Marionetdukken

Info om bogen

 

Forfatter:
Louis Klostergaard
Forlag:
Forlaget EC Edition
Udgivelsesår:
2016
Den sydafrikanske privatdetektiv Pieter Martins påtager sig en sag om en forsvunden prostitueret som fører til et møde med hans ærkefjende

Kort resume

Marionetdukken er den selvstændige fortsættelse til Louis Klostergaards første krimi, Kvinden i det røde mudder. Vi møder igen privatdetektiv Pieter Martins fra Hillbrow, Johannesburg, der var sort politibetjent under Sydafrikas apartheidstyre.

Pieter Martins får en opgave for en alfons, der har mistet en af sine ’piger’. Eftersøgningen fører Martins til Mozambique. Her støder han på menneskehandel med unge piger under borgerkrigen i 1970’erne og den voldelige Renamo-milits. Det bliver også til gensyn med hans gamle ærkefjende, Franz van der Merwe, en korrupt strømer fra apartheidtiden i Sydafrika.

Undervejs i opklaringsarbejdet støder detektiven sammen med både den sydafrikanske og mozambiquiske underverden, og han får hjælp af en af de bortførte pige, Xiluva, som han befrier fra prostitution. Sammen tager de sagen i egen hånd, men ikke alt viser sig at være, som Pieter Martins først troede. Nogen trækker i trådene …

Fakta om forfatteren

Louis Klostergaard er født i Durban, KwaZulu-Natal, Sydafrika. Han har gået i skole og uddannet sig som filosof i Danmark og han har hele sit liv forholdt sig til Sydafrika og landets forskellige problematikker.

Lån bogen

 

1.

 

Jeg lå stille i rummet – rørte ikke en finger. Det er en kompetence, jeg har erhvervet mig gennem et langt liv. Dét og podagra. Denne gang var det ikke selvforskyldt. Grunden var en anden end den sædvanlige. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg var blevet forgiftet af et eller andet neuromuskulært blokadestof. Lammet, men ved bevidsthed.

Over for mig lå en død mand. Jeg vidste, han var død. For jeg havde skudt ham. Eller rettere, en anden person havde ført min hånd med min pistol og skudt ham. Jeg havde ikke kunnet gøre noget, jeg havde end ikke kunnet dreje hovedet for at se, hvad der skete, og hvem det var, der havde brugt mig og min pistol. Jeg havde stadig min Glock i hånden. Jeg kunne ikke give slip. Jeg kunne ikke gøre noget for manden på gulvet. Det var selvfølgelig værst for ham. Død og lemlæstelse. Hvis man i det hele taget kan tale om, at noget er værre eller bedre for en mand, der er afgået ved døden.

Jeg lå ved siden af ham og stirrede ham lige ind i øjnene – blinkede eller troede, jeg blinkede. Det gjorde han ikke. Han var holdt op med at blinke. Jeg kunne have været en brødkrumme. Intet betød noget for ham. Mere.

Han så på mig, som døde mennesker ser på én. Af en eller anden grund bliver man altid utilpas af det blik. Det er som om, de kan aflæse ens mest hemmelige hemmeligheder. Der er dog ikke nogen grund til, at det skulle forurolige én. For hemmelighederne ligger trygt og velbevaret hos den afdøde. Så alligevel. Måske er det det, at ens endelighed stirrer én lige i ansigtet. Det er måske den eksistentielle angst, man spejler sig i. Alt det, man ikke nåede eller fik sagt. Som man kunne og burde have gjort anderledes. Alt kunne altid have været noget helt andet. Eller det bilder man sig ind. Man klynger sig til de yderste halmstrå, der et efter et bøjer sig og knækker. Dét blik.

Jeg kendte udmærket afdøde. Det var Tshepo Batlhako. Det var ham, der havde hyret mig til at finde Bekebeke. Jeg kan ikke sige, at jeg kendte ham rigtig godt eller endsige vidste, hvem han virkelig var. Han havde gang på gang overrasket mig, også på den gode måde. Jeg havde skudt ham. Nu var det slut, ballet var ovre. Den fede dame var gået hjem.

Jeg prøvede at rejse mig. Jeg vidste, at jeg skulle se at komme væk. Det var ikke som om, jeg skulle bestige Mount Everest. Det var værre. Det var som at kravle til månen og tilbage igen. Det var uoverstigeligt.

Jeg håbede, at giften snarest ville fortage sig, hvad det end var for en gift, der kunne gøre dette. En gift, der kunne paralysere samtidig med, at man var fuldt bevidst om, hvad der foregik. Jeg følte mig som en tarantel, der var blevet stukket af en hveps. Jeg vidste, at jeg var nødt til at komme tilstrækkeligt til mig selv til, så jeg kunne gøre et eller andet. Måske tilkalde politiet. Det var underligt, at ingen endnu var dukket op. Alle i verden måtte have kunnet høre knaldet fra pistolen.

Jeg prøvede igen at kæmpe mig op. Intet lystrede, intet fungerede. Jeg prøvede at mave mig gennem helvede. Jeg kom ingen vegne. Jeg var vel dømt til at blive her for evigt. Jeg kunne bare ligge og vente på, at intetheden indhentede mig.

 

2.

Denne sag begyndte ikke mere usædvanligt end andre af mine sager. Det var en stille dag på kontoret, hvor jeg udfoldede mig i min kontorstol. Mit kontor ligger i den samme bygning som sidste år og forrige år. Bygningen ligger på Fife Avenue, Hillbrow, Joburg, Gauteng. Det er en gul bygning, der ligger klemt inde mellem andre lignende klemte bygninger.

Der var ikke gjort meget for, at bygningen skulle skille sig ud fra mængden. Affaldet, der hobede sig op, lignede alt andet affald. Graffitien indeholdt de samme slogans og de samme farver. Mødrene råbte efter børnene. Fædrene var fraværende. Gadesælgere prøvede at prakke alt på enhver. Pubs’ene var endnu ikke åbnet. Kort sagt, det var en typisk dag, i en typisk bydel, i en typisk by, i et typisk land.

Jeg kunne høre, at min sekretær var i gang med et eller andet på sit kontor. Min sekretær er fru Coetzee. Hun fulgte med mig, da jeg forlod politiet. Af en eller anden grund ville hun ikke være der mere. Vi har kendt hinanden i al den tid, vi var ansat ved etaten, og herefter.

Som sagt, jeg var i gang med min yndlingsbeskæftigelse, da jeg kunne høre, at en person trådte ind i mit venteværelse. Jeg havde ikke andet at lave, så jeg rejste mig fra min direktørstol og gik hen til venteværelset. Der sad en ulasteligt klædt mand. Umiddelbart ville jeg ikke kunne sige, hvor gammel han var. Han kunne være et miks af alle aldre. Han rejste sig fra sin stol, da jeg trådte ind. Han passerede mig uden et ord, gik ind på mit kontor og satte sig i klientstolen, eller hvad man vil kalde den monstrøse pind af en stol.

"Jamen, velkommen da", fik jeg sagt, da han passerede mig. Det var åbenbart, at han hverken syntes om indretningen eller den tilhørende person.

Jeg satte mig i direktørstolen. Der sad vi og stirrede på hinanden uden at mæle et ord. Han så ud til at være en alfons. Alfonser findes i mange afskygninger. Han var lidt af dem alle. Pyntet godt op med en jakke, der havde et udstoppet dyr af plastik over skulderen, og han var lang, mindst en halvfems, og tynd som et indtørret halmstrå.

Hans ansigt var aflangt med store brune øjne og lange øjenvipper, som var lange nok til at kunne være kunstige. Han var kortklippet. Under næsen hang en smal stribe kønshår, der lige så godt kunne være blevet sat på med et viskelæder. Det så ud som om, det ville begå selvmord hvert andet øjeblik. Han havde pæne, smalle og velsoignerede hænder. Neglene var for lange efter min smag. Nu skal ens fordomme ikke løbe af med én. Jeg er ikke den, der er fordomsfuld, kun ved særlige lejligheder. Dette var så en af dem.

Han bevægede sig uroligt på pinden. I mit stille sind smilte jeg. Det var åbenbart ikke kun i mit stille sind.

"Hvad griner du af?" Han så surt på mig.

"Øh, ingenting. Det var bare noget, der strejfede mit stille sind."

"Så lad det strejfe dig. Jeg er ikke kommet for, at du skal have noget at more dig over."

"Jamen, hvorfor er du så kommet?" Vi var åbenbart dus.

"Er du ikke detektiv eller sådan noget?"

"Joh, hvis man tjekker erhvervsregistret, står jeg opført som sådan."

"Så må du være den rette mand. Jeg hedder Tshepo Batlhako." Han rejste sig for at give hånd. Vi udvekslede håndtryk. Det var en fast senet hånd, der mødte mig. "Jeg vil gerne have, at du finder en person."

"Har du forlagt en af dine kvinder?"

Han så på mig, som en tudse ser på en flue, inden den svirper tungen ud - "man er nok i det humoristiske hjørne."

"Hvem har du forlagt? Inden vi går videre, kan det være, du ønsker at kende tariffen?"

"Hvad er den da? Sådan en billig fyr kan ikke være dyrere end halvanden rand og firs."

"Hvem er nu den humoristiske gøgler? Tariffen er 1500 rand om dagen plus løbende omkostninger."

"De løbende omkostninger kan ikke være meget for en ældre person som dig. Det kan ikke løbe op i ret meget. Det må være tilskud til rollatoren, du mener." Han grinede skævt af sin egen vittighed.

"Her er det mig, der kommer med kvikke bemærkninger. Hvad kom du egentlig efter? Vel ikke for at udveksle billige, indholdsløse vittigheder?" Af en eller anden grund syntes jeg godt om ham. Jeg var ved at blive for gammel og for rund.

"Nej, måske ikke. Jeg er ikke rigtig klar over, om det er noget for dig."

"Sig blot frem. Det skal dog siges, at jeg ikke begiver mig af med noget, der er for meget på kant med loven."

"Hvad skal det sige?"

"Jeg vil ikke udføre noget, der er direkte ulovligt. Nogen gange i mit arbejde sker det. Jeg bevæger mig langs kanten. Men jeg gør det kun ud fra, hvad jeg bedømmer, er i klientens interesse. En interesse, der ikke må stride mod mine principper."

"Så du har moralske principper?"

"Kommer det bag på dig?"

"Næ, måske ikke. Jeg kender ikke til det, I går og laver."

"Hvem ønsker du, at jeg skal finde?"

"Finder du det, du er sat til at finde?"

"Nogle gange. Nogle gange ikke." Jeg tænkte kort på Bloeme Barrett. Jeg fandt hende godt nok. Jeg ved ikke, om det var det, jeg skulle have gjort. Jeg sukkede. "Nogle gange får man det, man ønsker." Han så indgående på mig. Han kommenterede ikke mit suk.

"Sagen er den. At en af mine piger er forsvundet …"

"Hvad mener du med ’en af mine piger’?"

Han vred sig i stolen. Jeg lod ham gøre det. "Det er en af mine piger, som jeg … øh … beskytter, kan man sige …"

"Hvis du vil have, at jeg skal finde en af dine prostituerede for dig, som du så kan behandle efter forgodtbefindende, kan du tro om. Det gør jeg ikke. Og så er vores samtale hermed afsluttet."

"Du misforstår mig. Ja, jeg må indrømme, at jeg beskytter flere piger, og hvad så? Er din profession måske så glorværdig? Og hvad lavede du før? Var du ikke apartheidsystemets forlængede arm? Hvem er det, der taler? Og lad mig lige tale ud."

"Okay, godt ord igen. Fortsæt." Altid og altid får man den stukket i ansigtet. Jeg havde efterhånden fået kastet min fortid i hovedet så mange gange, at jeg lignede noget, der var slæbt op fra havdybet og eksploderet. Jeg blev altid svag i knæene i de tilfælde og indlod mig på mere, end jeg burde. En lommepsykolog ville nok analysere det som en form for aflad. Tshepo fik en chance.

"Det er ikke, som du tror. Pigen, der er forsvundet, er godt nok en af mine piger. Men hun er mere end det. Jeg nærer visse følelser for hende. Og du skal ikke se sådan på mig. Jeg kan også nære følelser for andre mennesker."

Han må have kunnet se på mig, at min skepsis lyste mere end alverdens neonreklamer. "Okay da, fortsæt."

"Hun er en enestående pige. Hun tog sig altid godt af de nye … øh … piger." Jeg kunne forstå hans tøven. Det er ikke nemt, når man anskuer mennesker som en indtægtskilde og ikke som personer af kød og blod. Jeg sagde ikke et ord. Jeg kunne se, at der piblede små dråber frem oven over det, han nok ville kalde sit overskæg. Jeg lod ham svede. "Hun var også en … øh … god …"

"Sig det bare, indtægtskilde". Jeg sparede ham ikke.

"Jeg vil ikke formulere det sådan."

"Hvordan vil du så formulere det? Hun tjener godt, ikke sandt. Du vil vel nødig gå glip af de penge, ikke?"

"Jo …"

Jeg afbrød ham, "fortsæt og læg dit fintfølende væsen hen, hvor det hører til. I din pengepung."

"Jeg ved ikke, om jeg vil hyre én, der kun udspyr fornærmelser."

"Du er velkommen til at gå til politiet. Jeg kender tilfældigvis én, der vil kunne hjælpe dig." Jeg tog røret på min antikvariske telefon, og min finger var klar til at taste nummeret. Han så på mig. Han kunne ikke beslutte sig. Så var det, som tog han sig sammen.

"Okay, okay. Min pige forsvandt for to dage siden."

"Skal vi ikke give hende et navn? Det fortjener hun vel i det mindste?"

"Hun fortalte, hun hed Bekebeke, og hendes hædersnavn kender jeg ikke. Jeg ved ikke en gang, om Bekebeke var hendes rigtige navn. Jeg ved ikke, hvor og hvornår hun er født. Hun har kun fortalt, at hun en gang har boet i Soweto. Da hun var lille. Så hun er nok også født der."

Jeg studsede ved den oplysning. Hvilket der ingen grund var til. For alle har på et tidspunkt boet i Soweto. "Har hun fortalt noget om sin fortid?"

"Ikke meget. Hun har kun fortalt, at da hun var lille, boede hun der. Hun kan ikke huske gaden. Der skete et eller andet. Jeg ved ikke hvad. Jeg fandt hende i Maputo."

"Hvorfor fandt du hende i Maputo? Hvad skulle du der?"

"Jeg var … øh … på forretningsrejse."

Med min lumre fantasi kunne jeg nemt tænke mig til, hvad den forretningsrejse gik ud på. Han var ude for at støve nye kvinder op til sin egen forretning. "Ved du, hvordan hun var havnet i Maputo?"

Han vred sig igen. Jeg ved ikke, om det var stolen eller forlegenhed. Jeg håbede, det var det sidste.

"Egentlig ikke. Kun at hun var kommet nordfra. Fra Sofala-provinsen i Mozambique. Hun havde også været i provinserne ved grænsen til Malawi, helt nordpå. En gang i nullerne var hun kommet til Maputo. Jeg ved ikke, hvordan hun havnede i de nordlige provinser eller siden i Maputo. Hun var der bare, da jeg besøgte Maputo, og jeg faldt med det samme for hende."

Det ringede og bimlede. Ekkoet af små forsvundne piger kørte rundt og rundt. Det var bare at række hånden ud og gribe det. Af en eller anden grund kunne jeg ikke nå det. Jeg hørte mig selv spørge, "har hun nogensinde fortalt noget om, hvorfor og hvordan hun var kommet fra Soweto og til Mozambique?"

"Næ, ikke rigtig. Jeg spurgte en gang. Hun ville intet sige. Det lød på hende, som vakte det ubehagelige minder. Hun mumlede kun noget om, at det kunne være lige meget. At det var for sent nu."

"For sent for hvad?"

"Det sagde hun ikke noget om."

"Har du nogen idéer om, hvad hun kunne have ment med det?"

"Ingen, jeg er blank, pas."

"Det tror jeg på. Fortsæt. Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om, hvorfor du er så forhippet på, at jeg skal finde hende? Og som noget andet må jeg vide mere om hende. Hvilke venner har hun? Hvor bor hun, når hun ikke er på arbejde, og så videre? Og et billede ville også hjælpe på det hele. Først dog, hvorfor vil du egentlig have, at jeg finder hende?"

Han så på mig. Det så ud, som om en lille dråbe sneg sig på kattepoter frem i den ene øjenkrog. Med en hurtig, tilfældig bevægelse som for at skjule sin intention tørrede han den væk.

"Det er privat."

"Helt i orden. Hvad med de andre spørgsmål?"

"Hvad tænker du på?"

"Har hun nogen venner?"

"Ja, det vil jeg mene. Hun snakkede en del med et par af de unge piger."

"Har du navne og adresser?"

"Ja, de hedder Dade og Lesedi. De bor i det samme kompleks."

"Hvilket kompleks?"

"Komplekset på Claim Street. Det ligger om hjørnet ikke langt fra Hillbrow Inn."

Jeg så på ham. Han havde kigget ned i jorden, da han sagde det sidste. Jeg ved ikke, hvad han stirrede på. På gulvet var der ikke andet end et tæppe med fnuller. Det kunne ikke være fnulleret, der var så interessant. Jeg forstod ham. Hillbrow Inn på Van der Merwe-gaden var måske ikke Hillbrows største bordel, men tæt på. Og at bo i komplekset ved siden af bordellet kunne kun betyde én ting. De havde ingen andre steder at tage hen. For det ville være det sidste sted, man valgte. Hvis man overhovedet havde noget valg i den situation, som de piger var i.

Forældre og bedsteforældre var sikkert døde, eller de var blevet for mange i hjemmet. Der var i hvert tilfælde ingen, der havde midler eller energi til at forsørge dem, endsige sørge for en ordentlig uddannelse. Vejen til Hillbrow Inn var brolagt med alle slags skæbner. Det var ikke kun dem, der arbejdede der. Det var også dem, der besøgte stedet.

Han havde stadig ikke løftet hovedet. Jeg vidste stadig ikke, hvad han så ihærdigt stirrede på.

"Ja så, er der mulighed for, at jeg kan besøge stedet uden at blive antastet af nabolagets gorillaer, bavianer og andre bøller?"

Han så langt om længe op. Det var ikke til at se, hvad der foregik inde i hovedet på ham. "Ja, det skulle da være muligt. Jeg skal nok lade det sive rundt, at du vil komme. Og at du vil snakke med Dade og Lesedi."

"Fint, hvad med de andre oplysninger? Hvor bor eller boede Bekebeke? Er det muligt, jeg kan få adgang til hendes værelse? Hvad med nogle fotos? Og hvor bor du? Hvor skal jeg stile kontrakt og regning til? Jeg skal have 4500 i forskud, tre dages arbejde. Det kan holde min interesse ved lige."

"Vil du have dem lige her og nu?"

"Det kommer på en kontrakt, som min sekretær udfylder, og så betaler du hos hende lige umiddelbart efter vores samtale."

"Det er ok. Jeg har taget et par fotos af Bekebeke med. Jeg regnede med, at du ville spørge." Han stak hånden inden for jakken, hev en konvolut frem og lagde den på bordet. Jeg så på konvolutten og på ham igen uden at røre ved den.

"Prøv med egne ord at beskrive Bekebeke. Hvordan ser hun ud? Ved du, om hun har specielle kendetegn?"

Han så længe på mig. Eller snarere så igennem mig som for at memorere hendes udseende. Jeg studerede hans ansigt. Det var ikke til at sige, hvor gammelt det ansigt var. Det røbede intet. Det kunne være femogtredive eller femoghalvtreds. Normalt afslører hænderne, hvor gammel man er. Hænderne kan man ikke løbe fra. Hans hænder afslørede intet ud over, som sagt, at være velplejede. Der var ingen leverpletter eller krøllet hud. Jeg ville ikke nappe ham for at se, hvor elastisk hans hud var.

Tshepo Batlhako var et Tswana-navn. Jeg gjorde mig mine tanker om, hvor han kunne komme fra. Det skulle ikke undre, om han ikke i sin tid kom fra Nordvestprovinsen. Det område som apartheidregimet havde døbt Bophuthatswana. Og Sin City kunne være et godt bud.

Byen, der havde alt i forlystelser. Og med alt menes alt. Ligegyldig hvilke kinky ønsker, du måtte have, så havde Sin City noget, der kunne matche. Der udlevede puritanske familier, især fædre og sønner, deres skjulte tilbøjeligheder. Jeg kunne godt lide at vide, hvad han havde haft gang i i Sin City. Vel at mærke, hvis min formodning var korrekt om, at det var der, han kom fra. Sådan sad vi og stirrede og ikke stirrede på hinanden. Som to boksere, der prøvede at finte hinanden. Det eneste, de fintede, var sig selv. Han begyndte.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hun var både almindelig og alligevel ikke. De fleste vil synes, hun er laber. Hun var cirka en halvfjerds. Godt bygget. Rundt ansigt med et par pæne smilehuller. Mandelformede øjne. Ingen synlige kendetegn."

"Hvad med de usynlige?"

Han så på mig med et fladt beklemt ansigt. "På det ene bryst, det venstre fra hendes side altså, havde hun et modermærke. På størrelse og af samme kantede form som en gammel ticent."

Jeg vidste, hvad han mente.

"Hvorfor omtaler du hende i datid? Er der noget, jeg skal vide? Regner du da med, at hun er afgået ved døden?"

"Nej, slet ikke. Jeg ved ikke. Det var en fortalelse. Jeg mente ikke noget med det. Jeg regner da med … jeg håber da, at hun er i live. Alt andet vil være forfærdeligt, uudholdeligt. Jeg … jeg vil ikke kunne bære, at hun skulle være gået bort. Hun opholder sig et eller andet sted. Hvor ved jeg ikke. Hun er derude. Og jeg vil kun vide, om hun har det godt. Ikke andet. Det er det, jeg vil have, du skal finde ud af. Det er ikke noget med, at du skal prøve at overtale hende til at komme hjem, slet ikke."

Det begyndte at gå op for mig, at han mente, hvad han sagde. At han faktisk holdt af hende, hvis ikke mere end holdt af. "Jeg skal nok prøve at finde hende. Du har endnu ikke svaret på de andre spørgsmål. Hvor bor du, hvis jeg skal have fat i dig? Og har du et mobilnummer?"

"Jeg bor på Claim Gade nummer 124. Samme bygning som Bekebeke. Det er i en sidegade til Van der Merwe."

"Jeg ved godt, hvor det ligger." Jeg kunne gætte mig til, hvorfor de boede om hjørnet til Hillbrow Inn og under samme tag.

"Mit mobilnummer er 082 764 3948. Hvad med dit, hvis jeg skal i kontakt med dig?"

"Mit er 082 344 3280. Det er nemt at huske, selv for mig. Det er et palindrom. Det er det, der gør det let at huske."

"Et pali… hvad for noget?"

"Et palindrom. Det læses på samme måde forfra og bagfra som i Tetet."

"Åh, jeg ser." Han trak på skuldrene. For ham var det en information på linje med farven på mine underbukser.Jeg var selv lidt stolt af det nummer, jeg selv havde valgt.

"Hvad med Bekebekes adresse? Har du den? Jeg vil gerne se på lejligheden, hvis det er muligt."

"Hun bor, som du ved, i samme bygning som min. Og jeg har tilfældigvis en nøgle til hendes lejlighed. Hun bor på sjette til venstre. Det er lige under min lejlighed."

"Næ, hvor belejligt." Jeg regnede med, at de havde mere gående end bare at være ansat og arbejdsgiver. Hvis man da kan kalde deres forhold det, ansat og arbejdsgiver. Han fandt nøglen frem og rakte mig den.

"Så er vi tilbage i det vittige hjørne igen."

"Undskyld, det var ikke min mening at fornærme dig. Men det er da belejligt?"

Han så igen på mig. Man kunne se på ham, at han var lige ved sige noget. Han tog sig i det. Han vidste åbenbart ikke, om han skulle være fornærmet eller lade det passere. Han valgte det sidste. For han sagde ikke yderligere. Mig og mine kommentarer. En dag kommer jeg galt af sted. Han rejste sig og gjorde mine til at gå. Jeg rejste mig også. Han stak hånden frem. Jeg tog den. Uden et ord vendte han sig om. Vi gik sammen ind til fru Coetzee. Jeg dikterede et brev til hende med Tshepos oplysninger og gik ind til mig selv igen. Jeg kunne høre, de gjorde forretningerne færdige. Han forsvandt ud ad døren uden flere kommentarer.

Jeg havde taget sagen. Det var ikke på grund af kærlighedshistorien, som sandsynligvis kun var en and. Han virkede dog oprigtig. Små piger fra Soweto, der var forsvundet, rørte et eller andet. Jeg kunne ikke andet end tage sagen. Jeg måtte tage sagen. Det skyldte jeg.

Lån bogen