Koldfronter

Info om bogen

 

Forfatter:
Keld Broksø
Forlag:
EgoLibris
Udgivelsesår:
2017
Et fund på en kirkegård sender den arbejdsløse Jack Wolff til Berlin og videre til Rusland på sporet af en dramatisk familiehistorie

Kort resume

Et kranium graves op på Vestre Kirkegård i København, hvor næsten 10.000 tyske krigsflygtninge fra Anden Verdenskrig er begravet. En simpel voldssag i Sydhavnen i København afslører, at skjulte dokumenter er forsvundet fra en af gravene. Materialet viser sig som en vigtig brik i et giftigt spil, som mørke kræfter forsøger at samle flere steder i Europa. Lykkes det, får det afgørende betydning for den nye kolde krig, som Europa er midt i.

Rusland og russiske mindretal står i større og større modsætning til EU og NATO, mens kolde fronter mellem parterne holder en skrøbelig balance på plads. Med den kulisse bliver tre vidt forskellige og almindelige mænd ufrivilligt centrum i et opgør på liv og død, fordi de er kommet alt for tæt på en dramatisk familiehistorie, som har nøglerne til både værdier og områder i et centralt konfliktområde i Europa.

Koldfronter er en roman dels om en aktuel konflikt, dels om små mænd og kvinder klemt i et alt for sprængfarligt,  storpolitisk spil. De prøver at finde forklaringer på, at mord og trusler pludselig ryster deres hverdag i både København og Berlin. 

Fakta om forfatteren

Keld Broksø (f. 1960) er forfatter med fem krimier/thrillere bag sig (senest Koldfronter i 2017) og han er desuden journalist og kommunikationsrådgiver.
Han debuterede med spændingsromanen Vraggods der handlede om atomsmugling i 1998. 

Fra Krimiwiki.dk

 

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Prolog

Kijev, Ukraine

 

Hun svedte på forhånd blot ved tanken om det uvant ubehagelige møde, som hun forestillede sig, at det ville være. Direkte kontakter med så morderisk militante mennesker var hun ikke vant til. Under jakken blev sveden kold og klam. Hun lukkede jakken mere til, men vinden fik fortsat kulden fra den sidste del af den ubarmhjertige, ukrainske vinter til at brede sig inde under den nyligt rensede spadseredragt i klassisk snit. Der var stil over hende. Det skulle der være – borgerkrig eller ej – og uagtet den formørkede nattestemning hen mod midnat i den bundfrosne hovedstad Kijev. Gennemført stil var med til at skaffe hende respekt og troværdighed. Hun havde haft brug for det gennem et helt liv, hvor hun havde opbygget netværk på universiteterne, i forretningslivets top, i Rotary, i statsadministrationen og helt inde i centrum af de politiske magtcirkler. Nu strakte hun sit netværk til det yderste, hvor den usikre fornemmelse af ikke at kunne bunde gjorde hende nervøs.
   Hun brød sig ikke om selv at skulle opsøge de frivillige, ultranationalistiske, ukrainske bataljoner, der bestod af hårdføre mænd uden skrupler, men med klare, acceptable mål. Deres kontakt var nødt til at være skjult, men det kommende møde var det eneste rigtige, hvis hendes planer skulle følges til dørs.
   Hun havde tjekket dem så meget, hun kunne på forhånd. De mænd stod for det vigtigste forsvar langs fronterne, hvor de udfyldte huller for den slatne, officielle, ukrainske hær, som ikke kunne hamle op med fjenden blandt de russiske militser. Den ukrainske hær manglede udstyr og træning, men mest af alt manglede de den type dødsforagtende motivation, som disse frivillige mænd havde.
   Hun beundrede også organisationen for dens ledelsesstrategi. Ledelsen havde sørget for lokal forankring, som sikrede netop motivationen og loyaliteten, som var mændenes rygrad i kampene. Ofte opkaldte militssoldaterne deres grupper efter deres egne områder som Kharkiv-1, Dnipro-1 eller Donbass. Tit fik de grupper ansvaret for mindre områder langs fronten, hvor de skulle hindre væbnede, russiske separatistgrupper i at overtage kommunekontorer, politistationer, boliger, fabrikker og alt andet af strategisk eller økonomisk værdi. De var kyniske og effektive, men også kontroversielle. Flere medlemmer havde åbenlyse nazistiske tilbøjeligheder, og det var ikke seriøst som resten af deres renommé.
   I de sønderskudte ruiner ved bataljonens positioner på fronten var der afsløret malede SS-tegn og svastikaer. Flere steder var de forsøgt tegnet over, men blandt mellemlederne i bataljonen stod det klart, at de nynazistiske medlemmer var ødelæggende for gruppens omdømme.
   Hun måtte selv se gennem fingre med det! Hendes egen far havde selv valgt en problematisk side under en anden krig for over 70 år siden. En af hendes kontakter, der havde skabt forbindelsen til den ukrainske bataljon, havde også nedtonet ”nazi-problemet” blot som ubetænksomhed.
   ”Nogle af dem er bare unge og naive. De leder bare efter en måde at protestere på, og intet er bedre end forældede symboler. Tag dig ikke af det,” lød beskeden til hende. ”De kommer til at forstå det hele meget bedre senere hen, når de også lærer at forstå livet.”
   Hun havde ladet sig berolige. En aftale med dem hastede nu!
   Presset mod frontlinjerne udstillede det spinkle, ukrainske forsvar. Der stod alt for meget på spil, hvis en dominoeffekt satte ind også ved andre grænser end den ukrainske op mod Rusland. Det var præcis det scenarie, der fik hende til at opsøge bataljonen nu.
   Hele hendes egen dramatiske historie, alle hendes lidelser og alt hendes håb måtte ikke være spildt ulejlighed blot på grund af en enkelt, magtfuld mands trussel i det område, hvor hun selv kom fra, og som hun elskede af hele sit hjerte. Også selv om det sted var hundredvis af kilometer fra denne ukrainske nat. 
   Hun så ned ad sig selv. Trods sin fremskredne alder holdt hun godt ud, og hun så godt ud, konstaterede hun tilfreds. Hun var klar. Hun gik de sidste skridt op ad en sidegade fra Maidan-pladsen. I februar 2014 havde 800.000 mennesker trodset snigskytter, tåregas, politiets knippelslag og chokgranater med skuer, søm og metalstykker bundet fast med gaffatape om de ellers ret uskadelige, kæmpe kanonslag, som politiet brugte. Kanonslagene var beregnet til at give demonstranterne lydchok, men med simple omviklinger af gaffatape og skarpe stykker stål, søm og skruer klæbet fast var kanonslagene dødbringende for nogle - og lemlæstende for flere. Politiet havde brugt dem, og demonstranterne var dengang klar over, at enten var det diktatoren Janokovitch, som skulle ud, eller demonstranterne, som skulle dø, ende i fængsler eller det, der var værre.
   Diktatoren var endt med flygte i en helikopter mod Rusland med så mange kontanter og andre værdier, at det var et under, at helikopteren kunne lette.
   På pladsen havde hun passeret utallige mindesmærker over døde demonstranter. Som små altre var de bygget primitivt op med tilfældige mursten, men stadig smykket med friske blomster og billeder af smilende, unge mennesker. Mange steder var der stadig brændende lys, som mindede hende om, at de havde en fælles sag i flere frontstater op mod Rusland. Her havde Rusland smadret revolutionen med besættelsen af Krim. Russiske separatister havde også ødelagt en fredelig udgang på revolutionen ude i Donetsk og Luhansk østpå.
   Da hun nærmede sig, var hun sikker på, at hun var kommet til det rette sted. Flagene ud mod vejen gjorde ingen hemmelighed ud af holdningerne bag dørene. Det var et af de mest antirussiske steder i hele Ukraine. Flagenes symboler i midten lignede hagekors på den gule baggrund, men det var ikke hagekors. Man kunne se på dem blot som et par diagonale linjer skåret skråt igennem med en ny linje, fordi militsen nu engang skulle have et logo. I bedste fald var det symbol på håb. I værste fald et symbol på ondskab og had.
   Stedet var partihovedkvarter og hvervested for frivillige, ukrainske militssoldater til kampene i det østlige Ukraine. Hun kunne bruge disse mennesker. De skyldte også noget til gengæld efter alt, hvad hun og andre havde støttet dem med siden Maidan-revolutionen.
   Den gule, armerede ståldør ud mod Tarasa Shevchenko-gaden virkede ligesom de tvivlsomme symboler på flagene helt malplacerede. Hun var i et almindeligt beboelseskvarter med ordinære, men lidt dyrere lejligheder, nogle cafeer, et hostel kaldet ”Ballet Hostel” og en enkelt ejendom med luksushotellejligheder til erhvervsfolk.
   Hun var blevet bedt om ikke at banke på den gule dør, men om at gå gennem en port til en baggård og vente, til hun blev kontaktet. ”Sikkerhedshensyn,” forlød det inden mødet. ”Vi skal ikke reklamere med vores kontakt, vel?” Porten lå lige til højre for ejendommen med flagene. Hun så sig omkring og gik gennem porten til en mindre baggård. Til venstre var der en tre meter høj mur med pigtråd foroven. Over pigtråden pegede et kamera direkte ned mod hende. Hun havde også lagt mærke til et kamera udenfor under de gule flag.
   Hun vidste ikke, hvor længe hun skulle stå der. Formentlig længe nok til, at hendes kontakt ville mene, at det var sikkert at vise sig. Hun trak længere ud til højre, så hun bedre kunne ses fra kameraet. Foran hende inde i baggården lå en café nede i en kælder. Nogle unge mennesker gik forbi hende. Ivrigt diskuterede de et eller andet på ukrainsk, som hun ikke forstod. Kun hvor der var et sammenfald i sproget med russisk, som hun talte til husbehov, gav det mening.
   ”Håb, fascister, kaffe, skole, opgaver.” Brudstykker formuleret af en ungdom, der var ved at forme en ny verden. De værdigede hende ikke et blik. Hun var et oldtidsfund i deres øjne; anonym og uskadelig.
   De skulle bare vide, de ligeglade unge mennesker, der forsvandt ned ad trappen til cafeen! Hvis de vidste, hvad hun havde sat i gang, ville det give respekt selv for en halvgammel kone.
   Kulden sneg sig ind med fornyet kraft gennem jakken, halstørklædet og spadseredragten. Hun tog et par skridt frem, men for sammen ved en høj lyd bag muren. Det lød som metal smidt på asfalt. Derefter en stribe hårde klik, som hun godt vidste kom fra maskingeværer, som fik patronhylstre sat i.
   Var det nu det rigtige, det her? tænkte hun. Var deres udstrakte netværk gennem Polen og resten af Europa i orden som lovet? 
   En dør smækkede, og hun hørte ikke mere bag muren. Efter nogle minutter kom en skygge frem fra den fjerneste og mørke ende af gården. Hun forstod ikke, hvordan skikkelsen havde undgået hendes opmærksomhed. Sanserne var i alarmberedskab.
   Manden gik direkte mod hende. Hurtige, målbevidste skridt akkompagneret af lyden fra hårde såler i militærstøvler mod asfalten. Han var høj, muskuløs og havde en hætte trukket ned over ansigtet med huller klippet til øjne og mund. Sorte øjne så vurderende ud på hende som den angste kvinde, hun fastfrosset foran ham var reduceret til. Han tog hende under armen som en dukke, der ikke var værd så meget som at hilse høfligt på.
   I et fast greb blev hun ført ud af porten mod gaden igen og over mod den gule ståldør, der blev åbnet indefra. En anden hætteklædt mand modtog dem.
   Hun stod i en gang, hvor plakater med slogans og billeder af andre soldater med hætter og hjelme dominerede rummet. Hun blev vist op ad en trappe og ind i noget, der lignede et helt almindeligt kontor med en lige så almindelig habitklædt mand bag et skrivebord.
   Ord på næsten flydende engelsk fyldt med taknemmelighed flød imod hende og hendes netværk.
   ”I giver en uvurderlig støtte i kampen mod den fælles, russiske fjende,” lød en tilbagevendende hyldest, inden hun kunne fremføre sit ærinde.
   Det gjaldt i første omgang om hurtigt at løse et prekært problem i Danmark, hvorfra der gik tråde til større udfordringer i Tyskland, Polen, Ukraine og Estland.
   Hun sagde det ikke direkte, men det var ikke til at misforstå. Der var tale om en modydelse fra den paramilitære gruppe til folk som hende, der hverken havde denne organisations kompetencer eller netværk til at udføre så specielle opgaver.
   Der blev nikket bag skrivebordet. Holdningen var positiv.
   ”Det er rimelige ønsker, som tjener vores fælles sag. Vi har også vores forbindelser i Tallinn, Warszawa, Berlin og København. Intet problem!”
   ”Vi har ingen tid at spilde. Over 70 år er for længe at vente på retfærdighed. Vi havde ikke forudset disse forhindringer,” sagde hun.
   ”Det er klart,” lød det forstående og servilt bag skrivebordet.
   ”Vi er ikke de eneste, som har opdaget noget vigtigt i den fortid, som former vores fremtid,” fortsatte hun. ”Jeg kan skaffe visse midler, men jeg ved ikke, om det slår til over for de kræfter, som vor modpart råder over. Vi må gøre tingene velovervejet og effektivt!”
   Manden ville høre, om hun var enig i udlægningen af situationen.
   ”De russiske tropper, der stjal Krim, var sendt til Ukraines grænse under påskud af en stor øvelse. Rusland maskerede simpelthen deres invasion. Vi ser øvelser flere steder i Ruslands grænseområder nu. Verden har lukket øjnene for, hvad Rusland har udviklet sig til siden krigen i Georgien i 2008. Vi var allerede dengang skrækslagne over, hvor nemt og hurtigt de europæiske ledere gik tilbage til business as usual med Rusland. Ukraine er en indirekte konsekvens af Georgien. Moskva har lært, at de kan gøre, som det passer dem.”
   Et øjeblik tænkte hun over, om hans uberegnelige og farlige fanatisme skyggede for, at han kunne se nøgternt og endda menneskeligt på tingene. Hvor langt ville han gå?
   ”Din egen historie viser jo, at vi er nødt til at markere os!” sagde han.
   Hun nikkede. Hun ønskede ikke mere krig. Blot en markering, en streg i sandet ved at løse et lille lands problem, så NATO blev mere vågen.
   ”Det handler bare om rettighederne til noget land og om at få fred,” sagde hun så. ”Derfor beder jeg nu om hjælp.”
   Da hun havde sagt det, var det, som om hendes tunge slog gnister med potentiale til at starte en eksplosionsbrand. Hele aktionen kunne komme ud af kontrol, hvis hun ikke tog mere styring på sagen end en tjeneste for en gammel, tysk veninde i Berlin berettigede til.
   ”Nogle gange er det hos små, ubetydelige mennesker, at man skal finde løsningerne. Alt stort begynder småt,” konstaterede hun.
   Hun var sikker på, at de ville få en deal.
  Efter et begivenhedsrigt liv ville det her være det sidste store projekt, som hun satte sig i spidsen for, og om nødvendigt blev det med livet som indsats.

Lån bogen