Skadedyr og tulipaner

Info om bogen

 

Forfatter:
Steen Langstrup
Forlag:
2FeetEntertainment
Udgivelsesår:
2017
Archibald mister sin mor i en tragisk ulykke og flytter med faren til en lille ø.

Kort resume

Archibald prøver at begå sig, men det er svært at være en følsom dreng, i et samfund hvor det handler om at være barsk og stærk

Fakta om forfatteren

Steen Langstrups (f. 1968) forfatterskab placerer sig i et mørkt – til tider blodrødt – genrelandskab, der spænder mellem gys, horror, krimi og spænding. I 1995 debuterede han med horror-romanen ”Kat” og har siden spillet en væsentlig rolle for udbredelsen af horrorgenren i Danmark, men har også skrevet flere roste krimier. Steen Langstrups helt store styrke er, at han altid tilfører de kendte spændingsgenrer noget nyt og overraskende.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Livet burde
være forbudt 
for børn

Det er længe siden. De var børn. Det var næsten en anden verden. Men de uger, det forår og den forsommer holdt aldrig op. Alt gik i stykker. Livet. Fremtiden. Ham. Smerten holdt aldrig op. Det var en rejse ned ad bakke, et styrtdyk fra sådan som det skulle have været, hukommelsens glansbillede af lykken, af tiden før hans mor døde, da de stadig boede i København, og han var en nogenlunde normal dreng med en sær trang til at tegne blomster, til han fortumlet, under en tung gråvejrshimmel langt væk fra København, lukkede sig ind i det hemmelige sted. I Fies hytte. Det gamle, forfaldne sommerhus. Fies sted. Et kort øjeblik havde det sted rummet et glimt af lykke og håb, men kun et kort øjeblik. Så havde livet taget over. Som livet gør. Nu gør det ondt bare at tænke på det. 
   Drengen, Archibald. Næsten en fremmed. Og den dag var han fremmed selv for sig selv. Tretten år gammel. Dirrende ben, rystende hænder, der efterlod blodige aftryk, da han støttede sig til væggen i den lille entre. Sved dryppede fra panden. Han hev efter vejret. Tanker susede rundt i hovedet på ham. Archibald. Københavnerhvalpen kaldte de ham. Her. Ikke derhjemme i København. Her.
   Her på øen.
   Han hadede den forbandede ø og alle, der boede på den. Alle. På nær Fie. Selvfølgelig ikke Fie. Tårerne løb fra hans øjne, strømmede ned ad kinderne, dryppede ned på den blodindsmurte T-shirt. Han hulkede lydløst. Gispede, mens snot og tårer blandede sig med blodet, men ingen tårer kunne viske blodet væk, ingen gråd kunne gøre det, han havde gjort, ugjort.
   Livet er ikke for børn.
   Livet burde være forbudt for børn.
   Og døden …
   Han vaklede ind i stuen og sank sammen i den gamle sofa foran panoramavinduet og den blændende udsigt over strand og hav. Måger kredsede under skyerne. Han var kun et barn. Tretten år. En spinkel dreng med blå øjne og tjavset, halvlangt hår. En følsom dreng. En god dreng. Jeg husker ham som en god dreng, en dreng, der ville alle det godt. Men livet er ikke for børn.
   Det, han havde gjort, kunne ingen gøre om igen. Ingen ville nogensinde forstå, at han var en god dreng. Ingen. Ikke engang ham selv. Ikke engang Fie eller farbror Lasse eller hans far. Ingen.
   Blodet stank af død. Det føltes klistret mod hans hud. Han kunne fornemme det selv gennem buksernes tykke stof. Der havde været så meget blod. Han havde kvalme, kunne ikke få vejret, kunne ikke stoppe med græde.
   Øksen var væk. Han måtte have tabt den eller smidt den fra sig et eller andet sted på vejen til det hemmelige sted, til Fies hytte. Billeder af det skete flashede gennem ham igen og igen, og han krummede sig forover og trak benene ind til kroppen. Håbede, de aldrig nogensinde ville finde ham her. Håbede, han var død, når de gjorde. Død og væk fra det hele. Så han aldrig skulle se i deres øjne igen, se foragten, se fars undrende blik, se smerten i fars blik. Far ville ikke forstå. Far forstod aldrig. Far forstod ingenting. Selv Lasse ville ikke forstå. Han forstod det ikke engang selv.
   Tretten år gammel kan man ikke bære den slags skyld.
   På væggene hang der tegninger af blomster, som han havde tegnet i stedet for at plukke nogle til hende. De var endnu ikke det mindste falmede, de var kun få uger gamle. Alligevel var de tegnet af en anden Archibald, nærmest i en anden tid, en Archibald, der gik tabt i livet.
   Han sad der længe. Gråden stilnede af. En færge sejlede forbi ude på havet. Hans mave gjorde ondt. Benene var begyndt at sove. Han skælvede stadig. Tiden stod stille. Tiden susede af sted. Lyset ændrede sig udenfor.
   Han væltede om på siden i sofaen. Fjedrene gav sig højlydt. Det var en gammel, slidt sofa. Den lugtede hengemt og støvet. Han lukkede øjnene. Bad til Gud om, at der måtte komme en flyver og styrte ned lige oven i hytten og gøre en ende på det hele. Men de troede ikke på Gud i hans familie, og selvom han selv havde gjort det lidt alligevel, da han var lille, så var det stoppet, da mor døde.
   Mor.
   Hvis han døde, ville han så komme til at se hende igen? Ville hun tage imod ham, ville hun stadig elske ham, hvis han døde, eller ville det også være slut nu?
   Han kunne gå ud i havet, svømme, til han var langt ude på det dybe, til kræfterne slap op, og han ikke længere kunne holde sig oppe, lade sig synke ned, til lungerne fyldtes med vand, og døden befriede ham fra smerte og skyld og bebrejdelser.
   Måske.
   Han hørte skridt udenfor og satte sig op. Så på sine hænder, ned ad sig selv. Blodet på hænderne var størknet nu og sad i mørke plamager. Tøjet klistrede til hans krop. Han følte en tung, sort smerte indeni.
   Døren gik op, og nogen trådte ind i den lille entre. Sofaen stod vendt mod vinduerne, så han havde ryggen til entreen. Han så ned i gulvet.
   Fies stemme: “Archibald?”
   Han kunne ikke svare. Han kunne ikke vende sig om mod hende.
   “Archibald?” Hun trådte hurtigt rundt om sofaen og ind foran ham. “Hvad er der sket? Hvad har du gjort?” Hendes stemme var lysere, mere skinger end normalt. Hun var bange.
   Han løftede tungt blikket og så på hende, mens tårer fyldte hans øjne og trillede ned ad kinderne. Hans stemme lød fremmed, dybere, flad, sort i
hans egne ører. “Jeg … jeg …”
   Hendes briller var gledet ned på næsen. Det lange, lyse hår var sat op i en hestehale. De blå øjne sprang fra hans ansigt til det blodige tøj og pletterne på sofaen, hvor han havde ligget, og blodet fra tøjet var smittet af.
   “Mette er død,” sagde han.

Jeg,
Archibald

Jeg aner ikke, om du nogensinde vil læse dette, Fie, men det er dig, jeg skriver det til. Jeg har forsøgt at spore dig på nettet. Jeg har googlet dit navn, søgt på Facebook, uden held. Vi har ikke set hinanden, siden den dag du fandt mig smurt ind i blod på sofaen i dit hemmelige sted. De førte mig væk fra øen. Væk fra min far. Væk fra alt. Til institutioner. Pædagoger. Psykologer. Betalt omsorg. Frugtesløse forsøg på at vende en fortabt sjæl.
   Har du tænkt på mig siden? Bare af og til? Eller er jeg glemt, pakket væk, låst inde et skamfuldt sted i din underbevidsthed, hvor ting, man ikke taler om, holdes nede?
   Jeg har tænkt på dig. På det sidste næsten hver dag. Tingene er begyndt at vende tilbage til mig. Først i drømme, nu næsten konstant. Jeg har forsøgt at forestille mig dig nu. Sidst i trediverne. Har du fundet kærligheden? Blevet gift, fået hans efternavn? Er det derfor, jeg ikke kan finde dig på nettet? Hedder du noget andet i dag? Jeg ville så gerne have set et billede af dig, som du ser ud nu. Har du fået børn? Har livet været godt for dig? Har du rejst, set verden? Gløder dine øjne stadig som magisk tryllestøv?
   Jeg har forestillet mig dig stadig boende på øen, jeg har forestillet mig dig rejst til New York med kufferten fuld af drømme, jeg har forestillet mig dig leve det liv, jeg ikke længere selv kunne.
   På gode dage.
   På dårlige dage … dem har der været flest af i mit liv … på dårlige dage har jeg ikke kunnet tænke … ikke kunnet holde ud at tænke. Jeg har drukket, taget stoffer, flygtet fra alt. Mit liv har været fucked. Det er let at komme i dårligt selskab på de institutioner, man sendte mig på, og jeg har aldrig været god til at sige fra. Jeg har siddet i fængsel. Jeg vil ikke lyve for dig. Jeg har gjort meget i mit liv, jeg ikke er stolt af.
   Jeg, Archibald.
   Kunstnerens søn. Københavnerhvalpen. Morderbarnet.
   Drengen, der tegnede blomster til dig, som jeg tegnede blomster til min mor. Jeg var god til det. Jeg var en følsom, stille kunstnersøn. Mine forældre havde ingen problemer med at have en søn, der elskede at sidde alene med sine farver og tegne blomster. Det var okay. Min fars lillebror, Lasse, spillede cello i et orkester. Vores hjem var altid rodet. Spisetider sejlede lidt. Men der var kærlighed, og der kom et væld af sære kunstnertyper og hang ud. Det lå ligesom i kortene, at hvis jeg gjorde mig rigtig umage med tegningerne og bare øvede mig og øvede mig og øvede mig, så ville jeg selvfølgelig også blive en stor kunstner en dag.
   Alt det ændrede sig den dag, da en lastbil overså min mor på cykel i et lyskryds. Et enkelt højresving, og min mor var væk, min far slået i stykker, mit barndomshjem knust, og min lyse fremtid fortabt i tåger.
   Et kort sekunds uopmærksomhed fra en mand, ingen af os nogensinde havde hørt om før, og intet var som før. Så skrøbeligt kan livet være.
   Livet er ikke for børn.
   Vi var kun børn. Kun tretten år. Men dette er ikke en historie for børn. Det er historien om en sød dreng, der mistede alt. En dreng, der aldrig havde gjort nogen fortræd, en dreng, der ville det godt, en dreng, du tog i hånden og gav det første kys, en dreng, der lærte mere om mennesker og døden, end han havde godt af.
   Archibald.
   Mig.
   Som trettenårig.
   Men jeg kan ikke tænke på det, der skete på øen, som noget, der skete for mig. Jeg er en anden. En forbryder. En kriminel. En morder. En slidt mand med gråt i skægget, rynker om øjnene, tatoveringer op ad armene og dårlige tænder. Min sjæl er plettet af synd, had og ugerninger. Sort og rød. Jeg har så lidt tilfælles med den trettenårige dreng, at det er, som om det var noget, der skete for en anden. En bedre, renere, ærligere Archibald. Ikke mig. Det var ikke mig. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det som noget, der skete for mig. Det gør stadig for ondt. Det skubber minderne væk, lukker hukommelsen ned at tænke på det som noget, der skete for mig. Det var ikke mig. Det var en anden.
   Det skete for Archibald.
   Det skete for ham.
   Ikke for mig.
   Archibald.

Nu var de så
pludselig her

Archibald havde tilbragt de sidste mange uger hos sine bedsteforældre i Holte, og det var ikke gået særlig godt. Det var kun måneder siden, at hans mor var død i en trafikulykke. Hun var blevet kørt ned af en lastvogn med varer til et supermarked, på vej hjem fra arbejde. Hans mor havde været sekretær på et advokatkontor. Hans far var kunstner. Far plejede at lave sjov med hendes job, der ikke var rigtig fint i de kredse. Han sagde drillende, at en kunstnerfamilie måtte have én fast indtægt, så længe legatudvalgene led af kollektiv hjerneblødning. Archibald vidste, at hans forældre havde elsket hinanden, og at de havde elsket ham. Far sagde så mange fjollede ting. Han elskede at få folk omkring sig til at grine. Inden mor døde.
   Den dag, hun blev kørt ned, havde han været hjemme hos Oliver fra klassen. De havde spillet rollespil med orker og tisidede terninger. Det havde været en dag som så mange andre. Indtil hans far ringede.
   Han havde næsten ikke kunnet forstå, hvad far sagde i telefonen. Han havde aldrig oplevet ham græde før. Lidt efter var far kommet efter ham, og de var sammen taget ud til hospitalet. De første uger kunne han ikke huske mors ansigt. Det var, som om det var forsvundet i hans hjerne, visket ud. Han kunne huske hende, han kunne huske sidste gang, han så hende, om morgenen, da hun havde fulgt ham i skole. Den sædvanlige afsked. Et hurtigt kram. Et par ord om, hvad de skulle senere på dagen, hvem der hentede ham og hvornår. Men han kunne ikke se hendes ansigt for sig.
   Begravelsen. Alle klædt i sort. Mange græd. Den hvide kiste. Han kunne ikke tænke på det uden at begynde at græde. Og han ville ikke græde. Han måtte være stærk. Det sagde alle til ham. Far har kun dig nu. I har kun hinanden. Der var så mange, især kvinder, der ville sige ting til ham. At det ikke var hans skyld. At det var hårdt nu, men han ville komme igennem det. At livet nogle gange var møguretfærdigt. At han altid kunne komme til dem.
   Han ville helst være i fred. Han ville have sin mor tilbage. Han forstod selvfølgelig godt, hvad død betød, at hun aldrig nogensinde ville komme tilbage, men han havde ikke lyst til at leve uden hende. Han havde mest lyst til bare at lukke øjnene og tage med hende. Hvor end hun var taget hen, da hun døde. Far sagde, at død var død, og man havde kun dette ene liv. Det havde han sagt så mange gange, inden mor døde. Gud findes ikke, himmel og helvede og alt det pis er kun til for at undertrykke godtroende fjolser. Vi er dyr. Vi har kun et liv.
   Archibald vidste ikke, hvad han troede. Han håbede, mor var et sted derude, i en anden verden, hvor hun ventede på ham. Det sagde bedstemor.    Far havde ikke været stærk. Han havde haft brug for, at nogen tog sig af Archibald i en periode, så Archibald var kommet hjem til bedsteforældrene at bo, indtil far kom lidt til hægterne.
   Han havde boet på fars gamle værelse. Langt væk fra vennerne. Han kom i skole de fleste dage, farfar kørte ham frem og tilbage, men der var ikke plads til at hænge ud med vennerne. Bedsteforældrene havde deres rutiner, deres liv. Han var meget alene. Lasse kom forbi et par gange om ugen og tog ham med i biografen eller i svømmehallen. Far så han ikke meget til.
   Nu var de så pludselig her. På en ø langt ude på bøhlandet, langt væk fra alt og alle, fordi far havde besluttet, at de havde brug for at komme væk fra det lort derhjemme. Brug for noget tid sammen. En ny start.
   Far havde spurgt Archibald, om han havde lyst til at komme med ud på en fantastisk smuk ø, hvor de skulle bo nogle måneder eller længere, hvis de havde lyst, bare de to. Archibald havde sagt ja. Archibald kunne bedst lide at sige ja.
   De havde lejet en kassevogn og fyldt den med de vigtigste ting. Fars malergrej, møbler, tøj og sådan noget. Lasse var taget med for at hjælpe dem med at komme på plads. Lasse havde kørt bilen. Archibald havde siddet i midten med sommerfugle i maven og et tungt sug i hjertet. Far havde snakket nervøst hele vejen. Ad motorveje, over store broer, ad hovedveje, med færgen ud til øen.
   Det silede ned hele vejen. Færgen gyngede, og Archibald fik det dårligt. Øen bestod af marker, træer, nogle små, gamle huse og et par gårde hist og pist. Nede ved havnen var der en lille by. En meget lille by. Med gadekær og købmand.
   Der var næsten ingen mennesker — og slet ikke, da de kørte væk fra havnebyen. Det virkede forladt. Som om alle menneskene havde forladt verden.
   “Her er det!” sagde far og pegede, “du skal til højre her. Det er det hvide hus.”
   “Det med det røde tag?”
   “Det er jo en kæmpe villa, far!” Archibald så måbende på huset. “Den er større end farfar og farmors hus!”
   “De koster ikke en skid herovre.” Far grinede mørkt. “Tror du, vi vil få det godt her?”
   Lasse svingede ind i indkørslen og stoppede bilen. De sad og lidt og stirrede ud på huset gennem regnen.
   “Måske,” sagde Archibald.
   Far fiskede en nøgle op af lommen og åbnede døren. “Det stopper næppe med at regne lige med det samme, så vi bliver nødt til det!”
   Han sprang ud ad døren og småløb hen til huset. Han låste hoveddøren op og vinkede til dem, inden han forsvandt ind ad døren.
   “Så er det os,” grinede Lasse og puffede til Archibald. “Er du klar?”
   Archibald sukkede. “Det er jeg vel,” mumlede han og skubbede sig hen over fars sæde og lod sig dumpe ned på fliserne. Der lugtede underligt udenfor. Man kunne ikke høre en eneste bil, ikke en eneste stemme. Der var regnens brusen. Og så … stilhed.
   Han smækkede døren og løb efter Lasse, der allerede var halvvejs henne ved huset.
   “Det ser lidt faldefærdigt ud, Thomas,” sagde Lasse, da de endelig var kommet ind i tørvejr. “Er du sikker på, der ikke er svamp i lortet?”
   “Betyder det noget? Det er Villa Villekulla, for fanden!”
   “Får jeg mit eget værelse?” spurgte Archibald.
   “Jeg håber, du ved, hvad du har gang i?” Lasse sendte far et langt blik og rystede let på hovedet.
   Far ignorerede ham og vendte sig mod Archibald. “Der er masse af værelser, og vi er kun os to. Du kan selv vælge, hvilket værelse du vil have, og hvis du fortryder, kan du bare flytte ind på et af de andre. Der er to store stuer, dem skal jeg have til at male i. Ellers er der frit valg.”
   “Jeg må hellere se, om jeg kan bakke vognen tættere på døren, ellers bliver vi gennemblødte, inden vi er halvvejs,” sagde Lasse.
   Archibald valgte et værelse i stueetagen med udsigt over marker og en lille skov. Det var større end hans værelse derhjemme.
   Far og Lasse bar møbler og kasser ind, og Archibald gav sig til at pakke sine ting ud med en tom følelse indeni. Han kunne godt se mors ansigt for sig nu, det havde kun været de første par uger, han ikke kunne det, men han prøvede at lade være, for han kom altid til at græde, når han tænkte for meget på hende. Han satte sig på sengen, som far og Lasse havde skubbet op mod den ene væg, og kiggede ud ad vinduet.
   Han kunne høre far og Lasse bakse med ting i den anden ende af huset. Deres stemmer genkendelige, selvom han ikke kunne forstå ordene. Hver gang de gik ud efter mere i varevognen, blev huset helt stille. Så kunne han kun høre regnen slå mod ruden.
   Han følte sig fremmed, alene og meget lille.
   Han kunne mærke det presse på indeni. Han gav sig til at lede i flyttekasserne efter sine farver. Når han tegnede, gled følelserne lidt i baggrunden. Det gav ham ro. Han fandt farverne efter lidt baksen rundt i begge kasser, men han kunne ikke finde papir. Måske havde han og farmor glemt blokkene, da de pakkede hans ting ned?
   Han så sig om i værelset. Farverne føltes levende i hånden på ham. Der var tegninger, der ville ud. Han lagde æsken med fedtfarver i vindueskarmen, tog omhyggeligt en rød op, og vendte sig mod væggen væk fra vinduet. Han kunne se en tulipan for sit indre blik, når han kiggede på det gulnede tapet. Hans tunge havde en uvane med at stikke ud i den ene mundvig, når han koncentrerede sig. Farmor havde drillet ham lidt med det, når han havde siddet og tegnet hjemme hos dem. Han havde forsøgt at lade være med at gøre det, fordi det irriterede ham lidt, at hun drillede med det, men han kunne ikke styre det. Når først han zoomede ind på tegningen, når verden forsvandt omkring ham, og der kun var ham og blomsten, han var ved at tegne, så kom tungen ud. 
   “Hvad med Archibald?” hørte han tåget Lasses stemme spørge ude i gangen. “Skal han starte i skole her på øen eller hvad? Har du tænkt på det?”
   Far svarede kort. Archibald kunne høre stemmen, men ikke ordene.
   “Du kan ikke holde ham ude af skolen for evigt, Thomas. Det er du klar over, ikke? Han har brug for …”
   Far afbrød ham med en kort sætning.
   “Du er ikke den eneste, der sørger her. Din søn har mistet sin mor. Er du virkelig sikker på, at det er godt for Archibald, at …”
   Archibald rejste sig og lukkede døren ud til gangen, så deres stemmer ikke ville forstyrre ham mere. Så gik han hen til vindueskarmen og fandt en mørkere rød farve og et par grønne, som han tog med hen til tulipanen, der langsomt var ved at tage form på væggen.

Lån bogen