Københavnerfortolkningen

Info om bogen

 

Forfatter:
Oscar K.
Forlag:
Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår:
2013
Søren Kierkegaard dumper ned fra himlen og kommer til at leve i nutiden. Her ender han i et farligt erotisk trekantsdrama

Kort resume

En sensommernat dukker en mørk skikkelse op på himlen over København. Fra intetheden daler den ned mod Kongens Nytorv. Et menneske. En spinkel, bebrillet mand, lidt skrårygget. Blottet. På sporet efter sig selv.  Kun én ved, hvem han er: Emma, som forsker i kvantekommunikation på Niels Bohr Institutet. Hun har en fornemmelse af at kunne hans liv og tanker udenad. Hun har lyst til den skævryggede mand. Men der er meget, hun ikke ved om ham. Om mennesket Søren Kierkegaard. Københavnerfortolkningen er en roman om erotik og død, videnskab og tro, selviscenesættelse og bedrag. Om skriftens forførelse.

Fra Saxo.dk

Fakta om forfatteren

Oscar K har både været programchef for B&U på Weekend TV, direktør for Holbæk Egnsteater og administrerende direktør for TV2 Øst, men er idag fultids forfatter, og bor sammen med illustratoren Dorte Karrebæk i Spanien.

I 2010 vandt Oscar K og Dorte Karrebæk 1. præmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010, for den barske billedbog Lejren, der beskriver overgangen fra barn til voksen.

Oscar K skriver primært bøger til børn og unge - ofte i den barske ende af skalaen, som det også ses med fx billedbogen De skæve smil, der handler om alle de aborterede fostre. Allligevel er der ofte plads til smil, også i de alvorsfulde historier, men hvis man helst bare vil læse noget sjovt, kunne det fx være billedbogen Det store kamelvæddeløb

Fra Saxo.dk

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Det haster med det kys,
den kommer før du tror,
den drømmeløse søvn.

   Poul Henningsen, I dit korte liv

 

PINOCCHIO PARADOKSET

I et arkivskab i kælderen under Niels Bohr Institutet findes der en endnu uåbnet, hemmeligtstemplet kuvert med to notater og et dokument mærket Pinocchio Paradokset. Af det fremgår det, at det er lykkedes at teleportere en unavngiven person ved at opløse vedkommendes jordiske rester i kvanteinformationer og overføre og genskabe dem i nøjagtig kopi et andet sted, i en anden tid.
   Til Pinocchio Paradokset blev der brugt to bunker affald – én på Assistens Kirkegaard og én på Kongens Nytorv. Bunkerne var knytter til hinanden, entanglede, ved hjælp af en kvanteforbindelse. Derefter blev informationen om personen, hans kvantesoftware, overført ved at opløse hans jordiske rester og sende informationen om dem gennem den sammenknytning, der var oprettet mellem de to bunker affald. Således blev der skabt en kopi af omtalte person, eller rettere af hans kvantetilstand, på himlen over Kongens Nytorv.
   Det understreges i dokumentet, at der var tidsbegrænsning på forbindelsen mellem bunkerne, og at det var nødvendigt at overføre informationerne om personen uden at vide, hvad det var, der blev overført, da der ikke kan eksistere en kopi og en original på samme tid. Teleporterer man Mr. Hyde, følger Dr. Jekyll med andre ord med.

 

 

 

FØRSTE DEL

GENKOMSTEN

 

Derfor skal et menneske dø, dvs. afdø, dø bort fra denne verden, sin umiddelbarhed,
for at genopstå i en ny verden til en anden umiddelbarhed.

                                                                                                                        SAK

 

 

HVIS EN SEPTEMBERNAT...

En septembernat for ikke så længe siden dukkede et flagermusagtigt væsen op på himlen over København. Fra intetheden dalede det stille og roligt ned mod Kongens Nytorv. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være et menneske. En spinkelt bygget, bebrillet mand, lidt skrårygget, med en hårpragt som en høstak, bakkenbarter, magert ansigt, skarpe træk, klare, lyseblå øjne, spids næse, fyldig mund med kraftige tænder og overbid. Blottet. På sporet efter sig selv.
   Han var i begyndelsen af trediverne, helt præcis treogtredive, og køn som Leslie Howard i Pimpernel Smith. Som en anden Terminator landede han i røg og damp ikke langt fra en bulldozer i de arkæologiske udgravninger ved metrobyggeriet foran Det kongelige Teater. Da han rejste sig, opdagede han, at han var nøgen og havde rejsning som en springsk sprællemand. Han dækkede sig flovt med hænderne og krøb i skjul i en port overfor en kassevogn, der holdt parkeret med åbne bagdøre ud for sceneindgangen i Bournonvilles Passage.
   På Det kongelige Teater var der endnu lys i skræddersalen. Et par scenearbejdere stillede nogle kasser og stativer med dragter til Maskerade fra sig bag bilen. K ongens Nytorv var fyldt med mennesker. Fra teatret strømmede publikum ud efter sæsonens første fornøjelige forestilling, fortovscafeerne var tætpakket med gæster, og rundt omkring stod klynger af unge på vej ud i det københavnske natteliv.
   Alle var velklædte, velbjærgede, vellykkede, hektisk optaget af at tjekke telefonbeskeder, flirte og udveksle hurtige bemærkninger.

»… med Martine en smuttur til Kairo!«
»… ADHD, så jeg går stille med dørene, ellers trækker de bare idiotkortet.«
»Ja, men … vildt interessant! Overskridelsen ophøjet til norm. I kravlede bare over?«
»… og Sinéad O’Connor søger kun kærester, der er til anal-sex …«
»De lækreste sko, jeg siger dig, sådan nogle hæle!«
»… har jeg tænkt på at læse kinesisk eller lave en dokumentarfilm ...«

En anden umiddelbarhed. Maskebal. En ung pige med klovneansigt. Lidt for erfarne, spinkle hænder. Herrer i farvede frakker. Tjenere i hvidt med skødesløst sikre bevægelser. Kvinder med barberede armhuler i tidløs elegance. Pjusket, kortklippet hår. Små sorte hatte med slør. Sminkede brystvorter. Honningfarvede silkestrømper, slanke ben. En gymnasiast, en politikommissær, en atlet, en professor, en neger, en brud med en tam rotte, en scenearbejder. En ugenert hvisken. En kronraget diva på fyrre. En kunstskoleelev i skotskternet nederdel og ankelstrømper. Knuste glas. Diskret nonchalance. Påtaget ligegyldighed. Redaktionssekretærer med digterdrømme i stram sort. Røde læber. Persona. Carnevale. Bon soir, tristesse. Farvel til kødet. Godaften.
   De færreste lagde mærke til den skævryggede i det støvede Leander-kostume, der gik over Kongens Nytorv med hat og paraply den nat.
   »Bøsserøv!«
   Alle var opslugt af sig selv. Og de kendte ham ikke.

 

DET VIL SIGE...

Lidt derfra sad en tynd, ranglet pige sidst i tyverne og krøb sammen. Emma. Hun spiste æbler, små runde coxoranger, og havde en lille trædukke på skødet. Snorene var gået i stykker. Hun vidste, hvem han var. En mand, der skulle dø, inden han blev 34. Hun havde fornemmelse af at kunne hans liv og tanker udenad, og hun fulgte efter ham, da han lidt senere gik op mod Gammeltorv, hvor han engang havde boet.
   Emma fandt hver aften ved samme tid et sted at sidde for sig selv, et gelænder, en plantekasse, en trappesten. Så spiste hun æbler. Eller sukkerærter, hindbær, en klase druer, alt efter årstiden. Figner.
   Hun holdt af gentagelser, daglige rutiner og ritualer. Et spjæt, før hun åbnede døre. Som en forstyrrelse, en anderledeshed. Først i køen i kantinen på Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej, hvor hun fra ni til sytten forskede i kvantekommunikation uden derfor altid at have held med at gøre sig forståelig for andre. Hun havde en bror på sanatorium.
   Manden var standset. Lyset fra gadelampen kastede en urolig skygge op ad muren. Emma sagtnede farten.

»Far?« mumlede han. »Du som vejen er og …«

Emma så forbavset på ham. Fra et frostfyldt, ikke-lokalt energifelt i et bestandigt fluktuerende hav af virtuelle partikler dukkede et kvantehologram frem.

For enden af Lille Kongensgade stod en overjordisk skikkelse, mægtig som Gud fader selv, og kastede sin tunge, sorte skygge på sønnen, som med svimlende tomhed og medlidenhed så på den gamle. Eli, Eli! lemá sabaktáni, Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig? 

Så fortonede kvanteresonansen sig, og manden med det magre ansigt og den spidse næse gik videre ud på Højbro Plads med Emma lidt efter. Hun skulle huske sine seksuelle behov, vaske sig jævnligt og ikke glemme måltiderne. Moren skrev det på små sedler til hende, men Emma var som regel så optaget af alt muligt andet. Teleportation. Intermentale partikler. Sort stof.
   Hun dyrkede revolverskydning og læste hæmningsløst de samme forfatterskaber igen og igen og følte sig ramt, som når en lyd var rigtig brutal, og det var rart for hende. Bataille, Jelinek og ham.
   Emma kunne godt lide den smukke mand, der gik foran hende på Amagertorv og kiggede på døre og vinduer, som var de gamle kendinge. Hun vidste, at han levede i sine tanker, følte sig utilpas i sin krop. Anderledes. Han kunne blive ude af sig selv, når forbuddet vækkede lysten, få de mest uhyrlige forestillinger om begærets dunkelhed og formulere dem, men så greb angsten ham, og han skælvede som en hest, der standser foran det, der engang havde skræmt den, en anelse om konsekvensen før den sker fyldest. Emma skar i sig selv og vidste præcis, hvor dybt hun skulle skære, så den fysiske smerte et øjeblik tog over. Hun fattede nok erotikkens værd, der er dødens, men det blev kvalt af ensomheden. Selvfortærende længsler var så svære at føre ud i livet uden kejtede omsvøb. Som godt at vide, hvad det er at gå, men ikke kunne flytte fødderne. Hun havde aldrig været samtidig med sit begær. Været sig selv. Han var opslugt af at forholde sig til sig selv og af fortvivlelsen over ikke at ville være sig selv. Han skulle føle sig syg til døden for at skrive. Hans lyst til skrift var en ubetvingelig lidenskab. Sproget skjuler fortvivlelsen. Og han var fængslet af sin egen bedrøvelse, sin ulykke, sit tungsind, det interesserede ham. Han var besat af at sone farens skyld. Af at fornedres, foragtes, forhånes. Af at forlige det begrænsede og det ubegrænsede, det timelige og det evige. Hun havde lyst til ham. Men der var meget, hun ikke vidste om ham.
   De drejede til højre gennem Skoubogade og ind i Skindergade. Han standsede ud for nr. 38, tøvede og gik tilbage for at se på skiltet.

»Klædeboderne …«
»Leder du efter nogen?« spurgte Emma.
»Mig selv … Klædeboderne.«
»Skindergade hedder det nu,« sagde Emma.
»Så kender De måske min værtinde, enkefrue Borris?«

Emma rystede på hovedet.

»Men du er Søren Kierkegaard, ikke? Søren Aabye Kierkegaard. Hvor har du tænkt dig at sove?«
»Det ved jeg ikke.«
»Har du fået noget at spise?«
»Ja, ja.«
»Hvornår?«
»Den anden dag. Jeg kan ikke huske det mere.«

Emma drejede sit ene håndled og gav ham et æble.

»Du kan sove hos mig,« sagde hun. »Så kan du tage mig bagfra.«

Hun lavede et lille hop og stak sin arm ind under hans.

»Kom!«

Lån bogen