Det kommer til at ske

Info om bogen

 

Forfatter:
Lone Aburas
Forlag:
Gyldendal
Udgivelsesår:
2016
Henrys mor spiller jævnligt død, indtil den dag hun faktisk begår selvmord.

Kort resume

Henrys barndom kan ikke blive værre. Hans mor spiller jævnligt død, hans far graver grave til hende ude i haven, og Henry skal genoplive hende med sit legetøjslægesæt – og den skønne skeløjede Alma ved det.

Men barndommen kan blive værre: Hans mor drukner sig for real, hans far barrikaderer sig i soveværelset med et bjerg mælkechokolade og tv-serier, og al voksenkontakt er med overforstående lærere og psykologer – og Alma deporteres til Fyn. Kun vennen Adam er et lyspunkt, men er han ved at forelske sig i helt vildt irriterende Alice?

Fakta om forfatteren

Lone Aburas (f. 25. februar 1979 i Høje Taastrup) er en dansk forfatter.

Aburas' romandebut kom i 2009 med Føtexsøen der blev kaldt forbavsende god og stærk. Romanen leger humoristisk med hendes egen baggrund med forfatter-ambitioner på den københavnske vestegn. I 2011 blev romanen fulgt op af Den svære toer, en kollektivroman fra de københavnske forstæder med elementer af metahumor. I 2009 var Aburas aktiv i Kirkeasyl-arbejdet omkring de irakiske flygtningen i Brorsons Kirke. Hendes tredje roman, den humoristiske Politisk Roman, fik inspiration fra dette arbejde. Den fjerde roman udkom i 2016 med titlen Det kommer til at ske.

Aburas blev i 2009 som en af seks nomineret til Montanas Litteraturpris for Føtexsøen. Hun vandt ikke, men modtog dog Årets publikumspris også kaldet champagneprisen. Hun modtog i 2010 Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og Statens Kunstfunds treårige arbejdslegat.

Fra Wikipedia

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Jeg skrævede hen over min mor, der lå på gulvet med benene trukket halvt op under sig. Det regnede, og jeg lukkede vinduet, der af en eller anden grund stod på vid gab. Så så jeg hen på min far, der knælede på gulvet, og gik hen og satte mig på hug ved siden af ham. Han følte på min mors arme med begge hænder og på hendes hals med to fingre. Hendes natkjole var gledet op, så man kunne se det nederste af lårene. Om sommeren kunne alle se mærkerne, når hun gik rundt med bare ben. Min far rejste sig og børstede sine bukser fri for nullermænd. Så så han ned på mig, der stadig sad på hug.
   Er du groet fast? spurgte han og hev op i sin livrem.
   Jeg rystede på hovedet. Regnen var taget til. Man kunne høre det tromme mod ruden. Det var aften. Min far stillede sig hen ved vinduet og så ud i mørket. Mens han stod der, begyndte han at vippe frem og tilbage på sine fødder.
   Plejer det at tage så lang tid? sukkede han uden at vende sig.
   Jeg rystede på hovedet uden at se på ham og satte mig over i sofaen og tændte for fjernsynet. Jeg vidste, at han forventede, at jeg sagde noget, men det ville jeg ikke. Jeg turde ikke se på ham. Ikke fordi han nogensinde havde lagt hånd på mig. Eller på min mor for den sags skyld. Han havde bare en måde at sige tingene på, der gjorde, at jeg blev nervøs. Selv til hans begravelse mange år senere kunne jeg ikke få et ord over mine læber. Det var, som om han stadig kunne se på mig med mild irritation i sit røde oppustede lagerchefsansigt. Også selv om jeg lige havde set hans lig blive nedsænket i en oversize kiste, som var umulig at få bugseret fra våbenhuset og ind ad den smalle middelalderdør til selve kirken, fordi han frem til sin død blev ved og ved med at tage på og til sidst vejede over halvandet hundrede kilo.
   Min far gryntede irriteret og stillede sig ind foran fjernsynet, så jeg kun kunne få øje på nogle træer i udkanten af skærmen. Jeg ville stadig ikke se på ham og gav mig til at stirre på vores reolsystem, som han havde flikket sammen af noget resttræ fra Silvan. Der var anbragt et fotografi af min mor på en af hylderne. Hun stod foran sit barndomshjem med en hund i favnen. Dens hoved hang slapt ned fra hendes arm, og øjnene var lukkede. Alligevel smilede hun. Min far sukkede højlydt og traskede igen hen til min mor. Men denne gang begyndte han at gå rundt om hende, mens han fortsatte med at sukke og ryste teatralsk på hovedet. Måske er det bare en leg, de leger, havde jeg tænkt, de første gange min mor lod sig falde om på gulvet; min far er lægen, min mor den alvorligt syge, han undersøger. 
   Nu knælede han igen, tog fat i hendes albue og løftede den forsigtigt op. Det gav et sæt i mig ved lyden af armen, der slapt ramte gulvet. 
   Ja, men så bliver vi jo nok nødt til at få hende ovenpå, sagde han og bar hende op ad trappen. Jeg fulgte efter og så til, hvordan han omhyggeligt arrangerede hende i sengen i soveværelset.
   Måske du så gider hente dit lægesæt? sagde han.
   Jeg stod i døråbningen, stivnet og mundlam som sædvanlig.
   Dit lægesæt, gentog min far. Den røde kuffert med korset udenpå, tilføjede han pædagogisk, da jeg stadig ikke reagerede.
   Jeg nikkede. Jeg vidste godt, hvad han mente. Jeg havde ønsket mig en fjernstyret helikopter det år. I stedet fik jeg et plasticlægesæt. Skuffelsen var episk.
   Jeg ved ikke, om jeg har det mere, sagde jeg.
   Du må hellere se at finde det frem. Vi skal bruge det nu, sagde han.
   Jeg sjokkede modløs tilbage til mit værelse. Var min far blevet sindssyg? Den røde kuffert lå i bunden af skabet. Jeg tog den ud og åbnede den. Indeni lå en lille reflekshammer, et stetoskop og en forvokset plasticsprøjte. Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde brugt sprøjten til noget. Så lukkede jeg kufferten igen og gik tilbage til soveværelset.
   Her, sagde jeg og rakte ham kufferten.
   Uden et ord åbnede han den og tog indholdet ud, hængte stetoskopet om halsen og bad mig slå dynen til side. Min mor lå stadig ubevægelig. Jeg tog hendes hånd, mens min far knappede hendes kjole op. Hånden var varm og lidt klæbrig. Jeg klemte den forsigtigt. Min far lyttede med en alvorlig mine til min mors hjerte med stetoskopet. Bagefter brugte han reflekshammeren på hendes knæ og albuer. Hun lå stadig uden at røre sig. Hendes hud var hvid og tynd som silkepapir og bar tydelige blå mærker fra de mange gange, hun havde ladet sig falde om på gulvet. Min far sukkede og lagde stetoskop og reflekshammer tilbage i kufferten.
   Ja, sagde han og så stift frem for sig. Så må vi jo til det. Gå ned og tag tøj på. Så kommer jeg om lidt.

I entréen fandt jeg min jakke og halstørklæde. Jeg prøvede, om jeg kunne høre noget oppe fra soveværelset. Måske var min mor kommet til sig selv? Men den eneste lyd var trinene, der gav sig under min fars vægt, da han lidt efter kom ned ad trappen.
   Skal vi? sagde han, da han fik øje på mig, og åbnede døren ud til den kølige aften.
   Græsset var smattet. Min far havde hentet en spade i bryggerset. Han havde også fundet en lygte, som fik haven til se uvirkelig og lidt magisk ud. Som om det hele foregik i en drøm eller i en adventurefilm, som jeg havde set for nylig. Det snurrede i mine håndled, mens jeg så min fars brede ryg bevæge sig et stykke foran mig. Da vi nåede havens fjerneste del, rakte han mig lygten og begyndte at grave. Ingen af os sagde noget. Jeg kunne høre lyden af titusinder græsstrå, der blev revet over. På trods af sin overvægt gravede min far hurtigt og effektivt.
   Værsgo, sagde han pludselig og uden varsel og rakte mig forpustet spaden.
   Jorden var blød og medgørlig, og jeg gravede uden problemer, sådan som jeg havde set ham gøre.
   Det er rigtigt, bare grav, sagde han og nikkede tilfreds.
   Men efter kort tid begyndte han alligevel at vippe utålmodigt frem og tilbage. Jeg rakte ham spaden.
   Det var godt arbejdet, min dreng, sagde han og begyndte at grave med samme energi som tidligere. Da hullet var stort nok, gik vi igen op mod huset.

Min mor sad i sengen med en pude i ryggen, da vi kom tilbage. Hun var stadig bleg. Min far gik hen og satte sig i fodenden af sengen. Han svedte, små dråber kom frem forskellige steder på hans ansigt. Selv hans hår glinsede, eller også var det bare den pomade, han brugte.
   Så blev det alligevel for meget, sagde han.
   Hun trak stumt på skuldrene.
   Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det her. Om Henry kan. Han nikkede hen mod mig, der var blevet stående i døråbningen og så ind på dem.
   Igen mærkede jeg denne underlige snurren i mine håndled og havde allermest lyst til at banke dem ind i noget hårdt for at få fornemmelsen til at forsvinde.
   Jeg graver en grav til min kone. Min far rystede vantro på hovedet.
   En grav, gentog han. I min egen have.
   Jeg ved det godt, sagde min mor lavt. Jeg ved det. Men hvad vil du have, jeg skal gøre?
   Opfør dig ordentligt. Er det så svært? Det andet, det er ikke normalt. Hvad tror du ikke, det gør ved Henry?
   De så begge hen på mig.
   Kom her. Min mor bredte sine arme ud.
   Min far nikkede kort til mig, og jeg gik modstræbende ind i hendes omfavnelse.
   Jeg skal nok tage mig sammen, sagde hun og knugede mig ind til sig. Hun lugtede sødt og lidt som en vinterjakke, jeg engang havde arvet af en ældre fætter. 
   Ville du gerne have haft nogle andre forældre? spurgte hun pludselig og holdt mig ud fra sig.
   Selvfølgelig ville han ikke det, sagde min far. Det er det, jeg mener, sukkede han. Du kan ikke opføre dig normalt.
   Jeg ville, sagde hun og så forbi mig. Fra jeg var helt lille, havde jeg ønsket, mine forældre var nogle andre.
   Jeg tænkte på fotografiet af hende nede i stuen. Hunden, hun stod med, kunne også spille død, når det hele blev for meget, påstod hun.
   Når min mor faldt om, skete det som regel, når min far var utilfreds med noget. Når hun havde brugt en hel dag på ingenting. Når han kom træt hjem og fandt hende stirre fortabt ud ad vinduet, i natkjole, og med hænderne i skødet.
   Hvad fanden har du brugt tiden på? kunne han finde på at spørge, allerede ude af sig selv, og slå ud med armene i vores rodede stue. Nullermændene lå tykke i hjørnerne og hvirvlede op, hver gang en af os åbnede eller lukkede en dør. Det blev heller ikke bedre af, at min mor ikke svarede, men kun drejede ansigtet sløvt i hans retning. Det gjorde ham bare endnu mere rasende, så han til sidst truede med at kaste hendes musselmalede ud ad vinduet, hvis hun ikke tog sig sammen og begyndte at opføre sig normalt. Når han havde råbt tilstrækkelig længe, lod min mor sig som regel falde om på gulvet, og ritualerne kunne begynde. At min far denne gang inddrog min lægetaske i undersøgelsen, var dog aldrig sket før.
   Men det var rigtigt nok. Min mor kunne sagtens få en hel dag til at gå bare ved at sidde på en stol ved vinduet. Hvad hun så derude, kunne kun hun se. Jeg ville ønske, hun ikke bare sad der. Andre mødre gik på arbejde. Eller også var de hjemmegående, hvilket indebar, at de i hvert fald støvsugede og lavede mad, syede eller havde en eller anden hobby, som de gik op i. Vitos mor arrangerede for eksempel home parties med italienske smykker, hvor veninder ankom i hold på mindst otte ad gangen, og Elsas mor fulgte et kursus i stenalderkost. De andre klassekammeraters mødre var enten sygeplejersker, sekretærer eller sosu-assistenter. Edmond havde godt nok en mor, der var født rig, og som ifølge rygtet ikke lavede dagens gerning. Og hun havde også, så vidt jeg havde forstået, folk til det grove. Men det var ligesom noget andet. Det var i hvert fald ikke helt så mærkeligt som det, min mor havde gang i, følte jeg. Og jeg havde det bestemt ikke godt. Jeg led tit af hovedpine, der startede i panden, og som bredte sig tungt til resten af kraniet. Det gjorde det heller ikke bedre, at Alma, en smuk, skeløjet pige fra min klasse, en dag var kommet forbi og havde set min mor sidde uvirksom (som min far kaldte det) ved vinduet og bare se ud i luften som en sinke. 
   Hvad laver din mor egentlig? ville Alma vide dagen efter i skolen, mens hun fulgte efter mig.
   Jeg var nemlig forbi jeres hus forleden. Hold op, I har mange maskiner. Samler I på dem?
   Jeg trak på skulderen og prøvede at se ligeglad ud. Ud over at min mor tilsyneladende aldrig ville blive en almindelig etageklippet mor (det havde jeg ligesom indset), var min far også begyndt at samle på plæneklippere og havetraktorer, som han opkøbte hos naboerne eller bød på på auktioner rundt omkring. Hvad han skulle med dem, var der ingen, der vidste, og nu stod de bare og fyldte i forhaven og i garagen. 
   Men din mor, blev Alma ved og forfulgte mig helt ned til min plads. Hvad er der med hende? Hun er ikke syg, vel? Hun så nemlig ikke syg ud. Mere sådan ked af det.
   Skrid, mumlede jeg og satte mig ned og gav mig til at spidse en blyant.
   Men Alma blev ved:
   Går hun ikke på arbejde, din mor? Jeg gik jo forbi jeres hus flere gange, og hun sad der bare. Hvis ikke hun er syg, tilføjede hun og prøvede at se eftertænksom ud, hvilket hendes skelen forhindrede, så er det måske, fordi hun er i gang med at udtænke det vildeste plot til en film. En megasørgelig en. Det ville være for sindz, ville det ikke?
   Jeg sukkede højlydt, men så stadig ikke på hende. Det var ufatteligt, at nogen kunne være så smuk og så belastende på en og samme tid.
   Men altså, sagde Alma og virkede til endelig at have forstået mit budskab. Hvis ikke du vil snakke om det, er det også i orden. Hun vendte sig og gik ned og satte sig på sin plads.
   Ærgerligt nok glemte jeg at spørge, hvorfor hun luskede rundt på min adresse på den måde, så flov var jeg over, at hun havde set min mor. Resten af dagen kunne jeg mærke, hvordan mit ansigt kogte, hver gang jeg kom til at tænke på det. Faktisk var det så slemt, at min far om aftenen spurgte, om jeg havde feber. 
   Hvis ikke du tager dig sammen, må vi have fat i nogle professionelle, sagde min far og blev ved med at gnide sig i ansigtet med den ene hånd, mens han så alvorligt på min mor.
   Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal stå model til den opførsel længere. Hvis vi skal forestille at være
en familie.
   Han gik i stå og så over på mig, der stod ubevægelig på gulvet.
   Henry, du må gerne gå ind i seng nu. Mor og jeg … vi skal … 
   Han sukkede dybt som en, der har holdt vejret længe.
   Da jeg lidt efter lå i min seng, kunne jeg høre deres stemmer gennem væggen. Det var mest min far, der talte. Han lød som en radio, man havde skruet næsten helt ned for, og der gik lang tid, før jeg kunne falde i søvn. Hele natten drømte jeg, at jeg gik rundt ude i haven, der var indhyllet i et bleggråt og sølvagtigt skær, mens min fars stemme svævede et sted over mig og hele tiden gav mig forskellige instrukser, som jeg skulle følge. Det var alt sammen meget stressende, for man kunne ikke se en hånd for sig, så jeg gik bogstavelig talt rundt i blinde og prøvede at udføre det hele så godt som muligt, indtil min matematiklærer, Finn, pludselig manifesterede sig på en af havetraktorerne og fik min far til at forsvinde.

Dagen efter var jeg træt og uoplagt.
   Du ligner L-O-R-T, sagde Alma og kløede sig på næsen med en stiv pegefinger, da hun fik øje på mig:
   Har du siddet oppe hele natten og spillet Skylander?
   Jeg mumlede noget uforståeligt og pillede ved lynlåsen i min jakke. Hvorfor kunne hun ikke lade mig være i fred? Hun boede for øvrigt sammen med sin moster. Om hende sagde man, at hun led af strålefrygt og havde en hjelm af sølvpapir. Hvis ikke det var mærkeligt. Men jeg sagde ingenting. I det hele taget havde jeg en kedelig evne til altid at klappe i, hver gang Alma henvendte sig til mig. Det var først, når jeg kom hjem og sad alene på mit værelse, at alle de gode comebacks indfandt sig. Sine forældre talte hun aldrig om. Der var åbenbart kun den moster.
   Hele timen igennem kunne jeg fornemme Almas skelende blik på mig. Det var irriterende, men på en måde også smigrende.
   Nå, men hvad så? sagde hun i frikvarteret og tog opstilling foran min plads.
   Så hvad? sagde jeg.
   Ja, hvis ikke du har spillet Skylander, hvorfor ser du så så smadret ud?
   Hvem siger jeg ikke også har det, sagde jeg i et sjældent anfald af nogenlunde timing.
   Men selvfølgelig havde jeg ikke spillet. Min far havde godt nok en pc, men den var kun til arbejdsbrug. Og jeg kunne ikke drømme om at spørge, om jeg måtte låne den.
   Må jeg så komme med? sagde Alma.
   Komme med hvor? spurgte jeg dumt.
   Ja, hjem til dig, din tumpe.
   Det er ikke så godt i dag.
   Nå, men så en anden dag.
   Jeg rystede på hovedet:
   Nej, sagde jeg lidt for hurtigt og mærkede, hvordan jeg blev rød. Det er ikke så godt, gentog jeg og hørte, hvordan min stemme skælvede.
   Lad være med at være sådan et pattebarn, sagde Alma. Hvorfor skal du altid være så mærkelig?
   Ja, hvorfor? Det kunne tælles på en hånd, de gange jeg havde haft venner med hjemme. Jeg gik vel for at være lidt af en geek. En enspænder, som min klasselærer, Anna, diplomatisk havde formuleret det til en skolehjemsamtale for en måneds tid siden. Min far havde ikke reageret på Annas beskrivelse af mig, men mest gået op i, om jeg fulgte med i timerne. Det var heller ikke altid, at jeg havde noget imod at være en nørd. Nogle gange gjorde jeg endda en dyd ud af det ved at spørge detaljeret ind til ting, som jeg vidste, de andre i klassen fandt røvsyge. For eksempel kunne jeg finde på at spørge vores biologilærer, hvorfor det hed bløddyr, nu hvor bløddyr mest er hårde. Der er selvfølgelig også blæksprutten, kunne jeg finde på at sige, og den er naturligvis ikke særlig hård. Men jeg har engang set et program i fjernsynet, hvor en blæksprutte gemte sig i en kokosnød. Ja, faktisk var der tale om to halve kokosnødder, som den satte sammen. Det var ikke informationer, der gjorde nogen klogere, men havde bare til formål at vise, at jeg var god til at braine. Derudover forestillede jeg mig, at det ville gøre min far glad. Jeg vidste, det var vigtigt for ham, at jeg klarede mig godt.

Lån bogen