Englens søn

Info om bogen

 

Forfatter:
Jette Kjær Petersen
Forlag:
Egolipris
Udgivelsesår:
2016
Fortsættelsen af Lygtemandens datter byder på flere lygtemænd.

Kort resume

Lygtemændenes forbandelse er brudt, men da Luna brænder inde og halvenglen Lukas hjemsøges af mareridt, hvor Luna beder ham om hjælp, går det op for Lukas, at Luna må være i live. Men hvor er hun?

 

Fakta om forfatteren

Jette Kjær Petersen er blomsterprofession, og begyndte at skrive fantasy efter et mareridt. To år efter udgav hun den første bog i serien om Lygtemandens Datter.

Lån bogen

 

Prolog

 

 

Det Herrens år 1681

 

 

Hun løb på bare fødder gennem de våde, mudrede gader, mens stanken fra rendestenene rev hende i næsen. Manden med skralden havde endnu ikke hentet folks efterladenskaber. Ulmaria var alene.

Røgen fra hendes søsters ligbål og råbene fra de hadefulde tilskuere, der havde jublet over afbrændingen af heksen, fyldte stadig hendes ører og næse. Hun havde knap nået at sige farvel til Beoxar, hendes bror, der i al hast havde forladt hjemmet og var flygtet til Malta, til familiens hemmelige bolig. Hun var blevet tilbage. Hun var klanens overhoved, og det var hendes agt at stoppe de utålelige hekseafbrændinger, der greb om sig overalt som en svøbe, uanset hvad der skulle til. Indimellem lykkedes det også de tåbelige mennesker at få fingrene i en ægte heks som hendes søster. Ulmaria snerrede af raseri og lagde beskyttende hånden over sin mave, hvori næste generation af klanen voksede. Hun løb videre, mens hun hørte forfølgerne nærme sig bag hende. Hundene hylede, og mændene, der førte dem, opmuntrede dem. Ulmaria vidste, at hun ikke kunne blive ved med at løbe. Hun gemte sig i den snævre gyde og ventede, som en hunedderkop klar til at stikke sin giftkrog i sit offer.

Den unge soldat løb forrest, hans ansigt oplyst af fanatisk iver efter at være den, der fangede heksen. Et splitsekund, og han lå på ryggen og stirrede ind i hendes øjne med et tomt udtryk og et tilbedende smil. Han var hendes. Hun smilede triumferende. Nu kunne hun komme ud af byen.

Uger og dage senere stod Ulmaria ved foden af det bjerg, der var hendes mål. Under armen bar hun på slægtens grimoires – klanens erindringer, ritualer og besværgelser. Den gamle bog var indbundet i hud fra hendes tidligste slægtninge og var en overlevering af de sorte hekse og troldmænds hemmeligheder. Den var nøglen til den magt, hun kæmpede for, at klanen skulle få. Magt over de hjælpeløse, idiotiske mennesker. Magt, så de kunne leve åbenlyst og som herrer på jorden i stedet for i skjul og konstant forfølgelse. Og bogen var afgørende for, at hun kunne gennemføre det skridt, hun nu ville tage.

Den unge soldat så udmagret og syg ud. Ulmaria havde udnyttet ham til at skaffe sig mad og transport på vej mod målet, men nu lignede han en omvandrende død. Ligemeget, hun havde ikke mere at bruge ham til. Som en eftertanke vendte hun sig mod ham og udtalte nogle ord. Hans øjne blev hvide, og hans hud nærmest visnede på kroppen af ham. Han faldt sammen som en kludedukke. Hun værdigede ham ikke et blik, men begyndte blot at klatre op ad bjerget. Nu måtte hun gøre det nødvendige. I århundreder havde klanen tilbedt Beelzebub, Jahves udstødte Engel, og nu var det på tide at give ham det ultimative offer. Hun ville indgå en pagt med djævelen.

Grotten var svagt oplyst, og Ulmaria stønnede af anstrengelse. Pentagrammet skulle males med blod. Hun havde skåret en dyb flænge i sin arm, og det havde tappet hendes kræfter. Hun lagde sig nøgen midt i pentagrammet og påbegyndte den langvarige påkaldelse. Ingen fra hendes klan havde nogensinde vovet at påkalde Beelzebub, hvis gaver var gavmilde, men hvis hævn var uendeligt grusom, hvis man ikke gjorde sig fortjent til dem. Det agtede Ulmaria at gøre.

Den hornede skikkelse viste sig for hende i en tåge af flammer og røg. Hun kneb øjnene sammen.

"Ulmaria," lød en behagelig og kultiveret stemme. "Du har påkaldt mig."

"Herre," sagde Ulmaria. "Jeg er her, fordi dine tjenere overalt forfølges, pines og dræbes. Jeg er her for at indgå en pagt. Jeg er her for at give dig min sjæl, Herre, i bytte for at få magten over menneskene."

Hun kastede sig på knæ foran Djævelen. Beelzebub kastede sit store hoved bagover og lo.

"Det er store planer for en lille heks, Ulmaria. Menneskene har en magtfuld beskytter i Jahve. Jeg kan lege med dem, drille dem, friste dem over på min side. Jeg har længe overvejet, om jeg skulle tilrane mig dem. Hmm …" Beelzebub kneb de lysende, røde øjne sammen. "Det er dig hermed tilstedt. Prisen er din slægts sjæle i al evighed."

Ulmaria tilkendegav uden at tøve sin accept med et nik. Som ved et tryllesalg løftedes slægtens gamle bog fra grottens gulv. Den åbnedes på en af de bagerste sider, og et øjeblik så det ud, som om bogen brændte. Men ilden fortog sig i samme nu, og Ulmaria havde bogen i sine hænder.

"Bogen, du har mellem hænderne, er nu endnu mere magtfuld. Pas på den. Lad den gå i arv til den datter, du bærer."

Derpå løftede Beelzebub sine arme og fremsagde nogle uforståelige ord, der frembragte et lys så kraftigt, at Ulmaria næsten ikke kunne udholde at se i dets retning. Lyden af buldrende flammer og en høj hamren rumlede mellem grottens søjler. Det var en forfærdelig lyd, og Ulmaria følte næsten, at hendes trommehinder skulle sprænges. Eller var det hendes hjerne?

Da der blev stilhed, og Ulmaria atter turde se i retningen af den nu flammende skikkelse, hang der en genstand i luften foran hende. Frit svævende.

"Tag den," beordrede flammemanden.

Ulmaria greb grådigt efter genstanden. Så bakkede hun væk og åbnede hånden for at studere genstanden nærmere. Det var en halskæde. En spinkel fugleknogle var sat fast på en sølvplade.

"Er den til mig?" Hun drejede vedhænget i hånden. Hun kneb øjnene sammen og læste: "Sangipotens." Det var deres slægtsnavn.

"Din slægt ønsker at blive frie, men frihed koster."

Ulmaria så op fra smykket.

"Hvorfor giver du mig så noget så kostbart? Jeg kan jo ikke betale tilbage."

"Værdien betyder intet. Dette klenodie er nøglen din slægts frihed. Menneskene vil underkaste sig, og Jahves magt vil være en saga blot."

"Jeg takker dig Herre" sagde Ulmaria ydmygt og så igen på fugleknoglen og de fine sølvtråde, der holdt den fast på vedhænget. Kunne noget så smukt og skrøbeligt virkelig opfylde hende højeste ønske?

"Og prisen?" Hun vidste ikke rigtig, om hun skulle være bange. Slægtens frihed betød mest. Om hun så måtte ofre sit liv.

"Du skal ikke ofre dig."

Fornemmede hun en latter bag flammemandens ord?

"Dette smykke skal du bringe tilbage til det høje nord, hvor heksenes magi er stærkest, og hvor din slægts blod kom fra i tidernes morgen. Der skal du aktivere dens kraft. Det er allerede nedfældet i bogen, hvad der skal gøres."

Ulmaria så ned på bogen. Hun kendte hver eneste sætning, hvert eneste ord i bogen. Der stod intet i den retning.

"Det står der. Det har jeg sørget for."

Og hun stillede ikke spørgsmål. Hvis han sagde det, så måtte det være sandt.

"En hær af ånder vil tjene jer. Lokkende ånder eller lygtemænd vil I kalde dem. Og med ånderne vil du også frembringe et barn."

"Et barn?" Ulmaria ønskede ikke at være mor til et åndebarn.

"Du vil ikke selv bære barnet. Halskæden er blot redskabet, der giver dig magten over ånderne. Et barn af en hvid heks og en ånd vil være nøglen. Et barn, som betaler prisen for jeres frihed, et barn, der vil være nøglen til at åbne mit fængsel og give mine hære adgang til jorden, hvorfra Jahve har forment mig. Jeg har mit eget lille opgør med min skaber. Barnets blod er altafgørende."

Ulmaria stillede ikke flere spørgsmål. Verdensmagten havde alt for længe været underlagt de forkerte. Hun klemte halskæden i hånden.

"Jeg er klar."

Flammemanden brød ud i høj latter, og han voksede så meget, at Ulmaria bakkede helt op mod en af søjlerne for ikke at blive stegt af den voldsomme hede. Men hun blev ikke stegt. I stedet blev der bælgmørkt, da hun blinkede. Da hun igen så sig om, stod hun ude i den friske luft foran grotterne.

Hun tørrede sveden af panden. Det var en drøm, tænkte hun. Men så mærkede hun noget i hånden, og da hun åbnede den og så på halssmykket, indså hun, at det hele var virkeligt. Der fandtes faktisk en højere magt. En højere magt som nu ville støtte slægtens overlevelse og dens stræben efter magt i kommende generationer. Hun klemte igen om smykket, og et beslutsomt smil spillede på hendes læber.

 

 

Luna

 

 

Den dag jeg døde, blev alt forandret. Jeg skulle lære at være menneske igen. Efter at have prøvet døden, var livet let, næsten for let. Lukas og mormor kom omsider godt ud af det med hinanden, og hver dag var fuld af lykke. Men når jeg så mig selv i spejlet, ulmede der en evig uro indeni. Spejlet blødte under overfladen. Jeg var en blanding af en hvid heks og en lokkende ånd. Jeg var et produkt af mine forældres grufulde fejl. Det blod, der brusede i mine årer, var forbandet. Havde altid været det.

Min tid var ved at rinde ud. Alexanders kys havde tændt ånden i mig. Jeg var forbundet både med Lukas og min far. Det hele lurede under overfladen og kunne bryde igennem når som helst. Nu, bagefter, vidste jeg måske godt inderst inde, at forbandelsen ikke var brudt. At ilden ikke havde kunnet ødelægge den forheksede halskæde. At det kun var et spørgsmål om tid. Jeg kendte ikke profetien, vidste ikke, kunne ikke vide, at der i mørket lurede en troldmand, langt stærkere end Ilex og hendes søster, eller deres forgængere før dem.

En dag ville min Engel ikke være der til at redde mig. Han ville ikke kunne hele mine sår. Forbandelsen borede sig dybere ind i mine årer og truede min lykke. I flammernes dyb ventede fjenden. Ventede på sit offer.

Det offer, der ville gøre dagen mørk og natten endnu sortere. Når først Helvede brød løs, ville verden være fortabt.

Min død var blot begyndelsen på enden.

 

 

Flytte hjemmefra

 

 

Lige siden ulykken i foråret var alt forandret. Mormor var knap så streng over for mig. Og hun holdt sit ord til Lukas. Hun havde accepteret ham som en del af familien. Det var ret mærkeligt at se hendes forandring, men jeg elskede hende endnu mere, end jeg før havde gjort. En bedre mormor kunne jeg ikke ønske mig. Selvfølgelig havde hun ladet historien om Lukas’ heltedåd vandre rundt i byen. Altså den del, som hun kendte til, med ilden i skoven. Alt det med ånder, hekse og engle holdt vi tæt ind til kroppen. Det var bedre at lade hende blive i troen om en helt almindelig dreng, der havde reddet mig fra en brand, som jeg troede, jeg kunne standse, end at skulle tage hele den overnaturlige forklaring med hende. Og ville hun mon synes godt eller skidt om en Halvengel? Det var ikke til at sige, men hendes illusion om Lukas skulle for alt i verden ikke ødelægges nu. Endnu en karantæne fra ham magtede jeg simpelthen ikke.

Jeg tog noget tøj ud af skabet og puttede det ned i en kuffert. Det var det sidste, jeg manglede, inden jeg skulle flytte hjemmefra. Eller helt hjemmefra var det ikke, men på en måde. Jeg var kommet ind på samme gymnasium som Lukas, og derfor havde Johannes og Lise tilbudt, at jeg kunne bo hos dem. De havde jo plads nok. Så skulle jeg heller ikke køre frem og tilbage. Johannes og Lise var virkelig søde, og jeg glædede mig til at skulle bo hos dem. Jeg pressede kuffertlåget hårdt i for at få lynlåsen til at nå sammen. Tænk, at skulle være tæt på Lukas, min Engel, hele tiden. Jeg smilede for mig selv. Indeni var jeg næsten ved at boble over af lykke. Jeg fik med besvær lukket kufferten. Inden jeg lukkede døren ind til mit værelse, kiggede jeg rundt en sidste gang. På sengen, på min yndlingsplads ved vinduet med udsigten mod skoven og på billedet af mor i reolen. Det var selvfølgelig ikke helt farvel, for jeg ville komme tilbage på besøg. Men det ville blive lidt mærkeligt alligevel. Jeg smilede til Edwardplakaten og lukkede så døren. Mit gamle liv var fortid. Ånden var væk. Mit liv som teenager på grænsen til at blive voksen kunne begynde. Selv om jeg skulle til at bo sammen med to Engle, så ville det virke som om alle var almindelige. Det overnaturlige var forsvundet fra mit liv og stod kun tilbage som et minde.

Mormor hjalp mig med at lægge kufferten i bilens bagagerum. Hun smilede svagt. Selv om hun ikke sagde noget, vidste jeg, at det var svært for hende, at jeg nu forlod huset. Vi talte ikke meget på turen til Aalborg, men da hun skulle til at sætte mig af foran Lukas´ hus, gav jeg hende et stort kram.

Mormor snøftede."Hvis der skulle blive noget, så kan du altid komme hjem igen, det ved du."

"Selvfølgelig, men bare rolig mormor. Jeg kan ikke være mere tryg end her. Og jeg kommer tit hjem. Det lover jeg."

Hun slap mig modvilligt.

"Det ved jeg. Og jeg ønsker kun, at du skal være lykkelig." Hun aede min kind, mens hun smilede. "Held og lykke med det hele, min store pige."

Jeg gav hende et kys på kinden og tog fat i dørhåndtaget. "Vi ses," sagde jeg og steg ud. Jeg vinkede efter hende, mens bilen kørte væk fra fortovet.

En arm blev lagt rundt om min talje. Jeg drejede ansigtet og kiggede lige ind i Lukas’ varme, glade øjne.

"Velkommen til dit nye hjem." Han tog galant min hånd, bukkede og gav den et kys. "Nu skal jeg tage frøkenens bagage," sagde han og tog fat i håndtaget på kufferten og gjorde tegn til, at jeg skulle tage fat om hans anden arm, sådan som man altid så fine par gå med hinanden.

"Lukas," grinede jeg. "Du er altså lidt skør." Men jeg nejede alligevel som en del af legen og lagde min hånd på hans underarm og lod mig føre op mod huset. Uanset hvor fjollet han spillede over for mig, så ville jeg altid se ham som en ganske særlig person. Måske var det alle vores oplevelser sammen, eller også var det bare fordi, hans tiltrækningskraft stadig kunne påvirke mig. Det var ikke til at sige. Men der herskede bare en anden frihed omkring Lukas. En frihed, hvor man ikke var begrænset af hemmeligheder.

En sen eftermiddag sad vi med lektierne. Lukas gik i 2.G, mens jeg var på gymnasiet på første år. Jeg grublede vildt over en åndssvag cirkel, som ikke ville afsløre sit areal. Lukas skrev side efter side. Pennen i hans hånd strøg hen over papiret så hurtigt, at man nærmest kunne se røgen. Det så ikke ud til, at han syntes, det var svært. Han var vist den bedste i sin klasse. Det undrede mig ikke. Oveni lektierne var han også ved at tage teorikurset til kørekort. Han kunne åbenbart det hele, tænkte jeg lidt misundelig.

Jeg sukkede højlydt og smed blyanten ned i regnehæftet. "Det her kan jeg ikke finde ud af."

Lukas kiggede op fra sine egne lektier og så ned på min opgave. "Du skal bruge pi for at finde arealet. Og husk målestoksforholdet"

Jeg måbede. "Hvordan kan du bare slynge det ud? Du har kun kastet et lille blik på det, og jeg har brugt mindst en halv time på den møgopgave."

Han grinede og løftede på skuldrene. "Jeg synes bare ikke, det er særlig svært."

"Lukas, du er simpelthen for perfekt. Kunne din klogskab ikke smitte lidt af på mig? Jeg er jo nærmest dum som en dør." Jeg lagde armene over kors og kiggede opgivende ud ad vinduet.

"Luna," sagde han og rykkede tættere på mig ved skrivebordet og lagde en arm omkring mig. "Vi har alle sammen noget, vi er gode til." Han kiggede endnu en gang på opgaverne med de matematiske formler. "Jeg kan godt se, at det her ikke er din stærkeste side. Du er lige startet, du skal nok lære det." Han klappede mig opmuntrende på skulderen. "Jeg tilbyder med glæde min hjælp."

Jeg blødte lidt op. "Der er vist ikke noget, du ikke er god til." Jeg løsnede mine arme og rodede rundt i hans tykke hår. "Tak Lukas. Hvad skulle jeg gøre uden dig?"

"Ingenting. Jeg vil altid være her for at hjælpe og beskytte dig."

Jeg smilede. "Tak. Det ved jeg, du vil." Jeg lod mit ansigt komme tættere på hans. "Jeg kan ikke leve uden dig."

Han begyndte at grine. "Nej, jeg har jo også allerede fået liv i dig én gang."

"Det har du," indrømmede jeg med et smil, der blegnede lidt, da jeg kom til at tænke på alt det forfærdelige, der var sket i foråret. "Men Ilex var meget tæt på at dræbe dig. Hvis du var død, så ville jeg aldrig kunne leve videre," sagde jeg oprigtigt. For hvad var mit liv værd uden Lukas? Jeg følte mig så tæt knyttet til ham efter alt det, vi havde været igennem.

"Så er det jo godt, at vi begge to er i live," sagde han og kyssede mig kærligt.

Jeg lænede kroppen over mod ham. Lukas var her lige nu. Ingen af os var døde. Heldigvis. Jeg kravlede op på hans skød og satte mig overskrævs med brystet ind mod hans. Pupillerne i hans øjne blev store, og den lille plet var næsten helt forsvundet. Jeg sugede alle indtryk til mig. Og jeg lod mig frivilligt påvirke af hans tiltrækningskraft. Lige nu var det kun ham og mig. Det her var værd at leve for. Værd at løbe risikoen ved at elske for. Han lagde hænderne om livet på mig, og jeg slog mine arme om hans hals, og lagde al min kærlighed i det kys, jeg gav ham. Hans kys smagte så varme og friske. Jeg havde svært ved at slippe de bløde læber. Min hånd kørte igennem hans hår og standsede for så at holde fast i det. Lukas’ hænder som lå om min talje, gled ind under min bomuldstrøje, og strøg den nøgne hud på min ryg. Hans duft var så berusende. Vores kys blev mere heftige, og en hed bølge af varme strømmede op igennem min krop, nærmest som om der var skruet op for temperaturen i værelset. Jeg gispede lidt, da Lukas’ læber fandt min hals og kyssede den blidt. Jeg nød hans nærhed i fulde drag. Mine fingre begyndte at trække lidt op i stoffet til hans T-shirt. Jeg hungrede efter at mærke hans varme hud. Hungrede efter endnu flere kys. Hungrede efter …

Døren gik pludselig op, og Johannes stak hovedet ind på værelset. "Så er der mad. Åh, undskyld …" Hans blik søgte hurtigt væk fra vores tæt sammenslyngede kroppe på kontorstolen og ned på skrivebordet. "I har nok rigtig gang i lektierne." Han rømmede sig og hans blik flakkede rundt i værelset, før han nærmest prøvede at gemme sig bag døren, som han stadig holdt på klem.

Lukas og jeg slap hinanden. Mine kinder dunkede af varme. De var sikkert blevet højrøde af den pludselige afbrydelse. Jeg rettede blikket mod Lukas’ T-shirt og lod håret falde ned omkring mit ansigtet. Det var megapinligt, det her.

Lukas rettede sig lidt op på stolen, så godt han nu kunne for min vægt. Hans hænder strøg ned over min trøje bagpå som for at glatte stoffet. "Helt ærlig far! Kan du ikke banke på, inden du går ind?"

"Øhm … Jo …" Han kiggede igen forsigtigt frem fra døren mod os. "Jeg er jo bare ikke vant til at … Jeg mener du og Calluna …" Han rømmede sig igen. "I kommer bare ned og spiser, når I er klar." Han forsøgte sig med noget, der lignede et smil, og så lukkede han hurtigt døren. Lukas’ blik var fæstnet på den lukkede dør.

"Måske skal vi vænne os til at låse." Han aede mig ned ad håret. "Én ting kan vi være helt sikre på. Jeg kan blokere." Han grinede.

"Du må undskylde. Jeg glemte lige tid og sted. Og at vi ikke er alene her i huset."

"Du er rigtig ved at falde til, må man sige. Han kunne jo bare banke på i stedet for at brase ind på den måde. Du skal ikke være ked af det." Han strøg mit hår til side. "Det var lige så meget min skyld." Han løftede op i min hage og kyssede mig, før jeg hoppede ned fra hans skød. Jeg rettede på trøjen og håret.

Lukas rejste sig fra kontorstolen. "Nå, men vi må vel hellere gå ned og spise."

"Arh … jeg ved ikke rigtig, om jeg kan." Jeg bed mg selv i læben.

Han lagde armene omkring mig. "Du skal ikke være flov. Der skete jo ikke noget. Vi kyssede kun."

"Hm, ja men derfor var det sgu’ lidt …" Jeg gik i stå. Jeg kunne ikke være bekendt at bande over for Lukas. Så smuk en Halvengel. Og slet ikke når der var en anden Engel i huset.

Lukas lod, som om han ikke bemærkede mit bandeord, det kunne jeg næsten føle på ham, da han slap sit tag om mig. Han vendte sig mod sine fugle og sagde lidt nonchalant: "Vi kunne jo også finde vores eget sted."

"Som at bo sammen?" spurgte jeg overrasket og stirrede på hans ryg, der så lidt anspændt ud.

Han rakte en nød ind til parakitten, som den straks tog imod. "Ja, bare os to. Altså når vi ved, om vi kan sammen under samme tag, og hvis du kan holde mig ud så længe," sagde han.

"Hvorfor skulle vi ikke det?"

"Vi kan jo ikke se ind i fremtiden. Men jeg kan da kun håbe på, at du vil dele den sammen med mig. Måske …" Han trak lidt på det og kiggede kun lige hurtigt på mig for så igen at stikke noget foder ind til sine fugle. Han virkede pludselig usikker og forfjamsket på den måde, han blev ved med at stikke nødder og frøstænger ind i burene på.

"Lukas," sagde jeg og stoppede hans hånd, inden han overfodrede sine fugle. "Hvad er der med dig?"

"Jo altså, jeg tænkte …" Han slog blikket ned og tog hånden væk fra min og begyndte at pille frø af stænglen.

"Hvad?" spurgte jeg lidt utålmodigt. Han opførte sig meget besynderligt. Var det mon godt eller skidt? "Hold nu op med det der." Jeg tog stænglen fra ham. "Du gør mig helt nervøs. Sig nu, hvad det var, du tænkte."

Han løftede blikket. "Jeg tænkte på …" Han vendte blikket mod parakitten, som om han bange for at se mig i øjnene. "At blive gift," fik han næsten hostet sig frem til, "og sådan noget, du ved."

Jeg blinkede nogle gange med øjnene, og følte mig så svedig i hænderne, at frøstænglen røg på gulvet. Nu forstod jeg, hvorfor han havde virket så nervøs. Han havde jo næsten lagt planer for hele vores fremtid. Jeg var mundlam og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Lukas og jeg som mand og kone. Mormor ville da tro, at jeg var gravid, hvis vi giftede os så tidligt. Eller værre, måske lige frem falde død om.

Lukas tog smågrinende min hånd, som om han kunne tankelæse. "Jeg mener ikke lige nu, Luna. Også kun måske. Vi skal jo også lige have vores uddannelser gjort færdige først. Det er bare ... jeg føler, vi hører sammen. Og jeg vil gerne vise resten af verden, at jeg har det sådan."

Jeg nikkede forlegent. Stadig ude af stand til at sige noget. Tanken om Lukas’ planer fik mit hjerte til at slå et slag over. Det her måtte jeg bare fortælle Line om næste gang, jeg så hende.

"Kom," sagde han stille. "Lad os gå ned og spise."

"Lukas." Jeg trak ham mod mig til et kram. "Jeg vil gerne," hviskede jeg lykkeligt i hans øre.

 

 

 

Lån bogen