Ø

Info om bogen

 

Forfatter:
Steen Langstrup
Forlag:
2 Feet Entertainment
Udgivelsesår:
2016
Noa og hans kæreste Selina bliver forladt på en øde ø i Sydøstasien, og to dage senere bliver kun Noa fundet i live.

Kort resume

Kæresteparret Noa og Selina er på ferierejse i et ikke nærmere defineret tropeparadis i Sydøstasien. Parret har netop besluttet at gifte sig, og alt er lutter idyl i de smukke omgivelser, da de to beslutter at tage ud til en ø for at snorkle. Øen er ellers forbudt område, og da Selina pludselig bliver syg efter at have skåret sig på en giftig koral, bliver de to efterladt alene på øen. Selinas tilstand bliver hurtigt værre, og i løbet af meget kort tid dør hun. Noa er ude af sig selv af sorg, og da han, som den IT-nørd han er, ikke er vant til at klare sig i naturen, synes hans chancer for overlevelse meget små.

Fakta om forfatteren

Steen Langstrup debuterede i 1995 med horror-romanen ”Kat” og har siden spillet en væsentlig rolle for udbredelsen af horror-genren i Danmark. Han har også skrevet flere roste krimier, og forfatterskabet placerer sig i et mørkt – til tider blodrødt – genrelandskab, der spænder mellem gys, horror, krimi og spænding. Steen Langstrups helt store styrke er, at han altid tilfører de kendte spændingsgenrer noget nyt og overraskende. Romanen ”Alt det hun ville ønske, hun ikke forstod” er en makaber omgang tortur-horror og vandt prisen Årets Danske Horrorudgivelse i 2011.  

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

Ø

Steen Langstrup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

— Hun døde i mine arme. Det sidste åndedrag tungere end de tidligere. Et svagt jag i hendes krop. Munden gik op. Lidt fråde løb ud. Øjnene stivnede. Jeg vidste præcis det sekund, det skete, at nu døde hun.

Nu døde Selina. Min Selina. Kroppen blev slap. Hovedet faldt ind mod mit bryst. Luften forlod hendes tarme. Døden er grim.

Jeg rystede. De følelser, jeg havde kæmpet for at holde tilbage hele natten, mens jeg hviskede trøstende ord til hende, forsøgte at give hende håb,hun ville klare den, det vidste jeg, hun ville, nogen ville finde os, fik frit løb. Tårer faldt fra mine øjneog ned på hende, mens jeg skælvende søgte efter en puls, efter et hjerteslag, et åndedrag, der aldrig, aldrig ville komme igen. Jeg vidste, hun var død, jeg vidste det, alligevel søgte jeg desperat efter et livstegn. Jeg knugede hendes hoved og overkrop ind til mig, hulkede højt ned i hendes lange, mørke hår, hulkede som et lille barn. Jeg råbte hendes navn, råbte, at hun ikke måtte lade mig alene.

Men hun var død. Det var kun hendes krop, jeg knugede ind til mig. De første par minutter var det lidt, som om jeg stadig kunne fornemme hende omkring mig, som om hendes sjæl stadig var hos mig, som om hun heller ikke kunne slippe mig, så forsvandt følelsen, og jeg sad tilbage med en død krop.

Selina var væk.

Jeg blev siddende længe der på stranden med hende i armene. Ude mod øst krøb solen op over havoverfladen og farvede himlen orange. Bag mig, inde fra junglen, bød gibbonerne dagen velkommen med deres vemodige klagesange. Fuglene begyndte at kvidre.

Stranden var kridhvid. Havet azurblåt som i en rejsebrochure. En kokosnød rullede i vandkanten. Små krabber pilede rundt. En lille hvid hejre fiskede fra nogle klipper lidt nede ad stranden.

Solen stiger hurtigt op i troperne. Snart var den fri af havet. Jeg mærkede ikke dens varme. Jeg mærkede ikke mine ben, der må have sovet efterat have siddet i næsten samme stilling de sidste timer, mens hun bare fik det værre. Jeg mærkede ikke hendes vægt eller mine ømme nakkemuskler. Jeg mærkede ikke, da gråden stilnede af, da tårerne slap op, da hulkene stoppede. Jeg mærkede ikke snottet, der løb fra min næse.

Jeg kyssede hendes pande, hendes kinder. Aede hendes hår. Lukkede langt om længe hendes mørke øjne, som aldrig mere skulle se ind i mine og få det til at kilde hele vejen ind til mit hjerte og ned i mine bukser. Jeg rørte forsigtigt ved hendes læber. Tørrede den sidste fråde væk. Jeg havde elsket hendes læber. Bløde kysselæber. Hun havde den frækkeste mund, jeg nogensinde havdekysset. Blød, varm, levende. Hypnotiserende. Nogle gange havde hun taget mig i ikke at høre, hvad hun sagde, jeg havde bare stirret på hendes mund, læberne, tænderne, tungen. Jeg kunne ikke gøre for det. Ingen kvinde havde nogensinde fortryllet mig på den måde. Nu var fortryllelsen væk. Læberne var livløse, blege, næsten blå. Jeg kyssede dem alligevel. Hviskede hendes navn igen og igen.

Lod fingerspidserne følge hendes ansigts former. Kindbenet, hårgrænsen, næsen, kæben, hagen, ørerne, øjenbrynene. Halsen, nakken, struben. Hvide sandkorn klæbede til huden på hendes bryst og skulder. Jeg rettede på bikinitoppen, børstede sandet af hende.

Min Selina.

Død.

Væk.

Jeg var alene nu. Selina var død. Jeg var alene på en fjern tropeø, hvor ingen ville finde mig. Havet var øde, så langt øjet rakte. Ingen fragtskibe, ingen fiskerbåde, ingen krydstogtskibe, ingen speedbåde, ingen fiskerbåde, ingen andre øer. Kun hav. Hav. Hav.

Jeg var helt, helt alene. Med liget af min kæreste gennem fem år. Jeg havde lige friet til hende et par dage før. Vi skulle giftes. Dette var kvinden i mit liv. Vi skulle have haft børn sammen. Vi skulle være blevet gamle sammen.

Vi skulle.

Forstår du det? Jeg elskede hende. Jeg elskede hende så højt. Selina var hele mit liv. Forstår du det?

 

Ø

 

— Jeg hedder Line Bang Skovmand. Jeg er udsendt fra konsulatet på den danske ambassade. Jeg skal lige have formaliteterne i orden. Du er Noa Simon Poulsen, pasnummer 206706555, med bopæl på Stefansgade i København?

— Jeg kan ikke mit pasnummer i hovedet. Politiet har mit pas. Men ellers, ja. Det er mig. Jeg slog hende ikke ihjel. Jeg ved ikke, hvorfor de tror, jeg gjorde det.

— Vi fik en henvendelse fra det lokale politi tidligere i dag, og jeg blev sendt af sted med det samme for at assistere dig bedst muligt inden for de rammer, vi nu engang har at arbejde ud fra. Normalt, når en dansker bliver anholdt i udlandet, rykker vi kun ud, hvis den anholdte selv beder os komme. I dette tilfælde, hvor en dom i værste fald kan resultere i dødsstraf, har ambassadøren besluttet …

— Dødsstraf? Det kan da ikke …

— Dette er ikke Danmark. I denne del af verden er dødsstraf ikke så ualmindeligt. Det er blevet lidt bedre de sidste år, men man slår stadig hårdt ned på mord og narkosmugling. Sidste år blev to australiere henrettet for forsøg på at smugle heroin ud af landet. En fransk mand for mord tidligere i år. Vi har i øjeblikket et medlem af en dansk rockerbande siddende på dødsgangen. Vi vil helst ikke have flere. Det kan ikke undgå at belaste forholdet mellem to lande, når det ene land vælger at henrette en statsborger fra det andet land. Især ikke, hvis der går politik i sagen.

— Jeg er uskyldig. Jeg slog hende ikke ihjel.

— Nej.

— Du tøver. Tror du ikke på mig?

— Alle siger, de er uskyldige. Jeg har været ved konsulatet her i to år nu, og før det var jeg tre år i Madrid. Ikke alle, der siger, de er uskyldige, viser sig at være det.

— Jeg slog ikke Selina ihjel. Vi skulle giftes. Jeg havde lige friet. Du er nødt til at tro på mig. Ligner jeg en morder?

— Du var på ferie her i landet med din kæreste, Selina Quist Hansen, pasnummer 206709413, samme adresse på Nørrebro?

— Vi er backpackere. Vi rejser meget.

— Rejste.

— … vi rejste meget … Ja.

— Selina var 28 år? Fire år yngre end dig.

— Ja. Vi havde været kærester i fem år. Vi havde boet sammen næsten lige så længe. Hun mistede sin lejlighed, få måneder efter vi havde mødt hinanden. Hun elskede at læse bøger. Jeg mødte hende i en læseklub på biblioteket. Jeg brød mig egentlig ikke særligt om at læse, men en ven havde fortalt mig, at det var et smart sted at møde kvinder. Sådan en it-nørd som mig kan godt have svært ved den slags.

— Du er programmør?

— Hvis du har det hele i dine papirer, hvorfor spørger du så?

— For at bekræfte, at mine data er korrekte. Er dette din celle?

— Jeg ved det ikke. Jeg har siddet her, siden de bragte mig ind. Måske. De fortæller mig ingenting. Jeg er ved at blive vanvittig. Skal jeg sove på en madras på gulvet? Er det meningen, jeg skal skide i den spand derovre?

— Er du blevet udsat for tortur? Har de slået dig? Sparket? Brændt dig med cigaretter? Hængt dig op i armene?

— Nej. Det …

— Hvis det sker, så lad mig vide det. Ambassaden kan komme med en indsigelse. Du er blevet afhørt flere gange allerede?

— Både og. Jeg har fortalt dem, hvad der skete på øen. De ved sgu godt, at jeg taler sandt, men det er, som om det er et tabu, eller de vil dække over det. Det er lettere for dem, hvis jeg slog hende ihjel, tror jeg. Måske er de bange for at skade turismen. Der er kommet en fyr ind et par gange, som har råbt af mig på næsten uforståeligt engelsk, at jeg skal tilstå, at jeg har dræbt min girlfriend. Det vil jeg ikke. Så råber han lidt videre og går.

— Har du fået mad og drikke?

— Ja.

— Hvordan har du det?

— Jeg … Min kæreste døde i går. Jeg har det ad helvede til. Hvad havde du forestillet dig?

— Jeg mente helbredsmæssigt. Du har tilbragt mere end et døgn på en øde ø. Du er tydeligvis solskoldet. Har du andre helbredsmæssige følger, som jeg …

— Nej. Bare få mig ud herfra.

— Du vil blive anklaget for mord. Ifølge den briefing, jeg har fået, vil du komme for en dommer i løbet af et par dage. Der findes ikke det land i verden, hvor man bare kan få en mordanklaget ud.

— Skal man ikke for en dommer inden 24 timer?

— Igen, det er ikke Danmark. Retssystemet her i landet kører efter nogle helt andre principper.

— Så jeg er fucked? Jeg kommer til at sidde i denne lortecelle i dagevis? Uger? Måneder? Jeg er meget dårlig til at være alene i længere tid ad gangen. Jeg bliver tosset af det.

— Måske. Men det er sjældent, man får lov at sidde i enkeltmandsceller. Selv i arrester ude på landet. Det er ikke unormalt med fem-seks fanger i en celle som denne. Bliver du overført til et af de større fængsler, så venter der dig et chok. Jeg har hørt om celler med tyve mand, der sover direkte på gulvet. Dette er en luksuscelle.

— I foregårs var jeg den lykkeligste mand på jorden. Nu …

— Vil du have et?

— Hvad er det?

— Nikotintyggegummi.

— Jeg ryger ikke. Det har jeg aldrig gjort.

— Det har jeg heller ikke. Min mand … min eksmand begyndte at tygge dem, da han ville stoppe med cigaretterne. Han havde pakker med nikotintyggegummi liggende og flyde alle vegne. Så jeg begyndte at tage et en gang imellem, når jeg havde lyst til et tyggegummi, og nu er jeg afhængig af tyggegummierne. Det er tåbeligt.

— Smager de som almindelige tyggegummier?

— Nej, ikke helt. Man skal tygge dem langsommere, ellers får man for meget nikotin.

— Lad mig bare prøve et.

— Ambassaden kan tage kontakt til din familie, hvis du ønsker det. Vi vil forsøge at assistere dig, så godt vi kan. Vi har et begrænset råderum, det skal jeg gøre dig klart. Vi er ikke en ånd, der kommer ud af flasken og løser dine problemer.

— Selina døde i går. Ingen kan løse mine problemer. Selvom jeg kommer ud af denne lortecelle og hjem til Danmark, så har jeg mistet alt. Alt.

— Det forstår jeg.

— Gør du?

— … Jeg har brug for at vide, hvad der skete ude på den ø. Hvordan havnede I overhovedet alene på Kematian? Hvordan døde hun? Jeg har brug for, atdu fortæller mig hele historien, Noa. Hvad skete der? Hvorfor tror politiet ikke på din historie?

— Har de ikke briefet dig om det?

— Kun overfladisk. Tingene går ikke så hurtigt her. Desuden vil jeg hellere høre det fra dig. Fortæl mig, hvad der skete.

— Måske vil du ikke tro mig?

— Den risiko må du løbe.

— Okay. Jeg skal lige samle mig.

— Tag dig den tid, du har brug for. Jeg sms’er lige til min chef, at jeg er hos dig, og han kan sms’e mig, hvis der er nyt i sagen.

— Hun døde i mine arme. Det sidste åndedrag tungere end de tidligere. Et svagt jag i hendes krop. Munden gik op …

 

 

Ø

— Jeg kunne ikke slippe hende. Jeg vidste, hun var død. Jeg vidste, at solen ville skolde mig, hvis jeg ikke kom ind i skyggen snart eller i det mindste smurte mig ind i solcreme. Vi havde en tube ovre i rygsækken. Jeg burde gøre det. Jeg var stadig i live. Hun var død.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne bare ikke. Jeg kunne ikke slippe hende. Jeg vuggede hende som en baby, som den baby, hun aldrig skulle føde mig. Jeg hviskede søde ord ned i hendes øre. Forsøgte at bilde mig selv ind, at hun stadig kunne høre mig. Men hun var død. Død. Død. Død. Hun ville aldrig høre mig igen. Hun ville aldrig svare mig igen. Der var øjeblikke, mens jeg sad der i det hvide sand og vuggede hende, hvor jeg næsten syntes, jeg kunne høre hendes vidunderlige stemme hviske mit navn, men det var indbildning, det var hallucinationer, måske havde jeg mistet forstanden?

Min mund føltes tør, jeg havde intet at drikke. Macheten lå bag mig i sandet, men kokosnødderne, jeg havde åbnet til os i nat, da feberen rasede i hendes krop, og hun talte i vildelse, var alle tomme. Min hud føltes tør og tyk, bagt af solen. Men det var kun fjerne fornemmelser. Jeg havde trukket mig ind i mig selv, så langt ind, at jeg dårligt mærkede min egen krop. Trøsten, sulten, varmen. Det var som støj fra en byggeplads på den anden side af gaden. Man hører det, det kan være irriterende, men er man tilpas koncentreret om sit arbejde, så hører man det ikke rigtig. Det glider i baggrunden.

Hvad havde hendes sidste tanke mon været? Havde hun set sit liv passere revy? Havde hun vidst, at hun døde? Jeg havde siddet med hende i armene, men jeg anede det ikke. Hun var gledet ind i febertågerne, som giften havde spredt sig. Jeg havde mistet kontakten til hende, længe før, timer før, livet endelig forlod hende, og hun drog ud på den sidste lange rejse. Op til Vorherre. Eller Manitoo. Eller Onkel Hokuspokus. Jeg troede ikke på et liv efter døden. For mig var der bare mørke. Atomer, der nedbrydes, og celler, der forfalder. Sjælen var ikke andet end elektricitet, og når man dør, slukkes der for kontakten, og det var det, farvel og tak, pist væk. Men Selina havde troet på liv efter døden. På sin egen sære måde. Sådan var hun. Og nu håbede jeg inderligt, at hun havde ret, at hun var på vej videre, at hendes liv havde givet mening i en større sammenhæng, at det ikke var endeligt slut med min Selina. At hun ville vente på mig, hvor hun end kom hen, så vi kunne være sammen igen.

Og det kunne være snart. For jeg var alene på en øde ø langt pokker i vold fra alting. Jeg havde ingen forsyninger tilbage. Kun lidt af sømændenes grej, macheten blandt andet, vores strandtaske med badehåndklæder, kameraer og solcreme. Og så selvfølgelig dykkermaskerne og snorklerne. Hvis jeg ikke blev fundet i løbet af de næste par dage, ville jeg også dø. Bare langsommere.

En flue landende på hendes kind, og jeg viftede den væk. Hun havde altid hadet insekter og kryb. Upraktisk for en, der elskede troperne. Men sådan var hun. Ulogisk og magisk på samme tid. De mørke øjne altid fulde af hemmeligheder og skæve indfald. Jeg ville så gerne høre hende grine igen. Hendes latter var bobler af glæde, der smittede alle omkring hende. Nogle gange mere, end jeg brød mig om. Hun tiltrak sig opmærksomhed, mænd kom hen for at snakke, og jeg ville have hende for mig selv. Den småkedelige programmør ved sidenaf den sprudlende skønhed. De troede, de kunne nappe hende fra mig. Men hun var min.

Havde hun tænkt på os, mens jeg klamrede mig til hende i nat og hviskede ’vær sød ikke at dø fra mig’ ned i hendes hår? Mindedes hun mon den første gang, vi mødtes? I læseklubben på biblioteket, hvor hendes latter havde rullet mellem hylderne med bøger, da jeg blev afsløret i ikke at have læst ’Åndernes hus’, men kun set filmen, fordi jeg byttede om på Alba og Bianca eller noget i den stil. Har stadig ikke læst bogen. Men en måned senere rejste vi sammen til Chile. Den første af mange rejser. Mindst to om året, helst flere. Low budget, rygsæk og mad fra gadekøkkener. Aldrig direkte fly, aldrig aircon eller luksus. Men masser af oplevelser. Og elskov. Hun viste mig livet.

Nu var der kun døden. En død, tung, blålig krop i min favn. Alt var forbi.

Jeg huskede hendes fars ord, da han forstod, hun mente det alvorligt med mig. Han havde trukket mig til side en aften, vi var inviteret til grill i deres enorme, frodige baghave, og sagt: ’Du skal passe godt på hende. Hvis der sker hende noget, hvis du gør hende fortræd, så … Bare lov mig, du passer godt på hende!’

Jeg havde givet ham løftet, men følt mig fjollet. Jeg, den spinkle it-nørd, der levede af cola og chips, havde mere brug for hendes beskyttelse, end hun min. Jeg havde engang set hende slå en fyr i gulvet, som havde gramset på hende i et overfyldt skytrain i Bangkok. Jeg havde ikke engang opdaget, hvad der foregik, før han sank om med blod løbende fra næsen. Jeg er ingen machofyr. Selina kunne passe på sig selv.

Så længe det ikke var kryb. Eller havdybder. Hun kunne ikke håndtere selv den mindste edderkop. Og vi havde måttet opgive at tage dykkercertifikat for fire år siden i Ægypten, fordi hun panikkede en halv meter under overfladen. Så vi snorklede i stedet. Og jeg var efterhånden ret skrap til at fange edderkopper og kakerlakker — og lyve om, at der ingen gekkoer var på værelset.

Det var tidevandet, der til sidst fik mig ud af trancen. En bølge ramte pludselig mine fødder, og jeg forstod, at jeg måtte have hende længere op på stranden, hvis ikke havet skulle tage hende fra mig.

— Nu mærkede jeg tørsten. Mine sovende ben. Min stive ryg. Den solskoldede hud. Min knastørre mund. Jeg mærkede det hele. Det kølige brus, da bølgen ramte mine ben, vakte mine sanser til live igen. Jeg kantede mig ud under hende og rejste mig op. Vaklede lidt. Det prikkede og stak i benene, og jeg kunne kun lige støtte på dem.

En ny bølge skyllede ind over Selinas ben, og jeg bøjede mig ned og tog fat under hendes armhuler. Senerne i min ryg gav sig, men jeg kunne ikke vente.  Jeg måtte have hende væk fra vandkanten, før havet tog hende. Hendes hud var kold og underligt hård at røre ved.

Jeg var afkræftet, og hendes døde krop føltes tungere, end den havde gjort i live. Dødvægt. Ordet spøgte i mit sind. Et grimt ord, fuldt af grusom sandhed. Jeg forstod, at jeg måtte opgive at bære hende og i stedet trække liget længere op på stranden. Liget. Endnu et grimt ord. Liget. Det var ikke længere Selina, det var et lig. Jeg tog fat igen under armhulerne og trak af alle kræfter. Mine fødder gled i det løse sand, og jeg var ved at falde på halen flere gange, men det lykkedes mig at få trukket Selinas lig langt op på stranden, forbi bæltet af tørret søgræs, døde koraller og knuste konkylier fra sidste højvande og væk fra tidevandet, der krøb længere og længere op på stranden.

Da hendes fødder var fri af bæltet, slap jeg hende og lod mig falde bagover i sandet, udmattet, tørstig og svimmel. Jeg lå et par minutter og stirrede op på en fugl, der kredsede højt oppe på himlen. Jeg flyttede blikket, spejdede efter fly, men der var ingen. Kun fuglen, en lille sky og solen – og så blå, blå himmel.

Jeg satte mig op. Selinas lig var landet i en fordrejet stilling. Den ene arm under kroppen, den anden rakt op over hovedet. Der var sand alle vegne på hende. Tungen var gledet ud af munden. Hun kunne ikke ligge sådan. Som et stykke affald. Jeg måtte ordne hende. Men først blev jeg nødt til at få noget at drikke. Der var masser af kokosnødder på øen, og jeg havde i nattens løb brugt sømændenes efterladte machete til at hugge hul på flere, så vi begge kunne få noget at drikke. Men det var mange timer siden, og jeg havde siddet fortabt i solen hele morgenen og grædt. Min mund føltes som sandpapir. Heden var kvælende. Jeg følte mig svimmel og skidt tilpas. Jeg måtte have noget at drikke i en fart.

Selinas fødder havde trukket to parallelle spor i sandet, da jeg slæbte hende væk fra tidevandet. De bugtede sig op ad stranden fra vandkanten, fulgt af ujævne fordybninger fra mine fødder, der havde sparket i sandet for at finde fodfæste.

Jeg fulgte sporet med øjnene og fik øje på macheten, der rullede rundt på lavt vand, allerede ved at blive ført bort af havet. Jeg kom vaklende på benene, trådte over min døde kæreste og tumlede ned ad stranden med blikket stift rettet mod machetens skæfte, der bobbede op og ned på bølgerne, mens bladet trak det nedad. Bladet måtte stadig hvile på bunden. Nåede det for langt ud, inden jeg fik fat i skæftet, ville vægten af bladet trække macheten ned. Svimmel, så det sejlede, vaklede jeg, så hurtigt jeg kunne, gennem bæltet af tidevandsaffald og videre ned mod vandet. Jeg tøvede ganske kort, da jeg nåede vandkanten. Det, der havde dræbt Selina, var stadig derude et sted, og jeg var ikke tryg ved at gå barfodet ud i vandet. Men jeg havde ikke noget valg. Mistede jeg macheten, ville jeg død af tørst, inden nogen fandt mig, så jeg trådte forsigtigt ud i vandet, meget opmærksom på, hvor jeg satte mine fødder. Macheten var hastigt på vej længere ud. Skæftet sank ned under vandoverfladen. For sekunder efter at bobbe op igen, i takt med de lave tidevandsbølger. Vandet var krystalklart, og jeg kunne se, hvordan bladet gled hen over bunden, mens strømmen begyndte at føre den store kniv længere ud.

Jeg tog et par hurtige skridt, ikke længere nær så opmærksom på, hvor jeg trådte, og kastede mig til sidst i bølgerne og greb skæftet. Vandet var ikke mere end en halv meter dybt. Jeg sad på knæ med macheten i hånden, mens vandet kølede min krop. Det føltes fantastisk. Jeg tjekkede havbunden omkring mig, før jeg lagde mig i vandet og fik hovedet under. Jeg fyldte munden med saltvand, men drak det ikke. Kendte historierne om forliste søfolk i redningsbåde, der lod sig friste til at drikke havvand og mistede forstanden. Jeg vidste ikke, om de var sande, men jeg havde ikke lyst til at tage nogen chancer, når kokospalmerne svajede over stranden, og regnskoven bag dem var sikkert også var fuld af saftige, spiselige frugter.

Jeg spyttede vandet ud og rejste mig for at gå ind på land og hugge hul på en ung kokosnød, så jeg kunne drikke kokosmælken og spise kødet.

Af en eller anden grund vendte jeg mig om og kastede et blik ud over det rolige og endeløse hav, og det var der, jeg fik øje på skibet.

Det var langt ude, næsten helt ude i horisonten, men det var der, og det var det første skib på havet, siden sømændene efterlod os på øen i går. Det var et stort skib. Et fragtskib, måske en olietanker? Skibet var så langt ude, at jeg kun kunne se det som en silhuet. Men det var der. Og det kunne blive min redning.

Stadig dehydreret, stadig svimmel og afkræftet skyndte jeg mig op på land, hvor jeg smed macheten og gav mig til at lede efter drivtømmer til at bygge et bål af. Men det var håbløst, indså jeg. Skibet ville være væk, inden jeg fik samlet nok træ til at lave et bål. Jeg greb et af vores badehåndklæder og gav mig til at vifte med det, men mine arme syrede hurtigt til, og jeg smed håndklædet fra mig i sandet. De ville heller ikke kunne se mig vifte med det alligevel. Skibet var for langt væk. De kunne højst skimte øen i horisonten. Jeg sparkede håndklædet hen i nærheden af vores strandtaske og samlede macheten op igen. Jeg kunne lige så godt opgive. Hvis skibet ikke kom tættere på, ville de aldrig opdage mig.

Jeg fandt en kokosnød under en af palmerne og satte mig i skyggen for at hugge hul i den. Imens sendte jeg lange triste blikke efter skibet, der sejlede forbi ude i horisonten. Jeg spekulerede over, om de overhovedet bemærkede øen derude, eller om alle søfolkene lå nede i deres kahytter og så OL i tv, mens kaptajnen bællede rom og holdt skuden på ret kurs? Jeg forestillede mig, hvordan et par søfolk fik øje på øen og pegede ind på den. Måske skiftedes de til at rette en kikkert mod øen. Så de palmerne, den kridhvide sandstrand, de stejle klipper midt i det azurblå hav? Jeg kunne næsten høre dem drømme sig væk. ’Åh, hvem der bare var skyllet i land med sin elskede på den ø. Så kunne resten af verden få lov at passe sig selv for min skyld. Bare lad os være i fred.’

Ironien bed i mig, og tårer slørede mit syn. Jeg gav kokosnødden et par hårde hug og fik endelig hul på den. Jeg løftede den op til læberne og labbede mælken i mig. Den var lunken og smagte hengemt, men jeg drak hver en dråbe.Min mave trak sig sammen, og et øjeblik var jeg lige ved at kaste det hele op igen. Men jeg klarede at holde det i mig.

Skibet var nu ved at forsvinde i horisonten. Snart ville de ikke kunne se øen længere. Jeg så rundt på vores ting, der flød forskellige steder på stranden. Jeg så hen på de ting, sømændene havde efterladt. Dem havde jeg været igennem i går. Det var mest tallerkner, bestik og den slags. Klapstole, gudhjælpemig. En køletaske, som vi havde tømt i går. Mit blik vendte tilbage til vores egne ting. Svømmefødder. Snorkler, dykkermasker. Håndklæder. Strandtasken, kameraer.

Dykkermaskerne.

Jeg så ud på skibet og tilbage til dykkermaskerne.

Kunne jeg bruge glasset i dykkermaskerne til at reflektere solens stråler, så jeg kunne blinke med dem i retning af skibet? Et skarpt lysblink kunne måske fange deres opmærksomhed. S.O.S. Tre korte, tre lange, tre korte. Save Our Souls.

Jeg kom på benene, greb det mørkeblå badehåndklæde på vej hen efter en af dykkermaskerne. Tænkte, at glasset ville have lettere ved at fungere som et spejl, hvis jeg gjorde bagsiden mørk med håndklædet.

Solen var kommet højt op på himlen nu, og jeg stillede mig til rette med dykkemaske og håndklæde i hænderne og forsøgte at kalkulere den rette vinkel, så solstrålerne ville ramme glasset i dykkermasken i en vinkel, der ville sende dem videre i retning af skibet. Det var umuligt at vide, om det lykkedes, så jeg begyndte i stedet at vippe dykkermasken op og ned og fra side til side i håb om at ramme rigtigt fra tid til anden, så det fra skibet ville se ud, som om lyset blinkede.

Jeg blev ved, længe efter at skibet var forsvundet bag horisonten. Nægtede at give op. Er det ikke det, de lærer os helt fra små? Giv aldrig op, kæmp for det, bliv ved, til sidst lykkes det.

Det gjorde det så ikke her.

Jeg var helt alene tilbage på den øde tropeø Kematian, langt ude på havet, med liget af min forlovede som eneste selskab.

 

Lån bogen