Ny finsk grammatik

Info om bogen

 

Forfatter:
Diego Marani
Forlag:
Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår:
2013
Oversat af:
Cecilia Jakobsen
En såret sømand findes på havnen i Trieste i 1943. Lægen antager, at han er finne og sender ham til Finland, for at genfinde sin historie.

Kort resume

Italien, Trieste, 1943. En mand bliver fundet bevidstløs på havnen. Da han genvinder bevidstheden, har han mistet både sin hukommelse og sit sprog. Eneste spor til hans identitet er navnet i blå sømandjkke, han bærer: Sampo Karjalainen.

En usædvanlig roman om sprog, erindring og identitet. Om krigens galskab og kærlighedens nødvendighed.

Fakta om forfatteren

Diego Marani er en italiensk forfatter, oversætter og avis skribent.

Lån bogen

 

Prolog

 

Mit navn er Petri Friari, jeg bor i Kaiser-Wilhelmstraße 16 i Hamborg, hvor jeg arbejder som neurolog på universitetshospitalet. Jeg fandt dette manuskript den 24. januar 1946 i en kuffert på militærhospitalet i Helsinki, sammen med en sømandsjakke, et lommetørklæde med de broderede initialer S.K., tre breve og en udgave af Kalevala samt en tom flaske koskenkorva. Det er skrevet på et haltende og sparsomt finsk, fuldt af grammatiske fejl, nedfældet i et skolehæfte, hvor sider med prosaberetning veksler med lister over verbalbøjninger, øvelser i finsk grammatik og udklip fra Helsinkis telefonbog. Nogle sider er ulæselige, andre indeholder kun ordsekvenser uden klar logik, tegninger, udenlandske navne og overskrifter hentet fra Helsingin Sanomat. Ofte udfoldes beretningen ved hjælp af brudstykker skrevet af fra aviser, som gentages, hver gang en tilsvarende situation forekommer, føjet sammen med andre, der spænder over de mest forskelligartede sproglige registre. Mit kendskab til de tildragelser, der er baggrunden for dette skrift, har gjort det muligt for mig at rekonstruere den historie, som fortælles heri, omskrive den i et mere korrekt sprog og udfylde de indholdsmæssige huller. Ofte har jeg været nødt til at foretage dybe indgreb i teksten, tilføje mine egne passager for at knytte ting sammen, der havde mistet deres sammenhæng. Adjektiver efterladt i margenen, substantiver ihærdigt bøjet i det finske sprogs mest komplicerede kasus, tilsammen aftegnede det konturerne af en historie, som var mig ganske velkendt. Således har jeg kunnet få disse sider til at fortælle det, som de forgæves kæmpede for at formulere. Med erindringens skalpel har jeg indgraveret ord, og samtidig rippet smerteligt op i gamle sår, jeg troede lægte. Eftersom jeg har været vidne til mange af de hændelser og samtaler, der er gengivet her, har jeg været i stand til at rekonstruere dem temmelig nøjagtigt. I den forbindelse har jeg fået uvurderlig hjælp af frøken Ilma Koivisto, sygeplejerske i militærets lazaret-korps, der ligesom jeg personligt kendte ophavsmanden til disse sider.

Læseren af denne beretning skal ikke forvente at få en præcis skildring af de historiske begivenheder eller en strengt videnskabelig rapport. Den fortæller blot den utrolige historie om en menneskeskæbne. Da jeg vendte tilbage til Helsinki otteogtyve år efter, at jeg var flygtet derfra, var det ene og alene for at opspore den mand, som jeg på grund af en grusom misforståelse uden at vide det havde kastet ud i en skæbne, der ikke var hans. Men alt, der er tilbage efter ham, er dette hæfte. Plaget af samvittighedsnag gav jeg mig til at udrede de sammenfiltrede tråde i manuskriptet, for i det mindste at sætte manden, der skrev det, et minde. Og måske også for at rekonstruere min egen historie, min egen identitet, set gennem andre øjne. Men der skulle gå mange år endnu, før jeg som gammel og desillusioneret omsider besluttede mig for at offentliggøre dette skrift (ledsaget af de kommentarer, som jeg i sin tid havde tilføjet), inden det sammen med mig vil være forsvundet for altid. Nok var det ubestrideligt fejlen fra min side, der førte til det sørgelige endeligt for ophavsmanden til dette manuskript, til gengæld vil jeg til mit forsvar gerne have lov at anføre, at vi befandt os i exceptionelt urolige tider, da disse begivenheder fandt sted. De ekstremt usikre tilstande, der herskede i hine krigsdage, hvor jeg levede omgivet af lidelse og død, lod følelsernes virvar få overhånd over det fornuftens klarsyn, som ellers ofte har været min redning. Til tider gør skæbnen os til redskab for sine planer og gør os, uden at vi ved af det, til medskyldige i dens rå hensynsløshed. I lighed med denne mand er også jeg landflygtig. Men hvor han nærede hengivenhed og taknemmelighed over for Finland, dér har jeg et gammelt, uopgjort regnskab med mit land. I alle disse år har jeg forsøgt at undertrykke hadet til dem, der dræbte min far. Frem for at give efter for hævntrangens kalden har jeg stædigt holdt erindringen levende om det land, som er og bliver mit fædreland. Jeg har holdt fast ved mit modersmål og dyrket det, og gjort hvert af dets ord til en bøn, som jeg drømte om at bruge i min appel om tilgivelse for min far og om tilladelse til selv at vende tilbage.

Men alt sammen forgæves. Tiden har dannet hårde drypsten i mig af nag sivet ud gennem sprækkerne i min sjæl. Nu er det i disse udvæksters billede, mine følelser bliver skabt og modelleret: allerede i deres opståen antager de deres monstrøse form. Alt i mig er mærket af denne svulst, og ingen frelse er længere mulig. Mit hjemland bliver nemlig ved med at afvise mig og holde mig i landflygtighed ved at anklage mig for yderligere en misgerning: den at have afsporet livet for forfatteren til dette skrift og dermed have forårsaget hans død.

Retskafne og vederhæftige personer er mine vidner på, at det var i god tro, jeg handlede, som jeg gjorde. Hvis Herr Friedrich Reiner havde fundet lommetørklædet med initalerne S.K. blot én dag tidligere, ville skæbnen have formet sig anderledes for Massimiliano Brodar. Og også for mig. Måske ville jeg være vendt tilbage til Helsinki en smuk junidag, hvor luften fra havet fylder byens gader og forvandler hvert et hvidmalet hus til et sejlskib. Vendt tilbage, rede til at tilgive, for også selv at blive tilgivet. Men måske havde en fjendtlig gud allerede forudbestemt, at det hele skulle gå, som det gjorde, og Massimiliano Brodar var slet og ret et redskab til min fordømmelse.

 

 

Tilbage til Helsinki

 

Doktor Friaris blik var det første, jeg så dukke frem ud af intetheden. Med en raslen af stivet bomuldsstof som forvarsel kom han til syne foran mig i en lysende blå strålekrans og blev stående og så undersøgende på mig en tid. Men i mit forstyrrede syns flydende magma lykkedes det mig ikke at skelne hans ansigtstræk. Det var, som om alt var nedsænket i en tyktflydende væske, der sagtnede bevægelserne og kvalte lydene. Der fulgte en række stillestående dage, som kun akkurat krusedes på overfladen af dæmpede stemmer, skygger bag en glasrude og lange tidsrum med stilhed svøbt i et gulligt farveskær. Jeg forsøgte at holde øjnene åbne længst muligt, at blinke det slørede indtryk væk fra dem, for at være klar til igen at møde doktorens blik. Men så snart jeg anstrengte mig det mindste, fik en jagende smerte mig til prompte at lukke øjnene. Jeg mærkede smerten vælde frem dybt nede ved roden af mine tindinger, summe og svulme op som en bisværm, inden den slog ned over et punkt bag mine øjne og lagde sig der. Til tider fik jeg en voldsom hedetur. Jeg svedte og følte mit hoved dunke under bandagerne. Åbenbart bemærkede sygeplejerskerne dette, for umiddelbart efter så jeg dropflaskens glaskolbe dukke op ved siden af mig, og noget koldt blev lagt mod min arm. Langsomt blev der længere mellem smerteangrebene, tingene omkring mig antog fast form. Den blå strålekrans blev til et koøje, og de lange perioder med stilhed og et gulligt skær blev til nætterne oplyst af vågelampen skruet fast i en niche i væggen på gangen.

Jeg befandt mig altså på et skib. Jeg mærkede dets lette rullen, men havde ikke spor fornemmelse af, at vi bevægede os ud af stedet. Jeg var bevidst om, at det var slemt fat med mig, men jeg så og opfattede på en distanceret måde, som om kun en del af mig var levende og sansede, og flød rundt i en substans, der var fremmed i forhold til mig. Som jeg langt senere skulle huske, var min hjerne i de dage under den langsomme opvågning indifferent over for min krops tilstand, nærmest som om den ikke længere havde lyst eller kræfter til at bekymre sig herom. Efter doktorens første besøg var det nu to sygeplejersker, der kom og bragte mig hen at sidde i en armstol ved siden af koøjet. Jeg havde bemærket, at det var to Røde Kors-sygeplejersker, og huskede, om end temmelig vagt, at der var krig. Jeg forestillede mig også, at jeg måtte være en overlevende efter en eller anden krigshandling. Men jeg huskede ikke, hvem jeg var, og var heller ikke nysgerrig efter at huske noget. Mine tanker syntes at springe frem ud af intet, for derpå atter at synke ned på bunden af min porøse bevidsthed, som ikke fastholdt nogen verdens ting. Når jeg senere hen tænkte tilbage på denne fornemmelse, var det lige før, jeg savnede den. I nogle få, vidunderlige dage havde jeg været uberørt af erindring, fri for hukommelse, fritaget for sorgens smerte. Jeg var blot en sammensmeltning af celler, en primitiv organisme som dem, der befolkede jordkloden for millioner af år siden. Fra stolen kunne jeg se den anden side af kahytten, min køje og sengebordet. Og navnlig kunne jeg, selv om det kostede mig besvær at dreje hovedet, se havet ud gennem koøjet. Overgangen til stolen havde åbenbart betydet et stort fremskridt, for nu smilede doktor Friari, når han kom for at tilse mig. Han lyste mig ind i øjnene og granskede dem, idet han holdt mine øjenlåg spilet op med fingrene. Han slog det lille klapbord, der var fastgjort på væggen, ud og anbragte nogle kulørte papfigurer på det og bad mig kombinere dem, der hørte sammen med hinanden. Han var altid meget tilfreds med mine reaktioner og tog notater i et hæfte.

I begyndelsen foregik vore møder i tavshed. De formede sig som en mimisk dans af høflige gestus og elskværdig hovednikken. Efter nogle dage begyndte doktor Friari at tale til mig. Men med ord, der var anderledes end dem, han brugte, når han henvendte sig til sygeplejerskerne, med rundere og mere fyldige lyde, der var lidt tid om at tone ud. Jeg var mig endnu ikke min tragedie bevidst, var ikke klar over, at traumet, jeg var ramt af, havde afskåret mig fra den sproglige verden. Min hjerne var et skib, der havde fået trosserne sprængt af stormen. Jeg så anløbspladsen ligge på rimelig kort afstand af mig, og troede, at jeg ville være i stand til at nå derind, så snart jeg var kommet til hægterne igen. Lidet anede jeg, at desperationens vind tværtimod skulle drive mig længere og længere ud på det åbne hav. Jeg forstod ikke doktor Friaris ord og mærkede heller ikke impulsen eller lysten til at svare ham stige op i mig. Men dette bekymrede mig ikke. Uden at tænke nærmere over det, tilskrev jeg det mine svære kvæstelser og den uendelige træthed, som jeg langsomt var ved at komme mig over. Desuden skvulpede der, endskønt løsrevet fra enhver objektiv viden, en vag idé rundt i min hjerne om, at doktoren talte til mig på et fremmed sprog, hvilket i min overfladiske bevidsthedstilstand var tilstrækkelig forklaring på, at hans ord var uforståelige for mig.

Som jeg senere erfarede, tiltalte doktoren mig lige fra disse første dage på finsk, hans eget sprog, som han troede, også var mit. Han håbede på, at mit modersmåls bløde og varmende ord ville lindre min smerte og dæmpe min fortabthed ved at få mig til at føle mig blandt mine egne. Jeg forsøgte ikke at tale, ganske enkelt fordi jeg ikke følte trang til det. Den sproglige opfattelsesevne var blevet slukket i mig, og med den enhver interesse og nysgerrighed over for ord. Jeg kunne ikke tale noget sprog overhovedet, vidste ikke længere, hvilket der havde været mit. Men dette var jeg ikke bevidst om. Et umærkeligt slør lå over mig som en slags hypnose og beskyttede mig mod virkelighedens krasse farver.

En morgen foldede doktor Friari et Europakort ud på bordet og opfordrede mig med en håndbevægelse til at gøre et eller andet, som jeg ikke forstod, hvad gik ud på. Jeg formodede, at det var en ny form for øvelse, og koncentrerede mig, alt hvad jeg kunne, om at betragte de grønne og brune plamager, det blå havs konturer og indskæringer, flodernes dybe furer. Jeg vidste, at det, der lå foran mig, var et landkort, landenes former var mig bekendte, jeg havde allerede set dem utallige gange tidligere. Jeg opfattede klart det, jeg så, men min erkendelse standsede ligesom op lige under overfladen af virkeligheden. Jeg genkendte omridsene dér på kortet, i lighed med alle andre genstande rundt om mig, men jeg kunne ikke sætte navn på dem. Min hjerne nægtede at anstrenge sig det mindste i den retning. Som jeg senere blev klar over, var det, som om den ikke længere havde redskaberne til at gøre det. Min krop og mine hænder var begyndt at kunne bevæge sig igen. Leddenes bevægelser gav mig kropsfornemmelsen tilbage. Jeg lagde hænderne rundt om hver eneste genstand, jeg så; ved at røre ved tingene genvandt jeg kendskabet til dem. Men min hjerne kunne ikke længere finde ud af at sammenkoble tingen med et ord. Adskilt fra mig, og dog levende i mig, så jeg det bevæge sig rundt uden at kunne få fat på det, som en fisk i et akvarium, som vandet og glasset optisk spiler ud og får til at fremstå fjern, selv om den er tæt på. Følgelig forstod jeg ikke, hvad det var meningen, jeg skulle gøre med landkortet.

For at opmuntre mig pegede doktoren på en klumpet grøn strimmel, gennemhullet af blå pletter over det hele. Jeg stirrede først på hans øjne og dernæst på kortet, mens jeg mere og mere forvirret rynkede mine øjenbryn. Omsider gik der et lys op for mig. Doktoren ville selvfølgelig have mig til at udpege for ham, hvor jeg kom fra. Beroliget rømmede jeg mig med et genert smil og rakte pegefingeren frem for at sondere landkortet. Og da isnede blodet i mine årer. Det var som at læne sig ud over randen af en afgrund. Jeg genkendte formerne skåret ud i kortet af grænselinjernes røde ar, men jeg vidste ikke længere, hvad de gik ud på. Bogstaverne, der trykt med stort skråede hen over bjerge og dale, sagde mig intet. Frankrig, Tyskland, Østrig, Ungarn og Rumænien flakkede om i min bevidsthed som aftegnede silhuetter, jeg ikke længere var i stand til at sætte navn på. Bevidsthedsmæssigt nåede jeg frem til tærsklen til disse begreber, men fandt ikke dørhåndtaget til at komme ind til dem. Det var grufuldt at opdage, at halvdelen af min hjerne var sat ud af spillet. Det var, som om blodet, der skulle væde min hjerne, var blevet blokeret i en fjern, tilstoppet arterie. Betegnelser, der forekom mig helt enkle og ligetil, forsvandt ud i luften for mit afmægtige blik, når jeg forsøgte at gribe ud efter dem. Også bogstaverne, som jeg troede at kende hvert og ét, og som jeg følte, jeg kunne skrive så let som ingenting, var blevet til lydløse tegn, stumme hieroglyffer fra en forsvunden civilisation. Pludseligt som et opkastningsfald kom behovet for at tale over mig. Igen havde jeg denne følelse af en tilstopning. Det svimlede for mig, og jeg mærkede det krible bag øjnene og gnistre med en regn af lynende smerter. Jeg åbnede munden i et forsøg på at sige noget, men alt der kom ud, var et gisp. Det gik op for mig, at min tunge, mund og tænder var ude af stand til at frembringe en artikuleret lyd. Luften passerede fra min strube til min gane, blot for at pibe ud i et ynkværdigt suk. Min gru over denne frygtelige opdagelse naglede mig til stolen, som jeg knugede mig så fast til, at mine negle borede sig ind i lakken. Med rædselsslagne øjne stirrede jeg på doktoren i håb om hjælp. Atter denne ejendommelige kriblen, efterfulgt af de jagende smerter, der invaderede mit hoved. Jeg var grebet af en angst, som jeg aldrig før havde kendt til. Jeg havde en oplevelse af at synke og miste forbindelsen med den fysiske verden. Synet af tingene blev flakkende og svandt ligesom bort for mit blik, som om det svage lys, der kastede sit skin over den eneste, smalle passage, der stadig var åben mellem mig og virkeligheden, var ved at gå ud. Doktoren forsøgte at skjule sin egen forlegenhed ved situationen. Han vendte og drejede landkortet og blev ved med at pege på omridset af Finland. Så udstødte han et par ord, en slags udbrud, som han gentog flere gange. For mig blot lyde, som jeg nok opfattede, men ikke forstod. I hans blik observerede jeg i et glimt modløsheden hos en, der indser, at det er en galning, han har med at gøre. Sygeplejerskerne kom styrtende til og bragte mig tilbage i seng. Atter mærkede jeg noget koldt mod min arm. Doktoren blev hos mig, til jeg var faldet i søvn.

Der var vel forløbet nogle timer, da jeg åbnede øjnene igen, for udmattet til at gå i panik, for angst til at kunne sove. Vågelampen i gangen badede væggene af malede metalplader i sit gule skær. Skibets rullen, det sorte koøje – alt gav mig følelsen af, at jeg langsomt var ved at blive suget ned i en strømhvirvel, ned i et mørkt og koldt dyb befolket af uhyggelige fisk og havuhyrer. Jeg følte mig svag og døsig, end ikke i stand til at græde. Det var mørk nat, både udenfor og inden i mig. Tænderskærende mobiliserede jeg den smule vrede, jeg endnu havde i kroppen, og forbandede ordløst en Gud, som ikke kunne høre mig.

Næste morgen trådte doktor Friari ind i min kahyt med et smil. Den foregående dags modløshed syntes glemt, og han sendte mig et blik fuldt af fortrøstning. Under armen havde han en bylt pakket ind i brunt papir. Det var første gang, jeg så den, den ting, der lå i pakken: en blå jakke, en sømandsjakke. Doktoren foldede den ud på sengen og viste mig et lille hvidt bomuldsbændel, der var syet fast i nakken på indersiden af kraven. Der stod noget på det: to ord med stort forbogstav. Jeg kunne godt skelne bogstaverne, men var ikke i stand til at læse dem. Doktor Friari iagttog mig med en opmærksom mine, som han samtidig bestræbte sig på skulle virke beroligende. Så begyndte han at tale til mig. Han rettede pegefingeren mod mærket, der var syet ind i foret, og lod den dvæle specielt ved de to forbogstaver, mens han med overtydelig robotstemme langsomt læste ordene højt: »Sampo Karjalainen«. Jeg anstrengte mig for at forstå, og gættede mig til, at han gentog det, der stod på mærket. Stående foran koøjet viftede han beklædningsgenstanden foran mig, idet han holdt den ved skuldrene. Således taget som gidsel så den tomme jakke ud, som om den havde fået eget liv og kæmpede mod doktoren, der var blevet rød i ansigtet af iver. Ærmerne fløj op og ned, som om de var beboet af usynlige arme, og fik knapperne til at rasle. Som i en kluntet omfavnelse strøg Friari med hænderne ned over forsiden af jakken og famlede efter lommerne. Han rodede først i den ene, derpå i den anden, og tog et sammenfoldet lommetørklæde op, som han foldede ud på sengen, samtidig med at han lod jakken falde på gulvet. I det ene hjørne, broderet med mørkeblåt mellem de himmelblå striber, trådte to bogstaver tydeligt frem: S.K. Jeg genkendte tegnene. Det var de store forbogstaver i navnet på mærket. Jeg fornemmede klart, at doktoren forventede en eller anden reaktion af mig. Men ligesom jakken, der lå på gulvet, måtte også jeg blot brede armene ud i en opgivende gestus. Mine øjne flaksede fra initialerne til ansigtet, der så spørgende på mig, og bogstaverne hvirvlede rundt i mit hoved og smeltede sammen til ét sammenhængende, udechifrerbart tegn. Hvem var Sampo Karjalainen? Var jeg Sampo Karjalainen? Var den min, den blå sømandsjakke? Fortvivlet pressede jeg hænderne mod mine tindinger og lod mit hoved synke forover, til hagen rørte brystet. Doktorens sko trak sig baglæns over gulvbrædderne og forsvandt derpå hen mod døren. Da jeg kiggede op igen, hang den blå sømandsjakke på knagen på væggen: Den gyngede stadig let.

Lån bogen