Syge køer

Info om bogen

 

Forfatter:
Sam Byers
Forlag:
Klim
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Rasmus Hastrup
Katrine, hendes ex og en fælles ven genoptager deres venskab for at få deres liv til at fungere. Men kan man det?

Kort resume

Katherine har opgivet at blive lykkelig. Hun er blevet tredive, men har ikke fundet et job, hun er glad for, og bor stadig i sin barndomsby, som hun havde regnet med at forlade forlængst. Hendes tiltagende kynisme og giftige vid frastøder de mennesker, hun gerne ville tiltrække – og tiltrækker dem, hun ved, hun burde undgå. Hendes eks-kæreste, Daniel, har de rigtige holdninger og en strålende karriere inden for bæredygtig, biologisk forskning, Han har også fået en ny kæreste, som han dog ikke er sikker på, at han elsker.

Da Katherines og Daniels gamle ven, Nathan, kommer tilbage fra et ophold på den lukkede afdeling – og finder ud af, at hans mor har forvandlet sig til en storsælgende selvhjælpsforfatter og superstjerne på Twitter – beslutter de tre venner at mødes for at hele gamle sår og genoptage deres venskab. Men kan sådan en genforening ende godt? Næsten helt sikkert ikke.

”En vild og genial roman, der stråler af komisk overskud og nuanceret psykologisk indsigt. ‘Syge køer’ indvarsler et nyt, spændende talent …”
The Sunday Telegraph

Modtager af den engelske boghandlerpris Waterstones 11.

Fakta om forfatteren

Sam Byers er født i 1979 og uddannet fra University of East Anglia i Norwich, Storbritannien. Syge køer er hans debut, og han modtog the Betty Trask Award og Waterstones 11 for bogen, som også blev shortlistet til Costa Book Award.

Lån bogen

Ubi pus, ibi evacua.

 

 

 

For relativt nylig, ved en familiesammenkomst Katherines mor havde beskrevet som absolut obligatorisk, men som det alligevel var lykkedes Katherines søster at knibe sig uden om, havde Katherines mor fremvist de fotografier, hun havde i sin pung. Slægtningene var primært af den aldrende slags, og deres forudsigelige fryd ved fotografier var et fænomen, som Katherine længe havde haft svært ved at forstå. Efter hendes mening så halvfems procent af alle fotografier (og slægtninge) ens ud. Det ene grinende barn lignede temmelig meget det næste; ét bryllup kunne næppe skelnes fra et andet; og på grund af de fleste af hendes familiemedlemmers tendens til at holde ferie på deprimerende forudsigelige steder, var de tilhørende feriebilleder også temmelig ensartede. Så mens de øvrige slægtninge – tante Joan og onkel Dick og deres besynderligt spøgelsesagtige datter Isabel, plus to eller tre generiske rynkebundter, som Katherine havde en svag erindring om, men som hun ikke havde nogen trang til at genoptage forbindelsen med – åh’ede og ah’ede over billederne, på samme måde som man kunne gøre over en særligt lækker og flot anrettet dessert, forholdt Katherine sig tavs og lod blikket glide frem og tilbage mellem sin mors ansigt og sit armbåndsur, hvoraf ingen tilbød nogen form for beroligende forsikring om, at det hele snart var overstået.

Katherines mors pung var, i modsætning til de hænder der holdt den, glat og ny; købt for nylig, vidste Katherine tilfældigvis, i Liberty, hvor hendes mor jævnligt shoppede over evne.

“Sikke en fin pung,” sagde en eller anden halvkusine, tydeligvis klar over, at enhver nyerhvervelse, Katherines mor tog frem i offentlighed, skulle udløse mindst én kompliment, hvis ikke den summarisk skulle henvises til en af de sække med kasserede indkøb, hun med foruroligende regelmæssighed afleverede til den lokale genbrugsbutik. Det slog Katherine, at hvis slægtningene havde udvist en tilsvarende pligtfølelse, når det gjaldt mændene i hendes mors liv, ville hendes mor sandsynligvis leve under andre forhold.

“Ja, er den ikke bare skøn?” sagde Katherines mor, nøjagtigt som ventet. “Liberty. Et virkelig godt køb. Jeg kunne bare ikke lade være.”

Fotografierne var bemærkelsesværdigt velbevarede, set i lyset af at Katherines mor behandlede de fleste ting, som om de var uforgængelige, for senere at betragte de ynkelige rester, mens hun sukkede over nutidigt kunsthåndværks i bund og grund håbløse kvalitet.

“Se lige her,” sagde Katherines mor med hentydning til fotografierne, i præcis samme tonefald hun havde brugt, da hun talte om pungen. “Er de ikke bare pragtfulde?”

Hun sendte det første billede rundt – et sort-hvidt fotografi i pasbilledestørrelse af Katherines søster Hazel med en slatten bamse i favnen. Tøjdyrets rullende øjne og manglende muskeldefinition fik det til at se underligt dopet ud, hvilket (i Katherines øjne, i hvert fald) fik Hazel til at fremstå som en skummel præpubertær kidnapper.

“Bamsen hed Bloot,” sagde Katherines mor, mens billedet vandrede fra hånd til hånd, “guderne må vide hvorfor. Den blev helt slasket, efter hun kastede op på den, og den måtte en tur i vaskemaskinen. Der var simpelthen ikke nogen af den piges ting, hun ikke brækkede sig ud over på et eller andet tidspunkt. Jeg siger jer, et helbred som den skrøbeligste lille fugl.”

“Hvor er det en skam, hun ikke kunne være her i dag,” var der en, der sagde.

“Åh ja, virkelig,” sagde Katherines mor. “Men hun har bare ikke et øjeblik til sig selv for tiden. Hun arbejder og arbejder. Og nu med alt det her frygtelige noget med køerne …”

Hoveder nikkede i enighed, og selv om Katherine ikke kunne være sikker, og senere ville overbevise sig selv om, at det var noget, hun havde forestillet sig, troede hun et øjeblik, at mere end ét par øjne helt kortvarigt landede på hende med den type instinktiv dom, der typisk faldt ved familiesammenkomster: Deltagelse hang nøje sammen med arbejdsmæssige forhold. Folk var taknemmelige, hvis man dukkede op, men gik samtidig ud fra, at éns job hverken var vigtigt eller krævende, idet alle slægtninge med vigtige og krævende job havde alt for travlt til at deltage mere end én gang om året, hvor de til gengæld blev hilst velkomne som riddere, der vendte hjem fra korstogene og uophørligt blev opfordret til at tage af sted igen, for ikke at arrangementet skulle gribe forstyrrende ind i deres arbejde. Katherines søster havde svælget i denne rolle i årevis, og det irriterede Katherine, at jo sjældnere Hazel mødte op, desto mere helgenagtig og fortravlet kom hun til at fremstå for alle, mens det for Katherine gjaldt, at jo oftere hun deltog og jo mere hun gjorde sig umage for at være venligt opmærksom over for sin familie, desto mere blev hun anset for at have spildt sit liv. Det var dog en smule anderledes denne gang, idet halvdelen af vejene var lukket på grund af køerne. Alle for hvem det var lykkedes at nå frem udtrykte en art sammenbidt stolthed, som om de havde klaret sig gennem en krigszone. Katherine var fuldstændig ligeglad med køerne, men hun var tilfreds med den momentane respekt, hendes fremmøde syntes at have vakt.

Det næste fotografi kom ikke frem, før det første havde været hele vejen rundt om bordet. Det forestillede Katherines far, som poserede akavet i vandtæt jakke og med et jagtgevær i hænderne.

“Her har vi Nick,” sagde Katherines mor. “Han ramte intet som helst, selvfølgelig, men han elskede at give den som jæger. Han havde naturligvis alt udstyret, men sådan var Nick. Virkelig god til at lægge planer, men frygtelig dårlig til at føre dem ud i livet. Jeg har selv taget billedet.”

Hun tav demonstrativt, før hun sendte billedet rundt og modtog et par medfølende nik fra tanterne og onklerne. Så længe Katherine kunne huske, havde hendes mor spillet medlidenhedskortet, hver gang talen var faldet på den mand, der var far til hendes børn, en mand, der var blevet hængende et par år, hvorefter han var smuttet til Grækenland med en kvinde, han havde mødt i lægens venteværelse, mens han ventede på at få tjekket sit kolesteroltal. Katherine fik to kort fra ham hvert år, til jul og på sin fødselsdag, plus et tredje bonuskort, hvis der var sket noget særligt. Han havde ringet til hende en enkelt gang, rørstrømsk beruset og tydeligvis ramt af en alvorlig midtvejskrise, og advaret hende mod at ende som sine forældre.

Fotografiet cirkulerede og blev med fornem timing efterfulgt af et farvebillede af Homer, familiens hund, der ikke havde været verdens klogeste dyr. Den var hoppet i døden, mens den jagtede en tennisbold hen over en række fældede træer, hvor den til sidst havde spiddet sig selv på en knækket gren og overladt det til Katherine, som havde kastet bolden, at forklare sin mor, at hendes elskede gadekryds ikke bare var død, men også skulle lirkes af den gren, der havde spiddet den, mens hendes datter var uforklarligt uskadt og utilgiveligt tørøjet.

Det næste og, viste det sig, sidste fotografi var af Daniel, med julehatten halvberuset på sned og hævet glas fra en kongelig position bag en stor kalkunsteg.

“Århh,” sagde Katherines mor. “Her er Daniel, se. Sådan en dejlig dreng. Mødte I nogensinde Daniel? Nå ja, han var med til det der arrangement for et par år siden. Så charmerende. Jeg holdt så meget af ham. Stakkels Katherine. Han er bare en mulighed, der forsvandt, ikke sandt, søde ven?”

“Egentlig ikke,” sagde Katherine. “Nej.”

“Stadig et ømt punkt,” sagde Katherines mor og smilede moderligt til Katherine – noget hun udelukkende gjorde, når der var andre til stede. “Daniel klarer sig bare så godt for tiden, selvfølgelig, i modsætning til visse andre jeg ikke vil nævne ved navn.” Hendes blik forandrede sig som tallene på et digitalur og blev strengere.

“Det er så let at komme til at sidde fast, er det ikke?”

Hun stak det sidste billede tilbage i pungen, lukkede den og lagde den ned i sin håndtaske, så alle havde mulighed for at kaste et hurtigt blik på Katherine og derefter se tavst og forlegent ned i bordet, indtil kaffen kom. Her undskyldte Katherine sig høfligt og gik ud på badeværelset for at flå en toiletrulle midtover.

Katherine brød sig ikke om at opfatte sig selv som trist. Det havde et defaitistisk skær. Det manglede noget schwung, som for eksempel raseri eller mani. Men hun måtte erkende, at hun for tiden vågnede trist, langt oftere end hun vågnede glad. Det, hun ikke erkendte og aldrig ville erkende, var, at det havde noget at gøre med Daniel.

Den var der ikke hver morgen, tristheden, om end man måtte sige, at den var der flere morgener, end hun kunne have ønsket sig. Weekenderne var de værste; hverdagene varierede. Vejret var stort set uden betydning.

Tid foran spejlet hjalp ikke. Hun skyndte sig at blive klar og foretog så løbende justeringer i løbet af dagen. Hun spiste ikke så sundt. Der skete ting med hendes hud, som hun ikke brød sig om. Hendes gummer blødte på tandbørsten. Hun tænkte, at hun var ved at blive grim på et sindssygt upassende tidspunkt. Morgenmaden blev tit sprunget over til fordel for et eller andet usundt halvvejs gennem formiddagen. Hun var ikke i stand til at forlade huset uden minimum tre kopper kaffe i blodet. Hun var begyndt at ryge igen. Det hjalp lidt på tristessen. Hun følte sig stakåndet det meste af tiden, men hostede kun på særligt slemme dage. På et tidspunkt i løbet af formiddagen, hver formiddag, blev hun ramt af kvalme.

De sidste to år havde Katherine, efter at være flyttet fra London til Norwich ved et uheld, været drifts- og servicemanager i et lokalt telekommunikationsfirma. Hendes job havde intet at gøre med telekommunikation, men drejede sig i stedet om detaljerne i arbejdspladsstyring. Hun plejede at sige, at hun blev betalt for at være neurotiker. Hun tjekkede skrivebordsstole for at se, om de levede op til de aktuelle ergonomiske forskrifter, om deres højde passede til såvel bord som computer, som hun så tjekkede bagefter for at sikre, at de harmonerede med både firmaets retningslinjer og de nationale standarder for sikkert og sundt arbejdsmiljø. Hun foretog ugentlige tjek af brandalarmerne og førte resultaterne til protokols. Hver morgen inspicerede hun bygningen og kontrollerede de generelle standarder inden for hygiejne, ydre fremtræden og sikkerhed. Hun fyrede mindst én rengøringsperson om måneden. Hun var upopulær hos de fleste og blev konstant skældt ud. Folk ringede eller sms’ede mindst en gang i timen. Deres stole, deres borde, kaffemaskinen, vandkøleren, lysstofrørene – der var aldrig noget, der var helt godt nok. De mange ændringer, Katherine var nødt til at foretage for at følge med den gældende helbreds- og sikkerhedslovgivning, gjorde hende til offentlig fortaler for generelt uønskede forandringer. Rygere var nødt til at gå endnu længere væk fra bygningen. Pauser skulle genforhandles. Der var ikke plads til fleksibilitet i hendes arbejde, hvilket betød, at hun ofte fremstod humørforladt og stivnakket. Jo bedre hun var til sit job, desto mere hadede folk hende. Og den almindelige holdning var, at Katherine var meget god til sit job.

Ud over det grundlæggende flertal af kolleger, som ikke kunne holde hende ud, var der også en udbrydergruppe bestående af de mænd, der gerne ville knalde hende. Katherine tænkte på dem som tvivlsomt territorium. Nogle af dem ville knalde hende, fordi de godt kunne lide hende, og nogle af dem ville knalde hende, fordi de hadede hende. Det passede Katherine udmærket. Nogle gange ville hun knalde mænd, fordi hun havde det godt med sig selv, og andre gange ville hun knalde dem, fordi hun hadede sig selv. Det gjaldt om at finde den rigtige mand til det rigtige øjeblik, for hvis man knaldede en mand, som hadede én, i et af de sjældne øjeblikke, hvor man faktisk syntes godt om sig selv, virkede det mod hensigten, og hvis man knaldede en mand, der var lidt forelsket i én, mens éns selvhad var på sit højeste, fik man kvalme.

Indtil videre havde Katherine knaldet tre mænd fra kontoret, hvoraf hun stadig knaldede en, Keith, nogenlunde regelmæssigt. De andre to, Brian og Mike, var uden videre velærværdighed gledet ud i retning af glemslens horisont, forsvundet i et hav af Marks & Spencer- habitter og vigende hårgrænser. Brian havde været den første. Hun havde brudt sin egen ingen-kolleger-regel for hans skyld, og set i bakspejlet havde han absolut ikke været det værd. Hun havde også brudt sin gifte-mænd-regel og sin mænd-med-børn-regel. Det ærgrede hende, fordi det i hendes optik og andres – forestillede hun sig – forsynede Brian med en historisk betydning, han på ingen måde fortjente. Virkeligheden var, at på det tidspunkt, hvor Katherine havde truffet en bevidst og ikke fuldstændig irrationel beslutning om at skrotte mange af de regler, hun indtil da havde levet sit liv efter, havde Brian tilfældigvis været i nærheden og havde derudover været et levende eksempel på flere af disse regler. Derfor sex, hvilket første gang skete temmelig pludseligt en tirsdag eftermiddag, hvor han kørte hende hjem, og fortsatte den næste måneds tid for så at slutte, da Katherine begyndte at spekulere på, om ikke visse af hendes regler faktisk havde været ganske fornuftige. Brian var nogle-og-halvtreds (en anden regel, nu hvor hun tænkte efter), halvfed og midt i en krise af episke dimensioner. Han kørte i en gul Jaguar og havde en søn ved navn Chicane. De gjorde det aldrig forbi med hinanden eller noget tilsvarende banalt. Katherine holdt simpelthen op med at anerkende hans eksistens, og budskabet blev modtaget i stilfærdighed og måske endda med taknemmelighed.

Mike var, i det mindste udadtil, anderledes. Han var på Katherines alder (tredive, om end der var plads til justeringer alt efter hendes humør), single og overraskende god i sengen. Endnu mere overraskende var det, at Katherine opdagede, at han var i stand til at føre flere samtaler i næsten fuld længde, når han var i humør til det. Deres affære (det var egentlig ikke nogen affære, men Katherine kunne godt lide at rubricere den som sådan, fordi det gjorde oplevelsen mere værdifuld, og fordi det ikke var længe siden, hun havde knaldet Brian og håbede på en hemmelig det-ville-jeg-aldrig indrømme-måde, at hun muligvis var i en fase, hvor hun havde affærer) varede næsten to måneder. Den sluttede, da Mike fandt ud af, at Katherine havde været i seng med Brian. Til Katherines store irritation viste det sig, at Mike var i besiddelse af det, han stolt benævnte et moralsk kompas. Katherine var ikke imponeret. Efter hendes mening var moral noget, indskrænkede mennesker klyngede sig til i mangel af en personlighed. Det sagde hun til Mike, da han prøvede at annektere helgensøjlen med hensyn til hele diskussionen om utroskab. Han ignorerede hende. Han kunne ikke have respekt for hende, sagde han. Katherine ville for altid huske ham på vej væk fra vandkøleren, mens han rystede på hovedet og mumlede: Stakkels Chicane … Stakkels, stakkels Chicane. Hun følte en grum tilfredsstillelse. Mike havde ingen moral. Han havde bare et såret maskulint ego og manglende evne til at udtrykke sig.

Alt dette var selvfølgelig sket for noget tid siden, og der havde været andre mænd, ikke-kolleger, der havde svævet rundt indimellem. Der var ikke noget af det, der var gået særlig godt. Katherine var begyndt at vågne op trist til mode meget oftere. Det der med hendes hud var begyndt. Hun havde taget på, så havde hun tabt sig, og så tabt sig lidt mere. Det blev sværere og sværere at sove. Engang i en ferie, hun udelukkende havde taget for at få brugt sine årlige feriedage, og som hun havde tilbragt med at stirre sløvt på nazister på History Channel iført en cornflakes-plettet morgenkåbe, havde hun slugt en håndfuld piller, krummet sig sammen på sengen og ventet på at dø, kun for at vågne igen fem timer senere i en pøl af bræk, hvor mange af pillerne stadig lå intakte og svømmede rundt. Hun havde en alvorlig snak med sig selv. Hun stod op næste morgen, tog tøj og makeup på og tog ind til byen, hvor hun stødte på Keith, som foreslog en kop kaffe, så middag, så voldsom, masende sex i hans garage hen over kølerhjelmens varme, klikkende metal.

“Jeg kan huske engang …” sagde Keith bagefter, mens de begge to lå lænet op ad bilen og røg og ventede på, at smerten fortog sig. “Hvad var det jeg … For helvede, nu er det væk.”

 

*

 

Der var dage, hvor alting virkede beskidt og dødsdømt og fortabt; dage som Katherine mærkeligt nok romantiserede mere end de forhåbningsfulde dage. Der var noget grundlæggende fortabt over Keith, tænkte hun, og det kunne hun godt lide. Han var enogfyrre (fordi, tænkte hun, når man først har brudt en regel, er det faktisk ikke længere en regel, og så kan man ikke bryde den igen), tyndhåret og tykmavet. På arbejdet gik han i krøllet hør og smalle slips. Om aftenen foretrak han falmet sort denim og slidte Converse. Han kunne godt lide sange om blod og sorthed; guitar-drevne amokløb, der fik ham til at skære ansigt og bide tænderne sammen som en mand, der kæmper med hård mave. Han havde bleg, lettere voksagtig hud og grå øjne med en hvid ring rundt om irissen. Katherine havde læst et eller andet sted, at det havde nogle helbredsmæssige årsager, men hun kunne ikke huske hvilke, så derfor valgte hun ikke at nævne det. Hun kunne godt lide, at der var noget galt med Keith, at han måske var døende. Hun kunne godt lide, at han talte åbent om det, han kaldte sine heroin-år. Hun kunne endda godt lide, at han gjorde skade på hende i sengen: den forstuvede skulder, den store rift på hendes venstre lår. Keith var anderledes på måder, som Katherine opfattede som komplementære. Han ville aldrig komme til at elske hende, han ville formodentlig aldrig komme til at elske nogen eller noget, og det beundrede Katherine ham for. Han syntes at være hinsides de bekymringer, der dagligt (ja, dagligt på nuværende tidspunkt) truede med at sluge hende hel. Det placerede ham selvfølgelig også, per definition, hinsides hende, men det kunne hun også godt lide.

Hun boede ikke i London. Der var morgener, hvor hun var nødt til at stirre stift på sig selv i spejlet og gentage dette for sig selv som et mantra. På en god morgen kunne hun lige akkurat få sig selv til at sige navnet på sin nuværende hjemstavn, men det var svært. Hun og Daniel var flyttet hertil sammen, angiveligt på grund af hans arbejde. Der var en underforståethed, der havde at gøre med den trippende lyd af små fødder. Men den slags bekendtgørelser lod vente på sig, og så gik de fra hinanden, og så virkede London, som om det ville være et ensomt sted, og nu hang hun fast.

Hendes mor ringede med pålidelig regelmæssighed. Katherines mor havde altid været en praktisk anlagt kvinde, og hun mente, at den bedste måde at udtrykke sin bekymring for Katherines velbefindende på, var at være ligefrem ved enhver lejlighed. Dette syntes at indebære at spørge gentagne gange, om Katherine var okay, hvilket selvfølgelig fik Katherine til at føle sig temmelig langt fra okay.

“Spiser du nok?” spurgte hendes mor direkte. “Spiser du sundt?”

“Ja,” sagde Katherine halvvejs gennem en doughnut. “Her til morgen fik jeg havregrød til morgenmad, og til frokost fik jeg en bagt kartoffel med tun. Til aftensmad skal jeg have grillet kyllingebryst.”

“Prøver du på at være morsom? For det er altså meget utiltalende. Og faktisk ret umodent.”

“Jeg taler fuldstændig sandt. Er det modent?”

“Det kommer helt an på,” sagde hendes mor, “hvad du taler sandt om.”

Hun mødtes kun med Keith på udvalgte aftener. De knaldede og drak og talte sjældent, hvilket passede Katherine fint. Han gav hende en vibrator i gave: pænt indpakket og med et hjerteformet kort med teksten “Tænk på mig”. Hun donerede den med kort og det hele til den lokale genbrugsbutik på vej til arbejde, begravet på bunden af en bærepose fyldt med jordslåede paperbacks og enkelte af Daniels skjorter, som hun havde fundet blandt sit eget arkiverede tøj. Hun så den aldrig sat til salg og spekulerede på, hvad der var blevet af den. Hun håbede, at en af de frivillige havde taget den med hjem og givet sig selv en oplevelse så åbenbarende, at det grænsede til det mystiske.

“Keith,” sagde hun i et bevidst højlydt toneleje en aften i en tætpakket restaurant, som hun havde valgt, netop fordi hun vidste, at den ville være tætpakket, når hun stillede spørgsmålet “Hvor mange knalder du lige for tiden?”

“Inklusive dig?”

Lån bogen