Manden der hadede børn

Info om bogen

 

Forfatter:
Thórarinn Leifsson
Forlag:
Torgard
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Nanna Kalkar
Munter børnekrimi er langt ude over kraterranden

Kort resume

En serimorder myrder unge drenge i Islands hovedstad, Reykjavik. Samtidig flytter en mystisk lejer og hans hæslige lille hund ind i huset hos den 12-årige Sylvek og hans bedstemor.

Lejeren siger, at han hader børn, og Sylvek får mistanke om, at manden der hader børn har forbindelse til mordene på de unge drenge og beslutter sig for at udspionere ham.

I løbet af historien møder vi også den skaldede kriminalassistent Blakkmann, der ikke kan tåle at se blod, en køn kvindelig journalist, en berømt forfatter, de frygtindgydende Steroid-trolde fra Reykjaviks underverden og ikke mindst tv-kanalen Stasimon, som er i gang med et realityprogram, der ikke har set sin lige.

Fakta om forfatteren

Thórarinn Leifsson startede sin kunstneriske karriere som “gademaler” (dvs. han malede kæmpestore billeder på gadernes brolægning eller asfalt) rundt om i Europa i 1980’erne. Efter eksamen fra Islands Kunstakademi i 1989 arbejdede han i flere år som DTP og webdesigner, før han skiftede branche og blev illustrator og forfatter. Han har illustreret flere børnebøger, blandt andet en serie på fem af H. C. Andersens eventyr, der udkom i fire nordiske lande – herunder Danmark – i 2005.

Thórarinn debuterede som tekstforfatter i 2001 med børnebogen Total frihed (isl. Algjört frelsi), som han skrev sammen med sin kone, forfatteren Auður Jónsdóttir. Bogen fik fremragende anmeldelser og en andenplads ved den islandske boghandlerforenings kåring af ‘Årets børnebog’.

Fars store hemmelighed fra 2007 var den første bog, hvor Thórarinn selv har stået for både tekst og ilustrationer. Bogen er en af de største børnebogsuccéer i Islands de senere år. Den er udkommet i Danmark, Finland samt Tyskland, hvor den tilmed er blevet sat op som børneteater.

Lån bogen

SUPER KØB

 

 

Jeg kan huske, at Bedste som sædvanlig brokkede sig over, at der aldrig skete noget i Reykjavik. Det eneste, der kunne lyse op i den grå og ensformige hverdag, var, når et nyt supermarked åbnede, ligesom nu. Superkøb lignede til forveksling de tre andre kasser, der tidligere havde ligget samme sted – det var stort og oplyst, malet i stærke farver og med uspiselig hundemad på tilbud.
"Sikke en fantasiløshed!” spruttede Bedste og skubbede indkøbsvognen rask af sted foran sig. Jeg kunne godt lide det lille sug, det gav i maven, når plasthjulene rullede hen over gulvet.
”Der sker aldrig noget her!” hvæsede hun.
De ord fik hun så sandelig lov at tage i sig igen. Politiet ankom til supermarkedet nogle minutter efter, at Bedste og jeg havde forladt stedet, og så startede hele denne gruopvækkende historie, som jeg skal til at fortælle jer.
”Vågn op, Sylvek!” bjæffede Bedste pludselig. ”Ud af vognen med dig og læg så den fjollede telefon lidt væk. Jeg bliver ikke ligefrem yngre, som tiden går!”
Der var fyldt med mennesker i butikken. De fleste var indbyggere fra Vestbyen i Reykjavik, som var mødt op for at benytte sig af Superkøbs åbningstilbud. De lange køer sneglede sig af sted.
”Ud af vognen med dig og læg så den fjollede telefon lidt væk.”
Pigen, der sad ved kassen, kørte vores varer igennem scanneren, og da jeg rakte ud efter en mælkekarton for at putte den i posen, kom jeg til at strejfe hendes hånd. Jeg så op og fik øje på hendes ildrøde hennafarvede hår og store, brune øjne. Jeg kunne mærke, hvordan der gik en varm elektrisk strøm gennem mig, da hun smilede. Så ændrede hendes ansigtsudtryk sig, og hun lignede igen en robot, fortsatte med at tygge tyggegummi to hundrede og halvtreds gange i minuttet, mens hun scannede varerne og
tastede beløbene så hurtigt ind på kasseapparatet, at hendes sortlakerede negle dansede for mit blik. Kort tid efter rullede vi ud på parkeringspladsen med indkøbsvognen propfuld af tilbudsvarer: Konservesdåser, mælk, sodavand, yoghurt, kaffe, rosiner og mayonnaise. Varer, som enten havde fristet Bedste, eller som det ikke kunne betale sig at rode efter i affaldscontainerne efter lukketid. Man kunne endda dø af at spise gammel mayonnaise. Bedste var pludselig helt oppe at køre over datomærkningen på en storslået leverance af spansk skinke. Der ville være masser af lækkerier at finde i containerne bag Superkøb efter weekenden.
”Det bliver en fest, Sylvek!” råbte hun og tog et par lette dansetrin mellem rækkerne af parkerede biler. Hun skubbede til indkøbsvognen, så den fór af sted hen over parkeringspladsen og ridsede en sort jeep.
”Okay, Bedste,” sagde jeg. ”Det bliver sjovt. Men nu må vi se at komme videre, inden ejeren af den jeep dukker op!”
Jeg kiggede på bilerne, der rullede forbi os og drejede ud på hovedvejen. Om fem år kunne jeg tage kørekort. Jeg skubbede indkøbsvognen rask af sted langs med hovedvejen i retning af tankstationen. Derfra kunne man krydse vejen og komme over til den gamle del af Vestbyen,
hvor vi boede. Det var såmænd en helt almindelig fredag med let brise og nogle få skyer på himlen. For enden af vejen, der, hvor himlen mødte hustagene, så den mere truende ud, som om et uvejr nærmede sig.

 

FRYGTELIGE NYHEDER

 

Da vi var kommet hjem med vores indkøbsposer, gik Bedste ud i køkkenet, mens jeg slog mig ned foran tv’et med fjernbetjeningen i hånden. Jeg var manden i hjemmet, og sådan ville Bedste have det, selvom hun sagde til alle, der gad lytte, at hun var en radikal anarkist, som kæmpede for ligestilling mellem kønnene. Jeg zappede rundt mellem kanalerne, mens jeg spiste nogle tre dage gamle popcorn og nippede til en flad cola. Jeg havde set nogle musikvideoer på MTV, da Bedste råbte, at jeg skulle slå over på den islandske tv-avis. Som sædvanlig skulle jeg oversætte alt, hvad der blev sagt.
”Der sker ikke noget særligt,” råbte jeg over skulderen ud til Bedste.
”Det første indslag handler om vulkanudbruddet og turisterne, som er rasende på Island, over at de ikke kan flyve fra London. Der ligger en askesky over hele Europa.”
”Endnu et forbandet vulkanudbrud?” råbte Bedste ude fra køkkenet. ”Det forklarer måske de uvejrsskyer, der hang ude i horisonten. Ikke lige det, man har mest lyst til at høre. En landsby ude på landet bliver begravet i aske, og her får vi højst lidt støv i vindueskarmene og svært ved at trække vejret.”
Nu startede et interview med en vulkanekspert, og jeg spurgte Bedste, om hun virkelig havde tænkt sig, at jeg skulle oversætte alt det, som den stammende brilleabe sagde. Men så afbrød nyhedsværten pludselig udsendelsen. er var indløbet en anden nyhed. Jeg satte mig op i sofaen og skruede op for lyden. Hvis et interview med en vulkanekspert blev afbrudt midt i det hele her på Island, så måtte der være sket noget meget vigtigt. Og det skal jeg ellers love for, at der var.
Pigen, der havde siddet ved kassen i Superkøb, dukkede op på skærmen, hende, hvis hånd jeg var kommet til at strejfe, da jeg lagde vores varer i indkøbsposerne. Jeg kunne genkende hendes store øjne og hennarøde hår. Sara Maria Vigfusdottir, stod der under billedet af hende. Hun var ligbleg og var helt holdt op med at tygge tyggegummi. En pige fra en af de andre kasser havde armene om hende, hviskede noget til hende og forsøgte at få hende til at holde op med at græde.
”Bedste! Hvad har du nu stjålet?” råbte jeg, selvom jeg godt vidste, at det drejede sig om noget meget værre.
”Du skal ikke være fræk, Sylvek!” svarede Bedste straks ude fra køkkenet. ”Ellers kan du glemme alt om at få noget at spise!”
En skaldet mand dukkede op på skærmen. Ifølge teksten under billedet hed han Bødvar Blakkmann og var kriminalassistent. Han havde været til en konference i nærheden og ankom derfor til stedet så at sige samtidig med, at pigen ved kasse fire begyndte at skrige. Med en blodig finger havde hun peget på en plasticpose, der lå på båndet. Det var en helt almindelig lyseblå plasticpose med navnet Superkøb trykt udenpå. Propfyldt med mælkekartoner,
”Bedste! Hvad har du nu stjålet?” skyr, brød og fårepølser. Først havde Bødvar Blakkmann troet, at der var gået hul på noget emballage, og at pigen havde fået et hysterisk anfald. Personen, der var kommet med posen, var for længst over alle bjerge, og der var ingen, der rigtig havde lagt mærke til, hvem det var. Senere, da man forhørte vidnerne, var de ikke enige om, hvordan folkene i køen havde set ud. Ét vidne nævnte en mørklødet kvinde, som havde skubbet en propfuld indkøbsvogn foran sig, og en ranglet teenager i hættetrøje, som havde hjulpet hende med at lægge ting op på båndet. Det havde vakt opmærksomhed, at teenageren sad i indkøbsvognen inde i butikken. De to havde set ud til at være ”af udenlandsk afstamning”, som kriminalassistenten udtrykte det. Det var selvfølgelig en beskrivelse af Bedste og mig. Et andet vidne talte om en dværgagtig, rødhåret teenager i slidte cowboybukser. En tredje nævnte en sorthåret pige i en hvid frakke. Kort sagt: Ingen havde set noget. Folk i supermarkeder opfører sig som genfærd, der på magisk vis er blevet vækket fra de døde, de går rundt på må og få og glor på alle madvarerne uden rigtig hverken at se eller høre, hvad der foregår omkring dem. Da Bødvar Blakkmann nærmede sig varebåndet og kiggede ned i plasticposen, blev han mødt af et uhyggeligt syn, som han sent skulle glemme. To døde øjne stirrede på ham. To iskolde, stirrende, døde øjne, som sad i ansigtet på en ung dreng. Da han nåede hertil i historien, svigtede stemmen Bødvar Blakkmann.
”Jeg kan ikke …” mumlede han. ”Jeg kan ikke tåle blod.”
Så vendte han sig bort. Kameraet jagtede hans blanke isse ud på parkeringspladsen, hvor han løb lige i armene på en stor flok journalister, som rettede deres mikrofoner og kameraer mod ham.
”Var der andre ting i posen?” spurgte en af journalisterne.
”Andre ting?” sagde Bødvar Blakkmann.
”Ud over hovedet?” spurgte en anden.
”Ja,” sagde Bødvar Blakkmann. ”Nogle bøtter med skyr og nogle pølser …”
”Han er traumatiseret,” råbte Bedste henne fra døren.
”Bedste! Jeg fucking prøver på at se det her!”
”Fucking? Har du tænkt dig at få noget at spise i aften?”
”Bedste! Jeg prøver bare at …”
”Jeg siger det bare, Sylvek. Det er ligesom soldaterne i krigen. Posttraumatisk stress. Det ved jeg alt om!”
”Bedste! Det er altså ikke sjovt!”
Jeg skruede så højt op for tv’et, at tapetet næsten blafrede.
”Hvilken bog?” spurgte journalisterne. De havde været i gang med at snakke om en eller anden bog, mens Bedste havde forstyrret mig. Et øjeblik virkede det, som om Bødvar Blakkmann var ved at forsvinde i en skov af mikrofoner i alle mulige størrelser.
”En bestseller! Den blå bog om Lubbi, den syngende hund af Odin Viktor Hallgrimsson. Den lå også i posen. Man sælger ikke bøger her, så morderen må have haft den med ind i butikken …”
Jeg slukkede for tv’et og vendte mig mod Bedste. Stilheden fyldte stuen. Jeg behøvede ikke at oversætte det hele for hende. Hun kunne se på mig, at der var noget galt.
”Hvordan i alverden kunne det ske?” hviskede jeg.
”Hvordan kan der ske noget så afskyeligt i Reykjavik?”
Bedste trak på skuldrene og sukkede. Nogle gange virkede det, som om hun var ligeglad med alting, efter at min søster Æsa* forlod os. Nu satte hun sig ved siden af mig i sofaen med en kop kaffe i hånden.
”Før eller siden,” sagde hun lavt. ”Jeg har hele tiden vidst, at uheldet før eller siden ville forfølge os, helt herud ud til verdens ende. Hele vejen til Island.”

 

FRYGTEN S BY

 

Den nat kunne jeg ikke sove for midnatssolen. Jeg lå bare og vendte og drejede mig og bed i dynen, og indimellem listede jeg ud i køkkenet for at drikke noget vand. Det var ved at blive morgen, da posten kom og stoppede Nyhedsavisen ind gennem brevsprækken i entréen. Ansigtet, der tilhørte drengen, hvis hoved var blevet fundet i Superkøb, dækkede halvdelen af forsiden. Hans navn var Valdimar Kari Gunnarsson, og han var lige fyldt tolv. Han var et par måneder yngre end jeg. Da politiet havde efterlyst ham nogle dage tidligere, var der stort set ingen, der lagde mærke til det. Der var så mange børn, der blev væk, og som regel dukkede de op igen uden at være kommet til skade. Nogle gange var det de samme børn igen og igen. Folk var begyndt at blive trætte af forsvundne børn. Men derimod gik de helt amok, da man fandt hovedet af Valdimar i det nye supermarked ude på Grandi. Nu ville alle vide, hvem Valdimar Kari Gunnarsson var, hvor han sidst var blevet set i live, og hvordan hans forældre havde reageret, men det viste sig, at de var blevet tvunget til at vente i lufthavnen i London og var ude af sig selv af sorg. Vulkanudbruddet var en streg i regningen. De ville blive nødt til at vente i hvert fald nogle dage, inden de kunne flyve hjem.
Valdimar havde været alene hjemme, mens hans forældre var på weekendtur i England. Så det var ikke, før Valdimars onkel kom på besøg om søndagen, at det blev opdaget, at drengen var forsvundet. Der var ikke nogen, der vidste, hvor længe han havde været borte, eller hvad der var sket i mellemtiden, fra han forlod huset, der lå ude på Seltjarnarnes, og indtil hans hoved blev fundet i plasticposen i Superkøb.
Jeg gik ind på mit værelse, satte mig på sengen og begyndte at bladre igennem avisen bagfra. Det gjorde jeg nogle gange, fordi det virkede beroligende på mig. Jeg ledte efter nogle nyheder, som ikke var modbydelige. Til sidst fandt jeg en om en kvinde, der syede tøj til katte, og en om en bumset fyr, der var blevet ustyrlig rig ved at udvikle spil til smartphones. Der var ikke kun elendighed til i verden, der var håb endnu.
Jeg bladrede videre og faldt over en lille notits, som gjorde mig ubehageligt tilpas, uden at jeg kunne sige hvorfor. En mand forsøgte at lokke et barn ind i en hvid varevogn på tankstationen ved Artunshøfdi i går morges. Barnet reagerede korrekt, takkede nej til invitationen og skyndte sig i skole, hvor det berettede om hændelsen. Manden var klædt i sort fra top til tå, han var høj og tynd og havde en sort, bredskygget hat på. De, der måtte have været i nærheden, da hændelsen fandt sted, bedes kontakte Bødvar Blakkmann hos Reykjaviks politi. Bødvar Blakkmann? Var det ikke ham den skaldede strisser, der var ude ved Superkøb? Jo, vel var det så. Lidt længere nede på siden var der et interview med ham. Bødvar Blakkmann afviste fuldstændig, at kriminaliteten var stigende i Reykjavik.
”Der bliver ikke en bølge af kriminalitet ud af ét mord,” sagde han, ”der skal en række forbrydelser til. Det er derfor, man kalder det en bølge. En bølge opstår ikke af én dråbe.” Men det her var godt nok en temmelig stor dråbe og dertil en frygtelig forbrydelse.
Jeg bladrede videre og stødte omsider på en sjov nyhed. Der var et billede af en sort bil med nogle apparater på taget, der lignede maskingeværer fra første verdenskrig. Det var kameraer. I morgen vil biler fra tv-kanalen Stasimon køre rundt i Reykjavik og lave optagelser til en tv-serie, som er under forberedelse her på Island. Tv-kanalen Stasimon? Var det ikke et lidt underligt navn? I artiklen hævdede man, at folk fra hele verden spændt ville følge et realityshow fra landet højt mod nord. Island var kommet på verdenskortet.
”Ufatteligt,” sagde jeg højt til Bedste, da hun kom ind med en kop te med mælk og honning til mig. Noget hun plejede at gøre de morgener, hvor der var noget, der plagede hende. Alligevel afslørede hun sjældent noget om, hvad det drejede sig om, men jeg kunne forestille mig, at hun tænkte på Æsa.
”Læs, Sylvek,” sagde hun træt og satte sig på min seng.
”Oversæt for mig.”
Jeg oversatte det meste af det, jeg ikke havde læst endnu, for den gamle kone. Derefter begyndte jeg igen på bagerste side og oversatte alt det, jeg allerede havde læst. Det var noget, jeg gjorde meget ofte. Indimellem afbrød Bedste mig for at sige, hvor utrolig dygtig jeg var til sprog. Det var ærgerligt, at de andre børn henne i skolen ikke var enige med hende. Nogle gange lod de, som om de overhovedet ikke forstod det, når jeg læste op på islandsk. Jeg tog en slurk mere af teen og oversatte artiklen om tv-kanalen Stasimon for Bedste. Da jeg var færdig med det, var det, som om alting så lidt lysere ud. Nu kunne vi begynde at beskæftige os med andre ting. Men tingene var ikke blevet bedre. For hovedet i Superkøb var kun starten på en række forfærdelige mord, der senere
skulle blive verdenskendte som Drengemordene i Reykjavik. En uge senere fandt man de jordiske rester af en tolvårig dreng i fødevarebutikken Primus i Kringlan storcenter. Forbrydelsen blev opdaget, da et ældre ægtepar rakte ud efter en bøtte med skyr. Den ældre mand var ved at minde sin kone om, at ældre mennesker har brug for ekstra kalk for at styrke knoglerne. Han rakte ud efter en hvid plasticbøtte med skyr naturel, men fik i stedet fat i et iskoldt ben fra en ung dreng, som var blevet pakket nydeligt ind i
gennemsigtigt plastic. Det ældre ægtepar tog det med ophøjet ro og opsøgte ganske enkelt butikschefen og fortalte ham om benet. Han blev derimod slået med rædsel, men han var også kun vant til de utallige klager over grøntsager, der var for gamle, og ikke over efterladte jordiske rester af mennesker.
Butikken blev lukket med det samme, og politiet blev tilkaldt. Efter tolv timers eftersøgning havde man fundet femogtredive forskellige kropsdele rundt omkring. Et af de ulækreste fund var drengens øjne, som lå i nogle af de allerbilligste glas med oliven. Glassene var endda blevet stillet op således, at øjnene kiggede undskyldende på politibetjenten, som fandt dem. Til sidst fandt man en pose med tøj og et buskort, som tilhørte en tolvårig dreng, Sigurd David Helgason.
En uge efter fandt man et tredje lig uden for indgangen til Østbyens skole. Det var en lærer fra en anden skole, der fandt det. Hun havde haft et ærinde på Østbyens skole og var mødt lidt for tidligt. Skolen var stadig låst, og hun fik øje på et par blodige hænder, der stak op af en stor papkasse, som nogen havde stillet på det øverste trappetrin ved hovedindgangen. Den stakkels kvinde var i chok efter fundet af barneliget og måtte have krisehjælp efter denne forfærdelige oplevelse. Midt i al denne elendighed var det held i uheld, at en gruppe tyske eksperter i gerningssteder befandt sig i landet på dette tidspunkt. Udkaldet kom netop samtidig med, at Bødvar Blakkmann var til en international konference om efterforskning af gerningssteder, som foregik i det store konferencecenter ved havnen. Til stede på denne konference var også nogle af verdens førende eksperter i kropsdele. Ingen af dem tøvede et øjeblik, da Bødvar Blakkmann rejste sig op midt i forelæsningen og bad dem om at følge med. Der var blevet fundet et hoved på varebåndet i det supermarked, der lå ude på Grandi, lige omkring en kilometer derfra.

 

Senere, da det viste sig, at der var tale om en række mord og ikke et enkeltstående tilfælde, besluttede en del af eksperterne sig for at forlænge deres ophold og assistere det islandske politi, så godt de overhovedet kunne. Det var alligevel ikke muligt at forlade landet med fly på grund af vulkanudbruddet. Det var selvfølgelig enormt heldigt for efterforskerne, at eksperterne blev i landet, men det ændrede ikke på, at der nu var blevet begået tre mord på lige så mange uger, og at Bødvar Blakkmann og hans  efterforskningsteam var på bar bund i forhold til at finde ud af, hvem morderen kunne være: Om det var en mand eller en kvinde, om personen havde været alene om at begå mordene, hvorfor personen slog drengene ihjel og så videre. En af de ting, som gjorde, at sagen kun skred langsomt fremad, var Bødvar Blakkmanns sprogvanskeligheder, for han var ikke noget sprogmenneske, og de fleste tysktalende tolke på Island havde været på en særlig konference i Berlin, der drejede sig om det islandske får, og nu kunne de
ikke komme hjem. Men det ville alt sammen gå i orden, så snart flyene kunne gå på vingerne igen som normalt. Der var dog én ting, som bandt alle mordene sammen. Morderen efterlod altid den samme ting på gerningsstedet – Den blå bog om Lubbi, den  syngende hund af Odin Viktor Hallgrimsson. Hvad ville morderen sige med det? Nyhedsavisen forsøgte at få et interview med forfatteren, men uden held, for Odin Viktor var et dæknavn. Der var ingen, der vidste, hvem han var, ikke engang forlaget, som udgav hans bøger, for de havde kun kontakt med ham via e-mail. Der var blevet begået tre mord på tre uger. I løbet af Reykjaviks to hundrede år lange historie havde noget så forfærdeligt aldrig fundet sted. Folk var begyndt at spekulere på, om der virkelig var en  seriemorder løs i landets hovedstad, og i Nyhedsavisens leder blev forbrydelserne for første gang omtalt som Drengemordene.
Politiet i Reykjavik udstedte et påbud om, at børn under seksten år kun måtte færdes ude i følgeskab med voksne. Det var naturligvis ikke et helt realistisk krav fra myndighedernes side, men alligevel så man faktisk ikke nogen teenagere gå rundt i byens gader undtagen i større grupper eller sammen med deres forældre. De næste dage befandt byens borgere sig i en blanding af nervøs forventning og frygt for det næste mord. Der blev hurtigt færre og færre gæster på restauranter og forlystelsessteder, når man ser bort fra turisterne, som ikke havde nogen anelse om den overhængende fare. Og således gik det til, at der på ganske kort tid blev mange flere turister end lokale i centrum, og sådan er det stadig den dag i dag.
I disse uhyggelige dage omkring sankthans syntes bilerne at køre langsommere ind i rundkørslerne end ellers, bilisterne studerede nøje de gående trafikanter, som for deres del spejdede efter hvide varevogne og lærte nummerplader udenad. På hvert et  gadehjørne og ved hvert eneste trafiklys opstod der en lille kamp mellem alle de stirrende blikke. Alle mistænkte alle.
Sådan gik der mange dage, indtil spændingen næsten ikke var til at holde ud længere. Det var på dette tidspunkt, at en blogger, der boede ude på landet, men som var på et kort besøg i hovedstaden, besluttede sig for at kalde Reykjavik for frygtens by. Et tilnavn, som det har vist sig at være svært for byen at komme af med igen.

 

 

 

Lån bogen