Klovnens rejse

Info om bogen

 

Forfatter:
Henning Mortensen
Forlag:
Gyldendal
Udgivelsesår:
2013
På et plejehjem sidder den 117 år gamle klovn Albert Palopoli og skriver på sine erindringer.

Kort resume

En af de øvrige beboere ved tilsyneladende mere om klovnens fortid end han bryder sig om og Albert tvinges til at omskrive sin historie.

Fakta om forfatteren

Henning Mortensen (f. 1939 i Esbjerg) er læreruddannet og har læst litteraturstudier på Århus Universitet. Startede undergrundsforlaget Jorinde&Joringel, og drev for en kortere periode forfatterforlaget Arena.

Lån bogen

Sagt om "Klovnens rejse":

"Bogen Klovnenes rejse er en episk roman om en gammel cirkusklovn, der ser tilbage på sit usædvanlige og usædvanligt lange liv. Henning Mortensen har mange populære udgivelser bag sig (...)"

-          Maria Björnsdóttir, lektør.

 

"Han bruger derimod ethvert indfald, smører tykt og gavmildt på i det litteraturcirkus, han bedriver i denne roman."

 

-          May Schack, Politiken.

 

 

1.

Ballonen

 

Midt i arenaen i den lille by Sabadell ikke langt fra Barcelona havde Hector Abigael anbragt en stenovn, og når der blev fyret i den, steg den varme luft op gennem ballonens åbne, nederste del og fyldte den.

 Hector Abigael blev berømt, fordi han var den første, der løftede sin trapez op ved hjælp af en varmluftsballon. Når ballonen var spændt helt ud, blev linerne kappet, og ballonen løftede sig over arenaens mure, for der var ikke tale om et cirkustelt dengang og derfor heller ingen omsluttende afgrænsning for de optrædende. Hvad der omsluttede Hector Abigaels lille familiecirkus var himlens hvælv. Så det kunne ske, at han sammen med sin ballon blev til en lille prik deroppe mellem stjerner og fugle og i et violet og rosa aftenlys. Mens ballonen steg til vejrs, foretog Hector sine dristige kunststykker i trapezen, men en aften før solnedgang skete katastrofen.

 Han var netop i færd med at entre sin trapez, da et vindstød overraskede ham. Han fik det ene ben i klemme mellem et stag og linen, som holdt ballonen fast, og benet blev klippet over midt på låret som af en stor saks.

 I samme øjeblik forlod ballonen jorden, men Hector lod sig af uransagelige grunde ikke falde ned, men holdt krampagtigt fast i trapezen, mens det afklippede ben blev liggende i arenaen. Ballonen steg og steg fulgt af publikums rædselsskrig.

 Da han og ballonen mange timer senere blev fundet, kunne man se, at han havde surret sig fast til trapezen, måske for at kunne bruge begge hænder i et forsøg på at standse blodstrømmen.

 Døden var imidlertid hurtigt indtrådt, mens han endnu svævede højt oppe under skyerne på vej i en tiltagende storm fra nordvest, som drev liget helt fra Sabadell tværs over Barcelonas centrum til den for mange byboere chokerende landing i storbyens sydlige del.

 Også en landarbejderfamilie fik en oplevelse, den aldrig glemte. Konen havde hængt vasketøj til tørre i den hårde vind, så det blafrede og smældede, nu var det tørt og skulle hentes ind, før mørket kom, men så opdagede hun til sin forfærdelse, at det pludselig reg-nede med blod, som overstænkede det rene tøj. Ballonen havde hun ikke set noget til, hun troede, blodet var et tegn fra himlen. Måske var det ligefrem Kristi blod. For påsken var forestående.

 Familien tilkaldte en præst, og der blev stor opstandelse, da han begyndte med at deklamere, at blodet aldrig måtte afvaskes, tøjet skulle ophænges i stedets kirke, som måske på den måde ville blive Spaniens vigtigste valfartskirke, naboer kom til, og hele affæren stilnede først af, da man nogle dage efter i avisen fik en forklaring på, hvorfra blodet måtte være kommet.

 Det var John Abigael, Hector Abigaels søn, som for mange, mange år siden fortalte mig om sin fars tragiske skæbne, han og jeg var venner, han blev klovn akkurat som jeg, men det var desværre ikke et venskab, der kunne holde. Det er synd at sige.

 Og mens jeg sidder her på plejehjemmet i Odense og skriver, oldgammel, hvilket ingen vil benægte, tænker jeg på, hvad der mon skete inde i Hector Abigaels hoved, da han var ude på sin sidste ballontur. Måske havde han til en begyndelse slet ikke fattet, hvad der egentlig var hændt, før det var for sent.

 Jeg har haft det store ønske, at Hector Abigael, mens han sejlede over verden for sidste gang, over Gaudis til stadighed voksende vanvidsværk, katedralen dernede i det sene lys, ja, mens verden forsvandt for hans tapre artistøjne, at han netop da må have opgivet sin egen dødsangst, sin egen fuldstændige fortvivlelse. Dette for at hengive sig til sin skæbne som til et barns søvn og dermed endegyldigt befæste tilliden til det fortryllede rum, som han endnu levede i, og som han havde været med til at fortrylle. Det ønske har jeg haft. Og sådan håber jeg stadigvæk, at han afsluttede sin tid.

 

*

 

Mit navn er Albert Palopoli.

 Jeg er født i Frankrig, og mit liv er cirkusmanegens, enten inden for den cirkel eller tæt på. Da jeg blev født, kom også min bedste kammerat, elefanten Petite Trompe, til verden. Der er venner, og der er kærester. Der er også fjender, men dem venter vi med at tale om lige nu. Min første kærlighed, pigen med slangekrøllerne, Madelon, der gik så flot på line som femårig, kaldte Petite Trompe for Trompette, og da jeg fandt ud af, at det for hende ikke så meget betød trompet, men mere var et nedsættende ord for næse, noget i retning af snudeskaft, blev jeg meget vred på hende og gav hende et par på skrinet. Hun hylede straks op. Far kom og sagde til mig:

 – Du er for hidsig, Albert.

 Hvorefter han gav mig en omgang klø. Og det blev bestemt ikke den hvide klovns bløde krabask, han slog med, det kan jeg love for. Det var selvfølgelig noget, Madelon kunne lide. Hun stillede an med en tilfreds mine.

 Jeg havde længe haft lyst til at kysse hendes frække mund, og da jeg senere forsøgte mig, forsvarede hun sig ved at bide mig hårdt i underlæben. Hun tog sin egen hævn for den øretæve. Og mens jeg skriver, ser jeg mig i spejlet, det ar snor sig som en svag tegning af en hvid orm i venstre side af min nu så tynde oldingelæbe, og jeg kan stadigvæk mærke smerten, når jeg ønsker at fremkalde den. Madelon forsvandt. Men jeg har tit drømt om hendes tænder.

 Jeg kigger på ormen, men lige med ét forsvinder den bag den blodige regn fra Hectors lårstump, der i et kort sekund fylder hele spejlet, og jeg ved, at cirkusfolket i al den tid, jeg tilhørte det, kæmpede en voldsom kamp for at få brød på bordet, at klare de hårde tider, at opnå nye og bedre engagementer, og derfor udfordrede man hele tiden uden ophør skæbnen med nye og dristige kunststykker på grænsen til det umulige.

 Men ingen kan vide, hvad der skete deroppe, mens den varme luft sivede ud af ballonen og blodet ud af Hector Abigael, ingen kan vide, om hans sidste blik faldt ud mod Montserrat-klostret i bjergene mod vest, om han bad bønner og tænkte på sin nu nødstedte familie, konen og børnene, som han oplærte og trænede sammen med alle ugens dage, og som var efterladte dernede på den okkerrøde og sorte jord i den hylende vind. Blandt dem hans lille søn, John, som allerede fortalte mig historien, da vi var drenge.

 Jeg fortalte den videre til mor, som sagde, at hun godt kendte den, men hun troede, at jeg måske smurte lidt for tykt på. Og det skulle lige komme fra hende. Hvor tit har jeg ikke oplevet, at nu fortæller hun noget, som er helt ude i skoven. Hun holder masken med stor alvor, som om hun befinder sig på sandhedens grund, men det er ude i den skov, de spændende ideer opstår. Så mon det lige er hende, der skal give mig gode råd om sandhed. Det tænkte jeg allerede dengang.

 Min smukke og sandhedskærlige mor hed Christine

Kneipp, min far hed Marcel Palopoli, og jeg fik navnet Albert Palopoli Kneipp. Denne Kneipp-familie er en tvedelt familie, hvor den ene del udelukkende beskæftiger sig med cirkus, men hvor den anden synes at være tiltrukket af ganske andre sager, herunder især det videnskabsmæssige og studier omkring helbred. I slutningen af 1800-tallet udgav Sébastian Kneipp til eksempel en bog om sin vandkur, et værk med illustrationer, hvor man blandt andet ser mennesker overhælde sig selv med vand. I vor familie havde vi ikke mange bøger, men denne fem hundrede sider store vandbog lå altid på en hylde i cirkusvognen sammen med en bibel.

 Da jeg engang som ung havde tid til at besøge et bibliotek, kunne jeg til min store glæde læse om Sébastian Kneipp i Larousse, at selve paven havde besøgt hans vand-institut, hvor Kneipp ordinerede kolde afvaskninger, bade, brug af fugtigt træningstøj og barfods-spadsereture gennem græs vådt af morgendug.

 Selv er jeg aldrig blevet fristet til at afprøve Kneipps ideer i det praktiske. Og her på plejehjemmet i Odense kommer jeg i varmt bad to gange om ugen.

 

 

·          

 

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.

Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.

 

 

 

 

Lån bogen