Dåsemakrellen

Info om bogen

 

Forfatter:
Mary Uhrenholt
Forlag:
EgoLibris
Udgivelsesår:
2015
Om den naive single Julie, der forsøger på at få styr på sit liv og finde den store kærlighed

Kort resume

Makrel, dildo med laserlys, tyndskid, moralske chokoladetømmermænd, sex og alt for må jeans …

Julie har været udsat for det hele og mere til. Hun kan blandt andet fortælle om tun og sex i samme historie. Om en roterende dildo midt i familiefrokosten. Om meget tynd mave i Sydfrankrig. Og om mødet med en mand, der kan rumme det hele.
Med sin bedste veninde, Jessie, på sidelinjen har Julie udviklet sig fra en ensom, sky teenager til noget, der minder om en voksen pige med ét mål i livet: At finde én, hun kan putte sig ind til. Det kommer ikke let til hende, men det kommer.

Dåsemakrellen er en letlæselig strandroman om en ung kvindes klodsede og til tider pinlige søgen efter kærligheden. Julie kan ikke gøre for det, hun kommer bare hele tiden galt af sted. Men fordi hun er dagdrømmer og en anelse naiv, bringer selv de underligste situationer hende ikke ud af kurs.

»Troels tog hurtigt og hårdt fat i mine ben og gik direkte i gang med at sige alfabetet med tungen. Jeg var nødt til at krumme tæer for ikke at bryde ud i et hysterisk grineflip og bed i stedet mig selv så hårdt i kinden, at jeg på et tidspunkt kunne smage blod. Det var ikke så meget, fordi han brugte alfabet-tricket, det var mere det faktum, at han muligvis ikke selv var klar over, at han sagde det højt imens.«

Fakta om forfatteren

Mary Uhrenholt er forfatter af de to chicklit-romaner Dåsemakrellen og Ostekartellet.

 

 

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Jeg har topmave igen. En stor, bulet spændt mave inden under den der dejklump, som jeg har fået opbygget over det sidste års tid. Den er godt fyldt op med luft, som jeg ikke kan komme af med eller spænde maven nok til at gemme. Det er ikke, fordi jeg er tyk, men det er da umuligt at sige sig fri for de såkaldte love handles, og selv om jeg har hørt mange sige, at de bare giver noget ekstra at holde fast i, er jeg ikke sindssygt begejstret for dem.
   Buksedragten, jeg skal have på, sidder heldigvis ikke stramt over maven, og jeg regner ud, at hvis jeg tager meget høje sko på, vil min holdning ændre sig nok til, at ingen vil lægge mærke til bulen og muligvis tro, at jeg er gravid. Som så ofte før står jeg alligevel og forestiller mig, at det rent faktisk er et lille barn, der er derinde. Jeg vender og drejer mig fra side til side og svajer ekstra i ryggen for større effekt, imens jeg blidt aer maven og smiler for mig selv. Så ryster jeg på hovedet og kommer fra den fjollede tanke, at jeg en dag skal være mor.
   I aften skal jeg ind og se Christian Grey-filmen sammen med to gutter, som min bedste og tætteste veninde, Jessie, og jeg har datet på en ferie i Skagen. Det er vigtigt for mig at se godt ud, fordi den ene er virkelig sød. Han har præcis de træk, jeg synes om: brune øjne, flotte bryn, skarpe kæber, hvide halvskæve tænder og ikke for meget voks i håret. Han er veluddannet, har vist styr på økonomien og motionerer regelmæssigt.
   Foran spejlet inde i soveværelset ser det slet ikke så voldsomt ud, som det gjorde på badeværelset, så jeg beslutter at slæbe et par ekstra lamper derind. Det er bedre at gøre mig færdig foran et spejl, som ikke lyver.

~

Jeg var engang praktikant i en tøjbutik, og der lærte jeg, at hvis et spejl står på gulvet, vil det automatisk gøre sådan, at kunden ser sig selv som højere og tyndere. Jeg lærte også, at mørkt tøj slanker, så da jeg rigtigt fik øje på min krop som 14-årig og i en periode blev ked af den, gik jeg helt i sort.
   Det var også det år, hvor jeg fik øjnene op for mode. Ikke at jeg var virkelig modebevidst, men jeg fandt da ud af, at nogle jeans gav mig en flad numse, hvor andre gav mig et løft. Jeg begyndte at bruge mine lommepenge på tøj og sko og endda en ny dyr taske. Min mor syntes, det var fint, at jeg begyndte at klæde mig anderledes, og hun lovede at forsyne mig med flere penge, så længe jeg bare lovede hende, at jeg ikke ville gå ned ad goth-vejen. Hun havde set mange fra min og andre klasser på skolen begynde så småt at toupere håret og påføre eyeliner i et endnu større omfang end før for at supplere den sorte læbestift og de kunstige øjenvipper, som skulle sidde lidt skævt for at give et mere sørgeligt og dramatisk look.
   Hendes store frygt var, at jeg også ville ryge på den bølge, og jeg havde faktisk ikke overvejet at skifte stil, før hun bekymret satte mig ned på en stol en dag og sagde: 
   – Du skal ikke blive sådan en sort hekseagtig pige ligesom de andre. Jeg ved ikke, hvad folk ville tænke om mig, hvis du gjorde det.
   Med min mor var det sjældent en dialog, og da jeg havde skrevet under på den kontrakt, hun havde lavet, som omhandlede, at jeg ikke ville modtage hverken penge til en rejse eller én eneste krone, når jeg flyttede hjemmefra, hvis jeg begyndte at gå i goth-tøj, sagde hun, at hun ville hæve mine lommepenge med 50 procent, så jeg kunne begynde at shoppe lidt lækrere mærkevarer.
   Hun arrangerede tilmed en personlig shopper inde i Magasin Du Nord, som kunne hjælpe mig med at finde det tøj, jeg havde brug for, for at blive pænere og i sidste ende – lå det mellem linjerne – give hende et bedre ry i lokalmiljøet. Lokalmiljøet var fyldt med velhavende mennesker, som ofte arbejdede sammen med hende og donerede fyrstelige beløb, når hun lavede et stort velgørenhedsarrangement; der i sidste ende ville give hende et godt ry …!
   Til mit store held, for jeg turde ikke diskutere med min mor om farver, var den pige, som skulle hjælpe mig med nyt tøj den dag, ikke særligt gammel. Hun var lige fyldt tyve år og kunne sagtens huske, da hun selv havde sin sorte periode. Derfor fandt vi flere forskellige par jeans, nye T-shirts med print på, cardigans, sko, undertøj og et par sweats. Hun sørgede for, at jeg var neutral, som jeg havde behov for at være. Pæn og velsoigneret, men neutral. Alt sammen i sort eller meget mørkegråt.

~

I går aftes, før topmaven, havde jeg ondt af mig selv. Det har jeg tit på det tidspunkt om aftenen, fordi jeg ikke rigtig har nogen at putte mig ind til. Og som enhver ordentlig dame ved, er der kun én rigtig ting at gøre i sådanne tilfælde: se tøsefilm og spise billige fyldte chokolader i overdrevne mængder.
   Jeg fik en meget stor æske Jacobsen-chokolade af Jessie i julegave, og jeg er ret sikker på, at det var en form for hadegave. Hun smilede sådan lidt falskt med sammenknebne øjne, da hun gav mig den og sagde:
   – Du fortjener noget sødt.
   Samtidig klappede hun mig lidt hundeagtigt på siden af maven.
   Jeg tog imod den med lige så sammenknebne øjne og ansigtet lidt på skrå for at se, om jeg kunne lure hendes intention. Hun stod bare og kiggede på mig med det der kineserudtryk, som om hun var klar til en stare down. Det var en akavet situation midt i min entré i december måned. Hende i store Sorel-støvler, dunjakke og hue, jeg i elefantsutsko, pyjamasbukser og sports-bh. En af os måtte trække sig og underkaste sig den anden, tænkte jeg, så jeg lænede mig ind over den mægtige chokoladeæske, som var imellem os, og krammede hende.
   – Hvor er du sød. Jeg skal nok dele den med dig, sagde jeg blidt, som om jeg havde en skjult besked i ordene.
   Så stod vi der og svajede lydløst fra side til side, før vi gav slip og hver især trådte til side.
   Jeg har ikke haft brug for at åbne æsken før disse dage, hvor jeg på én eller anden måde har haft det ekstra hårdt. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke har spist chokolade siden december. Jeg har bare købt noget andet, for jeg har haft en intens frygt for den store æske, som jeg vidste, ville resultere i mavekramper, moralske chokoladetømmermænd og den situation, jeg nu på denne fredag i maj måned står i.
   Alle ved jo, at en oppustet mave er enhver piges mareridt, og til trods for at jeg selv er skyld i den, kan jeg vel godt tillade mig at bebrejde ham den gamle med hvidt skæg på øverste etage. Jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg skal straffes så hårdt, bare fordi jeg lever livet lidt sødt.
   Imens jeg står og håber, at det bliver en hyggelig second date, og at luften i min mave ikke omdanner sig til enten gas eller lyden af en rusten Ford Taunus, masserer jeg den i cirkler mod venstre, som jeg har lært i Femina.
   Det er ikke, fordi daten på ferien gik vildt fantastisk. Faktisk var det nok slet ikke en date, men mere et møde med nogle fyre, som også skulle spise dér, hvor vi tilfældigvis befandt os. De var fra København, så det var nærliggende, at vi skulle ses og gå i byen sammen igen.
   Jeg har arrangeret en cafétur inden biffen, hvor vi lige skal sige hej og tak for sidst.
   Måske har jeg lidt høje forventninger til mødet, men det er, som om der var en gnist, jeg ikke rigtigt kan glemme, og jeg er ret sikker på, at han omtalte noget med nogle dyr, han engang havde haft. Det kan også være noget, jeg har bildt mig selv ind, så det må jeg få fastslået hurtigt på daten i aften, for ellers er han slet ikke værd at samle på.
   Jessie har flere gange fortalt mig, at det med at mænd kan lide dyr, specielt katte, bare er et knalde-trick, men jeg vil helst ikke lytte til det, for Hannibal, som min kat hedder, er det vigtigste i mit liv, og ingen skal komme imellem os.

~

Jeg fik Hannibal som killing af en syg gammel dame hjemme på vejen, hvor jeg boede med min mor og storebrødre. Hun havde boet over for os hele mit liv, og ved flere lejligheder fortalte hun mig, at hun altid havde haft katte. Som ung pige havde jeg stor glæde af at lokke dem ind i vores hus for at fodre dem med tun og kødpølse. Den fine gamle dame kunne bruge timevis på at kalde på sine store langhårede kattedyr, og jeg fik da lidt ondt af hende, når hendes stemme indimellem knækkede sammen under de høje, næsten desperate og tiggende råb:
   – Malouuuuuuuuu … Viktoooooooooorrr … ts ts ts ts, kom sååååå, kom til moaaarrrrr. Jarmen arltså, I to små kærlinger, hvor er I dog henne, arltså.
   Malou og Viktor kunne godt høre hende, tror jeg, men jeg var ret sikker på, at de trængte til en pause fra hendes kattekam og hendes lange røde negle. Ikke fordi hun var tarvelig mod dem, men jeg forstod de to katte bedre, end hun gjorde, og jeg vidste, at de ikke brød sig om, når hun holdt fast i dem og kørte kammen igennem deres lange hår.
   Derfor lå de ofte inde hos mig, og sommetider kunne vi tale sammen i lang tid, inden det som sædvanligt ringede på døren.
   Det var altid den samme procedure: Jeg lokkede de to katte ind og fodrede dem. Den fine gamle dame kaldte. Den gamle dame græd næsten og blev meget bange. Jeg kiggede ud ad vinduet fra min seng, imens jeg kælede kattene. Vores dørklokke ringede mange gange efter hinanden. Den gamle dame spurgte, om de var herinde. Mors trin kom ned mod mit værelse. Jeg åbnede vinduet og kastede kattene ud i haven og lod, som om jeg læste eller sov, så jeg ikke skulle få skældud ... Min mor åbnede døren og kiggede rundt i værelset. Hun tog en lugtetest, som om hun var en jagthund eller sådan noget. Så så hun på mig med bebrejdende øjne og sagde:
   – Helt ærligt, Julie. Hun er bare en ensom gammel dame.
   Inden hun så lukkede døren, gav hun mig alligevel et lille smil, som fortalte mig, at hun også syntes, fru Gammelgaard havde mel i kasketten. Hun var nu meget god, min mor, når hun indimellem var hjemme hos os et par timer fra arbejdet.

Heldigvis døde fru Gammelgaard et par år efter af alderdom, eller også var det noget med hjertet – det fandt jeg aldrig ud af. Jeg skammede mig lidt over at være glad for hendes død, så jeg sagde ikke noget til nogen om det, men jeg havde bare en eller anden lettet følelse indeni over, at de smukke kattedyr nu var fri.
   Hun var egentlig sød nok til sidst, fordi hun tit var for træt og afkræftet til at passe Malou og Viktor. Så spurgte hun nemlig meget gerne mig, om jeg ville hjælpe med at rede dem, bade dem og give dem lidt motion i form af leg. Desværre skulle det foregå ovre hos hende, og jeg var ikke særligt glad for at være inde i det temmelig ildelugtende hus. Det var enormt stort til sådan en gammel dame og på en måde uhyggeligt. Hun brugte kun dagligstuen, køkkenet og wc’et, imens resten af huset lå øde hen.
   Min mor havde engang talt med hende om, at hun gerne ville købe huset, hvis det nogensinde kom til salg. Men fru Gammelgaard nægtede at flytte på plejehjem, så derfor havde hun hyret nogle damer, som kom og hjalp hende i hjemmet.
   Hele første etage lå altså øde hen, og det var gerne heroppe, jeg løb rundt og legede med Malle og Viggo, som jeg kaldte kattene, når vi var alene.
   Fruen var ellers meget striks, så jeg skulle kalde hende fru Gammelgaard, kattene for deres rigtige navne og klæde mig pænt, hvis jeg skulle derover. Der var ofte snak om, at hun var en gammel grevinde, som havde bunker af penge i banken og smykker for millioner liggende i huset.
   Jeg havde skam snaget lidt i hendes skuffer ovenpå og set nogle spændende ting. Men jeg var aldrig stødt på kæmpe diamanter eller store tunge guldkæder, som rygtet sagde, der skulle være. Til gengæld havde hun parykker og pelse i flere forskellige afskygninger. Der var parfumer med støv på og sminke, fra da hun selv var ung. Jeg kunne godt finde på at glemme kattene og i stedet danse rundt med nyt hår og pelskrave, imens jeg lignede en meget sminket dame fra 1950’erne.
   Fru Gammelgaards mand, Harald den Grumme, var ifølge hans egne historier eks-krigsfange og efterfølgende kaptajn på et stort skib, som sejlede fra havn til havn med guld og våben. Med store tatoveringer og en broget stemme elskede han at fortælle sin livshistorie til den, som nu engang gad høre den. Mange på vejen troede, at han løj og kun boede sammen med hende for pengenes skyld.
   Hr. og fru Gammelgaard var kun gift i ti år, og selv om jeg ikke var mere end tre år, da de blev gift, kan jeg huske, at det var et meget fint havebryllup med blomster overalt og mange gamle mennesker med deres sjove rullende støttestativer.
   Harald den Grumme døde, engang jeg var på efterårsferie hos min onkel Peter, men hans ånd boede stadig i huset, sagde fru Gammelgaard. Han havde nogle problemer med helbredet, havde hun fortalt min mor, og til sidst sagde kroppen fra. Selv kunne jeg konstatere, at hans ånd måtte stinke ret kraftigt af cigarrøg, for det var det eneste, jeg kunne koncentrere mig om, når jeg kom derhen om lørdagen. Heldigvis gik der kun en lille time, før jeg havde vænnet mig til lugten og ikke længere bemærkede de mørkebrune og gule hjørner under stueloftet.
   Huset var dekoreret med masser af porcelæn og lamper med små klokker på. Der var mørkt døgnet rundt, for de gennemsigtige gardiner var ikke særligt gennemsigtige mere. Der stod mange gamle visne planter og buketter i stuen, men de måtte ikke smides ud, da de havde stor betydning for hjemmets energi, forklarede fruen ofte de hjælpende damer, som gerne ville gøre ordentligt rent.
   Haven var også kæmpestor med både æbletræer, pæretræer og blomsterbuske hele vejen rundt. Græsplænen mindede mig om en fodboldbane og blev alle somre holdt fin og glat af den gartner, de fleste på vejen benyttede sig af.

Da den gamle dame døde, efterlod hun både Malou, Viktor og en lille ny killing, som de havde fået sammen, fordi hun havde glemt at give Malou katte-p-piller. Fru Gammelgaards søn, Michael, havde takket mor for hjælpen med begravelsen og fortalt hende, at Malou og Viktor skulle hjem og bo hos ham og hans egne børn.
   Jeg var fuldstændigt knust over tabet af mine små bedste venner, og inde i kirken hulkede jeg så højt, at nogle af fru Gammelgaards strikkeveninder og familiemedlemmer efterfølgende kom hen til mig og gav mig et strøg over håret.
   – Hun var en skøn dame, Julie. Jeg kan godt forstå, du sørger, sagde én af damerne.
   Og andre gamle mennesker med røde negle, guldringe og kort krøllet puddelhundshår kom og klemte min hånd blidt.

Michael havde hevet min mor til side og talt med hende længe ved gravøllet hjemme i huset. Han vidste godt, hvorfor jeg græd så meget, og havde kigget på mig med sørgmodige øjne under hele præstens tale i kirken. Jeg kiggede tilbage på ham med mellemrum og prøvede at iføre mig mit allerondeste blik, samtidig med at jeg græd helt nede fra maven.
   – Kom lige, Julie, sagde min mor, da vi kom hjem.
   Hun så ud, som om hun var ved at eksplodere af gråd eller glæde eller spændthed, da jeg slæbende på min sølle energiforladte krop kom gående ind i dagligstuen.
   – Sæt dig ned, skat, lagde hun ud og klappede på sofaen ved siden af sig. – Jeg har talt med Michael om kattene, og det ser ikke ud til, at han er til at rokke ved!
   Jeg kunne have taget hende og kastet hende ud ad samme vindue, som jeg plejede at gøre med Malle og Viggo, da hun sagde sådan, og jeg satte øjeblikkeligt min stemme i gang med at skrige af skuffelse og vrede.
   – Schhhhh … Han har jo lovet sine egne børn, som også elsker Malou og Viktor, at de skal have dem boende, og det kan han da ikke lave om på lige pludselig.
   Hun aede mig på låret og strøg mig over håret i lidt tid, men til sidst så hun sig nødsaget til at holde mig for munden og hæve stemmen.
   – TI STILLE, JULIE … og hør efter, hvad jeg har at sige.
   Jeg stoppede med at skriggræde og kunne næsten ikke trække vejret.
   – Du må få lille Hannibal, skat, og jeg har allerede sagt ja til Michael. Han kommer over med killingen i morgen, så vi kan nå at købe ham en seng og noget nyt legetøj.
   Jeg var vist i det, man kalder for chok, for jeg sad helt stille og vidste ikke, om jeg frøs eller svedte. Jeg var heller ikke sikker på, om jeg var glad eller vred. Jeg sad der bare.
   – Nu skal du være glad, skat. Nu har du fået din egen kat, som du skal passe på og fodre og rede og lege med. Nu skal alting nok blive godt igen.

Med disse ord flyttede Hannibal ind i vores liv og er stadig denne aften, hvor jeg skal i biografen med Jessie og de to fyre fra Skagen-ferien, den vigtigste lille skabning i mit liv.

Lån bogen