Bag lukkede døre

Info om bogen

 

Forfatter:
B.A. Paris
Forlag:
Jentas
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Stig W. Jørgensen
Nygifte Jack og Grace er det perfekte, misundelsesværdige par, som elsker hinanden og tilsyneladende har alt, hvad man kan ønske sig.

Kort resume

Kender du Jack og Grace? Han ser godt ud og er velhavende. Hun er både charmerende og elegant. Han kæmper for voldsramte kvinder og har aldrig har tabt en eneste sag. Hun er den perfekte hustru, der forguder sin mongolide lillesøster og er fremragende til både havearbejde og at lave mad. De er stadig nygifte, men det virker allerede, som om de har alt. Man kan bare ikke undgå at kunne lide dem. Man bliver fortryllet af luksussen og den lette stemning i deres hjem, af deres imponerende middagsselskaber. Man får lyst til at lære Grace bedre at kende.

Fakta om forfatteren

B.A Paris bor i Frankrig, men voksede op i England.

Hun har arbejdet inden for både finanssektoren og som lærer, og  har desuden fem døtre.

Bag lukkede døre er hendes første roman og den har solgt i mere end en million eksemplarer.

Lån bogen

NU

Champagneflasken knalder ned i bordpladen af marmor, så det giver et sæt i mig. Jeg ser hen på Jack og håber, at han ikke har lagt mærke til, hvor nervøs jeg er. Han griber mig i at se på ham og smiler.
   ”Perfekt,” siger han dæmpet.
   Han tager min hånd og fører mig ind til de ventende gæster. Da vi går gennem hallen, ser jeg den blomstrende lilje, som Diane og Adam har taget med til vores have. Den har sådan en smuk lyserød farve, og jeg håber, at Jack planter den et sted, så jeg kan se den fra vinduet i soveværelset. Blot tanken om haven får tårerne til at vælde op, og jeg skynder mig at kvæle dem. Der er så meget på spil her i aften, og jeg er nødt til at koncentrere mig og være fuldt ud til stede.
   Inde i dagligstuen blusser flammerne i den antikke kamin. Vi er et godt stykke inde i marts, men der er stadig bid i luften, og Jack vil gerne have, at vores gæster har det så lunt og rart som muligt.
   ”Det er virkelig noget af et hus, du har, Jack,” siger Rufus beundrende. ”Synes du ikke også, Esther?”
   Jeg kender hverken Rufus eller Esther. De er nye i nabolaget, og jeg har aldrig mødt dem før i aften, så det gør mig endnu mere nervøs, end jeg er i forvejen. Men jeg kan ikke tillade mig at svigte Jack, så jeg klistrer et smil på og håber, at de kan lide mig. Esther gengælder ikke mit smil, så jeg regner med, at hun lige skal se mig an. Det kan jeg ikke bebrejde hende. Jeg er sikker på, at hun, siden hun sluttede sig til vennekredsen for en måned siden, har fået at vide op til flere gange, at Grace Angel, der er gift med den særdeles dygtige advokat Jack Angel, er indbegrebet af en kvinde, der har alt – det perfekte hjem, den perfekte mand, det perfekte liv. Hvis jeg var Esther, ville jeg også være forbeholden.
   Mit blik falder på den dyre æske chokolade, hun lige har taget op af tasken, og jeg kan mærke min begejstring. Jeg vil ikke have, at hun giver den til Jack, så jeg glider hen mod hende, og hun rækker den instinktivt frem mod mig.
   ”Tak, hvor ser den pragtfuld ud,” siger jeg taknemmeligt og stiller æsken på sofabordet, så jeg kan åbne den senere, når vi skal have kaffe.
   Esther vækker min nysgerrighed. Hun er Dianes absolutte modsætning – høj, blond, slank, reserveret – og jeg kan ikke andet end respektere hende for at være den første, der træder ind i vores hjem uden at plapre løs om, hvor smukt det er. Jack insisterede på selv at vælge huset, fordi det skulle være min bryllupsgave, så jeg så det først, da vi kom hjem fra vores bryllupsrejse. Selv om han havde sagt, at det var perfekt til os, forstod jeg ikke rigtig, hvad han mente, før jeg så det. Ejendommen ligger på en stor grund i udkanten af den lille by, så der er præcis så uforstyrret, som Jack har brug for, samtidig med at han nyder det privilegium at eje det smukkeste hus i Spring Eaton. Og det sikreste. Det er udstyret med et kompliceret alarmsystem med stålskodder for vinduerne i stueetagen. Det må forekomme sært for de andre, at de ofte er lukket i dagtimerne, men som Jack siger til alle, der spørger, så har sikkerhed en meget høj prioritet, når man har et job som hans.
   Vi har mange malerier på væggene i dagligstuen, men folk lægger som regel særlig mærke til det store røde maleri, der hænger over kaminen. Diane og Adam, der har set det før, kan ikke lade være med at gå hen og kigge på det igen, og Rufus går med, mens Esther bliver siddende i en af de flødefarvede lædersofaer.
   ”Det er fantastisk,” siger Rufus og ser fascineret på de hundredvis af små mærker, der fylder det meste af lærredet.
   ”Det hedder Ildfluer,” bemærker Jack, mens han vikler ståltråden af champagneflasken.
   ”Jeg har aldrig set noget lignende.”
   ”Det er Grace, der har malet det,” fortæller Diane ham. ”Er det ikke utroligt?”
   ”I skulle se Graces andre malerier.” Jack lirker proppen af champagnen næsten uden en lyd. ”De er ganske forbløffende.”
   Rufus ser sig interesseret rundt i lokalet. ”Hænger de her et sted?”
   ”Nej, de hænger desværre andre steder i huset.”
   ”Så det kun er Jack, der kan se dem,” siger Adam spøgefuldt.
   ”Og Grace. Ikke også, skat?” siger Jack og smiler hen til mig. ”Det er kun os, der kan se dem.”
   ”Det er rigtigt,” siger jeg og vender ansigtet væk.
   Vi går hen og sætter os ved Esther i sofaen, og Diane kommer med et begejstret udbrud, da Jack skænker champagnen op i høje glas. Hun ser hen på mig.
   ”Har du det bedre nu?” spørger hun. ”Grace kunne ikke spise frokost med mig i går, fordi hun havde det dårligt,” forklarer hun og vender sig mod Esther.
   ”Det var bare migræne,” indvender jeg.
   ”Det får Grace desværre ret tit.” Jack ser medfølende hen på mig. ”Men det er gudskelov altid hurtigt overstået.”
   ”Det er anden gang, du har brændt mig af,” påpeger Diane.
   ”Undskyld,” siger jeg.
   ”Nå, men i det mindste glemte du det ikke denne gang,” driller hun. ”Hvad med at mødes på fredag i stedet? Kan du dér, Grace? Der er ikke nogen tandlægetid, du lige kommer i tanke om i sidste øjeblik?”
   ”Nej, og forhåbentlig heller ikke et migræneanfald.”
   Diane vender sig om mod Esther. ”Vil du med? Det er nødt til at være på en restaurant inde i byen, for jeg skal på arbejde.”
   ”Tak, det vil jeg meget gerne.” Hun kigger hen på mig, måske for at se, om jeg har noget imod, at hun tager med, og jeg smiler tilbage og har frygtelig dårlig samvittighed, for jeg ved allerede, at jeg ikke kommer.
   Jack beder om alles opmærksomhed og udbringer en skål for Esther og Rufus og byder dem velkommen til kvarteret. Jeg hæver glasset og nipper til champagnen. Boblerne danser i min mund, og jeg mærker et pludselig glimt af glæde, som jeg prøver at holde fast i. Men det forsvinder lige så hurtigt, som det kom.
   Jeg ser hen på Jack, der taler livligt med Rufus. Han og Adam mødte Rufus i golfklubben for et par uger siden og tilbød ham at spille med dem. Da Jack konstaterede, at Rufus var en glimrende golfspiller, men ikke helt god nok til at slå ham, inviterede han ham og Esther til middag. Når jeg ser dem sammen, er det tydeligt, at Jack gerne vil imponere Rufus, hvilket betyder, at det er vigtigt, at jeg også vinder Esthers tillid. Men det bliver ikke let. Hvor Diane bare er fuld af beundring, virker Esther lidt mere kompliceret.
   Jeg undskylder mig og går ud i køkkenet for at hente de kanapéer, jeg har forberedt, og lægge sidste hånd på middagen. Etiketten – den går Jack meget op i – foreskriver, at jeg ikke kan være væk ret længe, så jeg skynder mig at piske de æggehvider, der står parat i en skål, og vende dem i den soufflémasse, jeg har gjort parat tidligere.
   Mens jeg øser blandingen op i små skåle, skæver jeg nervøst til uret, stiller skålene i vandbad, sætter det i ovnen og noterer mig det præcise tidspunkt. Jeg går et øjeblik i panik og er bange for, om det nu alt sammen lykkes, men så minder jeg mig selv om, at frygten er min fjende, og jeg prøver at bevare roen og vender tilbage til dagligstuen med bakken med kanapéer. Jeg byder af dem og tager taknemmeligt imod alles komplimenter, for Jack hører dem også. Og ganske rigtigt kysser han mig på hovedet og giver Diane ret i, at jeg er fremragende til at lave mad, og jeg drager et lettelsens suk indvendig.
   Jeg vil gerne komme lidt videre med Esther, så jeg sætter mig ved siden af hende. Da Jack ser det, befrier han mig for kanapéerne.
   ”Du fortjener et hvil, skat, efter alt det hårde arbejde, du har lavet i dag,” siger han og står og balancerer bakken på sine lange elegante fingre.
   ”Det var ikke spor hårdt,” protesterer jeg. Det er løgn, og Jack ved det, for det er ham, der har bestemt menuen.
   Jeg giver mig til at stille Esther alle de rigtige spørgsmål: om hun har fundet sig til rette i området, om hun var ked af at flytte fra Kent, om hendes to børn er faldet godt til i den nye skole. Af en eller anden grund lader det til at irritere hende, at jeg er så velinformeret, så jeg gør meget ud af at spørge, hvad hendes søn og datter hedder, selv om jeg godt kender deres navne, Sebastian og Aisling. Jeg ved sågar, at de er syv og fem år gamle, men jeg lader, som om jeg ikke ved det. Jeg ved, at Jack lytter til hvert et ord, jeg siger, og at han må undre sig over, hvad jeg har gang i.
   ”I har ikke børn, vel?” siger Esther og får det til at lyde som en konstatering snarere end et spørgsmål.
   ”Nej, ikke endnu. Vi tænkte, at vi gerne ville have et par år for os selv inden.”
   ”Jamen hvor længe har I da været gift?” spørger hun med overraskelse i stemmen.
   ”Et år,” indrømmer jeg.
   ”De havde bryllupsdag i sidste uge,” bryder Diane ind.
   ”Og jeg er stadig ikke parat til at dele min smukke hustru med nogen anden,” siger Jack og fylder op i hendes glas.
   Jeg ser til og bliver et øjeblik distraheret, da et lillebitte stænk champagne ryger ved siden af glasset og lander på knæet af hans ulastelige kakibukser.
   ”Jeg håber ikke, det gør noget, jeg spørger,” indleder Esther, og hendes nysgerrighed løber af med hende, ”men har nogen af jer været gift før?”
   Hun lyder, som om hun ønsker, at svaret skal være ja, at der gerne måtte være en misfornøjet eksmand eller ekskone i baggrunden, for lige at demonstrere, at vi ikke er helt så perfekte alligevel.
   ”Nej, det er der ikke nogen af os, der har,” siger jeg.
   Hun ser hen på Jack, og jeg ved, at hun spekulerer på, hvordan så flot en mand er forblevet ungkarl så længe. Jack fornemmer hendes blik og smiler godmodigt.
   ”Jeg må indrømme, at da jeg fyldte fyrre, var jeg ved at miste håbet om, at jeg nogen sinde ville finde den helt rigtige kvinde. Men i samme øjeblik jeg så Grace, vidste jeg, at hun var den, jeg havde ventet på.”
   ”Hvor er det romantisk,” sukker Diane, der allerede kender historien om, hvordan Jack og jeg mødtes. ”Jeg har ikke tal på alle de kvinder, jeg har prøvet at føre Jack sammen med, men ingen af dem duede, før han mødte Grace.”
   ”Hvad med dig, Grace?” spørger Esther. ”Var det også kærlighed ved første blik for dit vedkommende?”
   ”Ja,” siger jeg og tænker tilbage på det. ”Det var det.”
   Jeg bliver overvældet af erindringen og rejser mig for hurtigt, og Jack drejer hovedet mod mig. ”Souffléerne,” forklarer jeg roligt. ”De bør være færdige nu. Er I klar til at gå til bords?”
   Diane skynder på dem og siger, at souffléer ikke venter på nogen, så de tømmer glassene for at gå til bords. Esther standser imidlertid op på vejen for at se nærmere på Ildfluer, og da Jack slutter sig til hende i stedet for at opfordre hende til at sætte sig, drager jeg et lettelsens suk over, at souffléerne langtfra er færdige. Hvis de var, ville jeg være på grådens rand af stress over forsinkelsen, især da han giver sig til at forklare hende nogle af de forskellige teknikker, jeg har brugt i maleriet.
   Da de endelig sætter sig til bords fem minutter efter, er souffléerne præcis, som de skal være. Diane giver udtryk for sin benovelse, og Jack smiler til mig fra den anden ende af bordet og siger til alle, at jeg vitterlig er meget dygtig.
   Det er på aftener som denne, jeg bliver mindet om, hvorfor jeg blev forelsket i Jack. Han er charmerende, underholdende og intelligent; han ved, præcis hvad han skal sige, og hvordan han skal sige det. Da Esther og Rufus lige er flyttet hertil, sørger han for, at samtalen kommer dem til nytte, mens vi spiser souffléerne. Han får Diane og Adam til at fortælle ting om dem selv, der kan være vores nye venner til hjælp, såsom hvor de handler, og hvilke sportsgrene de dyrker. Selv om Esther lytter høfligt til deres liste over fritidsaktiviteter og navnene på gartnere og babysittere og de bedste steder at købe fisk, ved jeg, at det er mig, der interesserer hende, og at hun vil vende tilbage til, at Jack og jeg er blevet gift forholdsvist sent, og hun vil håbe på at finde noget – hvad som helst – der peger i retning af, at alting ikke er helt så perfekt, som det tager sig ud. Desværre for hende vil hun blive skuffet.
   Hun venter, til Jack har skåret Beef Wellington’en for og serveret den med en kartoffelgratin og let honningglaserede gulerødder. Der er også små sukkerærter, som jeg har blancheret, lige før jeg tog kødet ud af ovnen. Diane er forbløffet over, hvordan det er lykkedes mig at få det hele klar på præcis samme tid, og indrømmer, at hun altid selv vælger en karrygryde eller noget lignende til hovedret, så hun kan lave den i forvejen og gennemvarme den, lige inden den skal serveres. Jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg meget hellere ville gøre som hende, at jeg betaler en pris i form af udførlige beregninger og søvnløse nætter for at servere sådan en perfekt middag. Men alternativet – at servere noget, der ikke er fuldstændig perfekt – kan ikke komme på tale.
   Esther kigger på mig henne fra den anden side af bordet. ”Hvor mødte du og Jack så hinanden?”
   ”I Regent’s Park,” siger jeg. ”En søndag eftermid dag.”
   ”Fortæl hende, hvad der skete,” opfordrer Diane, hvis lyse hud har fået en rød tone af champagnen.
   Jeg tøver et øjeblik, for det er en historie, jeg har fortalt før. Men det er en, som Jack elsker at høre mig fortælle, så det er i min interesse at gentage den. Heldigvis kommer Esther mig i forkøbet. Hun fejlfortolker min tøven som forbeholdenhed og slår til.
   ”Ja, lad mig høre,” siger hun.
   ”Med fare for at kede dem af jer, der allerede har hørt historien,” indleder jeg og smiler undskyldende, ”så var jeg henne i parken med min søster, Millie. Vi tog tit derhen søndag eftermiddag, og den søndag var der levende musik. Millie elsker musik og nød det så meget, at hun rejste sig og gav sig til at danse foran tribunen. Hun havde næsten lige lært at danse vals, så mens hun dansede, strakte hun armene ud foran sig, som om hun dansede med nogen.” Jeg kan ikke lade være at smile over erindringen og ville sådan ønske, at livet stadig var så enkelt og uskyldigt. ”Folk var generelt meget overbærende og virkede, som om de nød at se, at Millie morede sig,” fortsætter jeg, ”men jeg kunne også se, at der var et par stykker, som var forlegne over det, og jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget, måske bede hende om at sætte sig ned igen. Men samtidig ville jeg meget nødig gøre det, for ...”
   ”Hvor gammel er din søster?” afbryder Esther.
   ”Sytten.” Jeg tøver et øjeblik og undgår kendsger ningerne et øjeblik. ”Snart atten.”
   Esther hæver øjenbrynene. ”Så er hun da temmelig opmærksomhedssøgende.”
   ”Nej, slet ikke, det er bare fordi ...”
   ”Det må hun da være. Jeg mener, folk rejser sig da normalt ikke bare op og giver sig til at danse i parken, vel?” Hun ser hoverende rundt om bordet, og da de andre undgår hendes blik, får jeg helt ondt af hende.
   ”Millie har Downs syndrom.” Jacks stemme bryder den pinlige tavshed, der har sænket sig over bordet. ”Så derfor er hun ret tit herlig spontan.”
   Esther får et forvirret udtryk i ansigtet, og jeg bliver irriteret over, at de mennesker, der har fortalt hende alt muligt andet om mig, ikke har nævnt Millie.
   ”Nå, men før jeg når at beslutte mig for, hvad jeg skal gøre,” siger jeg og kommer hende til undsætning, ”er der en gentleman, der rejser sig fra sin stol, går hen til Millie, der danser, bukker og rækker hånden frem til hende. Millie blev henrykt, og da de gav sig til at danse vals sammen, var der andre par, der rejste sig fra deres pladser og også begyndte at danse. Det var et ganske, ganske særligt øjeblik. Og jeg blev selvfølgelig forelsket på stedet i Jack for det, han havde gjort.”
   ”Det, Grace ikke vidste på det tidspunkt, var, at jeg havde set hende og Millie i parken ugen før og var faldet pladask for hende. Hun tog sig sådan af Millie, fuldstændig uselvisk. Jeg havde aldrig før set sådan en hengivenhed, og jeg var fast besluttet på, at jeg måtte lære hende at kende.”
   ”Og hvad Jack ikke vidste på det tidspunkt,” tilføjer jeg, ”var, at jeg også havde lagt mærke til ham ugen før, men aldrig ville have troet, at han ville være interesseret i sådan en som mig.”
   Det morer mig at se, hvordan alle nikker sam tykkende. Jeg ser ganske godt ud, men Jack ligner en filmstjerne, og det får folk til at tænke, at jeg var heldig, når han gerne ville giftes med mig. Men det var ikke det, jeg mente.
   ”Grace har ikke nogen andre søskende, så hun troede, at det ville afskrække mig, at Millie en dag vil blive hendes ansvar,” forklarer Jack.
   ”Sådan som det har afskrækket andre,” påpeger jeg.
   Jack ryster på hovedet. ”Men tværtimod. Det var, fordi jeg var klar over, at Grace ville gøre alt for Millie, at det gik op for mig, at hun var den kvinde, jeg havde ledt efter hele mit liv. Inden for mit erhverv er det let at miste tiltroen til menneskeheden.”
   ”Jeg så i avisen i går, at vi skal ønske dig tillykke igen,” siger Rufus og hæver glasset i Jacks retning.
   ”Ja, godt klaret,” istemmer Adam, der er advokat i samme firma som Jack. ”Endnu en domfældelse i bæltet.”
   ”Det var nu en temmelig oplagt sag,” siger Jack beskedent. ”Men det gjorde det selvfølgelig lidt mere vanskeligt at bevise, at min klient ikke havde påført sig sårene selv, når hun ellers er tilbøjelig til at volde sig selv skade.”
   ”Men er den slags sager om partnervold ikke nor malt lette at bevise?” spørger Rufus, mens Diane fortæller Esther, hvis hun nu ikke skulle vide det i forvejen, at Jack er de svages forkæmper – især ofre for hustruvold. ”Det er ikke, fordi jeg vil forklejne din fantastiske indsats, men er der ikke tit fysiske beviser eller vidner?”
   ”Jacks store styrke er, at han kan vinde ofrenes tillid, så de fortæller ham, hvad der er foregået,” forklarer Diane, som jeg mistænker for at være en lille smule forelsket i Jack. ”Mange af kvinderne har ikke nogen at henvende sig til og er bange for, at ingen vil tro dem.”
   ”Han sørger også for, at gerningsmændene kommer til at sidde meget længe inde,” tilføjer Adam.
   ”Jeg har kun foragt tilovers for mænd, der er voldelige over for deres hustruer,” siger Jack bestemt. ”De fortjener til fulde deres straf.”
   ”Det skåler jeg gerne på.” Rufus hæver glasset igen.
   ”Han har endnu aldrig tabt en sag, har du vel, Jack?” siger Diane.
   ”Nej, og det har jeg heller ikke tænkt mig.”
   ”En ubrudt række af sejre – det er nu noget,” grunder Rufus imponeret.
   Esther ser hen på mig. ”Din søster – Millie – må være temmelig meget yngre end dig,” bemærker hun og fører samtalen tilbage, hvor vi slap den.
   ”Ja, der er sytten år mellem os. Millie kom først, da min mor var seksogfyrre. Det var slet ikke gået op for hende, at hun var gravid, så det var lidt af et chok, da hun opdagede, at hun skulle være mor igen.”
   ”Bor Millie så hos dine forældre?”
   ”Nej, hun bor på en dejlig skole i Nordlondon. Men hun fylder atten til april, så hun er nødt til at flytte til sommer, og det er ret ærgerligt, for hun elsker at være der.”
   ”Hvor skal hun så hen? Hjem til jeres forældre?”
   ”Nej.” Jeg tøver et øjeblik, for jeg ved, at det, jeg skal til at sige, vil forbavse hende. ”De bor i New Zealand.”
   Esther er et øjeblik om at svare. ”New Zealand?”
   ”Ja. De flyttede dertil sidste år, lige efter vores bryllup.”
   ”Jeg forstår,” siger hun. Men det ved jeg, at hun ikke gør.
   ”Millie flytter ind hos os,” forklarer Jack. Han smiler hen til mig. ”Jeg vidste, at det ville være Graces betingelse for at gifte sig med mig, og det var én, jeg hellere end gerne bøjede mig for.”
   ”Det er meget storsindet af dig,” siger Esther.
   ”Overhovedet ikke – jeg er glad for, at Millie skal bo her. Det vil føje en ekstra dimension til vores liv, ikke også, skat?”
   Jeg hæver glasset og nipper til vinen, så jeg ikke behøver svare.
   ”Du kommer tydeligvis godt ud af det med hende,” bemærker Esther.
   ”Jeg håber da, at hun er lige så glad for mig nu, som jeg er for hende – om end det tog hårdt på hende, at Grace og jeg rent faktisk blev gift.”
   ”Hvordan det?”
   ”Jeg tror, det kom som et chok for hende, at vores ægteskab var en realitet,” siger jeg. ”Hun forgudede Jack lige fra begyndelsen, men da vi kom hjem fra bryllupsrejsen, og det gik op for hende, at han skulle være sammen med mig hele tiden, blev hun jaloux. Men det er okay nu. Jack er meget populær hos hende igen.”
   ”George Clooney har gudskelov overtaget min plads som Millies hadeobjekt,” ler Jack.
   ”George Clooney?” spørger Esther.
   ”Ja.” Jeg nikker og er glad for, at Jack har bragt det på bane. ”Jeg havde noget med ham ...”
   ”Har vi ikke alle sammen det?” mumler Diane.
   ”... og Millie var så jaloux, at da nogle venner et år gav mig en George Clooney-kalender i julegave, skrev hun: ’Jeg kan ikke lide George Clooney’ på den. Hun stavede det bare på sin egen måde – J-O-R-J-K-O-O-N-Y – hun har et problem med ’L’,” forklarer jeg. ”Det var meget sødt.”
   Alle ler.
   ”Og nu fortæller hun så alle, at hun godt kan lide mig, men at hun ikke kan lide ham. Det er blevet lidt af et mantra – ’Jeg kan godt lide dig, Jack, men jeg kan ikke lide George Clooney.’” Jack smiler. ”Jeg må så indrømme, at jeg er temmelig smigret over at blive nævnt i samme åndedrag som ham,” tilføjer han beskedent.
   Esther ser på ham. ”Du ligner ham nu også lidt.”
   ”Bortset fra at Jack ser meget bedre ud,” griner Adam smørret. ”I kan tro, vi alle sammen blev lettede, da han giftede sig med Grace. Det fik i det mindste kvinderne på kontoret til at holde op med at fantasere om ham – og nogle af mændene med,” tilføjer han og ler.
   Jack sukker godmodigt. ”Så er det nok, Adam.”
   ”Du arbejder ikke, vel?” siger Esther og vender sig mod mig igen. Hendes stemme røber den slet skjulte foragt, som kvinder, der går på arbejde, føler over for hjemmegående, og jeg føler behov for at forsvare mig.
   ”Jeg havde et arbejde, jeg sagde op, lige før Jack og jeg blev gift.”
   ”Virkelig?” Esther rynker panden. ”Hvorfor?”
   ”Det havde hun heller ikke lyst til,” indskyder Jack. ”Men hun havde et krævende job, og jeg havde ikke lyst til at komme dødtræt hjem til én, der var lige så dødtræt som mig. Det var muligvis egoistisk af mig at bede Grace om at sige sit arbejde op, men jeg ville gerne komme hjem og læsse dagens stress af, uden at der var nogen, der også skulle læsse af på mig. Og så rejste hun meget, og jeg havde ikke rigtig lyst til at komme hjem til et tomt hus, sådan som jeg i forvejen havde gjort i mange år.”
   ”Hvad lavede du?” spørger Esther og ser lige på mig med sine lyse blå øjne.
   ”Jeg var indkøber for Harrods.”
   Glimtet i hendes øjne fortæller mig, at hun er imponeret. Men hun beder mig ikke om detaljer, og det fortæller mig også, at hun endnu ikke har tænkt sig at røbe det.
   ”Hun rejste verden rundt på første klasse,” siger Diane med tilbageholdt åndedræt.
   ”Ikke verden rundt,” retter jeg. ”Kun til Sydamerika. Jeg stod for indkøb af frugt, mest fra Chile og Argentina,” tilføjer jeg, især for Esthers skyld.
   Rufus ser beundrende på mig. ”Det må have været spændende.”
   ”Det var det også.” Jeg nikker. ”Jeg elskede hvert sekund.”
   ”Så må du da savne det,” siger Esther, og igen lyder det ikke som et spørgsmål.
   ”Nej, ikke rigtig,” lyver jeg. ”Jeg har masser, der holder mig beskæftiget her.”
   ”Og snart får du så også Millie at tage dig af.”
   ”Millie er meget selvstændig, og desuden kommer hun til at arbejde meget af tiden i Meadow Gate.”
   ”Havecenteret?”
   ”Ja. Hun elsker planter og blomster, så hun er så heldig, at hun har fået det helt rigtige arbejde.”
   ”Hvad skal du så lave dagen lang?”
   ”Mere eller mindre det samme som nu – lave mad, gøre rent, passe haven, når vejret tillader det.”
   ”Næste gang må I komme til søndagsfrokost og se haven,” siger Jack. ”Grace har grønne fingre.”
   ”Jamen dog,” siger Esther muntert. ”Sikke en masse talenter. Jeg er bare glad for, at jeg er blevet tilbudt en stilling på St. Polycarp’s skole. Det er begyndt at kede mig ret meget at gå derhjemme hele dagen.”
   ”Hvornår skal du begynde?”
   ”I næste måned. Det er et barselsvikariat.”
   Jeg vender mig mod Rufus. ”Jack siger, at I har en stor have,” siger jeg spørgende, og mens jeg serverer mere af Beef Wellington’en, der sammen med grøntsagerne har stået og holdt sig varm på en varmeplade, går samtalen omkring bordet over til at handle om haveindretning snarere end om mig. Mens alle ler og sludrer, ser jeg længselsfuldt på de andre kvinder og spekulerer på, hvordan det må være at være Diane eller Esther og ikke have én som Millie at tage hensyn til. Jeg får straks dårlig samvittighed, for jeg elsker Millie over alt på jorden og ville ikke lave om på hende for noget i verden. Blot tanken om hende fylder mig med ny beslutsomhed, og jeg rejser mig målbevidst.
   ”Er alle klar til dessert?” spørger jeg.
   Jack og jeg tager ud fra bordet. Han følger efter mig ud i køkkenet, hvor jeg stiller tallerkenerne pænt i vasken, så de kan blive skyllet af senere, mens han rydder forskærerkniven væk. Den dessert, jeg har lavet, er et mesterværk – en perfekt marengsrede, syv-otte centimeter dyb og uden den mindste sprække, fyldt med tykt flødeskum. Jeg henter den frugt, jeg har gjort parat tidligere, og lægger omhyggeligt mango-, ananas-, papaja- og kiwiskiver oven på flødeskummet og tilføjer så jordbær, hindbær og blåbær.
   Da jeg tager et granatæble op, fører fornemmelsen af det i min hånd mig tilbage til en anden tid, et andet sted, hvor solens varme i mit ansigt og de begejstrede stemmer omkring mig var noget, jeg tog for givet. Jeg lukker øjnene et øjeblik og tænker tilbage på det liv, jeg havde engang.
   Jeg bliver opmærksom på Jack, der venter med hånden strakt frem, og jeg rækker ham frugten. Han skærer den midtover, og jeg skraber kernerne ud med en ske og stør dem hen over den øvrige frugt. Da desserten er færdig, bærer jeg den ind i spisestuen, hvor de udbrud, den bliver mødt med, bekræfter, at det var rigtigt af Jack at vælge den frem for den kastanje-chokolade-gateau, jeg ville have foretrukket at lave.
   ”Er det til at fatte, at Grace aldrig har taget et madlavningskursus?” siger Diane til Esther og tager sin ske op. ”Jeg er altså fuld af beundring over sådan nogle evner. Selv om jeg nu aldrig kommer til at kunne passe den bikini, jeg har købt,” tilføjer hun og stønner og klapper sig på maven gennem den marineblå kjole. ”Jeg burde virkelig ikke spise det her, i betragtning af at vi lige har booket ferierejsen til sommer, men det er så lækkert, at jeg ikke kan modstå det!”
   ”Hvor skal I hen?” spørger Rufus.
   ”Thailand,” svarer Adam. ”Vi havde tænkt os at tage til Vietnam, men da vi så så billederne fra Jack og Graces seneste ferie i Thailand, besluttede vi at udsætte Vietnam til næste år.” Han ser hen på Diane og smiler bredt. ”Da først Diane havde set det hotel, hvor de boede, var beslutningen truffet.”
   ”Så I skal bo på det samme hotel?”
   ”Nej, der var fuldt booket. Vi er desværre ikke så heldige, at vi kan holde ferie uden for højsæsonen.”
   ”Nyd det, mens du kan,” siger Esther og vender sig mod mig.
   ”Det har jeg også tænkt mig.”
   ”Skal I så til Thailand igen i år?” spørger Adam.
   ”Kun hvis vi kan komme af sted før juni, og det er ikke så sandsynligt, når Tomasin-sagen går i gang,” siger Jack. Han ser sigende på mig hen over bordet. ”Og derefter, ja, så vil Millie være her hos os.”
   Jeg holder vejret og håber, at ingen vil foreslå, at vi kan vente og tage Millie med.
   ”Tomasin?” Rufus hæver øjenbrynene. ”Den sag har jeg godt hørt noget om. Er hans kone en af dine klienter?”
   ”Ja, det er hun.”
   ”Dena Anderson,” siger han eftertænksomt. ”Det må være en interessant sag.”
   ”Det er det også,” samtykker Jack. Han vender sig mod mig. ”Skat, hvis alle er færdige, skulle du så ikke tage og vise Esther billederne fra vores sidste Thailandsferie?”
   Mit hjerte synker i livet. ”Jeg tvivler på, at hun gider se vores feriebilleder,” siger jeg i et bevidst let tonefald. Men selv denne vage antydning af en uoverensstemmelse mellem os er nok for Esther.
   ”Dem vil jeg da rigtig gerne se!” udbryder hun.
   Jack skubber stolen tilbage og rejser sig. Han tager fotoalbummet ned fra reolen og rækker det til Esther. ”Så laver Grace og jeg kaffe, mens I ser på billeder. Jeg synes, I skal gå ind i dagligstuen og sætte jer godt til rette.”
   Da vi kommer tilbage fra køkkenet med bakken med kaffe, er Diane fuld af lovprisninger, men Esther siger ikke ret meget.
   Jeg må indrømme, at billederne er betagende, og på de billeder, hvor jeg er med, tager jeg mig ud fra min bedste side: smukt solbrændt, så slank, som da jeg var i tyverne, og iført en af mine mange bikinier. På de fleste af billederne står jeg foran et luksushotel eller ligger på hotellets strand eller sidder på en bar eller restaurant med en farverig cocktail eller en tallerken eksotisk mad foran mig. På hvert eneste af dem smiler jeg til kameraet, indbegrebet af en afslappet, forkælet kvinde, der er meget forelsket i sin mand. Jack er en temmelig perfektionistisk fotograf og tager det samme billede igen og igen, indtil han er tilfreds med resultatet, så jeg har lært at få det rigtigt første gang. Der er også nogle billeder af os begge to, taget af venlige fremmede. Diane påpeger drillende, at på de billeder ser Jack og jeg tit beundrende på hinanden i stedet for at kigge på kameraet.
   Jack skænker kaffen op.
   ”Er der nogen, der kunne tænke sig et stykke chokolade?” spørger jeg og rækker så henkastet som muligt ud efter den æske, som Esther havde med.
   ”Jeg er sikker på, at vi alle sammen er stopmætte,” siger Jack og ser sig rundt efter bekræftelse.
   ”Helt klart,” siger Rufus.
   ”Jeg ville ikke kunne få en bid mere ned,” stønner Adam.
   ”Så stiller jeg dem væk til en anden god gang.” Jack rækker ud efter æsken, og jeg skal til at affinde mig med aldrig at komme til at smage dem, da Diane kommer mig til undsætning.
   ”Det kan du lige vove på – jeg er sikker på, at jeg godt kan klemme et enkelt stykke eller to ned.”
   ”Så nytter det vel ikke noget at nævne din bikini nu,” sukker Adam og ryster forstilt opgivende på hovedet ad sin kone.
   ”Nej, det nytter ikke spor,” istemmer Diane, tager et stykke chokolade fra æsken, som Jack har rakt til hende, og rækker den videre til mig. Jeg tager et stykke, putter det i munden og byder Esther. Da hun siger nej tak, tager jeg et stykke til og rækker æsken tilbage til Diane.
   ”Hvordan bærer du dig ad?” spørger Diane og ser forundret på mig.
   ”Undskyld?”
   ”Med at spise så meget og aldrig tage på.”
   ”Held,” siger jeg og rækker ud efter endnu et stykke chokolade. ”Og selvbeherskelse.”
   Det er først, da klokken slår halv tolv, at Esther gør mine til at bryde op. Ude i hallen rækker Jack gæsterne overtøjet, og mens han hjælper Diane og Esther med at tage deres frakker på, aftaler jeg at mødes med dem til frokost i byen på fredag, på Chez Louis klokken halv et. Diane giver mig et farvelkram, og da jeg giver Esther hånden, siger jeg, at jeg glæder mig til at se hende igen til frokosten. Mændene kysser mig farvel, og på vej ud ad døren takker de os for en perfekt aften. Faktisk genlyder hallen så mange gange af ”perfekt”, at jeg ved, jeg har sejret, da Jack lukker døren efter dem. Men jeg er nødt til at sikre mig, at Jack også ved det.
   ”Vi skal af sted klokken elleve i morgen,” siger jeg, da jeg vender mig mod ham. ”Så vi er der i ordentlig tid til at tage Millie med ud til frokost.”

FØR

Mit liv blev fuldendt for atten måneder siden, den dag Jack dansede med Millie i parken. Noget af det, jeg fortalte Esther, var sandt – jeg havde set Jack i parken søndagen forinden, men kunne ikke tro, at han ville være interesseret i sådan en som mig. For det første så han ekstremt godt ud, og dengang så jeg ikke halvt så godt ud, som jeg gør nu. Og så var der Millie.
   Jeg havde nogle gange før i tiden fortalt kærester om hende fra begyndelsen, andre gange – hvis jeg syntes rigtig godt om dem – fortalte jeg, at jeg havde en lillesøster, der boede på en skole, men nævnte først, at hun havde Downs syndrom, når vi havde kendt hinanden nogle uger. Nogle vidste ikke, hvad de skulle sige, når jeg fortalte dem det, og blev ikke længe nok til at sige ret meget mere end det. Andre var nysgerrige og bakkede mig ligefrem op, indtil de mødte Millie og ikke opfattede hendes spontanitet som lige så pragtfuld, som Jack gjorde. To af mine bedste kærester blev, længe efter at de havde mødt hende, men selv de havde svært ved at acceptere, hvor stor en del af mit liv Millie udgjorde.
   Det var altid det samme, der gjorde udslaget. Jeg havde lovet Millie, at når hun var nødt til at flytte fra sin pragtfulde, men meget dyre skole, skulle hun bo hos mig, og jeg havde ikke i sinde at svigte hende. Det betød, at jeg et halvt år forinden havde sagt farvel til Alex, den mand, jeg troede, jeg skulle tilbringe resten af livet sammen med, og som jeg havde boet sammen med i to år og var lykkelig sammen med. Men da Millie fyldte seksten, begyndte tanken om, at hun snart skulle flytte ind, at tynge ham – og derfor blev jeg igen single som toogtrediveårig og tvivlede stærkt på, at jeg nogen sinde ville finde en mand, der kunne acceptere både Millie og mig.
   Jeg var ikke den eneste den dag i parken, der lagde mærke til Jack, selv om jeg nok var den mest diskrete. Nogle – især et par yngre kvinder – smilede åbenlyst til ham og prøvede at få hans opmærksomhed, mens et par teenagepiger fniste med hånden oppe for munden og hviskede ivrigt om, at han måtte være filmstjerne. De ældre kvinder så billigende på ham og derefter oftest på den mand, der gik ved deres side, som om han blev vejet og fundet for let. Selv mændene så på Jack, som han gik gennem parken; han besad en nonchalant elegance, man bare ikke kunne ignorere. Den eneste, der ikke ænsede ham, var Millie. Hun var fordybet i det kortspil, vi var i gang med, og havde kun én tanke i hovedet – at vinde.
   Som så mange andre den dag i slutningen af august spiste vi picnic på græsset ikke langt fra tribunen. Ud af øjenkrogen så jeg Jack gå hen mod en bænk i nærheden, og da han tog en bog op af lommen, rettede jeg igen opmærksomheden mod Millie, fast besluttet på ikke at lade ham se, at jeg kiggede på ham. Millie gav kort til endnu et spil, og jeg konkluderede, at han nok var udlænding, måske en italiener, der var på weekendtur i London med kone og børn, som var henne og se på et eller anden monument og ville slutte sig til ham senere.
   Det var ikke mit indtryk, at han overhovedet så i retning af mig den eftermiddag. Han lod ikke til at lade sig forstyrre af Millie, når hun højlydt råbte: ”Gylle!” Vi pakkede sammen lidt efter, for jeg skulle have Millie tilbage på skolen klokken seks, så hun var i god tid til aftensmaden klokken syv. Jeg regnede ikke med, at jeg nogen sinde ville se ham igen, men mine tanker vendte alligevel tilbage til den mand, jeg havde set i parken gang på gang, og jeg begyndte at forestille mig, at han ikke var gift, at han havde lagt mærke til mig og var blevet forelsket i mig og havde tænkt sig at troppe op i parken søndagen efter i håb om at se mig igen. Jeg havde ikke fantaseret om en mand på den måde, siden jeg var teenager, og det fik mig til at indse, at jeg efterhånden var ved at opgive håbet om nogen sinde at blive gift og stifte en familie. Hvor meget jeg end holdt af Millie, havde jeg altid forestillet mig, at når vi nåede det tidspunkt, hvor hun skulle bo hos mig, ville jeg selv have børn, så hun ville blive en del af en familie i stedet for at være min eneste familie. Jeg elskede hende over alt på jorden, men tanken om at hun og jeg skulle blive gamle sammen, fyldte mig med frygt.
   Den dag ugen efter, hvor orkestret spillede i parken, så jeg ikke Jack, før han gik hen til Millie, der dansede for sig selv foran tribunen med armene om en partner, som kun hun kunne se. De følelser, som Millie vakte i mig, når sådan noget skete, var ofte svære at håndtere. Jeg var vildt stolt af hende over, hvor godt hun mestrede trinene, men min beskyttertrang var lige så stor, og da jeg hørte nogen le omme bag mig, måtte jeg sige til mig selv, at latteren sikkert ikke var ondt ment, og selv hvis den var, ville den ikke påvirke Millies glæde ved at danse. Men trangen til at rejse mig op og trække hende væk fra pladsen var så stærk, at jeg hadede mig selv for det, og for stort set første gang ville jeg ønske, at Millie bare var en almindelig pige. Billeder fór gennem mit hoved af, hvordan vores liv – mit liv – kunne have været, og mens jeg sad dér og blinkede de frustrerede tårer væk, der havde fyldt mine øjne, så jeg pludselig Jack stå foran Millie.
   Først genkendte jeg ham ikke, og jeg troede, at han ville bede Millie om at sætte sig ned, så jeg rejste mig for at lægge mig imellem. Det var først, da jeg så ham bukke for hende og række hånden frem, at det gik op for mig, at det var den mand, jeg havde drømt om hele ugen. Da han efter to danse førte Millie ned på sin plads igen, var jeg allerede forelsket i ham.
   ”Må jeg?” spurgte han og nikkede mod stolen ved siden af mig.
   ”Ja, naturligvis.” Jeg smilede taknemmeligt til ham. ”Tak, fordi du dansede med Mille. Det var meget venligt af dig.”
   ”Fornøjelsen var helt på min side,” sagde han alvorligt. ”Millie er virkelig god til at danse.”
   ”Flink mand!” sagde Millie og så på ham med et strålende smil.
   ”Jack.”
   ”Flink Jack!”
   ”Jeg bør præsentere mig ordentligt.” Han rakte mig hånden. ”Jack Angel.”
   ”Grace Harrington,” sagde jeg og tog hans hånd. ”Millie er min søster. Er du her på ferie?”
   ”Nej, jeg bor her.” Jeg ventede på, at han skulle tilføje ”med min kone og mine børn”, men det gjorde han ikke, så jeg kiggede diskret på hans venstre hånd, og da jeg så, at han ikke bar nogen vielsesring, blev jeg så overvældet af lettelse, at jeg måtte minde mig selv om, at det ikke betød noget. ”Hvad med jer? Er du og Millie på besøg her i London?”
   ”Ikke rigtig. Jeg bor i Wimbledon, men jeg tager ofte Millie med herhen i weekenderne.”
   ”Bor hun hos dig?”
   ”Nej, hun bor på en kostskole til hverdag. Jeg prøver på at tilbringe så meget tid sammen med hende i weekenderne, som jeg kan, men jeg rejser meget med mit arbejde, så det kan ikke altid lade sig gøre. Heldigvis har hun en pragtfuld hjælper, som træder til, når jeg ikke kan. Og så vores forældre, selvfølgelig.”
   ”Det lyder som et spændende arbejde. Må jeg spørge, hvad du laver?”
   ”Jeg køber frugt.” Han så spørgende på mig. ”Til Harrods.”
   ”Og rejserne?”
   ”Jeg indkøber frugt i Argentina og Chile.”
   ”Det lyder spændende.”
   ”Det er det også,” bekræftede jeg. ”Hvad med dig?”
   ”Jeg er advokat.”
   Samtalen begyndte at kede Millie, der hev mig i ærmet. ”Tørstig, Grace. Vil ha’ is. Jeg er varm.”
   Jeg smilede undskyldende til Jack. ”Jeg bliver desværre nødt til at gå. Endnu en gang tak, fordi du dansede med Millie.”
   ”Må jeg ikke have lov at byde dig og Millie på te?” Han lænede sig frem, så han kunne se på Millie omme på den anden side af mig. ”Hvad siger du, Millie? Kunne du tænke dig en kop te?”    ”Juice,” sagde Millie og smilede bredt til ham. ”Juice, ikke te. Kan ikke lide te.”
   ”Jamen juice så,” sagde han og rejste sig. ”Skal vi?”
   ”Det er alt for meget,” protesterede jeg. ”Du har allerede været meget venlig.”
   ”Det ville være mig en fornøjelse.” Han vendte sig mod Millie. ”Kan du lide kage, Millie?”
   Millie nikkede entusiastisk. ”Elsker kage.”
   ”Det afgør det så.”
   Vi gik gennem parken til restauranten, Millie og jeg arm i arm, og Jack ved siden af os. Da vi skiltes en time senere, havde jeg sagt ja til at mødes med ham og spise middag torsdag aften, og han blev hurtigt en fast bestanddel i mit liv. Det var ikke svært at blive forelsket i ham. Der var noget gammeldags ved ham, jeg fandt forfriskende – han holdt døren for mig, hjalp mig med at få frakken på og sendte mig blomster. Han fik mig til at føle mig som noget særligt, højt skattet, og det bedste var, at han var vild med Millie.
   Da vi havde været kærester i omkring tre måneder, spurgte han, om jeg ville præsentere ham for mine forældre. Det kom lidt bag på mig, for jeg havde allerede fortalt ham, at jeg ikke havde noget nært forhold til dem. Jeg løj over for Esther. Mine forældre havde ikke ønsket sig et barn til, og da Millie kom til verden, var hun alt andet end ønsket. Som barn havde jeg plaget mine forældre så meget om at få en lillebror eller lillesøster, at de en dag havde sat sig ned med mig og fortalt mig uden omsvøb, at de egentlig aldrig havde villet have børn. Så da min mor ti år senere opdagede, at hun var gravid, var hun skrækslagen. Det var først, da jeg overhørte, at hun diskuterede farerne ved en sen abort med min far, at det gik op for mig, at hun ventede et barn, og jeg var oprørt over, at de overvejede at skille sig af med den lillebror eller lillesøster, jeg altid havde ønsket mig.
   Vi diskuterede frem og tilbage. De påpegede, at min mor var seksogfyrre, og at en graviditet var risikabel i den alder. Jeg anførte, at hun allerede var fem måneder henne, og at en abort så sent i graviditeten var ulovlig – og desuden en dødssynd, eftersom de begge to var katolikker. Jeg havde den dårlige samvittighed og Gud på min side, så jeg vandt, og min mor gennemførte modvilligt graviditeten.
   Da Millie blev født og fik konstateret Downs syndrom – såvel som andre problemer – forstod jeg slet ikke den måde, mine forældre afviste hende på. Jeg elskede hende fra første sekund og opfattede hende ikke som anderledes end nogen anden baby, så da min mor blev ramt af en alvorlig depression, overtog jeg plejen af Millie i det daglige, gav hende mad og skiftede ble på hende, før jeg tog i skole, og tog hjem i frokostpausen for at gentage processen. Da hun var tre måneder gammel, erklærede mine forældre, at de ville bortadoptere hende og flytte til New Zealand, hvor min mormor boede, noget, de altid havde sagt, de gerne ville. Jeg skreg og hylede og sagde, at de ikke måtte bortadoptere hende, at jeg ville blive hjemme og tage mig af hende i stedet for at læse videre, men de nægtede at lytte, og da adoptionsproceduren blev indledt, tog jeg en overdosis. Det var en dum ting at gøre, et barnligt forsøg på at få dem til at forstå, hvor alvorligt jeg mente det, men det virkede af en eller anden grund. Jeg var allerede fyldt atten, så med hjælp fra diverse socialrådgivere nåede vi til enighed om, at jeg skulle være Millies primære omsorgsgiver og i praksis have ansvaret for hendes opvækst med økonomisk støtte fra mine forældre.

Jeg tog et skridt ad gangen. Da Millie fik en plads i den lokale børnehave, begyndte jeg at arbejde på deltid. Mit første job var hos en supermarkedskæde, i indkøbsafdelingen for frugt. Da Millie var elleve år gammel, blev hun tilbudt en plads på en skole, som jeg ikke opfattede som meget bedre end en institution. Jeg var forfærdet og sagde til mine forældre, at jeg ville finde et mere passende sted. Jeg tilbragte utallige timer sammen med hende og lærte hende at klare sig selv på en måde, jeg ellers ikke tror, hun ville have gjort. Jeg var overbevist om, at det var hendes begrænsede sprog snarere end manglende intelligens, der gjorde det vanskeligt for hende at blive integreret ordentligt i samfundet.
   Det blev en lang, sej kamp at finde en almindelig skole, der var villig til at optage Millie, og den eneste grund til, at det lykkedes, var, at skoleinspektøren på den skole, jeg til sidst fandt, var en progressiv, fordomsfri kvinde, der tilfældigvis selv havde en lillebror med Downs syndrom. Hendes private pigekostskole passede perfekt til Millie, men den var dyr, og da mine forældre ikke havde råd til at betale for den, sagde jeg, at jeg ville. Jeg sendte mit CV til adskillige virksomheder med et brev, der forklarede, præcis hvorfor jeg havde brug for et godt, vellønnet arbejde, og til sidst blev jeg antaget hos Harrods.
   Da det blev en del af mit arbejde at rejse – en mulighed, jeg ivrigt greb, på grund af den frihed, det gav mig – følte mine forældre sig ikke i stand til at have Millie hjemme hos sig i weekenderne, når jeg ikke var der. Men de besøgte hende på skolen, og Janice, Millies hjælper, tog sig af hende resten af tiden. Da det næste problem – hvor Millie skulle bo, når hun var færdig med skolen – begyndte at rejse sig i horisonten, lovede jeg mine forældre, at hun kunne bo hos mig, så de langt om længe kunne emigrere til New Zealand. Og derfra talte de dagene. Jeg bebrejdede dem ikke. De holdt af mig og Millie på deres egen måde, og vi holdt af dem. Men de var ikke typerne, der på nogen måde egnede sig til at have børn.
   Da Jack blev ved med at stå stejlt på, at han ville møde mine forældre, ringede jeg til min mor og spurgte, om vi kunne besøge dem næste søndag. Det var i slutningen af november, og vi tog Millie med. Vi faldt ikke ligefrem i armene på hinanden, men jeg kunne mærke, at min mor var imponeret over Jacks ulastelige manerer, og min far bifaldt, at Jack udviste interesse for hans samling af førsteudgaver. Vi tog af sted igen kort efter frokost, og da vi satte Millie af på skolen, var det blevet ud på eftermiddagen. Det var min mening at tage direkte hjem, for jeg havde et par travle dage foran mig, før jeg skulle til Argentina senere på ugen, men da Jack foreslog en spadseretur i Regent’s Park, sagde jeg uden videre ja, selv om det allerede var blevet mørkt. Jeg glædede mig ikke til, at jeg skulle rejse. Efter at jeg havde mødt Jack, var jeg begyndt at blive frustreret over mine hyppige rejseaktiviteter, og jeg følte, at vi nærmest aldrig var sammen. Og når vi var, havde vi ofte en gruppe venner eller Millie på slæb.
   ”Hvad synes du så om mine forældre?” spurgte jeg, da vi havde gået lidt.
   ”De var pragtfulde,” sagde han og smilede.
   Hans ordvalg fik mig til at rynke panden. ”Hvad mener du?”
   ”Bare, at de var lige sådan, som jeg håbede, de ville være.”
   Jeg så på ham og spekulerede på, om han var ironisk, eftersom mine forældre ikke ligefrem havde stået på pinde for os. Men så huskede jeg, at han havde fortalt mig, at hans egne forældre, som var døde for nogle år siden, havde været ekstremt distancerede, og jeg konkluderede, at det var derfor, han satte så stor pris på mine forældres lunkne velkomst.
   Vi gik lidt videre, og da vi nåede til tribunen, hvor han havde danset med Millie, fik han mig til at standse op.
   ”Grace, vil du gøre mig den ære at gifte dig med mig?” spurgte han.
   Hans frieri kom så uventet, at jeg først troede, det var hans spøg. Selv om jeg havde næret et hemmeligt håb om, at vores forhold en dag ville føre til ægteskab, havde jeg forestillet mig det som noget, der lå flere år ude i fremtiden. Han fornemmede måske min tøven og lagde armene om mig.
   ”Fra det øjeblik, hvor jeg så dig sidde på plænen med Millie, vidste jeg, at du var den kvinde, jeg havde ventet på hele livet. Jeg har ikke lyst til at vente længere med at gøre dig til min hustru. Grunden til, at jeg gerne ville møde dine forældre, var, at jeg kunne bede om din fars samtykke. Jeg er glad for at kunne sige, at han gav den uden tøven.”
   Jeg kunne ikke lade være at more mig over, at min far uden videre havde sagt god for, at jeg kunne gifte mig med én, han lige havde mødt og intet anede om. Men da jeg stod der i Jacks favn, mærkede jeg til min fortvivlelse, at min begejstring over hans frieri blev dæmpet af en nagende angst, og netop som jeg fik formuleret for mig selv, at det var på grund af Millie, tog Jack ordet igen. ”Før du svarer mig, Grace, er der noget, du skal vide.” Han lød så alvorlig, at jeg troede, han ville røbe, at han havde en ekskone eller et barn eller en frygtelig sygdom. ”Du skal bare vide, at hvor vi end slår os ned, vil der altid være plads til Millie.”
   ”Du aner ikke, hvor meget det betyder for mig at høre dig sige det,” sagde jeg med gråd i stemmen.
   ”Vil du så gifte dig med mig?” spurgte han.
   ”Ja, selvfølgelig vil jeg det.”
   Han tog en ring op af lommen, tog min hånd i sin og satte den på min finger. ”Hvor hurtigt?”
   ”Så snart du vil.” Jeg så ned på solitaire-diamantringen. ”Hvor er den smuk, Jack!”
   ”Det glæder mig, at du kan lide den. Hvad så med engang i marts?”
   Jeg brast i latter. ”Marts! Hvordan skulle vi kunne arrangere et bryllup så hurtigt?”
   ”Det bliver ikke så svært. Jeg har allerede et sted i tankerne til receptionen, Cranleigh Park i Hecclescombe. Det er en privat herregård, der tilhører en af mine venner. Normalt holder han kun bryllupsreceptioner for familiemedlemmer, men jeg ved, at det ikke vil være noget problem.”
   ”Det lyder pragtfuldt,” sagde jeg glad.
   ”Så længe du ikke ønsker at invitere alt for mange gæster.”
   ”Nej, bare min familie og nogle venner.”
   ”Så er det en aftale.”
   Senere, da han kørte mig hjem, spurgte han, om vi kunne tage en drink sammen næste aften, for der var nogle ting, han gerne ville tale om, inden jeg tog til Argentina om onsdagen.
   ”Du kunne da komme med ind nu,” tilbød jeg.
   ”Jeg er bange for, at jeg er nødt til at tage hjem. Jeg skal tidligt op i morgen.” Jeg kunne ikke undgå skuffelsen. ”Der er intet, jeg hellere ville, end at gå med dig ind og tilbringe natten sammen med dig,” sagde han, da han bemærkede det, ”men jeg er nødt til at gennemgå nogle dokumenter i aften.”
   ”Det er ikke til at fatte, at jeg lige har sagt ja til at gifte mig med én, som jeg ikke engang har været i seng med,” mumlede jeg.
   ”Hvad siger du så til, at vi tager et par dage væk i weekenden, når du er kommet hjem fra Argentina? Vi kan spise frokost med Millie, og når vi så har kørt hende tilbage til skolen, kan vi tage til Cranleigh Park og finde et hotel ude på landet, hvor vi kan tilbringe natten. Hvordan lyder det?”
   ”Godt.” Jeg nikkede taknemmeligt. ”Hvor skal vi mødes i morgen aften?”
   ”Hvad med baren i Connaught?”
   ”Hvis jeg tager lige fra arbejde, kan jeg være der ved syvtiden?”
   ”Perfekt.”
   Jeg tilbragte størstedelen af næste dag med at spekulere på, hvad det var, Jack ville tale med mig om, før jeg tog til Argentina. Tanken, at han ville bede mig om at sige mit job op, strejfede mig ikke, eller at han ville have, at vi flyttede væk fra London. Jeg havde forestillet mig, at vi fortsatte nogenlunde som nu, når vi blev gift, bortset fra at vi ville bo sammen i hans lejlighed, da den lå mest centralt. Jeg var ør i hovedet oven på hans frieri. Han kunne se, hvor chokeret jeg var, så han prøvede at forklare mig det, påpegede, hvad jeg selv havde tænkt dagen før, at i de tre måneder, vi havde kendt hinanden, havde vi dårlig nok tilbragt noget tid sammen.
   ”Hvad er ideen i at blive gift, hvis vi aldrig ser hinanden?” spurgte han. ”Vi kan ikke fortsætte som nu, og hvad vigtigere er, det har jeg heller ikke lyst til. Vi må give afkald på noget, og da jeg håber, at vi får børn før eller siden ...” Han standsede op. ”Du vil da gerne have børn, ikke?”
   ”Jo, Jack, selvfølgelig vil jeg det,” sagde jeg og smilede.
   ”Sikke en lettelse.” Han tog min hånd. ”Første gang jeg så dig sammen med Millie, vidste jeg, at du ville blive en vidunderlig mor. Jeg håber ikke, der går for lang tid, før du gør mig til far.” Jeg blev overvældet af en pludselig trang til at føde hans barn og kunne slet ikke sige noget. ”Men du vil måske hellere vente et par år?” fortsatte han tøvende.
   ”Nej, det er ikke det,” sagde jeg, da jeg havde fået stemmen tilbage. ”Jeg kan bare ikke se, hvordan jeg kan sige mit job op, så længe Millie stadig går i skole. Det er mig, der betaler gebyret, så jeg kan ikke bare lade være med at arbejde det næste halvandet år.”
   ”Det er fuldstændig udelukket, at du bliver ved med at arbejde atten måneder mere,” sagde han bestemt. ”Millie kan flytte ind hos os, så snart vi kommer hjem fra bryllupsrejse.”
   Jeg så skyldbetynget på ham. ”Hvor meget jeg end elsker Millie, så så jeg virkelig gerne, at du og jeg fik lidt tid for os selv først. Og hun er så glad for skolen, at det ville være synd at tage hende ud et år før tid.” Jeg tænkte over det et øjeblik. ”Kan vi snakke med skolen og høre, hvad de synes?”
   ”Selvfølgelig. Og så skulle vi måske også spørge Millie, hvad hun synes. Det ville i hvert fald glæde mig, hvis hun vælger at flytte ind hos os med det samme. Men hvis alle synes, at det er bedre at lade hende blive, hvor hun er nu, foreløbig, så insisterer jeg på at betale skolepengene. Hun bliver jo snart min svigerinde.” Han tog min hånd. ”Lov at give mig lov til at hjælpe.”
   Jeg så hjælpeløst på ham. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
   ”Så lad være med at sige noget. Du skal bare love mig at overveje at sige op. Jeg har ikke lyst til, at jeg aldrig ser dig, når vi er blevet gift. Hvilket slags hus kunne du godt tænke dig? Jeg vil gerne vide det nu, for hvis du giver mig lov, vil jeg gerne købe dit drømmehus til dig som bryllupsgave.”
   ”Det har jeg aldrig rigtig tænkt over,” indrømmede jeg.
   ”Nå, men så må du tænke over det nu, for det er vigtigt. Vil du gerne have en stor have, swimmingpool, masser af værelser?”
   ”Helt klart en stor have. Swimmingpool er jeg ligeglad med, og værelserne, det kommer jo an på, hvor mange børn vi skal have.”
   ”Mange, i så fald,” sagde han og smilede. ”Jeg kunne godt tænke mig at bo i Surrey, tæt nok på London, til at det er overkommeligt at pendle frem og tilbage. Hvad synes du?”
   ”Hvor som helst, så længe du er lykkelig. Hvad med dig? Hvilket slags hus kunne du godt tænke dig?”
   ”Jeg kunne godt tænke mig at bo i nærheden af en hyggelig by, men tilpas afsides til at vi ikke bliver forstyrret af larm. Ligesom dig vil jeg gerne have en stor have, helst en med høje mure omkring, så folk ikke kan kigge ind. Og der skal være et kontor og en stor kælder til opbevaring. Det er nogenlunde det.”
   ”Et pænt køkken,” sagde jeg. ”Jeg kunne godt tænke mig et pænt køkken med udgang til en terrasse, hvor vi kunne spise morgenmad hver morgen, og en stor kamin i dagligstuen med levende ild. Og et gult værelse til Millie.”
   ”Skal vi ikke prøve at tegne en plan over vores drømmehus?” foreslog han og tog et stykke papir op af sin attachemappe. ”Så har jeg noget at gå ud fra.”
   Da han satte mig i en taxi to timer senere, havde han tegnet en plan over et smukt hus med haveanlæg, terrasse, tre opholdsstuer, kamin, køkken, kontor, fem værelser – inklusive det gule til Millie – tre badeværelser og et lille rundt vindue i taget.
   ”Jeg tør vædde på, at du ikke kan nå at finde sådan et hus, før jeg kommer hjem fra Argentina,” lo jeg.
   ”Jeg skal gøre mit bedste,” lovede han og gav mig et kys.
   De næste uger gik susende stærkt. Da jeg kom hjem fra Argentina, sagde jeg mit job op og satte mit hus til salg. Jeg havde tilbragt tiden hjemmefra med at tænke nøje over tingene, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige, hvis jeg gjorde, som Jack bad mig om. Jeg vidste, at jeg gerne ville giftes med ham, og tanken om, at jeg om et år ville bo i et smukt hus på landet og måske vente vores første barn, fyldte mig med begejstring. Jeg havde arbejdet uafbrudt i tretten år, og til tider havde jeg spekuleret på, om jeg nogen sinde kunne slippe ud af trædemøllen. Og da jeg vidste, at jeg, når Millie flyttede ind hos mig, ikke længere ville kunne rejse på samme måde eller komme så sent hjem fra arbejde, som jeg nogle gange gjorde, havde jeg indimellem været nervøs for, hvilket arbejde jeg ville ende op med. Pludselig var alle mine bekymringer forsvundet, og da jeg valgte de bryllupsinvitationer, der skulle udsendes til familie og venner, følte jeg mig som det heldigste menneske i verden.

NU

Jack kommer på sin sædvanlige pertentlige måde op i soveværelset klokken halv elleve om formiddagen og fortæller mig, at vi kører på slaget elleve. Jeg er ikke nervøs for ikke at blive færdig til tiden. Jeg har allerede været i bad, så en halv time er rigeligt til at tage tøj og makeup på. Brusebadet beroligede mig en anelse, for jeg har, lige siden jeg vågnede klokken otte, været helt oppe at køre; jeg tør dårligt tro, at jeg snart skal se Millie. Men jeg lægger bånd på mig selv og minder mig selv om, at der kan ske hvad som helst inden. Den facade, jeg viser Jack, afslører ikke uroen i mit indre. Den er rolig og fattet, og da han træder til side, så jeg kan komme forbi, ligner jeg en ganske almindelig ung kvinde på vej ud ad døren.
   Jack følger efter mig ind på værelset ved siden af, hvor mit tøj hænger. Jeg går hen til det store garderobeskab, der løber langs hele væggen, skyder spejldøren til side, trækker en skuffe ud og vælger den flødefarvede bh og de matchende trusser, Jack købte til mig i sidste uge. I en anden skuffe finder jeg et par hudfarvede strømper, som jeg foretrækker frem for strømpebukser. Jack sidder i en stol og ser til, mens jeg tager nattøjet af og tager undertøj og strømper på. Så skyder jeg den næste dør til side og bliver stående et øjeblik og ser på alt tøjet, der hænger nydeligt arrangeret efter farve. Jeg har ikke haft min blå kjole på længe, og Millie holder meget af den, fordi den har samme farve som mine øjne. Jeg tager den ud af skabet.
   ”Tag den flødefarvede på,” siger Jack. Han foretrækker, at jeg bærer neutrale farver, så jeg hænger den blå kjole ind i skabet igen og tager den flødefarvede på i stedet.
   Mine sko bliver opbevaret i gennemsigtige æsker på hylder et andet sted i skabet. Jeg vælger et par beige sko med hæl. Som regel spadserer vi en tur efter frokost, så flade sko ville være mere praktisk, men Jack kan godt lide, at jeg altid er elegant, uanset om vi går rundt om en sø eller spiser middag med venner. Jeg tager dem på, finder en matchende taske på hylderne og rækker den til Jack. Jeg går hen til toiletbordet og sætter mig. Jeg er ikke længe om at lægge makeup: lidt eyeliner, noget rouge og en smule læbestift. Der er stadig et kvarter tilbage, så for at udfylde tiden tager jeg lidt neglelak på. Jeg vælger en køn lyserød blandt de forskellige flasker, der står opstillet på toiletbordet. Jeg ville ønske, jeg kunne tage den med og lakere Millies negle; det ved jeg, hun ville elske. Da neglelakken er tørret, rejser jeg mig, tager min taske fra Jack og går nedenunder.
   ”Hvilken frakke vil du gerne have på?” spørger han, da vi kommer ned i hallen.
   ”Min beige uldfrakke, tror jeg.”
   Han tager den ud af garderoben og hjælper mig den på. Jeg knapper den og vender lommerne ud, mens Jack ser på. Han åbner hoveddøren, og da han har låst den bag os, følger jeg ham ud til bilen.
   Selv om vi snart er i slutningen af marts, er luften kold. Jeg har instinktivt lyst til at trække vejret kraftigt ind gennem næsen og suge luften ned i lungerne. I stedet minder jeg mig selv om, at jeg har hele dagen foran mig, og glæder mig ved tanken. Jeg har måttet kæmpe for at opnå denne udflugt, og jeg har tænkt mig at få mest muligt ud af den. Da vi når hen til bilen, aktiverer Jack fjernbetjeningen, og de store sorte porte foran huset begynder at gå op. Han går om til passagersiden af bilen og åbner bildøren for mig. Jeg sætter mig ind, og en motionsløber, der passerer huset, kigger ind gennem porten mod os. Jeg kender ham ikke, men Jack siger godmorgen til ham, og manden besvarer hilsenen med en håndbevægelse – enten fordi han er for forpustet til at svare, eller fordi han sparer på energien til resten af løbeturen. Jack lukker bildøren bag mig, og inden der er gået et minut, kører vi ud gennem porten. Da lågerne svinger i bag os, drejer jeg hovedet for at få et glimt af det smukke hus, Jack har købt til mig, for jeg kan lide at se det, sådan som andre ser det.
   Vi kører ind mod London, og mens vi triller af sted, vender mine tanker tilbage til middagsselskabet i aftes. Det er stadig et mysterium, hvordan det alt sammen lykkedes for mig, når der var så mange ting, der kunne være gået galt.
   ”Dine souffléer var perfekte,” siger Jack og afslører, at jeg ikke er den eneste, der tænker på aftenen før. ”Det var smart af dig at forudse, at vi ville blive forsinket, da vi skulle gå til bords, og tage det med i dine beregninger. Særdeles smart. Men det virker ikke rigtig, som om Esther bryder sig om dig. Hvordan kan det mon være?”
   Jeg ved, at jeg er nødt til at vælge mine ord med omhu. ”Hun værdsætter ikke perfektion,” siger jeg.
   Svaret behager ham. Han giver sig til at nynne en lille melodi, og mens jeg kigger ud på landskabet, der passerer forbi, kommer jeg til at tænke på Esther. Under andre omstændigheder ville jeg sikkert godt kunne lide hende. Men hendes ubetvivlelige intellekt gør hende farlig for sådan en som mig. Det er ikke, fordi hun ikke bryder sig om perfektion, som jeg først troede; det er snarere, fordi det gør hende mistænksom.
   Det tager næsten en time at nå frem til Millies skole. Undervejs tænker jeg på Dena Anderson, Jacks klient. Jeg ved ikke meget om hende, ud over at hun for nylig er blevet gift med en velhavende filantrop, der har ry for sit arbejde for forskellige velgørenhedsorganisationer og derfor ikke er nogen oplagt kandidat til at udøve hustruvold. Men jeg ved kun alt for godt, at skinnet kan bedrage, og når Jack har sagt ja til at repræsentere hende, må hun have en stærk sag. ’Tabe’ er ikke et ord, der indgår i Jacks ordforråd, hvilket han aldrig forsømmer at minde mig om.
   Vi har ikke besøgt Millie i en måned, så hun er utålmodig efter at se mig og venter på bænken uden for hovedindgangen, pakket ind i en gul hat og et gult tørklæde – gul er hendes yndlingsfarve – sammen med sin hjælper, Janice. Da jeg stiger ud af bilen, styrter hun hen til mig med tårer af lettelse i øjnene. Jeg giver hende et kæmpe knus og er opmærksom på Jacks blik på os. Janice slutter sig til os, og jeg hører Jack fortælle hende, at selv om vi godt vidste, at Millie ville blive skuffet, turde vi ikke besøge hende, før jeg var kommet mig fuldstændig over den influenza, der havde tvunget mig til at holde sengen. Janice forsikrer ham om, at vi gjorde det rigtige, og tilføjer, at hun har forklaret Millie, hvorfor vi ikke har været her.
   ”Men det var meget svært for hende,” indrømmer hun. ”Hun holder så meget af jer begge to.”
   ”Og vi holder så meget af hende,” siger Jack og smiler kærligt til Millie.
   ”Hils på Jack, Millie,” påminder jeg hende lavmælt, og hun vikler sig fri og vender sig mod Jack.
   ”Hej Jack,” siger hun og smiler bredt til ham. ”Jeg glad for at se dig.”
   ”Og jeg er også rigtig glad for at se dig,” siger han og kysser hende på kinden. ”Du forstår godt, hvorfor vi ikke er kommet før nu, ikke?”
   Millie nikker. ”Jo, stakkels Grace var syg. Men bedre nu.”
   ”Hun har det meget bedre,” bekræfter Jack. ”Jeg har noget til dig, Millie, fordi du har været så tålmodig.” Han stikker hånden i frakkelommen. ”Kan du gætte, hvad det er?”
   ”Agatha Christie?” Hendes brune øjne lyser op af forventning, for det er intet, hun holder mere af end at lytte til krimier.
   ”Godt gættet.” Han tager en lydbog op af lommen. ”Jeg tror ikke, du har En af os er morderen, vel?”
   Hun ryster på hovedet.
   ”Det er en af mine yndlingsbøger,” siger Janice og smiler. ”Skal vi høre den i aften, Millie?”
   ”Ja,” nikker Millie. ”Tak, Jack.”
   ”Det var så lidt,” siger Jack. ”Og nu vil jeg så tage mine to yndlingsdamer med ud at spise frokost. Hvor vil du gerne hen?”
   ”Hotel,” siger Millie straks. Jeg ved godt, hvorfor hun vælger hotellet, ligesom jeg ved, hvorfor Jack vil afslå det.
   ”Skulle vi tage hen til restauranten ved søen?” siger han, som om hun ikke har svaret. ”Eller den, hvor de har de der lækre pandekager til dessert?” Millie bliver lang i ansigtet. ”Hvilket af stederne vil du helst?”
   ”Søen,” mumler hun, og hendes mørke hår svinger ind foran hendes ansigt.
   Millie siger ikke meget undervejs. Hun ville gerne have haft, at jeg satte mig om på bagsædet til hende, men Jack sagde, at så ville han føle sig som en taxichauffør.
   Vi når frem til restauranten, og Jack finder en parkeringsplads, og da vi går op ad stien, tager han vores hænder, så vi går på hver side af ham. Personalet hilser på os som gamle venner, for vi kommer her tit med Millie. De viser os hen til det runde bord i hjørnet, det, som Jack godt kan lide, henne ved vinduet. Vi sætter os, som vi plejer, Jack med udsigt til vinduet og Millie og jeg på hver side af ham. Mens vi studerer menukortet, strækker jeg benet ud under bordet og finder hendes, mit hemmelige tegn til hende.
   Jack sludrer med Millie under måltidet, tilskynder hende til at snakke og spørger hende, hvad hun har lavet i de weekender, hvor vi ikke besøgte hende. Hun fortæller os, at Janice på et tidspunkt tog hende med hjem til frokost, at de har været ude at få te en eftermiddag, og at de på et tidspunkt begge to var inviteret hjem til hendes veninde Paige. Endnu en gang føler jeg mig taknemmelig over, at Millie har én som Janice til at træde til, når jeg ikke kan være sammen med hende.
   ”Grace med ud at gå?” spørger Millie, da vi har spist færdig. ”Rundt om søen.”
   ”Ja, selvfølgelig.” Jeg lægger min serviet pænt sammen og lægger den på bordet med overlagt sindige bevægelser. ”Skal vi gå nu?”
   Jack trækker sin stol ud. ”Jeg går med.”
   Selv om det var præcis, hvad jeg forventede, mærker jeg alligevel en knusende skuffelse.
   ”Vi går hele vejen rundt,” advarer Millie.
   ”Nej, ikke hele vejen rundt,” protesterer Jack. ”Det er for koldt til at være så længe ude.”
   ”Så bliver Jack her,” siger Millie til ham. ”Jeg går med Grace.”
   ”Nej,” siger Jack. ”Vi går alle tre.”
   Millie ser alvorligt på Jack hen over bordet. ”Jeg kan godt lide dig, Jack,” siger hun. ”Men jeg kan ikke lide Jorj Koony.”
   ”Det ved jeg,” siger Jack og nikker. ”Jeg kan heller ikke lide ham.”
   ”Han er grim,” siger Millie.
   ”Ja, frygteligt grim,” istemmer Jack.
   Det får Millie til at bryde sammen af grin.
   Vi går lidt rundt om søen, Jack mellem mig og Millie. Jack fortæller Millie, at han har travlt med at gøre hendes værelse klar, til når hun flytter ind hos os, og da hun spørger, om det bliver gult, svarer han: ”Ja, selvfølgelig.”
   Han havde ret. Det er for koldt til at være ret længe ude, og efter tyve minutter går vi tilbage til bilen. Millie er endnu mere stille på vejen tilbage til skolen, og jeg ved, at hun er lige så frustreret som mig. Da vi siger farvel, spørger hun, om vi kommer og besøger hende igen næste weekend, og da Jack siger, at det gør vi bestemt, er jeg glad for, at Janice er inden for hørevidde.

 

 

Lån bogen