Billedet af Dorian Gray

Info om bogen

 

Forfatter:
Wilde, Oscar
Forlag:
Gyldendal
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Karen Dinesen
Roman om dekadente engelske kunstnerkredse i 1890'erne, der hæver den sande kunstner over samfundets vedtagne love

Kort resume

Ungdom, skønhed, perfektion. Alt dette ejer Dorian Gray, da han først bliver model for portrætmaleren Basil Hallward. De to bliver venner, og maleren betages fuldstændig af at overføre Dorians skønhed til lærredet. Han præsenterer snart sin unge, mandlige muse for endnu en ven, lord Henry Wotton, der lider af spleen, livslede og sarkasme – men som også i høj grad tiltrækkes af at influere den unge og endnu ufordærvede Dorian. Henry indgyder i Dorian – med sine ord om, at ungdommens skønhed en dag må falme og dø – et dybfølt ønske om at bevare den evige ungdom. Da Dorian ser sit eget portræt malet færdigt af den nu efterhånden forsmåede ven Basil, indser han, at hans egen skønhed i forhold til maleriets ganske rigtigt kun er et forgængeligt pust. Han skal aldres, visne og til sidst dø, mens maleriet skal forblive uforandret.

Dette får Dorian til at indgå en pagt: Han ønsker sig, at han selv, i stedet for maleriet, kan bevare sin ungdoms skønne træk, at portrættet skal ældes i stedet for ham selv.  Og dette ønske får han opfyldt.

Fakta om forfatteren

Oscar Wilde, (1854-1900), irsk dramatiker, lyriker og prosaist. Oscar Wilde førte sig selvbevidst frem som en personificering af 1800-tallets fin de siècle-dekadence og var entusiastisk fortaler for dyrkelsen af det skønne. Evnen til den korte og prægnante epigrammatiske formulering, ofte med en arrogant-uforskammet snert, blev kendetegnende for hans eneste roman, The Picture of Dorian Gray (1890, da. Dorian Grays Billede, 1905), og de franskinspirerede sædekomedier, hvormed han fornyede det engelske teater.
Oscar Wilde, der var blevet gift i 1884 og havde fået to sønner, var allerede da kendt som en mand også tiltrukket af sit eget køn, og han gjorde ikke meget for at skjule sin glæde ved yngre mandligt selskab. I 1891 havde han lært lord Alfred Douglas (1870-1945) at kende.
Den unge adelsmands far endte i vrede med i 1895 offentligt at anklage Wilde for homoseksualitet. Uklogt valgte Wilde, der skæbnesvangert undervurderede den offentlige menings og det etablerede Englands strenge officielle syn på homoseksualitet, at sagsøge for bagvaskelse. Han tabte og blev selv stillet for retten og idømt to års strafarbejde i Reading Fængsel for homoseksuelle handlinger, lovens strengeste straf. Knækket og desillusioneret skrev han et langt anklagende brev til sin unge ven, udgivet i 1905 som De Profundis.
Fængselsopholdet gav ham stof til digtet "The Ballad of Reading Gaol" (1898, da. Kvadet om Reading Tugthus, 1910) om fængselslivets umenneskelige vilkår og hans egen kval, skrevet i en indtrængende og alvorlig tone, der er atypisk for den ellers så vittigt-sprudlende skønånd. Efter udståelsen af fængselsstraffen i 1897 bosatte Oscar Wilde sig i Frankrig, men dårligt helbred og økonomiske problemer gjorde det umuligt for ham at genrejse sig menneskeligt og kunstnerisk.

Lån bogen

Forord

 

 

Kunstneren er de skønne tings skaber. At vise kunsten og skjule kunstneren er kunstens mål. Kritikeren er den, som kan oversætte sit indtryk af smukke ting til andre måder eller til et nyt materiale. Den højeste, såvel som den laveste kritikform er selvbiografiens metode.
De, som finder grimme betydninger i skønne ting, er fordærvede uden at være indtagende. Dette er en fejl. De, som finder skønne betydninger i skønne ting, er de kultiverede. For dem er der håb. De er de udvalgte, for hvem skønne ting udelukkende betyder Skønhed.
Der findes ikke sådan noget som en moralsk eller en amoralsk bog.
Bøger er godt skrevne eller dårligt skrevne. Det er alt. Det nittende århundredes afsky for realismen er Calibans vrede over at se sit eget ansigt i et spejl. Det nittende århundredes afsky for romantikken er Calibans vrede over ikke at se sit eget ansigt i et spejl. Et menneskes moralske liv udgør en del af kunstnerens tema, men kunstens moralitet består i den perfekte brug af et uperfekt medium. Ingen kunstner ønsker at bevise noget. Selv sande ting kan bevises. Ingen kunstner har etiske sympatier. En etisk sympati hos en kunstner er en  uundskyldelig stilmanér.
Ingen kunstner er nogensinde morbid. Kunstneren kan udtrykke alt. Tanker og sprog er for kunstneren en kunsts værktøj. Laster og dyder er for kunstneren en kunsts materialer. Fra formens synsvinkel er alle kunsternes model musikerens kunst. Fra følelsernes synsvinkel er skuespillerens værk modellen. Al kunst er på én gang overflade og symbol. De, som går ind under overfladen, gør det på egen risiko. De, som læser symbolet, gør det på egen risiko. Det er tilskueren, og ikke livet, som kunsten i virkeligheden afspejler. Meningsforskelle om et kunstværk viser, at værket er nyt, komplekst og levende. Når kritikerne er uenige, er kunstneren i overensstemmelse med sig selv. Vi kan tilgive et menneske, at det laver noget nyttigt, så længe vedkommende ikke beundrer det. Den eneste undskyldning for at lave noget  unyttigt er, at man inderligt beundrer det. Al kunst er ganske unyttig.

 

Atelieret var fyldt med den rige duft af roser, og når den lette sommervind satte havens træer i bevægelse, trængte syrenernes tunge duft eller den mere fint parfumerede lugt af rødtjørn ind gennem den åbne dør. Fra hjørnet af den persiske sadeltaskedivan, hvor han, som det var hans vane, lå og røg en utallig masse cigaretter, kunne lord Henry Wotton lige akkurat ane en guldregns honningsøde, honningfarvede blomster – dens skælvende grene syntes knap i stand til at bære byrden af en så flammelignende Skønhed som deres; og nu og da skød fantastiske skygger af fugle i flugt hen over de lange gardiner af tussahsilke, som var trukket for det enorme vindue, hvorved de øjeblikkeligt skabte en form for japansk effekt og fik ham til at tænke på Tokyos blege malere med deres jadeansigter, som gennem det kunstens medium, der nødvendigvis er ubevægeligt, søger at gengive følelsen af rask bevægelse. Den mørke summen af bier, der masede sig gennem det høje, uklippede græs eller kredsede monotont insisterende rundt om de pjuskede kaprifoliers gyldne støvdragere, syntes at gøre stilheden mere knugende. Londons dæmpede larm lød som dybe toner fra et fjernt orgel. Midt i rummet stod et portræt i legemsstørrelse fastspændt på et staffeli. Det forestillede en ung mand med et usædvanligt smukt udseende, og foran det sad kunstneren, Basil Hallward, selv lidt på afstand. Hans pludselige forsvinden nogle år tidligere havde forårsaget stort offentligt røre og mange sære gætterier.

 

Maleren betragtede den graciøse og nette figur, han så overmåde behændigt havde gengivet i sin kunst, og der gled et tilfredst smil over hans ansigt, som syntes at dvæle der lidt. Men pludselig kiggede han op og lukkede derpå øjnene, hvorefter han satte fingrene over øjenlågene, som forsøgte han i sin hjerne at fastholde en sær drøm, han frygtede at vågne af.
„Det er dit bedste værk, Basil, det bedste, du nogensinde har lavet,“ sagde lord Henry apatisk. „Du skal bestemt sende det til Grosvenor næste år. Akademiet er for stort og for tarveligt. Uanset hvornår jeg har været der, har der enten været så mange mennesker, at jeg ikke kunne se billederne, som var gyselige, eller også så mange billeder, at jeg ikke kunne se de fremmødte folk, hvilket var værre. Grosvenor er virkelig det eneste rigtige sted.“
„Jeg tror ikke, jeg vil sende det nogen steder,“ svarede han og slog med nakken på den sære måde, som normalt fik hans venner i Oxford til at le ad ham.
„Nej. Jeg vil ikke sende det nogen steder hen.“
Lord Henry hævede øjenbrynene og så forbløffet på ham gennem de tynde, blå røgskyer, der snoede sig i sådan nogle fantasifulde hvirvler fra hans opiumsfyldte cigaret.
„Ikke sende det nogen steder hen? Min kære ven, hvorfor ikke? Har du nogen grund? Hvor er I malere altså nogle sære størrelser! I gør alt i verden for at opnå berømmelse. Så snart det er lykkedes, er det, som om I ønsker at kaste den bort. Det er dumt af dig, for der er kun én ting i verden, som er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om. Et portræt som dette vil stille dig i en langt bedre position end alle Englands unge mænd og gøre de gamle ganske jaloux, for så vidt gamle mænd nogensinde har været i stand til at føle noget.“
„Jeg ved, du vil le ad mig,“ svarede han, „men jeg kan virkelig ikke udstille det. Jeg har lagt for meget af mig selv i det billede.“
Lord Henry strakte sig på divanen og lo.
„Ja, jeg vidste du ville le, men ikke desto mindre er det alligevel sandt.“
„For meget af dig selv i det! Jeg siger dig, Basil, jeg vidste ikke, du var så forfængelig, og jeg kan virkelig ikke se nogen sammenligning mellem dig og dit markerede, stærke ansigt og kulsorte hår og så denne unge Adonis, der ser ud, som var han gjort af elfenben og  senblade. Hør nu, min kære Basil, han er en Narcissos, og du – jo, selvfølgelig har du et intellektuelt udtryk og alt det der. Men skønhed, virkelig skønhed, ender der, hvor det intellektuelle udtryk begynder. Tankevirksomhed er i sig selv en form for overdrivelse, og den ødelægger ethvert ansigts harmoni. I det øjeblik man sætter sig ned for at tænke, bliver man lutter næse, pande eller noget andet rædsomt. Se på alle de succesfulde mænd inden for en hvilken som helst lærd profession. De er så aldeles afskyelige! Bortset fra inden for kirkens gebet, selvfølgelig. Men omvendt tænker kirkens folk heller ikke. En biskop bliver som firsårig ved med at sige det, han lærte, da han var en attenårig knægt, og den naturlige konsekvens heraf er, at han bliver ved med at se aldeles indtagende ud. Din mystiske, unge ven, hvis navn du aldrig har fortalt mig, men hvis billede virkelig fascinerer mig, han tænker aldrig. Det er jeg ganske sikker på. Han er et eller andet ubegavet, smukt væsen, som altid burde være her om vinteren, når vi ikke har nogen blomster at kigge på, og altid om sommeren, når vi ønsker at dæmpe vores forstand lidt ned. Du må ikke smigre dig selv, Basil: Du ligner ham ikke det mindste.“
„Du forstår mig ikke, Harry,“ svarede kunstneren. „Selvfølgelig ligner jeg ham ikke. Det ved jeg udmærket godt. Jeg ville endda være ked af at se ud som ham. Du trækker på skuldrene? Det er sandt, hvad jeg siger. Der er noget skæbnesvangert ved alle fysiske og intellektuelle særpræg, den slags skæbne, der op gennem historien synes at forfølge visse kongers vaklende skridt. Det er bedre ikke at skille sig ud fra sine medmennesker. De grimme og dumme har alle fordelene her i denne verden. De kan sidde ubekymrede og glo på livets spil. Hvis de ikke kender noget til sejr, er de da i det mindste blevet sparet for bevidstheden om nederlag. De lever, som vi alle skulle leve, uforstyrrede, udeltagende og uden nogen ængstelser. De er ikke årsag til andres ulykke, og de knuses heller ikke af fremmed hånd. Din rang og rigdom, Harry, min intelligens, som den nu er – min kunst, hvad den så end er værd, Dorian Grays smukke udseende – vi kommer alle til at lide på grund af det, guderne har givet os, lide forfærdeligt.“
„Dorian Gray? Er det det, han hedder?“ spurgte lord Henry og gik hen til Basil Hallward.
„Ja, det hedder han. Det var ikke min mening at fortælle dig det.“
„Jamen, hvorfor ikke?“
„Åh, det kan jeg ikke forklare. Når jeg holder umådeligt meget af folk, siger jeg aldrig deres navn til andre. Det er som at give afkald på en del af dem. Jeg er kommet til at elske hemmeligheder. De synes at være det eneste, som kan gøre vores moderne liv mystisk eller forunderligt. Den mest simple ting er en nydelse, hvis blot man holder den skjult. Når jeg nu om dage rejser nogle steder, fortæller jeg aldrig min familie, hvor jeg tager hen. Hvis jeg gjorde det, ville jeg helt miste nydelsen. Det er en tosset vane, det ved jeg godt, men på en eller anden måde tilføjer den mit liv en del romantik. Jeg antager, du synes, det er forfærdelig tåbeligt af mig.“
„Slet ikke,“ svarede lord Henry, „slet ikke, min kære Basil. Du lader til at glemme, at jeg er gift, og ægteskabets eneste charme er, at det gør det absolut nødvendigt for begge parter at bedrage hinanden. Jeg ved aldrig, hvor min hustru er, og min hustru ved aldrig, hvad jeg laver. Når vi mødes – det gør vi nu og da, når vi spiser sammen eller rejser ned for at besøge hertugen – så fortæller vi hinanden de mest absurde historier med ansigtet lagt i de mest alvorlige folder. Min hustru er meget dygtig til det – faktisk langt bedre end jeg. Hun roder aldrig rundt i sine stævnemøder, og det gør jeg altid. Men når hun lurer mig af, så laver hun aldrig ballade. Det ønsker jeg nogle gange, at hun ville; men hun ler mig blot ud.“
„Jeg hader den måde, du omtaler dit ægteskab på, Harry,“ sagde Basil Hallward og slentrede over mod havedøren.
„Jeg tror, at du i virkeligheden er en ganske god ægtemand, men at du er flov over dine egne dyder. Du er en mærkelig mand. Du siger aldrig noget moralsk, og du gør aldrig noget galt. Din kynisme er ganske enkelt påtaget.“
„Naturligheden er ganske enkelt påtaget, og det er den mest irriterende form for påtagethed, jeg ved af,“ udbrød lord Henry leende, og de to unge mænd gik sammen ud i haven og gjorde sig det behageligt på en lang bambusbænk, som stod i skyggen af en høj laurbærbusk. Sollyset gled over de blanke blade. Græsset var fuldt af hvide bellis. Lidt efter tog lord Henry sit ur frem.
„Jeg er bange for, jeg må se at komme af sted, Basil,“ mumlede han, „og før jeg går, insisterer jeg på, at du besvarer et spørgsmål, jeg stillede dig tidligere.“
„Hvilket?“ sagde maleren med blikket fæstnet til jorden.
„Det ved du udmærket godt,“
„Det gør jeg ikke, Harry.“
„Nå, så skal jeg fortælle dig det. Jeg vil gerne have, du forklarer mig, hvorfor du ikke vil udstille Dorian Grays billede.Jeg vil høre den virkelige årsag.“
„Jeg fortalte dig den virkelige årsag.“
„Nej, du gjorde ikke. Du sagde, at det var, fordi der var lagt for meget af dig selv i det. Hør nu her, det er barnligt.“
„Harry,“ sagde Basil Hallward og så ham lige i øjnene, „ethvert portræt malet med følelse er et portræt af kunstneren selv, ikke af modellen. Modellen er blot hændelsen, årsagen. Det er ikke ham, kunstneren viser; det er snarere kunstneren, der viser sig selv på det farvede lærred. Grunden til, at jeg ikke kan udstille dette billede, er, at jeg er bange for, at jeg har vist min egen sjæls hemmelighed i det.“
Lord Henry lo. „Og den er?“ spurgte han.
„Det skal jeg fortælle dig,“ sagde Hallward; men et perplekst udtryk lagde sig over hans ansigt.
„Jeg er ren forventning, Basil,“ fortsatte hans følgesvend og kiggede på ham.
„Åh, der er ganske lidt at fortælle, Harry,“ svarede maleren, „og jeg er bange for, du knap vil forstå det. Måske vil du slet ikke tro mig.“
Lord Henry smilede, bøjede sig ned, plukkede en rosafarvet bellis fra græsset og studerede den.
„Jeg er ganske sikker på, at jeg vil forstå det,“ svarede han og betragtede indgående den lille krans af hvide, fjerlette kronblade, „og for så vidt det gælder om at tro på noget, så er jeg i stand til at tro på hvad som helst, bare det er ganske utroligt.“
Vinden rystede nogle blomster af træerne, og de blomstertunge syrener bevægede deres stjernelignende klaser frem og tilbage i den matte brise. En græshoppe begyndte at synge henne ved muren, og som en blå tråd flød en lang, tynd guldsmed forbi på sine brune, florlette vinger. Lord Henry havde det, som om han kunne høre Basil Hallwards hjerte slå, og han undrede sig over, hvad der måtte komme.
„Historien er i al sin enkelhed den,“ sagde maleren efter noget tid, „at jeg for to måneder siden var til et tilløbsstykke af en sammenkomst hos lady Brandon. Du ved, at vi arme kunstnere nu og da er nødt til at vise os ved selskabelige lejligheder bare lige for at minde folk om, at vi ikke er vilde mennesker. Iført selskabsjakke og hvidt slips kan selv en børshaj, fortalte du mig engang, gå for at være et dannet menneske. Nå, men da jeg havde været der i cirka ti minutter og havde talt med nogle stovte, overpyntede enkefruer og nogle kedsommelige akademikere, blev jeg pludselig opmærksom på, at der var én, der betragtede mig. Jeg vendte mig halvt omkring og så for første gang Dorian Gray. Da vores øjne mødtes, mærkede jeg, at jeg blegnede. En sær følelse af angst kom over mig. Jeg vidste, at jeg her stod ansigt til ansigt med én, hvis blotte personlighed var så fascinerende, at han, hvis jeg lod det ske, ganske og aldeles ville opsluge min natur, min sjæl, selve min kunst. Jeg ønskede ikke nogen ydre påvirkning af mit liv. Du ved selv, Harry, hvor uafhængig jeg er af natur. Jeg har altid  været min egen herre; i det mindste indtil jeg mødte Dorian Gray. Siden – altså, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dig det. Noget ville ligesom fortælle mig, at jeg stod på kanten af en forfærdelig livskrise. Jeg havde en sær følelse af, at skæbnen havde nogle udsøgte glæder og udsøgte sorger i baghånden til mig. Jeg blev bange og vendte mig for at gå. Det var ikke min samvittighed, der fik mig til det; det var en slags fejhed. Jeg er ikke stolt af, at jeg forsøgte at flygte derfra.“
„Samvittighed og fejhed er i virkeligheden det samme, Basil. Samvittighed er blot det pæne, officielle navn. Sådan er det.“
„Det tror jeg ikke, Harry, og det tror jeg heller ikke, at du gør. Nå, men hvad der så end var motivet – og det har muligvis været stolthed, for normalt er jeg meget stolt – så kæmpede jeg mig virkelig i retning mod døren. Der stødte jeg selvfølgelig ind i lady Brandon. ‘De stikker da ikke af så tidligt, hr. Hallward,’ udbrød hun højlydt. Du kender hendes sært gennemtrængende stemme?“
„Ja, hun ligner en påfugl, bortset fra når det gælder skønhed,“ sagde lord Henry og plukkede den lille bellis til ukendelighed med sine lange, nervøse fingre.
„Jeg kunne ikke slippe af med hende. Hun præsenterede mig for kongelige, for folk med stjerner og hosebåndsordener og for ældre damer med gigantiske tiaraer og papegøjenæser. Hun omtalte mig som sin kæreste ven. Jeg havde kun truffet hende en enkelt gang før, men hun havde sat sig i hovedet at fetere mig. Jeg tror nok, at et af mine billeder på det tidspunkt var en stor succes eller i hvert fald var blevet pænt omtalt i formiddagsaviserne, hvilket er det nittende århundredes mål for udødeliggørelse. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den unge mand, hvis personlighed havde rystet mig på så ejendommelig vis. Vi stod ganske tæt, rørte næsten hinanden. Vores øjne mødtes atter. Det var ubesindigt af mig, men jeg bad lady Brandon om at introducere mig for ham. Det var måske ikke så ubesindigt endda. Det var ganske enkelt uundgåeligt. Vi ville have talt sammen uden nogen form for introduktion. Det er jeg sikker på. Dorian fortalte mig det senere. Også han følte, at det var skæbnebestemt, at vi mødte hinanden.“
„Og hvorledes beskrev lady Brandon så denne vidunderlige unge mand?“ spurgte hans ven. „Jeg ved, at hun ynder at give en hurtig précis af alle sine gæster. Jeg husker, hvordan hun præsenterede mig for en bøs og rødmosset ældre herre behængt med sildesalat ved med tragisk hvislen og så tilpas højt, at alle i rummet kunne høre det, at hviske mig de mest forbløffende detaljer i øret. Jeg flygtede simpelthen. Jeg foretrækker selv at lære folk at kende. Men lady Brandon behandler sine gæster præcis, som en auktionarius behandler sine udbudte varer. Enten udleverer hun dem helt og aldeles, eller også fortæller hun alt om dem, undtagen netop det, man gerne vil vide.“
„Stakkels lady Brandon! Du er hård ved hende, Harry!“ sagde Hallward næsten lidt flovt.
„Min kære ven, hun forsøgte at skabe en salon, og det lykkedes hende kun at åbne en restaurant. Hvorledes skulle jeg kunne beundre hende? Men sig mig, hvad sagde hun om hr. Dorian Gray?“
„Åh, sådan noget som ‘charmerende ung mand – hans stakkels, kære moder og jeg var ganske uadskillelige. Jeg husker ikke helt, hvad han laver – jeg er bange for, at han – ikke laver noget – åh jo, spiller klaver, eller er det violin, kære hr. Gray?’ Ingen af os kunne lade være med at le, og vi blev straks venner.“
„Latter er på ingen måde en dårlig start på et venskab, og det er langt den bedste måde at slutte det på,“ sagde den unge lord og plukkede endnu en bellis. Hallward rystede på hovedet.
„Du forstår ikke, hvad venskab går ud på, Harry,“ mumlede han, „eller fjendskab, for den sags skyld. Du kan lide alle; det vil sige, alle er dig ligegyldige.“
„Hvor er du rædsomt uretfærdig!“ udbrød lord Henry og skubbede sin hat om i nakken, idet han kiggede op på de små, hvide skyer, der som filtrede fed af glinsende, hvid silke drev af sted hen over den uendelige, turkisblå sommerhimmel.
„Ja, rædsomt uretfærdig. Jeg gør stor forskel på folk. Jeg udvælger mig mine venner på grund af deres smukke udseende, mine bekendte på grund af deres gode karakter og mine fjender på grund af deres gode intelligens. Man kan ikke være for forsigtig i valget af sine fjender. Jeg har ikke én, der er en nar. De er alle mænd af en vis intellektuel formåen, og derfor værdsætter de mig også. Er det meget forfængeligt gjort af mig? Jeg synes, det er temmelig forfængeligt.“
„Det skulle jeg mene, det er, Harry. Men ud fra dine kategorier kan jeg højst være en bekendt.“
„Min kære, gamle Basil, du er langt mere end en bekendt.“

Lån bogen