Som det ligger

Info om bogen

 

Forfatter:
Jacob Kokkedal
Forlag:
Facet
Udgivelsesår:
2010
Efter mange år vender Jørn tilbage til Mors. Det bliver til et gensyn med lokalsamfundets hakkeorden og et opgør med en bande

Kort resume

Der hersker en hård hakkeorden på den lille limfjordsø, Mors. Allerede i en tidlig alder kæmper øens børn om positioner i voksenlivets hierarki. Og når rollerne først er fordelt, bliver man på sin plads. Ingen bryder ud af rammerne. Ingen får lov! De eneste udveje er flugtens rodløshed eller kampens sociale udstødelse.

Jørn Andersen er en mand, der har været tvunget til at tage begge veje. Så godt endda, at han som ung har været nødt til at flygte i nattens mulm og mørke.

Nogle år senere tvinger omstændighederne Jørn til at vende tilbage – som et dobbelt, nedbrudt menneske – for at opdage, at intet har ændret sig.

Lokalsamfundet forsøger med det samme at få den hjemvendte placeret i hakkeordenen, men Jørn vil ikke længere spille deres spil. Han er træt ind til marven af at slås, for han har badet i livets lokum, siden han flygtede. Der må være mere i livet, og ved hjælp af gamle venner og en ældre, missionsk gårdmand begynder Jørn at ane en tredje vej.

Alligevel rammes Jørn ved gensynet med hjemmet af en årelang undren. For han forstår ikke meningen med hakkeordenen. Og han vil så gerne forstå, hvorfor han har været nødt til at leve et liv i modpol til øens fastforankrede hierarki. Et liv styret af en mand, kaldet Andersen.

Men en dag, da Jørn og hans familie ender med ryggen mod muren, opdager Jørn, hvorfor hakkeordenen er der. Og hvad den er i stand til, når den bliver vred…

Fakta om forfatteren

Jacob Kokkedal (f.1977) er oprindelig læreruddannet. Desuden har han diplomuddannelser i supervision og pædagogisk psykologi og er cand. pæd. i Generel Pædagogik. Som det ligger er Jacob Kokkedals anden skønlitterære udgivelse.

Fra Saxo.dk

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

 Tilbage… 

Vaftbussen bumlede tungt gennem efteråret. Den lange Feggesundvej, der var livsnerven mellem det åndeligt og kulturelt forarmede Nordmors og øens hovedby Nykøbing, var slidt i kanterne. Langsomt var den ved at opløses efter kommunal misvedligeholdelse, års kaskader af kraftig regn og den massive, salte rusken fra den barske vestenvind. Træerne langs vejen havde som alle andre træer på den nordvestjyske limfjordsø alle måttet bøje sig for vestenvindens konstante rasen. Og som vanskabte og hungrende børn krængede de nu alle mod øst, hvor de desperat stræbte efter livet. Men der var heller ikke levnet megen plads til naturens selvstændige livsførelse på den lille ø, hvor alt, der kunne opdyrkes, var blevet det. En gang imellem kunne man være heldig at se en hare jage forskræmt over en mark. Den havde lige så stor chance for et ubekymret liv, som en jøde i Gaza-striben ville have det. For på Mors, Limfjordens perle, havde alle en nabo, der gemte en bøsse under sengen. Lejlighedsvist ville han hive den frem fra gemmerne og iføre sig jægerens grønne farver over den velnærede mave, for så at traske rundt på øens marker for “at holde naturen lidt i ave”. Nu og da kunne de opmærksomme i bussen også se en ensom rovfugl svæve på himlen. Den ville majestætisk lade det sultne, vagtsomme blik glide hen over landskabet efter bare den mindste bevægelse, der skilte sig ud fra det monotont opdyrkede tilskudsprojekt, som markerne på Mors udgjorde. Der var ikke mange steder på øen, hvor man kunne gemme sig for sådan en rovfugl. Og der var mange rovfugle på Mors. Bussen var kun et år gammel, men allerede nu var den mærket af de mange skoletasker, som de lokale børn fra de forskellige landsbyer hver dag trak hen langs siden af den i deres iver efter at komme først ind i bussen efter skole. Siddepladserne var vigtige at få, for ellers kunne man risikere at skulle stå op i en halv time. Og så var man forsvarsløs i forhold til ældre elevers målrettede mobning.  Megen nostalgi og lokalpatriotisme havde fået nådestødet, da inkompetente kommunalpolitikere gennem årene havde set sig sure på landsbyskolerne. Så nu fyldtes busserne hver morgen af børn - med søvn i øjnene - der blev fragtet op til tyve kilometer bort for at tilbringe dagen i én af den håndfuld af landskoler, der stadig var tilbage. Her var det moderne opdragelsesprojekt i øvrigt endnu ikke helt brudt igennem. Derfor kunne man stadig opleve at komme ind i en skoleklasse, hvor eleverne pænt sad og arbejdede. For på Mors sagde man endnu ikke konsekvent: “Mit barn siger”, når der havde været ballade i skolen, og man i misforstået godhed straks ville tage sit uartige afkoms parti. På Mors sagde man derimod stadig: “Du gør, som læreren siger!”. Og dette var måske nok de små sladrende og enfoldige samfunds virkelige styrke; det endnu ikke fuldt gennemførte individualiseringsprojekt. Engang imellem var der endda også folk i kirkerne. Feggesundvej gik i en lige linje fra Nørrebro og 19 km ud til den gamle færge ved Feggesund. Herfra kunne man blive fragtet over til det nordligste Thy. Og der ville man som fremmed føle sig som stående ved verdens ende. For var udkanterne på Mors fjerne afkroge, så var det yderste Thy dog store, sorte huller i den danske geografi, hvor kun vadefugle og ufaglærte ville kunne udholde den livstidsdom, det ville være at opholde sig der i længere tid ad gangen. Men nu skulle man være en del af Nordjylland gennem strukturreformerne. Man var spændte. Måske betød det nye indskud af penge til kriseramte nordvestjyder? Måske var man ikke nødt til at udslette hele landsbyer fra danmarkskortet, så Låsby Svendsen ikke kunne opkøbe flere gamle huse og få indlogeret sjællandsk rakkerpak i dem? Måske var man ikke nødt til at gifte sig med sin kusine? Chaufføren havde lige passeret den gamle købmandsgård i Sdr. Dråby, da en mand rejste sig op. Bussen stoppede ikke bestemte steder, men derimod måtte de lokale selv fortælle chaufføren, hvor de ville af. En service, der en gang imellem fik den konsekvens, at bussen måtte sætte passagerer af med helt ned til 30 meters afstand mellem stoppene. Manden, der havde rejst sig, så ikke ud til at være lokal. Og så alligevel? Chaufføren kendte efter næsten 30 års buskørsel efterhånden de fleste gennemgående træk i lokalbefolkningen. Der var noget ved den unge mand, der alligevel virkede bekendt. Manden havde næsten lige været kronraget i længere tid. Hårene var begyndt at komme igen, men den brune teint var også gennemgående oppe omkring de høje tindinger. Grågrønne øjne var det fremtrædende træk i et skægget, symmetrisk ansigt, der dog indeholdt nogle iøjnefaldende ar på kinden og over venstre øjenbryn. En høj fyr. En stærk fyr at dømme efter den senede hals. Der var også en årvågenhed i øjnene, som om den unge mand i slutningen af tyverne eller starten af trediverne så noget velkendt, men dog alligevel med andre øjne, end han tidligere havde set tingene med. Hættetrøjen og de beskidte jeans sagde ikke så meget om ham. Heller ikke sportstasken. Manden var tavs, da han nåede op til chaufføren. Hans blik spejdede frem for sig. Chaufføren så spørgende på manden, da bussen kørte ud af Sdr. Dråby igen. “Hanstholmvej”, sagde manden. Et tænksomt udtryk gled hen over chaufføren. “Er du fra en af gårdene dernede?” Lød det på dreven dialekt. “Fjordkig,” svarede manden distræt. Chaufføren trak vejret i små spændte stød, da genkendelsen ramte ham. “Er du et af Jens og Bentes børn?” Manden nikkede og så ned på chaufføren, der syntes at føle, at der var et eller andet, han burde huske. Så faldt tiøren, og et stille skær af vagtsom opmærksomhed gled hen over chaufførens buttede ansigt. “Nu kan jeg godt huske dig.” Chaufføren flyttede nervøst på sig. “Hvad var det nu, du blev til?” “Soldat.” “I livgarden?” Chaufføren havde selv været i livgarden. Han håbede på at kunne score et par ekstra informationer. “Udlandet.” “Har du kunnet leve af det da?” Et underligt smil formedes på mandens læber. Men chaufføren kunne ikke tyde, om det var af melankolsk eller bittersød karakter. Bussen sagtnede farten og standsede på Feggesundvej ud for Hanstholmvej. Manden nikkede farvel. Chaufføren syntes at se ham tage en dyb, spændt indånding, inden han trådte ned fra bussen og ud i vestenvinden. Så lukkedes dørene igen, og den unge mand blev til en mindre og mindre skikkelse i bakspejlets periferi.

 

Ude godt… 

Jørn sniffede efter saltet i vestenvinden. Der var ikke mere end et par kilometer ned til fjorden, og han kunne allerede mærke den livgivende havgus fra en luft, som byfolk så hårdnakket fornægtede sig selv. Han så fra den ene side til den anden. Ville have det hele med. Over for ham på den anden side af vejen begyndte Hanstholmvej. Den ville fra Feggesundvej gå i en lige linje ned til fjorden. På vejen derned ville han passere to af øens største svinegårde og et par mindre husmandssteder. Der ville være forholdsvist dybe grøfter på begge sider af vejen og små forkvaklede læhegn ville udgøre skillelinjen mellem, hvad der var “vores”, og hvad der var “mit”. En sænket bil med brede fælge nærmede sig på Feggesundvej ad den retning, han var kommet fra. Han lod den passere. I bilen skimtede han lige kort omridset af et par unge fyre i arbejdstøj. Fyraften! De var nok allerede i gang med den første øl. Nu ville de lige tage hjem for at skifte og få en kogt kartoffel direkte fra gryden. Og så ville de ellers sidde og varme øl resten af aftenen i bilen, mens de alt for stærkt kørte den samme rute igen og igen. Jørn mindedes rækken af sin ungdoms jævnaldrende med samme livsprojekt. Der var ikke meget andet at lave, hvis ikke man kunne spille bold eller var så heldig at komme fra et hjem, der prioriterede det at lære at læse. Som et lille barn på vej til skole så Jørn igen fra den ene side til den anden. Så satte han den ene fod foran den anden i det, der gerne skulle blive begyndelsen på hans nye liv. Den gik overraskende let - turen ned ad Hanstholmvej. Svinegårdene var vokset til dobbelt størrelse, og et af husmandsstederne var fjernet fra jordens overflade for at gøre plads til mere landbrugsjord og den gylle, der var så svær at komme af med. En lille uanseelig nynnen undslap de fyldige læber. Han havde altid en sang klar. De var godt nok blevet store. Svinefarmene. Kæmpe fabriksanlæg lignede de. Økonomiske magtbastioner. Men Jørn vidste bedre. Selv efter så mange års fravær. Derinde i stuerne sad man og skyldte måske 100 millioner til bank og kreditforening, men tillod sig stadigt at have et privatforbrug på over en halv million om året. Det var godt, at fru Hansen, der havde levet hele sit liv i en toværelses på Nørrebro i hovedstaden, ikke vidste noget om det. Hun, som aldrig havde givet sig selv lov til at skylde en krone, ville falde død om på stedet i visheden om, hvad der kunne lade sig gøre, hvis bare man havde iskold samvittighed nok i maven. Paradoksalt nok var de store svinebønder alle venstrefolk. Men “Lad falde, hvad ikke kan stå”-parolen havde aldrig været gældende for alle ude på landet… Lidt ligesom momsreglerne.

 * * * 
Hanstholmvej endte i et T-kryds helt nede ved vandet i vejen Søbugten, der langs den nordvestlige kystlinje over en afstand på fire kilometer forbandt landsbyen Flade med den konkurrerende landsby Sejerslev. Søbugten var efterhånden blevet velbefærdet i sommermånederne. Nogen havde nemlig været så dristig at lægge den sceniske margueritcykelrute for turisterne ned forbi rækken af gårde og videre langs kystlinjen i den bugt, Hanstholmvej endte i. Man havde desværre lavet en brøler fra turistkontorets side, da man valgte lige netop den rute. Til megen fornøjelse for de lokale dog. Brøleren bestod i, at gårdene langs Søbugten var notorisk berømte for deres løsgående, dårligt opdragne gårdhunde, der spændte sig racemæssigt fra det gemene gadekryds over granddanois og til gårdmand Iversens doberman, Buller. Det var i sin tid blevet påpeget turistkontoret af de indfødte langs Søbugten, men på turistkontoret havde man bare vildledt sig i den tro, at så låste folk da bare deres hunde inde.  Men nu var det i stedet blevet sådan, at de fortravlede landmænd hver dag i sommerperioden (især i juli måned) satte sig ved eftermiddagskaffen på et fordelagtigt sted, hvor man havde oversigt over slagets gang langs vejen. Der ville man så sidde og nyde et stykke hjemmebag (lejlighedsvist også en nybagt bolle med pålæg) og en stærk kop kaffe i håbefuld venten på eventuelle cyklende feriegæster, der var ude for at nyde Mors lyksaligheder på den skønne margueritrute. Pengene var som regel sat på Iversens Buller oppe på toppen af bakken inden Flade, men også Keld Boldts lille blanding af labrador og noget skræmmende udefinerligt havde vist sig at være overraskende effektiv i jagten på velnærede, hvide cykellår. Nu var det dog ikke så tit, at nogle blev bidt. Det var faktisk sjældent. Men lidt snappen efter hæle, løsthængende sjaler og sommerkjoler var dog standard. Og da der ikke var deciderede tabstal, havde man fra kommunens og andre mindre korrupte myndigheders side valgt at se igennem fingre med Søbugtens lille “sommerevent”. Ja, cykelklubben inde fra Nykøbing havde endda en fast træningsrute løbende ned gennem netop dette område af Nordmors. Det var god sprintertræning.

* * * 

Der var to gårde på hver sin side af T-krydset mellem Søbugten og Hanstholmvej. Fjordkig og lille Fjordkig. Den største af gårdene var en fin gammel gård, der i sin tid havde huset mangen en sognerådsformand. Der havde ikke været drevet landbrug på gården i mange år nu, men den havde bevaret sit ry som et sted, hvor man en gang imellem indtog sine måltider i den fine stue. To grusveje fra Søbugten og en enkelt lang grusvej fra Hanstholmvej førte ned til gården i den lille dal ved bugten. Lille Fjordkig var nabogården. Der havde landbruget dog overlevet lidt længere. Nu sad østeuropæiske karle fra svinefarmene til leje der. Kost og logi var en væsentlig del af deres løn. Man fandt det nemlig ikke altid fra gårdejernes side imperativt nødvendigt at orientere sig efter gældende lønrammer. En gang imellem ville gæstearbejderne fra øens forskellige gårde gå i byen inde i Nykøbing, hvor de ville drikke sig fra sans og samling og senere tørne sammen med lokale uden for værtshuset Buddy Holly. På den måde bidrog de fremmede også til underholdning for øens andre beboere, der ville ryste forargede på hovedet i visheden om, at der var værre ros end dem selv på øen. Endnu var de ganske vist få, disse nye gæstearbejdere. Men grobunden for et nyt landproletariat var ved at blive lagt. Nu hvor deres velnærede arbejdsgivere så småt var ved at få genindført herremandsvældet.

* * *

Lyden af en havetraktors mekaniske brummen mødte Jørn, da han nåede toppen af den lille bakke, hvorfra man kunne skimte de to gårde, og hvor han tyve meter nede ad bakken drejede ind mod Fjordkig ad en af grusvejene. Jørn kunne se manden på havetraktoren studse lidt. Alligevel fortsatte føreren med at slå den lange grusvejs rabat, indtil han var næsten henne ved Jørn. Så stoppedes traktoren, og manden kravlede besværligt af. Et hårdt liv havde sat sine spor i den lille, stærke krops runde ryg. Og alderens topmave var svulmet op til en blød rund kugle, der som det eneste viste tegn på overvægt på mandens krop. Hans hår var gråsprængt, og som altid bar han en slidt og møgbeskidt kasket. “Goddag. Kan jeg hjælpe dig?” sagde manden smilende, mens han fandt en pibe frem. Fremmede mennesker var altid en samtale og en pibe tobak værd på Fjordkig. Jørn smilte for sig selv. Denne godmodige tilgang til mennesker havde altid været det punkt, hvor Jørn havde adskilt sig fra stammen… Men hans opvækst havde også lært ham noget andet om mennesker. “Arhh, jeg håbede da lidt på at kunne få en kop kaffe.” Bevægelsen med piben standsede lige inden, at mundstykket nåede de tørre læber. Jens Andersen spærrede øjnene op. “Jamen, Jørn...! Du er jo næsten ikke til at kende igen. Vi syntes jo, du skrev, at du først kom i næste uge?” Faderen så sønnen an, mens han stille gik hen og gav sin dreng et klem på den ene skulder. Det var den største kærlighedserklæring, man ville se fra Jens Andersen. Man var ikke så sentimentalt anlagt på Fjordkig. Jørn skuttede sig lidt ved berøringen. “Jaeh? Der blev lavet lidt om i planerne… Men det var da en oplevelse at tage bussen fra Nykøbing igen.” Den gamle mand så sønnen an. En voksen mand. Men der var jo også gået mere end ti år… Der var nogle grimme ar i ansigtet. Det bar også præg af den slags karakterhærdning, som livet på visse steder og tidspunkter så rundhåndet deler ud af. Jens så ned på tasken i Jørns hånd. “Er det alt, du har med dig?” Jørn så ned. Han nikkede. “Jaeh… Jeg har jo ikke haft et rigtigt hjem, siden jeg rejste.” “Åh, din stakkel!” Jens Andersen var en simpel mand. Hans forestilling om, at alle mennesker som en næsten forskreven naturlov stræbte efter et hjem med en god varme i radiatorerne og sovs og kartofler på bordet, gjorde ham aldeles ukampdygtig i formuleringen af den tanke, at nogle måske var anderledes - for ikke at sige væsensforskellige fra ham selv. Derfor var der et bedrøvet skær at spore i øjenkrogene på den efterhånden nedslidte mand. “Nå, hvad? Jeg har jo heller ikke haft behov for det… Det ser da pænt ud herhjemme,” Jørn nikkede mod gården for at fjerne fokus fra det lidt sølle syn, hans få ejendele udgjorde. Men hvad sagde man også efter at have været væk i næsten ti år uden de store brevskriverier? Endda også, når afrejsen fra hjemmet i bogstaveligste forstand var sket i nattens mulm og mørke? Faderen vendte sig distræt for at give fødegården et hurtigt overblik. “Jo, men vi har jo også kostet en del på det det seneste års tid. Nye vinduer, pudsning af gavl, nedrivning af den gamle staldlænge…” Jens tog sig i at falde i staver over ubetydelige detaljer. “Mor er vist ved at bage. Lad os komme ind og få en kop kaffe. Du må have en masse at fortælle.” Det sidste var mere en konstatering end et spørgsmål. Men det var nu ikke lige, fordi Jørn havde så meget lyst til at genfortælle ti års ørkenvandring. Hvis valget var der, ville han faktisk væsentligt hellere stikke tæerne i en blender og trykke på start. 

* * *

Der lå en hund på størrelse med en pony i bryggerset under trappen op til loftetagen. Den kiggede dovent op, da de to mænd trådte ind i strømpefødder på det opvarmede gulv. Et kort sekund overvejede kæmpehunden at byde dem velkommen, men så opgav den det til fordel for det magelige leje på gulvet. Det var en typisk Fjordkig-hund. Utroligt omgængelig, tilbageholdende og måske lidt doven. Det kunne diskuteres, hvorvidt den faktisk var i stand til at gø pga. dens godmodighed. For det var en hund, man kunne gøre hvad som helst med. Den ville finde sig i at blive rykket i ørerne, råbt ad og kostet rundt med uden at kny et ord. Men når grænsen endelig var nået, ville den hurtigere end øjet kunne blinke sætte sig fast i den forurettendes hals. Og der ville den sidde, indtil alt håb var ude for staklen, der ikke havde forstået, at det stille vand nogen gange rummer den største dybde. Det var i grunden sjovt, som folk fra øens nordlige spids slægtede deres hunde på… Eller omvendt. Bente Andersen var med årene blevet en trind dame. Det hørte sig jo lidt til, når man arbejdede i hjemmeplejen. Nogle ville faktisk påstå, at det var lidt af en selvmodsigelse, at hun på denne dag var i stand til at bevæge sig så hurtigt fra sin ergonomiske stol i køkkenet og ud for at kramme sin hjemvendte søn. Men ikke desto mindre hang hun pludselig om halsen på Jørn, der noget overrasket forsøgte at forholde sig til moderens glædestårer. Han havde aldrig rigtigt forestillet sig, hvordan det ville være at vende hjem. Faktisk havde han kun følt, at det var noget, han på et tidspunkt var nødt til at gøre.  Men snart efter sad Jørn bænket på sin gamle plads ved spisebordet i det store køkken. Foran ham stod en dampende kop kaffe og et stykke blødt brød, hvis uanstændigt høje indhold af margarine fik det til at trække sneglespor efter sig på tallerkenen, når han skubbede lidt til det. Man var i sandhed kommet til Nordvestjylland igen. Snakken var både løs og fast. Der var åbenbart sket meget på ti år på et sted, hvor tiden ellers stod stille. Jørn forsøgte at undgå de fleste af spørgsmålene rettet mod sine egne oplevelser ved at spørge til forretningen, arbejde, de lokale og småsnak om søsterens børn og bankjob i Åbenrå. Men helt kunne det jo ikke holdes fra livet. “Hvornår skal du så tilbage igen? Man har vel ikke ubegrænset fri fra legionen?” Jens skævede hen over kaffekoppen, som han holdt mellem sine hænder. Hans plads i den patriarkalske familie havde altid været for bordenden, hvor han altid tog først af retterne. Bente sendte et bekymret blik hen over bordet. Men Jørn kunne ikke helt tolke, om det var pga. ham eller i overvejelser omkring bagværket. “Jeg skal vist ikke tilbage igen.” Jens spilede øjenbrynene op. “Jamen er du holdt med det?” Jørn nikkede og løftede prøvende kagestykket. Det slap meget nødigt tallerkenen. “Jeg har ikke været i legionen i et stykke tid nu.” “Nå? Det gik vi da ud fra, gennem hvad Lise har sagt? Vi undrede os nu også over poststemplerne. Hvad har du så lavet?” Bente så undersøgende på Jørn. Det havde været en stille dreng, da han boede hjemme. Glad fra naturens side, og man havde sjældent kunnet mærke det, når andre i lokalsamfundet endnu en gang havde været efter ham. Men der var en anden ro over den unge mand, der sad foran dem nu. En knivskarp afbalancering af livets barske realiteter i dette engang så muntre og stille sind. Livet måtte også have været forfærdeligt for ham i årene, siden han rejste? Han havde været i krig. Almindelige mennesker kunne kun gisne om, hvad det betød, eller hvad det gjorde ved et menneske. “Jeg har haft sådan… nogle sikkerhedsjob i Frankrig og Tyskland. Mest i Marseille, Paris og Hamburg.” Han satte prøvende tænderne i den kamuflerede pakke smør. Det var længe siden, han havde spist den slags, men tungen smækkede kælent i genkendelsens glæde. Der havde altid været et stykke brød efter skole, da han var knægt. Nåja? Eller flere stykker. Noget han burde have holdt sig fra, men det var et jævnt hjem. Dog ikke noget at undskylde for, blot årsagen til at bordets glæder var en af de største kvaliteter, som livet i denne forblæste udørk havde at byde på. Så Jørn havde spist og spist og spist sig ind i teenageårene. For det meste, når ikke han havde siddet med næsen begravet i bøger om mænd, der stod, hvor andre faldt. Men så havde det frygteligste fået hans selvopholdelsesdrift til at tage over. Han begyndte at bokse. Pumpe jern og løbe. Løbe til han kunne løbe solen træt.  Hunden kom luntende ind ude fra bryggerset. Den gloede først på Jørn, men fik så øje på kagestykket i hans hånd. Øjnene så store som tekopper blev tomme og drømmende Hunden forstenedes. Hypnotiseret ved hjælp af et stykke kage. Jørn stirrede målløs tilbage på den hjernetomme skabning. Overrasket. Han bevægede stykket lidt til siden. Hundens hoved fulgte med. Til den anden side. Og hunden fulgte med. “Jaeh… den er jo lidt glad for mad, “ sagde Jens undskyldende. “Bente er jo lidt slem til at gå og give
 den godbidder.” Moderen fnyste og sendte misbilligende blikke til faderens svulmende mave i de blå overalls. “Hvad er dine planer så? Bliver du herhjemme lidt?” Jørn nikkede. “Ja, hvis jeg kan? Ellers ved jeg ikke. Få mig noget arbejde?” “De søger nede på Skarrehage… Det er godt nok treholdsskift?” “Det er lige meget. Jeg er ikke kræsen.” “Men der er jo ikke så mange af dine kammerater tilbage.” Bente fik ondt af hunden og rejste sig for at trække den ud i bryggerset igen. “Nej,” Jens kløede sig tænksomt i skridtet, “der var jo lidt for meget gods i de fire gutter til at blive herhjemme. De har jo læst og fået job i Viborg, Århus og Aalborg. Næh... Der er næsten kun de fyre tilbage, der ikke gider andet end at køre rundt og drikke bajere.” “Det er jo ikke rigtigt,” lød det ude fra bryggerset. “Nåja,” sagde Jens Andersen, “så næsten da i hvert fald! Du kan da lige komme med ud for at hjælpe med at skifte grab nu? Har du lyst til det?” Jørn nikkede. Et eller andet sted havde han jo ikke forventet, at champagnepropperne ville springe, og purunge piger med røde kinder ville komme løbende i korte sommerkjoler for at strø rosenblade og konfetti ud foran ham. Men det var alligevel dybt kryptisk at ryge direkte ind i hverdagen efter halvanden times eftermiddagskaffe. Som om han ikke havde været væk. Som om de seneste ti års ofte smertefulde oplevelser ikke betød noget herhjemme på Lars Tyndskids mark, hvor hundens velfærd vægtedes højere end nyheden om ebolaudbrud på Bornholm ville blive. “Bedste kommer til middag,” lød det igen ude fra bryggerset. “Det skal fejres på ordentlig maner nu, hvor du endelig er vendt hjem.” De kunne høre hunden blive klappet på ryggen. 

* * *

Ti minutter efter stod Jørn omme på den anden side af den kæmpe lade i et af de garageanlæg, som faderen havde brugt til sine maskiner, da han for en del år siden også drev maskinstation. Han havde lånt et par af far Jens’ arbejdsbukser. Bukserne stumpede, men der var nemt plads til en pude eller to foran på maven. Jørn hev ud i dem og smilte for sig selv. “Kan du ikke lige stille dig op på den og hoppe?” sagde faderen inde fra førerhuset af rendegraveren. Jørn nikkede og stillede sig op på den fraspændte grab, som ikke ville slippe. Faderen kørte forsigtigt bagud. Grabben flyttede sig lidt, men slap så sit tag. Jørn hoppede ned, mens Jens Andersen kørte hen til den nye grab. Han standsede rendegraveren og hoppede trindt ned på jorden og vinkede til sønnen. Lidt efter stod Jørn og kiggede ned mod fjorden, der lå knap 100 meter væk. Ovre på den anden side af fjorden kunne man skimte Thisted. Da Jørn havde været en lille purk, havde Thys hovedstad været en nordvestjysk metropol for en dreng med patter og æblekinder. Nu kunne Jørn dårligt forestille sig, at det var et sted, hvor man kunne få sig et slag fisse uden at slå sig på resten af pigebarnets familie.  Til højre for ham, oppe på toppen af bakken, som Søbugten løb op over, kom to skikkelser joggende hen ad den smalle landevej. Jørn spilede øjnene op. “Løber de stadig?” Jens kom traskende ud fra en af garagerne. Han satte en hånd hen over øjnene for at skærme for en imaginær sol. “Stald og Palland? Jo, det gør de da. Vist ikke så langt mere. Mest op til Bjergby for at vende og så hjem over Dråby.” Jørn nikkede. Det var alligevel en tur tæt på de tyve kilometer. Det var sjovt at gense dette billede fra ungdommens galleri af den lange, tynde præst, Stald, og den lille kompakte bager Palland, der støt arbejdede sig hen ad den smalle landevej. Et indtryk af genkendelighed og stabilitet, som lunede helt ind til kernen af en trængt sjæl. Nu var piben blevet stoppet, og Jens Andersen havde tid til at kigge tænksomt ned i den mudrede jord. Han forsøgte at vægte sine ord, så de ikke risikerede at blive returneret med alt for klart et svar. Nogle svar var svære at håndtere, selvom man var nødt til at stille spørgsmålet. “Hvaøhh… Hvordan er det at være soldat? Altså… Er det slemt?” Jørn rystede sig fri af sin trance. “Nej. Det bliver et arbejde som alt andet,” sagde han og løj, så det skreg mod himlen. Faderen nikkede overvejende og tændte piben. Det var lige et svar, han kunne forholde sig til. “I tager det nu meget pænt?” “Hvad tænker du på?” Jens pustede røg ud, og Jørn fangede straks lugten af Mac Barren-mixture. “Ja, at jeg er kommet hjem. Som om jeg ikke har været væk så længe.” Den gamle mand bankede en træskosnude i blæveret og spyttede kronisk. “Tjoh. Nu har du jo kun været hjemme i et par timer. Vi skal nok lige have det vendt indvendigt først? De første par år sov vi jo ikke rigtigt. Mor og jeg. Bente kunne nogle gange få grædeture, så hun helt rystede. Og du var jo ikke så forfærdelig flink til at skrive hjem i den tid. Så det var nok først her for et halvt år siden, da breve og mails begyndte at dumpe ind i rigelige mængder, at vi sådan rigtigt begyndte at tro på, at du var… Jaøh? Levende... Vi var jo alle chokerede over, at du bare sådan kunne tage væk uden et ord.” Ordene bed sig ind i Jørn. Han vidste, at havde han givet sig tid til at sige farvel, var han aldrig kommet af sted. “Jeg kunne ikke klare en tur i fængsel. Ikke på den måde… Så ville de jo have vundet?” “De?” Jørn bredte demonstrativt armene ud, som stod de midt i en udpeget menneskemængde. En flok måger skreg hæst nede fra et punkt over fjordbrinken.  Faderen suttede tavst på piben. Hans blik hvilede fast på sønnens øjne, der var søgt ud mod fjorden igen. “Det kunne jo være, at tingene var blevet anderledes så?” “Der er kun én måde at ændre sådan noget på,” Jørn rystede på hovedet. En lyd tiltrak deres opmærksomhed. En gammel brun Toyota Corolla var drejet ind på grusvejen fra Hanstholmvej. “Nå, så er Bedste her. Så må vi jo hellere komme ind og se.” De to mænd vendte sig og traskede om på den anden side af den store ladebygning og mod stuehuset. “Men du er jo nok nødt til at tale lidt højt. Hun er ved at være stokdøv, og høreapparatet har hun aldrig tændt… Hvis samtalen begynder at gå i selvsving, kan du altid spørge til, hvem fra hendes strikkeklub i Dråby, der stadig er tilbage. Så får vi en god halv time med historier om sygdomme og pæne begravelser,” gumlede Jens Andersen tørt på piben.

* * *

Sidst på aftenen ringede Jørns mobil. Han havde lige sat sig på kanten af sin seng og ladet et indtagende blik glide rundt i værelset. Han kunne efter sin bedste overbevisning lige så godt befinde sig i et rumskib. Så langt var der mellem den dreng, der havde hængt farvestrålende plakater op, og den senede mand, der nu skulle sove i en seng, han ikke havde rørt i mere end ti år. Overkroppen var bar. Og det faste ritual med at glide nogle forsigtige fingre hen over arret fra det nu fire år gamle skudsår i venstre skulder lod sig heller ikke fornægte.  Jørn så ned ad sin veltrænede krop. Ribben og højre håndled havde været brækket. Arret hen over maven fra den flaskekniv, han var blevet skåret med under et værtshusslagsmål i Djibouti, var stadigt uklædeligt grimt. Og hvis han lod sin hånd forsætte op til næsen, ville han mærke, at den sammen med det ene kindben også havde været brækket. Tungen havde stadig spor efter tandpastaen, og ånden var frisk af pebermynte. Den stod lidt i kontrast til den tunge luft på værelset. Der havde ikke været luftet ud længe derinde. Som i en glemt og ubrugt krog af hjemmet. “Hvordan gik det så?” spurgte en kvindestemme i røret. I baggrunden kunne Jørn høre en mand, der gik og tyssede på et grædende barn. “Tjoh, det gik da?”  “Det var ikke, som du havde forventet?” Jørn kunne høre kvindestemmen vende sig og tysse irriteret på sin mand, som om det var ham, der græd. “Det er svært at sige? Da man først stod i det, måtte man jo bare lade sig føre med. Jeg ved ikke? De virkede nu meget afslappede…” “Det er jo svært for dem, Jørn. De var jo helt knuste lige i starten.” “Jaeh…” En nullermand fra gulvet havde fået forvildet sig op på knæet af ham, fra da han lavede sine aftenøvelser. Han krummede pegefingeren op langs tommelfingeren og skød den formastelige klump af døde hudceller og andet skidt væk. “… Du er sikker på, at du bliver der et stykke tid?” “Ja. Jeg skal lige prøve at have en hverdag igen. Rakkerlivet var ved at tage livet af mig.” “Men der er jo nok meget, der har ændret sig?” “Der er sikkert også meget, der ikke har,” konkluderede Jørn. Det knækkede, da han vred hovedet henover højre skulder. Søsteren holdt endnu en tænksom pause. “Du er i hvert fald velkommen til at komme forbi igen, hvis det bliver for meget?” Jørn havde besøgt søsteren på vejen op gennem Jylland. Han mindedes de tre små skrigende nevøer, der havde gjort søsteren tyve år ældre at se på, og som sandsynligvis var årsagen til svogerens poser under øjnene og sammensunkne skuldre. Nej tak. Så hellere en gang borgerkrig i Congo igen.  Søsteren var fortsat lige over i en større beretning om det behagelige arbejdsklima i Sydbank. Han lagde sig bagover på sengen med telefonen til øret. Nogle få lejlighedsvise grynt var nok til at holde samtalen i gang. Øjnene gled i. Det summede behageligt for ørerne. Måske ville han for første gang i lang tid kunne sove en hel nat igennem uden at høre granaterne springe, råbene på fremmede sprog og ikke mindst lyden af blodfyldte strubers gurglen. En lyd, der skar sig gennem kød og knogler og helt ind til hjertet, hvor lyden ville forplante sig som et vridende knivstik. Jørn nåede lige at sige farvel, inden søvnen tog ham. Hvor kort den så end var.

Lån bogen