Ekspatrioterne

Info om bogen

 

Forfatter:
Chris Pavone
Forlag:
Forlaget Punktum
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Michael Krefeld
En FBI-efterforskning af et økonomisk svindelnummer og en del dobbeltspil er væsentlige dele i det spændende og velskrevne plot

Kort resume

Kate Moore er en arbejdende mor, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, opdrage sine børn, fastholde gnisten i sit ægteskab … og bevare en, i stigende grad, uudholdelig hemmelighed.

Så da hendes mand får tilbudt et indbringende job i Luxemburg, griber hun chancen for at forlade sit dobbeltliv og starte forfra. Hun genopfinder sig selv, som en ganske almindelig  udlandsamerikaner. Hun forsøger at navigere et sprog hun ikke kender, og laver typiske ting for en hjemme-gående husmor—legeaftaler, formiddagskaffe og uanede mængder vasketøj.

Fakta om forfatteren

Chris Pavone er født i 1968 og vokset op i New York. Han har en univeristetsgrad fra Cornell og har arbejdet i forlagsbranchen i næsten to årtier. Hans første romanEkspatrioterne, der udkom i USA i starten af 2012, fløj direkte ind på New York Times bestseller-liste, og er blevet udgivet i mere end 15 lande fordelt på 5 kontinenter. I februar 2012 blev filmrettighederne opkøbt af CBS Films. Chris boede i Luxemburg i 18 måneder sammen med sin familie, hvilket inspirerede ham til at skrive Ekspatrioterne.

Han er netop blevet færdig med The Accident, den nyeste bog i serien, der er planlagt til i alt 6 bøger. 

Han bor i Greenwich Village sammen med sin kone Madeline, deres to tvillinge-drenge Sam og Alex og en gammel cockerspaniel, ved navn Charlie Brown.

Fotocredit: Nina Subin

(fra forlagets hjemmeside)

Lån bogen

 

SANDHEDEN ER SMUK, INGEN TVIVL OM DET;
MEN DET ER LØGNEN OGSÅ.
– RALPH WALDO EMERSON

 

CHARMEN VED ÆGTESKABET ER, AT DET GØR
DET UOMGÆNGELIGT NØDVENDIGT FOR BEGGE PARTER
AT LEVE ET SVIGEFULDT LIV.
– OSCAR WILDE

 

PROLOG
I DAG KLOKKEN 10.52 I PARIS

 

“Kate?”
Kate står foran et udstillingsvindue fyldt med puder, duge og gardiner i muldvarpegrå, chokoladebrune og mosgrønne nuancer, der har erstattet sidste uges pastelfarver. Årstiden er med ét slag skiftet. 

Hun vender sig om mod kvinden, der står ved siden af hende på den tynde strimmel fortov i Rue Jacob. Hvem er hun? 

“Du godeste, Kate, er det dig?“ Stemmen er velkendt. Men stemmen er ikke tilstrækkelig.

Kate har glemt, hvad det er, hun halvhjertet er på udkig efter. Stof af en slags. Var det et bruseforhæng til gæstebadeværelset? Noget uvigtigt. 

Hun strammer bæltet i frakken, en selvbeskyttende gestus. Det regnede i morges, da hun fulgte børnene i skole, støvregnen kom drivende ind fra Seinen, de hårde hæle på hendes læderstøvler klikkede mod de våde brosten. Hun er stadig iført sin letvægtsoilskinsjakke, den foldede Herald-Tribune stikker op af lommen, efter at hun har løst dagens krydsord på caféen ved siden af skolen, hvor hun spiser morgenmad de !este morgener sammen med andre udlandsamerikanske mødre.

Denne kvinde er ikke en af dem.

Denne kvinde er iført solbriller, der dækker halvdelen af panden, det meste af kinderne og hele området omkring hendes øjne. Det er umuligt at identicere vedkommende bag alt det sorte plastic og guldlogoerne. Hendes korte, kastanjebrune hår er trukket stramt tilbage og bliver holdt på plads af et silkebånd. Hun er høj og slank, men med fyldige bryster og hofter, yppig. Hendes hud gløder af en sund, naturlig solbrændthed, som om hun tilbringer megen tid udendørs, spiller tennis, ordner have. Det er ikke den mørke polet-solbrændthed, som så mange franske kvinder foretrækker, og som stammer fra ultraviolet stråling fra solarierør i kistelignende båse. 

Skønt kvinden ikke ligefrem er iført jodhpurs og stævnejakke, minder hendes tøj om ridetøj. Kate genkender den ternede jakke fra udstillingsvinduet for en syndigt dyr boutique i nærheden. En ny en, der erstattede en populær boghandel, en udvikling, som nogle lokale mener er begyndelsen på enden af det Faubourg St-German, de kendte og elskede. Men boghandlens popularitet var mest på det abstrakte plan; den stod som regel tom, mens den nye boutique hyppigt bliver hærget, ikke kun af texanske husmødre, japanske forretningsmænd og russiske gangstere, der betaler kontant – med knitrende bundter af hvidvaskede sedler – for store poser fulde af bluser, tørklæder og håndtasker, men også af de rige, lokale fastboende. Der er ingen fattige.

Denne kvinde? Hun smiler med en mund, der er fuld af perfekt afrettede, strålende hvide tænder. Det er et velkendt smil, der ledsages af en velkendt stemme, men Kate har stadig brug for at se øjnene for at få bekræftet sine værste anelser.

Man kan få fabriksnye, små asiatiske biler for mindre, end denne kvindes ternede jakke har kostet. Kate er selv velklædt på den diskrete måde, hendes type foretrækker. Denne kvinde handler ud fra helt andre principper.

Denne kvinde er amerikaner, men taler uden regional dialekt. Hun kan være hvor som helst fra. Hun kan være hvem som helst. 

“Det er mig,” siger kvinden og fjerner langt om længe solbrillerne.

Kate træder instinktivt et skridt baglæns og støder mod ejendommens sodsværtede, grå fundament. Metallet på hendes håndtaske støder foruroligende mod ruden.

Kates mund hænger åben.

Hendes første tanke gælder børnene, uforfalsket panik farer gennem hende. Det er essensen i at være forælder: øjeblikkelig panik på børnenes vegne, hver gang. Dette var det ene punkt i planen, som Dexter aldrig havde taget højde for: Den sammensatte rædsel, den uovervindelige skræk, når der var børn involveret.

Denne kvinde havde skjult sig bag solbrillerne, hun har fået en ny hårfarve og en ny frisure, hendes hud er en nuance mørkere, end den plejede at være, og hun har taget fem kilo på. Hun er forandret. Alligevel er Kate forbløffet over, at hun ikke genkendte hende ved første blik, ved første ord. Kate ved, det er, fordi hun ikke ville.

“Du godeste!” lykkes det hende at udstøde. 

Kates hjerne arbejder på højtryk, sender hende farende hen ad gaden, rundt om et hjørne, ind ad den tunge, røde dør, hen ad den altid kølige, overdækkede passage med søjlegangen rundt om gården, over marmorgulvet i lobbyen, op med det messingskinnende elevatorbur og ind i den lyse, gule entré med syttenhundredetalsmaleriet i den forgyldte ramme.

Denne kvinde breder armene ud, en invitation til en stor amerikansk krammer.

Hun farer hen ad gangen til det panelklædte kontor for enden med udsigt hen over tagene til Eiffeltårnet. Hun åbner den nederste skuffe i det antikke skrivebord med den forsirede messingnøgle.

Og hvorfor skulle de ikke give hinanden en krammer? De er dog gamle venner. På en måde. Hvis nogen iagttager dem, ville det virke mistænkeligt, hvis disse to kvinder ikke gav hinanden et knus. Eller måske ville det virke mistænkeligt, at de gjorde.

Det har ikke taget lang tid, før den tanke faldt hende ind, at nogen kunne iagttage dem. Og at de altid er blevet iagttaget, hele tiden. Det er kun nogle få måneder siden, Kate langt om længe blev i stand til at forestille sig, at hun levede et fuldstændig overvågningsfrit liv.

Og nede i skuffen: den ekstraforstærkede stålkasse.

“Sikke en overraskelse,” siger Kate, sandt og usandt på samme tid.

Og nede i kassen: deres pas med alternative identiteter til familien. Og det tykke, sammenfoldede seddelbundt med elastikken omkring, et udvalg af store sedler, en blanding af euro, pund og dollars, nye, pæne sedler, hendes egen udgave af hvidvaskede penge. 

“Hvor er det dejligt at se dig.”

Og pakket ind i et stykke lyseblåt vaskeskind: den Beretta 92FS, hun købte af den skotske alfons i Amsterdam.

 

FØRSTE DEL

 

1
TO ÅR TIDLIGERE I WASHINGTON D.C.

 

“Luxembourg?“

“Ja.”

“Luxembourg?“

“Lige præcis.”

Katherine vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på det. Hun valgte den automatiske reaktion, afedning ved hjælp af uvidenhed. “Hvor ligger det?“ Hun fortrød sit per!de spørgsmål, før hun havde talt ud.

“I Vesteuropa.”

“Jeg mener, er det i Tyskland?“ Hun vendte blikket væk fra Dexter af skam over det hul, hun var i færd med at grave sig ned i. “Schweiz?“

Dexter kiggede tomt på hende og gjorde sig tydeligvis – stor – umage for ikke at sige noget forkert. “Det er et selvstændigt land,” sagde han. “Det er et storhertugdømme,” tilføjede han irrelevant.

“Et storhertugdømme.”

Han nikkede.

“Du laver gas.”

“Det er verdens eneste storhertugdømme.”

Hun sagde ikke noget.

“Det grænser op til Frankrig, Belgien og Tyskland,” fortsatte Dexter af sig selv. “Omringet af dem.”

“Nej.” Hun rystede på hovedet. “Sådan et land !ndes ikke. Det må være – jeg ved ikke – Alsace, du mener. Eller Lorraine. Det må være Alsace-Lorraine.”

“Det ligger i Frankrig. Luxembourg er en anden, øh, nation.”

“Og hvad gør det til et storhertugdømme?“

“Det bliver regeret af en storhertug.”

Hun vendte atter opmærksomheden mod det halvt hakkede løg på skærebrættet, der lå på bordpladen, og som truede med helt at slippe det vind og skæve underskab, der var trukket fra hinanden af en eller anden primærkraft – vand eller tyngdekraft eller begge dele – og derved puffede køkkenet ud over kanten fra acceptabelt lurvet til uacceptabelt bras, foruden at være uhygiejnisk og direkte farligt, så de blev tvunget til at foretage den omfattende køkkenrenovering, der, selv efter at de havde fjernet alt, hvad der hed unødvendige  opgraderinger og æstetiske hensyn, stadig ville koste fyrre tusinde dollars, de ikke havde.

Som en midlertidig løsning havde Dexter sat skruetvinger på hjørnerne af bordpladen for at forhindre den i at glide af underskabet. Det havde han gjort to måneder tidligere. I mellemtiden havde den klodsede løsning kostet et vinglas, og ugen efter havde Katherine slået hånden ind i en af skruetvingerne, mens hun stod og skar mango, så kniven var smuttet, havde skåret en flænge i venstre håndflade og fået blodet til at flyde ud over mangoen og skærebrættet. Hun havde stået ved vasken og trykket en karklud mod såret, mens blodet dryppede ned på den luvslidte løber og ud i bomuldstrådene i samme mønster som den dag på Hotel Waldorf, da hun skulle have kigget væk, men ikke gjorde det.

“Hvad er en storhertug så?“ Hun tørrede løgtårer væk fra det ene øje.

“Ham, der styrer et storhertugdømme.”

“Det er noget, du finder på.”

“Nej.” Der spillede et lille bitte smil om Dexters mund, som om han rent faktisk tog gas på hende. Men nej, det var det alligevel for lille til; det var det lille smil, Dexter brugte, når han foregav at lave sjov, men var fuldstændig alvorlig. Et forstilt påtaget smil.

“Okay,” sagde hun. “Jeg bider på. Hvorfor skulle vi flytte til Luxembourg?“

“For at tjene en masse penge og rejse rundt i Europa hele tiden.” Og så kom det, det fulde, utvungne smil. “Ligesom vi altid har drømt om.” Det åbne blik hos en mand, der ikke gemmer på hemmeligheder og nægter at erkende muligheden af, at andre gør. Det var det, Katherine satte størst pris på hos sin mand.

“Du kommer til at tjene en masse penge? I Luxembourg?“

“Ja.”

“Hvordan?“

“Der er mangel på "otte fyre i landet. Så de er parate til at give mig kassen, fordi jeg er utroligt "ot og totalt sexet.” Det var deres indforståede spøg, havde været det i en halv snes år. Dexter var hverken bemærkelsesværdigt "ot eller specielt sexet. Han var en klassisk computernørd, ranglet og kejtet. Det var ikke sådan, at han var grim, han var bare almindelig, upåfaldende, med sandfarvet hår, spids hage, æblekinder og nøddebrune øjne. Med en ordentlig frisure, medierådgivning og lidt psykologhjælp kunne han helt sikkert blive en hot fyr. Men som det var, udstrålede han ærlighed og intelligens, ikke fysik og seksualitet. 

Det var, hvad der oprindeligt havde tiltalt Katherine. En mand, som var blottet for ironi, udspekulerethed, kedsomhed, seje og påtagne manerer. Dexter var lige ud ad landevejen, let læselig, pålidelig og rar. Mændene i hendes profession var manipulerende, forfængelige, hensynsløse og selviske. Dexter var hendes modgift. En trofast, uselvhævdende, usvigeligt ærlig mand med et ordinært udseende.

Han havde for længst affundet sig med sit almindelige udseende og sin ret useje udstråling. Derfor fremhævede han sin nørdethed på den klassiske måde: plasticbriller, sjusket og tilsyneladende tilfældigt valgt påklædning, morgenhår. Og han lavede grin med sit udseende. "Jeg skal bare stå rundt omkring på offentlige steder,” fortsatte han. “Og når jeg bliver træt indimellem, sætter jeg mig måske ned. Sidder bare og ser godt ud, ikke?“ Han prustede af morskab. “Luxembourg er verdenssædet for velhaverbanker.”

“Og?“

“Og jeg har fået tilbudt et fedt job i en af dem.”

“Hvor fedt?“

“Tre hundrede tusinde euro om året. Det er lidt under en halv million dollars om året. Plus leveomkostninger. Plus bonus. Det kan ende med at løbe helt op i måske trekvart million.”

Det var helt sikkert mange penge. Flere end hun nogensinde havde forestillet sig, Dexter ville komme til at tjene. Selv om han havde arbejdet inden for it og internettet nærmest siden begyndelsen, havde han aldrig haft drivkraften eller visionerne til at blive rig af det. Han havde for det meste siddet på sidelinjen og set til, mens hans venner og kolleger rejste kapital og tog chancer, gik konkurs eller blev børsnoteret, endte med at flyve verden rundt i privatfly. Men ikke Dexter.

“Og senere,” fortsatte han, “hvem ved? Plus” – han slog ud med hænderne for at sætte det afgørende stød ind – “jeg skal ikke engang arbejde særlig meget.” De havde begge været ambitiøse på et tidspunkt. Men efter at have levet sammen i ti år, de fem af dem med børn, var det kun Dexter, som havde bevaret et minimum af ambitioner, der først og fremmest gik ud på at skære ned på arbejdstiden. 

Det havde hun i hvert fald troet. Nu havde han tilsyneladende også ambitioner om at blive rig. I Europa.

“Hvordan ved du det?“ spurgte hun. 

“Jeg kender projektets størrelse, dets kompleksitet, typen af transaktioner. Bankens sikkerhedsbehov er ikke så omfattende som dem, jeg arbejder med nu. Og så er det i Europa. Enhver ved jo, at europæerne ikke arbejder nær så meget.”

Dexter var aldrig blevet rig, men han havde tjent gode penge. Og Katherine var selv kravlet støt op ad løntrinene. De havde tilsammen haft en indtægt på en kvart million dollars det seneste år. Men der var aldrig noget tilovers, når de havde betalt kreditforeningslånet og de evindelige, omfattende reparationer på det lille, gamle hus i den voksende udkant af det efter sigende foryngede Columbia Heights, og privatskolen – det var pebret i Washington centrum – samt de to biler. De levede i et gyldent bur. Nej, ikke engang gyldent, i bedste fald af bronze – måske aluminium. Og deres køkken var ved at falde fra hinanden. 

“Du kommer altså til at tjene kassen,” sagde Katherine, “og vi kommer til at rejse en hel masse, og du får mere tid til mig og drengene? Eller skal du rejse meget?“ 

I de sidste to måneder havde Dexter rejst usædvanligt meget. Han var gået glip af en masse af familielivet, så hans rejseaktivitet var et ømt punkt. Han var lige kommet hjem fra et par dage i Spanien, en tur i sidste øjeblik, så hun var blevet nødt til at aflyse et af de selskabelige arrangementer, der efterhånden var langt imellem. Det var ikke tit, de lavede noget, og de havde ikke en overflod af venner. 

På et tidspunkt var det Katherines forretningsrejser, der havde givet anledning til diskussioner. Men kort efter Jakes fødsel havde hun skruet næsten helt ned for rejseaktiviteten og skåret drastisk ned på overarbejdet. Selv med de tiltag lykkedes det hende sjældent at komme hjemfør syv. Det var kun i weekenden, hun havde kvalitetstid med sine børn – efter at der var købt ind og gjort rent og alt det andet praktiske.

“Ikke noget særligt,” svarede han ufyldestgørende og svævende. Hun bemærkede straks hans forsøg på at smyge sig udenom.

“Hvortil?“

“London. Zürich. Måske Balkan. Sandsynligvis en gang om måneden. Eller to.”

“Balkan?“ 

“Sarajevo, måske. Beograd.”

Katherine vidste, at Serbien var et af de sidste steder, Dexter havde lyst til at besøge.

“Banken har interesser dér.” Han trak lidt på skuldrene. “Men det er ikke sådan, at forretningsrejser bliver en afgørende del af arbejdet. Det gør det at bo i Europa til gengæld.”

“Kan du lide Luxembourg?“ spurgte hun. 

“Jeg har kun været der et par gange. Jeg kender ikke noget særligt til landet.”

“Kender du overhovedet noget til det? For jeg anede åbenbart ikke engang, hvilket kontinent det ligger på.” Da Katherine først var begyndt på sin løgn, var hun klar over, at hun blev nødt til at gå linen ud. Hemmeligheden ved at opretholde en løgn var ikke at forsøge at gemme den af vejen. Hun havde altid haft foruroligende let ved at lyve for sin mand. 

“Jeg ved, det er et rigt land,” sagde Dexter. “I nogle år har det haft det største BNP per indbygger i verden.” 

“Det kan ikke passe,” sagde hun, selv om hun vidste, det var rigtigt. “Det må være et olieproducerende land. Måske Emiraterne eller Qatar eller Kuwait. Ikke et sted, som jeg indtil for fem minutter siden troede var en tysk delstat.”

Han trak på skuldrene.

“Okay. Hvad ellers?“

“Det er … øh … lille.”

“Hvor lille?“

“Det samlede indbyggertal er en halv million. Det er nogenlunde på størrelse med Rhode Island, selv om jeg tror, Rhode Island er større. Lidt.”

“Er der en by, en storby?“ 

“Der er en hovedstad. Den hedder også Luxembourg. Med firs tusinde indbyggere.”

“Firs tusinde? Det er ikke en storby. Det er en provinsby.”

“Men en smuk provinsby. Midt i Europa. Hvor nogen vil betale mig en masse penge. Så det er ikke nogen helt almindelig provinsby. Og det er en provinsby, hvor du ikke behøver at arbejde.”

Katherine stivnede midt i at hakke løg ved den drejning i samtalen, hun havde forudset for ti minutter siden, så snart han havde sagt: “Hvad ville du sige til at flytte til Luxembourg?“ Den drejning, der betød, at hun blev nødt til at opgive sit arbejde permanent. I det første glimt af forståelse havde en dyb lettelse skyllet ind over hende, lettelsen over en uventet løsning på et vanskeligt problem. Hun ville blive nødt til at sige op. Det var ikke op til hende, hun havde ikke noget valg.

Hun havde aldrig indrømmet over for sin mand – knap nok over for sig selv – at hun havde lyst til at sige op. Og nu ville hun aldrig blive nødt til det.

“Hvad skulle jeg så lave?“ spurgte hun. “I Luxembourg? Som jeg i øvrigt stadig ikke er overbevist om eksisterer.”

Han smilede.

“Du må da indrømme, det lyder som fri fantasi,” sagde hun. 

"Du skal nyde dit liv.”

“Vær nu alvorlig.”

“Jeg er alvorlig. Du kan lære at spille tennis. Du kan planlægge vores rejser, indrette vores nye hus, lære sprog, blogge.”

“Og når jeg begynder at kede mig?“

“Hvis du begynder at kede dig? Så kan du !nde et arbejde.”

“Som hvad?“

“Washington er ikke det eneste sted i verden, hvor der skal udarbejdes responsa.”

Katherine vendte tilbage til sit mishandlede løg og begyndte at hakke igen, mens hun forsøgte at sublimere den elefant, der lige var trampet ind i deres samtale. “Touché.”

“Rent faktisk,” fortsatte Dexter, “er Luxembourg en af Den Europæiske Unions tre hovedstæder sammen med Bruxelles og Strasbourg.” Nu lød han gudhjælpemig som en infomercial for stedet. “Jeg tror, der er masser af ngo’er, som hellere end gerne vil have en kvik  amerikaner på deres donorgavmilde lønningsliste.” Eller en rekrutteringsmedarbejder. En af de her ukueligt muntre menneske!skere med ustrøgne kakibukser og blanke metaldimser på hytteskoene.

“Og hvornår skal alt det her så ske?“ Katherine skød overvejelserne fra sig, udsigterne, fremtiden. Gemte sig. 

“Ja,” sagde han og sukkede alt for tungt, som en skuespiller, der overvurderer sine evner, “det er jo lige det.” 

Han fortsatte ikke. Det var en af Dexters få, rædselsfulde vaner: at tvinge hende til at stille spørgsmål i stedet for bare at give de svar, han vidste, hun ventede på.

“Ja?“

“Hurtigst muligt,” indrømmede han som under pres og understregede de kommende dårlige anmeldelser og rådne æg fra publikum.

“Og hvad betyder det så?“

“Vi skal flytte dertil i slutningen af måneden. Og jeg bliver sandsynligvis nødt til selv at rejse derover et par gange før. Som for eksempel på mandag.”

Katherine stod med åben mund. Det kom som et lyn fra en klar himmel og tog pusten fuldstændig fra hende. Hendes hjerne kørte på fulde omdrejninger, mens hun forsøgte at vurdere, om hun på nogen måde kunne nå at kvitte sit arbejde med så kort varsel. Det ville blive svært. Det ville vække mistanke.

“Jeg ved godt, det er frygteligt hurtigt,” sagde Dexter. “Men til den løn? Der følger ulemper med. Og den her ulempe – at skulle flytte til Europa så hurtigt som muligt – det er da ikke så slemt. Og desuden.” Han stak hånden i jakkelommen, tog et stykke A4-papir op af lommen og glattede det på køkkenbordet. Det lignede et regneark med overskriften LUXEMBOURG BUDGET.

“Det er et rigtigt godt tidspunkt,” fortsatte Dexter forsvarsberedt, stadig uden at forklare, hvorfor det hastede så meget. Det kom Katherine først til at forstå langt senere. “Der er jo sommerferie, så vi ankommer til Luxembourg tids nok til, at børnene kan begynde på deres nye skole, når det nye skoleår starter.” 

“Hvad er det for en skole …?“ 

“En engelsksproget privatskole.” Dexter havde svar på rede hånd. Han havde ligefrem lavet et regneark. Øj, hvor romantisk. “Som arbejdsgiveren betaler.”

“Er det en god skole?“

“Jeg tillader mig at gå ud fra, at verdenssædet for velhaverbanker med verdens højeste indkomst per indbygger har en ordentlig skole. Eller to.”

“Du behøver ikke at være sarkastisk. Jeg har bare et par ubetydelige spørgsmål til vores børns skole og det sted, vi skal bo. Et par strøtanker, okay?“

“Undskyld.”

Katherine lod Dexter mærke hendes vrede i et par sekunder, før hun tog tråden op igen. “Hvor længe skulle vi så bo i Luxembourg?“ 

“Kontrakten er for et år. Den kan fornyes med endnu et år til forhøjet løn.”

Hun lod blikket løbe ned over regnearket, fandt bundlinjen og en nettoopsparing på næsten to hundrede tusinde om året – euro? Dollars? Nå, pyt. “Og derefter?“ spurgte hun med en stille glæde over bundlinjen. Hun havde for længst forliget sig med aldrig at ville få penge nok. Nu så det ud til at kunne ændre sig. 

“Hvem ved?“

“Det er et ret tamt svar.”

Han gik rundt om det forfaldne køkkenbord, slog armene om hende bagfra og ændrede helt stemningen i samtalen. “Det er den store chance, Kat,” sagde han med varm ånde mod hendes kind. “Det er ikke lige, hvad vi forestillede os, men det er den store chance.”

Det var rent faktisk, hvad de havde drømt om – at starte et nyt liv udenlands. De følte begge, at de var gået glip af vigtige oplevelser, fordi de havde siddet fast i omstændigheder, der var uforenelige med en sorgløs ungdom. Nu hvor de var sidst i trediverne, længtes de stadig 
efter det, de var gået glip af, syntes stadig, det var muligt at indhente. Eller ville ikke anerkende, at det var umuligt.

“Det er vores chance,” sagde han stille ind mod hendes hals. 

Hun lagde kniven fra sig. Et farvel til våbnene. Ikke for første gang. Det var noget, de havde diskuteret i ramme alvor sent om aftenen over noget vin. Eller så alvorligt de kunne sent om aftenen i småberuset tilstand. De var blevet enige om, at selv om de ikke anede, om det ville blive svært at bosætte sig i et andet land, ville det helt sikkert blive let at vinke farvel til Washington.

“Men Luxembourg?“ spurgte hun. De havde forestillet sig steder som Provence eller Umbrien, London eller Paris, måske Prag eller Budapest eller endda Istanbul. Romantiske steder, steder, de – og alle andre – havde lyst til at tage til. Luxembourg stod ikke på den liste, stod ikke på nogens liste. Ingen drømte om at flytte til Luxembourg.

“Ved du tilfældigvis, hvad sprog de taler i Luxembourg?“ spurgte hun.

“Det kaldes letzeburgsk. Det er en germansk dialekt tilsat lidt franske gloser.”

“Det kan ikke passe.”

Han kyssede hende på halsen. “Det gør det. Men de taler også tysk og fransk og engelsk. Det er et meget internationalt sted. Ingen behøver at lære letzeburgsk.”

“Jeg er god til spansk. Jeg læste fransk et år. Men det er spansk, jeg kan.”

“Bare rolig. Det bliver ikke noget problem med sproget.”

Han kyssede hende igen, lod hånden glide ned over hendes mave og ned under taljen på kjolen, som han begyndte at samle sammen i håndfulde. Børnene var henne hos nogle kammerater. “Tro mig.”

2

 

 

Lån bogen