Onkel Toms hytte

Info om bogen

 

Forfatter:
Harriet Beecher Stowe
Forlag:
Bechs Forlag
Udgivelsesår:
1852
Oversat af:
Aslaug Mikkelsen
Klassiker om slaven Tom, der rives bort fra sin familie for at ende i kløerne på den ondskabsfulde plantageejer Legree.

Kort resume

Onkel Toms hytte var den mest solgte roman i 1800-tallet og den anden mest solgte bog overhovedet – kun overgået af Bibelen. Den findes i dag på næsten alverdens sprog, og selvom den oprindeligt er skrevet for voksne, har den erobret en sikker plads i den klassiske ungdomslitteratur.

Fakta om forfatteren

Harriet Beecher Stowe (1811-96) var en amerikansk forfatter, der var kendt for at støtte ophævelsen af slaveriet i forbindelse med Den Amerikanske Borgerkrig. Hun er først og fremmest kendt som forfatteren til Onkel Toms hytte (1852), der vakte kolossal opsigt og blev et vægtigt indlæg i diskussionen om slaveriet. Den menes endda at have haft indflydelse på udløsningen af borgerkrigen. (fra forlagets hjemmeside)

Lån bogen

Harriet Beecher Stowe

 

Onkel Toms hytte

 

Oversat af
Aslaug Mikkelsen

 

BF
Bechs Forlag – Viatone

 

 

1

 

Slavehandlerens besøg

 

Sent på eftermiddagen, en kold dag i februar, sad to herrer ved deres vin i en smukt møbleret spisestue i byen P– i Kentucky. Der var ingen tjenestefolk til stede, og de to herrer havde rykket deres stole tæt sammen, øjensynlig fordybede i alvorlig samtale.

Den ene var en lavstammet, svært bygget mand med grove, plumpe træk og det ejendommelige brovtende væsen, der kendetegner den simple mand, som vil arbejde sig frem i verden. Hans påklædning var iøjnefaldende og smagløs, vest og slips var stærkt spraglet, hans store, grove hænder var rigt prydet med mange ringe, og han havde en tung guldkæde, hvorved der var anbragt et helt knippe signeter, som han i samtalens løb havde for skik at slå mod hinanden, så de klirrede. Hans sprog var simpelt, og med passende mellemrum var han ikke bange for at rive en drøj ed af sig.

Hans vært, hr. Shelby, så derimod ud til at være en dannet mand, og hele hans fremtræden såvel som værelsets udstyr tydede på gode, velhavende kår. Som vi allerede har bemærket, var de to mænd midt i en alvorlig samtale. 

“Jeg kan ikke drive forretning på den manér!” sagde gæsten og holdt prøvende et glas vin op for lyset. 

“Ja, men hør nu, Haley! Tom er virkelig et sjældent menneske. Han vil rigelig være de penge værd hvor som helst – en støt arbejder, hæderlig og dygtig, som passer sin bestilling så nøjagtig som et urværk.”

“Nå ja, negerhæderlighed, den kender vi nok –!” sagde Haley og skænkede sig et glas cognac.

“Nej, Tom er af den rigtige slags, hvis nogen neger nogensinde har været det. Sidste år sendte jeg ham til Cincinnati for at gøre nogle forretninger for mig – det drejede sig endda om hele fem hundrede dollars. ‘Tom’, siger jeg til ham, ‘jeg stoler på dig, og jeg ved, at du ikke vil snyde mig.’ Ja, og Tom kom ganske rigtig også tilbage med pengene – det vidste jeg, han ville. Jeg må sige, at det er mig en virkelig sorg at skille mig af med Tom. Men i al fald burde De lade Dem nøje med ham som dækning for hele beløbet, og det ville De også, hvis De havde den mindste samvittighed i livet.”

“Jeg har vel omtrent lige så megen samvittighed, som en forretningsmand har råd til at holde, og jeg vil strække mig langt for at gøre en god ven en tjeneste. Men dette her er nu en smule for hårdt – det er en smule for hårdt.”

Og Haley sukkede, mens han skænkede endnu et glas cognac.

“Nå ja, hvordan lyder så Deres betingelser, Haley?” sagde hr. Shelby efter en trykkende pause.

“Ja, De har vel en eller anden ung fyr eller tøs, som De kan give mig med i købet?”

“Hm! Ingen, som jeg ret gerne vil af med. Sandt at sige er det kun den hårde nødvendighed, der driver mig til at sælge. Jeg kan ikke lide at skille mig af med mine folk.” Her gik døren op, og en fire, fem år gammel mulatdreng trådte ind i stuen. Det var et ualmindelig smukt barn med bløde, sorte krøller om et lille, rundt ansigt, spillende mørke øjne og lange, sorte øjenvipper. Han var iført en lille, højrød og gulternet bluse, der klædte ham fortryllende, og der var over hele hans holdning en pudsig selvtillid, blandet med undseelse, som viste, at han ikke var uvant med at blive taget hensyn til af sin herre.

“Nå, er du der, Harry!” sagde Shelby og holdt en vindrueklase op for den lilles ansigt. “Kan du gribe den, min ven?” Barnet hoppede og sprang for at få fat i den eftertragtede belønning, og da det endelig lykkedes ham, tog hans herre ham ind til sig og klappede det lille, krøllede hoved. “Dans og syng så for den fremmede herre.”

Drengen istemte med klar stemme en af de vilde, komiske sange, som er så almindelige blandt negrene, og han ledsagede sin sang med mange pudsige håndbevægelser og vridninger, alt sammen i takt til musikken.

“Hurra! Bravo! Den knægt kan der blive noget af!” sagde Haley og tilkastede drengen en kvart appelsin. “Nu skal jeg sige Dem noget,” her slog han Shelby på skulderen, “lad mig få den knægt med i købet, så er jeg tilfreds!”

I det samme blev døren forsigtigt åbnet, og en ung mulatkvinde trådte ind i stuen. 

Et eneste blik fra hende til drengen var tilstrækkeligt til at vise, at hun var hans mor. Hun havde de samme mørke, livfulde øjne, det samme silkebløde, sorte hår, men hendes ellers så brune kinder farvedes af en varm rødme, da hun så den fremmedes frække, beundrende blik. En net og sirlig dragt fremhævede hendes smukke, fintbyggede skikkelse, og hverken hendes smalle hænder eller smukke, fine ankler undgik handelsmandens øvede, sikre blik. 

“Hvad er der, Eliza?” sagde hendes herre, for den unge kvinde var blevet stående inden for døren og så tøvende på ham. 

“Jeg ville blot se efter Harry,” svarede hun, og drengen løb glad hen til hende og viste hende, hvad han havde fået.

“Ja, så tag ham da!” sagde Shelby, og hun trak sig hastigt tilbage med drengen på armen.

“For pokker!” sagde handelsmanden og vendte sig begejstret om mod sin vært. “Det var sgu en flot pige. De kunne ligefrem tjene en formue på hende i Orleans, hvad dag det skulle være. Jeg har set over tusinde dollars betalt for et pigebarn, som ikke var en smule kønnere.”

“Pigen er ikke til salg!” sagde Shelby. “Min kone ville ikke skille sig af med hende for hendes vægt i guld.”

“Ja, ja, den slags ting siger kvinder altid – de har ingen begreb om penge og penges værdi.”

“Hør nu, Haley, det siger jeg Dem en gang for alle – det kan der slet ikke være tale om!” sagde Shelby i en afgørende tone.

“Ja, men drengen vil De da lade mig få?” sagde handelsmanden. “De må indrømme, at jeg er parat til at betale en god pris for ham.”

“Hvad vil De i grunden med det barn?”

“Åh, jeg har en ven, som giver sig af med at opdrætte den slags småfyre. De er en slags luksusartikel selvfølgelig, og de sælges tit som tjenere og sådan noget til meget rige folk.”

“Jeg er nu ikke rigtig glad ved den handel,” sagde Shelby tankefuldt. “Jeg vil pokkers nødig skille drengen fra sin mor!”

“Ja, vist så – kvindfolk er nu ikke altid så lette at komme af sted med. Jeg kan ikke selv fordrage de hyle- og skrigeperioder. De er rigtig ubehagelige, er de, og jeg undgår dem så vidt mulig i min praksis. Sørg bare for at få pigen af vejen for et par dage, og lad det hele besørge i stilhed – så det er overstået, når hun kommer hjem. Deres kone kan jo for eksempel give hende et par nye ørenringe, en ny kjole eller noget andet ragelse, så glemmer hun nok sin sorg!”

“Jeg er bange for, at det ikke går fuldt så let.”

“Åh hvad, de sorte er nu en gang ikke som os andre – de kommer såmænd meget let over deres sorger, når man bare tager dem på den rigtige måde. Uden at rose mig selv tør jeg nok sige, at jeg har bragt de fineste negre til torvs, og jeg mister så få som nogen af 10 dem, der driver forretning i min branche. Men det er bare, fordi jeg forstår at indrette mig; og humanitet, det tør jeg nok sige, det er nu mit princip.”

“Ja så!” sagde Shelby – han vidste ikke, hvad han skulle svare.

“Ja,” gik Haley selvtilfreds videre, “de ubehagelige forretninger, sådan som for eksempel at sælge børnene fra moderen, dem undgår jeg, så godt jeg kan. Jeg sørger altid for at få kvindfolkene af vejen – ude af øje, ude af sind, ved De nok! Og når det så er besørget, og der ikke er noget at gøre ved den ting, så vænner de sig ganske naturligt til det. Det er ikke, som med hvide folk, der er opdraget med den tanke, at koner og børn er noget, man kan vente at beholde. Negre, som har fået den rigtige opdragelse, venter sig ikke noget af nogen art, så derfor falder den slags ting så meget lettere.”

“Da er jeg bange for, at mine ikke har fået den rigtige opdragelse,” sagde Shelby.

“Nej, det tror jeg heller ikke. I Kentucky-folk ødelægger altid jeres negre. I mener det såmænd meget godt med dem, men det er ikke den rigtige slags venlighed. Ser De, negrene bliver nu en gang tumlet og jaget omkring over den halve jordklode og solgt til Fanden og hans oldemor; så det er såmænd en dårlig tjeneste at opdrage dem med fornemmelser og forventninger, for det bliver bare så meget des sværere for dem bagefter. Selvfølgelig synes alle mennesker, at deres metode er den eneste saliggørende, men jeg tror nu, at jeg behandler mine negre så godt, som det kan betale sig at behandle dem.”

“Ja, det er en god ting, når man er tilfreds med sig selv!” sagde Shelby med et let skuldertræk. Derefter sad de to mænd en stund tavse, begge to optaget af at knække nødder.

“Nå,” sagde Haley endelig, “hvad siger De så?”

“Jeg skal tænke over sagen, ja, og jeg må også tale med min kone,” sagde Shelby.

“Selvfølgelig! Selvfølgelig! Men jeg har hastværk og må snarest mulig vide, hvad jeg har at rette mig efter,” sagde den anden, idet han rejste sig og tog sin overfrakke.

“De kan komme igen mellem seks og syv, så skal De få mit svar!”

Slavehandleren trak sig bukkende tilbage.

“Hvor jeg ville ønske, jeg kunne sparke den fyr ned ad trapperne!” sagde Shelby, da døren havde lukket sig efter ham. “Den storsnudede tølper! Men han ved, han har krammet på mig. Tænke sig, at det er kommet så vidt, at jeg må sælge Tom – og Elizas barn oven i købet! Selvfølgelig vil Emilie gøre ophævelser over drengen, ja, og over Tom med, for den sags skyld. Men hvad skal man gøre, når man er i gæld til op over begge øren? Den slubbert ved, hvor han har mig, og det er hans mening at benytte sig af det.”

Arthur Shelby var en godmodig, letsindig mand og en mild, overbærende herre for sine slaver, der aldrig havde manglet, hvad der kunne bidrage til deres legemlige velbefindende. Men han havde spekuleret stærkt og var nu i dyb gæld, især til Haley, der sad inde med en stor fordring på ham.

Hans hustru, som ingen anelse havde om hans forskellige vanskeligheder, var en højsindet, ædelmodig og dertil dybt religiøs kvinde, og det, der tyngede ham mest efter samtalen med slavehandleren, var derfor også nødvendigheden af at gøre hende bekendt med det påtænkte arrangement, fordi han meget godt vidste, at han ville få en hård kamp at bestå imod hendes indtrængende bønner. 

 

 

Lån bogen