Melankoliens fysik

Info om bogen

 

Forfatter:
Georgi Gospodinov
Forlag:
Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår:
2102
Oversat af:
Helle Dalgaard
Poetisk skrevet roman om erindring, sprog og eksistens.

Kort resume

En roman fra det - ifølge The Economist - mest triste sted på kloden, Bulgarien, til verdens lykkeligste folk, danskerne: Myten om Minotaurus er omdrejningspunkt for den labyrintiske historie om Georgi og hans familie. En dyb, forunderlig roman om empati og melankoli.
 
Georgi Gospodinov fik sit internationale gennembrud med En naturlig roman, der er udkommet på 23 sprog. Melankoliens fysik, hans anden roman, blev i 2012 en sensation i Bulgarien; udsolgt på udgivelsesdagen og årets bedst sælgende bog. Den modtog samtlige nationale litteraturpriser og er blevet nomineret til adskillige europæiske priser, bl.a. Premio Strega Europeo og Brücke Berlin Preis. Kritikerne taler om en forfatter, der hæver sig over litterær kommercialisme og konventionalisme og tilhører de europæiske forfatteres premier league.
 

Fra Jensen & Dalgaard

Fakta om forfatteren

Georgi Gospodinov blev født i 1968 og er digter, forfatter og dramatiker, og en af ​​de mest oversatte bulgarske forfattere efter 1989.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Epigraf

O mytho é nada que é tudo*
                     F. Pessoa: Mensagem

Der findes kun barndom og død. Der er intet, derimellem …
                    Gaustin: Udvalgte selvbiografier 

Verden er ikke længere magisk. Du er forladt.
                    Borges, 1964 

… og nu træder jeg ind på erindringens marker og i dens rummelige
boliger, hvor utallige billeders kostbarheder befinder sig …
                    Den hellige Augustin: Bekendelser, bog X

Kun det flygtige og det efemeriske er værd at nedskrive.
                    Gaustin: De Forladte

Jeg har lyst til at flyve, at svømme, at gø, at bræge, at brøle. Gid
jeg havde vinger, rygskjold eller bark, gid jeg kunde udpuste
damp, gid jeg havde snabel, gid jeg kunde bugte mit legem, gid
jeg kunde dele mig overalt, være i alt, strømme ud i lugt og duft,
udfolde mig som planterne, rinde som vandet, skælve som en
tone, skinne som lyset, krybe ind i alle former, gennemtrænge
det mindste gran, naa helt til bunds i stoffet – være stoffet selv.
                    Gustave Flaubert: Den Hellige Antonius’ Fristelser

… mixing
memory and desire
                    T. S. Eliot: The Waste Land

De rene genrer interesserer mig ikke meget. Romanen er ikke en arier.
                    Gaustin: En roman og ingenting

Det står læseren frit for at opfatte denne bog som en roman …
                    Ernest Hemingway: Der er ingen ende på Paris
_____________________
*Myten er intet, hvilket er alt.

 

Prolog

 

Jeg er født i slutningen af august 1913 som et menneskeligt væsen af hankøn. Jeg kender ikke den præcise dato. Man ventede et par dage for at se, om jeg ville overleve, og så lod man mig registrere. Sådan gjorde man med alle. Sommerens arbejde var ved at være overstået dette og hint skulle hentes ind fra markerne. Koen havde kælvet, den skulle passes. Første Verdenskrig var brudt ud. Den har jeg stået igennem, sammen med de øvrige børnesygdomme: skoldkopper, røde hunde osv. 

Jeg er født to timer før solopgang som en eddikeflue. Jeg vil dø i aften efter solnedgang.

Jeg er født den 1. januar 1968, som et menneskeligt væsen af hankøn. Jeg husker hele 1968 i detaljer fra først til sidst. Jeg husker intet fra det år, vi er i nu. Jeg kender ikke engang årstallet.

Jeg har altid været født. Jeg husker stadig starten på Istiden og afslutningen på Den Kolde Krig. Synet af de døende dinosaurer (i begge epoker) er en af de mest ubærlige ting, jeg har oplevet.

Jeg er ikke født endnu. Jeg er på vej. Jeg er minus syv måneder gammel. Jeg ved ikke, hvordan man beregner denne minustid i livmoderen. De kender ikke mit køn, jeg er på størrelse med en oliven, jeg vejer halvandet gram. Min hale trækker sig sammen lidt efter lidt. Dyret i mig fortrækker, mens det vinker til mig med halen, der er ved at forsvinde. Jeg er vistnok udvalgt til at blive et menneskeligt væsen. Der er mørkt og hyggeligt, der hvor jeg er, jeg er forbundet med noget, som bevæger sig.

Jeg er født den 6. september 1944 som et menneskeligt væsen af hankøn. Det var krigstid. En uge senere tog min far af sted til fronten. Min mors mælk tørrede ind. En barnløs tante ville gerne tage mig til sig, passe mig og adoptere mig, men hun fik ikke lov. Jeg skreg nat ud og nat ind af sult. De gav mig brød, der var vædet i vin, jeg suttede på det, som på en sut.

Jeg husker mig selv, født som et hybenrosekrat, som en agerhøne, en gingko biloba, som en snegl, som en sky i juni (det minde er kort), som en lilla høstkrokus ved Halensee, som et for tidligt udsprunget kirsebærtræ, der er stivnet under en sen aprilsne, som sne der har gjort et besveget kirsebærtræ stivfrossent …

Jeg er os.

Melankoliens brød

 

Troldmanden
Og så hev en troldmand kasketten af mit hoved, stak sin finger igennem den og lavede et kæmpestort hul. Jeg brød i gråd, hvordan skulle jeg kunne komme hjem med en kasket, der var gået i stykker? Han lo, pustede på den, og som ved et under og på befaling blev den hel igen. En stor troldmand.
   Det er jo bare en tryllekunstner, bedstefar, hørte jeg mig selv sige.
   Engang var der troldmænd til, sagde min bedstefar, sidenhen blev de til tryllekunstnere.
   Men nu jeg er allerede der, hvor jeg er 12 år, det må være i 1925. Her er femmeren, som jeg holder fast i min hånd, den er fugtig af sved, jeg kan mærke dens kant. For første gang er jeg på marked alene og har penge. 
Kom næææærmeree folkens … Kom og se pytonslangen, som er 3 meter lang fra hoved til halespids og lige så lang fra halespids til hoved …
   Manner, hvad er det nu for en slange, som er seks meter lang … Stop en halv, hvor skal du hen uden at betale, hit med en femmer … Jamen, jeg har kun den ene femmer, den vil jeg ikke give væk for en slange …
Overfor sælger de pomader, ler til ansigtsmasker og  hårfarvningsmidler.
   Faaaarveee til moustacheeer, hjerne til tåååber …
   Men hvem er den mand, som de gamle snøftende kællinger er stimlet sammen om?
   … og da Nikoltjo vender hjem fra krigsfangenskab, hører han, at hans kæreste er sammen med en anden, Nikoltjo møder kæresten ved brønden, han flår hovedet af hende, så det flyver gennem luften, og hovedet siger: Nikoltjo, hvad har du dog gjort…? Nu er der noget at græde snot over, I gamle kællinger …
   Og kællingerne vræler, så de er ved at gå op i sømmene …
Og køb I nu en sangbog, så det kan blive forstået, hvilken fejl der er begået, en uskyldig ung kvinde blev dræbt … Det var en, der solgte sangbøger. Jamen, hvad kunne det da være for en fejl …
   Mennesker, mennesker, de støder ind i mig, jeg knuger mine penge, du må endelig ikke lade nogen stjæle dem fra dig, havde min far sagt, da han gav mig dem.
   Stop. Hos Agop. Limonade i top. Det står med store lyserøde saftige bogstaver. Jeg synker mit mundvand. Skulle jeg måske have et glas …?
Kom og køb en slikkepiiiiind … frister djævelen mig, forklædt som en gammel armensk bedstemor. Er man ej et kvaj, så stopper man hos mig … Hvad nu? Limonade eller slikkepind? Jeg er splittet og kan overhovedet ikke beslutte mig. Min indvendige bedstefar kan ikke beslutte sig. Se det er der, den kommer fra, den ubeslutsomhed, som vil plage mig sidenhen. Jeg ser mig selv, som jeg sidder der, tynd og ranglet, med et skrammet knæ, og med kasketten, som senere skal blive gennemhullet af troldmanden, med åben mund og fristet af den verden, som byder sig til rundt om mig. Jeg fjerner mig lidt mere, jeg ser mig selv i fugleperspektiv, det vrimler med mennesker omkring mig, der står jeg, der står bedstefar, os to i samme krop.

Ups, en hånd river min kasket af hovedet på mig. Jeg er nået hen til troldmandens lille bord. Rolig nu, jeg vil ikke græde, jeg ved godt, hvad der skal ske. Der har vi troldmandens finger på den anden side af stoffet, uha dada, sikke et hul. Folkemængden omkring mig er ved at falde om af grin. Nogen slår mig på min lange, bare hals, så jeg får tårer i øjnene. Jeg venter, men det er, som om troldmanden har glemt fortsættelsen af historien, han lader min gennemhullede kasket ligge ude til siden, og hans hånd nærmer sig min mund, han drejer hånden, hvor rædselsfuldt, min mund er som låst. Jeg kan ikke lukke den op. Jeg er blevet stum, alle, der står rundt om mig, er ved at revne af grin. Jeg prøver at sige noget, men der kommer kun nogle svage muh-lyde op fra min hals. Muuh. Muuh
   Bryderen Harry Stoev er ankommet til markedspladsen. Harry Stoev er vendt hjem fra Amerika.
   Og en meget stor mand i jakkesæt skærer sig igennem folkemængden, som hvisker ydmygt og hilser på ham. Harry Stoev, han er Dan Kolov nummer to, den bulgarske drøm. Hans ben er en million amerikanske penge værd, siger nogen bag ved mig. Han laver benlås og kvæler sine modstandere, de kan ikke slippe fra ham. Ja, de kalder det dødsgrebet, hvisker en anden.
   Jeg kan tydeligt forestille mig de kvalte brydere, der er blevet kastet ved siden af hinanden på måtten, og jeg mærker, hvordan jeg er ved at blive kvalt, som om jeg er havnet i Harry Stoevs benlås. Jeg skynder mig at fortrække, mens folkemængden følger efter ham. Og så er det, jeg hører det her bag min ryg:
   Kom nærmere, folkeeeens … Barnet med tyrehoved. Et uforligneligt under. Den Lille Minotauros fra Labyrinten, kun 12 år gammel … man kan spise fem leva op, man kan drikke fem leva op, og for fem leva kan man gennem et helt liv fortælle, hvad man har set her.
   Ifølge bedstefars erindring gik han ikke derind. Men nu er jeg på den erindrings marked, jeg er ham, og jeg drages ubønhørligt og er nødt til at gå derind. Jeg afleverer mine fem leva, jeg siger farvel til pytonslangen og dens bedrageriske seks meter, til Agops iskolde limonade, til krigsfangen Nikoltjos historie, til den armenske bedstemors slikkepinde, til Harry Stoevs dødsgreb, og jeg styrter ind i teltet. Ind til Minotauros. 
   Herfra og videre frem bliver tråden i bedstefars erindring tyndere, men den knækker ikke. Han hævdede, at han ikke turde gå derind, men jeg går derind. Han har fortiet det. For jeg er her nu, i hans erindring, kunne jeg måske fortsætte, hvis ikke han havde været her før mig? Jeg ved det ikke, men der er noget, som ikke stemmer. Jeg er nu inde i labyrinten, som viser sig at være et stort halvmørkt telt. Det, jeg ser, er meget forskelligt fra det, der er i min yndlingsbog med græske myter og sort-hvide illustrationer, hvor jeg for første gang så underet Minotauros. Der er intet sammenfald. Denne Minotauros er ikke frygtindgydende, men tungsindig. En melankolsk Minotauros.

Midt i teltet står der et jernbur, som er ca. fem skridt langt og lidt højere end en voksen. De tynde metalstænger er begyndt at mørkne af rust. Inde i buret er der en madras og en lille trebenet stol i den ene side, i den anden side – en spand med vand og noget udstrøet hø. Et hjørne til mennesket, et hjørne til vilddyret.
   Minotauros sidder på den lille stol, med ryggen til publikum. Chokket kommer ikke af, at den ligner et vilddyr, men af at den på en eller anden måde er et menneske. Det er det, der får en til at stivne. Dens krop er drengeagtig, den ligner fuldstændig min.
   Den første pubertære hårvækst på benene, fødder med lange tæer, hvem ved, hvorfor jeg havde forventet at se klove. Korte falmede bukser, som går til knæene, en kortærmet skjorte og … en ungtyrs hoved. Lidt ude af proportion i forhold til kroppen, stort, behåret og tungt. Som om naturen har været i vildrede. Og har opgivet på halvvejen mellem tyr og menneske, enten er blevet forskrækket eller distraheret. Det hoved er hverken kun en tyrs eller kun et menneskes. Hvordan kan du beskrive noget, når også tungen er i vildrede og spaltes i to. Ansigtet (eller mulen?) er aflangt, panden skråner let bagud, men ikke desto mindre meget massiv, med bryn der rager ud over øjnene. (Faktisk har mændene i min familie den samme slags pande. På dette sted lader jeg spontant min hånd glide hen over min egen hovedskal). Dens underkæbe er ret fremskudt, den er kraftig, læberne er meget fyldige. Det mest dyriske gemmer sig i kæberne, det er der, det sidst forsvinder fra. Øjnene sidder langt fra hinanden, fordi ansigtet (eller mulen) er langstrakt og fladtrykt i siderne. Hele ansigtsdelen er dækket af en slags brunligt mos, ikke skæg, men mos. Kun ved ørerne og ned på halsen er dette mos blevet til en stiv pels, hårene vokser vildt og uordentligt. Og alligevel er der mere tale om et menneskeligt væsen end om noget som helst andet. Der er en melankoli i ham, som intet dyr kan rumme.

 

Da teltet er fuldt, får manden Minotauros-drengen til at rejse sig. Han rejser sig fra stolen, og for første gang kigger han på menneskemængden i teltet. Han lader sit blik glide hen over os, mens han drejer hovedet på grund af de sidestillede øjne. Jeg har en fornemmelse af, at hans blik hviler i længere tid på mig. Er vi måske på samme alder?
   Manden, som har fået os trukket ind i teltet (ham der ejer eller passer Minotauros) begynder at fortælle. En særegen blanding af legende og biografi, som er blevet slebet til under de lange gentagelser rundt omkring på markedspladserne. En historie, hvor epokerne løber om kap og bliver flettet sammen. Nogle begivenheder finder sted nu, andre i en fjern fortid, som er gået i glemmebogen. Også lokaliteterne bliver blandet rundt, slotte og kældre, konger på Kreta og lokale fårehyrder udgør labyrinten for denne beretning om Minotauros-drengen, og til sidst bliver man væk i den. Den slynger sig som en labyrint, og jeg vil aldrig kunne finde vej tilbage gennem den, desværre. En historie med aflukkede korridorer, tråde som rives over, hvide pletter og helt åbenlyse uoverensstemmelser. Jo mere usandsynligt det lyder, jo mere tror man på det. Den blege og lige linje, som er den eneste måde, jeg kan gengive historien på, og som er uden den oprindelige beretnings magi, lyder nogenlunde som følger.
   Helios, drengens morfar, var ansvarlig for solen og stjernerne, om aftenen lukkede han solen ind og drev stjernerne ud på himlen, som når dyrene drives ud på græs. Om morgenen hentede han flokken ind og låste op for solen, så den kunne komme på græs. Den gamles datter, den lille Pasifaë, som var mor til drengen, var blid og smuk, og hun havde ægtet en betydningsfuld konge, et eller andet sted nede på en af de der øer. Det var meget længe siden, før krigenes tid. Det var et rigt kongedømme, selv Gud (altså deres gud, den lokale) drak
druebrændevin med øernes konge, de respekterede hinanden, ja Gud havde ovenikøbet foræret kongen en stor tyr, med hvidt skind, forunderlig og eventyrlig var den. Årene gik, og Gud krævede tyren tilbage som offergave. Kong Minjo ville gerne beholde tyren (Minos, Minos … var der nogen, der råbte), og han besluttede at snyde sin Gud og slagtede en anden tyr, som var enormt stor og velnæret. Men kan man måske snyde en Gud? Gud forstod, hvad der var sket, han blev vred, han fnøs og svor, at han nok skulle vise, hvem der bestemte, nu skal du nu nok få at se, hvem du har at gøre med. Han fik maget det sådan, at Minjos hustru, den blide og trofaste søde lille Pasifaë, syndede med den selvsamme smukke tyr. (Her hørtes misbilligelsesudbrud fra tilhørerskaren.) Og det kom der et barn ud af – med menneskekrop, men med tyrehoved. Moderen ammede det og plejede det, men den latterliggjorte kong Minjo kunne ikke leve med skammen. Hans hjerte tillod ham dog ikke at dræbe Minotauros-barnet, og han gav ordre til, at det skulle spærres inde i slottets kælder. Denne kælder var imidlertid en sand labyrint, en dygtig bygmester havde konstrueret den sådan, at gik man først ind i den, så var der ingen vej ud. Bygmesteren må have været fra vores egn, en af vores gode mænd, for vores er de bedste, og grækerne er dovne. (Der lød en anerkendende summen i teltet.) Bygmesteren fik ganske vist ikke meget ud af det, men det er en anden historie. Drengen blev smidt ind i labyrinten, i en alder af tre år blev han afskåret fra sin far og mor. Forestil Dem, hvordan dette lille englebarn har haft det i sådan et buldermørke. (På dette sted begyndte folk at snøfte, selv om de selv gjorde det samme med deres egne snotunger, ganske vist ikke for tid og evighed, kun for et par timer, når de lukkede dem inde i en kælder bag tykke mure.) Da barnet var blevet anbragt i mørket, fortsatte fortælleren, græd det dag og nat og kaldte på sin mor. Til sidst lykkedes det for den søde Pasifaë at overtale bygmesteren, som havde bygget labyrinten, til i al hemmelighed at hente den lille dreng ud, og i stedet anbragte de en rigtig tyrekalv derinde. Det står der ikke noget om i bogen, lyder det igen fra det kloge hoved blandt tilhørerne. Lad det blive mellem os, siger fortælleren meget eftertrykkeligt, så den kretensiske kong Minjo ikke får nys om bedraget, for han har ikke den fjerneste mistanke. Og således fik man i al hemmelighed den lille dreng med tyrehovedet befriet, og ligeledes blev han i al hemmelighed bragt ombord på et skib, som skulle til Athen (det samme, som sejlede af sted for at hente syv unge jomfruer og syv ynglinge fra Athen til Minotauros.) Den lille Minotauros gik fra borde i Athen, der blev han fundet af en gammel fisker, som skjulte ham i sin hytte og passede ham et par år, hvorefter han gav ham til en af vores landsmænd, en hyrde, som hver vinter drager ned til Ægæerhavet, for at hans bøffelflok kan græsse i det sydlige. Tag du ham, sagde fiskeren, for han vil aldrig få et liv blandt menneskene, lad os håbe at bøflerne vil acceptere ham. Og det var så den hyrde, som personligt overdrog ham til mig for nogle år siden. Bøflerne vil heller ikke kendes ved ham, sagde han, de vil ikke acceptere ham som en af deres egne, de er bange for ham, flokken spreder sig, og jeg kan ikke have ham med mere. Siden dengang rejser jeg rundt til markeder med den stakkels forældreløse fyr, som er forladt af sin far og mor, hverken et menneske for mennesker eller en tyr for tyre. 

 

Mens manden fortæller, har Minotauros siddet med bøjet hoved, som om historien ikke vedkommer ham, kun kommer der fra tid til anden en svag lyd fra hans strube. Den samme lyd, som jeg var kommet med, blot med lukket mund.
   Vis nu hvordan du drikker vand, befaler Minotauros’ herre og Minotauros lægger sig med synligt ubehag ned på knæ, dypper sit ansigt i en spand og slubrer højlydt. Og hils nu på de her venlige mennesker. Minotauros tier og kigger ned for sig. Hils på folk, siger manden igen. Nu ser jeg, at han holder en stang med en spids krog i den ene ende. Minotauros åbner munden og udstøder et dybt, hæst og fjendtligt muuuuh …
   Hermed er seancen slut.
   Jeg vender mig om før jeg (som den sidste) går ud af teltet, og i et splitsekund mødes vores blikke igen. Jeg vil aldrig kunne frigøre mig fra en følelse af, at jeg kender det ansigt et
eller andet sted fra.

 

Udenfor mærker jeg, at min mund stadig er låst, og at der er hul i min kasket. Jeg sprinter hen til troldmandens bod, men der er ingen spor af ham. Sådan kom jeg ud af erindringen,
eller rettere sådan efterlod jeg min 12-årige bedstefar der. Med låst mund og med en sønderrevet kasket. Men hvorfor havde han besluttet at fortie i sin beretning, at han var gået ind til
Minotauros?

Lån bogen