I helvede flyder en flod

Info om bogen

 

Forfatter:
Morten Leth Jacobsen
Forlag:
EC Edition
Udgivelsesår:
2015
I Aarhus ligger et gennemsnitligt dansk indkøbscenter. Eller - helt gennemsnitligt er det ikke, når sandheden skal frem.

Kort resume

Tore har været centerchef for Skejby Centret, siden det blev indviet i 1988. Dengang troede han på en fremtid med udvikling og masser af liv i centret, men det var før, han fandt ud af, at entreprenørselskabet havde afdækket nedgangen til Helvede, da de byggede centret. Folk forsvinder, folk får hysteriske anfald, selv om de bare er i Matas, og en dag begynder centret at slå revner og true med at styrte sammen. Nu er det op til centerchefen at se, hvad han kan stille op med det der helvedes noget nede i kælderen.

Fakta om forfatteren

Morten Leth Jacobsen (f. 1967) er uddannet eksportingeniør  og har  arbejdet i tv-branchen både som marketingchef og som tekstforfatter. Han har været informationschef ved Sønderjyllands Symfoniorkester. Han havde sin skønlitterære debut i 2009 med romanen Tornmark.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Kapitel1.

Der er en papfotostat af Søren Pilmark, og bag den er døren, der fører ned til helvedes port. Søren Pilmark smiler. Han er en smuk og charmerende mand; det synes alle, der ser på ham. I denne udgave, hvor han som papfigur reklamerer for fjerkræprodukter, inspirerer han rettænkende men­nesker, så de indser, at de burde have godterne stående i køleskabet. Søren Pilmark står med en taleboble limet til ansigtet.

 

Spis franske kalkuner.

Det noget Dalooner.

 

Men det er længe siden, at det var noget, alle gik og sagde; længe siden, der var noget at grine ad, og nu står han bagest i lageret, der hører til Føtex i Skejby Centret, og smiler sit Pilmark-smil med en taleboble som en sky ud ad mundvigen, med en udstoppet kalkun i favnen og baret på hovedet og fjer i håret.

Der har han stået i mere end tyve år. Man vil kunne se, hvis man går tæt på, at den rigtige Søren Pilmark har signeret papfiguren, som er i skalaforholdet 1:1. Den sorte signatur i sprittusch er falmet med årene. Det betyder ikke så meget. Der kommer ikke ret mange her, bagest i lageret, så ingen flytter Søren Pilmark og opdager, at der er en dør bag ham. Oppe på første sal i Skejby Centret sidder Tore, som er chef for centret, og som ved det hele, også at det faktisk er porten til helvede, han har dernede under den tunge luge i kælderen. Men der er tale om ansvar, så han siger ikke noget til nogen.

Der er ansvar og kalkuler, og der er porten til helvede, og han er bare en eneste mand, hvis job det er at få det hele til at hænge sammen, og det er en ordentlig mundfuld. Helvedes port er svær at danse med. Og alt det andet, de går og siger. Eller. Ingen siger noget, for ingen ved noget. Der er kun Tore til at tænke tingene for sig selv. Så det gør han.

 

Kapitel 2.

 

Der er en nøgle bag en dør. Den hænger på et søm, som Tore har slået ind i karmen, og den hænger, så ingen kan se den, når døren er åben. Tore er en af den slags chefer, der siger, at døren altid er åben, selv om man godt ved, han ikke mener det.Kom bare ind, siger han og håber, man går sin vej. Ikke alle går deres vej. Sidder man på Tores kontor, ser man ikke nøglen. Ser man ikke nøglen, ser man ikke plastskiltet, der hænger i en ring sammen med nøglen. Ser man ikke plastskiltet, ser man heller ikke påskriften, som Tore selv har skrevet med fyldepen i 1988. Der står: PORT, HELVEDE.

 

Kapitel 3.

 

I 1987 fik de gravet for meget af. Entreprenørselskabet gravede ud til fundamentet til Skejby Centret, og de skrabede så tilpas meget topmuld af, at de afdækkede nedgangen til helvede, og det kom bag på alle. Med ét gabede et hul i den sorte jord, og fire jord- og betonarbejdere og en gravko faldt ned og blev væk i det stinkende intet. Det var ikke godt, det var svært at bortforklare. Politiet kom, og arbejdstilsynet kom. Inden da havde man fået smidt en stribe køreplader af stål hen over porten til helvede. Alligevel blev der ballade. Den Ansvarlige Ingeniør fik arbejdet stoppet og gav folkene fri. De fik sendt politiet hjem igen, så politiet kunne skrive en rapport om dårlige arbejdsforhold og mangelfuld sikkerhed og om svig med, muligvis undladelse af, de geotekniske undersøgelser, og der ville komme en påtale og måske et retsligt efterspil med spørgsmålet om erstatning til de efterladte.

 

Kapitel 4.

 

Der var en kreds af fire mænd, der kendte sandheden. De havde set ned gennem porten til helvede og var ikke rigtig i tvivl. Den dag, hvor de gravede for meget af, stod de der. De var fire mænd, en fra kommunens tekniske for­valtning, pladsformanden og Den Ansvarlige Ingeniør. Sidst var der Tore, som havde forladt sit kontor nede i byen hos det investeringsselskab, der ejede grunden og det center, de ikke kunne bygge videre på, før de vidste, hvad de skulle stille op. De stirrede ned i hullet i jorden. De vendte hurtigt blikket bort, for det, de så, var bestemt ikke. Nej, det var det ikke. Men det var det alligevel. Manden fra den tekniske forvaltning foreslog, at de skulle ringe efter en præst, måske endda efter biskop­pen. Det måtte være deres gebet. Måske skulle gejstlige personer orienteres, måske pressen. Det var trods alt en slags sensation, det der helvedes noget. Man drøftede, hvor og hvem der havde øvrighed: Præster refererede til biskoppen, som boede i Østergade, og teknikere refererede til stadsingeniøren, som havde kontor i Ny Banegårdsgade lige over for Spejdersport. Hvis man var katolik, gik der en direkte kommando­linje op til paven og til Vorherre, så vidt de fire mænd vidste, og det lød som om, der var mere autoritet at hente den vej, men ingen vidste det med sikkerhed. Man burde nok. Ja. Man burde nok ringe.

 

Men der opstod konsensus, og det skete forholdsvis hurtigt blandt de fire mænd. Biskopper og det skram­mel, det ville bare gøre det hele mere indviklet, end det allerede var. Og hullet var, hvor det var, og det var helvedes port, og det kunne ingen ændre på, pave eller ej. Okay, sagde manden fra den tekniske forvaltning. Jeg har heller ikke nummeret. Den Ansvarlige Ingeniør havde kunnet konstatere, at hullet ned til helvede var cirka otte gange fire meter og altså ikke noget helt banalt lille tilfældigt hul, men en ordentlig møghund af et møghul, og bundløst var det også, og selve tanken om at begynde at fylde helvede op med beton var jo latterlig, som han sagde, men vi finder en løsning, stol på det. Hvilken løsning, spurgte Tore. Burde man ikke lade de relevante myndigheder. Og der er også en lokalplan. Jeg garanterer for, at ordet helvede ikke optræder i den. Jo, sagde Den Ansvarlige Ingeniør, jeg mener, at det ville være bedst bare at dække det hele til igen og ikke sige noget til nogen. Det vakte moderat bestyrtelse, at en Ansvarlig Inge­niør kunne finde på at sige sådan noget om porten til helvede. Manden fra den tekniske forvaltning var særligt ulyk­kelig ved ikke at sige noget til nogen, for han havde egentlig pligt til at berette det til et sted højere oppe i systemet, sagde han. Men han gik med til, at man skulle lade som ingenting, for det var nu alligevel det letteste, og han havde også en karriere at tænke på. Han satte sig ud i sin bil og kørte tilbage til rådhuset, hvor han satte sig ved sit bord og øvede sig i at lade som ingenting, men han nåede ikke at gøre det ret længe, og det vender vi straks tilbage til. Pladsformanden havde hovedsageligt byggetekniske indvendinger. Helvede eller ej, sagde han, et hul er et hul, og det kan vi sgu ikke bare sådan bygge på. Nu troede vi lige, at vi slap for at pilotere, og så sker det her, og jeg har mistet fire gode mænd og min bedste gravko, som var helt ny. Chefen bliver tosset, og hvis jeg så oven i købet siger, at det er helvede, vi har fundet, så slipper jeg aldrig for at skulle høre på ham. Jeg foreslår, at vi lader være med at kigge mere derned, for det er ikke sundt, det kan det bare ikke være. Så lad os dække det til i en helvedes fart. De ældre og mere erfarne mænd nikkede, men Tore tænkte, at det trods alt var ham, der skulle have et kontor her og være her hver dag i årevis, og at helvedes port ikke ville forsvinde, bare fordi man dækkede den til. Tænk på, sagde Den Ansvarlige Ingeniør til Tore, at porten til helvede trods alt har ligget her, under muld og pløjemarker, i århundreder. Måske i årtusinder. Det er altså den naturlige orden, vi har forstyrret, og det bedste er at lade den naturlige orden ordne videre, mens vi ser den anden vej og lader som ingenting. Vi kan jo ikke stoppe fremskridtet, hver gang vi opdager noget, vi ikke havde regnet med. Den Ansvarlige Ingeniør slog nogle streger på et stykke A1-papir og viste det til pladsformanden. Forskalling her, spunsvægge der, der skal støbes et terrændæk, og det skal være ekstra tykt. Vi bygger simpelthen et nyt niveau under den egentlige kælder. Der lukker vi af til helvedes port og smækker en ordentlig fed lås på, og så har vi styr på det helvedes lort. Lad os nu se, sagde Tore. For han havde nok på for­nemmelsen, at det ikke ville vise sig at være nær så let som det, og det kunne han have ret i, men alligevel, alt det, der siden skete, alt det med sort slim ned ad væg­gene og folk, der fik hysteriske anfald, selv om de var i Matas, og rengøringspersonalet, der nægtede at komme om natten, fordi man der antraf Søren Pappilmark i korridorerne med sit Pilmarkgrin og paptaleboble og det hele, og det med alle dem, der forsvandt eller døde på mystisk eller grusom vis, alt det kunne han jo dårligt have forudset, for så havde han protesteret en anelse kraftigere, eller måske havde han taget sin søde og lettere forvirrede kone ved hånden og var rendt sin vej og blevet pelsdyravler og glemt alt om helvedes port, men sådan gør man ikke, når man skal være centerchef og er økonom og har været befalingsmand og er med i Junior Chamber, og derfor gik det, som det gik med Tore, og det er sådan set derfor, den her historie ender i det rene skære, galopperende indenjordiske inferno.

 

Kapitel 5.

 

Hvis man anbringer sig i indgangspartiet til Skejby Cen­tret, ser man på højre side en indmuret bronzeplakette med datoer og navne, og her hænger også en plantegning over centret. Sådan en skal der være ifølge brandmyndighederne. På tegningen kan man studere flugtveje og livsvigtige ting; installationer og haner, og det hele står i falmet printerblæk og forsvinder ned i papiret. Ser man godt efter, vil man bemærke, at der er to plantegninger: En for stueetagen, en for første etage. Men der er også en kælder, og den er sådan set ikke svær at finde. Hvorfor den ikke optræder på planteg­ningen, er lidt af en gåde, det er bare af den slags ting, tænker Tore tit, og det er vel egentlig hans ansvar at få den tegning opdateret, men det er ikke vigtigt, ikke relevant for publikum, og han har ikke lyst til at henlede nogens opmærksomhed på kælderen under Skejby Centret. De, der har et ærinde dernede, ved, hvor den er, og det antal skal helst holdes nede. Derfor er Tore godt tilfreds med, at der ingen tegning er over kælderen. Nogen kunne jo give sig til at studere den nøje og dermed opdage, at der tilsyneladende er en dør i kælderen, der ingen steder fører hen. Nogen kunne begynde at stille spørgsmål. Der er et trappetårn med en elevator, og her kan man køre op til første sal og ned til kælderen, hvor Føtex har sit lager, og det er alt sammen officielt og pænt og ordentligt. I kælderen er der er et lager, der tilhører Føtex, og det er der ikke noget mærkeligt ved. Man skal bruge en nøgle for at få elevatoren til at køre ned i kælderen. Der er fokus på sikkerheden, og offentligheden bliver ikke inviteret indenfor i kælderlageret. Det er jo fordi, at et sådant lager råder over mangt og meget, der er mange penge værd, med al det for­brugerelektronik og oksemørbrader og vinflasker og kosmetik. Det passer Tore fint, at det kun er de ansatte i Føtex og ham selv, der kan komme på Føtex’ lager. I Føtex’ kælderlager, hvor Tore har stillet Søren Pil­mark, da han var færdig med at reklamere for franske kalkuner tilbage i 1992, er endnu en dør. Bag den er der en trappe, og den fører ned til rummet, hvor lugen ned til helvede findes nedfældet i gulvet.  Det er bare en helt almindelig og anonym dør. Man kan i princippet arbejde på lageret i Føtex i Skejby Centret i flere år uden overhovedet at få mistanke om, at der findes en sådan dør, for sådan et lager er altid fyldt op med paller med dåser og tøj og Søren Pilmark. Tore bebor et kontor på første etage i centret ved siden af tandlægeklinikken og lige oven over centerpubben. De fleste dage tænker han ikke over nøglen eller det, den åbner op til, hvis man bruger den. Hans tid går med at tænke på lejekontrakter og på, hvad han skal stille op, når skobutikken må lukke, og han står med 200 kvadratmeter butikslokale samt lager, som han skal prøve at få lejet ud.  Han tænker på, om tøjdamen har forstået, at hun ikke skal stille sit A-skilt ud der, hvor folk har en tendens til at gå og skvatte over det, og han har sagt det gang på gang. Han tænker på rengøring og vand og elregninger.  Han tænker på knuste ruder efter hærværk og på vagter, der skal smide de unge ud, der hænger i centret og gør de gamle utrygge med deres høje og pludselige lyde. Han tænker på annoncering og de events, bestyrelsen gerne vil have, og som han aldrig får tid til at plan­lægge. Bestyrelsen vil gerne have aktiviteter, der trækker Børnefamilien til. Det er det, de siger hele tiden: Vi vil have Børnefami­lien, Børnefamilien skal komme. Børnefamilien er et helligt begreb, et magisk ord, der kan lukke munden på alle og afslutte enhver diskussion: Er det noget for Børnefamilien? Hvis ikke, kommer det ikke til at ske, for Børnefamilien bestemmer alting i Skejby Centret. Den skal komme, helst om lørdagen, og den skal have det skægt, med ansigtsmaling og ballonklovne og aktiviteter og nogle kendte fra tv. Den skal lægge en vis omsætning, inden den går. Det kræver, at den får lyst til at samle sig til en Børnefamilie og få sig møget af sted, selv om alle har travlt.  Så. Hvorfor kan der ikke være tv-transmissioner fra centret? Casting til X-Faktor? Og centerlederen prøver, han prøver virkelig, men ikke for hårdt, han ringer lidt rundt, hver gang det falder et bestyrelsesmedlem ind at gøre noget for Børnefamilien med tv. Tore ringer mest rundt til tv-stationerne for at kunne sige til bestyrelsen, at han har prøvet, og så han ikke skal sidde og lyve. Hver gang siger tv-stationerne ikke nej, men lad os se, om noget dukker op. Vi har noteret det, vi ringer tilbage, du behøver ikke ringe til os, vi skal nok. Tore har også så meget andet, og det nytter ikke rigtig noget alligevel, men bestyrelsen vil have Børnefamilien ind, og Tore er ikke meget for det, for under centret er porten til helvede, og det er et dårligt miks, små børn og porten til helvede, men det kan han dårligt sige til nogen, så tror de bare, han er blevet tosset. Så han trækker ud og siger, at han har for travlt med den daglige drift, og det, siger han til sig selv, er ikke engang løgn.

 

Kapitel 6.

 

Han har meget at tænke på, Tore. Han skal stå for den daglige vedligeholdelse af centrets bygninger; det har han naturligvis folk til, et budget til, men initiativerne skal komme fra ham, og ting skal sættes i værk. Han tænker på de håndværkere, han burde ringe til. Han skal også tænke på besøgstal og på vagter og på at holde parkeringspladsen pæn og ren og på træerne og bøgehækkene og på algerne, der vokser ind over ovenlysvinduerne. Centerlederen har ganske meget, han skal i løbet af en arbejdsdag, og hvis der er noget med noget, er det ham, de ringer til, døgnet rundt, og derfor er det måske ikke så sært, at han har en tendens til at skubbe tanken om helvede fra sig. Tore har været chef, siden Skejby Centret blev ind­viet af rådmanden i 1988. Det er mange år siden, og dengang var han bare en ung mand, der var udpeget af investeringsselskabet bag centret til at lede det og til at føre det frem til succes. Men ingen kunne jo vide, at der var tale om helvedes port. Så successen var mådelig, og det er svært at leje lokalerne ud, når butikkerne lukker, og det gør de. Tore har flere gange overvejet at søge væk. Han har overvejet, om et nyt job ville gøre ham godt; han har faktisk engang næsten lovet sin kone at tænke mere over det. Men han har ikke gjort noget ved det, og nu er det nok allerede ved at være for sent, og han kan lige så godt blive hængende og få det bedste ud af det. Han skal pensioneres om ti år. Det er bare en af de begivenheder i hans liv, der er lagt ned i brostenene for hans fødder, støbt i betonen, hvor han skal gå; når man når den og den alder, sker der det og det, og det må man forberede sig på; kun en tåbe er ikke forberedt tyve år ud i fremtiden. Man skal også tænke på, at der findes værre skæbner end hans. Okay, også bedre. Og en hel del skæbner, der er lige så hverken-eller som hans. Dét har han erkendt. Han tænker, at hvis nu porten til helvede ikke havde været lige under hans center, havde han måske kunnet få andet og mere ud af livet. Hvis ikke han selv havde set derned i hullet, før de fik det dækket til med en Føtex. Hvis ikke der var sket så mange sære ting i de år, siden de gravede lidt for dybt. Hvis ikke hans forvirrede kone gik hen og døde på den der måde, hun døde på. Hvis ikke så meget.

 

Kapitel 7.

Der er billeder af det i en avis, hvis man går på biblioteket og leder efter den forårsdag; der er billeder og artikler og annoncer, der bevidner, at centret åbnede i 1988. Stiften tog billeder, og rådmanden klippede båndet over. Skejby Centret åbnede med heliumballoner og til­budsaviser, og Tore drak champagne og sludrede med den unge mand, de havde hentet ind ude fra Grenå til at være den nye lagerforvalter i Føtex. Den unge mand var glad i sin Føtexskjorte og Føtexslips, og der var Aarhus Pigegarde og flag og fadøl og hornmusik og tarteletter og trommehvirvler og porten til helvede under det alt sammen. Sikke et sted, sagde lagerforvalteren. Sikke en belig­genhed. Bydelen kommer til at vokse, der kommer til at være så meget gang i den her; jeg garanterer. Befolkningstilvækst og børnefamilier og trylleshows. Hold da kæft. Tore sagde, at han syntes, det bestemt var et godt sted, mest fordi det var sådan noget, der lå i hans stil­lingsbeskrivelse, og der er ting, man siger, og ting, man ikke siger, og det er ikke det samme som at lyve. Han sagde, at han ikke kunne få øje på akutte problemer, der truede centrets eksistens, og det passede i hvert fald lige den dag. Tore strøg en hånd hen over muren og tænkte, at han kunne lide hver en mursten og hver en stump af en århundreder gammel muslingeskal i hver en teskefuld sand i hver en fuge af mørtel. Men den slags var for meget at forklare til nogen; man kan godt tage sig selv i at elske ting som sten og sand, men man må hellere lade være med at sige det højt. Så Tore hilste på øvrighedspersoner og pressen, delte heliumballoner ud til små børn og fik enogtyve flasker vin og Baileys i gave og satte dem op på sit nye kontor. Den aften, da de havde skålet i vin og spist små butterdejstærter med skinkefyld, gik Tore hjem arm i arm med sin kone. De gik ned til Jellebakkekvarteret, hvor de havde byg­get sig et hus, og Tore havde lyst til at fortælle hende om det at holde af et nybygget center, og han havde lyst til at fortælle alt om porten til helvede, men han lod være. For de havde pustet balloner op og spist skinke, og det var en god dag.

 

Kapitel 8.

 

Men nu er det her historien om helvedes port under Føtex, og den detalje kommer til at dominere hele denne fortælling fra begyndelse til ende. Det mest helvedes af det alt sammen begyndte alle­rede få dage efter åbningen, da helvede tilsyneladende ræsonnerede, at de mennesker, der havde afdækket det, skulle få det betalt.  Den nyudnævnte centerchef sad på sit centerchefkon­tor oppe på svalegangen, hvor der lugtede af maling og silikone og nye møbler. Og det, han gjorde der, var, at han bare sad. Han havde ikke så meget, han skulle. Det var de allerførste dage, og alle omkring havde nok at gøre med at få tingene til at fungere, men Tore selv var på en forunderlig måde fri. Han sad i sin kontorstol med armene ned langs siden og gjorde ikke noget, for der var ikke noget, der pres­serende krævede hans mellemkomst eller viden eller autoritet eller noget. Om et kvarter ville Den Ansvarlige Ingeniør komme til et møde, og det var det, han skulle overkomme den dag. Det var ikke meget.  De skulle drøfte planerne om en overdækning af centertorvet - fase 2, kaldte Den Ansvarlige Ingeniør projektet. Det skulle først ske om nogle år. Der var finansiering og rentabilitet og kalkuler, og det var Tores bord. Det skulle gøres ordentligt og til rette tid, så man ikke gældsatte sig. Det hastede ikke. Der skulle være tale om samtidighed. Krone for krone skulle det hele være selvfinansieret.  Engang, langt ude i fremtiden, lå fase 3, en udvidelse af centret, når boligområderne omkring voksede op, som det var planen, at de skulle. Tore havde enhver intention om at være her i denne stol, når fase 3 engang blev til virkelighed. For det var hans center. Hvis man skal komme med en tolkning af Tores tilværelse og karriere, kunne man gå så langt som til at sige, at lige her var han så tæt på at være fuldkommen, som han nogensinde blev. Han vidste det naturligvis ikke selv. Han følte sig bare som en mand, der sad i sit helt nye kontor og var nyudnævnt, og han havde ikke så meget andet end sin titel og sin nye stol og ingenting, han skulle, og det var en god måde at være til på. Det er lidt trist, at man kan sidde der og se ud i luften i fem minutter i sin nye stol og ikke vide, at man har nået toppen, at alting derfra kun er ned ad bakke, men sådan er det. Ingen kender timen, som digteren sang. Men Tore sad der, og i fem minutter var der kun ro og fred og en stille glæde over det nye kontor, den nye stol. Han syntes, at lyset, der kom ind gennem persien­nerne, var særligt smukt og særligt gult. Han tænkte på sit nye hus, på den kvinde, han var blevet gift med, og på, at han var ung og havde masser af tid. I de fem minutter glemte han alt om, at helvedes port lå lige under hans center. Det er en god følelse, at vide, at man har noget kærlighed at øse over i de ting, man er sat til at passe på, selvom det drejer sig om en Matas og en Føtex og en parkeringsplads eller om ovenlysvinduer og faca­dedekorationer og ringbind. Alt, lige fra småbørn til smørsovs og butikscentre, bliver så at sige smurt ind i godhed, hvis man giver dem sin koncentration, sin mentale intensitet. Som at elske med sin kone, tænkte Tore; der er pokker til forskel på bare at pille ved hende og at pille ved hende med al mental fokus rettet som et brændglas mod den, man piller ved. Det gør bare en kæmpeforskel. Sådan må det også være med mit center. Sådan skal det også blive her i mit center. Sådan betragtede Tore sin situation i de der fem minutter, der gik, fra han sidst havde lagt røret efter en samtale med nogen, som han ikke kunne huske, hvem var, og som ikke ville noget særligt, og til han tænkte, at en kop kaffe, det var lige det, der skulle til, inden Den Ansvarlige Ingeniør skulle komme. Lige det, der skulle til, for at hans dag var komplet, og da var de fem minutter allerede gået og kom aldrig tilbage. For netop da de fem minutter var gået, så Tore op fra sit skrivebord. Gennem det matterede glas i døren til kontoret så han en mand, der stod og så på ham ude på svalegangen. Hvis der altså var tale om en mand. Set gennem glasset kunne det være hvad som helst. Men det var et tænkende væsen, der stod og lod sig se gennem glasset. Dets mørke skygge var ikke til at tage fejl af. Den havde ikke været der for et øjeblik siden, og nu var den der. Stod og stirrede ind. Tore sad i sin stol med et halvt åndedrag i halsen. Så blinkede han med øjnene, en gang, og skikkelsen bag glasset var væk. Tore spekulerede et øjeblik på, om det mon var Den Ansvarlige Ingeniør, der allerede var kommet, og han sagde til sig selv, at det var det nok. Tore rejste sig og gik hen for at åbne døren. Svalegangen var øde og forladt, ligesom centertorvet dernede også var det. Underligt, tænkte Tore. Men han slog det hen. Det er bare en af den slags ting. I det samme ringede telefonen. Stemmen i røret meddelte, at mødet med Den Ansvarlige Ingeniør ikke blev til noget, ikke nu, ikke nogensinde, for Den Ansvarlige Ingeniør var kørt galt i sin bil. Han var på vej til Skejby Centret, og midt i det hele, sagde vidner, bragte han med et bilen til stop, lige i krydset ved Vericentret, hvor der lå en Shellstation, og der trådte han lige ud foran en bus, og de sagde, at han lo, mens han gjorde det, og at han gjorde det med vilje. Og Den Ansvarlige Ingeniør blev til Den Afdøde Ingeniør, og bildøren stod åben, og radioen spillede Pour Some Sugar On Me med Def Leppard.

 

Kapitel 9.

 

Tore sidder i stolen endnu. Han har været centerchef i en menneskealder. Sådan tænker han ikke på det, men han ved godt, at det er sandt. Han er blevet 58 år, og han har måttet se i øjnene, at han nok kommer til at gå på pension fra det her job; det her job, han fik, lige da han var nyuddannet, nej, okay, et år i investeringsselskabet og så det her. Er det livet, det her, var det så det? Ja, siger han til sig selv. Det var det nok. Det var ikke ideelt, men han havde en del gode ting; han havde haft sin kone, han havde stadig deres hus med hendes side af sengen, hvor hun ikke længere lå, han havde sit kontor, og der kunne gå uger, hvor han ikke spekulerede over, at helvedes port lå lige neden under Føtex i hans center. Så det var vel sådan set godt nok. Hvis ikke det var fordi, det gav ham så meget mas i hverdagen; så mange skræmte ansatte, som butiksin­dehaverne sendte op til hans kontor; snak med Tore, han ved, hvordan det hele er, sagde de. Hver gang måtte han berolige dem. Der var ikke noget galt med centret. Der var ingen dæmoner i gangene om natten. Der var ingen uforklarlig, sort slim på væggene, som rengøringspersonalet måtte kæmpe med mindst to gange om måneden; det var en skrøne. Der var ingen kød på historierne om, at alle, der havde været med til at planlægge byggeriet af Skejby Centret, var døde på spektakulært blodig eller dramatisk vis, undtagen Tore selv, altså. Han slog ud med armene og sagde, se på mig, er jeg måske død, er jeg måske blevet slugt af jorden, nu må I tage jer sammen. Der var ingen kunder, der bare forsvandt i en røgsky i Matas; den slags forekommer naturligvis ikke, og hvis man havde hørt noget sådant, var det bare nogens forsøg på at lave en dårlig joke. Det var indbildning, stress, han anbefalede en uges ferie, han skulle nok snakke med Charlotte eller William eller hvem, der nu stod for den eller den forretning. Ting sker. Menneskers fantasi er et stærkt værktøj, som man har behov for i livet, men præcis som man kan skære sig i tommelfingeren med en kniv, mens man åbner Pandoras æske, kan fantasien også så at sige vende æggen den forkerte vej. Tore er uddannet økonom. Han har aldrig skullet rende rundt og spille fantast. Det er kontraproduktivt i hans job. Måske netop derfor, tænker han, er jeg uvant med fantasien og får mig skåret på den. Det er også den der helvedes port, den irriterer mig, den optræder i mine drømme; det er ikke rationelt at skulle udøve sit professionelle virke så at sige oven på indgangen til selve det indenjordiske inferno, hvor håb lades ude, ikke bare noget af det, men det hele. Det er klart, at man kommer ud af balance med sådan noget. Faktisk, tænker han, så har balancen aldrig rigtig været der. Den begyndte for alvor at tippe den dag med manden i parkacoaten og hans rotte. Eller hvad det var for et dyr.

 

Lån bogen