Løgnen

Info om bogen

 

Forfatter:
Taylor, C.L.
Forlag:
Jentas
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Marielle Nielsen Hansen
En historie om det helt store (selv)bedrag.

Kort resume

Jane Hughes har en dejlig kæreste, et job på et dyreinternat og et lillebitte hus på landet i Wales. Hun er lykkeligere end nogensinde … men hun lever på en løgn. Jane Hughes findes i virkeligheden ikke. 

 

For fem år siden tog Jane og hendes bedste veninder på ferie sammen, men det, der skulle have været en drømmerejse for dem alle, udviklede sig hurtigt til et mareridt, der kostede to af veninderne livet. Jane har siden forsøgt at lægge fortiden bag sig og leve et helt almindeligt liv, men nogen derude kender den fulde sandhed om, hvad der skete. Nogen, der ikke stopper, før vedkommende har tilintetgjort Jane og alt, hvad hun elsker…

Fakta om forfatteren

C. L. Taylor bor i Bristol sammen med sin samlever og lille søn. Hun læste psykologi på universitetet i Newcastle, og hun har arbejdet på et forlag i London og som grafisk designer i Brighton. Hun har modtaget flere priser for sine noveller. I 2014 debuterede hun med sin første roman og blev valgt som “Bestselling Adult Fiction Debut Author” i The Bookseller. Hun har solgt mere end 500.000 eksemplarer af sine to første bøger i England alene.

Lån bogen

 

Kapitel 1

I dag

 

Allerede før han er kommet ind i bygningen, ved jeg, at der er optræk til ballade. Jeg kan se det på den måde, han knalder døren på firhjulstrækkeren i og stormer over parkeringspladsen uden at se, om hans lille kone følger trop. Da han når dobbeltglasdøren til receptionen, vender jeg atter blikket mod computerskærmen. Det er bedst at undgå direkte øjenkontakt med en aggressor. Når man tilbringer 12 timer dagligt med farlige dyr, lærer man en masse om konfrontation, frygt og fjendtlighed ‒ og ikke kun i forhold til hunde.

Klokken over døren bimler, da manden træder indenfor, men jeg fortsætter med at taste oplysninger ind på computeren fra en ugeobservation. Et schæferkryds, der hedder Tyson, blev bragt ind af en dyreværnsinspektør for en uge siden. Vi har observeret ham lige siden, og jeg har konstateret adfærdsproblemer i forhold til mennesker, katte og andre hunde ‒ hvilket ikke er overraskende hos en tidligere vagthund i en narkobule. Nogle mener, at en hund som Tyson skulle aflives for dens egen skyld, men jeg ved, at vi kan få ham på ret køl igen. Ens fortid behøver ikke at definere ens fremtid.

”Hvor er min forbandede hund?!” Manden lægger armene på skranken og stikker hagen i vejret. Foragten lyser ud af hans magre, indsunkne ansigt. Hans skuldre er smalle under den alt for store læderjakke, og hans jeans hænger løst om hofterne. Han kan ikke være meget mere end i slutningen af 40’erne, højst i starten af 50’erne, men han ser træt og udslidt ud. Jeg har en mistanke om, at han er typen, der har en muskelhund. Lille mand, stor bil. Og farlig hund. Der er ikke noget at sige til, at han vil have sin hund tilbage. Han mangler sin penisforlænger i hundeudgave.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg vender mig om mod ham og smiler.

”Jeg vil have min hund. En af vores naboer så, at inspektøren kom, mens vi ikke var hjemme. De tog den omme fra baghaven. Jeg vil have den tilbage.”

”Han hedder Jack, han er en staffordshire bullterrier, og han er fem år.” Hans kone kommer nærmest listende. Hun bærer briller, hendes sorte leggings poser ved knæene, den lyserøde læbestift er omhyggeligt påført, og det gråsprængte hår er skrabet tilbage i en stram hestehale.

”Og hvad er dit navn?” Jeg kigger tilbage på hendes mand.

”Gary. Gary Fullerton,” svarer manden og ignorerer sin kone.

Jeg ved godt, hvilken hund de taler om. Jack blev bragt ind for fire dage siden. Hans højre øje var så hævet, at han ikke kunne åbne det, læben var flænget og blodig, og venstre øre var så lemlæstet, at dyrlægen var nødt til at fjerne det halve. Han havde været oppe at slås, men det var tydeligvis ikke første gang. Arrene på hans krop og sårene i hans hoved talte deres tydelige sprog. Ejeren kommer utvivlsomt direkte fra politistationen. Muligvis ude mod kaution og afventer, at sagen kommer for retten.

Mit smil svinder bort. ”Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe jer.”

”Jeg ved, at den er her,” siger manden. ”I kan ikke beholde ham her. Vi har ikke gjort noget forkert. Han kom op at slås i parken, ikke andet. Vi har syv dage til at afhente ham. Det siger min kammerat.”

Jeg drejer mig lidt væk fra ham, så jeg har front mod computeren, og vi ikke længere er ansigt til ansigt. ”Jeg beklager, men jeg kan ikke diskutere enkeltsager.”

”Hey!” Han læner sig ind over skranken, rækker ud efter skærmen og rykker den hen mod sig. ”Jeg taler til dig.”

”Gary ...” Hans kone lægger hånden på hans arm. Han stirrer på hende, men slipper skærmen. ”Undskyld, men ...” Hun kigger på mit navneskilt. ”Undskyld, Jane, vi vil bare gerne se Jack, ikke andet, bare for at se, om han er okay. Vi ønsker ingen ballade; vi vil bare gerne se vores basse.”

Bag brilleglassene fyldes hendes øjne af tårer, men jeg synes ikke, at det er synd for hende. Hun må vide, at Gary bruger Jack til hundekampe. Indimellem har hun sikkert gjort indvendinger, måske forsøgt at rense Jacks sår med en fugtig klud bagefter, men i sidste ende har hun intet gjort for at forhindre, at hunden blev flået sønder og sammen.

”Jeg beklager.” Jeg ryster på hovedet. ”Jeg kan altså ikke udtale mig om enkeltsager.”

”Hvilken satans sag?” brøler manden, men hans hænder hænger slapt ned langs siderne. Kamplysten er sivet ud af ham. Han ved, at han står svagt, og råberiet er kun for syns skyld. Det værste er, at han sikkert holder af hunden. Han var nok stolt af Jack, da han vandt de første par kampe. Han belønnede ham måske med en stor håndfuld hundekiks og satte sig i sofaen med armen omkring ham. Men så begyndte Jack at tabe, og det brød Gary sig ikke om. Det krænkede hans stolthed, så han blev ved med at tilmelde ham kampe, ventede på, at kampånden vendte tilbage, og håbede, at lykken ville vende.

”Er alt i orden, Jane?” Sheila, min chef, kommer ud i receptionen fra gangen til højre og lægger en hånd på min skulder. Hun smiler til Gary og hans kone, men det stramme drag om hendes mund afslører, at hun har hørt hvert et ord.

”Vi går nu.” Gary slår en hånd i skranken. ”Men det bliver ikke det sidste, I ser til os.”

Han vender omkring og styrter af sted mod udgangen. Hans kone bliver stående, knuger hænderne foran sig og bønfalder mig tavst.

”Kom så, Carole,” snerrer han.

Hun tøver, blot et splitsekund, hendes blik fastholder mit.

”Carole!” siger han igen, og så går hun også, traver lydigt ved hans side.

Klokken over døren bimler, da de forlader receptionen, og de krydser parkeringspladsen i enkeltkolonne. Gary i spidsen, Carole lige i hælene på ham. Hvis hun ser sig tilbage, vil jeg gå efter hende. Finde på en undskyldning for at tale med hende alene. Det blik, hun lige sendte mig ... det handlede ikke kun om hunden.

Se dig tilbage, se dig tilbage, Carole.

Lygterne blinker, da Gary retter nøglen mod Range Roveren, og han åbner døren. Carole klatrer ind på passagersædet. Gary siger et eller andet, mens hun tager selen på, og hun tager brillerne af og tørrer sine øjne.

”Jane.” Sheila giver min skulder et blidt klem. ”Jeg tror, at vi trænger til en kop te.”

Jeg fanger den dybere mening: Jack er dit ansvar, men Carole er ikke.

Hun sætter kurs mod personalerummet, men standser brat op. ”Hov! Jeg glemte at give dig det her.” Hun rækker mig en kuvert. Mit fulde navn står med håndskrift på fronten: Jane Hughes, Green Fields Animal Sanctuary. ”Et takkebrev, tænker jeg.”

Jeg stikker tommelen ind under flappen og åbner kuverten, mens Sheila venter forventningsfuldt i døren. Der er et enkelt ark papir indeni, A4, foldet midtpå to gange. Jeg læser det hurtigt og folder det så igen.

”Hvad er det så?” spørger Sheila.

”Det er fra Maisies nye ejere. Hun er faldet godt til, og de er forelsket til op over begge ører i hende.”

”Super.” Hun sender mig et anerkendende nik, før hun fortsætter ind i personalerummet.

Jeg venter, til lyden af hendes skridt fortoner sig, og kigger så ud ad glasdørene mod parkeringspladsen udenfor. Der er tomt, hvor Carole og Garys firhjulstrækker holdt lige før.

Jeg folder papiret i mine hænder ud og læser det igen. Der står kun en enkelt sætning, skrevet med blå kuglepen midt på arket.

 

Jeg ved, at dit rigtige navn ikke er Jane Hughes.

 

Uanset hvem der har sendt det til mig, kender vedkommende sandheden. Mit rigtige navn er Emma Woolfe, og de sidste fem år har jeg foregivet at være en anden.

 

Kapitel 2

 

 

For fem år siden

 

Daisy siger ikke et ord, da jeg sætter mig over for hende ved bordet. I stedet skubber hun et shot over til mig og kigger væk, da hun distraheres af nogle mænd, der maser sig gennem pubben hen mod et tomt bord henne ved toiletterne. En af de bagerste i flokken, en lav, mørkhåret fyr med en tyk vom, kigger en ekstra gang. Han puffer til ham ved siden af sig, der stopper op, ser sig tilbage og sender Daisy et anerkendende nik. Hun afviser ham med et hævet øjenbryn og vender så igen blikket mod mig.

”Drik!” råber hun og gør en bevægelse mod glasset. ”Så taler vi bagefter.”

”Også godt at se dig.”

Jeg spørger ikke om, hvad der er i shottet. Jeg snuser ikke engang til det. I stedet slynger jeg det ned og rækker ud efter glasset med hvidvin, som Daisy skubber over til mig. Jeg kan dårlig smage det for den kraftige eftersmag af anis fra shottet.

”Er du okay, skat?”

Jeg ryster på hovedet og tager endnu en slurk vin.

”Har det røvhul til Geoff været efter dig igen?”

”Jep.”

”Sig dog op.”

”Hvis det bare var så nemt.”

”Så nemt er det sgu da, Emma.” Daisy kører begge sine hænder gennem sit blonde hår, svipper det opad, så det falder i en kaskade ned ad ryggen. ”Du printer en opsigelse, giver ham den, og så går du. En afskedssalut med langemanden kan tilføjes.”

En mand med to øl i hånden ramler hoften mod min stol. Øllene løber over og ned på min venstre skulder.

”Undskyld,” siger jeg automatisk. Manden ignorerer mig, ænser kun sine venner længere fremme, som han fortsætter hen mod.

Daisy ruller med øjnene.

”Lad være.”

”Hvad?” Hun sender mig et uskyldigt blik.

”Du skal ikke fyre noget pis af, fordi jeg sagde undskyld, og du skal ikke følge efter ham.”

”Som om jeg havde tænkt mig det.”

”Det havde du.”

Hun trækker på skuldrene. ”Måske, men der skal jo være nogen, der kæmper for dig. Skal jeg i øvrigt tale med din chef for dig? For det kan jeg sagtens, hvis det er.”

Hendes mobil på bordet foran hende bipper, og hun trykker på den med en nedbidt negl. Daisys eyeliner er perfekt påført, hendes blonde hår er glattet og glansfuldt, mens hendes neglebånd flosser, og den røde neglelak skaller af. Hendes negle er det eneste svage punkt i det perfekte ydre. Hun opdager, at jeg kigger, og knytter hænderne og begraver dem i skødet.

”Han er en tyran, Emma, en rendyrket tyran. Han har ikke lavet andet end at kritisere dig og køre på dig, siden du startede der.”

”Jeg ved det godt, men der går rygter om, at han skal overtage afdelingen i Manchester.”

”Det har du så sagt de sidste tre år.”

”Jeg kan ikke bare sige op.”

”Hvorfor? På grund af din mor? For fanden da, Emma, få nu nosset dig sammen. Du er 25. Du har kun ét liv. Gør, hvad der passer dig. Fuck din mor.”

”Daisy!”

”Hvad?” Hun fylder sit glas og bunder. Ud fra hendes glasagtige blik har jeg en mistanke om, at det ikke er hendes første flaske vin i aften. ”Nogen skal jo sige det, og det kan lige så godt være mig. Du er nødt til at holde op med at tage hensyn til hendes mening og gøre, hvad du selv gerne vil. Det er fandeme ved at være for meget med din besættelse af, hvad din forbandede familie synes. Du har kørt i samme rille siden universitet og ‒”

”Undskyld, at jeg er så kedelig. Jeg troede, at vi var veninder.” Jeg rækker ned efter min taske og rejser mig, men Daisy griber mig om håndleddet hen over bordet.

”Hold nu op. Og hold for fanden op med at undskylde. Sæt dig, Emma.”

Jeg sætter mig på kanten af stolen. Jeg kan ikke få et ord frem. Hvis jeg forsøger, begynder jeg bare at græde, og jeg hader at græde offentligt.

Daisy har stadig fat i min hånd. ”Det er ikke for at være en kælling. Jeg vil bare gerne have, at du er glad, ikke andet. Du har jo fortalt, at du har sparet nok sammen til at kunne klare dig uden job i tre måneder.”

”I nødstilfælde, ja.”

”Og det er det her også. Du har det elendigt. Kom og arbejd sammen med mig i pubben, indtil du finder noget andet. Ian ansætter dig på et splitsekund, for han elsker rødtoppe.”

”Det er farvet.”

”For himlens skyld, Emma ‒”

Hendes mobil vibrerer på bordet, og den metalliske lyd af Rihanna og Eminems ’Love the Way You Lie’ skærer gennem latteren og snakken på pubben.

Daisy gør tegn til mig om lige at vente og snupper så mobilen. ”Leanne? Er du okay?” Hun stikker en finger i øret og rynker koncentreret panden. ”Okay. Jep, vi kommer. Giv os et kvarter til at finde en taxa, okay? Godt så. Ses om lidt.”

Hun stikker mobilen ned i mobiltasken på bordet og ser så over på mig. Der er bekymring i hendes blå øjne, men også en snert af spænding.

”Det var Leanne. Hun er henne på den der nye homoclub, Malice, i Soho med Al. Al er på jagt efter Simone og hendes nye kæreste.”

”Shit.” Jeg griber min taske og rækker bagud efter min jakke på stoleryggen.

”Er det okay, hvis vi tager af sted? Jeg ved godt, at vi var ved at tale om dit job, men ‒”

”Det er fint.” Jeg rejser mig. ”Al har brug for os. Lad os finde en taxa.”

 

Ingen af os siger noget, mens taxaen pløjer sig gennem vandpytter, og Londons West Ends klare neonlys hvirvler forbi os. Gaderne er usædvanlig øde. Den silende regn har tvunget både de lokale og turisterne ind på allerede tætpakkede pubber, vinduerne er duggede af kondens.

Daisy ser op fra sin mobil. ”Ved du godt, at det er årsdagen for hendes brors død?”

”Als bror?”

”Jep. Jeg ringede til hende her midt på dagen.”

”Hvordan havde hun det?”

”Skidefuld.”

”Shit! På arbejde?”

”Nej, hun pjækkede. Hun var på pubben.”

”Det har hun været ret meget her på det sidste.”

”Jep, når hun ikke lige stalker Simone,” siger Daisy, og vi sender hinanden et blik.

Det er over en måned siden, at Al og Simone gik fra hinanden, men Al opfører sig mere og mere vanvittigt for hver dag. Hun er overbevist om, at Simone forlod hende, fordi hun havde fundet en anden, og hun er fast besluttet på at finde ud af, hvem det er. Hun googler i timevis og leder efter ”spor”, og hun har oprettet flere falske Facebook-profiler i et forsøg på at få adgang til Simones side og alle hendes venners sider. Ingen af os havde set bruddet komme, slet ikke Al, der havde planer om at fri. Hun havde sparet sammen i månedsvis til en ring og en safari i Kenya, så hun kunne fri på en tur ud for at se elefanter ‒ Simones yndlingsdyr.

”Så er vi her, d’damer,” siger taxachaufføren over skulderen, da vi standser foran det pink neonskilt ved Malice.

Daisy stikker ti pund gennem glaslugen og åbner så taxadøren. ”Lad os komme ind og finde Al.”

 

”Undskyld. Tak. Undskyld.”

Daisy maser sig gennem den tætpakkede skare op ad trappen, og jeg følger i kølvandet på hende. Vi har allerede pløjet os gennem alle dem på dansegulvet nedenunder i vores søgen efter Leanne og Al, men de var ikke at se nogen steder. Heller ikke Simone.

”Toiletterne!” Daisy har fået drejet sig om mod mig og vifter med mobilen til mig, da hun når toppen af trappen og går mod venstre.

Jeg kæmper mig gennem de mange kvinder, der står og snakker og drikker øl ved toiletterne, og langt om længe når jeg derud.

”Hey!” En kraftig kvinde iført en Superdry-T-shirt og alt for store jeans stikker en tatoveret arm ud for at blokere vejen for mig, da jeg forsøger at klemme mig forbi hende. ”Der er faktisk kø!”

”Undskyld, men jeg leder kun efter en.”

”Emma, herude!” En af dørene går op, og Daisy vinker mig ind i det lille aflukke. Hun laver en undskyldende grimasse til kvinden i køen. ”Undskyld, men vi har lige en krise her.”

”I forbandede lebber,” siger kvinden, ”der er altid drama med jer.”

 

Der er ikke plads til, at jeg kan klemme mig ind på det lille toilet, så jeg bliver udenfor og stikker hovedet rundt om døren. Al sidder på toilettet med hovedet i hænderne. Leanne og Daisy står presset op ad væggen på hver sin side af hende. Døren ind til natklubben går konstant op, og dunkende housemusik vælter ind og overdøver alt, mens kvinder defilerer forbi og småbrokker sig, når de maser sig forbi mig i jagten på et ledigt toilet.

”Al, skat.” Daisy hiver op i sin kjole og sætter sig på hug ved sin veninde. ”Lad os se at få dig hjem.”

Al ryster på hovedet. Sømmen på hendes jeans er våde af regn, og snørebåndet på den ene af hendes sneakers er gået op. Der stikker plastfolie ud under ærmet på T-shirten. Hun har fået endnu en tatovering, men jeg kan ikke se, hvad den forestiller.

Leanne fanger mit blik, som om hun først lige har set mig. Hun har fået farvet pandehåret pink, siden sidst jeg så hende. Hendes dybsorte pagehår har altid virket så hårdt, men med det pink pandehår og de nye, kraftige sorte ”nørd-briller”, som dominerer hendes magre ansigt, ser det ud, som om hun har styrthjelm på.

Hun trækker på skuldrene og drejer armen om mod mig, så jeg kan se, hvad klokken er på hendes Mickey Mouse-ur. Det er midnat. Hun holder først alle fingre op mod mig og dernæst to. Shit, Al har drukket i 12 timer.

Det er ikke første gang, at Leanne har måttet ringe til Daisy og mig om hjælp til at få Al hjem. Med knap 90 kilo fordelt på 170 centimeter og et letantændeligt temperament skal der os alle fire til for at manøvrere Al nogen steder hen, i særdeleshed når hun er fuld. Simone havde som regel styr på hende, men hun havde også en fordel: Al var forelsket i hende. Hun kunne altid overtale hende til at tage hjem, uanset hvor fuld hun var.

To af pigerne, der står og vasker hænder ved vasken bag mig, begynder at grine, og Al ser op.

”Griner de ad mig? I skal fandeme ikke grine ad mig!” Hun forsøger at rejse sig, men Leanne presser ned på hendes skulder, og Daisy griber hende om håndleddet, så Al nærmest er naglet til toilettet.

Jeg kaster et blik over skulderen. ”De kan ikke engang se dig.”

”De ved det.” Al lader en hånd glide over sin hanekam. ”Alle ved det. Jeg er pissemegameget til grin.”

”Nej, du er ikke,” siger Daisy. ”Forhold afsluttes hele tiden, Al. Ingen dømmer dig.”

”Nå, ikke? Hvorfor spurgte Jess i indgangen så, om jeg kun skulle betale for én, da jeg kom?”

”Måske fordi du kom alene?”

”Arh, fuck af, Daisy” ‒ hun flår sin hånd fri af Daisys greb ‒ ”du ved ikke en skid. Du har aldrig nogensinde prøvet at blive droppet.”

”Men det har jeg,” siger jeg, ”og jeg ved, hvor ondt det gør, især hvis man bliver forladt til fordel for en anden. Jeg havde en mistanke om Jake et stykke tid, men da han så ‒”

”Emma!” Leanne laver et hold kæft-tegn ved at lade pegefingeren glide tværs over sin hals.

”Ikke at Simone forlod dig på grund af en anden,” siger jeg, men det er for sent. Al er kommet på benene og braser forbi mig.

”Hvis hun er her med den forpulede kælling, og så lige netop i dag, får hun et par flade. De får begge to nogle flade. Fucking små lebbekællinger.”

”Al!” Daisy stolprer efter hende og rækker ud efter hendes arm. ”Hun er det ikke værd. Al!”

”Godt klaret, Emma.” Leanne ser arrigt på mig fra under hendes neonpink pandehår. ”Jeg havde lige fået hende talt ned, og du får hende straks op i det røde felt igen.”

”Jeg synes ikke, hun så særlig rolig ud.”

”Du så hende heller ikke før. Hun slog ind i toiletvæggene. Hun var ved at få os begge to smidt ud.”

”Undskyld. Det var ikke min mening at ‒”

Hun maser sig forbi mig. ”Det er det aldrig, Emma.”

 

Da jeg finder de andre, står de midt på dansegulvet nedenunder med en ring af andre gæster omkring sig. I midten står Al, der puffer til Simone og en pige, jeg ikke kender. Daisy og Leanne står på hver sin side af hende.

”Jeg vidste det fandeme,” siger Al. ”Jeg vidste, at du lå i med Gem.”

”Ikke at det kommer dig ved” ‒ Simone puster sig op, selvom hun er en del lavere og vejer en del mindre end Al ‒ ”men Gem og jeg fandt rent faktisk først sammen, efter vi to gik fra hinanden.”

”Det kommer faktisk mig ved.” Al vender sig om mod den anden kvinde, der træder et skridt nærmere Simone og lægger en tung arm omkring hendes skuldre. Hun er mindst 1,80 høj, et rent muskelbundt, kraftigt hageparti og maskinklippet hår. Hun ligner en bokser og opfører sig også som en.

”Synes du selv, du er smart?” siger Al. ”Sådan at tage Simone fra mig?”

”Jeg synes ingenting.”

”Klart, du ikke gør det. Fede svin tænker ikke.”

Bokser-kvinden smiler hånligt. ”Skrid, Al. Ingen gider det her, slet ikke Simone. Og bare så du ved det, så stjal jeg hende ikke fra dig, hun kom selv springende.”

”Sikke en gang pis. Vi havde det perfekt, indtil du kom på banen.”

”Så det havde I? Ifølge Sim er du en besiddende kontrolfreak, der ikke ville lade hende gå i byen.”

”Er det, hvad du har sagt til hende?” Al stirrer på Simone. ”At jeg er en kontrolfreak? Efter alt, hvad jeg har gjort for dig? Da vi mødte hinanden, havde du ikke noget sted at bo. Du havde intet, Simone, og jeg lod dig bo gratis hos mig. Jeg gav dig penge til at gå i byen for. Jeg ville have gjort alt for dig.”

”Du kvalte mig.”

Als øjne fyldes med tårer. ”Så skulle du have sagt det til mig i stedet for at stikke af med den bulldog.”

”Hvad kaldte du mig?” Bokser-kvinden slipper Simone og træder et skridt frem mod Al. ”Gentag det lige, din fede kælling.”

”Fuck dig.” Al springer frem og slår ud mod den højere kvinde, før Leanne eller Daisy kan nå at stoppe hende. Knytnæven rammer Gem på hagen, og hun vakler baglæns. Hun glider på gulvet, der er glat af spildte ølsjatter, og falder. Menneskemængden hujer af spænding, og ud af øjenkrogen ser jeg en mandlig vagt med en walkie-talkie mod øret sætte kurs mod os. Daisy ser ham også og gør tegn til mig om at hjælpe Leanne, der desperat skubber Al mod døren.

Nu kræver det ikke så megen overtalelse at få hende til at forlade natklubben. Hun er så triumferende, at hun næsten danser ud af lokalet.

”Yeah!” Hun laver et slag ud i luften, skærer ansigt og knuger højre hånd ind til kroppen. Hun kigger sig tilbage, da vi skynder på hende hen mod udgangen. ”Hvor er Daisy?”

Leanne og jeg veksler et blik. ”Hun er okay. Hun flirter med udsmideren for at forsinke ham.”

”Frække tøs.” Al griner hele vejen ud af bygningen og ind i den ventende taxa.

 

 

Kapitel 3

 

 

Det er næste morgen, og jeg har kun siddet ved mit skrivebord i ti minutter, da Geoff, min chef, kommer over. Han stiller sig bag mig, lægger hånden på stoleryggen. Jeg rykker mig så langt frem som muligt, så jeg ender helt fremme på kanten af sædet.

”For sent igen, Emma.”

”Undskyld.” Jeg holder blikket på regnearket på skærmen foran mig. ”Toget var forsinket.”

Det er løgn. Vi fik først Al i seng klokken to, og så skulle jeg vente på en taxa, der kunne køre mig hjem til Wood Green. Den var over tre, da jeg endelig trimlede omkuld i min seng.

”Du kommer til at lægge de timer oveni, så du bliver til klokken syv i aften.”

”Jamen jeg skal være i Clapham dér, for min bror er med i et stykke.”

”Det skulle du så have tænkt på i morges og være stået tidligere op. Nå ...” Min stol knager, da han lægger sin fulde vægt på den og læner sig frem, så hans mund er helt fremme ved mit øre. Jeg kan mærke hans ånde, varm og sur. ”Jeg forventer, at du afleverer det regneark der inden frokost, så jeg kan nå at se på det, inden jeg har møde med salgsafdelingen i eftermiddag. Eller skal jeg også regne med, at dét bliver forsinket?”

Jeg har mest lyst til at sige til ham, at han kan stikke regnearket op et vist sted. I stedet knytter jeg hænderne og presser neglene ind i håndfladerne. ”Du skal nok få det til tiden.”

 

Jeg har været Geoffs personlige assistent i tre år. Han er salgschef her i United Internet Solutions, et firma, der sælger løsninger inden for software, hosting og SEO. Egentlig skulle jeg kun have været her i tre måneder ‒ det var meningen, at det bare var endnu et af de utallige vikarjobs, jeg tog efter universitetet ‒ men han forlængede min kontrakt og tilbød mig et fast job og en betydelig højere løn. Dengang rådede Daisy mig til at sige nej tak og finde noget andet, men det eneste, jeg altid gerne har villet være, er dyrlæge, og det kan man ikke blive med en erhvervsrettet uddannelse. Og jeg orkede ikke at skulle tilbage i vikarmøllen.

Jeg venter, til Stephen Jones, Geoffs yndlingssælger og selvudråbt ”overhund”, går forbi os, ind på sit kontor og lukker døren bag sig, og så sætter jeg kurs mod dametoiletterne med min mobil gemt i ærmet. Jeg tjekker båsene for at sikre mig, at ingen af de to andre kvinder i UIS er herude, og ringer så til min mor. Det er tirsdag, så hun skulle være hjemme. Hun arbejder i den lægepraksis, som hun og min far etablerede, da de var nygifte og stadig barnløse, men hun arbejder kun mandage, onsdage og fredage. Telefonen ringer i flere minutter, før hun endelig tager den. Hun har haft en mobil i årevis, men har stadig ikke fundet ud af, hvordan hun sætter svarer på.

”Burde du ikke være på arbejde?” Det er sådan, hun indleder samtalen. Ikke noget med ”Hej, Emma,” eller ”Hvordan går det, skat?” ‒ kun ”Burde du ikke være på arbejde?”

”Jeg er på arbejde.”

”Burde du så ringe? Du skal nok ikke provokere din chef, ikke efter sidste MUS-samtale.”

”Mor, kan du ikke bare ... ikke noget. Jeg kan altså ikke komme og se Henry i aften.”

En meget tydelig indånding høres, efterfulgt af et dybt suk. ”Åh, Emma.”

Dér var det, hendes skuffede tonefald, det, der straks får mig til at føle mig som det dårligste menneske i verden.

”Jeg er ked af det, mor. Jeg vil så gerne komme, men ‒”

”Henry bliver så skuffet. Du ved, hvor meget han har knoklet på sit onemanshow. I aften har han inviteret en masse agenter, og det er utrolig vigtigt, at publikum er med ham, og ‒”

”Mor, jeg ved det godt.”

”Han vil optræde med det i Edinburgh, det ved du godt, ikke? Vi er så stolte af ham.”

”Jo, det ved jeg godt, men Geoff ‒”

”Kan du ikke spørge ham pænt? Jeg er sikker på, at han vil forstå, hvis du forklarer ham hvorfor.”

”Jeg har spurgt ham. Han sagde, at jeg skulle blive her til klokken syv, fordi jeg kom for sent i morges.”

”For himlens skyld da. Så det er din egen skyld, at du ikke kan komme? Sig ikke, at du igen var i byen til langt ud på natten med dine veninder.”

”Ja. Nej. Vi var nødt til at hjælpe Al. Jeg har fortalt dig, hvor ked af det hun er over det med Simone, og ‒”

”Og det vil du have, at jeg skal sige til Henry, hva’? At dine venner er vigtigere for dig end din egen familie?”

”Det er ikke fair, mor. Jeg har været til alle Georges kampe, og jeg var der, da Isabella åbnede danseskolen.”

Det meste af min barndom er gået med at blive hevet med til den ene søskendebegivenhed efter den anden, en vane, der nu er så indgroet, at jeg starter hver dag med at tjekke kalenderen i køkkenet for at se, hvem der skal hvad. Isabella er den ældste af flokken. Hun er 32, tidligere danser, sindssygt smuk, gift og har en søn. George er min storebror. Han er 28 og professionel golfspiller. Han bor i St Andrews, og jeg ser ham kun sjældent. Henry er den yngste. Han er 24 og den næste Jimmy Carr, hvis man skal tro min mor.

”Mor?”

Der er en pause, en pause, der strækker sig over et, to, tre, fire sekunder.

”Mor? Er du der stadig?”

Hun sukker igen. ”Du må hellere komme tilbage til arbejdet. Det lyder til, at du allerede har problemer til op over begge ører.”

Jeg tørrer tårerne på kinderne væk med hånden. ”Vil du sige held og lykke til Henry fra mig?”

”Selvfølgelig. Vi tales snart ved. Du må hellere komme tilbage på pinden. Knokl på, og gør os stolte.”

Forbindelsen bliver afbrudt, før jeg når at svare.

 

Lån bogen