Drømmenes losseplads

Info om bogen

 

Forfatter:
Joan Juanita Andersen
Forlag:
Egolibris
Udgivelsesår:
2016
Joan Juanita Andersen beretter om sine oplevelser som ulandsfrivillig i Guatemala, hvor hun arbejdede med projektet Camino Seguro-

Kort resume

Drømmenes losseplads er en rørende, rå og medrivende personlig skildring af et samfund,der kæmper for at finde sin sammenhængskraft på trods af en 37 år lang, udmattende og blodig borgerkrig, der skabte splittelse, vold og diskrimination.Bogen henvender sig til alle med interesse for Guatemala og Latinamerika og for socialt og frivilligt arbejde i udviklingslande.

Fakta om forfatteren

Joan Juanita Andersen er uddannet socialrådgiver og arbejder nu som boligsocial aktivitetrådgiver i København. Som ganske ung arbejdede hun 4 år i Guatemala med at hjælpe og undervise børn fra Guatemal Citys losseplads. Det er disse fire år hun beskriver i sin bog.

 

Lån bogen

   2000
Projektet

– Nå.
   Hanley klappede hænderne sammen. Hendes tonefald var lidt for muntert.
   – Skal vi åbne dørene op?
   Jeg var overhovedet ikke parat til at åbne dørene. Udenfor drønede stinkende skraldevogne forbi, og en hob af højtråbende, beskidte mennesker hamrede og bankede på døren for at komme ind til os. Hanley havde taget mig med hen til den lille, støvede kirke, der lå kun ti meter fra indgangen til den store losseplads i Guatemala City. Det var her, hun havde startet sit projekt for ganske få uger siden. Målet var at få børnene, der boede her, til at gå i skole.
   Jeg havde følt mig lettet, da vi lukkede den store port bag os. Men før jeg kunne nå at svare, smuttede Hanley hen og åbnede døren. Der blev en masen og en skubben. Jeg så en kvinde, der rev en af de andre i håret. Hun fik et knytnæveslag tilbage i ansigtet.
   – Fem ad gangen, fem ad gangen!
   Hanleys spinkle stemme forsøgte at trænge igennem højlydte råb og skældsord. På trods af sine kun 29 år besad hun en imponerende vilje og blid autoritet.
   En korpulent kvinde skubbede alle andre til side og kom ind først. Hun trak en ranglet kvinde efter sig. Hanley, præsten og jeg lukkede med stort besvær den bulede dør ud til gaden.
   – Jeg har fire børn, jeg gerne vil skrive op: Juan Luís, Angel David, Claudia og Emily. De skal allesammen være med i jeres projekt.
   – Hvornår starter det, og hvad får man? spurgte den korpulente kvinde.
   Hun viste sig at hedde Mamá Roque. Hun var stor og frygtindgydende. Hun måtte være i slutningen af tyverne, men så ti år ældre ud, end hun var. Foran sig skubbede
hun fire børn i forskellige størrelser. De så lidt betuttet op på mig. Jeg lagde mærke til, at kun de ældste havde sko på, og at de alle havde store sår på ben og arme. Deres hår var fedtet, og deres hud var beskidt og skadet af solen.
    – I skal komme og besøge os i morgen. Mine børn skal være med. De arbejder allesammen med mig nede i Kontoret. Men jeg vil have, at de går i skole!
   – Kontoret? spurgte jeg.
   – Ja, Kontoret. Altså hullet dernede, lossepladsen, sagde Mamá Roque og så ud, som om jeg var dum.
   – Hvad så, skriver De mine børn op, eller hvad? insisterede hun.
   Hendes bluse var hullet og beskidt, hendes hår var filtret, og hun bar en misfarvede kasket med et dårligt forfalsket NIKE-logo. Over hendes skulder hang en enorm skraldesæk med gamle plastikposer i. Hendes kommanderende tonefald og påtrængende væsen lod mig forstå, at sådan blev det. Jeg turde ikke sige hende imod, så jeg skrev børnenes navne ned.
   Så skubbede Mamá Roque en ranglet, tandløs kvinde ind foran sig.
   – Det her er Mamá Foronda. Hendes børn skal også være med. Skriv så! kommanderede Mamá Roque.
   Mamá Foronda stod svajende foran mig og smilede med et sløret blik. Hendes fortænder manglede, og det var tydeligt, at hun havde forsøgt at gøre sig præsentabel ved at tage en blændende rød læbestift på og en glitrende kjole med striber af guld. To små piger stod og holdt hende i hver deres hånd, mens de så op på mig med store øjne.
   – Hola! sagde den berusede Mamá Foronda.
   Mamá Roque tog igen over.
   – Hendes piger hedder Gloria og Paola. De er gode piger, og de har fortjent at være med.
   Mamá Foronda smilede til mig og slog smut med øjnene.
   Da jeg havde skrevet deres navne og adresser ned, brød Mamá Roque pludselig grædende sammen.
   – Tusind, tusind tak, seño*, fordi De giver os denne chance og mulighed. Hvad skulle mine stakkels børn gøre uden Dem?! Det er farligt og ulækkert at arbejde på Kontoret. Men så kom De. To engle! Må Gud velsigne Dem!
   Jeg modtog en varm og hjertelig omfavnelse, der næsten væltede mig omkuld, mens tårerne væltede ned ad Mamá Roques kinder. Hanley smilede til mig og kom mig til undsætning.
   – Vi besøger jer i morgen, sagde hun med et roligt smil til Mamá Roque og forsøgte at genne hende ud.
   Tårerne forsvandt så hurtigt, som de var kommet.
   – Godt, seño, så ses vi i morgen!
   Mamá Roque hankede op i Mamá Foronda, der med et saligt smil havde stået og nydt forestillingen. Børnene kastede et sidste stjålent blik i vores retning, og jeg fangede et lille smil og vink fra hende, der hed Gloria.

De næste fem mødre med børn masede sig ind til os under stor tumult. Beskidte, lugtende af sved og affald og med dybe furer og solpletter i deres ansigter. Børnene stod med strittende hår og fulgte med store øjne hver en bevægelse, Hanley og jeg gjorde. Vi skrev deres navne og aldre ned på vores blokke af papir og lovede dem snart at komme på besøg.
   Herefter fem mere, og efter dem fem igen. Det nærmede sig middagstid, og varmen var ulidelig. Kakerlakker kildede vores tæer, fede spyfluer summede dovent omkring os, udenfor brølede skraldebilerne forbi. Den klamme stank fra lossepladsen forvandlede sig i mine næsebor til sort, støvet snot, og jeg kunne skrabe sort, klistret stads af mine arme med neglene. Det var som tjære.

Mamá Vásquez stod med store, gule gummistøvler og smilede til mig med et underligt blik.
   – Seño, sagde hun. – Seño.
   Hun viftede mig hen til sig.
   – Seño, hvad handler det her om?
   Med mit endnu utrænede spanske forsøgte jeg at forklare hende, at det var et nyt projekt, der ville sende børn i skole.
   – Seño, jeg vil gerne være med. Men skal man kunne læse og skrive?
   – Nej, det skal man ikke, det lærer man jo.
   – Seño, mine børn vil gerne være med.
   – Fint, så lad os skrive dem op her.
   – Seño, men skal man kunne læse og skrive?
   Mamá Vásquez så sig konstant omkring, nærmest som om hun var bange for noget. Hendes tale var forvirret og afdæmpet, og jeg måtte gentage alt, hvad jeg sagde flere gange. Bag hende stod to børn, Angelina Sofía og Luís Alfredo. Mamá Vásquez skubbede dem hen foran mig og gav dem begge et slag henover baghovedet. 
   – Sig nu goddag til señoen! sagde Mamá Vásquez og smilede nervøst til mig.
   De to børn så ned i jorden og sagde goddag.
   – Ja, hvis de ikke opfører sig ordentligt, skal du bare slå dem! sagde Mamá Vásquez. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde hørt rigtigt og så spørgende ud. Mamá Vásquez hævede sin bambusstok og skulle til at demonstrere, hvad hun mente. Jeg viftede afværgende med hænderne.
   – Nej nej! fik jeg fremstammet.
   – Det er der ingen grund til! Her slår vi altså ikke børnene!
Mamá Vásquez grinede højt, men blev straks alvorlig igen og tog pludselig mine hænder.
   – Seño, De er en god person. Vi har virkelig brug for mad, og mine børn har ikke noget tøj eller sko. Seño, vis barmhjertighed.
   – Vi kommer og besøger jer i næste uge, lovede jeg.
   Jeg følte mig ubehagelig til mode og ville vriste mig fri af Mamá Vásquez’ greb.
   Men hun holdt fast.
   – Gud vil velsigne Dem! Tak, seño, tak!
   Da vi var alene igen, så Hanley på mig og smilede stort.
   – Nu er det vist tid til frokost.

Præsten, der havde givet Hanley lov til at låne kirken, kørte ud efter pizza. Imens viste Hanley mig rundt i den lille kirke og fortalte om sit projekt.
   Jeg havde mødt Hanley første gang året forinden, da vi begge var frivillige på en organisation tæt på Antigua.
   – Hvordan har du dog fundet det her sted? spurgte jeg.
   – En ven tog mig med hertil. Og, Juanita, jeg blev simpelthen nødt til at gøre noget! Vi gik rundt en hel dag og talte med de mange børn og familier, der bor her. De fleste af dem har aldrig været i skole! De har arbejdet hele deres liv med at samle skrald i lossepladsen, som de kan sælge eller bruge. Andre fortalte mig, at de arbejder i lyskrydsene med at sælge slik, kuglepenne eller tyggegummi, og børn helt ned til otte år kører med som hjælpere på skraldebilerne!
   Hanley så bestyrtet ud og fortsatte:
   – Jeg tænkte, at jeg ville starte et lille projekt, hvor jeg sender børnene i skole, og så kan de komme til os bagefter og få lidt lektiehjælp og et lille måltid. Bare sådan tre eftermiddage om ugen.
   – Som du måske kan huske, er der i skolen ofte 50-70 børn i hver klasse. Når læreren giver børnene lektier for, foregår det ved, at hun skriver en linje med et bogstav, tal, ord eller sætning, som børnene så skal kopiere på de næste 4-5 sider. Derfor kan mange børn hverken læse eller skrive, når de forlader skolen, og de havner derfor ofte på gaden.
   Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske de uendelige kladdehæfter med bogstaver og tal og de trætte børn, der kopierede i ét væk.
   – Nogle af dem kommer med i gadebanderne, der huserer rundt omkring. Jeg ville gerne give dem et alternativ; et sted, hvor de kan komme og være børn, Juanita. Og hvor de kan få hjælp til lektier, lidt omsorg og tid til at lege. Jo længere tid, de er væk fra gaden, des bedre.
   Jeg kunne mærke hendes viljestyrke nærmest som en fysisk tilstedeværelse mellem os. Hun smilede uskyldigt, trak på skuldrene og slog ud med hænderne.
   – Ja, og så tog jeg hjem og solgte min bil og alle mine ting og kom tilbage for at starte mit projekt.
   Det lød så enkelt, når Hanley fortalte. Som om hun bare var kommet spadserende ind til præsten, havde lånt en kirke og ikke havde andet valg end at forfølge sin drøm.
   I La Iglesia, som kirken også kaldtes, lå støvet tykt på gulve, hylder og vindueskarme. Bygningen bestod af tre rum og et mørkt, uhumsk toilet. Det ene rum var selve kirkerummet. Her stod tunge træbænke på rad og række. Jesus hang trøstesløs, afskallet og støvet på sit kors.
   Et par plastikblomster var sat op ved alterstolen, der var af træ, og som kunne flyttes efter behov. Gulvet var af betonklinker, og taget var af blik og plastik. Fra solen var stået op om morgenen, havde den bagt ned på La Iglesia, og nu føltes den som en sauna.
   – Vi har vist desværre ingen mulighed for at åbne dørene og få lidt luft ind, sagde Hanley undskyldende.
   Hun hentydede til flokken af mennesker udenfor. De var begyndt at hamre på jerndørene, og vi kunne høre og se, at nogle af dem løb rundt og trampede på det flade tag af blik og plastik.
   – Mon de kan komme ind? spurgte jeg nervøst.
   – Jeg håber, taget holder, sagde Hanley og skævede op.
   I det tilstødende rum, hvor vi for kort tid siden havde mødt familierne, var der lidt køligere på grund af nogle store vinduer, der kunne åbnes halvt. En del af lokalet var lavet om til et lille rum, der var aflåst, og hvor der stod skabe med skolegrej, papir, plastiktallerkener og kopper. Nogle borde og plastikskamler stod stablet op langs væggene. Ud ad øjenkrogen fik jeg pludselig øje på noget mørkt, der pilede afsted langs væggen.
   – Se! En rotte! råbte jeg.
   Hanley skreg og sprang til siden. Præsten, der netop var kommet ind ad døren    med pizza, grinede hånligt.
   – Han tror vist ikke, vi holder mere end en dag her, hviskede Hanley til mig. – Men vi skal vise ham!
   Jeg nikkede bare. Jeg var heller ikke så sikker på Hanleys projekt. Hun virkede så målrettet og rolig, mens jeg følte, at nogen havde skubbet mig ud over en afgrund. På én og samme tid havde jeg lyst til at flygte og blive. Temperaturen nærmede sig 30 grader, og stanken af den rådnende losseplads gjorde mig ør i hovedet. Vi kunne høre de mange skraldebiler, der læssede affald af, de råbende mennesker og gøende hunde.
   – Er du ok? spurgte Hanley muntert.
   – Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet mig. Det første møde med fattigdommens rå og stinkende ansigt har slettet alle tanker, jeg før havde gjort mig om den. Blikskurene ved Antigua er jo ingenting i forhold til det her, sagde jeg til Hanley.
   Hun nikkede forstående.
   – Ja, det er noget af det, lossepladsen gør ved folk. Dens eksistens sætter ligesom det hele i perspektiv. Jeg håber, du har lyst til at blive og hjælpe mig, Juanita. Jeg har allerede én anden frivillig og 5.000 dollars. I dag skriver vi navnene ned på de børn og familier, der har lyst til at være med, og så går vi ud og besøger dem i næste uge. Men først skal du se lossepladsen. Kom med!
   Hanley nikkede til præsten, der allerede stod parat ved døren. Før jeg kunne nå at sige noget, stod jeg på gaden igen.

Lån bogen