Om - en biografisk roman

Info om bogen

 

Forfatter:
Persille Ingerslev
Forlag:
EgoLibris
Udgivelsesår:
2017
Persille passer ikke ind i samfundets kasser, men hun har fundet en passion - noget der giver livet mening.

Kort resume

PERSILLE dyrker krydderurter og forårsløg i sin vindueskarm, og så slås hun med systemet. Systemet vil så gerne krydse hende af i et skema og gøre hende normal.
Men er der overhovedet nogen, der er normale?

 

Om er en bog om at være til; om at undres, om at skamme sig og om ikke at sige undskyld for at være den, man er. Om ikke at være firkantet nok til at passe ind i en kasse, om at finde lykken i en spand med jord, om at dyrke sin egen mad og sin egen sjæl.

 

Om er en roman, en selvbiografi og en essaysamling i ét; en krydsbestøvet hybrid af en bog, som heller ikke passer ind i en kasse. En helt ligefrem fortælling om et meget ligefremt menneske i et nøjeregnende samfund på den eneste planet, vi har.

Fakta om forfatteren

PERSILLE INGERSLEV

/F. 1978

Lån bogen

Om

 

Persille Ingerslev

 

Biografisk roman

 

EgoLibris

 

 

Om begyndelsen

 

JEG STÅR I DET MØRKE soveværelse og ser ud på nattehimlen. Det er vinter, og hele verden ser fastfrosset ud. Nogle få stjerner titter frem bag tunge skyer. Månen kan jeg ikke få øje på.

Jeg synes, jeg lugter af skraldespand, selvom jeg har været i bad, efter jeg skraldede tidligere på aftenen. Jeg er meget rig, for jeg har 35 økologiske spegepølser, som er holdbare de næste tre måneder.Jeg har også noget selleri og en masse citroner. Jeg glæder mig til at dele med min familie. Vi er glade for økologi, selv hvis andre folk smider det ud.

 

Om få dage skal jeg op på kommunen. Igen. Det er så ydmygende at have kontakt til dem. Jeg hader systemet, men jeg kan ikke klare mig uden systemet – og det skidt er altså sat i system, så jeg ved udmærket godt, hvilken mølle jeg skal igennem af mistro, tvivlsspørgsmål, spørgen ind til og sigende blikke, der antyder, at jeg skal tage mig sammen og komme i geled.

 

Det er noget mærkeligt noget, for systemet er på den ene side designet til at hjælpe mig videre, men på den anden side er det sammensat til at nedbryde mig totalt. Hej og velkommen, her er et skema. Du skal passe ind i det, og vi skal have alt pillet af dig. Vi skal vide alt, se alt og både dømme og bedømme alt. Du har tre dage til at give os alle oplysninger. Hvis du ikke kan samle alle oplysninger sammen på tre dage, vil vi slet ikke vide af dig længere. Så mister du retten til overhovedet at søge om hjælp.

Porten ind til kontanthjælp er lavet af koldt jern og dystre skranker. Det er mig ubegribeligt, at nogen kan tro, det er nemt at gå op til sådan en skranke og lade sig afpille mentalt.

 

Da jeg sidder på en socialrådgivers kontor og har fået min første udbetaling af kontanthjælp, er jeg i lommen på kom-munen. Nu er de min arbejdsgiver, og nu skal jeg bidrage til samfundet.

Jeg græder. Ikke fordi det nødvendigvis hjælper min sag, men fordi jeg ikke kan lade være. Det var så hårdt at gå ned med stress på mit seneste job – så hårdt, at jeg selv sagde op i stedet for at blive fyret, hvilket kommunen synes, var en meget mærkelig beslutning. Man kan ikke bare sige sit arbejde op og så mene, at nu skal samfundet forsørge én. Men det har jeg gjort, og nu er jeg her.

Min mand er på efterløn, så jeg kan kun få supplerende kontanthjælp. For mig er det mange penge. Pengene er det samme som alt for mange timers arbejde, som jeg ikke kan overkomme.

 

Hvis fjernsynet kører derhjemme, og der kommer reklamer, begynder jeg at græde, for det er bare én lang liste af køb dit, gør dat, prøv dut. Jeg kan ikke købe noget, jeg kan intet gøre, jeg er lammet og tilovers. Igen. Jeg er et restprodukt. Det føles sommetider helt hjemligt at skralde, for der er jeg åbenbart i mit rette element, blandt de andre affaldsprodukter.

Jeg bliver mindet om det alle steder, jeg ser hen, i alle artikler eller debatindlæg, jeg læser, alt, jeg rører ved og forbruger: Jeg er en forbruger. Jeg bidrager ikke. Jeg suger bare af systemets store pat, og det er på tide, jeg vokser op og bliver selvforsørgende. Det er på tide, jeg bliver skubbet ud af reden – denne rede, som vrænger mere og mere ved synet af mig. Jeg slider på planeten, og selvom jeg ikke er decideret depressiv, så forekommer det mig alligevel som en mulighed at begå selvmord. Mest bare som en praktisk foranstaltning, for ikke at nasse mere på samfundet. Samfundet er træt og slidt, og der er ikke brug for flere nassere som mig.

Lemminger kaster sig ifølge myten uden videre ud over en klippeskrænt, hvis flokken bliver for stor. De anvender selvmord som en helt naturlig befolkningsregulering. De har ikke ego-problemer overhovedet. Måske er jeg egoistisk, fordi jeg ikke begår selvmord. Måske er det pompøst og selvforherligende at håbe på, at jeg nogensinde kan gøre anden forskel end at tære på verden og skide i reden.

 

Socialrådgiveren på det hvide, Ikea-bemøblede kontor kan godt se, jeg græder. Hun trækker vejret dybt og ændrer sit toneleje. Hun bliver menneskelig.

Hun siger, at jeg nok ikke er klar til CV-kursus eller job-klub, men at jeg ikke bare kan blive tabt mellem kommunens fingre, så nu skal jeg over i en anden pulje af folk – puljen, hvor de græder og har ondt. Det føles rart, for jeg græder, og jeg har ondt. I det mindste er det en slags plaster på såret, at der overhovedet findes nok folk som mig til, at man kan lave en pulje. Samtidig føles det også som en sorg i min folkesjæl, at puljen findes, og hvis jeg anskuer det, som en lemming ville, så burde vi jo bare kaste os overbord. Vi er mange, som bare nasser. Detaljerne ses ikke oppefra, i det store perspektiv. Udefra set er vi kun forbrugere, og vi slider på det overskud, samfundet er bygget på.

 

Jeg får fred nogle uger, som jeg bruger på at ligge i fosterstilling og være bange for, hvad det er, jeg nu skal ud i. Man kan aldrig vide sig sikker med kommunen, og man skal uddanne sig til socialrådgiver, hvis man vil kende systemet til bunds og være klar over, hvilke rettigheder og muligheder man har, og selv ikke da kan man vide sig sikker, for man kan snildt blive uddannet på et valgår, hvor alting ændrer sig, fordi der kommer ny regering.

Jeg har ikke formået at tage en uddannelse. Jeg har formået at holde mig i live og arbejde sporadisk hist og her, mens jeg gik i terapi og fik medicin og var på evig slankekur og ledte med lys og lygte efter noget, der kunne få mit hjerte til at blomstre.

 

Nu skal jeg til møde med en ny sagsbehandler – en, som tager sig af puljen med de knækkede eksistenser. Det er altid en spændende udfordring at få en ny sagsbehandler, hvilket man ustandseligt får, og man kan aldrig vide, om man vil blive tildelt et rigtigt menneske. Det kan være en 60-årig, garvet hippie, der forstår, at vi alle er mennesker. Det kan være en 40-årig systemmedarbejder, der har travlt og helst vil presse én ind i de kvoter, vedkommende synes, er fordelagtige for egen vindings skyld. Man kan også få en 22-årig nyuddannet socialrådgiver, som lige er startet og ikke rigtig kender reglerne endnu, men som inderst inde helst vil være terapeut og derfor giver det et skud og forsøger at opklare, hvilket barndomstraume der har afstedkommet dette evindelige nasseri.

Jeg får tildelt et menneske til min store, store lettelse. Jeg bliver så lettet, at jeg straks begynder at græde. Igen.

Hun spørger, hvad jeg interesserer mig for; hvad jeg kan. Jeg kan alt muligt. Vitterligt, jeg er rigtig god til alle mulige ting. Bare ikke i otte timer om dagen, og jeg har aldrig haft et job mere end seks måneder ad gangen. Aldrig.

Jeg synger godt, og jeg skriver godt. Jeg kan også male og spille på instrumenter. Og så ved jeg en hel del om både dyr og planter. Og jeg er også en god bartender, når ellers jeg ikke har stress og græder per default.

Satans. Der er ikke lige noget firma, jeg kan passe ind i som løntilskudsansat. Eller noget kursus, der sådan lige passer til mig. Jeg er jo en følsom sjæl. En skrøbelig borger.

Det er altid godt at få sat ord på tingene, men ordet og bordet fanger også. Min skrøbelighed både styrkes og lin-dres, idet den bliver anerkendt.

Det ender med et tilbud om at komme med i et forsøg med haveterapi sammen med andre stressede folk. Alene tanken gør mig enormt stresset. Især fordi den afstressen-de have ligger langt pokker i vold, og jeg er rigtig dårlig til at finde vej. Det gør mig ængstelig at skulle finde et nyt sted hen, og offentlig transport er for mig ligesom rumportaler, hvor jeg går ind i et transportmiddel, men ikke aner, hvilket sted jeg kommer ud, når dørene igen åbner sig. 

Gå mod øst, står der på rejseplanen. Ja tak, men hvad vej er det?

 

I mit soveværelse, i mørket, er der ro. Der er stjerner uden-for på himlen, og mørket er en tryg dyne, der lægger sig om mig og giver mig overblik, ro, inspiration, glæde og gåpå-mod. Men kommunen har aldrig afholdt et kursus i mør-ke, og da slet ikke i nattemørke, så det er om at få fingeren ud og konformere. Op til tiden. Af sted til tiden. Hold op med at græde. Nu ikke stresse, bare skynd dig, ellers bliver du trukket i ydelse. Noget for noget, du!

 

Jeg takker nej til haveterapi, selvom jeg er rigtig glad for planter. Jeg har nogle krukker i min asfalterede gård, hvor jeg dyrker spiselige ting, og jeg finder ro ved det. Men nok er nok. Jeg kan ikke magte både at få kontanthjælp og få betalt haveterapi, hvis jeg kan lindre mig selv med en krukke bønner i gården.

Det er ikke, fordi jeg tror, at haveterapien ikke virker, for det tror jeg, den gør. Jeg føler mig bare slet ikke værdig til at modtage den. Haveterapi er til krigsveteraner og folk, der ikke kan tåle medicin. Og desuden er det slemt nok i forvejen at modtage kontanthjælp. Jeg magter ikke mere skyldfølelse.

I nattemørket er der ro og plads til tankerne og idéerne. Jeg er et levende væsen, jeg eksisterer, og jeg kan mærke, at der er en grund til, at jeg eksisterer, selvom jeg ikke kan sætte ord på grunden. Det er mærkeligt, som man kan have gode, sunde, konstruktive tanker i mørket. Dagens lys og hastighed er så forvirrende. Der smuldrer tankerne, og verden er så frygteligt velfungerende, at jeg helst bare vil pakkes væk i en lille krukke, så jeg ikke forstyrrer verdens effektivitet.

 

Jeg er gået i seng. Jeg ligger under dynen og trækker vejret lige så stille, mens jeg forsøger at slappe af. I nattemørket laver jeg et forsøg. Det foregår i tankerne, og det forløber nogenlunde sådan her:

Jeg lader min bevidsthed stige ud af min fysiske krop og hænge over sengen et øjeblik, mens kroppen ligger og hviler sig. Dernæst stiger bevidstheden yderligere til vejrs, og jeg ser nu ned på den ejendom, jeg bor i. Jeg stiger endnu højere op og ser mit land, selvom det er svært helt at forestille sig det, da jeg som sagt er rigtig dårlig til geografi og til at finde vej. Jeg ved, jeg bor på Sjælland, men jeg er usikker på, hvilken form Sjælland har på et Danmarkskort. Jeg ved ikke, om jeg forestiller mig Sjællands form, eller om jeg rent faktisk kan se den, nu hvor jeg hænger langt ude af kroppen og synes, at jeg ser på Sjælland. Det forekommer mig at være ganske virkeligt.

Jeg stiger endnu højere op og ser hele planeten for mig. Det er behageligt at befinde sig i det ydre rum, hvor der er så dejligt mørkt, og man kan se livet på afstand og i ro.

Herude i universet er det så, jeg giver mig til kende som en bevidsthed – en livsform. Jeg melder mig til tjeneste. Jeg siger af et ærligt hjerte, at jeg er knækket og ulykkelig. At jeg føler, jeg slet ikke passer ind i den verden, jeg bor i. At jeg ikke kan hverken håndtere eller overskue alle de systemer og metoder, man som menneske åbenbart skal leve under.

Jeg findes bare. Jeg er mig. Og jeg kan så uendeligt godt forstå, hvis for eksempel karse er trist, for det får aldrig lov til at blive til mere end en kimplante – og det endda på vat og ikke i rigtig jord. Jeg kan så godt forstå, hvis majs har en krise i sin kollektive bevidsthed, fordi det bliver både genmanipuleret, kampdyrket og sprøjtet med alt muligt kemisk ragelse hele tiden, året rundt.

Jeg føler med karse og majs. Jeg synes heller ikke, jeg har fået muligheden for at blive plantet i rigtig jord og vokse, og jeg bliver også hele tiden kampdyrket af kommunen, og så er jeg endda medicineret med alt muligt kemisk ragelse.

Så nu hænger jeg ude i det ydre rum og melder mig til en selvopslået stilling som urteambassadør. Jeg vil gerne slå et slag for både karse og majs og i det hele taget slå et slag for naturlig dyrkning af såvel planter som mennesker.

Jeg ved da godt, at man ikke kan hænge ude i rummet og lege ambassadør, og jeg er da udmærket godt klar over, at jeg aldrig skal sige til nogen (og da slet ikke kommunen), at jeg hænger ud den slags steder. Dette er en oplevelse, jeg har med mig selv, i mig selv, uden for mig selv.

 

Hvad der sker, er, at jeg ryger tilbage i min krop, og inde bag mine lukkede øjenlåg begynder der at vise sig en hel masse små lysglimt. Små, anerkendende stjerner. Og det føles rigtigt, og det føles sandt. Og det er her, min historie for alvor begynder.

 

 

Lån bogen