Selvmorderen

Info om bogen

 

Forfatter:
Kristoffer Dahl
Forlag:
Valeta
Udgivelsesår:
2017
Den karismatiske André Camus er verdens eneste selvmordsefterforsker. Han er manden der får selvmorderens skelet ud af skabet

Kort resume

Når der konkluderes, at et dødsfald skyldes selvmord, så stopper efterforskningen. Drabsmanden er offeret. Sagen er lukket.
Det svar er ikke tilfredsstillende for ateisten André Camus, verdens eneste selvmords-efterforsker. Han finder svar til de efterladte. Som han selv siger: ”Mit speciale er at hjælpe folk af med skeletterne i skabet.”
Men lige meget hvor mange svar, han har givet efterladte, så mangler han stadig svar på sit eget spørgsmål: ”Hvorfor er det tilsyneladende kun mig, der ved, at min kone blev tvunget til at begå selvmord?“
Spørgsmålet har drevet André Camus ud over kanten, og et forfejlet selvmordsforsøg har anbragt ham på psykiatrisk afdeling.
Nu skal han udskrives og får tvunget følgeskab af den unge kristne Ravi Chesterton. Sammen drager de ud for at løse flere selvmordssager, imens de prøver at opklare selvmordet på Andrés kone.

Lån bogen

 

SELVMORDEREN

Kapitel 1

Pludselig bevægede Birgers hvide springer sig fra baglinjen og slog André Camus' intetanende sorte tårn på gulvet. Birgers store skaldede hoved bevægede sig frem og tilbage, imens hans mund udsendte små begejstrede gumle-lyde over tårnets fald. André sukkede.
   Som at spille skak imod selve postmodernismen!
   Andrés skæg var gråt og velholdt. Hans næse og ører var lidt store. Han var høj, men hans lidt rundryggede holdning gjorde det nogle gange svært at se. Hans hår var redt tilbage, og hans blik vidende og fokuseret, hvilket var mere, end man kunne sige om de fleste andre indlagte på psykiatrisk afdeling. André, som i dag var iført sin tykke, dyre striktrøje, så på Birgers påklædning. Snavset, krøllet, ubehjælpelig.
   Pokkers nedskæringer ...
   André mumlede: ”Godt træk ...” og valgte at åbne sit spil klassisk med sin dronningebonde. Hans hånd bevægede sig dovent, men let og fornemt. En sort streg var tatoveret rundt om Andrés venstre ringfinger. ”... Men lidt uortodokst, hvis jeg må sige det.” 
   Birger pludrede og lod sine to løbere valse ud på brættet, hvor de gav sig til at danse om hinanden.
   Oho, en ny strategi.
   André sendte sin kongespringer frem for at dække bonden imod de to galsindede løbere. ”Du ved, Birger ... jeg kommer virkelig til at savne dig, når jeg snart tager af sted.” André så afventende på Birger, der måske planlagde sit næste træk. Eller sine næste træk, for straks valgte alle hans bønder at storme tre felter frem ud over dronningebonden, der tilsyneladende ikke var spor interesseret. 
    ”For jeg tager snart af sted, Birger. Jeg har efterhånden fået fru Monrad til at tro så meget på, at jeg er ”rask” ...” André løftede pegefinger og langfinger på begge hænder og vippede med dem, så kun Birger kunne se dem.
   Ikke at du kan forstå, hvad gåseøjnene betyder!
   ”Hun må snart lade mig gå. Jeg har taget min medicin. Jeg har charmet. Jeg har gjort mig umage, og hvis jeg må være så ærlig; jeg har distraheret dig lidt hernede i stuen, så personalet ikke hele tiden skulle anstrenges med dig.” 
   Birger reagerede ikke, men ventede tålmodigt på, at hans legekammerat skulle gøre sit på den fantastiske sort-hvide verden af felter. 
   ”Jeg er faktisk meget taknemmelig, Birger. Du har været til stor hjælp.” André valgte at sætte sin anden springer frem, lænede sig forover og klappede kærligt Birgers ene tykke skulder. Denne nynnede frydefuldt og lod sin dronning kaste sig ned og slå Andrés dronning så hårdt bagover, at hun endte i skødet på André. Han samlede dronningen op og satte hende respektfuldt uden for brættet med et let suk.
   Skak!
   André ville tage Birgers dronning med sin konge, men Birger protesterede heftigt og slog i bordet, så en del andre patienter blev urolige, og en af sygeplejerskerne kiggede skarpt på André, som med et beklagende smil og et opgivende skuldertræk satte Birgers dronning ned ved siden af kongen igen. André rejste også Birgers konge op, som var bukket under for det pludselige jordskælv. ”Okay, Birger, okay. Så siger vi, at din dronning ikke lige sætter mig skak i denne omgang. Lidt utraditionelt, men okay.” Birger faldt til ro og ligeså det skarpe blik fra sygeplejersken.
   Katastrofe afværget!
   André fortsatte i sit lavmælte toneleje, så plejeren ikke kunne høre det, og så Birger muligvis heller ikke kunne opfange det hele: ”Og når fru Monrad lukker mig ud, så tager jeg hjem til min Terning. Og jeg mener direkte hjem. Og så gør jeg det færdigt. Ikke noget med at sidde og kigge solnedgang som sidst. Jeg gør det færdigt, forstår du det, Birger?” 
   Birger nikkede lykkeligt.  
   Åbenbart ikke ...
   André valgte at rykke en af sine tårnbønder frem. Birger tog i stedet for en af sine bønder og drønede den ned og stå hos sin dronning.
   Ah, en bodyguard ser jeg.
   André skulle til at rykke en bonde, da fru Monrad kom ind ad døren og smilede ved synet af ham og Birger ved skakbrættet.
   André Camus smilede så charmerende tilbage, som kun en mand med franske aner kan. Hans øjne udtrykte glæde. Hans læber: Fortrolighed. Hans stille vinken: Forhåbning. Fru Monrad lod til at købe det meste. André tog sin stok, drejede den øvet imellem sine fingre, så den lavede ringe i luften og fulgte med hende.
   Luk mig ud ...!

På fru Monrads kontor tog André plads i stolen med de slidte armlæn, alt imens fru Monrad glad satte sig over for ham i en meget højrygget stol med skrivebordet imellem dem. Det var et tungt skrivebord fyldt med kaotisk rod og billeder i ramme af smilende børn. Bakken med indgående papirer var faretruende overfyldt, imens bakken med udgående papirer rungede tomt. Rundt på bordet lå papirer spredt i en stresset uorden. Kontoret var generelt småt, overmøbleret og med mange bøger, heriblandt folkeeventyrbøger, som var presset ind på trange reoler. Der var kun et alt for lille vindue. Det var godt vejr udenfor for denne kolde tid. Dog med tunge skyer i horisonten.  Fru Monrad var en dame sidst i 50'erne, grå stænk var dominerende i hårpragten, og hun havde stressede rynker mange steder i ansigtet. André havde i løbet af sin indlæggelsestid og deres samtaler fået byttet lidt om på rollerne, så fru Monrad mere og mere havde åbnet op for sine problemer over for ham. På den måde havde André i dén grad fået indblik i psykiatriens overbelastede og trange vilkår. Desuden havde fru Monrad været så venlig at dele sine hjemmebagte småkager med André, der smilende klemte dem ned. Det skete også denne dag: ”Vil du have en småkage, André?”
    ”Ja tak, madame.” André rakte ned i kagekrukken og proppede en klistret sag i munden. Stadig smilende.
   Hæslig. Men velment, det giver jeg hende.
   Fru Monrad smilede og spurgte så så typisk som noget: ”Hvordan har din dag været?”
   Jo tak, jeg har taget min medicin og underholdt Birger, så I tror, jeg ikke er til fare for mig selv og kan lukkes ud.
   ”Storartet! Jeg tror snart, Birger får tag på det skakspil.” Fransk charmesmil. Fru Monrad lo en tiltrængt latter. 
   Ikke underligt, at hun nemt er kommet til at holde af mig.
   ”Jeg tror, Birger har nydt at få en ven i dig, André. Vi har nydt at have dig her på afdelingen.” 
   André rødmede og kiggede forlegent ned i gulvet.
   Sig det så ...  
   ”Faktisk er det gået så godt med vores behandling, så man skulle tro, at du var helt rask, allerede da du blev indlagt.”
   Be' om ...
   ”Selvfølgelig var der noget galt. Der skal meget til for at drive et menneske derud, hvor du tilsyneladende var.”
   Det er svært at være uenig i ...
   ”Men dine vrangforestillinger er jo pist væk. Og du har ikke forsøgt at være hård ved dig selv heller ...” 
   Det trak lidt i André, uden at fru Monrad opdagede det.
   Være hård ved mig selv! Som hun da kan sige det ...
   Fru Monrad så granskende på André og sagde: ”Du er faktisk lidt en succeshistorie for vores afdeling. En ekstra småkage?”  
   ”Jo tak!”
   Åh nej!
   ”Men, André, jeg har tænkt, at vi i dag skal tale lidt om din fremtid og om dine udsigter.”
   ”Ja?” André rettede sig op i stolen. 
   ”Jo, ser du, her på afdelingen kan vi ikke rigtig finde nogen grund til at holde på dig ...” 
   ”Årh, det gør mig jo næsten ondt.” Endnu et fransk charmesmil. André lod, som om han trist sank sammen i sin stol. Fru Monrad smilede professionelt og tilbød endnu en småkage. 
    ”Nej tak, jeg er mæt” André slog høfligt afværgende med hænderne, og fru Monrad fortsatte lidt skuffet: ”Som sagt: Vi ser ingen grund til at holde på dig, men det er utraditionelt at lukke folk med din fortid ud igen så hurtigt, som vi ville kunne gøre nu.” 
   Andrés knoer blev hvide imod armlænene. Fru Monrad noterede det ikke, men fortsatte sin talestrøm: ”Kort sagt: Mange af mine kollegaer på andre afdelinger betragter det som en dårlig idé at sende dig væk, da det ikke er uhørt, at folk, som har været i din situation, prøver på at virke raske for så at gøre skade på sig selv igen. Jeg må indrømme, at jeg deler en del af deres professionelle bekymring.” 
   ”Ah, jeg forstår.”
   Gøre skade på sig selv? Det var meget klinisk, det jeg havde sat mig for!
   ”Så derfor overvejede jeg at give dig et forslag. Et forslag jeg er overbevist om, at du vil sætte pris på.” 
   André smilede, tilsyneladende glædeligt spændt. Hans højre fod vippede uroligt.
   ”Der er en ny ordning, som skal lette de psykiatriske afdelinger. Det er i hvert fald målet. Det er en ordning, hvor folk, der har befundet sig i din tilstand, i en tid efter de er udskrevet, skal have en følgesvend, som holder øje med dem og kan være dem til hjælp. Ordningen gælder selvfølgelig kun de patienter, som udviser så gode sundhedstegn, som du gør.” 
   Andrés underkæbe hang. ”Hvaba ...?”
   ”Jo, en følgesvend. Du skal ikke være urolig, det er bare et godt menneske ...”
    Et godt menneske ...?
   ”... som skal hjælpe dig med at falde til uden for afdelingen ...”
   Falde til ...?
   ”... og måske kaste noget livsglæde ind over din dag.”
   LIVSGLÆDE ...?
   Fru Monrad så nervøst på André, hvis blik var blevet fjernt. ”André?”
   ”Hvaba ...!?” André vågnede som af en trance, fokuserede på fru Monrads ansigt og svarede lidt forstyrret: ”Nå ja, en følgesvend, en kammerat, en gæv gut, en betalt ven på vejen ... jo, ja, det ... Jeg ved nu ikke lige helt. Det var måske ikke lige sådan en, jeg havde mest brug for eller lyst til.”
    Fru Monrad smilede medlidende. ”Jeg ved godt, at du nok ikke har brug for sådan en, men det er en ny ordning, og jeg tror faktisk, det kunne være helt sundt for dig. Måske kunne vedkommende oven i købet hjælpe dig med at finde noget arbejde, som var lidt mindre ...” Andrés øjne var igen blevet fjerne, men fru Monrad forsatte ufortrødent: ”... kontroversielt?” 
    Andrés højre fod var for længst holdt op med at trippe. Hans tinding var begyndt at dunke kraftigt. 
   ”André, tag og tænk lidt over det. I morgen ser du måske på ordningen som en god idé.”
   En god idé ...?
   ”Og lad mig lige forsikre dig om, at ordningen ikke udelukkende er et forsøg på at spare psykiatrien penge. Det er selvfølgelig en del af det hele, indrømmet, men ... Jeg kunne altså også virkelig godt se dig i selskab med en følgesvend.”
   André nikkede hurtigt og smilede et glædesløst smil.

Lån bogen