Det er næsten som at ha' været der selv

Info om bogen

 

Forfatter:
Eddie Skoller
Forlag:
Gyldendal
Udgivelsesår:
2016
Eddie Skollers personlige erindringer om showbiz, medier, kærlighed, børn, humor og musik samt forholdet til kollegerne

Kort resume

1969 debuterede Eddie Skoller med sin guitar i Tivolis Vise Vers Hus hos den legendariske Thøger Olesen. Fra sine første år i St. Louis, USA, som søn af en svenskfødt mor og en russiskfødt jødisk far, til han blev student fra Stenhus Kostskole, civiløkonom fra Handelshøjskolen i København og ansat som systemplanlægger på Danfoss på Als, har Eddie Skoller villet én ting: at underholde.

Det er næsten som at ha’ været der selv er Eddie Skollers personlige fortælling om showbiz, medier, børn, kærlighed, humor og musik. Vi får de utrolige familiehistorier og de sjove anekdoter og hører om forholdet til kolleger som Dirch Passer, Tommy Kenter, Elaine Paige, Cliff Richard og ikke mindst Victor Borge, som var det store forbillede. Det er kort sagt hele historien om at udleve sin drøm. Om succes på succes, om udfordringer i karriere og kærlighed – og om at genfinde balancen i et nyt og godt liv.

Fakta om forfatteren

Edward "Eddie" Ralf Skoller (født 4. juni 1944 i St. Louis, Missouri, USA) er en dansk/amerikansk entertainer.

Eddie Skoller er søn af en svenskfødt mor. Faderen var en russiskfødt jøde. Han flyttede til Danmark i 1950, blev student fra Stenhus Kostskole 1963 og blev derefter uddannet økonom fra Handelshøjskolen i København 1966. Han fik job på Danfoss på Als, og var senere tre år i Bladkompagniet, men hans drøm var at blive entertainer. 1968 underskrev han sin første kontrakt og deltog i et show på DR, og debuterede i Tivolis Vise Vers-Hus med eget show i 1969.

Lån bogen

Til min mor, Ingrid, og mine fem piger.

 

 

Forord

 

Jeg er flere gange i løbet af min karriere blevet opfordret af et forlag til at skrive en erindringsbog. Hver gang har jeg tænkt, at det var for tidligt, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde levet tilstrækkeligt længe til den slags. Det tror jeg, jeg har nu – men på den anden side: Hvem ved Under alle omstændigheder takkede jeg ja, da jeg for godt et år siden blev spurgt af Gyldendal.
   Men så kom spørgsmålet – hvem skal skrive den Der var flere muligheder. Enten kunne vi satse på at få en dreven journalist til at skrive eft­er samtaler med mig. En journalist, som så kom til at stå som forfatter. Alternativt kunne man få en såkaldt ghostwriter til at skrive bogen, så det så ud, som om det var mig selv, der havde skrevet. Eller jeg kunne simpelthen springe ud i det og skrive den selv. Jeg lod mig overtale af forlæggeren Ole Knudsen til det sidste, men betingede mig, at jeg måtte pege på en redaktør, som jeg kunne sparre med hen ad vejen. Det blev Anne Mette Palm, som jeg skylder stor tak.
   Jeg skylder også en stor tak til min mor, der kærligt lavede scrapbøger fra min debut i 1969, til hun døde i 1991, hvore­fter mine medarbejdere tog over. Jeg tror, at der er femoghalvtreds styk i alt i A2-format, som sammen med min ret gode hukommelse har muliggjort projektet.
   Det har på mange måder været en spændende rejse at skrive bogen. Jeg har haft­ oplevelsen af at blive bragt tilbage til de følelser og fornemmelser, jeg havde, da tingene skete. Frustrationerne over at være nødt til at have et arbejde, jeg dybest set ikke trivedes med, og kampen for at realisere drømmene om at få muligheden for at optræde. Suget i maven, når jeg håbede på at få den og den rolle eller det tv-show – og det lykkedes – eller sommerfuglene samme steds, når jeg blev forelsket.
Skuffelserne, når alt ikke gik helt, som jeg havde håbet, miraklerne ved at blive far til mine fem piger, og så videre, og så videre.
   De få, der har fået lov at smuglæse undervejs, heriblandt min gamle ven Bent Fabricius-Bjerre og min kæreste, Dorrit Elmquist, har uafhængigt af hinanden sagt: „Du skriver, som du tænker og taler.‚ Det kan være både godt og skidt, men jeg håber, at det, om ikke andet, betyder, at det er blevet en personlig fortælling. Det er det i hvert fald på den måde, at det er min historie. Der kan være episoder rundt om, som andre måske vil tolke eller huske anderledes – sådan vil det være, når man skriver om sig selv. Og de direkte citater rundt om har jeg skrevet eft„er hukommelsen – der som sagt er god, men jo ikke ufejlbarlig.
   Følelserne, oplevelserne, tankerne, personerne står dog lysende klare for mig. I en sådan grad, at når familie og venner har spurgt til skriveprocessen undervejs, har jeg joket lidt ved at svare: „Det er næsten som at ha† været der selv.‚

Eddie Skoller, januar 2016

 

Rødder

„Jeg er født i USA
af en svensk mor
og en russisk far.
Jeg havde en finsk barnepige,
er gift med en nordmand,
har en japansk svigersøn,
og jeg bor i Danmark.“

 

Sådan præsenterede jeg mig selv, engang jeg optrådte på Hotel Kempinski i Beijing – på engelsk, selvfølgelig, efter et par indledende ord på kinesisk. Hvorefter jeg i øvrigt fortsatte med en sang på fransk.
   Det var sandt fra ende til anden – jeg blev født i St. Louis, Missouri, den 4. juni 1944, og mine første seks år tilbragte jeg i USA. I virkeligheden er jeg nok blevet en international dansker i ordets bogstavelige forstand, fordi jeg både føler mig som dansk og som ikke-dansk. Ikke at det har været en frustration – nærmere tværtimod, for jeg har udnyttet mine internationale muligheder og har elsket at rejse ud til optrædener og turneer i udlandet, og samtidig har mit tryghedsbehov altid bevirket, at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen.
   At engelsk blev mit første sprog, har desuden hjulpet mig kolossalt meget i min karriere, da det er lige naturligt for mig at optræde på engelsk som på dansk. At jeg så har fået et mere end brugbart svensk oveni hatten fra min mor, har selvsagt været en ekstra bonus.
Mine forældre emigrerede i 1940 – eller flygtede, kan man vel mere passende kalde det, da min far som jøde ville være i farezonen i Danmark efter den tyske besættelse. Hertil kom, at han nok følte et incitament til at starte et nyt liv sammen med min mor eer at være blevet skilt fra sin danske kone.
   Far og mor havde, så vidt jeg ved, ikke kendt hinanden særlig længe, da de rejste, men de var blevet  smaskforelskede og øjnede åbenbart muligheden for at komme til det forjættede land, hvorved far kunne komme væk fra Danmark, og mor kunne komme på afstand af sine noget dominerende forældre.
   De blev gift på Stockholms Rådhus den 8. august 1940 og rejste fra Skandinavien til USA 22. oktober 1940 via Petsamo i det nordligste Finland, som var den sidste nordiske havn, hvorfra der sejlede passagerskibe til USA, før Anden Verdenskrig gjorde søtransporten for farlig. Det var i øvrigt samme rute, som Børge Rosenbaum benyttede i
august måned, da han rejste til New York. Han og min far kendte hinanden fra drengeårene i København.

Min far, der er født Aron Rafael Szkoylar i Rusland i 1902, havde én gang tidligere været på vej til USA. I 1905 rejste min farfar, Wolf Szkoylar, og hans hustru Tamara på grund af pogromerne, jødeforfølgelserne, fra deres hjemby Bialystok (den er siden Anden Verdenskrig blevet polsk). Sammen med hans šre søskende og deres familier tog de til København for derfra at rejse videre til USA.
   På grund af, hvad der viste sig at være en hjernesvulst, var farfar imidlertid for svag til at rejse videre, og han og Tamara blev i København med deres fišre børn: døtrene Paulina, Sonja og Tatjana og min far, lillebror Aron Rafael, som blev fordansket til Arne Ralf. Det samme blev familiens efternavn, dog mere tilfældigt. De danske toldmyndigheder kunne ikke læse russiske bogstaver, så Szkoylar blev til Skoller.
   Det skal jeg måske være glad for. I 1975 var jeg med i et radioteaterstykke på Danmarks Radio, hvor vi havde læseprøve omkring et stort bord. For bordenden sad instruktøren, Sam Besekow, og i den anden ende sad jeg sammen med skuespilleren Olaf Ussing, som kedede sig bravt, fordi han ligesom jeg kun havde få replikker i første del af manuskriptet. Pludselig lænede han sig hen over bordet og sagde med sin plirrende, lidt diskante stemme: „Skoller, hvor stammer det navn fra?" Som det unge, velopdragne menneske, jeg var, havde jeg nu et dilemma – skulle jeg risikere at forstyrre læseprøven ved at svare, eller skulle jeg undlade at svare Olaf Ussing Jeg valgte forsigtigt at læne mig frem og hviske forklaringen med toldmyndighederne og stavningen, hvorefter Olaf med klar røst og til løftede øjenbryn fra Sam Besekow replicerede: „Glimrende navn til en plakatƒ!"
   Min far voksede op i København, i Olfert Fischers Gade mellem Kongens Have og Kastellet. Året efter familiens ankomst til København blev min farfar i øvrigt opereret med succes – ret imponerende, at man allerede i 1906 kunne fjerne en hjernesvulst. Han mistede ganske vist en del af både hørelsen og synet ved indgrebet, men levede i mere
end tredive år dereer og ernærede sig blandt andet som kanonfotograf, oftest ved Geonspringvandet.
   Pengene rakte dog ikke til at betale for en videregående uddannelse til næste generation, tværtimod vidste min far, at han nok snarere måtte indstille sig på at bidrage til husholdningen. Så han kom i buntmagerlære hos pelsforretningen A.C. Bang – ikke fordi han havde speciel lyst til at arbejde med skind, men fordi det var den læreplads, der var ledig. I dag er det svært at forestille sig, at nogen ville a‡ffinde sig med at starte i lære i et fag, kun fordi der tilfældigvis var en plads ledig, men så enkelt var det. Min far skulle vise sig at blive én af de bedste i pelsbranchen – lige fra han i en ung alder startede sit eget lille buntmagerværksted i et kælderlokale i Olfert Fischers Gade for at ernære sig selv og spæde til familiens økonomi, så godt han kunne.

Min mor, Ingrid Irma Elsa Paskell, havde nok en mere beskyttet barndom end min far. Hun blev født i Stockholm i 1915, hvor hendes far, Hilmer Paskell, var droschechau‘ør og min mormor Elsa hjemmegående husmor. Jeg husker hjemmet som et bedre middelklassehjem, så min morfar må have haft fl“ere biler i sin stald. Han var en streng, men hæderlig mand af den gamle skole – en “flot mand med en stærk kropsbygning og samiske træk med høje kindben. Min mormor Elsa husker jeg også som en nydelig, lidt buttet kvinde. De fik fire børn, hvoraf mor var den førstefødte. Så kom lillebror Lennart i 1920 og tvillingesøstrene Ruth og Sigrid i 1921. Det var fire smukke børn, og der blev passet godt på dem.
   Min mor fik arbejde som ekspedient i en modeforretning og var også model – dengang hed det nok mannequin – og dansede ballet. Den store svenske skuespiller Gösta Ekman havde ved et tilfælde overværet hende danse og blev så begejstret for det talent og den udstråling, han så hos hende, at han anbefalede, at hun blev optaget på Dramatens elevskole. Var der noget, min mor gerne ville, så var det at blive skuespiller, men forældrene sagde nej – det var ikke fint nok at være skuespiller på den tid. Da min far og mor var kommet til New York, fik hun mange tilbud om at arbejde som mannequin, men nu var det min far, der sagde nej; det var ham, der skulle tjene pengene. Tænk at hun fandt sig i det – den var heldigvis aldrig gået i dag.

Den 4. november 1940 ankom mine forældre til New York, hvor de slog sig ned. Min far havde havde haft et pelsengros­firma i København, som han ved den nylige skilsmisse havde afstået til sin ekskone – nok for at slippe for videre tiltale. Men han havde stadig en masse erfaring og et godt netværk, som hjalp ham, og han etablerede sig hurtigt i pelsbranchen omkring 30th Street, hvor næsten alle buntmagere holdt til dengang. Ud over at have et godt netværk var det i den branche også en fordel at være jødisk; man hjalp hinanden meget, selvom man var konkurrenter. Det hjalp sikkert også på integrationen, at mine forældre fra starten af deres ophold i USA kunne tale engelsk indbyrdes – da de i udgangspunktet talte henholdsvis svensk og dansk, var det lettere for dem for at undgå den sprogforbistring, som tre sprog kunne medføre.
   På et tidspunkt fik min far mulighed for at etablere sig med en partner og starte en pelsengrosforretning i St. Louis i staten Missouri. Forinden – i september 1941 – var min storebror Peter kommet til verden, og da min mor og far syntes, det ville være nt at have et hus med have, fl„yttede de til St. Louis. Den 4. juni 1944 kl. 6.35 AM kom jeg så til på byens jødiske hospital. Jeg blev døbt Edward Ralf Skoller. Det var mine forældres ønske, at jeg skulle hedde Eddie, men da det blev betragtet som et „nickname‘, et såkaldt kaldenavn, så måtte de vejen om ad Edward. Der står således Edward på min dåbsattest, men Eddie på mit dåbsbæger.

At jeg kunne være endt med et andet eft’ernavn, er en anden sag, som min mor først fortalte mig om mange år senere, og som hidtil har været lidt af en familiehemmelighed. Victor Borge, som Børge Rosenbaum hed, eft’er at han var „flyttet til USA, havde hurtigt fået succes og turnerede rundt i landet. Min far havde bevaret kontakten med ham, og når han kom forbi St. Louis, var det naturligt, at mine forældre blev inviteret til at se forestillingen, og at Borge blev inviteret med hjem til dem bagefter.
   Det er ingen hemmelighed, at mor var en meget smuk kvinde, og heller ingen hemmelighed, at Victor Borge var glad for smukke kvinder, og at han netop da var på vej ud af et problematisk ægteskab. Han blev så vild med min mor, at han foreslog, at hun rejste videre med ham til Los Angeles. Der var dog lige den hage ved det, at hun dels var glad for min far, og dels var gravid med mig i maven, så det var nok ikke den bedste idé. Det at mor var gravid, afskrækkede nu ikke Borge, som efter sigende gerne havde taget mig med i købet. Jeg kunne altså være blevet Victor Borges stedsøn.
   Nu forblev familien Skoller – heldigvis – intakt, inklusive katten MaryAnn og vores hund Cadjo, som min far havde haft med i en papkasse som julegave fra et besøg i Danmark. Jeg husker ikke så meget fra mine første år i USA, bortset fra at min storebror lavede en masse drengestreger, og at jeg brækkede min venstre arm tre gange og blev kaldt Charlie, når jeg var sur.
   De få erindringer, jeg har, der adskiller sig fra en almindelig barndom i Danmark, er fra en sommer i Florida, hvor jeg var med til at fange en haj. Det vil sige, det var nok mere min far, som var med til det, eller det vil sige, at det egentlig nok var en god ven af min far, en jægersoldat, som trak den op i båden til os andre. Jo, og så en biltur engang, hvor der var en politibil, som jagede nogle mistænkte i en anden bil og skød ud gennem de nedrullede vinduer for at ramme dækkene – og €fik den stoppet. Det var næppe sket i København dengang.
 

Lån bogen