Dublin

Info om bogen

 

Forfatter:
Edward Rutherfurd
Forlag:
Turbulenz
Udgivelsesår:
2015
Oversat af:
Birgitte Brix
Historisk roman, der over tidsspændet år 430 til år 1538 fortæller om området og byen Dublin.

Kort resume

Fra den internationale bestsellerforfatter til London og Sarum kommer nu en storslået episk roman om kærlighed, krig og politiske intriger i Irland gennem flere århundreder.

I Dublin tager Rutherfurd læseren med på en fascinerende rejse gennem flere århundreder af Irlands historie og grundlæggelsen af den irske hovedstad, fortalt gennem de personer, der var tæt på de vigtige historiske begivenheder, mens de fandt sted.

Fra livet i det før-kristne Irland og de danske og norske vikingers bosættelser til vanhelligelsen af de irsk-katolske kirker og helligdomme under Henrik den 8.

Fakta om forfatteren

Edward Rutherfurd (født i 1948) er den historielærer, du ville ønske, du havde haft. Han har vundet international anerkendelse for sine spændende historiske romaner Sarum, London og New York, hvor han fortæller levende og engageret om vigtige historiske begivenheder.

Lån bogen

I

Lughnasa. Højsommer. Høsten stod for døren.
   Deirdre stod ved rækværket og betragtede sceneriet. Det skulle have været en dejlig dag, men rummede for hende kun angst. Hendes far, som hun elskede, og den enøjede mand ville sælge hende. Og der var intet, hun kunne gøre.
   Det varede lidt, før hun fik øje på Conall.

*

Det var skik og brug ved væddeløbene, at mændene red nøgne. Det var en ældgammel tradition. For flere hundrede år siden havde romerne udtalt sig om, hvordan de keltiske krigere afskyede beskyttende brystplader og foretrak at kæmpe nøgne. En tatoveret kriger med svulmende muskler, håret strittende i store pigge og ansigtet fortrukket i krigerisk raseri var et skræmmende syn selv for romerske legionærer. Somme tider valgte disse hidsige keltiske krigere i deres stridsvogne at iføre sig en kort kappe, der flagrede efter dem, og i visse dele af Romerriget brugte de keltiske ryttere knæbukser. Men her på den vestlige ø var den traditionelle nøgenhed ført videre i de ceremonielle væddeløb, og unge Conall havde ikke andet på end et lille beskyttende lændeklæde.
   Den store Lughnasa-fest blev holdt i Carmun hvert tredje år. Carmun var et skræmmende sted. I et landskab med vilde skove og moser var der et åbent område, som strakte sig grønt og øde halvvejs ud til horisonten. Carmun lå et stykke vest for det punkt, hvor floden Liffey, hvis man fulgte den op mod strømmen, drejede mod øst mod sit udspring i Wicklow Mountains. Det var absolut fladt bortset fra nogle høje, hvor slægtens høvdinge lå begravet. Festen varede en uge. Nogle områder var forbeholdt markeder for mad og husdyr, og andre steder solgte man fint tøj. Men det sted, hvor der var anlagt en stor væddeløbsbane på det bare græs, var det vigtigste.
   Væddeløbsbanen var et storslået syn. Folk havde slået lejr hele vejen rundt om den i telte eller improviserede hytter, hele klaner sammen. Både mænd og kvinder var iført deres farverige røde, blå eller grønne kapper. Om halsen havde alle mændene en ‘torc’, en pragtfuld snoet ring – ligesom en tyk amulet. Kvinderne havde alle mulige slags smykker og armbånd på. Nogle af mændene var tatoverede, nogle havde langt flagrende hår og overskæg, andre havde håret dækket med ler og sat op i skræmmende, krigeriske pigge. Hist og her holdt der en pragtfuld stridsvogn. Hestene stod i folde. Der var lejrbål, hvor skjaldene ville fortælle historier. En gruppe tryllekunstnere og akrobater var netop ankommet. I hele lejren kunne man høre lyden af en harpe, en benfløjte eller en sækkepibe i sommerluften, og lugten af stegt kød og honningkager blandede sig med den lette røg, der drev hen over skuepladsen. Og på en festligt udsmykket høj ved væddeløbsbanen sad kongen af Leinster og præsiderede over det hele.
   Øen var delt i fire dele. Mod nord lå de territorier, der tilhørte Ulaids gamle stammer, krigernes provins. Mod vest lå en dejlig provins med fortryllende søer og vilde kyststrækninger – druidernes land, kaldte de det. Mod syd lå provinsen Muma, berømt for sin musik. Det var der, at Mils sønner ifølge sagnet først mødte gudinden Eriu. Og mod øst lå de frodige græsgange og marker, som tilhørte Lagins stammer. Provinserne havde eksisteret og været anerkendt siden tidernes  morgen, og som Ulster, Connacht, Munster og Leinster ville de forblive den geografiske opdeling af øen i al evighed derefter.
   Men livet stod aldrig stille på øen. I de seneste generationer var der sket vigtige forandringer blandt de gamle stammer. På den nordlige halvdel af øen – Leth Cuinn, halvdelen af hovedet, som de holdt af at kalde den – var der opstået magtfulde klaner, som gjorde deres dominans gældende over den sydlige halvdel, Leth Moga. Og en ny central provins ved navn Mide eller Meath havde også set dagens lys, så folk nu talte om øens fem dele i stedet for fire.
   Over alle de store klanhøvdinge i hver af de fem provinser herskede almindeligvis den mest magtfulde som konge. Somme tider udråbte den største af dem sig selv til ‘High King’, overkonge, og krævede, at de andre anerkendte ham og hyldede ham.

*

Finbarr kiggede på sin ven og rystede på hovedet. Det var midt om eftermiddagen, og Conall skulle snart på banen.
   »Du kunne i det mindste smile,« bemærkede Finbarr. »Du er så trist, Conall.«
   »Undskyld,« svarede Conall. »Det var ikke med vilje.«
   Det var problemet med at være så fin af fødsel, tænkte Finbarr. Guderne lagde for meget mærke til en. Sådan var det altid i den keltiske verden. Ravne fløj over huset for at forkynde en klanhøvdings død, svanerne forlod søen. En konges fejlvurdering kunne påvirke vejret. Og hvis man var fyrste, fremsatte druiderne spådomme om en fra før den dag, man blev født, og derefter var der ingen vej tilbage. 
   Conall: slank, mørk, med ørnenæse, køn – en perfekt prins. Og prins, det var han. Conall, søn af Morna. Hans far havde været en kriger uden sidestykke. Var han ikke blevet begravet stående i en heltegrav med ansigtet vendt mod stammens fjender? Det var den største ære, man kunne vise en død mand i den keltiske verden.
   I Conalls fars familie betød det uheld at gå i rødt. Men det var kun begyndelsen på Conalls problemer. Han var blevet født  tre måneder efter sin fars død. Alene det gjorde ham til noget særligt. Hans mor var søster til overkongen, som blev hans fosterfar. Det betød, at hele øen holdt et vågent øje med ham. Og så havde druiderne gjort deres indflydelse gældende. Den første havde vist den spæde et udvalg af kviste fra forskellige træer, og barnet havde rakt sin lille hånd hen mod hasselkvisten. »Han bliver digter, en lærd mand,« erklærede druiden. Den anden kom med en mere dyster forudsigelse: »Han bliver årsag til en fin krigers død.« Men så længe det skete på slagmarken, tog familien det som et godt varsel. Det var imidlertid den tredje druide, der forkyndte de tre geissi, som skulle forfølge Conall resten af hans liv. 
   Tre geissi – de tre forbud. Når en prins eller en stor kriger levede under geissi, måtte han hellere tage sig i agt. Et forbud var frygteligt, fordi det altid gik i opfyldelse. Men da de ligesom så mange af præsternes forkyndelser lød som gåder, kunne man aldrig være sikker på, hvad de betød. De mindede om fælder. Finbarr var glad for, at ingen havde gjort sig den ulejlighed at lægge en geissi på ham. De geissi, som Conall var udsat for, og som alle ved overkongens hof kendte, lød: 

Conall skal ikke dø før:
          For det første: Han har begravet sine egne klæder i jorden.
          For det andet: Han har krydset havet ved solopgang.
          For det tredje: Han er kommet til Tara gennem en sort tåge.

Det første var noget sludder. Det andet, måtte han passe på, ikke skete. Det tredje forekom umuligt. Der var ofte tåge ved overkongens royale sæde i Tara, men tågen havde aldrig været sort.
   Conall var en forsigtig mand. Han respekterede familietraditionen. Finbarr havde aldrig set ham gå i rødt. Conall undgik tilmed at røre ved noget som helst, der havde den farve. »Jeg tror,« havde Finbarr engang sagt til ham, »at hvis du kan holde dig fra havet, kan du leve evigt.«
   De havde været venner, siden de var børn, og et jagtselskab, deriblandt lille Conall, havde gjort holdt ved Finbarrs families beskedne gård for at hvile sig. De to drenge havde mødtes og leget sammen. Inden længe indledte de en brydekamp og legede derpå legen med en pind og en bold, som øboerne kalder ‘hurling’ eller irsk hockey, mens mændene kiggede på. Lidt senere havde Conall spurgt, om han måtte opsøge sit nye bekendtskab igen, og før der var gået en måned, var de blevet nære venner. Og da Conall kort efter spurgte, om Finbarr måtte flytte ind i det kongelige hjem og blive uddannet til kriger, havde han fået lov. Finbarrs familie havde været begejstret over denne chance. De to drenges venskab havde aldrig vaklet. Mens Conall elskede Finbarrs godmodighed og munterhed, beundrede Finbarr den unge aristokrats rolige eftertænksomhed. 
   Ikke fordi Conall altid var reserveret. Skønt han ikke var den mest muskuløse af de unge sportsmænd, var han sandsynligvis den fineste atlet. Han kunne løbe som en hjort. Kun Finbarr kunne holde trit med ham, når de kørte om kap i deres lette tohjulede stridsvogne. Når Conall kastede et spyd, fløj det som en fugl og med dødbringende præcision. Han kunne hvirvle sit skjold så hurtigt rundt, at man knap kunne se det. Og når han angreb med sit blanke yndlingssværd, sagde man, at andre måske nok slog hårdere, men vogt jer – Conalls klinge er altid hurtigere. De to drenge var også musikalske. Finbarr holdt af at synge, Conall af at spille harpe, og han gjorde det godt. Som børn underholdt de somme tider selskabet ved Overkongens fester. Det var glade stunder, når Overkongen var i godt humør og betalte dem, som om de var engagerede musikere. Alle krigerne holdt af og respekterede Conall. De, som huskede Morna, var enige: Sønnen havde forudsætningerne for at blive en lignende leder.
   Alligevel – og det fandt Finbarr underligt – var det, som om Conall egentlig ikke var interesseret.
   Conall var kun seks år, første gang han forsvandt, og hans mor havde allerede ledt efter ham hele eftermiddagen, da han kort før solnedgang dukkede op sammen med en gammel druide. »Drengen har været hos mig,« sagde druiden roligt.
   »Jeg fandt ham i skoven,« forklarede Conall, som om det var den mest naturlige ting i verden.
   »Hvad bestilte du sammen med druiden hele dagen?« spurgte hans mor, da druiden var gået.
   »Åh, vi snakkede.«
   »Om hvad?« spurgte hans mor forundret.
   »Alt muligt,« sagde han glad.
   Det havde været det samme, lige siden han var barn. Han legede sammen med de andre drenge, men så forsvandt han. Somme tider tog han Finbarr med, og så vandrede de rundt i skoven eller langs vandløbene. Finbarr kunne efterligne fuglenes kald. Det holdt Conall meget af. Og der var næppe en plante på øen, som den unge prins ikke kendte navnet på. Men selv på disse vandreture mærkede Finbarr somme tider, at hans ven gerne ville være alene, uanset hvor meget hans ven end elskede ham. Så forlod han ham, og Conall vandrede rundt den halve dag.
   Over for Finbarr insisterede han altid på, at han var lykkelig. Alligevel fik han et melankolsk udtryk i ansigtet, når han henfaldt i dybe tanker, eller somme tider, når han spillede harpe, blev melodien så ejendommeligt sørgmodig. »Her kommer den mand, som sorgen har sluttet venskab med,« kunne Finbarr finde på at sige kærligt, når Conall vendte tilbage fra sine ensomme vandreture, men den unge prins lo bare eller boksede til ham for spøg og satte i løb.
   Da Conall som syttenårig blev myndig, var det derfor næppe nogen overraskelse, at de andre unge mænd, ikke uden ærefrygt, kaldte ham Druiden.
   Øens lærde mænd var opdelt i tre klasser. Den ydmygeste klasse var skjaldene, de fortællere, som underholdt deltagerne ved en fest. Af en helt anden og meget højere klasse var de såkaldte filidh, slægtshistoriens vogtere, poesiens og tilmed somme tider spådommenes skabere. Men hævet over dem begge og mere frygtindgydende var druiderne.
   Det hed sig, at de lærdeste og dygtigste druider længe før, også før romerne kom, havde levet på naboøen Britannien.  Dengang ofrede druiderne ikke kun dyr, men også mænd og kvinder. Det var imidlertid længe siden. Nu befandt druiderne sig på den vestlige ø, og ingen kunne huske det sidste menneskeoffer.
   Det kunne tage tyve år at oplære en druide. Han vidste ofte det meste af, hvad en skjald og en filidh vidste, men derudover var han præst med hemmelig viden om de hellige trylleformularer og tal, og hvordan man talte med guderne. Druiderne udførte ofrene og ceremonierne ved midvinter og ved årets andre højtider. Druiderne bestemte på hvilke dage, afgrøderne skulle sås, og dyrene slagtes. Kun få konger vovede at tage initiativ til noget uden at spørge druiderne til råds. Skænderierne med dem om deres ord kunne være så heftige, sagde man, at man fik brandvabler af dem. En druides forbandelse kunne vare ved i sytten generationer. Vise rådgivere, respekterede dommere, lærde lærere; druiderne var det hele. 
   Men hinsides dette lå noget mere gådefuldt. Nogle druider kunne ligesom shamaner falde i trance og forsvinde ind i en anden verden. De kunne sågar skifte form og blive en fugl eller et dyr. Havde hans ven Conall nogle af disse gådefulde egenskaber? tænkte Finbarr somme tider.
   Ganske vist havde han altid tilbragt megen tid sammen med druiderne lige siden det første møde, da han var barn. Da han fyldte tyve, sagde man, at han vidste mere end de fleste af de unge mænd, der blev oplært til præster. Man betragtede ikke denne interesse som underlig. Mange af druiderne stammede fra adelige familier, nogle af de største krigere havde studeret hos druider eller filidh tidligere. Men omfanget af Conalls interesse var ligesom hans ekspertise usædvanlig. Han havde en fænomenal hukommelse.
   Uanset hvad Conall selv sagde, syntes Finbarr, at han somme tider virkede ensom.
   For at besegle deres venskab havde prinsen nogle år før foræret ham en hundehvalp. Finbarr tog den lille fyr med alle vegne. Han kaldte den Cuchulainn efter sagnhelten. Først lidt efter lidt, i takt med at hvalpen voksede, forstod han gavens væsen. Cuchulainn viste sig nemlig at være en fremragende jagthund af den slags, som handelsmændene kom til øen i vest  for, og som de betalte for med sølvbarrer eller romerske mønter. Hunden var sandsynligvis uvurderlig. Den veg aldrig fra ham.
   »Hvis der nogen sinde skulle ske mig noget,« sagde Conall engang til ham, »har du stadig din hund Cuchulainn til at minde dig om mig og vores venskab.«
   »Du vil være min ven, så længe jeg lever,« forsikrede Finbarr. »Jeg regner med, at jeg dør først.« Selv om han ikke kunne give prinsen en gave af samme værdi til gengæld, kunne han i det mindste, tænkte han, sørge for, at hans eget venskab til Conall var lige så konstant og loyalt, som hunden var over for ham.
   Conall havde også et andet talent. Han kunne læse.
   Det skrevne ord var ikke øens befolkning fremmed. Handelsmændene fra Britannien og Gallien, der kom til havnene, kunne ofte læse. Der var latinske bogstaver på de romerske mønter, de benyttede. Finbarr vidste, at adskillige af skjaldene og druiderne kunne læse. For nogle få generationer siden havde øens lærde mænd tilmed opfundet deres egen enkle skrift for at kunne udhugge mindeord på keltisk i stolper eller sten. Men skønt man af og til stødte på en oprejst sten med disse mærkværdige ‘ogam’-tegn, der lignede hak i en regnestok, langs kanterne, var dette tidlige keltiske skrivesystem aldrig blevet særlig udbredt. Finbarr vidste også, at det ikke var blevet benyttet til beretningen om øens hellige arv.
   »Det er nemt forklaret hvorfor,« havde Conall sagt til ham. »For det første er druidernes viden hemmelig. Man ønsker ikke, at en uværdig person skal læse det. Det ville vække gudernes vrede.« 
   »Og præsterne ville desuden miste deres hemmelige magt,« bemærkede Finbarr.
   »Det er muligvis rigtigt. Men der er også en anden grund. Vores lærde mænd, skjalde, filidh og druider, ejer noget stort, og det er deres enestående hukommelse. Det gør sindet meget stærkt. Hvis vi nedskrev al vores viden, så vi ikke behøvede at huske det, ville vores hjerner blive svage.«
   »Hvorfor har du så lært at læse?« spurgte Finbarr.
   »Jeg er nysgerrig,« sagde Conall, som om det var naturligt. »Jeg er desuden heller ikke druide,« tilføjede han med et smil.
   Hvor ofte havde disse ord ikke givet genlyd i Finbarrs sind. Selvfølgelig var hans ven ikke druide. Han skulle være kriger. Og dog … Somme tider, når Conall sang med lukkede øjne, eller når han vendte tilbage fra en af sine ensomme vandringer med et fjernt, melankolsk udtryk i øjnene, som om han drømte, kunne Finbarr ikke lade være med at spekulere på, om hans ven ikke var trådt ind i … Han vidste ikke hvad. En eller anden slags grænseland.
   Derfor var han egentlig ikke blevet overrasket, da Conall sidst på foråret havde betroet ham: »Jeg vil gerne have druidens tonsur.«
   Druiderne barberede sig fra ørerne i en lige linje op over issen. Derved fik de en høj, rund pande, medmindre druiden selvfølgelig i forvejen var skaldet, for så kunne man så godt som ikke se det. Men da Conalls hår var tykt, ville tonsuren vise sig som et mørkt, V-formet glatbarberet område over panden.
   Man havde selvfølgelig før hørt om kongelige druider. Faktisk betragtede mange mennesker på øen tilmed druidekasten som højerestående end konger. Finbarr så tankefuldt på sin ven.
   »Hvad vil Overkongen sige?« spurgte han.
   »Det er svært at vide. Det er en skam, at min mor var hans søster.«
   Finbarr vidste alt om Conalls mor: Hendes hengivenhed over for hans fars minde og hendes faste beslutning om, at hendes søn skulle følge i sin fars fodspor som kriger. Da hun døde to år forinden, havde hun bønfaldet Overkongen – sin bror – om, at traditionen fra hendes mand blev ført videre.
   »Druider gifter sig,« påpegede Finbarr. Faktisk blev druidens position ofte overført fra far til søn. »Du kunne få børn, som blev krigere.«
   »Det har du ret i,« sagde Conall. »Men Overkongen mener måske noget andet.«
   »Kan han forbyde dig det, hvis druiderne ønsker, du skal tilslutte dig dem?«
   »Jeg tror ikke, druiderne vil spørge, hvis de ved, at Overkongen ikke ønsker det,« svarede Conall.
   »Hvad vil du gøre?«
   »Vente. Måske kan jeg overtale dem.«
   Der gik en måned, så kaldte Overkongen Finbarr til sig.
   »Finbarr,« indledte han, »jeg ved, du er min nevø Conalls bedste ven. Du er klar over, at han ønsker at blive druide?« Finbarr nikkede. »Det ville være godt, hvis han ombestemte sig,« sagde Overkongen. Det var det hele. Men for Overkongen var det tilstrækkeligt.

Lån bogen