Den syvende dag

Info om bogen

 

Forfatter:
Yu Hua
Forlag:
Klim
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Sidse Laugesen
Den døde Yang Fei møder andre nylig døde og ser tilbage på sit korte, men begivenhedsrige liv

Kort resume

Det er en vigtig dag for Yang Fei, for han er død, og det er hans første dag i døden. Han skal kremeres kl. 9.00, men han mangler penge til en begravelsesplads, og han må derfor vandre formålsløst rundt i efterlivet. I løbet af de næste syv dage ser Yang Fei tilbage på sit 41-årige liv, efterhånden som han møder de sjæle, han tidligere har mistet. Det er blevet til et begivenhedsrigt liv – levet i ubemærkethed. Sådan som det er tilfældet med så mange andre levede liv. Fra sin plads i efterlivet er den døde i en unik position til at betragte det moderne Kinas mange ofre. Men der hersker også et håb blandt de døde. Forventningen om bedre liv, der skal leves i fremtiden.

Det er en barsk og melankolsk bog, Yu Hua har skrevet. Den er på en gang vidt skuende og samfundskritisk, men samtidig poetisk og livsbekræftende. ’Den syvende dag’ cementerer Yu Huas position som en af de allervigtigste litterære stemmer i Kina.
 

Fakta om forfatteren

Yu Hua (余华) (1960) er født i Hangzhou i provinsen Zhejiang. Han voksede op under Kulturrevolutionen, som er en væsentlig medspiller i flere af hans værker.
Yu Hua har modtaget adskillige priser som forfatter. I 1998 modtog han Grinzane Cavour Award i Italien for ’At Leve’. I 2002 fik han James Joyce Foundation Award, og i 2004 modtog han den franske Æreslegions orden i litteratur.

Lån bogen

 

På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført.

(1. Mosebog 2:2)

 

 

 

Den første dag

 

Det er tæt tåge, da jeg træder ud fra mit hummer og vrikker mig frem gennem den forladte, formløse by. Jeg er på vej til krematoriet. Krematoriet kalder de det nu, i gamle dage hed det bare ligbrændingshuset. Jeg har fået at vide, at jeg skal møde før klokken 9, og at jeg skal brændes klokken 9.30.

Hele natten hørte jeg lyden af kollaps, drøn fulgte drøn, som om bygning efter bygning sank udmattet sammen. Mellem drønene gled jeg ud og ind af søvnen, men da jeg åbnede døren om morgenen, blev der pludselig stille, som om døren var en kontakt, og jeg ved at åbne den havde slukket for lyden. Da så jeg beskeden om, at jeg skulle møde i krematoriet. Den hang på døren ved siden af de gamle regninger for el og vand, de øverste tegn var utydelige, gennemblødte af tågen.

Tågen holder byens ansigt i et jerngreb, byen har mistet dagen og natten, morgen og aften. Jeg er på vej til bussen, omkring mig træder skikkelser pludseligt frem og forsvinder ligeså pludseligt igen. Jeg bevæger mig forsigtigt fremad, indtil noget, der ligner et skilt, spærrer vejen. Det er der bare, som skudt op af jorden. Jeg tænker, at der må stå et nummer på skiltet, tænker, at hvis det er nummer 203, er jeg nået frem til det rigtige sted. Men jeg kan ikke rigtig læse, hvad der står, så jeg løfter hånden og tørrer skiltet af. Kan stadig ikke se klart. Jeg tørrer mine øjne, og nu skimter jeg et tal, det ser ud til at være 203, det må være stoppestedet. En mærkelig fornemmelse breder sig i mig. Mit højre øje er, hvor det plejer at være, men det venstre er gledet ned over kindbenet. Så mærker jeg noget hænge ved siden af min næse og under hagen. Jeg lader hånden glide hen over ansigtet og opdager, at næsen er vredet om, og kæben hænger ned. De har flyttet sig rundt.

Skygger flimrer omkring i tågen, og jeg hører de levende stemmer stige og falde som vand, der bølger. Jeg står dér i uvirkeligheden og venter på bus nummer 203. Så hører jeg bil efter bil kollidere, mine øjne er gennemblødte af tåge, jeg kan intet se, hører kun rækken af sammenstød. En bil kommer farende ud af tågen, den strejfer min skulder og styrer direkte ind i bunken af levende stemmer. Stemmerne eksploderer øjeblikkeligt som vand, der koger op.

Jeg bliver stående og venter. Så konkluderer jeg, at bus nummer 203 ikke kan komme frem, hvis der har været en ulykke. Jeg må hen til det næste stoppested.

Jeg går videre, og mine drivvåde øjne ser snefnug, der hvirvler som stråler af lys ud og ind af tågen. De lander på mit ansigt og afsætter pletter af varme. Jeg standser op, sænker hovedet og betragter fnuggene, der falder på min krop og langsomt lysner min frakke.

Det slår mig, at dette er en vigtig dag: min første dag i døden. Alligevel har jeg hverken taget mit rituelle bad eller iklædt mig mine ligklæder. Jeg er på vej til krematoriet i mit hverdagstøj og den gamle, posede frakke. Denne overilede handling gør mig flov, og jeg vender straks om.

De dalende fnug giver byen enkelte stråler af lys, og det virker, som om tågen nu langsomt affører sig sit skrud, så jeg svagt kan skimte fodgængere og biler, mens jeg går. Jeg når tilbage til stoppestedet, og et grufuldt syn møder mit blik. Ga9 den er blokeret af biler, mere end tyve, der ligger spredt rundt omkring. Der er også politi og ambulancer på stedet, og folk ligger på jorden eller bliver trukket ud af deforme karosserier. Nogle jamrer, andre græder, atter andre er tavse. Det var her, bilerne stødte sammen. Jeg standser op, og nu kan jeg tydeligt se tallet på skiltet, det er 203. Jeg går tværs gennem det hele.

Jeg vender tilbage til mit hummer, smider den upassende påklædning, går splitternøgen hen til vasken og drejer på hanen, og da jeg huler hånden og øser vand ud over min nøgne krop, opdager jeg, at den er dækket af sår. De gaber, fulde af snavs, småsten og splinter. Jeg renser dem forsigtigt.

Så ringer min mobil. Den ligger på sengen ved siden af hovedpuden. Jeg finder det underligt, det er flere måneder siden, den sidst blev tanket op, og alligevel ringer den nu. Jeg griber den, rømmer mig, tager opkaldet.

“Hallo?” siger jeg forsigtigt.

“Er det Yang Fei?” spørger stemmen i røret.

“Ja, det er mig.”

“Jeg ringer fra krematoriet. Hvor er du?”

“Jeg er hjemme.”

“Hvad laver du?”

“Jeg er ved at vaske min krop.”

“Vaske? Den er næsten ni.”

“Jeg er der om lidt,” siger jeg uroligt.

“Skynd dig. Og husk dit reservationsnummer.”

“Mit reservationsnummer? Hvor finder jeg det?”

“Ude på døren.”

Vedkommende afbryder forbindelsen. Jeg er ikke glad ved det. Er det virkelig nødvendigt at skynde sig med den slags? Jeg lægger telefonen fra mig og fortsætter med at rense sårene. Men jeg finder dog en skål frem, så jeg hurtigere kan skylle småsten og splinter væk.

Da jeg har vasket min krop, går jeg drivvåd og dryppende hen til klædeskabet. Jeg åbner lågen og leder efter mine ligklæder. Men der er ikke nogen. Det eneste, der ligner lidt, er en hvid, svagt mønstret silkepyjamas med navnet Li Qing broderet i falmet rødt på den højre brystlomme. Det er et levn fra mit korte ægteskab. Min daværende hustru Li Qing havde omhyggeligt udvalgt en pyjamas til os hver henne i butikken. Hun broderede mit navn på brystlommen af sin egen pyjamas og sit eget navn på brystlommen af min. Da vores korte ægteskab sluttede, holdt jeg op med at gå med den, men nu tager jeg den på, og jeg mærker, at den har samme lune farve som sneen, der falder udenfor.

Jeg åbner hoveddøren og studerer beskeden fra krematoriet. Oppe i hjørnet står der A3, jeg tænker, at det må være reservationsnummeret. Jeg tager beskeden, folder den omhyggeligt sammen og lægger den i lommen på min pyjamas.

Så er jeg klar til at gå, men alligevel synes jeg, at der mangler noget. Jeg står mellem de svævende snefnug og grubler, så har jeg det: et sørgebind. Jeg er alene i verden, ingen vil sørge over tabet af mig, jeg er nødt til at sørge over mig selv.

Jeg går ind igen og leder efter sort stof i klædeskabet. Jeg leder længe, men der er intet, kun en sort skjorte, der er så gammel, at den sorte farve er blevet grå. Jeg har ikke andre muligheder, så jeg klipper den ene manchet af og trækker den ud over det hvide ærme på min venstre arm. Selvom min sørgedragt er ufuldkommen, er jeg ganske tilfreds med mig selv.

Min mobil ringer igen.

“Yang Fei?”

“Det er mig.”

“Det er fra krematoriet. Vil du overhovedet brændes?”

Jeg tøver et øjeblik.

“Ja,” siger jeg så.

“Den er halv ti. Du kommer for sent.”

“Kan man virkelig komme for sent til den slags?” spørger jeg forsigtigt.

“Hvis du vil brændes, må du skynde dig lidt.”

Krematoriets ventesal er bred og dyb. Udenfor er tågen langsomt ved at lette, men herinde bølger den stadig tungt. Et par stearinlysformede væglamper glimter mat i det fjerne, også de er hvide som sne. Det er underligt, at jeg føler mig varm, hver gang jeg ser noget hvidt.

I højre side af salen er lange rækker af plastikstole fastskruet i jernrammer. I venstre side er et sofaområde med store, komfortable lænestole, der er arrangeret i grupper omkring teborde pyntet med plastikblomster. På plastikstolene er der mange kremeringsafventende, i sofagrupperne kun fem. De sidder med det ene ben skødesløst slænget over det andet i fuld bevidsthed om, at de har haft succes og opnået noget i livet, mens man på stolerækkerne er rykket helt ud på kanten af sædet, stive og anspændte.

Da jeg træder ind, kommer en skikkelse i slidt blå jakke og hvide handsker mig i møde. Han er radmager, knoglerne er tynde som kviste, og det virker, som om hans hoved ikke er andet end et kranie, ingen muskler, ingen hud.

Han betragter mit forskudte, deforme ansigt.

“Velkommen,” siger han med sagte stemme.

“Er det her ligbrændingshuset?” spørger jeg.

“Det kaldes ikke længere for ligbrændingshuset,” svarer han. “Nu hedder det krematoriet.”

Jeg ved, at jeg har begået en bommert. En kæmpe bommert, som hvis jeg var trådt ind på et hotel og havde spurgt, om det var et vandrehjem.

Hans stemme klinger hult og dybt af udmattelse, det kan umuligt være ham, der ringede til mig. Jeg undskylder for min forsinkelse, han ryster let på hovedet og beroliger mig med, at der er mange, som kommer for sent i dag. Mit reservationsnummer gælder ikke længere, så han går hen til indgangen og trækker et nyt, hvorpå han rækker mig den lille lap papir.

Jeg er blevet flyttet fra nummer A3 til A64, og jeg kan se, at der er fireoghalvtreds i køen foran mig.

“Kan jeg stadig nå at blive brændt i dag?” spørger jeg.

“Der er altid mange, som ikke dukker op,” svarer han.

Han peger hen mod plastikstolene med den højre hånds slidte, hvide handske for at få mig til at tage plads. Mine øjne søger over mod sofaerne. Han informerer mig om, at sofaområdet er reserveret til særligt betydningsfulde gæster, og at jeg hører til i området for almindelige borgere ovre ved plastikstolene. Da jeg med nummeret i hånden går hen mod min plads, hører jeg ham mumle:

“Endnu en stakkel, der kommer uden at have fået ordnet sit ansigt.”

Jeg sætter mig på plastikstolen. Den lasede, blåklædte passerer frem og tilbage i gangen mellem området for de særligt betydningsfulde og området for de almindelige kremeringsafventende. Han er tilsyneladende dybt opslugt af sine egne tanker, og hans skridt lyder som bank på en dør. Uafbrudt træder nye forsinkede ind gennem døren. Han hilser dem velkommen og trækker et nyt nummer til dem, så strækker han armen frem og peger, så de kan sætte sig over til os på plastikstolene. En enkelt af de forsinkede er en særligt betydningsfuld gæst, og han bliver straks fulgt over til sofaområdet.

De kremeringsafventende på stolerækkerne taler hviskende sammen, og også de seks i VIP-området er fordybet i samtale. Stemmerne fra sofaområdet er høje og klare. Det virker, som om de står forrest på en scene og synger solopartier, mens vores samtaler blot er et svagt akkompagnement fra orkestergraven.

VIP’erne taler om ceremonidragter og skrin til den sidste aske. Alle er de klædt i specialfremstillede dragter af den fineste silke med farvestrålende, håndbroderede mønstre. De berører kun flygtigt prisen på deres ceremonidragter, og hver eneste af dem har kostet over tyve tusinde yuan. Jeg ser over på dem, de er klædt som var de medlemmer af en kejserlig familie. Så begynder de at tale om skrinene til den sidste aske. De er lavet af storbladet sandeltræ med smukke, sjælfulde udskæringer på låget, hvert eneste til en værdi af mindst tres tusind yuan. Også navnene på de seks skrin er storslåede: ‘Sandeltræspaladset’, ‘Tranepaladset’, ‘Dragepaladset’, ‘Fønixpaladset’, ‘Kirinpaladset’ og ‘Sandeltræskejsergraven’.

Her på stolerækkerne tales der også om ceremoniklæder og askeskrin. Her er dragterne lavet af rayon eller naturbomuld og har kostet lige omkring tusind yuan. Skrinene er af cedertræ eller planker og uden udskæringer i låget. Det dyreste har kostet otte hundrede yuan, det billigste kun to hundrede. Skrinenes navne er også i en helt anden stil, som ‘Et vissent blad vender tilbage til roden’, eller ‘Altid husket, aldrig glemt.’

Her taler man ikke om, hvor svimlende dyre klæder og skrin har været, men diskuterer i stedet, hvorvidt man har gjort en god handel. På rækken foran mig opdager to kremeringsafventende, at de har købt ens dragter i den samme butik, men den ene har betalt halvtreds yuan mere end den anden. Han, der har betalt mest, sukker mismodigt og mumler:

“Det er min kone. Hun er også så dårlig til at prutte om prisen.”

Jeg lægger mærke til, at også de kremeringsafventende på stolerækkerne er klædt i ceremonidragter. Nogle bærer klassiske klædedragter i Ming- eller Qingstil, andre bærer moderne jakkesæt i europæisk eller kinesisk snit. Jeg har ikke andet end en gammel, hvid pyjamas med kinesisk lukning, men jeg priser mig lykkelig for, at jeg nåede at tænke, at den gamle, posede frakke ville være upassende, og at jeg derfor skiftede til den hvide pyjamas. Til trods for, at den er tarvelig, falder den ikke umiddelbart i øjnene.

Men jeg har ikke noget skrin til min aske, ikke engang et billigt produkt a la ‘Et vissent blad vender tilbage til roden’ eller ‘Altid husket, aldrig glemt’. Jeg begynder at blive bekymret. Hvor mon min aske vil komme hen? Vil den blive spredt ud over havet? Nej, den slags er forbeholdt store personligheder, som ankommer i privatfly, flankeres af en konvoj af krigsskibe og svæver ud over havet til lyden af familiens og de underordnedes hulken. Når min aske bliver hældt ud af ovnen, vil kost og fejebakke byde sig til, og derefter vil den ryge direkte i skraldespanden.

En gamling ved siden af mig drejer hovedet og betragter mit ansigt.

“Er du ikke engang blevet vasket ? Ingen ansigtskorrektion?” spørger han forskrækket.

“Jo, jeg er blevet vasket ,” svarer jeg. “Jeg har vasket mig selv.”

“Men dit ansigt …” fortsætter den gamle. “Det venstre øjeæble er faldet ud, din næse er vredet om, og din hage er frygtelig lang.”

Jeg kommer i tanke om, at jeg glemte ansigtet, da jeg vaskede mig, og jeg føler mig flov.

“Nej, jeg har ikke fået ordnet mit ansigt,” svarer jeg.

“Det er da en sløset familie, du har,” siger den gamle. “De har hverken korrigeret dit ansigt eller sminket dig.”

Jeg er alene. Min kærlige far Yang Jinbiao, den mand, der tog sig af mig, var dødeligt syg, da han for godt et år siden pludselig forlod mig uden et ord til farvel. Min biologiske far og mor bor i en by langt mod nord og har ingen anelse om, at jeg i dette øjeblik har bevæget mig over i en anden verden.

Kvinden på den anden side af mig har hørt vores samtale. Hun måler mig med øjnene og spørger: “Hvorfor ligner din ceremonidragt en pyjamas?”

“Jeg har ligklæder på,” svarer jeg.

“Ligklæder?” Hun ser uforstående på mig.

“Ligklæder er det samme som ceremonidragt,” siger den gamle. “Ceremonidragt lyder bare mere lykkebringende.”

Jeg betragter deres ansigter. De er begge kraftigt sminkede, som var de på vej op på en teaterscene og ikke ind i en kremationsovn.

På rækken foran mig brokker en kremeringsafventende sig til den blåklædte.

“Hvorfor er der ikke nogen, som bliver kaldt frem? Vi har ventet længe allerede.”

Lån bogen