Nej er ikke nok

Info om bogen

 

Forfatter:
Naomi Klein
Forlag:
Klim
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Steen Fiil
Hvorfor vinder populistiske og nationalistiske politikere frem rundt om i verden, og i særdeleshed i USA?

Kort resume

Naomi Kleins analyse af hvorfor Donald J. Trump og højrefløjen kom til magten og bud på hvordan man kommer denne form for populisme til livs

Fakta om forfatteren

Naomi Klein er født i Montreal i 1970. Hun er prisvindende journalist og forfatter til den internationale bestseller, No Logo (Klim 2001), som er oversat til 25 sprog. The New York Times betegnede No Logo som ‘en bevægelsesbibel’. The Guardian Newspaper havde bogen med i opløbet til deres First Book Award, i 2001 vandt den the Canadian National Business Book Award og French Prix Médiations.Naomi Kleins artikler har være trykt i utallige publikationer herunder The Nation, The New Statesman, Newsweek International, The New York Times, The Village Voice, Ms. Magazine og det danske dagblad Information. Hun skriver en klumme til et internationalt bladsamarbejde mellem The Globe and Mail i Canada og The Guardian i Storbritanien. I de sidste seks år har Klein rejst gennem det meste af Nordamerika, Asien, Latinamerika og Europa for at opspore fremvæksten af den nye antikoncern-aktivisme. Hun er en flittig mediekommentator og gæsteforelæser ved universiteterne. I efteråret 2002 var Klein Miliband Fellow ved London School of Economics. (fra forlagets hjemmeside)

Lån bogen

NEJ ER IKKE NOK

af 

NAOMI KLEIN

Oversat af Steen Fiil

 

Til min mor, Bonnie Sherr Klein,
som lærer mig mere om modstandskraft over for chok
hver eneste dag.

 

Jeg er ikke ude på at vælte den amerikanske regering,
det har den korporative stat allerede gjort.

John Trudell
Aktivist fra Santee Dakoto-stammen,
kunstner og digter (1946-2015)

 

INDLEDNING

Chok.

Det er det ord, der har meldt sig igen og igen, lige siden Donald Trump blev valgt i november 2016 – når man skal beskrive valgresultater, når man skal beskrive de følelser, som folk fik, da de så ham komme til magten, og når man skal beskrive den blitzkriegsagtige måde, han driver politik på. Et ‘chok for systemet’ er, rent faktisk, hans rådgiver Kellyanne Conways gentagne beskrivelse af denne nye æra.

I snart to årtier har jeg undersøgt altomfattende samfundschok – hvordan de finder sted, hvordan de udnyttes af politikere og af erhvervsliv, og hvordan de ligefrem med overlæg bliver gjort værre for at udnytte de desorienterede befolkninger bedst muligt. Jeg har også rapporteret om den anden side af denne proces: Hvordan samfund er kommet til at stå sammen i en fælles forståelse af en krise for at ændre verden til noget bedre.

Da jeg så Donald Trump komme til magten, havde jeg en mærkelig fornemmelse. Det var ikke bare, fordi han anvender chokpolitik i forhold til den stærkeste og mest tungtbevæbnede nation i verden. Det var noget andet og mere. I bøger, i dokumentarfilm og i udforskende journalistik har jeg dokumenteret en lang række udviklingstrends: Opkomsten af superbrands, den private rigdoms stadig større magt over det politiske system, den globale indførelse af neoliberalisme – ofte ved hjælp af racisme og frygt for ‘de andre’ som et virkningsfuldt instrument – den ødelæggende indflydelse, som erhvervslivets frihandelsaftaler har haft, og den nedgroede benægtelse af klimaforandringer, som man i højere og højere grad finder på højresiden af det politiske spektrum. Da jeg begyndte at kigge nærmere på Trump, kom han mere og mere til at minde mig om Frankensteins monster, syet sammen som han er af forskellige kropsdele af disse og mange andre farlige udviklingstendenser. 

For ti år siden udgav jeg Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst, en undersøgelse der strakte sig over fire årtier, fra Chile efter Augusto Pinochets kup til Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud, fra Bagdad under det amerikanske ‘Shock and Awe’-angreb til New Orleans efter orkanen Katrina. Udtrykket ‘chokdoktrin’ beskriver den ret brutale taktik, der går ud på systematisk at anvende desorienteringen i en befolkning efter et kollektivt chok – krige, kup, terrorangreb, markedskollaps og naturkatastrofer – til at gennemtvinge radikale, erhvervslivsfremmende tiltag, som ofte kaldes for ‘chokterapi.’

Selvom Trump på nogle områder er noget nyt, følger hans choktaktik en drejebog kendt fra andre lande, som har oplevet lynhurtige forandringer indført under dække af krise. I løbet af Trumps første uge ved magten, hvor han underskrev en tsunami af præsidentielle dekreter, og hvor folk var helt rundt på gulvet i et vanvittigt forsøg på at følge med, kom jeg til at tænke på menneskerettighedsforkæmperen Halina Bortnowskas beskrivelse af Polens oplevelser, da USA udsatte hendes land for en økonomisk chokterapi midt under kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen. Hun beskrev den hast, hvormed hendes land undergik forandringer, som ‘forskellen mellem hundeår og menneskeår’, og hun bemærkede, at man ‘begynder at være vidne til en slags semipsykotiske reaktioner. Man forventer ikke længere, at folk agerer ud fra det, der tjener dem selv bedst, når de er så desorienterede, at de ikke ved – eller ikke længere går op i – hvad der tjener dem bedst.’

Ud fra, hvad vi har set indtil nu, står det klart, at Trump og hans toprådgivere håber på den slags reaktion, som Bortnowska beskrev, og som de prøver at gennemføre som en hjemlig chokdoktrin. Målet er en total krig mod den offentlige sektor og offentlige interesser, hvad enten vi taler om regulativer mod forurening eller hjælp til de sultende; i stedet kommer det til at handle om erhvervslivets utøjlede magt og frihed. Det er en politik, der er så uforsvarligt uretfærdigt og så gennemkorrupt, at det kun kan lykkes at gennemføre det ved hjælp af den allestedsnærværende del-og-hersk politik, når det kommer til race og seksualitet, og ved hjælp af mediernes ustoppelige og uendelige distraktioner. Det følges selvfølgelig også op med en massiv stigning i forsvarsudgifterne, en dramatisk eskalering af militære konflikter på mange forskellige fronter, fra Syrien til Nordkorea, samtidig med præsidentens udtalelser om, at ‘tortur virker’. 

Trumps kabinet af milliardærer og mangemillionærer fortæller os en hel del om regeringens underliggende mål. ExxonMobil som udenrigsminister. General Dynamics og Boeing som forsvarsminister. Og fyrene fra Goldman Sachs til stort set alt andet. Den håndfuld  karrierepolitikere, der er blevet sat ind som ministre, ser ud til at være blevet valgt, enten fordi de ikke tror på ministeriets kerneopgave, eller fordi de slet ikke mener, at der bør være et sådant ministerium. Steve Bannon, Trumps chefstrateg, der nu ser ud til at være kørt ud på et sidespor, var meget åbenmundet på dette område, da han talte til en konservativ forsamling i februar 2017. Målet, sagde han, var ‘dekonstruktionen af den administrative stat’ (hvormed han mente de statslige reguleringer og ministerier, hvis opgave det er at passe på folk og deres rettigheder). Og ‘hvis man ser nærmere på disse regeringsudnævnelser, er de udpeget af en bestemt grund, og den er dekonstruktion.’

Man har talt meget om konflikten mellem Bannons kristne nationalisme og den transnationalisme, der kendetegner Trumps mere etablerede støtter, i særlig grad hans svigersøn Jared Kushner. Det kan også godt være, at Bannon inden længe bliver stemt fuldstændig ud af dette groteske realityshow (måske er det sket, når du læser disse linjer). Men det er værd at understrege, at når det kommer til dekonstruktionen af staten og outsourcingen af så meget som muligt til profitselskaber, er Bannon og Kushner ikke i konflikt med hinanden, men passer perfekt sammen.

Mens alt dette har udfoldet sig, har det slået mig, at det, der foregår i Washington, ikke blot er den sædvanlige magtoverdragelse partierne imellem. Det er den rene og skære overtagelse fra selskabernes side, som har været under opbygning i mange årtier. Det ser ud til, at de økonomiske interesser, der længe har betalt begge partier for at gøre, som de ønskede, er blevet trætte af at spille spillet. Tilsyneladende fornærmede al denne bespisning, al denne besnakken af de folkevalgte og det legaliserede bestikkelsessystem deres forståelse af guddommelig ret. Derfor dropper de nu mellemmanden – disse selvforsynende politikere, der skulle beskytte det offentliges interesser – og gør som enhver førerhund, når noget skal gøres rigtigt: De gør det selv.

Derfor får man stort set heller ikke nogen reaktion på alvorlige spørgsmål om interessekonflikter og etiske problemer. Nøjagtigt ligesom Trump pure afviser at komme med sine skatteopgørelser, har han også totalt afvist at sælge eller stoppe med at få indtægter fra sit forretningsimperium, og det uanset, at denne beslutning – på baggrund af Trump-organisationens afhængighed af fremmede regeringers støtte til at opnå værdifulde varemærkelicenser og tilladelser – meget vel kan være i strid med den amerikanske forfatnings forbud mod, at præsidenter modtager gaver eller nogen form for ‘vederlag’ fra fremmede magter. Faktisk er der allerede anlagt en retssag på baggrund af en sådan anklage. 

Men familien Trump ser ikke ud til at bekymre sig om det. En næsten uigennemtrængelig fornemmelse af straffrihed – af at befinde sig højt hævet over de sædvanlige regler og love – er det, der kendetegner hans regering og administration. Enhver, der repræsenterer en fare mod denne straffrihed, fyres som konsekvens – bare spørg tidligere FBI-chef, James Comey. Frem til i dag har den korporative stats stråmænd i Det Hvide Hus været forsynet med en maske: Det smilende skuespilleransigt tilhørende Ronald Reagan eller George W. Bushs påtagede cowboypersonlighed (med Dick Cheney/Halliburton skulende i baggrunden). Nu er masken faldet. Og ingen gider at lade, som om det ikke er tilfældet.

Situationen bliver endnu mere gusten, når man tænker på, at Trump aldrig har stået i spidsen for et almindelig firma, men har snarere været galionsfigur i et imperium opbygget omkring hans personlige brand – et brand, der sammen med hans datter Ivankas brand allerede har draget fordel af sammensmeltningen med det amerikanske præsidentembede i utallige sammenhænge. Trump-familiens forretningsmodel er del af den større ændring i selskabsstrukturen, der har fundet sted i mange branding-baserede multinationale firmaer, en ændring med store konsekvenser for kulturen og arbejdsmarkedet og en tendens, jeg skrev om i min første bog No Logo. Det, man kan se ud af denne model, er, at selve forestillingen om, at der skulle være en adskillelse mellem Trump-brandet og Trumps præsidentrolle, ligger den nuværende beboer i Det Hvide Hus fjernt. Præsidentembedet er faktisk selve kronen på værket for Trump-brandet.

Da jeg begyndte at undersøge Trumps tætte forbindelse med hans eget kommercielle brand og de implikationer, denne ville få for fremtidig politik, begyndte det at gå op for mig, hvorfor så mange af angrebene på ham er mislykkedes, og hvordan vi kan finde frem til måder, som er mere effektive.

Det faktum, at så ublu måder at profitere af et offentligt embede på kan udfolde sig fuldstændig åbent, er i sig selv alarmerende nok. Det samme er mange af de ting, Trump har gjort i de første måneder ved magten. Historien og chokdoktrinen viser os imidlertid, at lige meget hvor destabiliserede tingene måtte se ud nu, så kan det blive endnu værre.

Lån bogen