Tapet mellem århundreder

Info om bogen

 

Forfatter:
Jóanes Nielsen
Forlag:
Torgard
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Hugin Eide
Rå, benhård poesi fra det iskolde Nord, der bygger bro mellem håbet og døden

Kort resume

Mange danskere sætter stor pris på den færøske digter Jóanes Nielsen, hvis digte er et friskt vindpust fra det iskolde Nord. Med sin unikke stil, stærke ord og generel bramfrihed er Nielsen tilbage på tapetet med digtsamlingen "Tapet mellem århundreder" - en samling af rå, benhård poesi.

 I "Tapet mellem århundreder" udforsker færingen sammenhænge i et storladent tapet mellem himmel og jord, mellem før og nu. I digtene undersøger han 'om der findes nye uniformer i mareridtets klædeskab', men han skruer også 'pærer i nye eventyr', væbnet med 'et hjerte beklædt med fjer'.
 

Fra saxo.dk

Fakta om forfatteren

Jóanes Nielsen er færøsk forfatter, født 1953. Han debuterede som lyriker i 1978 og har udgivet 4 romaner, 9 digtsamlinger, 2 skuespil, 1 novellesamling og 2 essaysamlinger.

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

… och vi lekte älg och lejon, fjäril, tiggare och gud.

DAN ANDERSON

UDFORSK

Vi udforsker luften som forbinder alle lunger
de raske
de nøjsomme
og dem der kæmper med det sidste åndedrag.
Vi udforsker vinden som tørrer bluser
sætter havet i oprør og sænker skibe
fotosyntesen som får forårets plus- og minuspoler til at slå gnister.
Igen i år pryder duvende kartoffelstængler lavlandet
hver mark et rige af insekter
hvert insektrige en republik med sommerfuglen i spidsen.
Senere blomstrer buskene
revlingekrattets bær i saftige brynjer
buketter af lysende dråber har hægtet sig på vinden
våde meteorer slår ned mellem de grønne strå
med en grænseløs gavmildhed fylder regnen turbinerne med ild.
Vi undsøger hvorfor stjerner og appelsiner har samme form
hvorfor det femkantede mønster går igen i isblomster, krystaller
              og fluens øje.
Vi udforsker alverdens forudsætninger
og i mellemtiden er strandskadens og bekkasinens unger kommet ud
deres fintmaskede tarmsystem gøder gøgeurtens højland.
Vi undersøger om alle pilleglassene stammer fra det samme apotek
om der findes nye uniformer
i mareridtets klædeskab.
Vi udforsker mystikken
vurderer om menneskets smil virkelig er pålideligt.
Vi udforsker ordene
både dem der er vasket og lagt til blegning
og de utæmmede der nægter at gå i folden.
Indflyvningsvejen til jorden går mellem store sole.
Vi vurderer alle muligheder.
Og hvis nogen spørger om udforskningsaktiviteterne gør en forskel
åbner jeg døren til mit drivhus
og svarer med duften af tusind roser.

 

 

TUSIND GRYDER

Se på mig
bristefærdig af klogt had.
Åh! Jeg dør mig ihjel.
I drømmenes køkken
syder det i tusind gryder
neglene
spor efter rovdyr
tænderne
tilværelsens emaljerede benvæv.
Som realist er jeg ekspert i bundne opgaver
som ekspressionist er jeg forfulgt af tankskibe i flammer.
Jeg skraber indmaden ud af ordene.
Der løber kloakker mellem hjerterne.
Ismer har den indbyggede fejl at de vil indynde sig
jeg væmmes ved de fleste ismer.
En af undtagelserne er leninismen ved afslutningen af Første Verdenskrig.
Jeg nægter at klappe ad de pæne demokratiske krige
det synes som om sønnerne drager ud for at dræbe i hvid skjorte
              og blanke sko.
Hjertet dunker i svinet
livet bliver stadig mere frastødende
og sidste nat drømte jeg at jeg brækkede mig og alle mine tænder faldt ud.
De var lange og fordærvede.
Mit bræk var en nævefuld klirrende og gult mareridt. Åh! Jeg dør mig ihjel!
Med falske penge bygger vi byer på barberblade.
”Jamen,” spørger den kloge iagttager.
”Findes der hæderlige penge?”
Sjælen er tatoveret med ukvemsord.
Inden ordstyreren takker for trofast fremmøde
konstaterer han at verden er størst der hvor følelserne er lavmælte.

 

FARVEL OG TAK, FUCK KÆRLIGHEDEN!

Luften lodden af love you.
I talkshows
i litteraturen/aviserne
overalt det samme refræn: Love you.
Hvis ordene var troværdige
ville en tredjedel af verden ikke sulte
og mænd ville heller ikke svine småpigers underliv til
eller masseproducere mareridt for de søvnløse.
Det er gammel viden:
Menneskene har aldrig elsket hinanden.
Kun fanatikere
evighedsjægere
og folk der vil tækkes andre
påstår at de elsker.

Kærligheden hører hjemme på top-tyve-listerne
i billige B-film
i litterære undergrundsskrifter som Det Ny Testamente.
De store reformatorer elskede heller ikke.
De havde medfølelse
og nærede dyb afsky for uretfærdighed.
Muhammad, Luther og Lenin søgte ikke kærligheden.
De søgte alliancer.
Mindst af alt er børn elskende væsner.
Det er naivt at kræve deres kærlighed.
Børn der lyser
er formet af nysgerrighed og glæde.
Jeg siger: Fuck kærligheden!
Uhåndterlige ord som næppe ville få sæde i De Forenede Nationer
og ville kvæles i juridiske sammenhænge
kan man ikke tage alvorligt.

 

 

STATIV

Jeg tror på stativguden
spinkel
skrøbelig
praktisk.
Alting falder fra hinanden
rådner
genopstår som jernbeklædte gadehjørner.
Teknologien synger stier ud i mørket.
Vi har brug for lommelygter
nodestativer
brilleetuier
saltvandsposer i dropstativer.
Demokrati betyder omorganisering af blod.
Alt som er os givet
skal leveres tilbage:
stemmebåndene
alle fingrene
erektionen.
Fortvivlelsen er de utopiske havers gødning
terrorister er jordens bedrøvede stativløse.
Jeg drømmer om alfabeter af støv fra smadrede stjerner.
Også af den grund højagter jeg smerten.
Stativet: en tavs jernprins
elastikken som holder sokkerne oppe.

 

 

SØD DUFT

Jeg ville være gladere hvis der kørte tog på Færøerne.
Det ville også gøre en forskel
              hvis der voksede appelsiner i dalen uden for Tórshavn.
Den søde duft en dag i august!
En svag appelsinbrise
ville rive min melankoli i stykker!
Så vidt jeg ved har jeg ingen særlig grund til at ængstes.
Hvis ængstelsen er medfødt
kunne det tyde på at livmødre er farlige opholdssteder.
Måske burde fædrene hviske små dunede ordtrapper op i æggestokkene.
Når natten stiller mørket fra sig mellem husene
og vi drømmer om appelsinlunde og rullende tog
hvisker et barn:
Står stæren oprejst eller ligger den på siden når den sover?

 

 

TANGO

Ingen tango er smukkere end en begravelse.
Højtidelige fodtrin
værdige ansigter
rustvognens motor summer som en stor sort flue
baglygterne:
røde som gløden på en cigaret.
Min elskede
              jeg er din cigaret.
              Ryg mig i bund
              knips mig ud i det tørre græs i vejkanten!

Også jorden er en slags rustvogn.
Med svage lygter rejser den gennem verdensrummet.
Kvinden dør
lysten dør
også jeg skal dø.
Ét ved jeg
som aldrig dør
mindet om duftende skridt.

 

MIN REGNTID ER FORBI

Mennesket indholder ikke blod.
Det der bløder
er det våde stof vi lånte fra duggen
fra stillestående vandpytter
              der stod som damp op af den varme klippe.

Hjertet skal være rent som den hvide skjorte
roligt og koldt som noget der ligger i køleskabet.

Jeg er træt af blod
den rødlige os der fosser ud af drømmenes lampesteder.

Som barn
blødte jeg sommerfuglesorg
fandt de tynde rør bag glansbillederne
det store nervesystem som får heste
stjerneskud
og de gloende varme sekunder i glasklokken til at sprænges
              i tusind stykker.
I mine ungdomsår var jeg en jernrotte og en lyserød flue
holdt til i rådne bygninger.
Duften af de piger jeg elskede
og modet der ladede mine helte op
forfølger mig stadigvæk.

Måske er min regntid forbi.
Jeg er den rustne krog i klippen
den tørre vind der bringer bud mellem fjelde.

Lån bogen