Necropolis

Info om bogen

 

Forfatter:
Patrick Leis
Forlag:
Facet
Udgivelsesår:
2016
En gysende science fiction historie, der går gennem marv og ben.

Kort resume

Dette er afslutningen, dette er begyndelsen. Kuren, der skulle have hjulpet så mange, blev et mareridt. De døde rejste sig og drog hærgende over kloden. Men hvordan kunne det gå så galt, hvorfor blev de rigtige beslutninger ikke truffet, før Smitten nåede at sprede sig og alle systemer brød sammen?

 

Fakta om forfatteren

 

 

Lån bogen

Kære efterladte.

 

 

Dette er begyndelsen, dette er afslutningen og jeg skriver til dig fra verdens ende, hvor jeg hjælpeløst venter på døden

Jeg har prøvet at forstå hvad der skete, men århundreder er svundet bort og store dele af historien er enten blevet omskrevet eller druknet i glemslens tåger.

Men hvordan kunne det komme så vidt, hvordan kunne det gå så galt?

Jeg kender ikke hele sandheden, det er der formodentligt ingen som gør, men jeg tror, at katastrofens omfang kunne være mindsket hvis Den Gamle Verdens regeringschefer og statsoverhoveder ikke havde udskiftet den sunde fornuft med en datamats kolde logik.

Men det virkede dengang så rigtigt og da Neolaseren først svævede på himmelrummet som den ultimative ordensmagt, ophørte vores behov for hære og våben.

Man havde givet freden en chance, så da det pludselig gik galt, stod vi næsten forsvarsløse tilbage. Krigen mod IO blev vundet, men De Tre Rigers imperium smuldrede mens nye Regioner og landegrænser opstod.

Og i kølvandet på krigen opstod mongolismen, millioner af underudviklede børn kom til verden og vi havde dårligt fået forbundet sårene, før den næste og endnu værre krise opstod.

Klodens væbnede styrker var kun skygger af sig selv, og selv om jeg ikke tror det havde gjort den store forskel hvis vi stadig havde haft fly og raketter, gjorde manglen på både mandskab og våben, det bestemt ikke nemmere at nedkæmpe de udøde horder…

 

 

 

SYMPTOM

Forskerne

(Gamle Verden)

 

Koderne drypper ned over skærmen som grøn og smeltet stearin og pludselig mærkede Poul Lydecker noget der mindede om et ryk gennemstrømme sin krop. Hans ben spjættede ufrivilligt på samme måde som når man, uden at vide det, skvatter i søvn på en togsæde og tror, at man fysisk falder. Han rettede sig op med et sæt, var et øjeblik helt forvirret og kontoret omkring ham syntes at bølge og vibrere som en hoppende computerskærm, der viste et grynet og pixeleret billede. Han gned sig i øjnene. Han havde arbejdet med koder og analyser i timevis og havde fået hovedpine. Datamængden gav ikke længere nogen mening og det hele føltes meningsløst. Kontoret begyndte at justere sig efter de vante parameter, virkeligheden vendte tilbage og verden lignede atter sig selv. Ømheden i skuldre og øjne vendte også tilbage og med et opgivende suk rejser han sig fra konsollen for at strække ryggen.

Lydecker kikkede på sit ur. Viserne stod stille og skærmbilledet på hans computer var frosset. Han rakte en hånd frem mod tastaturet, men et kort blink, efterfulgt af en dyb brummelyd fra harddisken, fik ham til at springe forskrækket baglæns.

Computeren genstartede sig selv.

Det tog kun et øjeblik før overraskelse ændredes til frygt.

Han lyttede efter alarmen, forventede hvert øjeblik de gule, blinkende advarselslamper blive tændt overalt i anlægget og at en højtaler ville annoncere, at der var indtruffet en katastrofe af en art.

Intet skete, og han begyndte at slappe en smule af.

- Underligt, hva?

Merlin Smith stak hovedet ind af døråbningen og smilede. - Jeg fik lige et øjeblik fornemmelsen af at stå på en båd i søgang. Blev sgu helt nervøs.

Lydecker nikkede blegt. - For helvede, jeg troede, at en af reaktorerne var gået og at det hele var ved at ryge i luften.

Merlin trådte ind på kontoret og lukkede døren bag sig. - Tjah, det var du ikke ene om, halvdelen af staben fik nærmest et kollektivt hjertestop.

- Har vi nogen ide om hvad der skete...? Var det acceleratoren som...?

Merlin rystede på hovedet. - Vi ved det ikke. Folkene er allerede i gang med at fejlsøge. Det kunne lige så godt have været nogle propper, der sprang, som et svigt i el systemet. I betragtning af hvilke energimængde, datakraft, og elektronisk isenkram der omgiver os, kan det vel dårligt undgås, at der til tider finder et par uregelmæssigheder sted.

- Nåhja, men...

- Bare rolig, sagde Merlin beroligende, - der er hverken brand eller udslip, det meste ser ud til at køre perfekt. Alle systemer rebootede det har sikkert været et kort strømsvigt, overbelastning eller måske en atmosfærisk forstyrrelse af en art, du ved, lynnedslag, solstorm eller noget.

- Kunne det skyldes jordskælv?

- Anlægget er sikret mod erosion og vi ligger jo langt fra de termiske plader. Hvis uregelmæssigheden skyldes noget fra naturens hånd, ville jeg nærmere tro, at det hang sammen med en lavine. Vi tjekker seismografen for svingninger, men jeg vil nu sætte mine penge på, at det bare var en overgang et sted i el nettet og at sikkerhedssystemet lukkede præventivt ned.

- Okay, fint nok. Jeg fik bare lige fornemmelsen af at være sådan helt uden for mig selv, vægtløs eller noget, men jeg tror at jeg må være faldet hen et øjeblik.

- Du arbejder for hårdt, sagde Merlin og sendte ham et formanende blik før han atter åbnede døren. - Nå, men jeg ville også bare lige sikre mig, at du var okay.

- Jeg har det skam fint, svarede Lydecker og satte sig tilbage på stolen. - Blev bare en smule forskrækket,

- Det gjorde vi sgu alle sammen, sagde Merlin og forlod kontoret, - strømsvigt i en partikelaccelerator bør man ikke tage let på. Men alt er okay, det var som sagt bare en kortslutning et sted i systemet.

Lydecker nikkede for sig selv. Naturligvis. Bare en kortslutning. En ubetydelig fejl som ikke truede anlæggets sikkerhed.

Alligevel var hans Rolex gået i stå.

Han regnede med, at sikkerhedsfolkene ville sweepe hele området med geigertællere og tjekke samtlige installationer for defekte isoleringer og overophedede komponenter. Skulle de finde det mindste som kunne give grund til uro, ville Lydecker formodentligt få det at vide som den første. Han var trods alt chefforsker og man sørgede godt for hans sikkerhed. Faktisk havde man investeret millioner og atter millioner Nydollars i hans velbefindende, en hel verden afhang på en måde af hans resultater.

Han drak en slurk kold kaffe, som ikke havde anden smag end bitterhed, og undertrykte et suk.

Det som han var i gang med, gjorde han hverken for verden, for menneskeheden eller for sine arbejdsgivere.

Han gjorde det for sin søn.

Man havde for længst fundet ud af, at det var IO's kromosomprogrammer, der var årsagen til de mange mongolfødsler, men en effektiv behandling var ikke til at få øje på. IO havde, med en vis berettigelse, ment at intelligens og selvstændig tankevirksomhed var de største farer mod et totalitært verdensherredømme, og startede et omfattende avlsprojekt, der skulle resultere i rembringelsen af de ideelle samfundsborgere. Et enormt antal kvinder i den fødedygtige alder blev genetisk modificeret og deres celler ”snydt” til udelukkende at føde mongoler. Bærere af det ekstra kromosom eller Down-symdrom, havde kløgt nok til at kunne fungere i et struktureret samfund, men havde ingen ambitioner om øget selvbestemmelse eller personlig frihed, og hverken nok forstand eller behov for at lave opstand. Havde computeren fået sin vilje ville jorden være endt med at blive befolket af mongoler, men heldigvis lykkedes det en gruppe dataloger og videnskabsmænd at spolere dens plan.

Men problemet med de mange mongolfødsler stod stadig tilbage og derfor havde Lydecker og Merlin, sammen med en arbejdsgruppe på over trehundrede forskere, igennem flere år arbejdet på en kur.

Lydecker foldede hænderne bag nakken og lænede sig tilbage. Han var blevet ansat af Bhopal Entreprise og gået til opgaven med krum hals. Hverken for pengene eller præstigens skyld, men simpelthen fordi hans søn også var blevet født som mongol. Han regnede ikke med at kunne finde en helbredelse, men hvis man fik produceret et enzym der kunne separere det ekstra Y-kromosom, isolere eller måske ligefrem ødelægge det, så...

Han rystede på hovedet og bøjede sig atter ind over computeren. Der var kommet en E-mail, men Lydecker orkede ikke at åbne post.

Flere gange havde det været så tæt på.

Man havde forsøgt at eliminere kromosomet, prøvet at tilføre Down-patienterne ekstra intelligens og styrke, eksperimenteret med livsforlængelse og helbredsforbedringer, men hver gang syntes der bare at mangle én lille enkelt komponent som øjensynlig ikke lod sig finde. Flere gange havde Lydecker tænkt på at standse forsøgene, at smide håndklædet i ringen og bare gå hjem til sin kone og søn, men hver gang havde samvittigheden alligevel tvunget ham til at fortsætte. Lige en smule længere, bare en enkelt test mere, svaret ligger jo lige om hjørnet... Han følte sig fuldkommen magtesløs. Han havde lyst til at smadre kontoret, brænde hele verden ned og...

Med et dybt suk åbnede han alligevel sin mail.

Der var ingen afsender og langt senere konkluderede IT-afdelingen, at mailen måtte være sendt af en særdeles dygtig hacker, for sporingen gav absolut intet resultat.

- Mailen blev konstrueret på en sådan måde, at den ser ud til at komme fra computeren selv, sagde sikkerhedschefen med beklagelse og undlod med overlæg at nævne muligheden for, at det faktisk kunne være et af IO's A.I.-programmer som på mystisk vis havde overlevet Den Store Sletning. - Vi aner simpelthen ikke, hvem afsenderen er.

Mailen indeholdt en mus. En lille, sød, grafisk animation af en mus på et løbehjul. Tegneseriefiguren spænede af sted i en evig cirkel uden at komme ud af stedet, mens den smilede Disney-agtigt og tillidsfuldt, og da Lydecker trykkede på hjulets centrum dukkede koderne op på skærmen.

- For helvede da, mumlede han dæmpet og gned sig over munden med en svedig hånd. - Kan det virkelig være muligt...?

Men det var det, og snart var han i gang med at følge anvisningerne til frembringelse af en kunstig og ukendt bakterie. Mailen indeholdt den manglende komponent til en Kur og mindre end to år senere gik opdyrkelsen af Judas-bakterien ind i sin sidste og afgørende fase.

 

 

INFEKTION

Civilisterne

(Gamle Verden)

  

Rapport fra undersøgelseskommissionen (uddrag):

”…har stadig ikke determineret, hvorfra formlen til den

afgørende komponent i virkeligheden dukkede op. Ifølge

Lydecker var udviklingen af Kuren et rent lykketræf, men

efter hans selvmord gennemgik man virologens personlige

computere og konkluderede, at formlen var blevet sendt udefra.

Afsenderen kendes ikke, men man må formode, at Vaccinen

på sin vis bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for de

senere hændelser.”

John W. Sabroe / Veterinær patolog

 

 

Drengen standsede midt på broen og lænede sig et øjeblik tungt mod det rustne gelænder. Seks meter under ham dannede den tiltagende regn småsøer på hovedvejen som omkransede byens ydrekvarterer. Billygter og lysreguleringer spejledes i den våde asfalt, gråhvide dampskyer steg som spøgelser op fra byens kloakdæksler og dansede tavst med blæsten. En dæmpet rumlen fra den nærliggende højbane sendte svage vibrationer mod gangbroens skelet og snart ormede en rustrød togstamme sig klagende gennem natten. Efteråret ruskede i de halvnøgne trækroner, nedfaldne blade samlede sig modvilligt i gyldenbrune bunker langs rendesten og vejkanter, og en avis blev viljeløst kastet rundt af de spredte vindstød. Bernard fulgte den med øjnene, forsiden tumlede af sted som et lille, såret dyr og krøllede sig til sidst sammen om fundamentet på en ensom gadelampe. Forsideteksten var ulæselig i halvmørket, men alle kendte de sidste dages overskrifter.

Bernard løftede blikket, lod de tunge regndråber spille på sit ansigt og spejdede fjernt mod nattehimlens jagende skyer. En bleg måne skimtedes på et skiftende tæppe af dunkle kontraster, oktober natten varslede den kommende vinter. Han fulgte skyernes flugt, så dem drive ind over den mørke by, mens fingerspidserne distræt tegnede cirkler og figurer i pytterne på gangbroens rækværk. Et sted i det fjerne lød den ildevarslende alarm fra en mobil sirene. Han kunne ikke afgøre om det var fra politi eller ambulancer, men lyden fyldte ham med bange anelser; udrykningerne blev flere og flere. Bernard opdagede, at han småfrøs om fødderne, lærredet på hans ene sko tog vand ind, og selvom han egentligt mest havde lyst til at give pokker i både venner og klubhus og bare skynde sig hjem i tørvejr, begyndte han alligevel at trave hen ad broen.

I den sidste tid havde der ellers ikke været meget ved at hænge ud i Garagen, men på en måde følte Bernard sig næsten forpligtet til at kigge forbi. Janus var trods alt hans bedste ven, og omstændighederne taget i betragtning, var der vel ikke noget at sige til, at humøret var på nulpunktet; Jesus, hvis det havde været Bernards lillebror, der pludselig… Han rankede ryggen og klappede flasken i sin inderlomme, nu måtte han sgu se at få taget sig sammen! Ubevidst satte han farten op, småløb ned ad broens rampe og nåede snart grusvejen ved det aflukkede kommunalområde, hvor han kravlede gennem hullet i hegnet.

Foran ham lå Jernbyen, det gamle industrikvarter hvor 9-banden for år tilbage havde indrettet sig. Bernard dukkede sig under et par nedfaldne el-ledninger og skævede over den spildevandskanal som en af rollingerne sidste sommer havde døbt Lorteåen. Når det regnede kunne man ikke lugte noget, men under hedebølgen for mindre end tre måneder siden, havde det grålige vand hørmet fælt. Bernard zigzaggede mellem de dybeste vandhuller langs åens mudrede kant. Han fulgte et faldefærdigt plankeværk og svang sig ind mellem nogle nedrevne brædder. Jernbyen lå stille hen. De forladte bygninger havde engang rummet både smedjer, værksteder og lagerrum, og gennem regnen kunne han svagt ane silhuetten af det store stålværk, der i årene efter De tre Rigers sammenbrud havde beskæftiget flere tusinde mennesker. I dag var Jernbyen blot en spøgelsesruin, på få år var tiden løbet fra den middelsvære industri, og de mange arbejdere var blevet tilbudt at flytte med til de nye, enorme industribyer.

Bernard satte farten ned, nærmest sneg sig forbi de afskallede betonmure, hvor grå facader for længst var blevet skjult bag tacs og falmet graffiti. Han spejdede instinktivt efter herreløse hunde, sommetider strejfede sultne kobler rundt blandt ruinerne i jagten på rotter eller skrald og selv om de fleste af gadekrydsene bare var en flok sølle køtere, var både Hanne og William blevet bidt. I aften var der intet, som rørte sig, både vagabonder og hunde havde formentlig søgt ly for regnen et eller andet sted i de forladte bygninger, og Bernard skyndte sig hen mod Garagen.

- Hey.

Der befandt sig allerede en 8-9 unge i den store hal. Morten stod ved siden af olietønden, der fungerede som bålplads, og fodrede ilden med træstumper og knas. Lone og Peter var som sædvanligt i færd med at skændes, og Irwing-tvillingerne havde fundet en plet på væggen, som endnu ikke var blevet dækket af spraymaling.

- Føj, hvor det stinker, udbrød Bernard og viftede sig demonstrativt om næsen. - Skulle I ikke ha haft malermasker på!?

Tvillingerne vendte sig synkront og sendte ham et identisk grin.

- Jo!

- Nej!

- Hør lige hvem der snakker!

- Havde du måske selv maske på, da du malede stolpen?!

Bernard rystede på hovedet og slentrede over mod Rasmus og Trine. - Der er ikke så mange i aften…

Trine, som var en af de fastboende, kiggede kort op fra den sandwich hun var i færd med at sluge. - Det regner.

- Jah, det har jeg ligesom bemærket, mumlede Bernard og trak sin gennemblødte jakke af. - Jeg har taget brændstof med.

- Hit!

Han sendte Trine et skævt smil og rakte hende flasken med gin. Hun var et par år ældre end ham, gadebarn ligesom Rasmus og Tora, og havde boet fast i Garagen i flere år. Han lod en hånd køre gennem sit halvlange hår, stod lidt og trådte sig selv over tæerne mens han ud af øjenkrogen skævede mod Janus som sad for sig selv i mørket ved den sammenstyrtede trappe bagerst i Garagen. - Går det ellers godt?

Trine tørrede sig om munden med bagsiden af hånden og rakte flasken tilbage. - Lige så godt som i går, vel. Hvad mener du…?

- Nåh, ikke noget, jeg…

- Gi’r du en tår?

Bernard rakte ginflasken over mod Rasmus, en høj, ranglet fyr på sytten, som var stukket hjemmefra så snart han havde haft muligheden for det. Som så mange af de andre gadebørn i byen overlevede han primært ved småfusk og lejlighedsvise rapserier, men da han også fangede rotter og mod betaling indleverede dem til den lokale skadedyrsbekæmper under Sanitetsstyrelsen, lod man ham for det meste passe sig selv. - Takker!

Rasmus tog en gevaldig slurk og hostede voldsomt. Han sendte Bernard et fjoget grin og satte atter flasken for munden. - For dælen, den er krads!

Bernard nikkede og stak begge hænder i lommerne. Der var efterhånden over femogtyve unge som fast hang ud i Garagen, den oprindelige 9-bande var vokset betydeligt siden starten og selvom Bernard ikke havde været en af sjakkets oprindelige grundlæggere, følte han sig alligevel som en af ”de gamle”. Han var kommet i Garagen (der oprindeligt havde været brugt som pladelager for stålværket) i næsten tre år, faktisk var det dagen efter hans tolvårs fødselsdag, at Janus havde inviteret ham med ud i Jernbyen. Han havde omgående forelsket sig i de ramponerede bygninger og de forladte maskiner. Den tomme by var enhver drengs ønskedrøm om et fristed hvor man uhindret kunne lege og udforske, helt uden de voksnes indblanding eller viden. Naturligvis kom man lejlighedsvis til skade, trådte på et rustent søm eller drattede gennem en rådden gulvplanke, og Bernards mor havde da også flere gange sendt bekymrede blikke, når han var kommet hjem med blå mærker eller iturevne bukser. Men der var aldrig nogen, som havde stillet spørgsmålstegn ved Bernards forklaring om at ”smutte en tur over til vennerne”, og så længe han bare kom hjem i ordentlig tid, havde hans forældre andet at bruge deres sparsomme fritid på end at mandsopdække deres søn.

Og i modsætning til flere af de andre børn, havde Bernard trods alt en familie.

Krigen mod IO og de nye regeringsstrukturer havde fostret mange gadebørn, og døden i barselsengen skabte trængsler på fosterhjem og ungdomsinstitutioner. Mangt et barn havde mistet sin moder i stedet for at få den forventede lillebror eller -søster, og de stigende tilfælde af anormale fødsler havde ofte resulteret i mongolide børn eller fatalt endeligt for den gravide. Bernard vendte sig langsomt mod Janus som stadig sad for sig selv på trappen. Han håbede virkelig, at Kuren ville virke…

- Nåmen, hvor’n skær den?

Janus sendte ham et tamt blik og trak på skuldrene. - Fint nok…

Bernard slog sig ned på den støvede ståltrappe og rakte ginflasken frem. - Var det noget med en opstrammer?

Janus rystede på hovedet og svingede en lommelærke mellem tommel- og pegefingeren. - Jeg har selv.

- Nå, men så… Bernard satte flasken for munden og skar tænder. Faktisk kunne han slet ikke li’ sprut, men én af de andre havde altid noget, så han havde følt, at det havde været hans tur til at medbringe en flaske. - Ellers noget nyt…?

Janus rykkede sig uroligt på trinet. - Der sker vel altid et eller andet…

- Hmm… Bernard trak på skuldrene. - Hvor er Vivian egentlig? Det er hundrede år siden jeg har set hende.

-Hun fik vist arbejde ude i Betonplanen. Dagligkøb eller noget. Knokler som en gal. Farvel frihed.

-Tjah, det er vel meget godt at have noget at tage sig til. Lidt lommepenge og så’en... 

Et par rollinger var netop kommet larmende ind i Garagen. William råbte, at de skulle lukke døren efter sig, og den ene af drengene rakte tunge og pustede sig voldsomt op, før han efterkom ordren. De var begge omkring tolv, iført lasede jakker og et par støvler, der var mindst tre numre for store, og den ene havde en slidt bør på hovedet. Bernard sukkede. De to unger var kun tre år yngre end ham selv, men havde boet det meste af deres korte liv på gaden og kendte formodentligt allerede mere til livets skyggesider end han nogensinde selv ville komme til. - Er det sprut, du har i flasken?

Han havde dårligt nået at nikke, før begge unger var galoperet hen til trappen og nu stod med åben mund og lignede som et par forventningsfulde katolikker, som ventede på at blive fodret med oblater og altervin. - Bare tag.

- Fedest!

Han fik et stik af dårlig samvittighed over at fylde rollinger med sprut, men på den anden side ville de nok alligevel stikke snuderne i en limbøtte eller begynde at sniffe lightergas inden længe, så en slurk gin fra eller til gjorde nok ikke den helt store forskel. - Hov hov, ikke det hele!

Den mindste rolling fremviste et uplejet tandsæt og sank en sidste tår før Bernard fik generobret den slunkne flaske, og under høje hyl drønede de to gadebørn hen for at forstyrre Irwing-tvillingerne i deres malerarbejde.

- Det er sgu lige som at stå i en bisværm, mumlede Bernard og følte sig pludselig forfærdelig gammel.

- Dampbørn, svarede Janus, der omgående havde gemt sin egen lommelærke langt væk.

De sad lidt uden at sige noget, bare sippede til sprutten og forsøgte at virke afslappede. Til sidst spurgte Bernard, ligesom tilfældigt, hvordan det stod til med familien.

Janus kiggede væk. - Helt fint.

- Okay…?

Tvillingerne havde opgivet at male, og den ene af pigerne gav sig hujende til at sprøjtemale rollingernes lasede jakker. Det udviklede sig snart til en mindre brydekamp og på et tidspunkt var de ved at vælte den brændende olietønde. - Så slap dog af for helvede!

Morten langede den ene rolling et drag over nakken, der fik hans hat til at sejle gennem lokalet, men selv om ørefigen affødte en lind strøm af højlydte protester faldt der efterhånden ro over gemytterne.

- Hvordan har Funder det?

Selv om spørgsmålet blev fremsat nærmest som en sidebemærkning, gik der et sæt gennem Janus. - Fint, han har det helt fint!

- Nåhja, undskyld. Jeg ville jo bare…

- Lad nu for helvede bare vær’ med at tale om ham, afbrød Janus hårdt. Han tog en slurk af lommelærken med en hidsig bevægelse og brugte det efterfølgende host til at kamuflere, at han tørrede sin ene øjenkrog.

Bernard lod som om han ikke så det. - Der er ellers meget politi på gaden her for tiden.

Janus undgik at kigge på ham. - Og hva’ så?

- Så ikke noget, det er bare lige som om…

- Verden er sindssyg, sagde Janus og tyede igen til lommelærken. - Der er sgu ikke styr på en skid.

Bernard nikkede. Selv om han i sin egen levetid kun havde kendt til zoneopdelingerne, fortalte hans far (og ikke mindst onkel Carlo) ofte nok historier om de forhenværende verdensordner, til at han delvist kunne forholde sig til Europas fortid. Det sidste århundrede havde åbenbart budt på mange forandringer, og flertallet af de voksne levede øjensynligt stadig i et slags strukturelt vakuum efter De tre Rigers sammenbrud.

- Jah, det er noget lort, svarede han og pillede distræt ved en løs skrue som stak op af det ene trappetrin. - Det kunne ellers ha’ været fedt, hvis vi stadig havde haft mobiltelefoner og den slags.

Janus sendte ham et mørkt blik. - Ja, og hvis alle havde deres egen helikopter.

- Det er altså rigtigt! sagde Bernard med eftertryk. - Før IO havde næsten alle både smartphones og egne computere. Det var lige så almindeligt som armbåndsure og…

- Jaja, jeg har hørt om det, snerrede Janus afvisende. - Men det nytter bare ikke at ønsketænke.

Bernard klappede modvilligt i. Han vidste udmærket godt, hvilke ønskedrømme Janus indirekte henviste til, og undlod at forfølge emnet. - Nå, jeg må vel også hellere se at komme hjem…

Han rejste sig fra trappen, brugte overdreven lang tid på at trække i sin stadig våde jakke og endte med at stå og trippe ubeslutsomt på stedet. - Nå, men så vil jeg… Du ved, komme hjemad…

Janus kiggede væk. - Ja, det må du vel.

- Og, æh… Hvad med dig, skal du ikke også af sted?

Janus rystede langsomt på hovedet. - Ikke lige nu.

- Nå…?

- Lægerne har sagt der formodentligt ikke sker nogen ændringer de næste timer, så jeg tror jeg bliver hængende herovre lidt endnu. Han rystede lommelærken, så man svagt kunne høre lyden af klukkende sprut. - Jeg trænger ligesom bare til at sidde lidt for mig selv.

- Det er klart, sagde Bernard og stillede resten af ginflasken fra sig ved Janus fod: - Her; hvis du nu alligevel skulle få brug for lidt selskab.

Janus kiggede op og sendte ham et blegt smil. - Tak.

- Det er okay, svarede Bernard og vendte sig mod døren. - Og du ved jo altid, hvor du kan finde mig, hvis nu…

- Det ved jeg, mumlede Janus og rømmede sig dæmpet. - Og undskyld hvis jeg… Du ved, er lidt…

- Sær? foreslog Bernard med et grin. - Du har sgu altid været sær!

- Fuck dig, råbte Janus, - du er sgu langt den særeste af os to!

- Ja, fuck dig selv, svarede Bernard med et grin, - og fuck også alle de andre.

- Det kan du bande på, råbte Janus efter hans ryg, og for første gang i lang tid var der ikke kun tomhed i hans stemme. Bernard smilede, mens han gik ud i oktober natten, heldigvis var der stadig liv inde bag stenfacaden, og han håbede bare, at Janus kunne genfinde livsglæden, selvom det muligvis ville ende med at hans lillebror gik hen og døde.

Ligesom alle de andre.

 

Samtalen ved middagsbordet gik i stå, da onkel Carlo pludselig tændte for TV’et. Mor åbnede munden for at protestere, men billederne fra nyhedsudsendelsen fik hende til at holde inde.

- Det sgu alligevel synd for dem, mumlede Bernards far og skubbede symbolsk den halvtomme tallerken fra sig.

- Mange af dem ville sikkert ikke have fået et værdigt liv, sagde Carlo eftertænksomt, - så måske er det i sidste ende det bedste man kunne gøre. De fleste var jo nogle stakler som…

- Ikke tosserne, dit fjols; jeg mente, at det var synd for forældrene!

- Så! sagde mor og sendte sin mand et vredt blik. - Tal ordentligt.

 Bernards far trak på skuldrene og rakte ud efter sine cigaretter. - Tosser, grøntsager, mongoler; kald dem hvad du vil, de fleste er sgu alligevel snart ligeglade. Næh, da jeg var knægt…!

Bernard skævede op fra sin suppe. Nu ville der helt hundrede følge en svada om hvor meget bedre alting havde været før i tiden. Normalt orkede han ikke at høre alle de historier om gamle dage, men på grund af Janus’ bror følte han sig næsten forpligtet til at deltage. - Tror I, at det er med vilje?

De tre voksne omkring bordet kiggede forbløffet på ham. - Er hvad med vilje?

- Vaccinen, sagde Bernard forsigtigt. - Jeg mener, mon det er noget, regeringen har opfundet for at slippe af med alle de handicappede?

Hans mor spærrede øjnene op i vantro. – Nej, ved du nu hvad! Det er bestemt ikke noget at spøge med og desuden…

- Hvorfor spørger du om det? spurgte Carlo og lagde hovedet en anelse på skrå. - Er der nogen, der siger, at det er regeringens skyld?

Bernard trak på skuldrene og fortrød, at han havde åbnet munden. - Næh, det er bare…

- Ja…?

- Jeg ved ikke, måske på grund af overbefolkning eller noget…

Både onklen og hans far trak på smilebåndet. - Næh du, problemer med overbefolkning løser man ikke på den måde.

- Og det er jo ligesom heller ikke så pokkers relevant for tiden, afgjorde Bernards far med et skuldertræk.

- Hvorfor ikke?

- Faktisk daler befolkningstallet over det meste af kloden, forklarede Carlo. - I hvert fald antallet af raske mennesker. For nogle generationer siden var vi ved at overbefolke Jorden, men nu…

- Er der nogen, der vil have kaffe? spurgte Mor, der unødigt støjende var begyndt at tage af bordet.

- Nej tak, jeg tror ikke lige…

- Næh, I vil vel hellere sidde og tale om dommedagsprofetier og fylde Bernard med skrækhistorier!

Der lagde sig en dyne af tavshed over stuen, da Mor marcherede ud i køkkenet med favnen fuld af service, og Bernard skævede forlegent mod TV’et. Region EC’s eneste statskanal viste næsten kun nyheder og gamle serier, og på skærmen var en ung reporter (der konstant pludrede op i sin imponerende, men genstridige hårpragt) ved at fortælle om de seneste tragedier. Bag hende var en ambulance ved at gøre klar til afhentning af endnu en ligpose, og der blev nådesløst krydsklippet til de grædende efterladte.

- …og nu tilbage til studiet.

- Tak for det Karen, sagde en smilende nyhedsoplæser i et nydeligt mørkeblåt jakkesæt. - Der er altså stadig tvivl om hvorvidt disse skæbnesvangre hændelser skyldes medicinen eller blot er et af naturens uforudsigelige luner. Vi har endnu ikke modtaget nogle officielle udtalelser fra overgangsregeringen, og Bophal Entreprise har på det skarpeste benægtet enhver sammenkædning mellem deres produkter og den tilsyneladende epidemi.

- Ja selvfølgelig, brummede Bernards far og lagde armene over kors, - der er sgu ingen, der vil indrømme noget som helst.

-… men måske kan vores gæst løfte lidt af sløret for hvad der egentligt foregår?

Kamera 2 klippede ind på en mager mand på omkring de halvfjerds, der tydeligvis ikke befandt sig vel i rampelyset. - Doktor Sabroe, hvad kan De fortælle os om situationen?

Patologen rykkede sig uroligt i stolen og hostede tørt. - Ja, uhm… Først og fremmest er det vigtigt at fastslå, at vi ikke på nuværende tidspunkt har nogen videnskabeligt underbyggede konklusioner, men må støtte os til uhm… formodninger. Downs syndrom er jo som bekendt…

- Til seerne må jeg oplyse, at Downs syndrom er den kliniske betegnelse for mongolisme, indskød studieværten med et perlende smil ud til de små hjem på den anden side af skærmen. - Undskyld, bare fortsæt.

- Ja, uhm, mumlede Dr. Sabroe og kradsede sig nervøst på tippen af sin krumme næse. - Sygdommen, som er opkaldt efter den, uhm… engelske læge John Langdon Down, kaldes også Digito-Facial-Mental Retardation og medfører både generelle indlæringsvanskeligheder samt op til svær grad af udviklingshæmning. Rent fysisk udmønter sygdommen sig i, at bæreren af Downs syndromet har et bredt baghoved, forøget bevægelighed i lemmerne samt en såkaldt ”firefingerfure”, som faktisk er en linje i håndfladen der…

- Jaja, undskyld jeg lige afbryder, sagde studieværten en anelse spidst, - men spørgsmålet gik på om Bophal Entreprise har noget med hændelserne at gøre.

- Undskyld, sagde patologen og blev en anelse rød i kinderne. - det er bare vigtigt at forstå sammenhængene for at nå en konklusion.

Bernards far rystede på hovedet og skoddede sin smøg. - Lad dog manden tale ud, han…

- Shh! Carlo sendte ham et bebrejdende blik. - Jeg prøver at følge med!

Faren gengældte hans stirren men klappede i, og i mellemtiden havde doktor Sabroe genoptaget sin forklaring.

- Mongolisme skyldes et medfødt ekstra kromosom, faktisk, uhm… kromosom 21 ,der af forskellige årsager, kan dublerer sig selv i fosterstadiet og…

- Kunne vi nu lige holde os til fakta, afbrød studieværten der efterhånden smilede knapt så meget. - Vi skal overholde tidsrammerne.

- Javel, ja, sagde Sabroe beklagende og begyndte skyldsbevidst at tale hurtigere. - Men det korte af det lange er altså, at vi endnu ikke havde fundet en kur mod lidelsen, før Lydecker/Smith-vaccinen blev patenteret af Bophal Entreprise. Før i tiden måtte man nøjes med at diagnosticere sygdommen ved hjælp af Doubletest og Nakkefoldsskanning, men nu…

- Ja?, lød det skarpt fra studieværten, som efterhånden helt havde glemt at smile.

- Se, lanceringen af vaccinen betød en kolossal udvikling i mongolernes indlæringsevne. Man opdagede, at deres immunforsvar blev radikalt forbedret og man forventede faktisk, at også deres levetid ville forlænges markant. I de første måneder efter påbegyndelsen af Kuren viste mongolerne store fremskridt og ingen havde så meget som overvejet muligheden af at…

- Ja ja, men hvad bestod Kuren af?

Doktor Sabroe spidsede læberne en anelse og lagde ansigtet i endnu dybere folder. - I grove træk kan man sige, at det er en virus. Bestanddele af mikrober og hormoner indkapsler simpelthen ekstrakromosomet og så og sige lammer dele af organismen. Der bliver sendt impulser til hjernelapperne om at kromosomet er inaktivt og dermed snydes organismen til at tro, at..

- Og det var på sigt tanken, at vi alle skulle vaccineres?

- Ja, det var den oprindelige ide, mumlede Sabroe og kiggede ned i bordpladen. - For ikke alene virkede enzymerne på mongolerne, men det tyder også på, at også… uhm, almindelige mennesker får styrket både immunforsvar og helbred, og man regnede faktisk med, at det ville forøge den generelle levealder markant.

- Men havde man slet ikke testet følgevirkningerne?

Sabroe slog ud med armene. - Jo naturligvis, men ingen var vel forberedte på, at de først ville vise sig så sent.

- Men man må vel have forestillet sig, at…

Patologen viftede afværgende med en kroget pegefinger. - Nu må vi ikke drage forhastede konklusioner, der er kun sket… uhm, fire påståede dødsfald blandt mongolerne, og vi kan ikke med sikkerhed vide om…

- Men der er jo en hel del flere, som pludselig er blevet syge, og det er ifølge vores oplysninger netop elleve måneder siden patentet blev frigivet, sagde studieværten som var begyndt at smile igen. - Og det er da påfaldende, at de fire afdøde netop var dem, som først fik tilbudt vaccinen, ikke sandt?

- Jo, det er unægtelig et bemærkelsesværdigt sammentræf, erkendte Sabroe tøvende.

- …Så kunne det ikke tænkes, at det faktisk var vaccinens skyld!

Doktor Sabroe sank en anelse sammen i stolen. - Vi ved jo teknisk set ikke engang om de faktisk var døde.

- Jaså…?

- Det jeg mener, er bare, at, uhm… Vi jo endnu ikke har haft tid til en gennemgribende undersøgelse; patienterne er ekstremt aggressive efter opvågningen, og bliver derfor holdt fikseret, indtil vi kan…

- Men vi kan vel ikke komme uden om, at indicierne peger på, at der netop er dem, som har modtaget Kuren, som blev syge. Der dukker daglige rapporter op om symptomer, der minder om influenza hos mongoler fra hele Region EC.

- Det kunne muligvis pege på en form for infektion, medgav Sabroe modvilligt. - Tilsyneladende luftbåren, men…

- Så vi kan vel konkludere, at hvis sygdommen ikke direkte skyldes vaccinen, må den i hvert fald have påvirket immunforsvaret hos de som modtog Lydecker/Smith-vaccinen, fortsatte studieværten nådesløst. - For det er vel et faktum, at de fleste fra den oprindelige testgruppe, for kun ganske få dage siden, simultant begyndte at klage over smerter i hovedet og derpå gled ind i en febril og næsten komalignende tilstand, og at hele gruppen faktisk døde næsten samtidig?

- Jeg må indrømme, at de midlertidigt gled ind i en dødlignende tilstand, men…

- Men samtlige hjertekardiogrammer og EEG-målinger indikerede at der var tale om hjertestop! afbrød studieværten, der endelig havde talt sig varm.

- Vi ved det ikke, svarede Sabroe og vred sine hænder. - Hør nu, alt tyder på at, uhm… Hvis vi antager at smitten er opstået via Lydecker/Smith-vaccinen, og dette er naturligvis rent hypotetisk, må vi definere det påståede virusangreb som en højst beklagelig bivirkning. En virus kan jo ligge i dvale i flere måneder, før den bryder ud og mongolerne har jo ganske vist udvist ensartet adfærd. Så hvis deres tilstand virkelig skyldes vaccinen, kunne man måske forestille sig, at de injekterede antistoffer holdt værtskroppene i en komalignende tilstand, mens den forberedte sit endelige udbrud… Kuren har muligvis muteret gennem de elleve måneder og er tilsyneladende søgt mod hjernen. Men det er som sagt ren spekulation og meget mere kan ikke siges, før patienterne har været gennem de næste faser af undersøgelser og…

- Og med disse ord fortsætter vi til dagens øvrige nyheder, afbrød studieværten og vendte sig storsmilende og selvtilfreds mod kamera 1, - men vi følger op på sagen om Bophal Entreprises samvittighedsløse profitjagt i aftenens sene nyhedsoversigt. Først de seneste updates fra den diplomatiske krise i Region AC…

Bernards far slukkede for fjernsynet og strakte sig. - Nu skulle det måske alligevel gøre godt med den kop kaffe.

Han rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor moren stadig stod og klirrede med opvasken. Bernard nulrede distræt hjørnet af sin serviet mellem fingrene, panden havde antaget flere bekymrede rynker.

- Spekulerer du på ham din ven?

Onkel Carlo var i færd med at stoppe sin pibe og kiggede ikke op, da han spurgte. Bernard trak på skuldrene. - Jah, lidt…

- Var hans lillebror blandt de første?

Bernard nikkede. - Det er snart et år siden han begyndte på Kuren. Janus sagde, at det virkede godt, Funder blev ligesom mere… Æh, kvik, du ved; men nu…

Carlo strøg en tændstik og pustede eftertænksomt en blå røgsky hen over spisebordet. - Ja, det er noget værre noget…

- Hvordan startede det egentligt? spurgte Bernard lavmælt, - Alt det med mongolerne, altså…

Carlo vippede lidt med pibeskaftet og sendte ham et undersøgende blik. - Du ved, at verden engang var opdelt i lande, sagde han til sidst. - Helt tilbage før De Tre Rigers tid bestod jorden af en lang række suverænstater.

 - Ja, vi har haft lidt om det i skolen, meeen…

Onkel Carlo viftede afværgende med piben. - Historiebøgerne fortæller sjældent hele sandheden, husk på at de bliver skrevet af dem som sidder ved magten. Nå, men det korte af det lange er, at terrorbølger og territorialkrige greb om sig og at specielt de mindre lande, som f.eks. Danmark, ikke kunne klare sig alene. På de forskellige kontinenter allierede lande med fællespolitiske interesser sig, og til sidst opløste man simpelthen grænserne og opdelte groft sagt kloden i tre separate supermagter, kaldet Euromerika, Al Jiihad og Motherland.

- Blev der så fred?

Carlo rystede på hovedet og sendte Bernard et smalt smil. - Naturligvis blev der ikke fred. Faktisk optrappedes grænsekonflikter og stridigheder, parterne imellem, og til sidst var en atomkrig næsten uundgåelig.

- Atomkrig?! udbrød Bernard og spærrede øjnene op. - Men det ville jo gå ud over alle!

- Tjah, men mennesker har nu aldrig været særlig gode til at lade andre have forskellige synspunkter, og lederne fra De Tre Riger var ikke helgener. Nå, før det nåede så vidt stak en samling uafhængige videnskabsmænd hovederne sammen og foreslog at overlade fredsbevarelsen til en neutral fjerdepart.

- Neo?

Carlo nikkede. - Himlen må vide, hvordan det lykkedes forskerne at overbevise de politiske ledere om, at en computer var bedre egnet til at styre kloden end dem selv, og selv om det da var en smuk tanke, endte det jo næsten fatalt. Den enorme lasersatelitman sendte op fra Sky-stationerne blev styret af en bioorganisk supercomputer som nær fik held til at tvinge regeringerne i knæ. Den forårsagede sammenbruddet af De Tre Riger og skabte det væsen som blev kaldt IO.

- Men IO blev da nedkæmpet, afbrød Bernard. - Det står der i hvert fald i alle bøgerne!

- Jah, joh, nedkæmpet, omvendt, dræbt… Der er vist ikke rigtig nogen, der kender den virkelige sandhed, men IO styrede kloden i omkring et halvt århundrede og nåede både at afskaffe religionerne, vælte verdenssamfundets ledere og hjernevaske en stor del af jordens befolkning.

- Så verden meget anderledes ud dengang? spurgte Bernard og rykkede sig uroligt på stolen. - Jeg mener, før i tiden havde man jo både PC’er og mobiltelefoner og alt muligt…

- Jah, meget har ændret sig og det var på grund af NEO/IO, man afskaffede internettet og underlagde de tilbageværende computere nogle meget strikse sikkerhedsforanstaltninger, for man vil jo nødig have, at endnu en datamat skulle gå hen og blive selvstændigt tænkende. Nå, men enden på det hele blev da, at vi vendte tilbage til de gamle styreformer og opdelte verdensdelene i de zoner, som du er vokset op i. Faktisk lidt underligt at der kun er gået så få år siden IO forsvandt. De nye regeringer og landegrænser er dårligt kommet helt på plads endnu. Tænk på, at vi var underlagt en verdensregering med et computerprogram som chef i omkring et halvt århundrede…

- Men hvad har alt det med mongolerne at gøre? spurgte Bernard skeptisk.

Onkel Carlo bankede sin pibe ud i et keramisk askebæger, som Bernard havde lavet i brugskunsttimen forrige år. - Man mener jo, at IO var medvirkende til, at mongolfødslerne i det hele taget begyndte.

- Hvordan det?

Carlo trak på skuldrene. - Det skal jeg ikke kunne sige. Det er vist noget med, at vores DNA eller gener blev ændret, men jeg ved ikke hvordan det præcist er foregået.

- Det lyder jo helt bims!

- Tjah, vores overgangsregering har gjort det til lidt af en mærkesag at tysse mistanken ned, man negligerer hele affæren og kaster skylden for deformiteterne på forurening og hvad ved jeg; men fakta er at hele menneskeheden var ved at degenerere.

Bernard rystede på hovedet. Praktisk talt alle han kendte havde mongoler i familien, et eller flere børn som ikke var helt normale, og han havde da ofte tænkt på, at det lige så godt kunne have været ham selv. - Det er ikke helt til at forstå…

- Næh, smilede Carlo og gav sig til at rense sin pibe med en genbrugt piberenser, - jeg voksede selv op i en verden, der var underlagt IO, og har stadig en smule svært ved at vende mig til de nye tider uden konstant overvågning og kontrol.

- Var det slemt dengang?

 Carlo nikkede. - Ja. Og de sidste år blev det særligt slemt. Masser af ballade, folk der pludselig forsvandt. Jeg tror, at IO tabte tålmodigheden og bestemte sig for at fremavle en menneskehed uden for megen kløgt eller fri vilje. Han iværksatte i hvert fald sit enorme avlsprogram og derefter begyndte de mange mongolfødsler.

- Så der var ingen mongoler før… Da du var barn, mener jeg.

- Joh, nogle få… Men slet ikke i det omfang som nu. Jeg har oprigtigt ondt af de mange forældre der får syge børn, og jeg tror, at vi alle havde sat vores lid til, at Kuren virkede

Carlo stak piben i brystlommen på sit slidte jakkesæt og sendte Bernard et lille trist smil. - Det blev jo lanceret som en verdensnyhed, der skulle rette op på de defekte kromosomer og generelt forlænge menneskets levetid, og alene i vores zone tilmeldte flere hundrede forældre deres børn til vaccinen.

- Men i stedet for bliver folk syge, afbrød Bernard sammenbidt.

- Det kunne godt se sådan ud, svarede Carlo med et suk. - Yderst uheldigt, det var jo oprindeligt meningen, at også raske mennesker på et senere tidspunkt skulle tilbydes at indtage Kuren og dermed leve både længere og bedre. Guderne skal da vide, at jeg personligt ikke ville have sagt nej til en opstrammer, hvis vaccinen var blevet frigivet til os alle.

- Jeg håber ikke Funder dør, sagde Bernard stille. - Janus var så glad for at han begyndte at blive normal.

Og i det samme ringede det på døren.

Bernard fornemmede, hvordan farven forlod hans kinder, selv før hans mor havde åbnet hoveddøren vidste han, at

(lad det ikke være ham, søde Gud, lad det ikke være Janus!)

det ikke var gode nyheder. Onkel Carlo kiggede diskret på ham og klappede kort Bernard på armen, og snart stod hans mor inde i stuen.

- Det er Janus, sagde hun med en stemme, der lød en lille smule skinger. - Du må hellere komme herud Bernard, jeg tror, at han er meget ked af det.

 

Funder lå på briksen med lukkede øjne, Janus’ familie stod som statuer rundt omkring i den lille stue, som om nogen havde placeret dem med vilje efter et nøje planlagt mønster.

Bernard stod stadig henne ved døren, kunne næsten ikke få sig selv til at træde helt ind i værelset. Janus’ far sendte ham et kort nik, før de rødrandede øjne flakkede og så bort. Bernard fik en klump i halsen, der var unaturligt stille i rummet og moderens lejlighedsvise hulk lød som tilbageholdt hikken. Janus var ligbleg. Han havde næsten intet sagt på turen herover og Bernard anede ikke hvordan han skulle opføre sig. Hele stuen virkede underligt fremmed, ligesom mørkere end den plejede at være, og Bernard havde ellers været på besøg så mange gange, at han kendte Janus’ hus næsten lige så godt som sit eget hjem. Han bildte sig selv ind at kunne fornemme den sødlige lugt af død, der syntes at emme fra liget på briksen, Bernards hænder var klamme som levende ål. Han havde aldrig set et lig før og uden at ville det, gik han nærmere. Han bøjede sig over Funder; havde en sær fornemmelse af at befinde sig et helt andet sted, mens dette her bare var noget han drømte, og måtte tage sig alvorligt sammen for ikke at flygte ud af stuen. Funder lugtede svagt af mælk. Hans ansigt så ud som om det var lavet i voks, som om der var trukket en karakterløs gummimaske ned over hans normale træk og forvrængede dem svagt. Bernard følte sig gennemblødt af sved. Det var fuldkommen uvirkeligt; hvor var den lille tumling som altid grinede og forsøgte at kopiere Bernard og Janus, når de foretog sig noget sjovt, og elskede at kaste med en bold selvom han ikke kunne gribe? Bernard rystede uvilkårligt på hovedet, døden havde fået Funder til at ligne en dårligt lavet kopi af sig selv.

- Han var sådan en god dreng.

Bernard vendte sig mod Janus’ mor, som sad forstenet på en stol ved hovedgærdet og snøftede stille. Han prøvede at svare hende, men kom i stedet til at hoste. Hun sendte ham et forstående nik, de blanke øjne svømmede tilbage til hendes dreng og næsen forsvandt i et storternet lommetørklæde. - Ja, Funder var en rigtig god dreng, messede hun næppe hørligt.

Bernard hørte nogen komme ind i stuen men vendte sig ikke om. Et familiemedlem hviskede noget til Janus’ far der rømmede sig højligt, og med tunge skridt kom han over og lagde hænderne på sin kones sammensunkne skuldre. - Der er nogen på vej over for at se på Funder.

Hun kiggede op på sin mand. - Hvem kommer? Hvad mener du…?

- Læger, svarede han tøvende. - Du ved, vi skulle ringe, hvis nu… Ja, altså hvis…

Janus’ mor sad et øjeblik og så ud som om hun prøvede at få mening i sin mands ord, men med ét lynede hendes øjne. - De kommer for at tage ham med, ikke sandt! De vil undersøge ham, pille alt tøjet af vores lille dreng og åbne ham med store, skarpe…

- Såså, tyssede Janus’ far og prøvede at stryge hende over håret. - De vil jo bare…

Men hun slog hans hånd væk og rejste sig så brat, at Bernard uvilkårligt fór sammen, da stolen væltede bagover og landede på gulvet med et unaturligt højt drøn. - De skal ikke undersøge min søn, de skulle fandeme hellere undersøge sig selv og alt det lortemedicin de har proppet i ham!

Hun begyndte at hulke og slå sin mand i brystet med kraftløse næver, råbte og fik de øvrige pårørende til at vende blikket bort. Bernard trak sig baglæns, mærkede at han stødte hoften mod noget blødt og så at han havde trykket sig helt op ad Funders skulder. Han hoppede forskrækket væk, Janus mor græd nu hjerteskærende og Funder så ud til at have åbnet sine smalle øjne. Stuen begyndte at sejle, Bernard mærkede et pludseligt anfald af kvalmende panik, og søgte mod døren. Han tumlede forbi Janus, prøvede at fremmumle en mellemting mellem en undskyldning og en forklaring, men ordene blev til grød og Janus så ham slet ikke. Han stod bare stivfrossen og gloede hen mod briksen, hvor Funders arm var rakt i vejret og hans forældre klamrede sig til hinanden, mens flere i stuen både råbte og skreg. Bernard flygtede ud af huset, løb næsten direkte ind i manden med den sølvfarvede heldragt og gasmasken, der netop var kommet ud af den sorte van med B.E.-logoet malet diskret på siden, og stormede tværs over den udtørrede græsplæne. Manden råbte et eller andet efter ham, men Bernard fortsatte bare med at løbe. Han kastede et hurtigt blik ind ad husets sidevindue; det så ud som om Funder havde sat sig op på briksen og Janus prøvede at tvinge ham tilbage, men Bernard standsede ikke, han bare løb og løb gennem den mørke by, hvor lyden af sirener hylede gennem natten og rapporter om nye sygdomstilfælde vedblev at tikke ind på epidemicentralens hotlines.

 

Himlen over byen havde antaget et svagt orange skær, røgfanerne drev dovent til vejrs som fra skorstenene på en af fortidens oceandampere.

De betragtede branden fra taget af det forladte hus, stod seks etager over en by, som syntes at vibrere med nervøs energi, og stirrede fascineret på de dybrøde ildtunger. En kold vind blæste fra øst, brandfolk hvirvlede slanger ud af den højrøde bil og heroppe fra lignede det en gryde tabt spaghetti.

- Tror du de får det slukket?

Janus trak på skuldrene, han var meget bleg. - Det gør de vel…

Vandstrålerne slog op mod facaden, Bernard kunne høre brandmajoren bjæffe ordrer gennem en megafon. Hans hår flagrede i vinden, følelsen af at noget stort var ved at ske brusede igennem ham. Et sted langt borte lød andre sirener, byen og hele systemet syntes at falde indad, at kollapse i sig selv. Lovløsheden tiltog, selv politiet var blevet ramt af sygdom og familietragedier, og lyden af bilalarmer og knuste butiksruder lå som en permanent underlægningsmusik til storbyens forhøjede puls. En nyhedshelikopter svævede over tagene, Janus mente at kunne se en skikkelse læne sig ud med et kamera, men han var ikke sikker.

- Min far blev hjemme fra arbejdet i dag, sagde han ud i luften. - Noget om at firmaet holdt lukket.

Janus nikkede uinteresseret. - Min familie blev også hjemme.

Bernard krympede sig en smule. - Ja det er klart, jeg mener, med Funder og alt det der… Han følte sig ilde berørt, men det var svært at tale om, svært at spørge og Janus så slet ikke rask ud. - Der er vist flere steder, der har lukket i dag. De sagde i radioen, at der havde været optøjer ude i Betonplanen og at…

Hans ord forsvandt i vinden, virkede overflødige allerede før de havde forladt hans mund og Janus sad stadig bare lænet op ad gesimsen og pillede i bandagen på sin arm. - Gør det ondt?

Janus kiggede væk. - Det betyder ikke noget.

Et par duer landede på taget et stykke fra dem og kom vraltende nærmere for at se om der var noget at æde. Bernard sendte dem et spekulativt øjekast, kom pludselig til at tænke på om fugle mon også kunne lide af Down syndromet. - Tog de ham med?

- Ja, svarede Janus undvigende. - Bophal folkene sagde, at de gerne ville undersøge Funder nærmere og… Min mor flippede helt ud.

Branden i nabohuset så ud til at være kommet under kontrol, helikopteren slog et slag i luften og fløj bort, der var ingen lig at vise i aftenens nyhedsudsendelse. - Han vågnede, gjorde han ikke…?

Janus kneb munden sammen, hans øjne var forræderisk blanke. - Hvad mener du?

- Jeg ved ikke, jeg så bare gennem vinduet, at… Det så ud, som om Funder havde rejst sig op…

- Fuck dig, råbte Janus. - Han var sgu slet ikke død. Det så bare sådan ud, han… Han…

Kraften gik ud af stemmen som en mekanisk bil, der går i stå. - Åh, for helvede da. Vi troede bare han var død, han lå jo helt stille og… Men det kan jo ikke ha været, vel? Jeg mener, hvis man er død, er man sgu da død, ikke sandt?!

Bernard nikkede forlegent. - Joh, det er man vel…

- Men jeg ved sgu ikke, pludselig… De sagde altså, at vi bare skulle tage det roligt, at medicinen havde fået ham til at… Jeg ved ikke, gå i dvale eller noget. De ville tage ham med og sørge for at han blev helt rask igen, det var vist helt normalt…

- Du lyder ikke helt overbevist, sagde Bernard forsigtigt.

- Jeg ved det fandeme ikke, sagde Janus og tørrede hurtigt sit ene øje med bandagen. - Det så altså ud som om han var død; jeg mener, Funder trak ikke vejret i flere timer, og hans hjerte var… Men han vågnede jo op, ikke sandt, og hvis man er død, så vågner man sgu da ikke!

Bernard rystede på hovedet. - Næh, det gør man nok ikke…

- Men altså, han begyndte at gribe ud efter mig, rejste sig op og det hele og gik hen over gulvet på sådan en stiv måde, som om han var fuld. Jeg tror, at Funder gik i søvne eller noget, man kunne slet ikke komme i kontakt med ham.

- Var det ham, der bed dig?

- Jah, sagde Janus og viftede med bandagen om sit håndled. - Jeg opdagede det først senere, efter de havde taget ham med. Det gjorde ikke rigtigt ondt, et ganske lille hul, du ved. Men i dag dunker det ad helvede til, og min arm er sgu helt hævet.

- Har du fået nogen til at kigge på det? spurgte Bernard bekymret. - Jeg mener, du ser altså ikke helt frisk ud…

Janus fejede ham af. - Det er bare et lille sår, det går vel over.

Bernard nikkede. Klart nok, bare et lille sår. Ikke noget at hidse sig op over, når man havde andre ting at tænke på; sammenlignet med Funders skæbne virkede det jo betydningsløst. - Vil du med hen i Garagen?

- Tjah, hvorfor ikke, sagde Janus og rejste sig med en smule besvær. De trissede hen over taget, duerne kurrede misfornøjet og flagrede formålsløst i vejret, da de passerede dem på vej mod trappen. Bernard gik hurtigt nedad, to trin ad gangen og stod snart i den forladte baggård. Der gik lang tid, før Janus nåede ned. Han så helt forpustet ud. - Er du okay?

- Ja, jeg er bare sådan lidt… Svimmel.

- Skal vi tage et hvil, jeg mener, hvis du nu…

- Nej, afbrød Janus sammenbidt. - Jeg er helt i orden; Jeg har nok bare sovet for lidt, og så al det med Funder, du ved… Det går nok.

- Okay.

De begyndte at trave gennem gaderne. Flere butikker var lukket og de så tre eller fire af de sorte B.E.-biler haste gennem byen. Der var spredte sirener, mure og bygninger virkede mere overfyldt med graffiti end de plejede og jo nærmere de kom ydrekvarterene omkring Jernbyen, des mere skrald syntes der at flyde i rendestene og baggårde. Bernard rynkede misbilligende på næsen, da han så en flok måger sidde og hakke i en affaldsdynge. Der syntes at være drevet flere havfugle ind end normalt. - Man skulle tro, at der var strejke!

Han standsede op og kiggede sig tilbage. Janus stod stille, fremoverbøjet som en motionsløber med sidesting. - Er du okay?

Janus kiggede langsomt op. - Jeg ved ikke… Det svider ligesom lidt i maven.

- Noget du har spist, eller…?

- Jeg har sgu ikke spist en skid!

- Nåh, så er det måske derfor…?

Janus rystede på hovedet, han var bleg som et lig. - Ved du hvad, jeg tror alligevel ikke jeg tager med ud i Garagen. Jeg føler mig ikke helt på toppen, såh…

- Nåhja, der sker sikkert heller ikke noget særligt derude…

- Nej, sikkert ikke. Måske skulle jeg hellere smutte hjem; du ved, se hvordan min mor har det…

- Ja, svarede Bernard og kiggede væk. - Det er nok en god ide.

Janus gav et støn fra sig og lænede sig mod en husmur. Hans pande perlede af sveddråber. - Jamen, så tror jeg bare, at…

- Skal jeg følge dig på vej? spurgte Bernard henkastet. - Det er jo ikke den store omvej…

Janus rystede på hovedet og kiggede væk. - Nej nej, det skal du ikke tænke på; bare smut, så ses vi senere.

- Nåhja, hvis du synes…

- Det er cool, smilede Janus stift. - Jeg tror bare jeg sidder lidt her.

- Okay, så ses vi.

- Yep, vi ses.

Bernard gik tøvende bort. Da han nåede hjørnet, kiggede han sig hurtigt over skulderen. Janus sad stadig sammenkrummet op ad husmuren og holdt sig om maven, og langsomt gik solen ned over byen.

 

De havde ikke hørt fra ham hele aftenen, og Janus’ far havde haft svært ved at opretholde facaden, da han kom forbi og spurgte efter sin søn. Bernard lå i sin seng og stirrede op i loftet, en skala 1:32 model af Euromerikas PI17-jager, som onkel Carlo engang havde hjulpet ham med at samle, drejede stille rundt i brisen fra det åbne vindue.

Han var dødtræt, udmattet ville måske være en mere nøjagtig beskrivelse, men han kunne overhovedet ikke sove.

Janus var slet ikke kommet hjem. De havde eftersøgt ham hele aftenen, men han var hverken i Garagen, hos nogle af vennerne eller der hvor Bernard havde taget afsked med ham. Bernard trak dynen lidt op om hagen, vinden fra det åbne vindue var kold, men han følte, at værelset ville være fuldkommen klaustrofobisk og indelukket uden frisk luft. Hvad hvis han var kommet til skade, måske lå Janus i en af baggårdene og var blevet endnu mere syg? Naturligvis havde de også ringet til hospitalerne og til politiet, men ingen syntes rigtigt at have tid til at give dem mere end et hurtigt svar på deres forespørgsler, der var øjensynligt rigtigt travlt.

Han kunne svagt høre stemmerne nede fra stuen, hans far og onkel Carlo sad og diskuterede alvorligt. Der hang en dyne af usikkerhed over byen, selv fjernsynet syntes kun at beskæftige sig med de samme emner og andre folk var tilsyneladende også forsvundet.

Han tænkte på Janus sår, på at det havde været hævet under bandagen og på om bidet fra Funder måske havde været inficeret. Måske var han blevet rigtig syg, måske lå han et sted derude og kunne slet ikke rejse sig op? Bernard huskede dengang han selv havde fået lungebetændelse, hvordan han gennem febertågerne havde set sin mors bekymring og troet at han skulle dø.

Der var noget, der puslede i haven.

Han spidsede ører og rejste sig halvt op i sengen.

Intet, han slappede af og begyndte endelig at falde en smule hen.

Men hvad hvis Funders bid havde smittet Janus, han forestillede sig pludselig, at Janus også ville blive mongol, at et enkelt bid ville være nok til, at… Pjat,! sagde han til sig selv, sikke noget vrøvl! Man kunne ikke blive smittet af et bid. Janus var formodentligt bare ude og feste, nogle af rollingerne havde fundet ham og givet ham et par snif fra limposen og Janus var simpelthen godt i gang med at drukne sine sorger i billig vin og lighterga…

Men nu kom der igen lyde ude fra mørket.

Bernard mærkede en klump i maven og røg ud af sengen. Han lænede sig ud af vinduet og der stod han sgu, dinglende som en fuld, lige nede i deres baghave.

- Hvad laver du her? spurgte Bernard i en mellemting mellem at råbe og hviske. - Dine forældre er ude af sig selv, og…

Janus kiggede langsomt op mod ham. Hans krop så helt forkert ud og både hans tøj og ansigt var smurt til med noget der lignede mudder eller… eller noget andet. Jonas sagde ikke noget, men natteskyggerne fik ham til at virke underligt fremmed, han lignede bare et tomt Janus-hylster uden noget inden i. Bernard vaklede, hans første indskydelse var, at Janus var blevet syg og at han hellere måtte se at få ham indenfor i en fart; men noget holdt ham tilbage.

Janus lignede altså ikke rigtigt sig selv!

- Er du okay?

Tingen i haven svarede ikke, den rakte bare hænderne op mod vinduet på førstesalen og udstødte en hul og klagende lyd. Bernard for uvilkårligt sammen, mærkede gåsehud på både ryg og arme.

Hvad helvede var der sket med Janus?!

Det var ikke hans ven, der stod i haven, det lignede ham, men det var ikke længere én han kendte. Han mærkede sin strube snøre sig sammen, han ville lukke vinduet, skynde sig i seng og hurtigst muligt falde i søvn. Måske drømte han allerede, måske var det slet ikke noget der skete i virkeligheden? Ja, det måtte være sådan det hang sammen, han ville lægge sig tilbage under dynen, knibe øjnene stramt i og glemme alt om det der stod nede i hans baghave og så på ham med døde øjne. Bernard rakte ud for at lukke vinduet, forsøgte at fortælle sig selv, at det hele bare var noget han bildte sig ind, men pludselig lagde han mærke til, at stemmerne fra stuen var forstummet.

Åh nej! gør det ikke, tænkte han, mens blodet frøs til is, kære Gud, lad dem ikke gå ud i haven!

Men det var allerede for sent, havedøren gik op og onkel Carlo spurgte, hvad i alverden Janus lavede herude på denne tid af natten.

Og mens Bernard lamslået så til, gik væsnet nærmere. Det havde strakt hænderne frem mod Carlo, øjnene var mælkehvide og døde, og gabet åbnet i grådig forventning.

Bernard holdt sig for ørerne da skrigene begyndte og for de som overlevede natten, var verden ikke længere den samme.

Lån bogen