Okker gokker

Info om bogen

 

Forfatter:
Matthew Arlidge
Forlag:
Jentas
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Stig W. Jørgensen
Helen Grace står i spidsen for et hold af politibetjente som får færten af en seriemorder

Kort resume

En pige dukker op fra skoven og er kun lige akkurat i live. Hendes historie er helt umulig at tro på, men den er sand, helt ned til hvert eneste frygtelige detalje.

Nogle dage efter bliver endnu et undvegen offer fundet, og man begynder at kunne se et mønster. Ofre bliver bortført i par, indespærret og derefter udsat for et forfærdeligt valg: dræb, eller bliv dræbt.

Vil du helst miste livet, eller miste forstanden?

Kriminalassistent Helen Grace har konfronteret sine egne dæmoner på hendes vej til toppen. Da hun indleder efterforskningen for at finde dette usete monster, finder hun ud af, at det måske er de overlevende ofre, der som levende visitkort kan være nøglen til at opklare sagen.

Og medmindre hun lykkes med det, vil flere uskyldige ofre dø.

 

Fakta om forfatteren

 M. J. Arlidge er født i London. Han har arbejdet med tv i de sidste femten år, hvor han specialiserede sig inden for kvalitetsdrama-produktioner. Arlidge har produceret en del krimiserier sendt i den bedste sendetid så som ”Tavse vidner”. Han er nu i gang med en stor adaptation af ”Den sidste mohikaner” for BBC. Hans første thriller ”Eeny Meeny” var Storbritanniens bedst-sælgende.

Lån bogen

 

1

Sam sover. Jeg kunne dræbe ham nu. Hans ansigt er vendt væk fra mig – det ville ikke være svært. Ville han røre på sig, hvis jeg bevægede mig? Prøve på at standse mig? Eller ville han bare være taknemmelig over, at mareridtet er overstået?

Sådan må jeg ikke tænke. Jeg må prøve at huske på de ægte ting, de gode ting. Men når man er fange, er dagene endeløse, og håbet er det første, der dør.

Jeg bryder min hjerne for at finde glade minder frem, der kan holde de mørke tanker på afstand, men det bliver sværere og sværere for mig.

Vi har kun været her i ti dage (eller er det elleve?), men det almindelige liv føles allerede meget langt væk. Vi blaffede hjem fra en koncert i London, da det skete. Regnen styrtede ned, og adskillige biler var drønet forbi uden at ænse os. Vi var helt gennemblødte og skulle til at vende om, da en varevogn endelig kørte ind til siden. Der var varmt og tørt inde i den. Vi blev budt på kaffe fra en termokande. Bare duften af den var nok til at muntre os op. Smagen var endnu bedre. Vi var ikke klar over, at det ville være vores sidste smag af friheden.

Da jeg kom til bevidsthed, dunkede det i mit hoved. Min mund var smurt ind i blod. Jeg befandt mig ikke længere i den lune bil. Jeg lå et sted, hvor der var koldt og mørkt. Drømte jeg? Det gav et sæt i mig, da jeg hørte noget bag mig. Men det var bare Sam, der med besvær kom op at stå.

Vi var blevet plyndret. Jeg famlede mig frem og kradsede på de vægge, der omgav os. Kolde, hårde fliser. Jeg ramlede ind i Sam, og et kort øjeblik holdt jeg om ham og indsnusede den duft, som jeg holder så meget af. Så var det lille øjeblik overstået, og det gik op for os, hvilken rædselsvækkende situation vi befandt os i.

Vi var i et gammelt udspringsbassin, der ikke længere var i brug. Forfaldent og forladt. Vipperne, skiltene og selv stigerne var borte. Alt, hvad der kunne genbruges, var blevet fjernet. Tilbage var et dybt, glat bassin, som det var umuligt at klatre op af.

Lyttede det onde røvhul til vores skrig? Sikkert. For da vi endelig holdt op med at skrige, skete der noget. Vi hørte en mobil ringe, og et kort, vidunderligt øjeblik troede vi, at det var nogen, der kom for at redde os. Men så så vi telefonens skærm lyse op nede hos os på bunden af bassinet. Sam blev bare stående, så jeg løb derhen. Hvorfor skulle det være mig? Hvorfor er det altid mig?

”Hallo, Amy.”

Stemmen i den anden ende var forvrænget, umenneskelig. Jeg havde lyst til at tigge om nåde, sige, at vedkommende havde begået en frygtelig fejltagelse, men personen kendte mit navn, og det tog modet fuldstændig fra mig. Jeg sagde ingenting, så stemmen talte videre, uden nåde eller lidenskab:

”Vil du gerne leve?”

”Hvem er du? Hvad har du gjort ved ...”

”Vil du gerne leve?”

Et øjeblik er jeg ude af stand til at svare. Min tunge vil ikke bevæge sig. Men så:

”Ja.”

”På gulvet ved siden af dig ligger der en pistol. Der er én kugle i den. Til Sam eller til dig selv. Det er prisen for din frihed. Du må dræbe, hvis du vil overleve. Vil du gerne leve, Amy?

”Jeg kan ikke sige noget. Jeg har lyst til at kaste op.”

Vil du?

”Og så bliver forbindelsen afbrudt. Og i det samme spørger Sam:

”Hvad blev der sagt?”

Sam ligger og sover ved siden af mig. Jeg kunne gøre det nu.

Kvinden skreg af smerte. Så blev hun tavs. Blodigrøde striber tegnede sig hen over hendes ryg. Jake hævede pisken og lod den smælde igen. Kvinden vred sig, skreg og sagde så:

”Igen.”

Det var sjældent, hun sagde noget. Hun var ikke den snakkesalige type. I modsætning til visse af hans kunder. Alle bureaukraterne og bogholderne og funktionærerne, der hang fast i sexløse forhold, var syge efter at snakke – efter at få sympati fra den mand, der tævede løs på dem for penge. Hun var anderledes – en lukket bog. Hun havde aldrig nævnt, hvordan hun havde fundet frem til ham. Eller hvorfor hun kom. Hun gav sine instrukser – fremførte sine behov – kort og klart og bad ham så bare om at komme i gang.

De fastgjorde altid hendes håndled først. To læderremme med nitter blev spændt helt stramt, så hendes arme var tøj ret til væggen. Fodlænker af jern fastgjorde hendes ankler til gulvet. Hendes tøj lå pænt lagt sammen på stolen, og dér stod hun så, lænket, kun iført undertøj, og ventede på afstraffelsen.

Der var ikke noget rollespil. Ikke noget med: ”Du må ikke gøre mig fortræd, far,” eller: ”Jeg har været en meget uartig pige.” Hun ville bare have ham til at påføre hende smerte. På nogle måder var det en lettelse. Ethvert arbejde går hen og bliver rutine på et tidspunkt, og nogle gange var det rart ikke at skulle føje sig efter andres bedrøvelige overgrebsfantasier. Men samtidig var det frustrerende, at hun nægtede at etablere et ordentligt forhold til ham. Det vigtigste element i al SM er tillid. Når man underkaster sig, skal man vide, at man er i sikre hænder, at den dominerende kender ens personlighed og lyster og kan give én en tilfredsstillende oplevelse på vilkår, som begge parter har det godt med. Hvis det grundlag mangler, kan det gå hen og blive et overgreb eller decideret mishandling – og det var så ganske afgjort ikke Jakes kop te.

Så han prøvede lige så langsomt at stykke et billede sammen – et spørgsmål her, en bemærkning der. Og med tiden havde han fået fat i hovedtrækkene: Hun var ikke oprindelig fra Southampton, hun havde ingen familie, hun nærmede sig de fyrre og var ligeglad. Han vidste også fra deres seancer, at det var smerten, hun var ude efter. Sex havde ingen interesse. Hun ville ikke ægges eller pirres. Hun ville afstraffes. Slagene gik aldrig over stregen, men de var hårde og uophørlige. Hun havde en krop, der kunne klare det – hun var høj, muskuløs og meget veltrænet – og spor af gamle ar tydede på, at SM-miljøet ikke var nyt for hende.

Hvor meget Jake end forsøgte sig frem med sine varsomt formulerede spørgsmål, var der kun én ting, han vidste om hende med sikkerhed. Engang da hun var ved at klæde sig på, var hendes billedlegitimation smuttet ud af hendes jakkelomme og faldet på gulvet. Hun snuppede den lynhurtigt – og troede, han ikke havde nået at se noget, men det havde han. Han mente ellers, han havde lidt forstand på mennesker, men dér fik han sig en overraskelse. Hvis han ikke havde set hendes ID-kort, ville han aldrig have gættet, at hun var i politiet.

Amy sidder på hug kun en meter fra mig. Al blufærdighed er borte nu, og hun lader vandet på gulvet uden skam. Jeg ser den tynde stråle pis ramme fliserne, og nogle småbitte dråber sprøjter op på hendes beskidte trusser. For få uger siden ville synet have fået mig til at vende blikket væk, men ikke nu. Urinen bugter sig langsomt ned ad hældningen og ender i den stille stående pøl af latrin, der har samlet sig i den dybeste ende. Mine øjne er klistret til synet, men til sidst forsvinder de sidste dråber, og forestillingen er forbi. Hun trækker sig tilbage til sit hjørne. Ingen undskyldende bemærkninger, ingen opmærksomhed. Vi er blevet dyr – uden tanke for hinanden eller os selv.

Sådan har det ikke hele tiden været. I begyndelsen var vi rasende og trodsige. Vi var fast besluttede på ikke at dø her og overbeviste om, at vi nok skulle overleve sammen. Amy stod på skuldrene af mig og knækkede sine negle i forsøget på at gribe fat i fliserne, mens hun strakte sig for at nå kanten af bassinet. Da det ikke kunne lade sig gøre, prøvede hun at springe op fra mine skuldre. Men bassinet er fire en halv meter dybt, måske mere, og det føles, som om redningen hele tiden er lige præcis uden for rækkevidde.

Vi prøvede telefonen, men den var låst med en kode, og da vi havde prøvet nogle forskellige kombinationer, løb den tør for strøm. Vi råbte og skreg, til det brændte i halsen. Det eneste svar, vi hørte, var vores eget ekko. Det føltes som en hån. Nogle gange føles det, som om vi er på en anden planet uden andre mennesker i miles omkreds. Det er snart jul, og der må være folk ude at lede efter os, men det er det svært at fastholde troen på her i den frygtelige og vedvarende stilhed.

Det er ikke muligt at flygte, så nu prøver vi bare at overleve. Vi har tygget på vores negle, til fingrene blødte, og grådigtsuget blodet i os. Vi har slikket duggen af fliserne ved daggry, men det hjalp ikke på vores mavesmerter. Vi har talt om at spise vores tøj ... men gik så væk fra tanken. Det fryser om natten, og vores sparsomme beklædning og den varme, vi kan få fra hinanden, er det eneste, der forhindrer os i at dø af kulde. Er det bare noget, jeg forestiller mig, eller er varmen – og trygheden – forsvundet ud af vores favntag? Siden det skete, har vi klynget os til hinanden dag og nat, hver især kæmpet for, at den anden skulle overleve, for ingen af os ønsker at ende alene på dette frygtelige sted. Vi finder på lege for at fordrive tiden, forestiller os, hvad vi vil gøre, når kavaleriet har været og redde os – hvad vi skal have at spise, hvad vi skal sige til vores familier, hvad vi skal have i julegave. Men legene er ebbet ud, efterhånden som det er gået op for os, at vi er blevet ført hertil med et formål, og vi ikke skal regne med nogen lykkelig slutning.

”Amy?”

Tavshed.

”Amy, vil du ikke godt sige noget?”

Hun kigger ikke på mig. Hun taler ikke til mig. Har jeg mistet hende for bestandig? Jeg prøver at forestille mig, hvad hun tænker, men jeg kan ikke. Måske er der bare ikke mere at sige. Vi har forsøgt alt, udforsket hver eneste centimeter af vores fangehul og prøvet at finde en måde at slippe væk på. Det eneste, vi ikke har rørt, er pistolen. Den ligger der stadig og kalder på os.

Jeg løfter hovedet og tager Amy i at se på den. Hun møder mit blik og sænker sit. Kunne hun finde på at tage den? For to uger siden ville jeg have sagt nej, under ingen omstændigheder. Men nu? Tillid er noget ganske skrøbeligt – svært at opnå, let at miste. Jeg er ikke sikker på noget som helst længere. Det eneste, jeg ved, er, at en af os kommer til at dø.

Da Helen Grace trådte ud i den friske aftenluft, var hun både afslappet og glad. Hun satte tempoet ned for at nyde dette øjebliks fred og så med en vis morskab rundt på det omgivende mylder af mennesker på juleindkøb.

Hun var på vej til Southamptons julemarked. Markedet strakte sig langs indkøbscenteret WestQuays sydside og var en årligt tilbagevendende begivenhed – en mulighed for at købe originale, håndlavede gaver, som ikke kunne findes på nogen Amazon-ønskeliste. Helen hadede julen, men hvert år uden undtagelse købte hun noget til Anna og Marie. Det var det eneste punkt, hvor hun gav efter for højtiden, og hun gjorde altid et stort nummer ud af det. Hun købte smykker, duftlys og pynt og sparede heller ikke på de spiselige varer: Hun fyldte kurven med dadler og chokolade, en uforskammet dyr julekage og en nydelig æske pebermyntepastiller – dem havde Marie en stor svaghed for.

Hun hentede sin Kawasaki i WestQuays parkeringsanlæg og drønede gennem bymidten, sydøstpå mod Weston. Hun kørte hastigt væk fra julestemning og velstand og ud mod trange kår og fortvivlelse, ubønhørligt draget imod de fem bastante højhuse, der dominerer udsigten på de kanter. I årevis havde synet af dem mødt folk, der nærmede sig Southampton fra søsiden, og engang var de værdige vartegn, statelige symboler på fremtid og optimisme. Nu var det en ganske anden sag.

Melbourne Tower var klart den mest forfaldne af bygningerne. For fire år siden var en illegal narkofabrik eksploderet på sjette etage. Skaderne var omfattende; hele midten af bygningen var ødelagt. Byrådet lovede at genopbygge den, men det satte finanskrisen en stopper for. Teknisk set var der stadig planlagt en større renovering, men ingen troede længere på, at den ville blive ført ud i livet. Så bygningen forblev i samme stand, ramponeret og upopulær og forladt af langt de fleste af de familier, der førhen boede der. Nu huserede der narkomaner, bz’ere og folk, der ikke havde andre steder at tage hen. Det var et modbydeligt, glemt sted.

Helen parkerede motorcyklen på sikker afstand af højhusene og fortsatte til fods. Kvinderne lod som regel være med at færdes alene i området om aftenen, men Helen var aldrig bekymret for sin sikkerhed. Hun var et kendt ansigt på stedet, og folk undgik hende gerne, hvilket passede hende fint. Der var stille i aften, bortset fra nogle hunde, der snusede rundt om en udbrændt bil, så Helen styrede uden om kanylerne og kondomerne og trådte ind i Melbourne Tower.

På fjerde sal standsede hun op uden for lejlighed nr. 408. Det havde engang været en pæn og rar almennyttig bolig, men nu lignede det mere Fort Knox. Hoveddøren var nærmest dækket af låse, men endnu mere påfaldende var det metalgitter – fastgjort med solide hængelåse – der befæstede indgangen. Den ondsindede graffiti – spasser, mongol – der dækkede væggen udenfor, gav en idé om, hvorfor lejligheden var så godt beskyttet.

Det var Marie og Anna Storey, der boede der. Anna var multihandicappet og kunne hverken tale, spise eller gå på toilettet selv. Anna (der nu var fjorten år) var totalt afhængig af sin midaldrende mor, der gjorde sit bedste. Hun levede af understøttelse og almisser, købte mad i Lidl og sparede på varmen. Det kunne de godt have levet med – det var nu engang de kort, de havde fået på hånden, og Marie var ikke den bitre type – hvis det ikke havde været for de lokale bøller. At de kom fra belastede hjem og ikke havde andet at foretage sig, var ikke nogen undskyldning. Det var bare ondskabsfulde lømler, der fandt fornøjelse i at ydmyge, chikanere og angribe en sårbar kvinde og hendes barn.

Helen vidste alt dette, fordi hun havde fulgt med i deres liv. Et af de små røvhuller – en bumset taber ved navn Steven Green – havde forsøgt at brænde deres lejlighed ned. Brandfolkene nåede frem i tide, og skaderne blev begrænset til opgangen og entreen, men det havde haft en knusende virkning på Marie og Anna. De var skræmt fra vid og sans, da Helen interviewede dem. Det var et mordforsøg, og nogen burde drages til ansvar. Hun gjorde sit bedste, men sagen kom aldrig for retten, fordi der ikke var nogen vidner. Helen opfordrede kraftigt Marie til at flytte, men hun var stædig. Lejligheden var familiens hjem og var blevet indrettet specielt til den bevægelseshæmmede Anna – hvorfor skulle de lade sig tvinge til at flytte? Marie solgte de få værdigenstande, hun havde tilbage, for at sikre lejligheden. Fire år senere sprang narkofabrikken i luften. Før da havde elevatoren virket, og lejlighed 408 havde i det store og hele været et lykkeligt hjem. Nu var den et fængsel.

Lån bogen