siden havde han skyllet, hakket og marineret en fin middag frem, imens han trallede en lille melodi og indimellem bandede højlydt.
Så dækkede han bord med de blomstrede tallerkener fra glasskabet og lagde servietter på dem. Eller skulle de hellere stå i glassene? Han ombestemte sig et par gange, men endte med at sætte servietterne i glassene.
Mor kom ud i køkkenet med en buket blomster.
- Tonio! Hvor ser det fantastisk ud!
Han skænkede dem hver et glas vin, og de drak og smilede til hinanden. Far gav mor et kys lige på munden. Vi skulle fejre farmors fødselsdag. Hun var lige fyldt 66, og sværdfisken lå på køkkenbordet og så både sørgmodig og drabelig ud; parat til at blive skåret i skiver og grillet i ovnen. Det er min fars gave til hende hvert år; at lave hende en fin middag. Han siger, at det er en slags tilbagebetaling for alle de middage, hun lavede til ham, mens han var barn. Han kan nå at betale én middag tilbage om året.
Min far, Antonio, har en fiskeforretning, en bod på markedet. Tidligt om morgenen havde han hentet fiskene på havnen. Og som alle de andre dage var han gået i gang med at sætte boden op. Sommetider lagde han en lille haj, rokke eller en sværdfisk (der spiddede en citron på sit sværd) foran de andre fisk. Det så flot ud.
Det meste af tiden arbejdede min far. Når vi vågnede om morgenen, var han taget af sted for længe siden. Sommetider havde jeg på fornemmelsen, at far var lidt genert over for os børn. Han levede ligesom i sin egen verden og blandede sig aldrig rigtig.
Mor blandede sig til gengæld hele tiden: Har du lavet dine lektier? Har du ryddet op på dit værelse? Hvem var det du talte i telefon med? Hvorfor spiser du ikke noget? Du skal spise noget mere! Og andre gange: Hov, hov, ikke proppe
dig med mad, du får bare ondt i maven
.
Den aften var Constanza, min storesøster, i bad. Hun måtte have været derinde i en time allerede. Måske var hun ved at slå rekorden i, hvor længe man kan stå under en bruser. Det forsøgte hun flere gange om ugen, hvilket som regel betød, at mor gik ud og bankede på  badeværelsesdøren og råbte, at hun skulle spare på vandet.
Constanza og jeg delte værelse, det vil sige, jeg fik lov til at have min seng i hjørnet og mine ting neden under den. Der lå mine skoleting og de tre medaljer, jeg havde vundet til svømmekonkurrencer. Jeg havde gået til svømning, siden jeg var syv. På et tidspunkt ville jeg være konkurrencesvømmer. Men Constanza sagde, at konkurrencesvømmere betalte med deres blod, sved og tårer for en medalje, så måske var det alligevel ikke noget for mig.
Men noget, jeg gerne ville, var at rejse. Langt væk til et fremmed land, hvor alt var anderledes og eventyrligt. Jeg havde en sparegris, der forestillede en fugl, en stor due af blåt og grønt glas. I den havde jeg mine sparepenge fra hele året. Jeg havde tjent dem ved at lave mine lektier og gå ned med skraldespanden, pudse vinduer og stryge fars skjorter. Far tog en ren skjorte på hver dag, for efter en hel dag i fiskeforretningen lugtede hans skjorte af fisk, så han tog altid et bad og noget andet tøj på, når han kom hjem. Derfor strøg jeg seks skjorter om ugen og fik 1 euro per skjorte. Alle pengene ville jeg bruge til at rejse for. Vi havde aldrig været langt væk fra Sicilien og aldrig ude af Italien.
I sommerferien besøgte vi altid farmor i Caltunsetta oppe i bjergene. Eller vi lå på stranden og spiste is og nød ferien helt langsomt.
- Fordi vi ikke har råd, sagde mor og far, når jeg spurgte.
Men det var bare noget, de sagde, for hvorfor havde de så råd til en ny bil, som far købte sidste år?
Nå, men resten af værelset – uden for mit skab og min seng – var Constanzas zone. Der bestemte hun. Der lå hendes tøj, hendes neglelak, hendes deodoranter, telefon, høretelefoner, musik og så videre, alt sammen noget, som jeg ikke måtte røre ved.
Før i tiden, da jeg var lille, og hun også var yngre, var Constanza altid sød ved mig og ville gerne lege. Da jeg begyndte i skole, hjalp hun mig med lektierne. Hun var god til både matematik og italiensk og var den, der kørte hurtigst af alle på cykel, og hun var også god til at svømme. Det var hende, der lærte mig at svømme i starten.
Men da hun begyndte at blive voksen, ændrede hun sig. Det var, som om hun langsomt blev mere og mere sur og besværlig, kun enkelte mennesker kunne få hende til at smile og være sød, alle andre vrissede hun af. Jeg var som regel ikke en af dem, der fik hende til at smile. Det var faktisk kun nogle af hendes veninder og så en klam fyr på næsten 20 år, der hed Lorenzo. Ham var hun vild med. Han havde en bil, som han kørte hende rundt i om aftenen. Når han kom, var hun lutter smil og lange øjenvipper. Mig skubbede hun bare til. Det ville have været lettere, hvis vi ikke delte værelse. Så snart vi krydsede dørtærsklen ind til vores såkaldte fælles værelse, blev vi dødsfjender. Hun kunne faktisk være meget uhyggelig. Hvis jeg for eksempel glemte et af mine sovedyr på Constanzas område, kunne jeg finde det om aftenen, hakket i småstykker og spredt ud over min seng. Og hvis jeg kom til at vække hende om natten, fordi jeg talte i søvne, nev hun mig i armen, indtil jeg vågnede.
Derhjemme talte Constanza altid i telefon eller skrev beskeder, var i bad eller sov. Hun sov rigtig meget. Jeg havde hørt, at hunde sover i op til 15 timer i døgnet. Så jeg tænkte, at hun måske var blevet smittet med noget, som langsomt var ved at gøre hende til en hund. Jeg var ked af, at min søster var blevet sådan. Engang havde hun været min bedste ven. Alfredo er min bror. Han var lige blevet 14. Den aften sad han på sit værelse og spillede computer. Når jeg tænker på min storebror, Alfredo, så tænker jeg først og fremmest på hans ro. Rolig og sej, som kun min storebror kan være det, og smaddergod til at fiske. Far sagde, at han havde et talent for at mærke, hvor fiskene var. Og så var han tålmodig. Han kunne sidde i timevis i en lille båd og vente. Og når han endelig fik bid, havde han også tålmodigheden til at trætte fisken og trække den op, når den var parat til det, så den ikke bare hoppede af krogen eller svømmede væk med line og blink.
Mor havde stillet vinglasset ude i køkkenet hos far og styrtede nu rundt og fjernede bunkerne af ugeblade og rent tøj, der skulle lægges sammen. Så tørrede hun vindueskarmene af i stuen og rettede på puderne i sofaen. Jeg regnede med, at hun lige om lidt ville brokke sig over, at jeg ikke havde hængt mit våde svømmetøj op efter træningen i går.
Min mor, Lucia, arbejdede sommetider på et kontor med at gøre rent og gå til hånde, men for det meste var hun hjemme.
- Cecilia, min skat, kan du ikke stille snacks frem? råbte hun. Altså havde hun ikke opdaget svømmetøjet endnu.
- Hvorfor er det altid mig? mukkede jeg. - Constanza kan lige så godt gøre det, eller Alfredo! Jeg trænger virkelig til at slappe af.
- Kom nu, skat, det kan du godt lige! Mor kom ind i stuen og så på mig med det der lidende blik, der betyder: Hjælp mig nu, din snotforkælede unge.
Jeg kiggede tilbage på hende med det blik, der betyder: Jeg er ikke en skid forkælet.
Og så gjorde jeg, som hun sagde, fandt chips og grissini i skabet, og far kom ind med en skaldyrssalat med blæksprutter, som han havde lagt på et fad dekoreret med citronbåde og oliven.
På det lille bord i vores sandfarvede og brune stue lignede bordet med mad en oase i ørkenen. Aftensolen sendte sine stråler ind gennem ruderne og glimtede i de blanke vinglas. Vi bor i en by, der også er en havn, så vi var tæt på havet. Vores lejlighed ligger på sjette sal i et af de nye huse i Sottomare. Det betyder under havet, men man kan se ud over havet fra dem. Husene lå bag byen og så allerede gamle og triste ud, da de blev bygget.
Constanza trådte ud af badeværelset efterfulgt af en sky af damp og parfume, som bredte sig i hele lejligheden og fik vinduerne i stuen til at dugge. Far sukkede og lukkede døren ud til køkkenet.
Men mor råbte: - Husk at tænde for ventilatoren, Constanza, og helt ærligt, en anden gang tager du bad længe før, gæsterne kommer!
- Bare fordi jeg tager mig af at være lidt hygiejnisk, mukkede Constanza.
Alfredo gik ud på badeværelset med et smørret smil.
- Nå, så kan man endelig få lov at gå på lokum.
Næste gang du er så længe i bad, pisser jeg i din potteplante! sagde han.
- Ad, hvor er du klam! Constanza slog med håndklædet og smækkede døren i efter ham.
- Cecilia, skal du ikke også skifte tøj? råbte mor til mig og så kom det:
- Helt ærligt, hvor mange gange 14 skal jeg sige til dig, at du skal hænge dit våde tøj op efter svømmetræningen?
Jeg listede ind på vores værelse, hvor Constanza var i gang med sin makeup. Jeg forstod ikke, hvorfor hun skulle have sminke på nu. Det var farmor, der kom. Farmor, som har kendt os altid, med og uden tøj, men aldrig med makeup.
- Hvad skal du have på, Søs? spurgte hun mig.
- Et eller andet, noget rent tøj, går jeg ud fra.
Hun rodede i sit klædeskab og fandt et par stramme, sorte jeans, en hvid skjorte med lange manchetter og snøreliv og et blåt, blankt bælte, som hun kastede over til mig.
- Her, tag det her på, sagde hun.
- Hvor firseragtigt, stønnede jeg, - det får du mig ikke til!
- Hej, firserne er topmoderne. Kom nu.
Modvilligt trak jeg i tøjet. Mine småbitte bryster fik skjorten til at se alt for stor og kedelig ud. Der var plads til meget mere. Altså ikke fordi jeg var interesseret i bryster. Sjovt nok syntes jeg ikke, der var noget som helst romantisk eller smukt ved at blive voksen. Jeg kunne lide min krop, som den var, flad og uden hår.
- De små fugleklatter! sagde Constanza. - Du svømmer for meget. Når du dyrker så megen sport, har brysterne slet ikke tid til at vokse! Hun kom til at trykke på min ene brystvorte, så jeg skreg.
- Sikke noget sludder. Så meget svømmer jeg altså heller ikke. To gange om ugen. Det er nærmest ingenting. Bagefter ville hun også give mig mascara og eyeliner på, men der trak jeg grænsen.
Lyden af skridt og raslende nøgler bringer mig tilbage til min mørke celle. Det går op for mig, at jeg fryser. Hvis bare jeg kunne få de her håndjern af, så jeg i det mindste kunne svinge med armene. Jeg rejser mig op uden at bruge hænderne, går hen til døren og sparker
på den. Håber, at skridtene udenfor vil standse, men de går bare forbi. Hvor længe har de tænkt sig, at jeg skal sidde her?

 

Daud

 

Strisseren bag mig låser en dør op på højre side af den lange, smalle gang og giver mig et skub i ryggen, så jeg falder ind i cellen og lander oven på mine hænder, som er i håndjern, så jeg ikke kan tage for mig i faldet. Så sparker han mig i ryggen. Jeg skraber huden af hånden og forstår med det samme idéen med den mørkerøde farve på gulvet. Den samme farve som blod. Så betyder det ikke noget, hvis man ikke kan vaske det af, blodet fra de mennesker, der bliver slået her. Han går og låser døren bag sig, og jeg bliver liggende på gulvet, indtil hans skridt har fjernet sig helt. Så får jeg sat mig op og kigger mig lidt mere omkring. Et lille tremmevindue sidder mindst tre meter oven over mig. Det er den eneste åbning i rummet ud over den låste dør.
Hvorfor fanden lod jeg Cecilia komme med? tænker jeg.
Hvorfor havde jeg ikke tænkt på, at hun ville tiltrække sig
opmærksomhed? Hvorfor gik Ali overhovedet med til det?

Han vidste da, hvor farligt det var.
Jeg krabber mig hen i et hjørne og sætter mig op ad væggen, så jeg har støtte i ryggen. Tænker på Tariq. Jeg håber, at han ligger og sover roligt nu. Et stykke tid sidder jeg bare og stirrer og bander over det hele. Jeg er pissevred. Men jeg ved godt, at det hele er min egen skyld. Jeg har ikke forstået noget af det hele nogensinde. I fremtiden, hvis jeg overhovedet har en fremtid, må jeg blive klogere. Lige nu ser det hele bare sort ud.  Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det hele er endt sådan her, fordi min far blev dræbt. Vi kunne være døde alle sammen. Sommetider forstår jeg ikke, hvorfor vi skulle leve videre. Måske var det ikke meningen. Måske var det en fejl.
Det hele begyndte en helt almindelig aften. Mor var ved at lægge Tariq, Louam og Rokia i seng i det bageste rum. Jeg havde fået lov til at blive længere oppe, min far og jeg sad og spillede skak i stuen. Jeg havde lige taget hans dronning – og han sagde, at denne gang ville jeg vinde over ham.
Da det bankede på døren, så jeg angsten i min fars øjne med det samme. Han sprang op og ville løbe ud ad bagdøren, men det var allerede for sent. De fire mænd var klædt i almindeligt tøj, men de havde geværer med. De ventede ikke på, at vi lukkede døren
op, men sparkede den ind. Den ene slog mig med geværskæftet i hovedet, så jeg besvimede. Jeg har stadig et dybt ar hen over øjet, der hvor han ramte mig. Min far så vi aldrig levende igen. Han var død, da jeg kom til mig selv igen. De tog ham udenfor og skød ham på gaden.

 

Cecilia

 

Der kommer åbenbart ingen og lukker op på denne her gudsforladte politistation, så jeg lægger mig ned, stadig med hænderne bag ryggen.
Det er svært at holde varmen, jeg forsøger at krumme mig sammen og lader tankerne glide tilbage til den søndag aften for længe siden, da farmor kom til middag.

 

Jeg var klar i firsertøj og uden sminke, da det ringede på dørtelefonen; farmor var på vej op. Auguri a te – auguri a te! sang vi, da hun trådte ud af elevatoren. Far omfavnede hende, mor kyssede på kinderne. Tillykke svigermor! Farmor omfavnede også os – duftende af pudder, parfume og med et stort flagrende tørklæde.
- Ih, hvor er I blevet store, sagde hun. Og til mig: - Du ligner da også Constanza mere og mere!
- Det var ikke pænt sagt, hva’! Du skal nok ikke tage det som en kompliment, hviskede Alfredo i mit øre, så højt, at Constanza også kunne høre det. Hun stak ham et smækkys på kinden, så han fik et rødt læbestiftsmærke.

Farmor så med vilje meget vred ud og rynkede øjenbrynene.
- Jo, jo, det var skam netop ment som en kompliment. Constanza er jo både køn og kvik. Og hun forstår at nyde livet præcis som sin farmor.
Men far rystede på hovedet og sagde: - Ja, ja, mor. Men dengang du var ung. Ja, da var verden nu alligevel anderledes.
- Var ung? Farmor så spørgende på far. - Jeg er da stadig ung. Det er kun min krop, der er begyndt at blive ældre.
- Kom og få et glas! Mor kaldte inde fra stuen.
Hvidvinen var skænket op. Vi stod rundt om det lille bord inde i stuen, og jeg kunne bare se på farmor, at hun havde noget at sige til os. En overraskelse. Det ille smil, hun hele tiden havde, og den måde hun ligesom pilede næseborene ud på, fortalte mig det. Hun
så hemmelighedsfuldt ned i glasset, så blinkede hun til ig. Hun vidste, at jeg havde luret hende, men sagde kke noget.
Så gik vi til bords. Far lagde sværdfiske-koteletterne P en grillpande, ovnen virkede ikke alligevel, så han varr gået over til plan B og stod nu og snakkede om, at fisken smager meget bedre stegt, og den skal serveres direkte
fra panden
så er den allerbedst.
Imens mor, Alfredo, farmor, Constanza og jeg fyldte tallerkenerne med glaserede fennikel, broccoli og bønner, vimsede far rundt om bordet og lagde fisken smukt oven på grøntsagerne. Endelig satte han sig ned, og vi hævede glassene i højtidelig tavshed for at skåle. Constanza undertrykte et gab.
Jeg så på farmor, men nu var der ingen hemmeligheder at se i hendes ansigt. Kun en febrilsk sitren i hendes stemme sagde mig, at hun havde noget virkelig vigtigt at sige. Hun fortalte løs om sin nabo, der lige havde fået hund, selvom han var alt for gammel til at
passe den. Alfredo fulgte med og grinede ad historien om den stakkels hund, der måtte både gø og kradse for at vække sin halvdøve ejer, når den ville ud at gå tur. Men det kunne ikke være det, der var så vigtigt. Constanza gabte åbenlyst.
Så endelig lyste farmor op i et smil.
- Åh, Constanza, dit stakkels pigebarn. Sikke du keder dig. Men jeg har noget vigtigt at fortælle jer: I er alle sammen inviteret til Marokko i efteråret. Min 65-års fødselsdag var jo bare en middag. Men nu vil jeg tage revanche.
Farmor trak en turistbrochure op af sin taske og viste os billeder med gult sand og azurblå himmel og mørkeblåt hav. Hvide huse og hvide fliser med blå stjernemønstre, der hang sammen på tusind måder.
- Åh ja, farmor, råbte jeg. - Det bliver sjovt! Hvor er du sød!
- Hvor ser der dejligt ud, sagde mor. - Og vi har aldrig været i Marokko. Men undskyld jeg spørger, hvad koster det? Du har da ikke råd til at invitere os?
Farmor så fiffig ud.
- Råd og råd, sagde hun så. - Jeg vil jo så gerne glæde jer, og jeg ved, hvor meget I trænger til at komme ud og se verdenen.
Far smilte med et fjernt udtryk i øjnene.
- Marrakech, Casablanca, Tanger.
- Jeg har en overraskelse mere, sagde farmor med en klukken i stemmen og smilte til mig. - I skal også møde min nye kæreste der i Marokko.
Det gav et sæt i far.
- Din nye kæreste, udbrød han - Er du blevet kæreste med en marokkaner?
- En flot mand, sagde mormor. - Hans far var italiener, hans mor marokkaner. Han ejer såmænd det luksushotel, vi skal bo på. I skal se ham. Han er så flot. Betænksom, beleven, intelligent.
Far smilede anstrengt.
- Det var da dejligt for dig, sagde Constanza, som endelig havde fundet et skævt smil frem og var holdt op med at gabe.
- Har du ikke et billede af ham?
Farmor smilede igen hemmelighedsfuldt og bladrede i brochuren.
- Der står han! sagde hun og slog op på et billede af en ældre mand i jakkesæt, der smilende stod foran sit hvide og blå hotel med en lounge med ægte tæpper på gulvet og gyldne runde borde.
- Han ligner James Bond, altså den gamle James Bond, sagde Alfredo og løftede øjenbrynene.
- Kan man dykke efter fisk der?
- Ork, min dreng, man kan leje harpuner og dykke efter de mest fantastiske fisk i alle farver, strålede farmor.
Far sagde ikke noget. Han så faktisk helt forkert ud i ansigtet. Mor havde også lagt mærke til det.
- Vi glæder os alle sammen til rejsen til Marokko og til at møde din nye ven, sagde hun med et tonefald, der betød, at vi ikke skulle tale mere om det.
Men Constanza var slet ikke tilfreds endnu:
- Hvordan mødte du ham, farmor? Var det romantisk?
- Åh det … mumlede farmor, og så lidt forfjamsket ned i bordpladen.
Constanza smilede stort. - Kom nu, fortæl det nu!
Farmor pillede lidt ved dugen og så ned.
- Jeg fandt ham på et datingsite for ældre, sagde hun hurtigt, og nu så hun pludselig ikke så kæk ud.
Det var værre med far. Han havde en mine, som om han lige havde tygget på et glasskår.
- Har du overhovedet mødt ham i virkeligheden, mor? udbrød han.
- Ja selvfølgelig, min dreng! Nu har jeg kendt ham i tre år. Vi mødtes første gang uden for nettet på min rejse til Rom for tre år siden. Husker du, jeg tog en uge til Rom dengang?
Far lukkede øjnene og tænkte tilbage.
- Tre år siden. Jamen, det var jo bare en måned efter, at far døde! Du sagde, at du skulle besøge en veninde!
- Søn, søn, din far var syg i årevis. Jeg måtte passe ham, som man passer en baby. Da han døde, besluttede jeg mig for at gribe chancen og se, om jeg ikke kunne få noget ud af mine sidste år her på jorden. Livet er ingenting værd uden kærlighed. Det ved du da!
Men far var ikke enig. Han var rasende og skuffet.
- Nej, tak, snerrede han. - Vi skal ikke med på din tur. Jeg vil ikke se din nye filejs. Vi bliver hjemme.
Vi spiste desserten i tavshed. Mor sad med et lille forvirret smil. Far huggede i sig. Til sidst smækkede han bestikket i bordet og gik ud ad døren. Vi kunne høre hans hurtige trin ned ad trappen.
- Hold da op, hvor blev han pissesur, sagde Constanza.
- Kommer vi så ikke ud at rejse? spurgte jeg mor.
- Lad os nu se, Cecilia.
Jeg var ked af det. Der røg vores tur til Marokko!

 

Farmor var også ked af det. Hun var holdt op med at spise, og det skælmske glimt i hendes øjne var helt forsvundet og havde efterladt et sørgmodigt ansigt, som pludselig så gammelt og skuffet ud.
- Det var ikke min mening, at … Jeg ville bare dele en god nyhed med jer! sagde hun og så rådvild ned på sine hænder.
Constanza var den eneste der kunne finde på noget
at sige: - Det’ sgu godt klaret farmor! Og: - Der tog du røven
på os!
sagde hun flere gange.
Men farmor forstod ikke, at Constanza mente noget godt med det. Hun var bare ked af det og så ikke nogen af os i øjnene længere.
Mor prøvede at trøste hende: - Du skal se, han bliver nok god igen. Og: - Han skal bare have tid til at vænne sig til tanken.
Men det var som om farmor ikke hørte hende.
- Jeg tror gerne, jeg vil hjem nu, sagde hun stille.
Da hun bestilte en taxa, lød hun som det mest ensomme menneske i verden, et menneske, som tager alene hjem fra en middag, der slet ikke var hyggelig.
Ude i gangen tog jeg farmor i hånden. - Jeg vil gerne med på rejsen, hviskede jeg til hende. - Det tror jeg også, Alfredo og mor og Constanza vil.
Men farmor hørte ikke rigtigt efter. - Ja, nu ser vi, nu ser vi, min pige, sagde hun gang på gang, og hendes stemme var svag og rystende.
Constanzas telefon ringede, mens vi sagde farvel, det var Lorenzo, så Constanza forsvandt ind for at snakke med ham. Sådan endte den middag. Alfredo, mor og jeg gik i seng efter at have fulgt farmor ned til taxaen og ryddet op i køkkenet. Far kom ikke tilbage,
før jeg var faldet i søvn.

 

*

 

I mange dage var der ingen, der nævnte farmor. Og slet ikke rejsen, som hun ville give os. Far var gnaven, og mor havde travlt. Constanza var, som hun plejede ikke til at komme i nærheden af. Så jeg forsvandt ned til stranden til et sted, hvor der aldrig var nogen, og hvor man kunne gå langs med vandkanten. Man kunne se måger fodre deres unger eller lære dem at flyve. Jeg måtte egentlig ikke gå derned alene for mor og far, men jeg skulle bare lige ned og se vandet. Strandens ismand, Alonzo, kendte mig, fordi mor
sommetider købte is til os, når vi var i byen sammen. Alonzo kom egentlig fra Tunesien. Han havde en lille æske med helt rødt jord fra sit eget land. Han sagde, at på den måde ville han aldrig glemme, hvor hans blod kom fra.
- Hej, Cecilia, kaldte han, da han fik øje på mig fra sin isvogn. - Hvorfor er du alene hernede? Hvor er din mor?
- Jeg havde bare lyst til at gå en lille tur, sagde jeg.
- Okay. Er du trist? Jeg gi’r en is, hvilken slags vil du ha´?
Jeg valgte min yndlingskombination; hindbærsorbet og vanilje. Nu hvor jeg havde en is, var jeg ligesom nødt til at gå helt ned til stranden og spise den. Det var ikke kun, fordi det hørte sig til. Is smagte simpelthen bedre på stranden. Jeg gik langs vandet i det våde, tætte sand med isen i den ene hånd og mine sandaler i den anden. Bølgerne slog roligt ind på stranden, og der var ingen mennesker at se. Til højre for mig var de stejle, høje skrænter af gult ler og grus, hvor agaver, gyvel og fyrretræer holdt sig fast med det yderste af rødderne. Når jeg kiggede ud på havet, var det let at forestille sig, at der slet ikke var nogen by i nærheden, og at jeg var på en øde ø i Stillehavet, hvor man kunne leve af kokosnødder og komme helt tæt på aber og papegøjer. Længere nede ad stranden lå nogle store klipper; ligesom smidt på stranden og lidt ude i vandet. De var kæmpestore og så ud som enorme figurer af modellervoks; kæmpeelefanter eller fortidsuhyrer, der kravlede så langsomt, at man næsten ikke kunne se, at de bevægede
sig ind mod land.
Jeg gik helt derhen, og bølgerne, der ramte klipperne, knustes til skum, og lyden af det brusende vand gav genlyd i klippernes hulninger og lavede en øredøvende larm. Min is var færdig, så jeg smed sandalerne og gik lidt ud i vandet. Det skummende vand kildede mig under tæerne og sugede sand og småsten væk under fødderne på mig, når bølgerne trak sig udad igen. Og jeg forestillede mig, at jeg svømmede med dem; ud og ud og over på den anden side. Måske over til Marokko og farmors nye kæreste i hans luksushotel, hvor man kunne drikke sød myntete og sidde på et fladt tag om aftenen og se på alle stjernerne.
Det var blevet eftermiddag, uden at jeg havde lagt mærke til det, og jeg havde glemt, at jeg var i dårligt humør. Faktisk nynnede jeg og glædede mig til at komme hjem til Alfredo, far, mor og Constanza. De var for meget nogle gange, men alligevel. De var min
søde familie. Det var der, jeg hørte til.

 

Daud

 

Efter min fars begravelse var der ingen andre steder, vi kunne bo end hos min fars bror. Han overtog min fars forretning, og på en måde overtog han også os, altså min mor og mig og mine 4 søskende. Jeg var 12 år dengang, Tariq 10, Rokia og Louam er tvillinger. De var 5 år, og så var der lille Miriam på 2.
Farbror kom med sin pickup-bil, som han normalt bruger til grøntsager. Gryder, potter, pander, kommoden, nogle stole og vores bord blev læsset op på den. Bag et skab i køkkenet havde jeg fundet mine gamle sandaler. De var helt stive og støvede. Jeg kunne godt have brugt dem, men de var blevet for små, så jeg lod dem ligge i lejligheden.
Min fars tøj var blevet brændt. Men bagest i en skuffe havde jeg fundet en af hans skjorter, som åbenbart havde gemt sig der. Jeg lagde den ned til mit eget tøj. Jeg var ved at blive voksen. Snart ville jeg kunne passe den. Det var en almindelig hvid skjorte, og den var ikke særligt slidt, men det var, som om den alligevel duftede af min far.
Vi traskede hele vejen gennem byen til min farbror og tante. De boede lige der, hvor byen bliver til land, i et hus med en gårdhave, hvor der var høns og en ged. Det var vores nye hjem.
Jeg har sjældent set min mor smile, og jeg tror aldrig, jeg har hørt hende le. Og efter at min far forsvandt, gik der lang tid, hvor hun bare gik og græd. Da hun holdt op med at græde, gik hun i mange dage rundt, som om hun sov. Hun glemte at krydre vores
mad, så i lang tid smagte den bare af sand. Hendes søvngængertilstand gik over i en ny væremåde, hvor hun næsten var sig selv. Det var kun hendes missende øjne, der så ud, som om lyset var for stærkt eller som om de ikke længere troede på, hvad de så.
Men en dag ændrede det sig også. Det var, som om hun vågnede op og var en mor, jeg ikke havde kendt før. Hun var mere glad, end jeg nogensinde før havde oplevet hende. Hun kunne finde på at lave sjov med os, og jeg så hende gå og smile for sig selv. Hun havde fået arbejde hos skomageren; hver dag bar hun en kurv med de tøfler, han havde lavet, til markedet og solgte dem der. Og hun fik lov at beholde en tredjedel af de penge, hun fik for skoene.
En del af de penge gemte hun. Jeg troede, at hun ville bygge et nyt hus, men senere fik jeg at vide, hvad hun ville bruge pengene til. Hun fortalte mig om Europa. Det var et sted, hvor der ikke var krig, og hvor vi børn kunne gå i skole. Pengene skulle bruges til,
at vi alle kunne komme til Europa. Det var min mor, mig, min bror Tariq, mine tvillingesøskende Rokia og Louam og min lillesøster Miriam, der skulle af sted. Der skulle mange penge til, men heldigvis havde hunstadig nogle tilbage fra dengang, min far levede.
En nat, hvor alle andre sov, vækkede hun mig. Der var stille og mørkt i huset, og hun trak mig hen til en skuffe og viste mig et mørkeblåt forklæde, hun havde syet de penge ind i, som hun tjente. På en lille seddel skrev hun et navn, en adresse og et telefonnummer. Det var til en fjern slægtning i Tyskland. Jeg havde aldrig hørt om ham før. Hun sagde, at det var hendes fætter; min grandonkel kunne man sige. Han ville kunne hjælpe os, når vi kom til Europa, forklarede hun.
Hun havde allerede lavet en aftale med en mellemmand, som kunne arrangere rejsen for os og finde et skib, der kunne bringe os over havet til Europa. Det var vigtigt for hende, at jeg kendte planerne. Nu, hvor vi skulle rejse fra min onkels hus, var jeg den ældste
mand i familien.

 

Cecilia

 

Hver tirsdag og torsdag gik jeg til svømmetræning efter skole. Men enkelte lørdage, som for eksempel denne her, var der ekstra træning. Jeg var færdig med at bruse mig og trak en badekåbe på, inden jeg gik ud i hallen. Der var iskoldt som alle lørdage, fordi døren stod åben direkte ud til det fri til et soldæk med liggestole. Det var for, at hallen skulle minde mere om en strand og tiltrække folk med lyst til at solbade, men det gav mig gåsehud.
Giulio – det var vores træner. Som så mange gange før var han lidt irriteret på os, fra det øjeblik vi kom ud i hallen. Han stod på kanten af bassinet i sin lyseblå træningsdragt og ventede på os.
- Kom nu, kom nu, piger, det er ikke et alderdomshjem! råbte han, mens vi frysende under hver vores håndklæde trippede hen til ham.
- I dag fokuserer vi på armene, sagde han så og smed trøjen, så vi kunne se hans muskuløse overkrop.
Han bøjede sig forover og viste os, hvordan vi skulle kigge ud gennem armhulen i crawl og den præcise bevægelse, vi skulle gøre med hovedet for at lave mindst mulig vandmodstand.
Vi piger stillede os, som han viste, og jeg kiggede lige ud under min armhule og så noget under min arm, som fik det til at gibbe i mig. Det var ikke en nullermand og ikke et stankelben, men det lignede. Fem sorte hår havde vokset sig lange og væmmelige siden i
torsdags. Og jeg havde ikke opdaget det, så jeg kunne fjerne dem! Uff, det var pinligt. Hvordan var det sket, uden at jeg havde lagt mærke til det? Jeg var jo først lige begyndt at få lidt hår og så bang! Et buskads under armene. Bare de andre ikke havde set det. Diskret stillede jeg mig bag de andre piger og sænkede armen lidt, så hårene ikke stak frem. Men Giulio var der straks.
- Hov, Cecilia, du skal åbne armhulen, råbte han.
Jeg vendte mig om og gik i gang med den anden arm. Heldigvis var der ikke så meget pels under den.
- Hvor længe skal vi stå her, før vi går i gang? Det her har vi øvet før.
Det var Ursula, der spurgte.
- Okay, godt, vi går i gang, råbte Giulio. - Har alle forstået?
Han havde skrevet dagens træningsprogram på tavlen. 600 meter bryst, 300 meter crawl, 200 meter rygcrawl og 200 meter medley.
Vi sprang i vandet og satte i gang med træningen for at få varme i kroppen så hurtigt som muligt. Men mens jeg svømmede, kunne jeg ikke tænke på andet end de åndssvage hår i min armhule. Under hele svømmetræningen havde jeg bare lyst til at gå op af
vandet og få fjernet dem for altid. Under crawlen for søgte jeg at svømme med armene under vandet hele tiden, hvilket betød, at jeg borede mig ned under vandet og, hvad der er værre, at Giulio begyndte at regne mig for en total sinke.
- Cecilia! Hvad fanden er det du laver? Brystcrawl?
Armene! Vi har lige stået og øvet bevægelsen. Se at komme i gang! Efter svømning var jeg helt flad, og Giulio var selvfølgelig
dødsens utilfreds med mig. Ursula smilede sit triumferende smil på vej ud under bruseren. Jeg gad ikke snakke med nogen af de andre på holdet og slet ikke Ursula, det dydsmønster. Jeg vidste, at jeg var en bedre svømmer end hende. Og det vidste hun også. Hun prøvede bare at hale ind på mig ved at træne mere og ved at fedte for Giulio. Jeg ville hjem til min egen familie og lave varm kakao.
Jeg fik hurtigt tøjet på, og selvom Isa spurgte, om jeg ville med på café – hendes mor havde givet hende penge med – sagde jeg nej og skyndte mig hjem. Da jeg kom hjem, var der alligevel ingen familie. Mor var på indkøb med en veninde. Far var på arbejde.
Selvfølgelig. Constanza var hjemme, men sov. En af mine bamser havde åbenbart ligget et forkert sted og lå nu forvandlet til stumper af vat og teddystof drysset ud over min seng. Selv i søvne lykkedes det Constanza at se sur ud, så jeg skulle ikke nyde noget af at forstyrre hende. Alfredo var nok ude at spille fodbold. Jeg lavede mig selv en kop kakao og tændte for fjernsynet. Senere den dag strøg jeg seks skjorter. Når jeg har penge nok, tænkte jeg, vil jeg selv rejse langt væk. Uden nogen – og helt sikkert uden min familie!
Mandag fik jeg tidligt fri. Jeg plejede at gå hjem og lave lektier, men jeg trængte til luft, så i stedet for at dreje til højre i det store kryds, som jeg plejer, fortsatte jeg ligeud hele vejen ned til havnen, forbi Alonzo og ned til mit stykke strand. Jeg gik ned til de store klippeformationer og stod lidt med bare tæer, der hvor bølgerne slår ind og øvede mig i at holde balancen med lukkede øjne. Næste gang vi havde fri, ville jeg spørge Alfredo og Constanza, om de ikke ville med herned. I det samme var der noget, der ramte mig hårdt på skulderen, så jeg skreg og vendte mig om. Bag ved mig, inde på skrænten, fik jeg øje på et hoved, der dukkede op og derefter ned bag en agave. Jeg kunne ikke se, hvem det var, men mit hjerte hamrede, jeg skulle væk! Så blev jeg ramt af en byge af småsten, og jeg hørte nogen råbe efter mig: Forsvind fra vores sted! Jeg nåede hen til mine sandaler og fik dukket mig, inden den næste sten slog ned tæt bag mig. Så greb jeg sandalerne og satte i løb i det tunge sand. Jeg kunne se dem komme imod mig ned ad den stejle skrænt, de løsrev sig en efter en fra et sted bag klipperne og løb efter mig som en sværm af bier. De råbte og grinede, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte hamrede af sted med 200 km i timen, mens jeg selv kun flyttede mig i sneglefart hen ad stranden. Over skulderen kunne jeg se en af drengene fra de store klasser komme nærmere og nærmere. Jeg vidste godt, hvem han var. Det var ham, der blev kaldt Storken, fordi hans ben og hals ligesom var for lange, og så hed han oven i købet Cigoli til efternavn, som lyder ligesom Cigogna, som betyder stork på italiensk. Han havde sort halvlangt hår og et begyndende overskæg, som ikke gjorde ham spor charmerende at se på. Jeg havde hørt om Storken, at han var tankeløs og ufølsom. Jeg snublede, og Storken indhentede mig, hev fat i min arm og holdt mig fast, så jeg var nødt til at standse.
- Hvorfor løber du, det var jo bare for sjov? Han smilede skævt.
Han trak mig i armen hen imod de andre børn, som var stoppet op et lille stykke bag os. Jeg trak den anden vej og ruskede mig fri.
- Nej, lad nu være, sagde han. - Er du bange? Hvad er du bange for?
Han greb fat i min arm igen, mens han vinkede de andre hen til sig. Og da jeg endelig fik rusket mig fri, kunne jeg alligevel ikke komme væk; hele flokken havde omringet mig. Jeg kendte ikke dem alle sammen, men jeg vidste godt, hvem de var; de gik i syvende og ottende klasse på skolen. Det var Elena med det lyse hår. Hun lignede en engel, men det gjorde hende bare endnu farligere. Oscar gik i ottende sammen med Storken, og hvis han blev ondskabsfuld, gjorde han én til grin foran hele skolen. Der var en pige fra syvende, som havde det med at fnise hele tiden, så var der Sylvester og Giacomo fra sjette klasse. Sylvester sagde ikke noget, kun med sine stirrende øjne råbte han, at jeg var det klammeste, han havde mødt. De andre var fra de mindre klasser, små søskende
til de store, men lige så ondskabsfulde. De kiggede alle sammen på mig, som et stort uhyre med syv hoveder og dobbelt så mange øjne. Elena puffede til mig med et koldt smil. Jeg mistede balancen og landede på jorden, de andre fjernede sig fra mig i stedet for at gribe mig.
Jeg skyndte mig at komme på benene. Og de andre begyndte at grine taktfast: HA-HA-HA-HA!
Jeg forsøgte at lade som om, de var nogle søde og venlige mennesker og sagde Hej, men det lød mere som en frø, der bliver trådt på. Så begyndte jeg at gå tilbage, baglæns, så jeg hele tiden kunne se, hvad de gjorde. En af de små samlede en håndfuld småsten op og kastede efter mig, jeg mærkede tårerne presse sig på, og jeg tvang mig selv til at kigge uhyret i alle dets øjne, mens jeg trak mig væk; de blev stående på stranden. Først da jeg nåede tilbage til parkeringspladsen, vendte jeg mig om og satte i løb.
Asfalten var varm og beskidt. Der var spildt olie et sted, og det klistrede under mine bare tæer. Jeg nærmede mig containerhavnen, hvor de store skibe kommer ind. Himlen var blegt lyseblå med varmedis. Det var hedt. Jeg var tørstig. Jeg standsede i skyggen
bag en container, lænede hovedet bagover og gik lidt rundt, mens jeg fik pusten tilbage. Så fandt jeg en tot tørt græs og tørrede olien af mine fodsåler. Da jeg havde fået sandalerne på igen, fortsatte jeg videre mod destore skibe og de små cafeer inde ved kajen. En container havde fået lysguirlander på og var nu en bar. Et par mænd med maven hængende udover buksekanten stod op ad den. De så mig, og den ene brummede noget til den anden. Så grinede de og vendte ryggen til mig.
Hvor var der bare røvsygt! Men hvor skulle jeg gå hen? En ting vidste jeg: Jeg ville ikke være alene. Jeg småløb tilbage til skolen og følte mig først rolig, da jeg stod og ventede ude foran Alfredos klasse. Det kunne vel ikke vare så længe, før han fik fri? Jeg brugte en evighed på at kigge på klasselokalets brune dør. Uret i gangen tikkede højlydt, den gamle maling på væggen skinnede mat, bladene fra træerne udenfor lavede skygger, der bevægede sig i ryk, når en brise tog fat. Der var en fjern lyd af stemmer på gangene. Kom nu, Alfredo! tænkte jeg og så op i loftet, hvor tiden sad fast i et gammelt spindelvæv. Endelig skramlede stolene inde bag døren, og den gik op. De kom løbende ud ad døren i grupper på to og tre. Så fik jeg øje på Alfredo. Han gik sammen med sin kammerat Paulo.
- Hej, Alfredo! Skal vi følges hjem? Jeg stak min hånd ind i hans.
- Hvad så, Søs, er du ked af det?
- Næh, jeg keder mig bare, kan jeg ikke følges med dig?
Paulo skulle hjem, og Alfredo og jeg gik til bageren efter et par kager til eftermiddagsteen derhjemme. Alfredo havde penge med. Vi valgte en til os hver og også en til Constanza. At have Alfredo ved siden af mig, duften af bagerforretningen, og det at vi skulle
hjem og drikke the sammen med Constanza – det fik mig til at glemme, hvad der var sket på stranden for bare et par timer siden. Jeg var i sikkerhed, og da Alfredo sagde noget sjovt, mærkede jeg latteren og lettelsen boble op i mig og hankede op i posen med kager.
Vi var kun lige kommet ud af bagerbutikken, da et hårdt skub i ryggen fik mig til at tabe kagerne og falde ind over Alfredo. Hahaha! Det var Storken og Oscar, der grinede ad os. Nååh, du tabte vist noget, det var synd! Så løb de videre ned ad gaden.
Hvad var det for noget, Søs? spurgte min bror. Og jeg fortalte ham endelig om min tur ud til klipperne og om Storken og de andre, som havde jaget mig væk.
- Storken! sagde Alfredo og kiggede ned ad gaden med rynkede bryn. - Han skal have nogle bank!

 

 

 

Lån bogen