Dag 1 - Dødt kød

Info om bogen

 

Forfatter:
Nick Clausen
Forlag:
Forlaget Facet
Udgivelsesår:
2017
De døde er vågnet, og Thomas må kæmpe for livet - og måske også for resten af menneskeheden

Kort resume

DØDT KØD - DAG 1

De døde er vågnet. Drevet af umættelig sult. På evig jagt efter frisk kød. Smitten spreder sig som pesten. Intet står imellem de udøde og menneskeheden. Er det for sent at redde verden fra katastrofen ...?

Dag 1 følger det første døgn i historien om Dødt kød.

Fakta om forfatteren

Født 1988 i Nordjylland. Jeg bestemte mig ret tidligt for, at jeg ville være forfatter når jeg blev stor. De første "rigtige" historier kom da jeg var 14-15 år. De blevafvist af forlaget, som jeg sendte dem til. Der gik nogle år, hvor jeg havde travlt med at være teenager, før jeg en dag som 18-årig pludselig kom i tanker om, at jeg skulle være forfatter.

Den dag lavede jeg et løfte om at skrive 1.000 ord hver dag indtil jeg fik en bog udgivet. Det tog mig halvandet år. Jeg skrev meget ihærdigt, og afslagene væltede ind. Tolv afslag blev det til. Men for hver gang kunne jeg mærke, at det var blevet en smule bedre. Den trettende historie hed Tidevandet, og den blev antaget af forlaget og udkom et år senere.

Min tilgang til skriveprocessen er meget fri. Jeg planlægger aldrig mine historier. På den måde føler jeg, at jeg oplever historien samtidig med at jeg skriver den, og karaktererne føles for mig som virkelige personer. Jeg ved ikke, hvor ideerne kommer fra, men jeg har aldrig haft problemer med at finde dem.

Foto: Adam Lehn

(tekst fra www.nickclausen.dk)

Lån bogen

DE FØLGENDE BEGIVENHEDER UDSPILLER SIG

LØRDAG DEN 26. JULI, ET STED I DANMARK.

 

ET

 

Thomas prøver at lukke lydene ude. Prøver at holde hovedet koldt. At tænke klart. Men det er svært. Jeanette klager sig i smerte. Dan snøfter. Og på den anden side af døren lyder der skiftevis slæbende fødder og skrabende negle.

“Det gør virkelig ondt,” klager Jeanette. “Jeg tror altså, jeg skal på skadestuen. Kan du ikke godt prøve igen, Thomas?”

“Jeg har prøvet hundrede gange allerede,” mumler Thomas uden at kikke op. “Der er ikke noget signal hernede.”

Kælderen er lummer og lugter indelukket. Spindelvæv hænger i tråde fra loftet. Der er fyldt med gamle møbler, papkasser, slidte bøger, aflagt tøj. Vinduerne sidder højt og er for smalle til at et menneske kan komme ud gennem dem. Ikke engang Dan kan få mere end armene ud. Et par striber af støvet sollys trænger til gengæld ind. Udenfor er sommeren på sit højeste. Solen bager ubønhørligt. Det har den gjort i tre uger nu.

Midt i rummet dingler en nøgen elpære. Thomas spekulerer på, hvor meget lys pæren vil give, hvis de stadig er her, når mørket falder på.

Døren får et skub. Den knager, men giver sig ikke.

Dan tørrer næsen i ærmet. “Tror du … tror du ikke, vi skal sætte noget mere foran døren, Thomas? Kassen dér ser altså ikke særlig tung ud.”

Hvorfor er det mig, der skal tage stilling til det hele? tænker Thomas. Hvem fanden har udråbt mig til leder? Han holder vreden inde og svarer, så roligt som han kan: “Kassen er rigeligt tung. Den er fuld af porcelæn. Jeg kunne næsten ikke slæbe den derhen. Hun har ikke kræfterne til at flytte den.”

“Men …” begynder Dan.

“Men det er også lige meget,” afbryder Thomas, “for døren er låst, og nøglen sidder på vores side. Hun har gået rundt derude i …” Han tjekker uret på mobilen. “… tre kvarter nu, og hun har ikke prøvet at dirke låsen op. Hun har ikke engang taget i håndtaget. Jeg tror slet ikke, hun har nogen hjerne tilbage.”

Jeanette giver et nyt støn af smerte. “Hvad fuck er det overhovedet, der er sket med hende?”

“Hun er en zombie, for fanden,” hører Thomas sig selv mumle. “Har du aldrig set film? Dawn of the Dead? World War Z? Siger det dig ikke noget?”

“Zombier findes sgu da ikke i virkeligheden,” vrænger Jeanette. “Og lad være med at tale til mig, som om jeg er dum, bare fordi jeg ikke ser de samme, klamme film som dig.”

“Man skulle ikke tro, at I to var kærester,” mumler Dan dæmpet.

Thomas sender ham et blik. Han kan ikke lade være med at smile. Han kan godt lide Dan. Faktisk ville Thomas og Jeanette nok heller ikke have været kærester efter i dag, hvis i dag var forløbet som en normal dag. Thomas havde bestemt sig for at slå op. Det var derfor, han sagde ja til at køre reklameruten sammen med hende. Han vidste ikke, at Dan også skulle med.

“Ej, det bløder altså stadig,” siger Jeanette. “Hvordan kan det stadig bløde? Det er jo bare en lille flænge.”

Thomas kikker hen på hende. Hun har lindet på håndklædet, som er viklet omkring armen.

“Hvad laver du?” udbryder han. “Du skal holde det stramt.”

Hun kikker tvært på ham. Hendes mascara er løbet i striber ned over kinderne. “Er du pludselig blevet læge, eller hvad?”

Thomas er tæt på at have fået nok. Han prøver at finde en måde, de kan komme ud fra den her forbandede kælder, men han bliver hele tiden afbrudt. Og lydene fra den anden side af døren er begyndt at gå ham på nerverne. To dråber sved triller ned over hans næse. Han blæser dem væk og tænker: Der var så mange andre måder, jeg kunne have brugt min lørdag på.

“Hallo?” siger Jeanette højt. “Jeg taler faktisk til dig.”

“Hvad er der?” siger Thomas ud gennem tænderne.

“Jeg tror ikke, det her dumme håndklæde hjælper. Vi er nødt til at finde noget plaster eller rigtig forbinding. Der må være en førstehjælpskasse her i rodet et sted. Kik lige henne ved reolen, Dan.” Jeanette smider håndklædet på betongulvet og peger.

Dan rejser sig.

“Sæt dig ned, Dan,” siger Thomas. “Der er ingen førstehjælpskasse. Jeg har kikket.”

Dan tøver. Usikker på, hvem han skal adlyde.

Jeanette drejer sig mod Thomas med et ryk. “Og hvad så, hvis du overså den? Du kikkede jo slet ikke ordentligt efter. Det er jo ikke dig, der bløder, så hvorfor skulle du give en fuck?”

Thomas springer på benene. I fire lange skridt er han henne ved havestolen hvor Jeanette sidder. Han bukker sig, griber håndklædet og slynger det omkring hendes arm. “Tag så det håndklæde på,” snerrer han.

Jeanette begynder at kæmpe imod. “Lad være! Giv slip!”

Det lykkes Thomas at binde en knude. Han strammer til så hårdt, han kan. “Sådan!” råber han. “Så stramt skal det sidde! Fatter du det?”

Jeanette skriger og prøver at trække armen til sig. Hun slår efter ham med den fri hånd. Thomas griber hendes arm og skal til at vride den rundt, da Dan råber: “Stop det! Begge to! Stop så!

De standser kampen. Står et øjeblik og puster og skuler til hinanden.

Thomas slipper Jeanette og skal til at gå væk. Så får han øje på noget. “Hvordan fanden er det, din hud ser ud?”

Hun vender ham ryggen. “Pas dig selv.”

“Jeanette,” siger han. “Lad mig se din arm.”

Hun kan åbenbart høre på ham, at han mener det. At han ikke er vred længere. For hun vender sig tøvende og holder armen frem. “Den bløder stadig,” mumler hun.

En tynd stribe knaldrødt blod pibler fra flængen i Jeanettes underarm og drypper ned på gulvet. Men det er huden, som Thomas kikker på. Jeanettes hud er smuk gylden, fordi hun elsker at slikke sol. Men rundt om flængen har den fået en svag, grønlig tone.

“Jeg har faktisk ikke selv opdaget det før nu,” siger hun usikkert. “Tror du, det kan være … blodforgiftning eller sådan noget?”

“Det ser i hvert fald ikke godt ud,” mumler Thomas. “Men blodforgiftning går ikke så hurtigt. Jeg havde om det til førstehjælp, da jeg tog kørekortet. Hvad var det, du sagde, hun skar dig med?”

“En kniv.”

“Er du sikker?”

“Altså, det hele gik jo meget hurtigt …”

“Hvad var det for en kniv? Så du den?”

“Ja. Eller nej. Jeg så den ikke. Men jeg mærkede den. Da hun angreb mig.”

Hvad mærkede du? Helt præcist?”

“Hvorfor det? Er det ikke lige meget?” Jeanette ryster forvirret på hovedet. “Hvad er der? Hvorfor kikker I sådan på mig?”

Dan er kommet hen til dem. Han stirrer på sin søster med store, bange øjne. “Jeg tror ikke, der var nogen kniv,” siger han stift. “Hvorfor skulle hun bruge en kniv? Hun er en zombie. De bruger ikke våben.”

Det er så åbenlyst, at Thomas burde have tænkt over det tidligere. Men situationen er så sindssyg, at han har overset det.

“Fortæl os, hvad der skete, Jeanette,” siger han. For første gang i lang tid er hans stemme blød. Næsten kærlig.

Jeanettes læbe begynder at bæve. “Det skete lige efter vi gik ind i stuen. Jeg … jeg hørte hende komme, så jeg vendte mig. Hun kom vist nok ude fra køkkenet. Hun prøvede at gribe mig, men hun snublede over et eller andet … en væltet stol, tror jeg. Hun skar mig med kniven i faldet.”

“Men du ikke kniven?” gentager Thomas.

“Nej, men …”

“Hun havde lange negle,” hvisker Dan. “Det lagde jeg mærke til.”

Jeanette kikker på flængen. “Okay, måske var det en negl i stedet for en kniv. Og hvad så?”

Og hvad så? tænker Thomas. Og hvad så?

Jeanette har virkelig aldrig set en zombiefilm. Hvis hun havde, ville hun vide, hvad en flænge fra en negl betyder.

Thomas kan se, at Dan i hvert fald ikke er i tvivl. Der er skræk, sorg og vantro i hans ansigt. Han drejer hovedet og kikker på Thomas. Et langt øjeblik stirrer drengene på hinanden. Det er som om et usagt spørgsmål bliver vekslet imellem dem. To små ord.

Hvor længe?

“Hvad er der?” spørger Jeanette. Hun lyder virkelig bange nu. “Hvorfor siger I ikke noget? Hallo! Så svar mig sgu da!”

 

TO

 

Temperaturen i kælderen stiger. Det samme gør Jeanettes smerter. Der går ikke to minutter, uden at hun gør de andre opmærksomme på det. Huden på hendes arm skifter langsomt farve.

Dan sidder bare henne ved væggen og stirrer tomt frem for sig. Thomas kan se hans læber bevæge sig, som om han taler med sig selv.

Jeanette tror selvfølgelig ikke på, at infektionen vil dræbe hende inden for få timer. At hun kommer til at ende som kvinden på den anden side af døren. Hun er overbevist om, at det er blodforgiftning. At hun bare har brug for en læge.

Men Thomas kender hende for godt. Han kan se, at hun er bange. Hun tjekker hele tiden sin mobil for signal.

Thomas skjuler ansigtet i sine svedige håndflader. Hvordan er de havnet her? For en time siden sad de i bilen og svedte og lyttede til musik i radioen.

De er næsten færdige med ruten. De mangler bare fire stop.

Dan sidder på bagsædet ved siden af kassen med reklamer.

Jeanette ligger med fødderne oppe på instrumentbrættet. “Jeg fatter altså ikke, du ikke bare betalte den smule ekstra og fik aircondition med. Helt ærligt. Hvad er ideen i at have en bil, hvis den ikke har aircondition? Man er jo ved at smelte.”

Thomas koncentrerer sig om at følge GPS’en. De er et godt stykke uden for byen. Huset dukker op for enden af en lang, støvet grusvej. Han tager holdt på gårdspladsen.

“Det er din tur, Dan,” siger Jeanette. “Hvis hun ikke åbner, går du bare ind og smider stakken på bryggersbordet.”

Dan forlader lydigt bilen og trasker over til hoveddøren.

Thomas skæver til Jeanette. Hun har solbriller på, så han kan ikke se hendes øjne. Han skal lige til at sige det. Ordene er på hans læber.

Jeg tror ikke, det fungerer mellem os længere.”

Men han kan ikke. I stedet spørger han: “Hvem bor her?”

“En ældre dame,” siger Jeanette. “Hun er rimelig underlig. Jeg tror, hun døjer med hukommelsen eller sådan noget.”

“Bor hun her alene?”

“Ja. Hvem fanden gider at bo helt herude mutters alene?”

I det samme skriger Dan inde fra huset.

Thomas og Jeanette kikker kort på hinanden. Så åbner de hver deres dør og springer ud. De løber over gruset.

Så snart de kommer ind i huset, tager tingene fart. Thomas bemærker flygtigt, at indretningen er besynderlig. Sten og krystaller i alle farver. Ansigter skåret i træ. En stor fløjte af bambus. Han fornemmer også en dårlig lugt. Men han har ikke tid til at tænke nærmere over noget af det. For i det samme træder kvinden ud foran ham.

Thomas har spillet timevis af Resident Evil og set alle afsnit af The Walking Dead. Han kender udmærket en zombie, når han ser én.

Øjnene er matte, men alligevel gennemborende. Munden er fordrejet i en snerren. Et stykke af den nederste læbe mangler. Det ser ud som om det er blevet flået af. Tænderne og gummerne er synlige. Blod er løbet ned over hagen og har plettet forsiden af kjolen, der mere ligner et slagterforklæde. Hun har langt, hvidt hår, som er samlet i en fletning.

Hun rækker armene frem og kommer mod ham på usikre ben, mens hun udstøder en dyb, knurrende lyd.

Alting bliver til kaos.

Væltede møbler. Råb og skrig. Fægten og skubben.

Jeanette, der hviner: “Hun skar mig! Hun skar mig!

Thomas prøver at nå ud til hoveddøren. Men de bliver trængt op i en krog. Der er en dør bag dem. Den afslører en kældertrappe. De har ikke andet valg end at flygte ned i mørket.

Og nu sidder de her. I den dunkle hede. Med zombiekvinden på den anden side af døren. Slæbende og skrabende. Slæbende og skrabende.

Jeanette giver en forpint lyd. Hun tager sig til panden. “Ej, hvor jeg sveder! Jeg tror altså, jeg har feber. Jeg bliver seriøst nødt til at komme på skadestuen.” Hun skæver mod døren. “Går hun aldrig sin vej?”

Thomas ryster bare på hovedet.

“Hun må da gå på et tidspunkt,” bliver Jeanette ved. “Bliver hun ikke søvnig eller sådan noget?”

“Nope. Hun bliver ved, indtil hun rådner op.”

Jeanette rynker på næsen. “Lad være med at sige sådan noget. Her lugter klamt nok i forvejen.” Hun går hen til døren. “Hallo? Kan du høre mig? Er du sød at gå væk fra døren? Jeg er nødt til at komme ud. Men du skal ikke gøre mig noget, okay?”

Skrabelydene bliver mere ivrige. Som om zombien kan fornemme, at Jeanette står lige på den anden side.

Thomas rejser sig. “Lad være med at åbne døren.”

Jeanette himler med øjnene. “Jeg åbner sgu da ikke døren, så længe hun står derude. Tror du, jeg er dum?”

“Ja, det tror jeg faktisk, for du står og prøver at tale en zombie til fornuft.” Han prikker sig i tindingen. “Hun er ikke længere et menneske. Hun er et vandrende lig. Hvor mange gange skal jeg sige det? Det eneste, hun har i hovedet, er menneskekød. Hun vil –”

“Ja, ja, hun vil æde os levende,” vrænger Jeanette. “Right, så siger vi det.” Hun går hen og dumper ned på stolen igen. Så lyser hun op. “Hey, måske hvis vi prøver at være musestille?”

“Du er den eneste, der bliver ved med at sige noget,” mumler Thomas og tager plads på kassen igen.

Jeanette overhører ham. “Kan det ikke være, at hun glemmer os, hvis hun ikke kan høre os? Måske går hun op i stuen igen. Leder efter nogle andre, som hun kan … spise.”

Thomas har selv overvejet tanken. “Det kommer an på, om hun bruger sin hørelse, eller om hun kan lugte os. Måske kan hun simpelthen bare mærke, når der er frisk kød i nærheden.” Han kikker hen på Dan. “Hvad siger du?”

Dan blinker. “Jeg ved ikke, om det vil virke, men det er vel et forsøg værd.”

“Godt,” siger Jeanette. “Fra nu af: Ikke en lyd.”

De holder alle mund. Der bliver stille i kælderen. Stille, på nær zombiens lyde.

Slæbende og skrabende. Slæbende og skrabende.

Utrættelig.

Umættelig.

 

TRE

 

Der går en halv time.

Dan har rodet lidt i en kasse med bøger og ligger nu på et tæppe. Thomas er sunket sammen i havestolen. Han er næsten begyndt at blunde på trods af varmen. Tøjet klæber til ham. Han føler sig tør i munden. Begge de små vinduer står helt åbne. Det lukker kun en lun brise ind.

Jeanette er den første, der bryder stilheden. “Okay, det virker altså ikke,” siger hun irriteret. “Hun har jo ikke tænkt sig at skride.” Hun stønner. “Jeg er bare … så … fucking … tørstig! Seriøst, jeg tror, jeg dør, hvis jeg ikke får noget at drikke snart.”

Vi dør alle sammen, hvis vi ikke får noget at drikke snart, tænker Thomas og tørrer en sveddråbe væk fra øjenkrogen.

“Se lige her,” siger Dan og rejser sig. “Jeg fandt det her i én af kasserne.” Han kommer hen med et fotoalbum. Han holder det, så de alle tre kan se. Han bladrer gennem siderne.

“Det må være hende som ung,” siger Jeanette og peger på en slank kvinde med blond hår.

Billederne er af kvinden på rejse et sted i udlandet. Det ser varmt og tropisk ud. Der er sorte mennesker på nogle af billederne.

“Hvor er det henne?” spørger Jeanette. “Afrika eller sådan noget?”

Dan piller et af billederne ud og kikker på bagsiden. “Haiti, står der.”

De kommer til et bryllupsbillede. Det er ikke et traditionelt bryllup i en kirke med præst og hvid kjole. Kvinden står sammen med en sort mand under den åbne himmel på en strand. De er omgivet af mørke mennesker, som er udsmykket og malet i forskellige farver.

“Hun giftede sig med en af dem,” siger Jeanette. “Hvor sødt.”

Billederne bliver nyere, jo længere Dan bladrer. Der er billeder af kvinden og den sorte mand her i huset. Et billede af kvinden med en gravid mave. Et familiefoto: kvinden, manden og en dreng, som er halvt sort. Kvindens hår bliver gradvist hvidt. Hun får rynker. Drengen bliver en voksen mand. Et nyt familiefoto: kvinden, manden, deres voksne søn og hans kæreste, som har rødt hår og lys hud. På de sidste billeder optræder en lille lysebrun pige. Til gengæld er den sorte mand, som kvinden giftede sig med, ikke længere til stede.

Da albummet er færdigt, rejser Thomas sig og siger: “Hør lige her. Jeg har brugt tiden på at tænke. Jeg har et par ideer til, hvordan vi kan komme væk herfra.”

Jeanette kommer med en lille, begejstret lyd. Dan sætter sig op.

“Vi kan ikke komme i kontakt med nogen udefra. Vi kan ikke engang regne med, at der kommer nogen forbi, som kan hjælpe. Hvis hun boede her alene, kan der gå dagevis, før hun får besøg.”

“Jeg tænkte faktisk på posten,” indskyder Dan. “Kommer han ikke også i weekenden?”

“Måske,” siger Thomas. “Men postkassen sidder på en pæl oppe ved vejen. Så han kommer slet ikke i nærheden af huset.”

Dan bukker nakken.

Thomas gør et kast med hovedet mod døren. “Det ser heller ikke ud til, at hun … at den har tænkt sig at give op. Så vi er nødt til at prøve selv at komme ud. Jo før, jo bedre. Hvis vi bare sidder her og venter, kommer vi til at miste kræfter. Og Jeanettes arm …” Han skæver til hende. “Vi må have hende på hospitalet, så de kan prøve at behandle hende.”

Han undgår Dans blik. Men han kan høre løgnen i sin egen stemme. Hvis zombiefilm har lært dem én ting, så er det, at når først du bliver bidt eller kradset, er showet forbi. Der er ingen vaccine, ingen kur, ingenting at gøre. Du kan kun vente på feber, koma, død.

Og derefter: liv igen.

“Okay, det lyder meget godt,” siger Jeanette. “Men hvordan gør vi så? Så snart vi åbner døren, kommer hun jo ind.”

“Ja, og jeg kan ikke komme i tanker om en måde til at lokke hende væk. Derfor er vi nødt til at lade hende komme herind.”

Dan gisper. “Det kan vi ikke!”

“Der er ikke andre muligheder. Så vidt jeg kan se, er der tre ting, vi kan gøre, efter vi åbner døren.” Han tæller på fingrene. “Ét: Vi kan prøve at slippe forbi hende og op ad trappen. Det bliver svært, for vi er tre, og her er ikke særlig meget plads. Jeg tror, der er stor risiko for, at vi ikke alle tre slipper uskadte ud på den måde. To: Vi kan prøve at lokke hende i en fælde. Det behøver ikke være noget særlig holdbart. Hvis vi kan få hende til at falde eller kaste et tæppe over hendes hoved, bare nogle få sekunder, så kan vi sikkert slippe forbi.”

“Det lyder farligt,” siger Dan. “Vi skal rimelig tæt på hende, hvis vi skal kaste et tæppe over hendes hoved.”

“Jeg ved det. Derfor hælder jeg også mest til den tredje løsning.” Thomas rejser sig og baner sig vej gennem rodet. Op ad væggen står et rustens jernrør. Han griber det og vejer det i hænderne. Det føles tungt og koldt og godt. “Vi kæmper os forbi hende.”

Jeanette hæver brynene. “Ej, det mener du ikke, vel? Du har ikke tænkt dig at slå hende med det der? Det er sgu da pisse ulovligt. Og hun er gammel. Hvad hvis du slår hende ihjel?”

“Det er faktisk meningen,” siger Thomas mørkt.

Jeanette stirrer vantro på ham. “Er du sindssyg?”

“Hun er allerede død,” påminder Dan sin søster. “At dræbe hende igen vil bare være at give hende fred. Det siger de også altid i filmene.”

Jeanette ryster på hovedet. “Nu må I altså styre jer. Det her er ikke en film. Og det er ikke et monster, der står ude på den anden side af døren. Hun fejler nok et eller andet, men hun er altså bare en forvirret gammel dame. Har I allerede glemt billederne? Hun har børn og børnebørn og alt muligt. Vi kan sgu da ikke slå hende ihjel med et jernrør!”

“Jo, det kan vi,” siger Thomas. Men indvendigt er han meget i tvivl. For det bliver ham, der kommer til at slå. Jeanette er selvfølgelig udelukket. Hun kunne ikke ramme gulvet om så hun faldt. Og Dan er ikke stærk nok. Thomas svinger prøvende jernrøret. Han mener, at han kan gøre rimelig stor skade, hvis han rammer rent.

“Du kommer kun til at få ét forsøg,” hvisker Dan. “Hvis du misser, får hun dig.”

“Jeg kan godt nå at slå flere gange,” siger Thomas. “Se her.” Han svinger røret hårdt gennem luften. Det er tungere, end han regner med. Det smutter fra hans hænder, suser gennem luften og rammer væggen med et brag.

Jeanette skriger. “Pas på! Er du rigtig klog? Du kunne have ramt mig.”

Uden for døren kradser zombien mere ihærdigt.

Thomas samler røret op. Hans hænder er helt rødbrune. “Det var på grund af rusten,” mumler han. Han prøver igen. Nu er han forberedt. Men han har alligevel svært ved at slå to gange hurtigt efter hinanden. Dan har altså ret. Hvis han skal lægge kræfter i slaget, får han kun ét forsøg.

“Jeg stemmer for den anden løsning,” siger Jeanette. “En af jer stiller sig bag døren med tæppet og kaster det over hende bagfra. Så kan den anden stå klar og give hende et skub. Så snart hun falder, løber vi alle tre ud herfra.”

Thomas tygger lidt på den. “Men hvad så, hvis vi ikke alle tre når at slippe ud, før hun kommer på benene? Hvis hun spærrer vejen for én af os, er den person seriøst fucked.” Han ryster på hovedet. “Jeg stemmer stadig for jernrøret. Det kan godt være, at det er en større satsning. Men hvis det virker, er truslen elimineret.”

“Truslen elimineret,” gentager Jeanette. “Hør lige dig selv. Nu er du pludselig en soldat, eller hvad? Du kunne ikke engang svinge røret uden at tabe det.”

“Det var rusten, sagde jeg jo. Nu har jeg bedre fat. Det sker ikke igen.”

“Og hvad så, hvis det gør? Så er vi alle tre fanget hernede med en zombie!”

Thomas fnyser. “Dan, hvad siger du? Vi mangler en afgørende stemme.”

Dan svarer ikke med det samme. Thomas vender sig mod ham.

Han står ved væggen, hvor jernrøret ramte. Han vender sig mod dem og siger: “Jeg stemmer for en fjerde løsning.”

Før de kan nå at spørge, træder han til side. Der er hul i væggen.

Thomas springer derover. “Hvad fanden? Jeg troede, det var sten.”

“Nej, det er et eller andet, der smuldrer nemt. Væggen er slet ikke særlig tyk. Der er et andet rum inde bagved. Jeg kan ikke se, om der er vinduer, men måske er der en trappe.”

Thomas bukker sig og kikker ind. Der er for mørkt derinde til at se noget ordentligt. Men en ubehagelig lugt strømmer ud.

“Puha,” siger han og trækker hovedet til sig. “Et eller andet stinker derinde.”

“Who cares?” udbryder Jeanette. “Skynd jer nu at få den væg slået ned!”

Thomas skubber Dan til side. Han løfter jernrøret og begynder at svinge.

 

Lån bogen