De syv vise kvinder

Info om bogen

 

Forfatter:
Lise Søelund
Forlag:
mellemgaard
Udgivelsesår:
2017
Portrætter af syv markante kvindelige filosoffer fra forskellige perioder og lande.

Kort resume

Syv er et tal, der har været betragtet som et magisk eller helligt tal, og i det gamle Grækenland kunne man da også pege på syv mænd, der efter sigende var særligt vise. I det hele taget har det været mænd, der har repræsenteret visdommen eller filosofien igennem historien, og det må der en kvinde til at rette op på.

Bogen om de syv vise kvinder af idéhistoriker og forfatter Lise Søelund er svar på den provokation, og de omtalte kvinder står bestemt ikke i skyggen af vismændene, for de har både tænkt store tanker såvel som kæmpet store kampe for deres køn og medsøstre.

De filosofiske kvinder er Diotima af Mantinea, Hypatia af Alexandria, Hildegard af Bingen, Mary Wollstonecraft, Madame de Stäel, Hannah Arendt og Simone Weil, og som det anes, er de fra forskellige lande og historiske epoker, men fælles for dem er deres kærlighed til visdom.

Fakta om forfatteren

Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale og er ansat på Silkeborg Bibliotek som husfilosof. Lise Søelund har gjort det til sin livsopgave at formidle eksistentielle tanker såvel mundtligt som skriftligt og er også en flittig boganmelder.

(fra forlagets hjemmeside)

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

1. DIOTIMA SOM EN
FOREGANGSKVINDE

 

Platonisk kærlighed kan også få hjertet til at banke

 

Den græske filosof Platon, som havde sit akademi i Athen, har skrevet værket Symposion, der er oldgræsk og betyder drikkelag, og det er et af de mest berømte værker i vestens litteratur- og filosofihistorie. Værket er både sjovt, lærerigt og tankevækkende, og så handler det om kærlighed eller eros, hvilket er det græske ord for lidenskabelig kærlighed eller simpelthen erotik. Eros er kærligheds- eller elskovsguden, og han skulle være barn af Ares’ og Afrodites’ erotiske eventyr, men hans magt er ikke kun af den positive slags. Han bringer rolige og fattede mennesker ud af fatning, og selvom han giver megen glæde, så følger der ofte både ulykke og sorg med hans indblanding. Eros er den kendte unge mand eller dreng, der skyder fabelagtigt godt med bue og pil, og pilene er ikke helt almindelige, for det er forelskelsens pile, og de borer sig lige ind i hjertet, uanset hvor godt man ellers måtte være beskyttet. I romersk mytologi bliver han til Amor, men pilene er fortsat ladede med glødende begær og gør de folk, som rammes, helt afsindige og fyldt af begær. En vigtig rolle i Platons Symposion spiller Diotima af Mantinea fra det 5. århundrede f.Kr., og hendes idéer fører os ind på den platoniske kærlighed, der ikke er kedelig, men heller ikke erotisk eller fysisk. Den eneste kilde, der omtaler Diotima, er Platon, og man ved ikke, hvorvidt hun virkelig har eksisteret, men omtrent alle Platons personer i hans dialoger er baseret på historiske personer fra antikkens Athen. Diotima skulle være seer eller præstinde, og det bliver hendes kærlighedsbudskab genfortalt af Sokrates ved drikkelaget, der danner grundlag for en kærlighedens filosofi. Diotima skulle være ekspert i elskovskunsten, så hun burde vide, hvad hun taler om, og det er da også en god begyndelse, hvis man bruger den fysiske eller erotiske kærlighed som en øvelse i at nå højere. I sidste instans skulle man helst nå så højt, at man bliver i stand til at betragte det guddommelige eller det gode, det skønne og det sande. Den platoniske kærlighed, oprindeligt defineret og fortalt af Diotima til Sokrates og senere nedskrevet af Platon, er en kærlighed, der rækker højere og videre, end sanselig og menneskelig tiltrækning kan gøre. Den platoniske kærlighed er et begær efter visdom, og den betegnes også eros, men er nogenlunde så langt fra erotik, som man kan forestille sig. Den filosofiske eros, der var Platons mål, var uden for tid og sted og bestod i noget unikt og enestående, hvilket kunne betegnes som en ur-idé eller det godes idé.

 

DIOTIMAS TRAPPE

 

Diotima tager os i hånden og hjælper os op ad en trappe med mange trin, flere af dem er slet ikke så nemme at betræde, og man skal begynde opstigningen som ung:

”Det er nemlig nødvendigt, naar man paa rette Maade skal lægge sig efter denne Sag, at begynde, naar man er ung, med at lægge sig efter de skønne Legemer, og først og fremmest, dersom ens Vejleder leder en rigtigt, at elske eet af dem og i det at frembringe skønne Tanker, og dernæst maa man betænke, at Skønheden i et hvilket som helst Legeme er nært beslægtet med Skønheden i et andet Legeme, og naar det gælder om at faa fat i det, der er skønt af Udseende, saa er det ganske urimeligt ikke at anse den Skønhed, der lægger sig for Dagen ved alle Legemer, for én og den samme. Naar man saa har indset det, saa maa man blive en Elsker af alle skønne Legemer, men den voldsomme Elskov til det ene maa man slaa af paa, for det maa man regne for ringe og ubetydeligt. Derefter maa man anse Skønheden i Sjælene for mere værd end den legemlige, og selv om derfor et Menneske, hvis Sjæl er tilbørligt udrustet, blot i ringe Grad besidder Ungdomsskønhedens Blomst, maa man være tilfreds med det og maa elske ham og drage Omsorg for ham og stræbe efter at bringe saadanne Tanker til Verden, som kan gøre de unge Mænd bedre, for at man kan nødes til dernæst at betragte det skønne, som ligger i Virksomhederne og Grundsætningerne, og se, at ogsaa det helt igennem er indbyrdes beslægtet, hvorved man kommer til den Erkendelse, at det legemligt skønne er af ringe Værd. Og næst efter Virksomhederne maa man føre ham til Kundskaberne, for at han ogsaa kan se Kundskabernes Skønhed og, naar han nu vender sit Blik imod en stor Del af Skønheden, ikke længere som Slavesjæl skal trælle for den enkelte ved at elske Skønheden hos en Dreng eller et andet Menneske eller een enkelt Virksomhed og saaledes nære lave og indskrænkede Tanker, men med Blikket vendt imod det store Hav af Skønhed, som han betragter, kan bringe mange skønne og prægtige Tanker og Overvejelser til Verden i en uudtømmelig Kærlighed til Visdom.” (Platon, III, 132-33)

Det sidste trin hos Diotima er at skue ”selve det skønne”, men det hele begynder en dejlig dag i ungdommen på det nederste trin. Hernede tumler spædbørn og småbørn rundt i leg, og vi andre er i færd med at gøre vores erfaringer på det fysiske og sanselige niveau. Spædbarnet har kun øje, næse og smag for dets mors bryst og den kærlige berøring, som familien sædvanligvis overøser det med. Man rører, mærker og føler sig frem i en helt ny verden, og nysgerrigheden pirres af alle de ydre indtryk, der findes og indoptages på tilværelsens første trin.

Med tiden tiltrækkes ungdommen mere af et smukt legeme, for i den alder finder man sig en kæreste eller ægtefælle. Den fysiske kærlighed stopper naturligvis ikke ved ungdommen, men man kan godt i perioder tragte højere, og det gør man på næste trin, hvor man opdager, at der bag ved kroppen er en sjæl, og den har blik for etik, moral og det samfund, man er en del af. Her begynder man at få fornemmelse og forståelse for, at der er andet og mere end en selv og det, man kan nå med sanserne, idet de unge mennesker så småt finder interesse i, hvad der er på spil i et fællesskab, og hvad sammenhængskraften i et samfund består af. Love, regler og normer bliver afprøvet og udfordret, men det bliver åbenbart, at man ikke kan tage stilling til det alt sammen helt forudsætningsløst, så næste trin bestiges, hvor kundskabernes skønhed skal erhverves. Det er begæret for uddannelse, oplæring og undervisning, der trænger sig på, men det er også her, hvor den sokratiske dialog, som Sokrates i kundskabens tjeneste ønskede at sætte på dagsordenen i filosofien, bliver indøvet og taget i anvendelse. De unge sluger ikke læringen råt, hvilket er de fleste forældre bekendt, men vil diskutere og debattere eller gå i dialog om ethvert synspunkt. Det ville have glædet Sokrates, hvis han havde oplevet de unges begejstring for samtalen, og så sker der endnu en opstigning, fordi dialogerne sætter gang i refleksionen, hvilket var Sokrates’ hensigt. På refleksionstrinnet udvikles det åndelige niveau, og tanker fødes. Det er de skønne og prægtige tanker, som præstinden Diotima betegner dem, og de lader sig ikke begrænse, men ledes gerne hen imod idealitet, utopi eller det fuldkomne, og det er sidste trin i den menneskelige udvikling eller erkendelsesopstigning. Trinnene, som her skitseret, befinder sig alle sammen inden for den menneskelige og dermed forgængelige sfære, men der findes ifølge Platon noget, der er endnu højere. Ganske vist er det de få beskåret at nå dertil, men rigtige filosoffer kan nå et sidste trin. Det er den sjælelige og uforgængelige sfære, hvor evigheden, ur-ideen, sandheden eller godheden er at skue. Det er en guddommelig tilstand, hvor kun de færreste når op, men lige der på toppen findes en harmoni, hvor godhed, skønhed og sandhed finder hinanden i en smuk syntese. Vi skal og kan alle bevæge os op ad Diotimas trappe, men hvor højt vi når, og hvor længe vi befinder os på de enkelte trin eller plumper nedad igen, er individuelt. Læring og udvikling er i Platons optik hjulpet på vej af Sokrates’ gengivelse af Diotimas’ kærlighedstrappe, en kærlighed eller eros, der stimulerer os til at bevæge os opad til større og større indsigt. Sokrates mente, at al kundskab eller visdom er en erindring, der skal genfødes ved den majeutiske metode eller jordemodermetoden, hvor man ansporer, motiverer og provokerer det enkelte menneske til at tænke sig så grundigt om, at den visdom, man besidder, lige så stille bliver rystet ud af det tænksomme hoved, så det bliver muligt at arbejde med og tænke videre på det grundlag.

 

ÅNDELIG OPMÆRKSOMHED

 

Diotima betragtes som den første kvindelige filosof, fordi hun inspirerer til i sind og sjæl at fokusere på de åndelige forhold i livet. Sokrates betragtede hende som sin lærer, selvom hun kun optræder i denne ene dialog, men det er et betydningsfuldt felt at afdække kærlighedens væsen. Diotima betyder hædret af Zeus, og Mantinea var en græsk by på Peloponnes, der tillige var centrum for det største slag i Den Peloponnesiske Krig, hvilket var krigen i 431-404 f.Kr. mellem Sparta og Athen. Asteroide 423, som den hedder i astronomien er opkaldt efter Diotima, så hun er nået højt over sin egen trappe. Dem, der ikke nåede så langt, var deltagerne i Platons symposion, fordi de aldrig kom op fra løjbænkene, hvor de efter græsk tradition lå og drak vin, men det skulle til i visse mængder, hvis man er sandhedssøger eller filosof, mente ikke mindst Sokrates, der kunne drikke alle under bordet eller bænkene, hvis han ønskede det. Platon beskriver i sit værk, hvordan den slags filosofiske symposier eller drikkegilder foregår, og det er et gilde sent om aftenen i et privat hjem, og deltagerne er mænd af høj status. Stemningen er, ikke mindst på grund af den megen vinindtagelse, også høj og uformel. Gæsterne bliver enige om at benytte lejligheden til at holde tale for eros, den omtalte kærlighedsgud eller sjælens nærmeste medhjælper, eftersom sjælen er den, hvor idéer, ifølge Platon, har til huse. Den første taler hos Platon er Faidros, og han fortæller med forskellige sagn som baggrund, hvordan eros har betydning for venskab og samfundet i det hele taget, og desuden hjælper guden med til at styrke det for grækerne vigtige æresbegreb og offervilje i mennesket. Den anden taler er Pausanias, som søger op imod himlen, hvor han finder eros i form af det skønne og den sjælelige perfektion, men han har også bud på den mere jordiske eros, der udmøntes i kønsdriften. Den tredje taler ved symposiet er Eryksimachos, der opfatter den himmelske eros som en harmoniserende kraft, der virker i såvel naturen som i menneskekroppen og medfører en sund balance i kulturen. Derefter kommer Aristofanes på banen med en beretning om menneskets evige søgen efter sin livspartner, idet menneskene, i henhold til Platon, fra tidernes morgen var cirkelformede dobbeltvæsener i to køn. Guderne spaltede imidlertid hvert menneske op i to dele som straf for deres overmod (hybris). De gamle grækere mente, at der kom straf fra gudinden Nemesis, hvis man var for overmodig eller bedrev hybris, og her var straffen en spaltning af dobbeltvæsenerne. Det gamle hybris-nemesis-forhold eller hovmod står for fald-logik er at spore i de fleste kulturer igennem hele historien. Nu går vi så rundt og søger efter vores tabte eller måske bedre halvdel, hvilket kan tydes som et ønske om at opnå en totalitet eller helhed i tilværelsen.

Agathon er vært i Platons symposion, og han er en formidabel taler. Han beskriver ved gildet eros som en gud med alle dyderne i sig, hvilket er retfærdighed, mådehold, tapperhed og visdom, og han blev hyldet med en stor klapsalve. Sokrates, som var Platons lærer, var normalt ikke begejstret for at holde tale, for han foretrak at gå i dialog med folk og finde sandheden ved at spørge sig frem, men han kommer alligevel op fra bænken, hvor han i sin tale fremhæver Diotima. Her bliver trappevisdommen præsenteret, og det bliver klart, at man erfarer, lærer, tænker og reflekterer gradvist i takt med, at man kommer op af flere og flere trin for på det øverste eller højeste trin at øjne selve uridéen eller den fuldkomne sandhed. Trappeopstigningen eller den øgede lærdom gør en i stand til at definere vigtige begreber som retfærdighed, tapperhed og etiske begreber i det hele taget, hvilket har til formål, at man får noget at holde sig til og leve efter. Eros er ikke skønhed, men et begær efter skønhed og at barsle med de åndelige børn i form af tanker og refleksioner, og filosofi er en evig stræben efter sandhed og aldrig et færdigt resultat. Processen driver filosoffen og de søgende op ad trappen imod de idéer, som det er de færreste forundt at få øje på. Eros eller erotik kan betegnes som kærlighed til visdom eller simpelthen filosofi, der har sit væsen i bestigning af Diotimas trappe. Det er den smukkeste tale, man kan forestille sig, og her burde drikkegildet være afsluttet, men netop som Sokrates var færdig med at fortælle om præstinden, brasede en ung beruset herre ved navn Alkibiades ind. Han var stadig forelsket i Sokrates, og i det antikke Grækenland var homoseksualitet almindeligt og anerkendt, hvorfor Alkibiades holdt en lovtale for sin ekskæreste. Når forholdet var ophørt eller aldrig rigtig blevet til noget, var det, fordi Sokrates var interesseret i Diotimas’ eros og ikke i den kødelige eller erotiske kærlighed. For Alkibiades er Sokrates en sand erotiker eller en sand filosof. Så meget kan man få sagt og lært, hvis der er vin nok i sækkene, og det er oplagt, at eros har betydet meget for grækerne, men det er også en væsentlig pointe, at det fik en klar drejning hos Sokrates og Platon hen imod den filosofiske stræben. Hos Platon var det trods vinens opmuntring en alvorlig sag i hans Symposion at lovprise eros, for guderne gjorde man ikke grin med. Det var en af anklagerne imod Sokrates, da han blev dødsdømt, at han ikke troede på guderne, skønt han dagligt bad sine bønner og i talen om eros er dybt seriøs i sin afdækning af gudens betydning.

 

EKSISTENS

 

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en stor beundrer af Sokrates, og han undersøgte nærmere, hvad vin og filosofi havde til fælles, eller han digtede om et gæstebud i lighed med det, som Platon skriver om i Symposion. Kierkegaard har et væld af finurlige personligheder eller pseudonymer, og en af dem indbyder til et gæstebud eller gilde: ”Der gik da nogen Tid hen, og baade Gjestebudet og Talen derom var glemt, indtil pludselig en Dag Deeltagerne modtoge et Indbydelseskort fra Constantin til et Gjestebud samme Aften. Selskabets Symbolum var af Constantin betegnet: in vino veritas, fordi der vel maatte tales, ikke blot samtales, men der maatteikke tales uden in vino, og ingen Sandhed maatte der høres uden som den er in vino, naar Vinen er et Forsvar for Sandheden og Sandheden et Forsvar for Vinen.” (SLV, SKS 6, 31). Selskabets ”symbolum” med den latinske vending ”in vino veritas” betyder: i vinen er sandheden, og det klinger lidt af det danske ordsprog om, at af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Hos Kierkegaard, der dedikerer gæstebuddet ”In vino veritas”, blev det i modsætning til Diotimas’ alvorlige pointe om at søge sandheden i en opadstræben gengivet i Sokrates’ tale beskrevet i Platons dialog noget mere pjanket. Sandheden kan findes i vinen, og det uanset om man levede i det gamle Grækenland eller i det moderne Danmark. Også hos Kierkegaard bliver det til en lang aften for deltagerne i hans symposion eller gæstebud, og skriftet udgør en del af værket Stadier paa Livets Vei med titlen ”In vino Veritas”. I den danske sommeraften hører vi ligeledes om eros eller kærligheden, men her er der fem og ikke syv talere. Det er stadig mænd, og ikke engang en enkelt præstinde, der er omdrejningspunktet, men ingen af de gæve danskere er så kloge som Sokrates. Sokrates’ eros har en guddommelig status, hvad Kierkegaard ikke kan give sin kærlighedsanprisning eller den filosofiske kærlighed til visdom, som det handlede om i den græske optik i henhold til Diotima, da den ikke skal konkurrere med kristendommen og den eneste sande Gud her. De fem muntre herrers taler og tanker i det kierkegaardske gæstebud bliver derfor om kvinden, og hvad hun kan bruges til, for det er den sandhed, herrerne i samspil med vinen skal komme frem til. Hvis Diotima skulle have noget at sige i den sammenhæng, ville hun formentlig anføre, at her ikke er tale om sandhed eller filosofi, men snarere om en sanselig tilstand på det nederste trin af trappen, hvor vinen indtages, og synspunkter om kvinder udsiges. To kulturer og religioner støder sammen, idet den græske mytologi antog, at enhver sjæl er forsynet med noget guddommeligt, hvorfor man bærer rundt på sandheden, mens kristendommen tilsiger, at sandheden eller troen kommer udefra og skænkes en. Uanset sammenstødet eller mødet får Kierkegaard det mest underholdende og provokerende ud af de fem talere, i takt med at glassene tømmes, men seriøst bliver det først i de næste dele af værket, hvor en klog ægtemand for alvor definerer, hvor enestående kvindekønnet er, og det gør det kun endnu bedre at blive gift med hende og se hende blive smukkere år for år, men det kræver te og ikke vin, hvis man skal gennemskue den skønhed.

Elskov eller eros hos Diotima er at betragte som eksistens, længe før eksistentialismen blev udviklet, for man begærer i hele livet det skønne, det gode og det sande, selvom man ikke bruger de begreber så meget mere. Det er at ligne med begrebet lykke, og det vil vi alle gerne møde i vores liv. Vi stræber efter Diotimas mening også efter det åndelige afkom, som vi barsler med, når vi er kommet lidt op ad trappen, og det er ry, ære og digterværker, men skønnest af alt er idéen eller det afkom, der udgør den retfærdige stat. En sådan skriver Platon et stort værk om, og så kan man overveje, hvor retfærdigt det er, at kun filosoffer bliver ledere her og i det hele taget regnet for noget, mens alle andre borgere i staten er vogtere og håndværkere, der skal servicere filosofferne, som bestemmer statens funktioner. Diotima forklarer, at individets eksistens bestemmes af kærlighed til det skønne, og rent intellektuelt har mennesket ikke sin egen personlighed, for kun ved den konstante stræben op imod det øverste trin eller evigheden får man en slags identitet. Det er ikke mere mystisk, end at man ved at gennemføre sokratiske dialoger og deltage i symposier eller blive gode venner med en Sokrates vil kunne opnå den fornødne indsigt i den skønhed, som er et sted deroppe. Meningen med og målet for livet er den metafysiske kærlighed, som Diotima forklarer Sokrates. I det hermeneutiske essay Platons symposion står der om Diotima: ”Men foreløbig er der den gådefulde Diotima fra Mantineia. Om damen virkelig har eksisteret, skal ikke diskuteres her. Derimod er det væsentligt at få fastslået, hvad hun står for, og hvilken funktion hun har i kompositionen – to spørgsmål, der må besvares i sammenhæng. Dertil er forskelligt at bemærke. For det første det nævnte tidsperspektiv. På den ene side repræsenterer hun en røst fra fortiden, omend den ikke er så fjern; på den anden side får hendes lære om Eros plads som den mest avancerede i rækken, efter sofistik og sokratisk dialektik, hvori den eksplicit tager udgangspunkt. Dertil kommer, at hun har en forbindelse til det guddommelige, angivet ved hendes navn og hjemsted samt hendes tecne. For som alle de andre talere har hun sin særlige disciplin, tydningskunsten, som også hun – vel ikke helt uden ironi fra Platons side – selvbevidst som Agathon og Eryksimakhos universaliserer og foreskriver Eros. Og så har hun tillige fornuft og indsigt i tingene og aspirerer for så vidt til den højeste dyd sofia, Som Agathon ikke kunne få til andet og mere end techne [kunst]. Det forekommer mig derfor nærliggende at se hende som repræsentant for filosofien.” (Olsen, 79)

 

EN FØRSTEDAME BLANDT MÆND

 

Det guddommelige taler igennem Diotima, som med sin pædagogiske formidlingsform giver det videre til en åben og modtagelig lytter, og her er Sokrates altid villig. Hun bliver den ene og fremmede kvinde blandt de mange mænd, og hun giver Platons idélære et skub med på vejen. Hun er den vise kvinde og den første, så vidt vides, der får lov til at blande sig, om end indirekte, med mændene, og det på en aften, hvor kærlighed mellem mænd og guddommelig kærlighed er aftenens tema. Sokrates kan som en af aftenens talere referere, hvad Diotima har lært ham, og det bliver grundlæggende for filosofihistorien og hele filosofiens fortsatte udvikling. Diotimas belæring understreger, at eros er ikke et resultat eller et afsluttet hele, men et søgende væsen, og det er et symbol på menneskehedens evige stræben efter udødelighed i form af åndelige børn eller tanker. Erotik bliver i løbet af drikkegildet til kærlighed til visdom, der på græsk hedder filosofi, hvor filos betyder kærlighed, og sofia betyder visdom. Omkring 100 år tidligere havde Pythagoras defineret fænomenet filosofi og brugt ordet for første gang, men i Platons drikkelags omgivelser får faget sin endelige bestemmelse, og vinen får det hele til at glide nemmere ned: ”Livet er i mine øjne at sammenligne med et marked af den slags som holdes, når de store festlege udfolder deres pragt under tilstrømning fra hele Grækenland; der kommer da nogle, som ved deres sportspræstationer prøver at vinde sejerskransens hæder; andre hidlokkes af udsigten til at tjene penge ved køb og salg. Men så er der endelig nogle – og de er de bedste! – som hverken stræber efter bifald eller gevinst, men blot kommer som tilskuere, for at give nøje agt på alt hvad der foregår. På samme måde er vi mennesker sat her i livet, henflyttet fra et andet liv og en anden slags tilværelse, ganske som de mennesker, der kommer rejsende fra deres hjemby til det myldrende marked: nogle træller for hæder, andre for penge; men der er også nogle få som agter alt andet for tomhed og intet, og kun søger at trænge til bunds i tingenes væsen. Dem kalder jeg for visdomssøgere. Og ligesom det er den mest fribårne syssel at være tilskuer uden tanke på vinding, således er også her i livet én ting at foretrække fremfor alt andet: fordybelse i og kundskab til alle ting.” (Cicero, V, 1971, 363) Pythagoras forklarer, at ordet filosoffer betyder visdomssøgere, hvilket indikerer, at de hele tiden er på jagt efter mere visdom, og desuden understreger han, at fordybelse i og kundskab til alt er at foretrække fremfor alt andet. Ikke blot kan filosofi-termen dateres, men det er også muligt helt præcist at sige, hvornår man begyndte at filosofere. Det er fordybelse og kundskab til alle ting, som filosoffen søger, men det er på nogle helt specielle præmisser, og i antikken var det nogle revolutionerende præmisser.

Det, der adskiller filosofi fra tænkning i almindelighed, er groft sagt guderne. Før visdomssøgerne gjorde deres indtog i tænkningens verden, har man naturligvis også tænkt, men ikke uden at inddrage guderne. Blev man syg, var det gudernes straf for et eller andet, og når vi lider af influenza, kan det endnu betragtes som en straf i mere end en forstand, idet ordet influenza er græsk og betyder under indflydelse af stjernerne, og vi anvender det ligeledes i horoskoper, der fortæller os, at stjernerne har stor indvirkning på liv og helbred. Oprindelig var guderne en aktiv del af menneskenes verden, og som i anklagen mod Sokrates blev det klart, at man ikke skulle afvise at tilbede statens guder, og i det præantikke Grækenland kunne man overhovedet ikke forestille sig eller overveje noget uden at medtænke gudernes betydning. Det betegnes som et mytologisk verdensbillede, mens filosofien med sin revolutionerende nytænkning tillader sig at tænke og reflektere over spørgsmål uden at give guderne andel i livets gang. Guder og tanker bliver skilt ad, når filosofferne er på arbejde, og det gør digtning og beviser også. Det overnaturlige blev skubbet væk til fordel for det logiske, og filosofferne bestræbte sig på at overbevise de overtroiske medborgere om, at man ikke er ganske uden indflydelse på det, der foregår, men at det er muligt at få kontrol over sit liv og sin fremtid. De gamle fortællinger blev overhalet af de nye forklaringer, og følelserne erstattedes af fornuften. Den første mand, som evnede at adskille myter (mythos) og logik (logos) fra hinanden var Thales fra Milet, og dermed blev han at betragte som den første rigtige filosof, til hvem vi henregner filosofiens begyndelse. Han levede i begyndelsen af det 6. århundrede, og i år 585 f.Kr. forudsagde han en solformørkelse. Forudsigelsen holdt stik, på trods af at der ikke var nogen myter eller fortællinger, der pegede i den retning. Thales havde brugt sin fornuft, sine observationer og sin erfaring til at ræsonnere sig frem til himmelfænomenet, sådan som meteorologer gør det den dag i dag. Endvidere forudså Thales en anden gang en god olivenhøst, igen uden at spørge guderne til råds, og det var et godt eksempel på, at man kan have medindflydelse på, hvor godt det går en. Aristoteles fortæller om høsteventyret: ”Han havde lidt penge og lejede derfor på forhånd alle olivenpresserne på Chios og i Miletos til en billig penge, fordi ingen troede, de ville få brug for dem. Da høsttiden kom og mange ønskede at leje presserne, lejede han dem ud til høj pris og tjente store penge. Således viste han verden, at filosoffer let kan blive rige, hvis de vil, men at deres værdier er af en anden art.” (Stigen, 29) Både Pythagoras og Thales får slået fast, at filosofien ikke er et fag som alle andre, men at der er nogle helt andre værdier på spil, og Diotima gør sit til at få trappemetaforen ind i mændenes hoveder.

Sokrates ønskede at finde frem til tilværelsens store sandheder og at finde ud af, hvordan mennesket kunne leve i overensstemmelse med de sandheder. Han blev hurtigt klar over, at man muligvis kan få viden fra bøgerne og lærerne, men ikke egentlig livsvisdom, for den tilegnes og opleves blandt menneskene i en evig dialog og handling. Det blev Sokrates’ livsmål at indhente så megen visdom blandt mennesker som muligt, hvilket var et dobbeltmål: Sokrates kunne håbe på at blive klogere, og de folk, han debatterede med, blev det også, efter hvad beretningerne fortæller. Hans bestilling som filosof blev at forløse mennesker og udvikle de enkelte individers potentialer. Det har som konsekvens, at man får sin personlige frihed i eksistentiel forstand, hvilket er essensen af at kende sig selv. Sokrates’ tænkning udfolder sig i takt med hans samtaler og samvær med andre mennesker, men også ved eftertanke og fordybelse i enrum i perioder. Han havde fået meget at tænke over, efter den tænkte eller virkelige Diotima gjorde ham bekendt med den trinvise opstigning og erkendelse for at nå til endelig beskuelse af sandheden eller erkendelse af det, der er skønt i sig selv. Diotima fik overbevist Sokrates om, at det er værd at leve for trangen efter at få blik for selve det skønne, og at intet andet kan sammenlignes hermed. Som altid ønskede han ikke at beholde noget for sig selv, så han gengav Diotimas vise ord blandt de knap så vise mænds og håbede på, at nogle ville rejse sig fra løjbænkene og begynde den søgende, begærende og aldrig afsluttende visdomsvirksomhed, og noget tyder på, at den er uafsluttet, da der er gået lang tid siden Platons Symposion gav os startskuddet. Vi har med førstedamen Diotima blandt de vise kvinder samtidig taget hul på og indledt vores filosofiske stræben, der ganske vist er lidt kønsbestemt i bogen her.

 

BIOGRAFI:

 

Fødsel og død (uvist): 5. årh. f.Kr.
Hjemby: Mantinea (Peloponnes i Grækenland)

 

 

 

Lån bogen