Læseren i morgentoget

Info om bogen

 

Forfatter:
Jean-Paul Diderlaurent
Forlag:
Politiken
Udgivelsesår:
2016
Oversat af:
Anders Michelsen
Guylain læser hver morgen sider højt fra bøger i morgentoget på vej til arbejde.

Kort resume

Guylain Vignolles er en af verdens stille eksistenser, der helst vil glide i ét med tapetet. Han lever af det, han hader mest af alt, nemlig at makulere bøger. Det lykkes ham dog somme tider at redde enkelte sider ud af det store makuleringsmonster af en maskine på den fabrik, hvor han arbejder. Disse sider - små uddrag fra alle mulige forskellige bøger - læser han op med høj og klar røst hver morgen i toget kl. 06:27. 

Fakta om forfatteren

Jean-Paul Didierlaurent er født i Bresse i 1962. Læseren i morgentoget er hans første roman, og den blev en international bestseller fra den ene dag til den anden. Allerede inden den udkom i Frankrig i 2014, var den solgt til mere end 25 lande. Didierlaurent har tidligere skrevet noveller og vundet den prestigefulde Prix Hemingway to gange i 2010 og 2012. Han bor i Vogeserne i det østlige Frankrig.

Lån bogen

1

Nogle fødes døve, nogle stumme eller blinde. Andre udstøder deres første skrig med en udpræget skeløjethed, et hareskår eller et enormt modermærke midt i ansigtet. Det sker også, at nogen kommer til verden med en klumpfod, ja sågar med et lem, der er dødt, før det overhovedet har levet. Guylain Vignolles var trådt ind i livet med den tunge byrde at have et fornavn og et efternavn, der alt for let indbød til en forvanskning: Vilain Guignol, Ækle Jakel, en ondskabsfuld remse, ækeljakel, ækeljakel, der havde genlydt i hans ører, fra han tog sine første skridt, for aldrig siden at forlade ham.

Hans forældre havde set bort fra listen over helgennavne i Postens Almanak for 1976 og valgt dette “Guylain” ud af det blå uden et øjeblik at overveje, hvilke katastrofale følger det ville få. Han havde forbavsende nok, trods sin nysgerrighed, aldrig vovet at spørge, hvorfor de havde valgt det navn. Måske af skræk for at gøre dem pinligt berørt, eller fordi et banalt svar ikke ville være tilfredsstillende. Han morede sig nogle gange med at forestille sig, hvordan hans liv kunne have været, hvis han var kommet til at hedde Lucas, Xavier eller Hugo. Selv Ghislain ville have været udmærket. Ghislain Vignolles, et rigtigt navn, bag hvis harmløse fire stavelser han ville have kunnet bygge sig selv op beskyttet på krop og sjæl. I stedet for havde han hele sin barndom haft det dødssyge forvanskede navn Vilain Guignol hængende over sig. I løbet af sit seksogtrediveårige liv havde han lært at glide i et med tapetet og være usynlig for at slippe for latteren og de grovkornede vitser, som uvægerligt var resultatet, så snart han blev spottet. At være hverken smuk eller grim eller tyk eller mager. Blot en vag silhuet anet i øjenkrogen. At smelte sammen med omgivelserne og fornægte sig selv for at være et sted, hvor ingen kom. I alle årene havde Guylain Vignolles ganske enkelt brugt tiden på ikke at eksistere, undtagen her på denne triste perron, hvor han stod og stampede hver morgen alle ugens dage. Hver dag på samme tidspunkt stod han og ventede på sit RER-tog med begge fødder anbragt på den hvide streg, som man ikke måtte overskride af hensyn til risikoen for at falde ned på sporet. Denne ubetydelige streg tegnet i betonen havde en ejendommelig evne til at berolige ham. Her fordunstede massegravslugtene, som konstant bølgede i hans næsebor, som ved trylleri. Og i de minutter der gik, inden toget kom ind, stod han og trippede på stregen som for at smelte sammen med den, vel vidende at dét kun var en illusorisk frist, at den eneste mulighed for at flygte fra barbariet, der ventede ham derude bag horisonten, ville være at forlade denne streg, hvor han stod og trippede dumt, og gå hjem igen. Ja, det ville være nok bare at give fortabt, finde tilbage til sin seng og rulle sig sammen i det endnu varme aftryk, som hans krop havde efterladt i nattens løb. Sove for at flygte. Guylain Vignolles resignerede altid til sidst og blev stående på den hvide streg og hørte, hvordan den lille skare af pendlere stimlede sammen bag ham og rettede deres let brændende blikke mod hans nakke og huskede ham på, at han stadig var i live. I årenes løb var de andre rejsende endt med at vise ham samme overbærende respekt, som man viser småtossede individer. Guylain var et pusterum, der rev dem ud af hverdagens trummerum i de tyve minutter, rejsen varede.

2

Toget standsede ved perronen med hvinende bremser. Guylain rev sig løs fra den hvide streg og steg op på trinbrættet. Det smalle klapsæde til højre for døren ventede på ham. Han foretrak det orangefarvede sædes hårdhed frem for bænkenes blødhed. Og klapsædet var med tiden blevet en del af et ritual. At slå det ned havde noget symbolsk over sig, som beroligede ham. Mens vognen satte sig i bevægelse, tog han papchartekket op fra lædermappen, som han altid havde med sig. Han åbnede det forsigtigt og fremdrog det første ark, som lå mellem to stykker bolsjelyserødt trækpapir. Papiret, der var halvt iturevet og smuldret i øverste venstre hjørne, dinglede mellem hans fingre. Det var en side fra en bog på 13 x 20 centimeter. Den unge mand studerede den et stykke tid, inden han lagde den på trækpapiret. Der blev efterhånden helt stille i toget. Indimellem kom der et bebrejdende “shh” for at dæmpe dem, der ikke rigtig kunne blive færdige med at snakke sammen. Og så, som alle andre morgener, begyndte Guylain, efter at have rømmet sig en sidste gang, at læse højt:

   “Lammet og stum af forbavselse havde barnet kun øje for det skælvende dyr, der var hængt op på ladeporten. Manden førte hånden hen mod halsen, der sitrede af liv. Det skarpe blad sank uden en lyd ned i den hvide pels, og en varm stråle sprøjtede ud af såret og overstænkede håndleddet med bittesmå, cinnoberrøde dråber. Faderen, hvis ærmer var smøget op til albuen, skar nogle præcise snit i skindet. Derefter trak han med sine store hænder langsomt i pelsen, der gled af som en billig strømpe. Nu viste kaninens fine og muskuløse krop sig i al sin nøgenhed, stadig dampende i sit afsluttede liv. Hovedet dinglede, stygt og afpillet, med sine udstående øjne, der stirrede ud i tomheden uden den mindste bebrejdelse.”

Mens den gryende dag maste sig flad mod de duggede ruder, strømmede teksten ud af hans mund i en lang tråd af stavelser, hist og her afbrudt af pauser, som straks blev udfyldt af lyden fra det kørende tog. For alle de rejsende i toget var han oplæseren, en sær fyr, der alle ugens hverdage med høj og tydelig stemme læste op fra de sider, han tog op fra sin mappe. Det drejede sig om fragmenter fra bøger, som ingen sammenhæng havde med hinanden. Et uddrag fra en opskrift kunne følge side 48 fra den sidste Goncourtprisbelønnede roman, et afsnit fra en krimi kunne efterfølge en side fra en historiebog. Hvad det handlede om, var ikke så vigtigt for Guylain. Det var kun det at læse, han tillagde betydning. Han læste alle teksterne op med samme umage. Og hver gang gjorde magien sin virkning. Ordene, der forlod hans mund, tog lidt af det mismod med sig, som var ved at kvæle ham, når han nærmede sig fabrikken.

   “Til sidst åbnede knivsbladet porten til mysteriet. Med et langt snit udhulede faderen dyrets bug, og de dampende indvolde væltede ud. Perlerækken af tarme slap ud, som om de var utålmodige efter at forlade dette bryst, hvor de havde været spærret inde. Af kaninen var der nu kun et lille blodigt kadaver tilbage svøbt i et viskestykke. En af de følgende dage dukkede en ny kanin op. Endnu en hvid pelskugle, som hoppede rundt i kaninburets varme og betragtede barnet fra de dødes rige med de samme blodrøde øjne.”

Uden at løfte hovedet tog Guylain omhyggeligt det næste ark op:

   “Instinktivt havde mændene kastet sig til jorden med et vildt ønske om at begrave sig, begrave sig stadig dybere i den beskyttende jords bryst. Nogle gravede i mulden med bare næver som gale hunde. Andre, rullet sammen til kugler, blottede deres skrøbelige rygge for de dødbringende granatsplinter, der kom alle steder fra. Alle havde kastet sig oven på hinanden styret af en refleks, der gik tilbage til tidernes morgen. Alle undtagen Josef, som var blevet stående midt i kaosset, og som med en afsindig bevægelse havde slynget armene omkring stammen på den store, hvide birk, som stod foran ham. Fra sprækkerne, der stribede dens stamme, svedte træet en tyk harpiks, store tårer af plantesaft, som perlede overfladen på barken, inden de langsomt begyndte at trille ned. Træet tømte sig, fuldstændig som Josef, hvis koghede urin piblede ned ad hans lår. Ved hver ny eksplosion rystede træet mod hans kind, skælvede mellem hans arme.”

Den unge mand lod øjnene løbe hen over den halve snes ark, han havde planlagt at læse, indtil toget ankom til stationen. Mens lufttrykket af de sidst udtalte ord forlod hans læber, betragtede han for første gang, siden han stod på toget, de andre passagerer. Som så ofte før så han skuffelse og endda bedrøvelse i ansigterne. Men det varede kun en kort snøften. Vognen blev hurtigt tømt. Han rejste sig, da det blev hans tur. Klapstolen smækkede op med et klak. Slut på scenen. En midaldrende kvinde hviskede et diskret tak i hans øre. Guylain smilede til hende. Hvordan kunne han forklare dem, at han ikke gjorde det for deres skyld? Han forlod resigneret kupéens lune atmosfære og lod dagens sider blive liggende tilbage. Han nød tanken om, at de var der, nydeligt stukket ned mellem sædet og rygstødet på klapstolen, fjernt fra den ødelæggende larm, de var undsluppet. Udenfor var regnen taget til i styrke. Som altid, når han nærmede sig fabrikken, genlød gamle Giuseppes hæse stemme i hans hoved. “Du er ikke skabt til det her, lille ven. Du ved det ikke endnu, men du er ikke skabt til det her!” Han vidste godt, hvad den gamle mente; han, som ikke havde fundet noget bedre middel end billig rødvin til at indgyde sig selv modet til at fortsætte. Guylain havde ikke lyttet til ham og havde naivt troet, at rutinen ville klare det hele. At den ville lægge sig over tilværelsen som en efterårståge og bedøve tankerne. Men trods alle årene steg kvalmen altid op i ham ved synet af den enorme snavsede og afskallede mur. Bag den skjulte Tingen sig, godt beskyttet mod blikke. Tingen, som ventede på ham.

3

Døren hvinede ubehageligt i hans ører, da han skubbede den op for at trænge ind i fabrikkens indre. Den knirkende lyd afbrød portvagten i hans læsning. Efter utallige gennembladninger lignede 1936-udgaven af Racines Britannicus, som han holdt i sine hænder, en såret fugl. Guylain spekulerede på, om Yvon Grimbert nogensinde forlod sit vagtskur. Den gode mand så ud til at være komplet ligeglad med den manglende komfort i denne firkant på tre gange to meter, der var åben for alle vinde, så længe den store plastickasse, hvor alle hans bøger lå, var hos ham. Det klassiske teater var den  nioghalvtredsårige mands eneste sande kærlighed, og man så ham ikke sjældent – mellem to leverancer – leve sig ind i en Don Diegos-figur eller svøbe overkroppen i en imaginær Pyrrhus’ toga og med sine store arme fægtende i luften i det snævre rum aflevere en flammende monolog, der for en kort stund fritog ham for den lidet gloriøse rolle, som han fik sin usle løn for, og som bestod i at hæve eller sænke den røde og hvide bom, der spærrede adgangen til fabrikken. Denne altid sirlige mand gjorde særlig meget ud af at pleje sit skæg, hvis tynde streg prydede hans overlæbe; og han forsømte aldrig en lejlighed til at citere den store Cyrano: “Alle ord er smukke, når overskægget er smukt!” Den dag, Yvon Grimbert opdagede aleksandrinerne, blev han straks forelsket i dem. Det blev hans eneste mission på Jorden med lidenskab og troskab at tjene disse tolvstavelsesvers. Guylain elskede Yvon for hans galskab. Og måske også, fordi han var et af de meget få mennesker, der ikke var faldet for fristelsen til at kalde ham Vilain Guignol.
   “Goddag, Yvon.”
   “Goddag, lille ven.” Ligesom Giuseppe var det aldrig lykkedes Yvon at kalde ham andet end lille ven. “Den tykke og idioten er allerede kommet.” Yvon nævnte dem altid i den rækkefølge og på den måde. Den tykke før idioten. Når han ikke talte i aleksandrinere, holdt han sig til korte sætninger, ikke fordi han var fåmælt, men han foretrak at spare sin stemme til det eneste, der virkelig betød noget i hans øjne: de tolv versefødder. Mens Guylain gik hen mod den store fabrikshal af blik, kastede Yvon to hjemmegjorte vers efter ham:

   “Haglene smælder, bratte og gådefulde
   Hamrer mod mit vagtskur i isnende kulde.”

Tingen var der, massiv og truende, anbragt midt i fabrikken. I de over femten år Guylain havde været på fabrikken, havde han aldrig kunnet få sig til at kalde den ved dens rette navn, som om selve det at benævne den ville have været et udtryk for anerkendelse af den, en slags stiltiende accept, som han under ingen omstændigheder ville vedkende sig. Aldrig at benævne den, det var det sidste værn, som det var lykkedes ham at opstille mellem den og sig selv for ikke definitivt at sælge sin sjæl til den. Tingen måtte nøjes med hans krop og hans krop alene. Navnet indgraveret i selve mastodontens stål havde undertoner af umiddelbart forestående død: Zerstor 500, af verbet zerstören, som betød at ødelægge på Goethes smukke sprog. Zerstor Fünf Hundert var en monstrøsitet på næsten elleve ton fremstillet på Krafft GmbH’s værksteder syd for Ruhr i 1986. Første gang Guylain så den, var han ikke blevet særlig forbavset over den grågrønne farve på dens metalskal. Hvad kunne være mere normalt end denne krigskolorit på en maskine, hvis eneste formål var at tilintetgøre? Ved første øjekast kunne man tro, det var en sprøjtekabine eller en stor generator eller som topmålet af absurditet, en kæmpestor rotationspresse. Den eneste synlige prætention ved Tingen syntes at være grimheden. Men det var kun toppen af isbjerget. Midt i betongulvets gråhed tegnede det vidåbne gab en dyster rektangel på fire gange tre meter, som førte ind til mysteriet. Her, i ly af mørket i bunden af en enorm skakt af rustfri stål, befandt den frygtelige maskine sig, en mekanisme, uden hvilken fabrikken ikke ville være andet end en unyttig lagerbygning. Teknisk set fik Zerstor 500 sit navn fra de fem hundrede hamre på størrelse med knytnæver placeret i forskudte rækker på de horisontale cylindere, som dækkede graven i hele dens bredde. Til dette føjede sig de seks hundrede knive af rustfri stål, som var fordelt på tre akser og snurrede rundt med otte hundrede omdrejninger i minuttet. På hver side af dette inferno dannede en snes dyser et espalier, som uophørligt sendte hundred og tyve grader varme vandstråler ud med et tryk på tre hundrede bar. Længere væk hvilede blandemaskinens mægtige arme på deres skrin af rustfri stål. Og endelig gav den monstrøse dieselmotor på næsten tusind heste inde i sit bur med jerntremmer liv til det hele. Tingen var født til at knuse, udflade, støde, smadre, hakke, flænge, flænse, ælte, forme og skolde. Men den bedste definition var stadig den, som gamle Giuseppe yndede at kæfte op med, når slavevinen, som han nedsvælgede dagen lang, ikke havde formået at slukke det inderlige had, som han havde opbygget i årenes løb til Zerstor 500: Dét der er folkedrab!

Lån bogen