Drømmeland

Info om bogen

 

Forfatter:
Nick Clausen
Forlag:
Facet
Udgivelsesår:
2016
Louie begynder at drømme om sin døde far, men er det hans far? Og kan drømme overtage ens rigtige liv?

Kort resume

Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland.

I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.

Fakta om forfatteren

Nick Clausen er en yderst produktiv og populær børne- og ungdomsforfatter. Han bevæger sig i sit forfatterskab på grænsen mellem det normale og det fantastiske. Hans romanpersoner befinder sig i den virkelige verden, hvor normaliteten hersker og alt ånder fred og idyl – lige indtil monsterets ankomst, hvor harmonien brydes, og det normale erstattes af det monstrøse. Nick Clausen kredser om de klassiske gyserskabninger: varulve, vampyrer, hekse, genfærd m.fl. Han skriver lettilgængeligt med masser af action og spænding og til stor skræk og rædsel for sin unge læserskare.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

E T

 

Louie havde altid haft livlige drømme. Men han havde aldrig oplevet, at en drøm kunne fortsætte over flere nætter, som kapitler i en bog. Ikke før, han besøgte Drømmeland.
   I begyndelsen vidste Louie selvfølgelig ikke, hvad stedet hed. For ham var det bare en ganske almindelig drøm. Bortset fra, at den føltes mere realistisk. Han kunne mærke vinden og dufte græsset. Det var detaljer, der normalt ikke var med i hans drømme. 
   Hvis det ikke havde været for himlen, kunne Louie måske være kommet i tvivl om han virkelig drømte. Himlen i Drømmeland var altid en forkert farve.
   I starten var der ikke andre mennesker end ham. Drømmene foregik i en by, hvor Louie gik rundt mutters alene. Egentlig var det en smule kedeligt.
   Men så begyndte manden i blåt at dukke op.
   Louie så ham rundt omkring i byen, men aldrig tæt på og altid kun i korte glimt. Nogle gange stod han på et gadehjørne, andre gange dukkede han op bag et træ. Der var ikke noget truende eller uhyggeligt ved ham. Han lignede bare en ganske almindelig mand. Han smilede altid venligt, og han havde altid det samme tøj på: et blåt jakkesæt.
   Første gang Louie talte med manden, var på en legeplads. Det var sommer, insekterne summede, græsset var nyklippet og himlen var lyserød som candyfloss.
   Louie havde netop sat sig på gyngen, da en stemme bag ham sagde: „Goddag, Louie.”
   Louie gav et spjæt og var nær faldet af gyngen.
   Manden stod der bare lige pludselig. Som om han var dumpet ned fra himlen. I sit blå jakkesæt.
   „Hvor kender du mit navn fra?” var Louies første spørgsmål.
   „Jeg er en del af din drøm, Louie. Jeg ved alle de samme ting, som du selv ved.”
   Louie gyngede let fra side til side. „Du virker bekendt. Jeg tror, jeg kender dig et eller andet sted fra.”
   Manden gik hen og satte sig på gyngen ved siden af Louies. „Selvfølgelig gør du det. Du har jo været her i Drømmeland før.”
   „Drømmeland?”
   „Det kalder jeg stedet her.”
   „Nå. Men jeg mener før det. Jeg tror, jeg kender dig fra den virkelige verden.”
   Manden lagde hovedet på skrå. „Er denne verden ikke virkelig?”
   „Den kan ikke være virkelig, for den er bare en drøm. Det har du selv lige sagt,” påpegede Louie.
   „Og hvem siger, at drømme ikke er virkelige?”
   Louie betragtede manden. Han kunne ikke rigtig finde ud af, om han lavede sjov. „Du snakker underligt,” bemærkede han så.
   „Man skal helst snakke lidt underligt, når man bor i Drømmeland.”
   „Bor du her?”
   „Ja.”
   „Helt alene?”
   „Ja.”
   „Bliver du ikke ensom?”
   „Lidt. Men nu har jeg jo fået besøg.”
   „Men hvad så, når jeg vågner? Bliver du så bare her?”
   Manden trak vejret dybt og nikkede. „Jeg bliver her og venter på, at du kommer tilbage.” Han rejste sig og rettede på jakken. „Nå, det var hyggeligt. Men vi må vist vente med at snakke videre til næste gang du kommer på besøg.”
   „Hvorfor?”
   Manden slog ud med armene, og sagde, som om det var en selvfølge: „Fordi du vågner nu.”

Louie åbnede munden for at svare, men opdagede, at han lå i sin seng. Det var morgen.
   „Mor,” sagde han ved morgenbordet. „Vil du høre om en mærkelig drøm, jeg havde i nat?”
   „Mmmm,” kom det fra moren, der var optaget af at rode efter noget i sin taske.
   Louie rørte rundt i sine cornflakes. „Jeg drømte, at jeg var i en anden verden. Der var en by, men ingen mennesker. Bortset fra en mand i blåt tøj.”
   „Det lyder spændende, Louie. Har du set min læbepomade? Jeg var sikker på, jeg havde lagt den i tasken.” Moren gik i gang med at tjekke køkkenskufferne.
   „Tror du, at nogle drømme kan være virkelige?” spurgte Louie.
   „Ja da.”
   „Gør du?”
   Moren kiggede op. „Hvad? Virkelige? Nej, selvfølgelig ikke. Det er jo bare drømme. Altså, jeg forstår ikke hvordan en læbepomade bare kan blive væk.”
   „Måske er den stadig i en af flyttekasserne,” foreslog Louie og pegede med skeen på de to store papkasser, der stod på gulvet.
   Moren lod til at overveje. Så gik hun hen og kiggede i kasserne.
   „Manden i min drøm minder mig om en eller anden. Han er høj og hans hår er mørkebrunt. Han smiler meget, og så har han hul mellem fortænderne.”
   Moren holdt op med at lede og kiggede på ham. „Hvad har han?”
   „Hul mellem fortænderne.” Louie viste tænder og pegede. „Ligesom mig.”
   Moren rejste sig og kom langsomt hen til bordet. „Hvem sagde du, at ham manden var?”
   „Det ved jeg ikke. Men jeg tror, jeg har set ham før et sted. Hvad er der, mor? Du ser bekymret ud.”
   Moren tog plads ved siden af ham. „Louie, kan du huske, hvordan din far så ud?”
   „Far?” Louie tænkte sig om. „Næh, ikke rigtig.”
   „Du har da set et billede af ham, har du ikke?”
   „Jo, du viste mig et engang. Men det er længe siden. Hvorfor?”
   Morens blik flakkede. „Jeg troede bare, at du …” Hun sukkede og strøg ham over håret. „Glem det, Louie. Spis din morgenmad.”
   Louie spiste videre. Men ud ad øjenkrogen bemærkede han, at moren ikke længere ledte efter læbepomaden. I stedet stod hun bare og stirrede ud ad køkkenvinduet.
   „Savner du nogensinde din far, Louie?” spurgte hun uden at vende sig.
   Louie var forundret. Moren talte aldrig om Louies far.
   „Det ved jeg ikke rigtig,” svarede han tøvende. „Gør du?”
   „Somme tider. Men det hjælper ikke noget at leve i fortiden, vel?”
   „Nej, mor.”
   Louie vidste, at det var det eneste rigtige svar, når moren fortalte ham, at man ikke kunne leve i fortiden. Hun lød næsten bange, når hun sagde det. Louie forstod ikke, hvordan man kunne være bange for fortiden.
   Moren gik ud i gangen. Louie hørte døren til soveværelset åbne og lukke.
   Han spiste færdig og skyllede tallerkenen af. Så smuttede han ind på sit værelse. Han tog tasken og satte sig på sengen, så han havde udsyn til gangen.
   Efter nogle minutter kom moren ud fra soveværelset. Hun drejede hovedet og fik øje på ham. Hendes udtryk var et øjeblik underligt. Så smilede hun. „Husk at pakke dit svømmetøj. Det er tirsdag.”
   „Det har jeg gjort, mor.”
   Hun kiggede på sit ur. „Åh, klokken er mange. Jeg skal lige tisse, så er vi nødt til at køre.” Hun gik ned til badeværelset og lukkede døren efter sig.
   Louie rejste sig og listede hen til morens soveværelse. Han kiggede rundt og fik øje på den nederste skuffe i kommoden. Den stod på klem. Han gik derhen og åbnede forsigtigt. Der var kun håndklæder. Men da han løftede det øverste håndklæde, kom en billedramme til syne. Den lå med forsiden nedad. Louie tog den og vendte den.
   Det var forældrenes bryllupsbillede.
   Louie måbede.
   Selvom hans jakkesæt var hvidt og ikke blåt, var der ikke noget at tage fejl af: Louie stirrede på manden fra hans drømme.

Louie havde tænkt sig at fortælle manden i blåt, at han havde gættet hvem han var, så snart han så ham igen.
   Det skete et par nætter senere. Han kom til Drømmeland en aften, hvor himlen var samme farve som ørkensand. Han mødte manden i blåt på en brostensbelagt plads med et stort springvand.
   „Godaften, Louie,” sagde han. „Velkommen tilbage til Drømmeland.”
   „Jeg ved, hvem du …” begyndte Louie, før han standsede sig selv.
   Manden kiggede spørgende på ham. „Hvem jeg hvad?”
   Pludselig var Louie bange for at sige det. Han vidste jo ikke, hvordan manden ville reagere.
   „Jeg ved, hvem du minder mig om,” sagde han forsigtigt.
   „Og hvem er det så?”
   „Min far. Faktisk ligner du ham på en prik.”
   „Gør jeg?”
   „Ja. Jeg har set et billede af ham. Forresten, jeg har aldrig spurgt dig, hvad du hedder.”
   „Nej, det har du ikke. Mit navn er Johannes.”
   Louie gispede. „Det hed min far også!”
   Manden løftede øjenbrynene. „Virkelig?”
   Louie bed sig i læben, og tog så chancen. „Måske … er du min far.” Han skyndte sig at tilføje: „Min far døde, da jeg var lille.”
   Da han kiggede op, smilede Johannes.
   „Herinde er alt i virkeligheden to ting, Louie. Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Har du for eksempel nogensinde set et springvand, hvor vandet bliver til glaskugler?”
   Louie vendte sig. Det var rigtigt, hvad manden sagde. Det var vand, der sprøjtede op i luften, men på vej ned blev dråberne forvandlet til små, gennemsigtige glaskugler, som glimtede gyldent i aftenlyset inden de ramte overfladen og sank til bunds.
   „Wauw, hvordan gjorde du det?”
   „Jeg gjorde ingenting. Du ser bare, hvad du ønsker at se.”
   Louie betragtede det magiske springvand. Derefter kiggede han på manden. „Så du ligner altså bare min far? Fordi jeg ønsker, at du skal ligne ham?”
   „Skuffer det dig?”
   Louie trak på skuldrene. „Lidt.”
   De stod lidt i stilhed.
   „Lad os gå en tur,” sagde Johannes så. „Jeg vil gerne høre, hvad du har oplevet siden sidst.”
  „Vil du?” spurgte Louie undrende. „Der er altså ikke sket noget spændende. Jeg har bare været i skole.”
   „Fortæl mig om skolen så. Hvad er dit yndlingsfag?”
   „Naturfag,” svarede Louie omgående, mens de begyndte at gå. „Jeg er også rimelig god til matematik, men det er ikke lige så spændende.”
   „Hvad er så dit hadefag?”
   Louie tænkte sig om. „Dansk. Vi skal altid lave grammatik. Vores lærer hedder Josefine, og hun vælger kun de mest kedelige historier vi skal læse. Og hun stiller altid sådan nogle mærkelige spørgsmål. ’Hvorfor siger hovedpersonen det?’ ’Hvordan tror I, han føler indeni?’” Louie slog ud med armene. „Hvor skulle jeg vide den slags fra? Det er ikke mig, der har skrevet historien.”
   „Måske prøver hun at lære dig at læse mellem linjerne.”
   „Hvad betyder det?”
   „Det betyder at finde ting, som ikke bliver sagt direkte, men som alligevel er der. Den slags er tit det allervigtigste i en historie.”
   Louie tyggede lidt på det. „Det kan jeg godt se,” sagde han så. „Du er meget bedre til at forklare end Josefine.”
   Louie snakkede videre mens de spadserede gennem byens tomme gader. Drømmene om manden i blåt fortsatte. Der kunne godt gå nogle nætter imellem, men Louie vendte altid tilbage til Drømmeland før eller siden. 
   Louie kedede sig aldrig, når han var i selskab med Johannes, selvom Johannes kun sagde meget lidt. For Louie snakkede nemlig selv som et vandfald. Hver gang han gik i stå, stillede Johannes et nyt spørgsmål. Louie havde aldrig prøvet, at en voksen lyttede så meget efter hvad han sagde.
   Jo mere tid Louie tilbragte med Johannes, jo mere mindede han om Louies far. Ikke kun fra bryllupsbilledet, men også små ting, som han gjorde. Hvordan han bevægede læberne, inden han sagde noget. Hvordan han altid blinkede to gange.
   Det virkede skørt, at Louie blev mindet om en person, som han ikke kunne huske. Men det blev han altså.

Da Louie en måned senere igen fortalte moren om manden i blåt, reagerede hun endnu mere mærkeligt end første gang. De delte en pizza i bilen, for det var en af de dage, hvor moren måtte blive længe på redaktionen, og Louie havde ventet i fritidsordningen efter skole.
   „Er du sikker på, at det er den samme drøm, du har?”
   „Det er ikke den samme drøm. Eller jo, på en måde.
   Men der sker altid nye ting.”
   „Men det er den samme mand?”
   „Ja.”
   „Hvor mange gange har du drømt om ham, tror du?”
   „Hmmmm. Det ved jeg ikke.”
   „Fem gange?”
   „Nej, flere.”
   „Ti?”
   „Flere.”
  Hun fjernede øjnene fra vejen for at se på ham. „Tyve gange?”
   Louie trak på skulderen og bed af sin slice. „Så’n cirka.”
   Et øjeblik sagde de ikke noget.
   „Ved du, hvad han hedder?” spurgte moren så.
   „Johannes. Ligesom far.”
   „Så det er altså din far, du drømmer om.”
   „Nej, nej. Han hedder bare det samme. Og han minder om ham. Men han siger, at han ikke er ham.”
   Der var stille i bilen i flere minutter.
   De standsede for rødt. Et ældre ægtepar krydsede vejen. Så skiftede lyset, og moren satte bilen i gear. Netop som de skulle til at køre, gik en pige ud i fodgængerfeltet. Hun havde headset på og kiggede på sin mobil.
  „Åh, for pokker da!” udbrød moren og bremsede hårdt. „Se dig dog for, pigebarn!”
   Det var først, da moren gav et dyt, at pigen forskrækket kiggede op og opdagede, at der var rødt. Hun skyndte sig ind på fortovet igen.
   „Nogle mennesker er til fare for sig selv,” mumlede Louie.
   Moren drejede hovedet og stirrede på ham. „Hvad sagde du?”
   „Jeg mente hende, mor. Ikke dig.”
   „Hvor har du hørt det udtryk?”
   „Johannes sagde det,” forklarede han. „Jeg fortalte ham om dengang Ronnie fra klassen kravlede op på taget af cykelskuret fordi han skulle vise sig for pigerne og faldt ned og brækkede håndleddet.”
   Moren satte bilen i gear. Hun virkede, som om hun gerne ville studere Louies ansigt og vejen på samme tid. 
   „Jeg har et spørgsmål til manden i dine drømme,” sagde hun så. „Hvis du nu drømmer om ham igen, vil du så spørge ham for mig?”
   „Selvfølgelig. Hvad er det?”
   „Prøv at spørge ham, hvem Capella er.”
   „Okay, mor. Hvem er det?”
   „Det er ikke et navn, du kender.”
   Louie forstod ikke, hvorfor moren pludselig var interesseret i hans drømme. Men han ville stille spørgsmålet, som han havde lovet.

Allerede samme nat fik han chancen.
   „Capella er din mor,” sagde Johannes med et glimt i øjet.

Moren tabte elkogeren, så kogende vand løb ud over hele køkkenbordet. Hun snurrede rundt og stirrede på ham. „Hvad sagde han?”
   „Han sagde, at Capella er dig,” gentog Louie forsigtigt.
   „Hvad mere?”
   „Ikke mere.”
   „Han sagde ikke, hvad navnet betød?”
   „Nej. Mor, vandet løber ned på gulvet …”
   Moren tog en klud og tørrede op.
   Louie pillede ved kanten af sin t-shirt. „Er der noget galt, mor?”
   „Nej, nej, der er ikke noget galt.”
   „Jeg troede, du spildte vandet på grund af det, jeg sagde.”
   Hun gik hen og knælede foran ham. „Du har ikke gjort noget galt, okay? Jeg er ikke sur på dig. Men jeg har et spørgsmål, som du skal svare på. Vidste du på forhånd, at Capella var din fars kælenavn til mig?”
   Louie rystede på hovedet. „Jeg har aldrig hørt det før, mor.”
   „Er du sikker?”
   Louie gjorde et nyt forsøg på at huske. „Ja, jeg er helt sikker.”
   „Okay, skat.” Hun smilede hurtigt og rejste sig igen. Hun havde åbenbart ikke lyst til sin kop te alligevel, for hun gik i stedet ind på soveværelset og låste døren.

Da Louie lå i sin seng den aften, vidste han på en eller anden måde, at han ville komme til Drømmeland igen.
   Ude fra badeværelset kunne han høre moren tale i telefon. Hun gik altid ud på badeværelset for at tale, når det var noget, han ikke måtte høre, eller når hun skulle ryge. Hun sagde, at hun ikke røg, men Louie fandt af og til cigaretter i toilettet.
   Han fangede kun nogle af ordene, men han kunne høre, at moren var vred. Det måtte være moster Betina, hun snakkede med.
   „… jeg siger jo, der var ingen andre … nej, heller ikke mor … er du sikker? … hvor skulle han så have hørt det? … hvis du lyver for mig, Betina …”
   Louie lod blikket glide over den tomme reol. I loftet hang en nøgen pære. Bøgerne og lampeskærmen var stadig i flyttekasserne, der stod stablet henne i hjørnet. Louie havde ikke fået dem pakket ud endnu. Han var stadig ikke sikker på, om det kunne betale sig. De havde kun boet her i to måneder.
   Han vendte sig om på siden og studerede mønsteret i tapeten. Han havde kigget på mange forskellige tapeter. I dette kunne han se en sky og en tiger og en motorcykel, der manglede det bagerste hjul.

Et øjeblik senere befandt han sig i parken i Drømmeland. Det var en herlig eftermiddag, solen skinnede og himlen var rugbrødsfarvet. Louie fik øje på manden i blåt på bænken under det store kastanjetræ.
   Han gik hen og satte sig ved siden af ham.
   „Goddag, Louie,” sagde Johannes. „Så mødes vi igen.”
   „Goddag, far,” sagde Louie.
   Johannes lagde nakken tilbage og lo. „Hvorfor kalder du mig far?”
   „Fordi du være min far. Du vidste, at Capella var min mors kælenavn.”
   „Jeg er jo en del af din drøm, husker du nok,” sagde Johannes og slog ud med armene. „Det hele foregår i din hjerne.”
   „Det troede jeg også først,” indrømmede Louie. „Men jeg kendte ikke navnet. Derfor kan du ikke have fået det fra min hjerne.”
   Manden smilede. „Du er en klog dreng, Louie. Jeg ville have ventet lidt endnu med at fortælle dig det. Jeg ville være sikker på, at du var sikker. Som jeg sagde, kan det være svært at skelne mellem hvad man ser, og hvad man ønsker at se.”
   „Så … det er altså rigtigt? Du er virkelig min …?”
   Johannes nikkede.
   Louie vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han havde tit spekuleret over, hvordan det ville være at møde sin far. Og nu sad han ved siden af ham. På en måde. 
   „Du har fortalt mig så meget om dig selv,” sagde faren og rejste sig. „Måske har du noget, du gerne vil vide om mig?”
   Louie fulgte med, da han spadserede ned til en sø, hvor et svanepar flød rundt mellem åkanderne.
   „Hvordan døde du?” spurgte Louie.
   „Har din mor ikke fortalt dig det?”
   „Jeg tror nok, det var sygdom. Hun sagde engang noget med, at den sidste tid var meget svær.”
   Faren nikkede. „Jeg døde af kræft. Jeg fik diagnosen, da du var ti måneder gammel, og jeg døde kort efter din første fødselsdag. Jeg er glad for, at jeg nåede at få den med.” Han så ud, som om han kom i tanker om noget. „Vil du høre et af de sidste minder, jeg har? Din mor bagte en kage, som hun tog med til hospitalet. Da jeg pustede lyset ud, grinede du helt vildt, så hun tændte det igen, og jeg pustede det ud igen. Jeg tror, vi gjorde det ti gange. Du grinede, til du blev helt rød i hovedet.” Faren kom til at le ved mindet. Så meget, at han fik tårer i øjnene.
   Louie slog genert blikket ned. Det var et rart minde. Hvorfor havde moren aldrig fortalt ham det?
   „Gjorde det ondt at dø?” spurgte han så.
   „Jeg mærkede ikke så meget. Jeg var afkræftet og sov det meste af tiden. Nogle gange flere dage i træk.” Faren så ud, som om han var gledet tilbage i minder. Han talte næsten til sig selv. „Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at have drømmene.”
   „Hvaffor nogen drømme?”
   De kom til en bro, som førte over til en ø, hvor en flok ænder lå mellem sivene og solede sig. Faren trådte ud på broen og lænede sig ud over rækværket. Louie fulgte efter og så ned i vandet. Det var så klart, at han kunne se bunden og guldfiskene, som svømmede rundt mellem hinanden.
   „Drømme om din farmor. Min mor. Hun begyndte at dukke op i mine drømme, og hun havde altid en flot, blå kjole på.” Faren skævede til ham. „Ved du, hvordan din farmor døde?”
   Louie rystede på hovedet.
   „En trafikulykke. Jeg var kun fjorten år gammel. Jeg har altid savnet hende meget, så da hun pludselig kom til mig i drømme, blev jeg selvfølgelig glad. Jeg tilbragte meget tid sammen med hende. Det var befriende, for her i Drømmeland var jeg ikke syg eller bange. 
   Mod slutningen begyndte jeg at forberede mig på at dø. Det var utrolig hårdt at skulle sige farvel til din mor og dig. Jeg følte jo slet ikke, at mit liv var færdigt. Det var alt sammen meget uretfærdigt. Men så fortalte din farmor mig en dag noget, som jeg næsten ikke kunne tro.”
   Faren tog et stykke brød op fra lommen og brækkede det i to dele, gav den ene til Louie. De begyndte at plukke små stykker af og smide det i vandet. Fiskene kom op til overfladen og nippede. Ænderne kom omgående på benene og vraltede ned til vandet.
   „Hun sagde, at jeg kunne leve videre, hvis jeg kom herind til hende. Du må forstå, at på det tidspunkt sov jeg næsten hele tiden, og jeg tilbragte mere tid herinde end i den vågne verden. Jeg følte mig på en måde mere hjemme her. Derfor tog jeg beslutningen.” Faren havde ikke mere brød. Han børstede hænderne. „Jeg skammede mig over at forlade din mor og dig før tid, men jeg var bange for at dø.”
   Louie opdagede, at han heller ikke havde mere brød. Ænderne smaskede de sidste stumper i sig og kiggede grådigt op på ham. Han vendte sig mod faren. „Så du døde faktisk slet ikke? Du kom bare herind i stedet?”
   Faren lænede ryggen mod rækværket. „Jeg døde godt nok, men kun i den vågne verden. Her i Drømmeland har jeg levet videre de sidste elleve år.”
   „Hvad med farmor? Er hun her også?”
   Faren rystede bedrøvet på hovedet. „Hun forsvandt desværre kort tid inden jeg begyndte at mødes med dig. Jeg tror ikke, hun kommer tilbage.”
   „Hvorfor mødte vi to hinanden? Altså, hvordan skete det?”
   „Pludselig en dag så jeg dig bare. Jeg forstod med det samme, hvem du var. Men jeg besluttede, at det var bedre at vente med at fortælle dig alt det her, til vi kendte hinanden lidt bedre.”
   „Men jeg er jo ikke syg?”
   „Man behøver åbenbart ikke være syg for at besøge Drømmeland.” Faren slog ud med hænderne. „Jeg kender ikke reglerne, og jeg ved ikke, hvem der laver dem.”
   Massevis af spørgsmål tumlede rundt i Louies hoved. Moren havde tit fortalt ham, at dumme børn spurgte, mens kloge børn tænkte sig om, og han havde allerede spurgt meget. I stedet stod de i tavshed på broen og så på ænderne og guldfiskene.
   Lyset var begyndt at svinde, da Louie kiggede op og opdagede den første, klare stjerne, der brændte i horisonten.
   „Det er slet ikke nogen stjerne,” sagde faren, som om han læste Louies tanker. „Det er en planet.”
   „En planet?”
   „Venus. Hun er smuk i aften. Vil du se?”
   Mellem dem på broen stod pludselig en stor kikkert på et højt stativ. Louie satte øjet til og gispede ved synet af planeten. Den var seglformet og mælkefarvet.
   „Har din mor nogensinde fortalt dig, at jeg havde mit eget observatorium?”
   „Nej.”
   „Jeg havde indrettet det i et lille loftskammer, hvor der var et vindue i taget. Jeg havde stjernekikkert, computer og det hele. Din mor syntes, at udstyret var for dyrt. Men stjernehimlen var min helt store passion, så jeg ville have et observatorium.” Faren smilede og kiggede op. „Jeg sad derinde næsten hver eneste nat, også selvom jeg skulle tidligt op næste dag.”
   Louie prøvede at forestille sig, hvordan farens observatorium havde set ud. Han prøvede at se moren og faren sammen, høre dem tale til hinanden, grine. Men det var svært.
   „Mor har aldrig fortalt mig særlig meget om dig,” sagde han så. „Jeg tror ikke, hun har lyst til at tale om dig.”
   „Hver gang hun kommer i tanke om mig, gør det ondt på hende,” forklarede faren. „Vi elskede hinanden meget højt.”
   Louie tænkte over det, og pludselig var det, som om han forstod, hvorfor moren flyttede så tit. Han havde altid haft på fornemmelsen, at hun ledte efter noget, men måske var det i virkeligheden omvendt. Måske prøvede hun at komme væk fra noget.
   „Men hun behøver ikke være ked af det længere,” sagde han. „Nu kan jeg jo fortælle hende, at du stadig er i live. På en måde.”
   „Jeg tror, det er bedre, du ikke fortæller hende mere om mig, Louie.”
   „Hvorfor det?”
   „Hun har ikke selv besøgt Drømmeland, så hun vil ikke kunne forstå. Det vil bare gøre hende mere ked af det, hvis du fortæller hende, at du tilbringer tid sammen med mig.”
   „Kan vi ikke få hende herind?” foreslog Louie. „Så hun selv kan møde dig?”
   „Som jeg sagde, Louie: Jeg ved ikke, hvordan stedet her fungerer, eller hvordan man kommer herind.”
   Louie bukkede nakken.
   „Måske sker det en dag, at din mor dukker op,” sagde faren og lagde en arm omkring hans skuldre. „Indtil da kan det bare være vores lille hemmelighed. Hvad synes du om det?”
   Louie kiggede op og smilede. „Okay, far.”

Lån bogen