Born to run

Info om bogen

 

Forfatter:
Bruce Springsteen
Forlag:
Politiken
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Jakob Levinsen
Rockmusikerens Bruce Springsteens erindringer om barndommen, familien og karrieren på scenen

Kort resume

Bruce Springsteen fortæller ærligt om sin næsten 50 år lange karriere i en stærk selvbiografi, der udgives på den samme dag, 27. september, over hele verden. 

Den ikoniske sanger og musiker Bruce Springsteen har i al hemmelighed skrevet på sin selvbiografi de seneste syv år. Han begyndte at arbejde på den i 2009 efter at have optrådt med The E Street Band til Super Bowl.

I Born to Run beskriver han sin opvækst i Freehold i New Jersey imellem ”poesi, fare og mørke”, som det, der har næret hans fantasi. Han fortæller levende om sit stædige behov for at blive musiker – fra hans tidlige dage , hvor han var kongen over alle barmusikere i Asbury Park til dannelsen af The E Street Band. Med hudløs ærlighed taler han også for første gang åbent om de personlige kampe, der har inspireret ham til at skrive sine bedste sange og afslører, hvorfor sangen Born to Run har langt dybere selvbiografiske lag, end man tror. 

”Det er noget underligt noget at skrive om sig selv”, skriver Bruce Springsteen i bogen.”Men i et projekt som dette har forfatteren givet læseren et løfte om at vise, hvem han virkelig er. Det løfte har jeg forsøgt at leve op til i denne bog”. 

Og det er ikke bare tomme ord, at han her viser sig, som han er. Born to Run er en sjældent ærlig og indsigtsfuld selvbiografi, hvor Bruce Springsteen ikke bare tager læseren med gennem sin ikoniske musikalske karriere, der strækker sig over næsten 50 år. Men også gennem en personlig historie fyldt med den form for kærlighed og svigt, tillid og usikkerhed, kampe og succes, som alle kan spejle sig i. 

Fakta om forfatteren

Bruce Frederick Joseph Springsteen (født 23. september 1949 i Long Branch, New Jersey), kendt som The Boss, er en amerikansk musiker og singer-songwriter. Han er bedst kendt for sit arbejde med E Street Band og han har gjort sig fortjent til adskillige priser for sit arbejde, herunder 20 Grammy Awards, to Golden Globe og en Academy Award samt være optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1999. Han slog for alvor igennem med albummet Born to Run i 1975, og har siden haft en særstilling i amerikansk rockmusik med stor og trofast tilhængerskare.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Til Patti, Evan, Jess og Sam

 

FORORD

 

Jeg er fra en by med strandpromenade, hvor så godt som alt har en lille smule fup over sig. Det har jeg også selv. Som 20-årig var jeg på ingen måde oprørsk eller kørte ræs, men spillede guitar på gaderne i Asbury Park og var allerede velanskrevet blandt dem, der “lyver” i sandhedens tjeneste … det vil sige kunstnere, med lille k. Men jeg havde en perfekt hånd med fire esser. Jeg havde min ungdom, næsten 10 års erfaring i hårdkogte barorkestre, en god flok lokale musikere med fornemmelse for min måde at optræde på og en historie at fortælle.
   Denne bog er på samme tid en fortsættelse af den historie og et forsøg på at finde tilbage til dens rødder. Jeg har valgt at styre efter de begivenheder i mit liv, som jeg mener har været med til at forme både denne historie og min karriere på scenen. Når jeg møder fans på gaden, bliver jeg igen og igen stillet spørgsmålet: “Hvordan gør du det?” På de følgende sider vil jeg forsøge at kaste en smule lys over hvordan, og endnu vigtigere hvorfor.

 

Overlevelsespakke for rock’n’roll

Gode gener, medfødt talent, øvelse og håndværk, udvikling af og hengivenhed til en kunstnerisk tankegang, uhæmmet længsel efter … berømmelse? … kærlighed? … beundring? … opmærksomhed? … kvinder? … sex? … og … nå ja … penge på lommen. Hvis så … du gerne vil fortsætte hele vejen til nattens ende, og har en rasende indre ild, der bare aldrig … brænder … ud.
   Det er nogle af de elementer, det er godt at have ved hånden, ifald du skulle komme til at stå over for 80.000 (eller bare 80) skrigende rockfans, der forventer at se dig trylle for dem. I forventning om at se dig trække noget op af din hat, ud af den blå luft eller ud af denne verden; noget, der – inden de troende forsamledes her i dag – blot var et rygte i en sang.
   Jeg står her i dag som et levende bevis på dette evigt flygtige, aldrig helt troværdige “os”. Deri består min tryllekunst. Og som alle gode tryllekunster kræver den en troværdig opbygning. Så med andre ord …

 

FØRSTE BOG
“GROWIN’
UP”

 

ET
MIN GADE

 

Jeg er 10 år og kender hver en revne, sten og sprække i det nedslidte fortov op og ned ad Randolph Street, min gade. Her tilbringer jeg eftermiddagene med at være Hannibal på vej over Alperne, amerikanske soldater under Anden Verdenskrig fanget i ondskabsfulde bjergkampe og utallige cowboyhelte på vej ad klippestierne over Sierra Nevada. Når jeg ligger med maven mod jorden ved siden af de bittesmå myretuer, der som vulkaner stikker op i sprækkerne mellem jord og beton, breder min verden sig ud i det uendelige, eller i hvert fald hen til Peter McDermotts hjem på hjørnet af Lincoln og Randolph, en enkelt gade herfra.
   I disse gader er jeg blevet trillet rundt i min barnevogn, har lært at gå, er af min bedstefar blevet undervist i at køre på cykel og har udkæmpet og er stukket af fra nogle af mine første slagsmål. Her har jeg lært dybden og trygheden i sande venskaber at kende, mærket mine første seksuelle impulser og om aftenen, før man fik aircondition, set verandaerne fyldes af naboer med behov for at sludre og søge ly for sommerheden.
   Her fik jeg i legendariske “asfaltturneringer” dunket de første 100 gummibolde op ad fortovets hertil velegnede kantsten. Jeg besteg beskidte snedriver, som plovene om natten havde skovlet op i stor højde, og vandrede fra gadehjørne til gadehjørne som New Jerseys svar på Edmund Hillary. Som var vi tilskuere til en cirkusforestilling,
plejede min søster og jeg at stille os op og kigge ind gennem de store trædøre til vores lokale kirke for at overvære en uendelig række af barnedåb, bryllupper og begravelser. Jeg fulgte med min flotte, boheme-elegante farfar på hans usikre traveture rundt om blokken, når han med den lamme venstrearm ind mod brystet skulle have “motion” efter et invaliderende slagtilfælde, han aldrig helt kom sig over.
   I vores forhave, helt tæt på verandaen, står byens mægtigste træ, en kolossal blodbøg. Den dominerer vores hjem så meget, at blot et enkelt velplaceret lynnedslag ville få os til at ligge døde tilbage og ligne snegle, der var blevet knust under Guds lillefinger. Om natten, når tordenen ruller, og lynene farver familiens soveværelse koboltblåt, kan jeg se blæsten og de hvide glimt få træets grene til at bevæge sig og blive levende, så jeg ikke kan sove ved tanken om dette uhyre af en ven udenfor. Når solen skinner, bliver dets rødder både et fort til mine soldater, en indhegning til mine heste og mit andet hjem.
   Jeg har æren af at være den første i kvarteret til at klatre helt op i toppen af det. Her søger jeg tilflugt for alt det nedenfor. Jeg kan kravle rundt mellem grenene i timevis og høre lyden af mine kammeraters stemmer nede på fortovet, mens de prøver at følge med i, hvor langt op jeg er kommet. På de stille sommeraftener sidder mine
kammerater og jeg som et andet kavaleri ved solnedgang under dets slumrende arme og venter på lyden af isbilens aftenklokker før sengetid. Som den sidste lyd på en lang dag hører jeg min farmors stemme kalde mig ind. Jeg træder op på fortrappen, ser vores vinduer gløde i sommerens tusmørke, åbner den tunge fordør og lukker den efter mig igen, sidder så en times tid foran komfuret sammen med min farfar i hans store lænestol og ser den lille sort-hvide fjernsynsskærm lyse lokalet op og kaste sine spøgelser ud på vægge og loft. Så falder jeg i søvn midt inde i det bedste og sørgeligste tilflugtssted, jeg nogensinde har kendt: mine bedsteforældres hus.
   Jeg bor her sammen med min et år yngre søster, Virginia, mine forældre, Adele og Douglas Springsteen, mine bedsteforældre, Fred og Alice, og min hund, Saddle. Vi bor bogstavelig talt i den katolske kirkes favn, for lige på den anden side af en græsmark ligger både præstegården, nonneklosteret og St. Rose of Lima-kirken med tilhørende
grundskole.
   Selv om Gud våger over os, er Han her også omgivet af mennesker – nærmere bestemt mennesker, der ikke er rigtig kloge. Min familie bor i fem huse, der tilsammen danner et L og på hjørnet støder op til den røde murstenskirke. De fire af vores huse er beboet af traditionelle irere ved navn McNicholas, O’Hagan og Farrell, som jeg selv er vokset op hos, og på den anden side af gaden er en enkelt italiensk forpost med til at sætte krydderi på min opvækst. Det er familierne Sorrentino og Zerilli, der via Brooklyn og før da Ellis Island kan føres tilbage til Sorrento i Italien. Her bor min mormor, Adelina Rosa Zerilli, min mors storesøster, Dora, hendes mand, Warren (som naturligvis er irsk), og deres datter og min kusine Margaret der sammen med min fætter Frank danser jitterbug på eliteplan og vinder konkurrencer og trofæer op og ned langs Jersey Shore. 
   Uvenner er klanerne vist ikke, men de krydser heller ikke særlig tit gaden for at pleje omgang med hinanden.
   Det hus, hvor jeg bor sammen med mine bedsteforældre, er ejet af min farmors mor, “Nana” McNicholas, som stadig lever i bedste velgående lidt oppe ad gaden. Jeg har fået fortalt, at både byens første gudstjeneste og første begravelse i sin tid blev afholdt i vores dagligstue. Vi bor her under konstant overvågning af min fars storesøster, min tante Virginia, der som femårig døde efter at være blevet kørt over af en lastbil, da hun på sin trehjulede cykel var på vej forbi benzintanken henne på hjørnet. Hendes billede skuer ud over det hele og udsender en spøgelsesagtig stemning i lokalet, så der ved familiesammenkomsterne altid synes at hvile et skær af hendes ulykkelige skæbne over det hele.
   Portrættet af hende er et højtideligt, sepiafarvet billede af en lille pige i en gammeldags, hvid barnekjole af bomuld. Set i lyset af det senere indtrufne udsender hendes tilsyneladende milde blik nu budskabet:
   “Pas nu bare på! Verden er farlig og nådesløs og vil vælte jer af den trehjulede cykel og ud i det sorte, ukendte dødsrige, uden at andre end disse stakkels vildførte, ulykkelige sjæle vil savne jer.”
   Hendes mor, min farmor, tog i den grad budskabet til sig. Efter sin datters død tilbragte hun de følgende to år i sengen, og min forsømte far med engelsk syge blev som følge deraf sendt bort til slægtninge i udkanten af byen for at bo der, indtil hun blev rask.
   Tiden gik, min far gik ud af skolen som 16-årig og blev arbejdsdreng hos tæppeproducenten Kargheusian, en larmende fabrik med væve og øredøvende maskiner, som bredte sig ned langs begge sider af Center Street i den del af byen, der blev kaldt Texas. Som 18-årig kom han med i krigen og stævnede ud fra New York City på Queen Mary. Under Ardennerslaget gjorde han tjeneste som lastbilchauffør, fik set den smule af verden, han nu kom til at se i sit liv, og vendte hjem igen. Han spillede glimrende pool og tjente penge på det. Han mødte min mor, forelskede sig i hende og lovede, at hvis hun giftede sig med ham, skulle han nok se at få sig et rigtigt arbejde (advarselsblink!). Sammen med sin fætter, David “Dim” Cashion, kom han til at stå ved samlebåndet på Ford Motors fabrik i Edison, og så kom jeg til.
   Set med min farmors øjne var jeg hendes eneste søns førstefødte og det første spædbarn i huset siden hendes datters død. Med min fødsel fandt hun atter en mening med livet. Hun kastede sig uforbeholdent over mig. Det blev hendes mission på enhver tænkelig måde at beskytte mig mod såvel den ydre som den indre verden. Sørgeligt nok førte hendes blinde, ensidige hengivenhed både til konflikter med min far og en kolossal forvirring i familien. Den endte med at trække os alle sammen med sig ned.
   Når det regner, gennemtrænges den fugtige luft i vores by af lugten af fugtig kaffe, der driver ind fra Nescafé-fabrikken i byens østlige udkant. Jeg kan ikke lide kaffe, men jeg kan godt lide lugten. Den er betryggende, den forener byen i en fælles sanseoplevelse, og ligesom tæppefabrikken, som larmer højt i folks ører, er det en god
virksomhed, der skaber arbejdspladser og symboliserer byens vitalitet. Her er et sted – det kan man både høre og lugte – hvor folk skaber sig en tilværelse, rammes af sorger, nyder tilværelsens små glæder, spiller baseball, dør, elsker, får børn og om foråret drikker sig fulde om aftenen og gør deres bedste for at holde de dæmoner på afstand, der er ude på at ødelægge både os, vores hjem, vores familier og vores by.
   Her bor vi i kirkespirets skygge, hvor troen står sin prøve, og alt på sin egen skæve måde er velsignet af Guds nåde, i benovelsens, vildskabens, raceuroens, snæversynets, sjælerystelsens, skrækkens og de knuste hjerters by ved navn Freehold, New Jersey.
   Let the service begin.

 

TO
MIT HUS

 

Det er torsdag aften, skraldeaften. Vi er fuldt udrustede og parate til at tage af sted. Vi sidder i min farfars sedan fra 1940’erne og venter på at drage ud for at grave os gennem hvert eneste læs skrald ved kantstenene rundt om i byen. Først sætter vi kursen mod Brinckerhoff Avenue, hvor de både har penge og det bedste skrald. Vi er kommet efter jeres radioer, alle mulige radioer, uanset stand. Vi roder dem frem fra jeres affaldsbunker, smider dem om bagi og kører hjem med dem til “skuret”, min farfars uopvarmede træaflukke på 2 x 2 meter i et lille hjørne af vores hus. Her opstår der magi, både vinter og sommer. Her sidder jeg opmærksom ved hans side i et “lokale” fyldt med elkabler og glødetråde. Alt imens han forbinder kabler, lodder sammen og udskifter dårlige rør med funktionelle, ser vi begge to frem til det samme øjeblik. Det sekund, hvor det hviskende åndedrag, den smukke, lavmælte summen og varme glød af elektricitet atter flyder gennem de døde radioskeletter, vi har reddet fra udryddelse.
   Her ved min farfars arbejdsbord er opstandelsen en kendsgerning. Den tomme stilhed bliver trukket op i omdrejninger og fyldt med fjerne, knitrende stemmer fra søndagsprædikanter, plaprende sælgere, bigbandmusik, tidlig rock’n’roll og radioføljetoner. Det er lyden af verden udenfor, der anstrenger sig for at nå os, kalder ned til vores lille by og endda endnu dybere, til vores hermetisk lukkede univers her på Randolph Street 87. Når genstandene på et tidspunkt er vendt tilbage til de levendes land, bliver de alle sammen solgt for fem dollar i de løsarbejderlejre, der om sommeren breder sig på markerne i udkanten af vores by. “Radiomanden” kommer. Det kaldes min farfar blandt sæsonarbejderne, overvejende sorte sydstatsfolk, der hvert år kommer tilbage med bus for at høste afgrøderne i landbrugsområdet Monmouth County.
   Ned ad gårdenes grusveje til skurene omme bagved, hvor levevilkårene stadig er de samme som under 30’ernes Dust Bowl, kører min mor min slagtilfælderamte farfar ud for at lave forretninger med “de sorte” i deres usle lejre. Jeg var med en enkelt gang og blev skræmt fra vid og sans af at være omringet i tusmørket af hårdføre sorte ansigter. Forholdet mellem racerne har aldrig været noget at prale af i Freehold og kommer 10 år senere til at eksplodere i uroligheder og skyderi, men på dette tidspunkt er der endnu blot tale om en vedvarende, utryg stilhed. Jeg er slet og ret med på slæb som “radiomandens” lille barnebarn, herude blandt hans kunder, hvor min egen familie også kæmper for at få enderne til at mødes.
   Vi var ret så fattige, selv om jeg dengang aldrig tænkte over det. Vi fik tøj, mad og en seng at sove i. Jeg havde både hvide og sorte kammerater, der sad endnu hårdere i det. Mine forældre havde arbejde, min mor som advokatsekretær og min far hos Ford. Vores hus var gammelt og ved at være mærkbart forfaldent. Vi havde kun en enkelt petroleumsovn i dagligstuen til at opvarme hele huset. Min familie sov ovenpå, og når man vågnede om vinteren, kunne man se sin egen ånde.
   Et af mine tidligste barndomsminder er lugten af petroleum, og hvordan min farfar står og hælder det ned i tuden bag på ovnen. Al vores mad blev tilberedt på et kulfyret komfur ude i køkkenet, og som barn plejede jeg at affyre min vandpistol mod den gloende jernoverflade og se dampen stige til vejrs. Vi skovlede asken ud ad bagdøren oven på “askedyngen”. Stort set hver dag kom jeg ind efter at have leget i dyngen og var bleg af den grå kulaske. Vi havde et lille bordkøleskab og et af de første tv-apparater i byen. I sit tidligere liv, inden min fødsel, havde min farfar været indehaver af Springsteen Brothers Electrical Shop. Så da fjernsynet slog igennem, dukkede det først op hjemme hos os. Min mor beskrev for mig, hvordan naboer fra hele kvarteret lagde vejen forbi for at se det nye vidunder, for at se Milton Berle, Kate Smith og Your Hit Parade. For at se brydere som Bruno Samartino kæmpe mod Haystacks Calhoun.
Som seksårig kunne jeg hele teksten udenad til Kate Smiths titelmelodi, “When the Moon Comes Over the Mountain”.
   I dette hus var jeg som følge af såvel min fødsel som ydre forhold både herre, konge og messias på samme tid. Som den førstefødte blev jeg af min farmor udset til at være erstatning for min afdøde tante Virginia. Alt var tilladt. For en lille dreng betød det frihed i et helt vanvittigt omfang, og jeg kastede mig ud i den i fulde drag. I en alder af fem eller seks var jeg oppe til klokken tre om natten og sov til klokken tre om eftermiddagen. Jeg spiste, hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg blev reduceret til fjerne slægtninge, og som følge af sin usikkerhed og sit ønske om at opretholde freden overlod min mor mig fuldstændig til min farmors overherredømme. Som en genert lille tyran nåede jeg hurtigt frem til den konklusion, at regler kun gjaldt for resten af verden, i hvert fald indtil min far kom hjem. Så regerede han ude fra køkkenet som en gnaven monark, der på sin mors foranledning var blevet afsat til fordel for sin egen førstefødte.
   Vores faldefærdige hus, mine særheder og min magt i så ung en alder gjorde mig både skamfuld og forlegen. Jeg kunne godt se, at resten af verden fungerede på en anden måde, og mine kammerater i kvarteret drillede mig med mine vaner. Jeg var vild med at være den udkårne, men var også godt klar over, at det var forkert. 
   Da jeg blev gammel nok til at skulle i skole og var nødt til at indordne mig under et tidsskema, førte det til et indædt raseri, der varede det meste af min skoletid. Min mor var udmærket klar over, at det var på høje tid for os alle at se situationen i øjnene, og fortjenstfuldt nok forsøgte hun at vinde mig tilbage. På hendes initiativ flyttede vi ud af min farmors hus og over i et lille, baraklignende hus på Institute Street 39½. Intet varmt vand, fire små værelser og fire gader væk fra mine bedsteforældre. Der prøvede hun så at sætte nogenlunde normale grænser. Der var bare for sent. De fire gader kunne lige så godt have været en million kilometer. Jeg kogte af vrede og savn og tog ved enhver given lejlighed tilbage for at bo hos min farmor og farfar. Det var mit rigtige hjem, og jeg betragtede dem som mine rigtige forældre. Jeg hverken kunne eller ville tage derfra. På dette tidspunkt var huset kun beboeligt i et enkelt værelse, nemlig dagligstuen. Resten af det forladte og nedpakkede hus var ved at falde sammen, et iskoldt og utæt badeværelse var den eneste mulighed for at forrette sin nødtørft, og der var ikke noget fungerende bad. Min farmor og farfar forfaldt til dårlig hygiejne og en personlig pleje, der nu ville forekomme mig chokerende og frastødende. Jeg kan huske, hvordan min farmors undertøj hang nyvasket på snoren i baghaven, og hvordan jeg blev bange og forlegen over dette symbol på den upassende intimitet, såvel fysisk som følelsesmæssig, der var med til at gøre mine bedsteforældres hjem så forvirrende og dragende.
   Men jeg elskede både dem og deres hus. Min farmor sov på en slidt sofa med mig klemt ind ved sin side, mens min farfar havde en lille feltseng i den anden ende af stuen. Det var det hele. Det var, hvad der var tilbage af min barndoms grænseløshed. Det var her, jeg var nødt til at være for at føle mig hjemme, tryg og elsket. 
   Dette faldefærdige hus og disse menneskers knugende, hypnotiske magt slap aldrig helt taget i mig. Den dag i dag opsøger jeg det igen og igen i mine drømme med et ønske om at komme tilbage. Det var et sted, hvor jeg oplevede både ultimativ sikkerhed, total frihed og en rædselsfuld uforglemmelig, grænseløs kærlighed. Det både ødelagde mig og formede mig. Ødelagde mig i den forstand, at jeg lige siden har måttet kæmpe med at sætte grænser for mig selv for at kunne opføre mig nogenlunde normalt over for andre mennesker. Formende mig i den forstand, at det sendte mig ud på en livslang jagt efter mit eget “særlige” sted og indgød mig en primitiv sult, jeg senere forfulgte som bare helvede i min musik. Det var et desperat, livslangt forsøg på at genopbygge min egen sikkerheds tempel på mindernes og længslens gløder.
   Prisen for min farmors kærlighed var at opgive mine forældre, min søster og en stor del af verden i øvrigt. Men verden vendte larmende tilbage. Mine bedsteforældre blev syge. Hele familien flyttede sammen igen i et nyt tofamilieshus på South Street 68. Kort tid efter blev min yngste søster, Pam, født, min farfar døde, og min farmor blev langsomt ædt op af kræft. Mit hus, min baghave, mit træ, min jord, min verden, mit tilflugtssted blev revet ned, og grundensolgt for at blive parkeringsplads for den katolske kirke St. Rose of Lima.

 

TRE
KIRKEN

 

På cykel kunne vi vælge en rute, der førte os hele vejen rundt om kirken og præstegården og om bag klosteret, hvor vi kørte hen over nonnernes smukke, lyseblå indkørsel med skifersten. Skiferens svagt hævede kanter sendte vibrationer op gennem håndtagene og skabte små, pulserende rytmer i hænderne, bump-ump-ump-ump … beton, og så forfra igen. Vi fik søvnige eftermiddage til at gå med at sno os ind og ud af St. Rose-komplekset, få skældud af søstrene gennem klostrets vinduer med besked på at tage hjem, og i øvrigt styre uden om de herreløse katte, der holdt til mellem kirkens kælder og min dagligstue. Min farfar, der efterhånden ikke havde ret meget at tage sig til, fordrev tiden med tålmodigt at lokke disse vilde skabninger hen til sig i baghaven. Han fik lov til at klappe vilde katte, som ellers intet ville have med mennesker at gøre. Indimellem kostede det dyrt. En aften kom han ind efter at have fået en 30 centimeter lang flænge ned ad armen af en kat, der tilsyneladende ikke var helt klar til al den kærlighed.
   Kattene strejfede frem og tilbage mellem vores hus og kirken, fuldstændig som vi selv bevægede os i skole, hjem, til messe og i skole igen, for vores liv var uløseligt forbundet med kirkelivet. Oprindelig var præsterne og nonnerne blot venlige ansigter, der tittede ned i barnevognen og var lutter smil og behagelige mysterier, men da jeg skulle til at gå i skole, blev jeg også indviet i gudsdyrkelsens mørke sale. Der var både røgelsen, de korsfæstede mennesker, de pinagtigt indterpede dogmer, langfredag og Kristi lidelseshistorie (lektier!), mænd og kvinder i sorte kutter, skriftestolen med dens gardin, skydelemmen, præstens skyggefulde ansigt og opremsningen af barnlige forsyndelser. Jeg brugte utallige timer på at udtænke lister over passende synder at fremsige. De skulle være alvorlige nok til at virke troværdige … men på den anden side heller ikke alt for alvorlige (jeg havde endnu det bedste til gode!).
   Hvor mange synder er man reelt i stand til at begå i anden klasse? Til sidst fik St. Rose of Limas bibelskole fra mandag til søndag også gjort mig mør og gav mig lyst til at komme væk … hurtigt. Men hvorhen? Der er ikke noget væk. Jeg bor lige her. Det gør vi alle sammen. Hele min stamme. Vi er strandet på denne øde ø af et gadehjørne og er alle i samme båd. En båd, som mine katekismuslærere har forklaret mig, vil være til søs i al evighed, og hvor død og dommedag blot er en måde at opdele passagerne på, alt imens vores skib sejler fra den ene metafysiske sluse til den anden, fortabt i hellig forvirring.
   Og derfor … skaber jeg min egen verden. Det er en verden baseret på barndommens modstandskraft, en verden af passiv afvisning indefra, mit eget forsvar mod “systemet”. Det er udtryk for en afvisning af en verden, der ikke på samme måde som min farmor og jeg selv forstår at anerkende mig som en fortabt barnekonge, der må tilbringe hver dag i eksil fra sit retmæssige rige af værelser. Min farmors hus! I disse tumpers øjne er jeg blot endnu en forkælet knægt, der ikke vil indordne sig under det, vi alle i sidste ende er nødt til at indordne os under, det eneste konkrete gudsrige … SÅDAN ER DET NU ENGANG! Problemet er, at jeg hverken aner eller bekymrer mig en skid om, hvordan det “nu engang er”. Jeg kommer selv fra det eksotiske land … HVAD JEG SELV KAN LIDE. Det er lige oppe ad gaden. Lad os nu alle sammen sige, at det er nok, og bare tage HJEM!
   Hvor gerne jeg end vil, og hvor meget jeg end prøver, er jeg ude af stand til at forstå, hvordan det “nu engang er”. Jeg forsøger desperat at tilpasse mig, men den verden, jeg som følge af den ubegrænsede frihed fra mine bedsteforældre har fået skabt, har gjort mig til en ufrivillig oprører, en udstødt, underlig og utilpasset tøsedreng. Jeg
føler mig udenfor, jeg bliver holdt udenfor, jeg er socialt hjemløs … og jeg er syv år.
   Mine klassekammerater af hankøn er for de flestes vedkommende gode nok. Men et par af dem er grove, aggressive og ubehagelige. Her bliver jeg udsat for et mobberi, som alle kommende rockstjerner er nødt til at opleve og gennemlide i sydende, nøgen, ydmygende tavshed, den mægtige “lænen sig op ad hegnet, mens verden drejer rundt omkring én, uden at have én med og uden at ville have noget med én at gøre”, den ensomhed på legepladsen, som udgør det grundlæggende brændstof til den kommende ild. Snart vil det alt sammen brænde ned, og verden vil ligge med røven i vejret … bare ikke endnu.
   Pigerne bliver på den anden side chokeret over at have en tilsyneladende genert, blødhjertet drømmer iblandt sig, tager direkte over fra min farmor og begynder at passe på mig. Jeg får efterhånden skaffet mig et helt lille harem til at binde mine snørebånd, lyne min jakke og vise mig uafbrudt opmærksomhed. Det er noget, enhver italiensk mors dreng forstår sig på. Her bliver de andre drenges afvisning til udtryk for følsomhed, og det kan en lille særling drage fordel af som noget helt specielt og efterstræbelsesværdigt. Da sexlysten et par år senere begynder at røre på sig, mister jeg naturligvis min ophøjede status og bliver bare endnu en skvattet taber.
   Hvad præsterne og nonnerne angår, udstråler de på samme tid stor autoritet og ufattelig seksuel mystik. Da de både er mine naboer i fysisk forstand og vores lokale forbindelse til efterlivet, kommer de til at påvirke vores hverdag ganske voldsomt. De fremstår på en gang verdslige og overjordiske, som de lokale dørvogtere til en mørk og salig verden, jeg både frygter og længes efter at betræde. Det er en verden, hvor alt omkring én er i fare, en verden fuld af både opstandelsens ukendte velsignelse, evigheden og fortabelsens uophørlige flammer, spændende, seksuelt farvede pinsler, ubesmittede undfangelser og mirakler. En verden, hvor mænd bliver til guder og guder til djævle … og for mig var den verden en kendsgerning.
   Derhjemme havde jeg selv set guder blive til djævle. Jeg havde set, hvad der efter min bedste overbevisning var Satans glubske ansigt. Det var, når min stakkels gamle far midt om natten i en rasende brandert satte huset på den anden ende og skræmte os alle sammen fra vid og sans. Jeg havde oplevet, hvordan mørkets mægtige fyrste kom på besøg i skikkelse af min forpinte far … og det både i form af fysiske trusler, følelsesmæssigt kaos og magten til ikke at elske.
   I 1950’erne kunne nonnerne på St. Rose godt være temmelig barske. Engang blev jeg på grund af en eller anden mindre forseelse sendt fra ottende klasse ned i første. Jeg blev beordret ind bag et bord til en førsteklasseselev og kunne så bare sidde der og marinere. Jeg var glad for at få eftermiddagen fri. Så bemærkede jeg en andens manchet kaste solen op på væggen. Jeg fulgte fraværende lysets bevægelse op over vinduet i retning af loftet. Så hørte jeg nonnen sige til en kraftig lille håndlanger på midten af forreste række:
   “Vis vores gæst, hvordan vi her i klassen behandler dem, der ikke hører efter.”
   Den lille elev gik hen til mig med et tomt ansigtsudtryk og smækkede mig uden at blinke én hen over ansigtet med flad hånd, men for fuld kraft. Mens lussingen rungede i klasseværelset, kunne jeg bare ikke tro, hvad der lige var sket. Jeg var rystet, rød i hovedet og ydmyget.
   Da jeg var færdig med grundskolen, havde undervisningen både omfattet at få rap over knoerne på klassisk vis og blive trukket i slipset, til jeg ikke kunne få vejret, blive dunket i hovedet, lukket inde i et mørkt skab og proppet ned i en skraldespand med besked om, at her hørte jeg til. Alt sammen helt almindelig praksis i en katolsk skole i 950’erne. Ikke desto mindre gav det mig en led smag i munden og lagde én gang for alle afstand mellem mig og min religion.
   Selv hvis man henne i skolen forblev uberørt i fysisk forstand, trængte 1950’ernes katolicisme alligevel ind i én. Jeg var alterdreng og skulle på et så ukristeligt tidspunkt som klokken fire om morgenen op for at slæbe mig gennem vinterkolde gader hen og iføre mig messeskjorte og derefter i morgenstilheden i kirkens sakristi udføre ritualet på Guds private terra firma ved alteret i St. Rose, civile ingen adgang. Der inhalerede jeg røgelse og bistod vores gnavne, 80 år gamle monsignore foran et tvangsindlagt publikum af slægtninge, nonner og morgenfriske syndere. Jeg viste mig så uduelig til at huske, hvor jeg skulle stå, og få lært mine latinske replikker, at jeg til en fromesse klokken seks om morgen fik vores monsignore til at gribe fat i skulderen på min messeskjorte og til alles gispende forbløffelse trække mig ind over alteret med ansigtet nedad. Senere samme eftermiddag, ude i skolegården, gav min lærer i femte klasse, søster Charles Marie, der havde overværet kløene, mig en lille hellig medaljon. Den venlighed har jeg aldrig glemt.
   I løbet af min tid som elev på St. Rose var jeg begyndt at opleve katolicismen som en både kropslig og følelsesmæssig belastning. Efter at have afsluttet ottende klasse vendte jeg slet og ret ryggen til det alt sammen, var helt færdig med det og sagde “aldrig mere” til mig selv. Jeg var fri, endelig fri … Og det troede jeg på … i ganske
lang tid. Men da jeg blev ældre, var der alligevel noget særligt ved den måde, jeg tænkte, reagerede og opførte mig på. Bedrøvet og let forundret begyndte jeg at forstå, hvad der mentes med “en gang katolik, altid katolik”. Derfor holdt jeg også op med at bilde mig noget ind. Jeg praktiserer ikke min religion særlig ofte, men jeg er godt klar over, at et eller andet sted … inderst inde … er jeg stadig med på holdet.
   Det var den verden, min egen stemme begyndte at udvikle sig fra. I katolicismen fandtes der en poesi, en fare og et mørke, der modsvarede min fantasi og mit indre jeg. Jeg opdagede et land fyldt med en stor og barsk skønhed, fantastiske historier, ufattelige straffe og grænseløs belønning. Det var et overdådigt og dybt bevægende sted, som jeg enten blev dannet af eller passede lige ind i. Gennem hele mit liv har det fulgt mig som en vågen drøm. Som ung prøvede jeg at finde en mening med det. Netop fordi man har en sjæl at fortabe og et kærlighedsrige at vinde, prøvede jeg at tage udfordringen op. I dette lys begyndte jeg at betragte min families, mine kammeraters og mine naboers hårde kamp for tilværelsen. Jeg forvandlede det til noget, jeg kunne bearbejde og forstå, og som jeg endda også var i stand til at tro på. Det kan lyde pudsigt, men jeg har et “personligt” forhold til Jesus. Han er stadig en af mine fædre, om end jeg ligesom min egen far heller ikke længere tror på hans guddommelige evner. Jeg tror oprigtigt på hans kærlighed, hans evne til at frelse … men ikke til at fordømme … nok om det.
   Som jeg ser det, har vi alle spist af æblet, og både Adam, Eva, oprøreren Jesus i al hans stråleglans og Satan selv er en del af Guds plan om at gøre os til mænd og kvinder, give os de dyrebare gaver jord, snavs, sved, blod, sex, synd, godhed, frihed, fangenskab, kærlighed, frygt, liv og død … hele vores menneskelighed og en verden, der er vores egen.
   Kirkeklokkerne ringer. Min klan myldrer ud af husene og skynder sig op ad gaden. Nogen skal giftes, begraves eller døbes. På stien ind til kirken stiller vi os op og venter, mens min søster og jeg samler tabte blomster eller ris op, så det kan gemmes i papirsposer og en anden dag atter kastes efter vildtfremmede mennesker. Min mor er spændt, og hendes ansigt stråler. Der lyder orgelmusik, trædørene ind til vores kirke går op, og en brud og en gom træder ud. Jeg hører min mor sukke: “Åh, sikke en kjole … sikke dog en smuk kjole …” Buketten bliver kastet. Der spås om fremtiden. Bruden og hendes helt fragtes bort i deres lange, sorte limousine, der sætter folk af ved begyndelsen af deres nye liv. En anden holder lige om hjørnet og venter blot på en anden dag at få folk til at fælde tårer og tage os med på den korte tur i lige linje ud ad Throckmorton Street til St. Roses kirkegård i udkanten af byen. Når vi om foråret er ude for at besøge knogler, kister og jordbunker, render min søster og jeg ubekymrede rundt og leger mellem gravstenene.
   Tilbage i kirken er brylluppet forbi, og jeg tager min søster i hånden. I en alder af ni eller ti har vi allerede set det alt sammen adskillige gange. Ris eller blomster, begyndelse eller afslutning, himmel eller helvede. Her på hjørnet af Randolph og McLean er det bare rutine alt sammen.
 

Lån bogen