Bowie

Info om bogen

 

Forfatter:
Simon Critchley
Forlag:
Klim
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Joachim Wrang
Filosofisk kig på Bowies musik, tekstunivers og mange personaer, læst ud fra hans værker, og kun sjældent ud fra hans biografi og privatliv

Kort resume

 

‘Bowie’ er en filosofisk rejse gennem David Bowies musik, tekstunivers og mange personaer ind til kernen i spørgsmålet om, hvorfor han har betydet så meget for så mange mennesker. Det er en bog om musikeren, som rakte ud efter os og viste os verdener, som vi ikke vidste fandtes – helt i Bowies egen ånd læst ud fra hans værk og kun sjældent hans biografi og privatliv.

Simon Critchley er internationalt anerkendt professor i filosofi og livslang Bowie-fan, med rødder i den engelske, grå arbejderforstad som Bowie selv. Critchley er ikke i tvivl om, at Bowie er en af de største kunstnere i de seneste 100 år. Han viser hvorfor – og hvordan hans kunst balancerer mellem fortvivlelse og håb, dystopi og utopi, fravær og begær, mellem død og liv, og hvordan hans spektakulære exit den 10. januar 2016 fletter sig ind i kunstnerens værk.

Om tolvårige Critchleys første møde med David Bowie på tv i 1972:
“Han virkede så seksuel, så vidende, så underfundig og så fremmedartet. På én gang arrogant og sårbar. Han så ud, som om han havde forstået, hvad det hele gik ud på – hans ansigt var en dør til en verden af ukendte nydelser.”

Fakta om forfatteren

Simon Critchley (født 27 Februar 1960) er en engelsk filosof. Han skriver om historien om filosofi, politisk teori, religion, etik, æstetik, litteratur og teater. Han studerede filosofi og haft professorater ved mange universiteter. Han har skrevet mange bøger, og hans arbejde er anerkendt.
 

Lån bogen

BOWIE

MIN FØRSTE
SEKSUELLE
ERFARING

 

LAD MIG BEGYNDE MED EN RET PINLIG TILSTÅELSE:
Ingen person har gennem mit liv givet mig større nydelse og glæde end David Bowie. Det siger måske en hel del om min livskvalitet, selvfølgelig. Misforstå mig ikke. Der har været gode øjeblikke, endda nogle, som har involveret andre mennesker. Men når vi taler om konstant, vedvarende glæde gennem de årtier, der er gået, er der intet, der kommer i nærheden af den glæde, som Bowie har givet mig.

Det hele begyndte, som det gjorde for mange andre almindelige engelske drenge og piger, med Bowies optræden med ‘Starman’ på BBC’s ikoniske Top of the Pops den 6. juli 1972, der blev set af mere end en fjerdedel af den britiske befolkning. Jeg tabte mælet, da jeg så dette væsen – med orange hår og klædt i en vild dragt – med løst håndled lægge armen om Mick Ronsons skulder. Det var ikke så meget selve sangen, der ramte mig; det var Bowies chokerende look. Det var overvældende. Han virkede så seksuel, så vidende, så underfundig og så fremmedartet. På én gang arrogant og sårbar. Han så ud, som om han havde forstået, hvad det hele gik ud på – hans ansigt var en dør til en verden af ukendte nydelser.

Nogle dage senere købte min mor, Sheila, et eksemplar af ‘Starman’, ganske enkelt fordi hun godt kunne lide Bowies hår (hun havde været damefrisør i Liverpool, før hun flyttede sydpå, og fra slutningen af 1980’erne og frem påstod hun hårdnakket, at Bowie gik med paryk). Jeg kan huske det lettere truende foto af Bowie på coveret, taget nedefra, og det orange RCA Victor-label på 7-tommer-singlen.

Da jeg sad alene med vores lillebitte mono-pladespiller i det, vi kaldte spisestuen (selv om vi aldrig spiste der – hvorfor skulle vi dog det? – der var jo ikke noget tv), vendte jeg af en eller anden grund med det samme pladen for at lytte til B-siden. Jeg husker meget tydeligt min fysiske reaktion på ‘Suffragette City’. Den rene og skære kropslige ophidselse, som denne larm vakte i mig, var næsten ikke til at bære. Jeg tror, det lød som … sex. Ikke at jeg vidste, hvad sex var. Jeg var jomfru. Jeg havde aldrig kysset nogen og havde aldrig haft lyst til det. Når Mick Ronsons guitar kolliderede med mine indre organer, følte jeg noget stærkt og underligt i min krop, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Hvor lå suffragette city? Hvordan kom jeg derhen?

Jeg var tolv år gammel. Mit liv var begyndt.

EPISODISKE
GLIMT

DET ER EN UDBREDT OPFATTELSE, AT MAN KAN TALE OM et menneskes ‘narrative identitet’. Dette begreb indebærer forestillingen om, at ens liv er en form for fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning. Normalt er der en tidlig, definerende, traumatisk oplevelse og en eller flere kriser i midten (sex, stoffer, alle former for afhængighed kan bruges), som individet på mirakuløs vis overvinder. Sådanne livshistorier kulminerer med forløsning, før de slutter med fred til mennesker med Guds velbehag. Enheden i ens liv udgøres af sammenhængskraften i den historie, man kan fortælle om sig selv. Folk gør det hele tiden. Det er den løgn, der ligger bag forestillingen om memoirer. Det er også raison d’être for en stor luns af det, der er tilbage af forlagsbranchen, og som får sin næring fra den rædsomme rendestensverden, der tilbyder kurser i kreative skriveprocesser. Jeg tror ikke på det. I lighed med Simone Weil tror jeg på en dekreativ skriveproces, der bevæger sig gennem spiraler af opadstigende negationer, før man når frem til … ingenting.

Jeg mener også, at et menneskes identitet er en meget skrøbelig affære. Det er i bedste fald en sekvens af episodiske glimt snarere end en stor narrativ enhed. Som David Hume for lang tid siden påviste, består vores indre liv af løsrevne bundter af perceptioner, der som beskidt vasketøj ligger spredt rundt omkring i vores hukommelses rum. Dette er måske grunden til, at Brion Gysins cut up-teknik, hvor tekst tilsyneladende vilkårligt sættes sammen i udklippede stykker – en teknik, som Bowie overtog fra William Burroughs – kommer så meget tættere på virkeligheden end nogen version af naturalismen.

De episoder, der har givet mit liv en vis struktur, er overraskende ofte blevet tilvejebragt af David Bowies ord og musik. Han binder mit liv sammen som ingen andre, jeg kender. Der er selvfølgelig også andre erindringer og andre historier, som man kunne fortælle, men i mit tilfælde kompliceres det af det hukommelsestab, der fulgte i kølvandet på en alvorlig arbejdsulykke, jeg var ude for, da jeg var atten år. Der var meget, jeg havde svært ved at huske, efter at min hånd blev klemt i en maskine. Men Bowie har været mit soundtrack. Min konstante, hemmelige følgesvend. I gode tider og dårlige tider, mine såvel som hans.

Det særlige er, at jeg ikke tror, at jeg er den eneste, der har det sådan. Der findes en hel verden af mennesker, for hvem Bowie var det væsen, som tillod en stærk følelsesmæssig tilknytning, og som gjorde dem frie til at udvikle et andet selv, noget friere og mere queer, ærligt, åbent og spændende. Når jeg ser tilbage, er Bowie blevet en form for referencepunkt til fortiden, dens glansperioder og dens glorværdige fiaskoer, men samtidig også en kilde til konstans i nutiden og til muligheden for en fremtid, ja, selv kravet om en bedre fremtid. Bowie var ikke en eller anden tilfældig rockstjerne eller en række platte medieklicheer om biseksualitet og barer i Berlin. Han er et menneske, som har gjort livet en lille smule mindre ordinært i rigtig mange år.

Lån bogen