Papirtigeren

Info om bogen

 

Forfatter:
Henrik Stamer Hedin
Forlag:
Forlaget mellemgaard
Udgivelsesår:
2016
En vesterlænding tages til fange af en opiumssmugler. Det lykkedes ham at flygte, men hvem er han, og hvor kommer han fra?

Kort resume

En vesterlænding tages til fange af en opiumssmugler, der med en privat hær strejfer om i Den Gyldne Trekant, grænselandet mellem Thailand, Laos og Burma. Vi er i starten af 1980’erne. Det lykkes fangen at flygte under dramatiske omstændigheder. Men hvem er han? Hvor kommer han fra? Og hvor driver han hen på sin flugt ned ad livets og skæbnens flod? Svarene på disse spørgsmål fører os gennem tre krige, over tre kontinenter og langt ind i en kærlighedshistorie, der kulminerer i en stats undergang i kaos og vanære.

Fakta om forfatteren

Henrik Stamer Hedin har arbejdet i FN-systemet og rejst i fire verdensdele, vundet præmie i Det Kgl. Teaters dramatikerkonkurrencer 1985 og 1986, skrevet egnsspil og revy gennem flere år, offentliggjort digte og noveller og oversat en lang række romaner og andre bøger, bl.a. Emmanuel Dongalas Vindmanden og Caleb Carrs Sindssygelægen.

Lån bogen

KAPITEL 1

 

Mod aften slog hæren lejr på et lavt højdedrag nær floden. Militært set var stedet velegnet; det tillod i nogen grad at overskue det omliggende terræn, og angreb kunne kun komme fra én af to sider: Fra skoven eller fra floden. I begge tilfælde ville forsvarerne have ryggen fri. Disse fordele forstærkedes af, at højdedraget, hvis jordbund udmærkede sig som noget stenet og tør, var næsten frit for trævækst. Skoven tyndede ud halvvejs oppe ad skråningen, og det skulle være muligt at organisere en effektiv vagttjeneste. Dette samme forhold, stedets relative goldhed, gjorde det også til en behagelig lejrplads. Dagen igennem havde solen bagt på denne næsten nøgne runding, der var som den tyndhårede isse af en kæmpe, hvis krop og ansigt var skjult i skov og fugtig jord – solen havde bagt ned på den, hedet den op, tørret den ud, og insektplagen var langt mindre end i skoven. Nu, hvor aftenen nærmede sig, begyndte varmen at strømme tilbage i verdensrummet, hvor den var kommet fra, uhindret af plantevækst og damp. Natten ville blive kølig.

Da det store telt var slået op og oppasseren havde tilberedt aftensmåltidet, sendte obersten bud efter fangen. Obersten havde trukket sin gule silkekaftan oven på feltuniformen, som han aldrig tog af. Mens han ventede på, at fangen skulle komme til stede, spiste han i roligt tempo det simple måltid af ris, grøntsager og æg, som var blevet stillet for ham. Oppasseren havde trukket sig tilbage til teltets bageste, uoplyste område; han stod ret op og ned i halvmørket som en mumie, og fra ham kom ingen af de få lyde, der som fortyndede luftarter drev rundt i rummet under teltdugen.Disse lyde var spisepindenes tørre klirren, den stødvise prusten af luft, som trængte ud gennem oberstens næse, mens han tyggede, og karbidlampens hvæsen.

Fangen var ved at falde i søvn, udmattet efter marchen, da to soldater ruskede ham vågen og løste båndene om hans ankler. Uden et ord løftede de ham på benene og førte ham gennem lejren, hver med et fast greb om en af hans albuer. Solen var gået ned, stjernerne kommet frem og med dem de mange små bål rundt omkring, hvor soldaterne lå i grupper og spiste eller småsludrede. Muldyrene var blevet sluppet løs mellem højdedraget og floden, hvor der var frisk græs, deres byrder var taget af dem og samlet i en bunke længere oppe ad højen; der var posteret vagter med lygter og bajonetter. Et øjeblik lugtede der sødligt af dyrenes sved, så igen surt af menneskesved og stramt af fugtigt tøj og grej. Hvor skoven begyndte, kunne fangen se enkelte enlige lygter, der bevægede sig, hvor den ydre vagtkæde gik sine runder. Det hele virkede fredeligt, som et meditativt ritual, som om krig var ukendt på disse kanter – som planeter, der lydløst drejer om deres sol. Denne sol lå øverst på højdedraget, den lyste mat, det var en bygning, der i disse stilfærdige omgivelser lignede et alfeslot. Det var oberstens telt, oplyst indefra. Herhen førte soldaterne deres fange og løste nu også hans arme, som hidtil havde været bundet på ryggen.

Fangen stod i teltdøren, hvor hans vogtere havde stillet ham, inden de lydløst trak sig tilbage. Han gned sine håndled og furerne, som båndene havde trukket. Rummet foran ham var halvt oplyst af en lampe, der stod på et bord og udsendte et skarpt, hvidt lys – som om den store, rødlige sol, som var oberstens telt, under sin atmosfæres yderste lag rummede en hidsig hvid dværgstjerne. Genstandene, som denne dværgstjerne oplyste, var forskellige kister og kasser, tilnærmelsesvis stillet på række langs den ene væg, et par klapstole og en feltseng. Bagest i rummet, hvor kun en lille del af lyset nåede hen, var flere ting, som ikke så let lod sig skelne i halvmørket, men blandt dem glødede et kulbækken, og ved siden af det stod en menneskelignende, nej, mumielignende genstand så ubevægelig som det øvrige.

Fangen kunne ikke få øjnene fra denne genstand; det var umuligt at sige, om den var levende eller død. Da han havde stirret en tid, syntes han, den bevægede sine øjne, men han var ikke sikker på, at det ikke var lyset, der havde sitret en smule. Samtidig blev han opmærksom på, at noget, som i hvert fald var levende, opholdt sig i rummet til højre for ham; noget som et stort floddyr blæste luft ud gennem næsen. Fangen flyttede sit blik i den retning og opdagede først nu, at bordet, hvor lampen stod, var rykket et stykke ud fra teltvæggen. Det mindre rum bag det var kun svagt oplyst, fordi lampelyset var afskærmet i den retning, men her sad et menneske. Fangen kunne ikke se hans ansigt, kun en del af hans tøj, der var gult med blå ornamenter og måtte være af silke, for det gnistrede svagt. Manden i mørket var ved at spise. Mens fangen så til, kom et par hænder frem i lysskæret og stillede skålen med ris og spisepindene i fra sig, og på ærmegabenes snit kunne fangen se, at dragten var kinesisk. Han blev igen i tvivl, om det var et levende menneske, han så; men denne gang var det i hvert fald ikke en mumie, snarere et genfærd af en mandarin, trådt ud af et gammelt kinesisk maleri.

Skikkelsen i mørket talte – engelsk, men med stærk accent og langsomt som en skoledreng:

„Det glæder mig at se Dem, kaptajn … Thompson.“

Fangen anstrengte sine øjne for at skelne ansigtet, der talte til ham, men forgæves. Stemmen fortsatte:

„Vær venlig at komme nærmere!“

Tøvende trådte fangen hen foran bordet, men det fik blot ansigtet til at forsvinde dybere ind i mørket bag lampens blændende lys.

Hånden med sit gule ærmegab kom igen til syne, og fangen kunne nu se, at dragten var af silke, men også, at den var slidt, falmet og stedvis repareret med grove stopninger. Hånden greb ud efter risskålen, trak sig tilbage i mørket med den. Der lød en let og tør klirren og så igen den underlige lyd af et floddyr, der puster luft ud.

Derpå talte stemmen igen:

„De er amerikaner?“

Fangen trak på skuldrene. Stemmen fortsatte lige langsomt og uden tegn på utålmodighed:

„I Deres pas står, at De er amerikaner.“

„Så er det vel rigtigt,“ svarede fangen. Hånden dukkede på ny ud af mørket, satte risskålen fra sig og viste med værtsgestus mod rummet bag fangen, samtidig med at stemmen talte, nu med en klar tone af tilfredshed:

„Vil De ikke sidde ned?“

Fangen så sig om; de to klapstole, som han tidligere havde bemærket, stod lige bag ham. Han tog den ene og satte sig. Hånden, der havde svævet i rummet, stivnet i sin gestus, kom nu igen i bevægelse, den greb om lampens afskærmning og drejede den, så lyset ikke længere faldt ud i rummet, men på langs af bordet. Derved oplystes ikke blot dette – et sammenklappeligt feltbord med pletter af gammelt fedt og snavs – men også skikkelsen bag det: Den slidte silkekaftan med de blå springende drager; ansigtet, der var tungt, bredt og mongolsk; den skaldede pande; hårtotterne ved ørerne, der lignede vissent græs. Gennem kaftanens halsåbning sås en uniformskrave; manden var officer, han strammede sine læber og kæbemuskler på officerers vis. Men disse læber lod sig ikke længere stramme, og huden over kæbemusklerne hang ubevægelig i slappe folder.

Det varede et sekunds tid, før fangen fandt frem til øjnene i det pludseligt oplyste ansigt. De var rettet mod hans, som de havde været det, da kun hans eget af de to ansigter var belyst. Uden at flytte sit blik slap obersten lampeskærmen, gjorde en håndbevægelse, som fangen forstod var rettet til en tredje person i rummet, og ud ad sin venstre øjenkrog kunne fangen se mumien bagest i teltet sætte sig i bevægelse, komme hen mod bordet og blive til et menneske i uniform, oberstens oppasser. Han stillede to drikkeskåle af gennembrudt porcelæn på bordet, en til obersten og en til hans fange, og trak sig bukkende tilbage. Det dampede fra kopperne, i det jordslåede telt duftede der med ét af te og blomster, og fangen mindedes en anden gang, i et tidligere liv, hvor den samme duftende damp havde fyldt et andet rum, næsten lige så skident som dette, men langt herfra i en anden verden. Obersten drak, fangen tøvede lidt og drak så også. Obersten lænede sig tilbage og sagde:

„Kaptajn Thompson, det sømmer sig efter min mening, at mænd, der mødes på lige fod til en alvorlig forhandling, er bekendt med hinanden. Fortæl mig noget om Dem selv!“

Det varede et stykke tid, før fangen tog sin kop fra munden.

Han svarede:

„Hvad skal jeg fortælle? Der er ikke noget at fortælle om mig.“

„Nu er De for beskeden!“ sagde obersten. „I Deres pas står, at De er diplomat. Det er vel noget at fortælle? Hvor er De stationeret?“

„I Bangkok.“

„Hvad bestiller De her?“

„Jeg holder ferie … jeg er turist.“

„Der er ingen turister her i landet. Hvordan kom De over grænsen?“

„Jeg ved det ikke … jeg må være faret vild. Der var meget øde; jeg vidste ikke, hvor grænsen gik.“

„Hvor kom De fra?“

Fangen tøvede igen og svarede så:

„Chiang Mai.“

„Chiang Mai? Der er langt fra Chiang Mai til grænsen – meget langt.“

Fangen svarede ikke. Obersten fortsatte:

„Er De kommet hele vejen fra Chiang Mai til grænsen til fods?

Uden at kende noget til landet?“

„Ja. Nej …“

Obersten lænede sig frem og foldede hænderne foran sig på bordpladen. Hans kaftanærmer var gledet op og den flossede uniformskant kommet til syne. Han tillod sig et lille smil:

„De er altså kommet fra Chiang Mai til grænsen, til fods eller på anden måde. De kendte ikke landet, De vidste ikke, at De nærmede Dem grænsen, De vidste ikke, at De overskred grænsen. Det er ulovligt, det ved De selvfølgelig, ellers kunne man have fortalt Dem det i enhver landsby. Men hvorfor skulle De spørge? De var jo turist, bare ude for at se Dem om. De taler måske ikke engang sproget. Har jeg ret?“

„Ja,“ mumlede fangen. Han så ned i sin kop. Obersten lænede sig tilbage; hans smil var borte.

„De var turist, men De anede ikke, hvor De befandt Dem. De var hundrede kilometer fra civilisationen, men De medbragte en stor sum penge.“

Fangen blev ved at se ned i sin kop og sagde ingenting. Der blev en lang pause. Karbidlampen hvæsede, og andre lyde var der ikke i teltet. Så sagde obersten:

„Lad os nu i stedet gøre en anden og rimeligere antagelse. Lad os gøre den antagelse, at det ikke var tilfældigt, De netop tog vejen mod grænsen, og at det heller ikke var tilfældigt, at De ikke standsede dér, men fortsatte over grænsen. Lad os antage, at De udmærket vidste, hvad De burde vide – at De dermed brød landets love. Begge landes love i realiteten. Lad os antage, at De gjorde det, fordi De var nødt til det; nød bryder alle love. Lad os antage, at nogen var efter Dem, at De kort sagt var på flugt. Hvem kunne dog være efter Dem, en diplomat ved den amerikanske ambassade i Bangkok? Hvem kunne dog bringe Dem i den situation, at De måtte flygte over grænsen ad denne usædvanlige rute? Politiet? Hvorfor ikke? De havde mange penge på Dem – ambassadens penge? De er måske tyv? Måske er det ikke engang Deres eget pas, jeg sidder med, selv om billedet ligner, men den slags kan man vel betale sig fra i Bangkok. Måske burde jeg føre Dem tilbage til grænsen og udlevere Dem til myndighederne på den anden side.

De behøver ikke svare. Jeg talte før om at mødes til forhandling på lige fod. Nu vil jeg fortælle Dem noget om mig.“

Men som om obersten fortrød sine ord i samme øjeblik, han havde sagt dem, fulgte der igen en lang stilhed. Obersten sad som stivnet og så ud i luften foran sig mod et punkt bag fangen og over hans hoved; fangen betragtede ham i op mod et minut uden at kunne se nogen forandring ved ham. Da der endelig kom bevægelse, var det til venstre; det var oppasseren, der nu igen kom ind i fangens synsfelt, medbringende en lang kinesisk pibe. Obersten lænede sig frem, tog den, fik ild, lænede sig tilbage og pustede røgen ud gennem næsen i to lange stråler. Så sagde han:

„Stillingen i disse egne er ikke, som den var i gamle dage. De svage er blevet stærkere, og de stærke er blevet svagere. Her mod øst, tæt nord for, hvor vi befinder os i øjeblikket, står kommunisterne; de går fra landsby til landsby, de tager den ene efter den anden, og de bliver stærkere for hver landsby, de tager. De landsbyer, hvor de har magten, bliver lukket af fra omverdenen, vi kan ikke komme ind i dem, og der kommer ikke længere … afgrøder fra dem. De tilhører en anden verden. Der er trukket en grænse mellem dem og os, og handelen lider under det. I vest står regeringsstyrkerne. De rykker også frem, og det er heller ikke godt for handelen. Situationen er således ikke så let som før. Den … afgrøde, jeg taler om, er blevet knap; den kan stadig skaffes, men det gælder om at vide, hvem der kan skaffe den. Forstår De, hvad jeg mener?“

Fangen, der udmærket vidste, hvor obersten ville hen, men foretrak at være forsigtig, sagde:

„Hvad taler De om?“

Obersten sukkede og pustede røg ud gennem næsen.

„Lad os tale om … jade,“ sagde han. „Jade er det, vi bør tale om.

De har set karavanen, over hundrede fuldt lastede muldyr. Jeg er i besiddelse af disse varer, denne jade, som jeg har … skaffet mig. De må tro mig, når jeg siger, at der ikke er andre varer at få i øjeblikket. Dette er al den jade, der findes. Men hvad skal jeg med jade? Hundrede muldyr lastede med jade? Jade er til for at blive solgt. Handelen gavner os alle. De har penge, De har forbindelser i Amerika eller måske Europa, De kan skaffe flere penge, så mange der er brug for. Og jaden er Deres – Deres alene. Forstår De mig?“

I strid med sandheden sagde fangen:

„Jeg er ikke sikker.“

For første gang stod der et udtryk at læse i oberstens ansigt, og det var et udtryk af håbløshed, af barnlig hjælpeløshed. Fangen betragtede obersten, og al ængstelse forlod ham. Han forstod, at han ikke for alvor havde noget at frygte fra denne mand, der var en større amatør end han selv. Han sagde:

„Jeg tror, jeg forstår Dem.“

Udtrykket i oberstens ansigt afløstes af et smil, som ingenting fortalte om hans tanker. Obersten var lettet; måske var der en fremtid, måske kunne der gøres gode forretninger med denne mand, som han var holdt op med at betragte som sin fange. Han drak tilfreds sin te. Hans pibe var gået ud, men det bekymrede ham ikke.

Oberstens liv havde ikke været noget triumftog. Hans militære liv – og andet liv havde han ikke – havde været en kæde af fiaskoer, en snart halvhundredårig flugt fra det ene nederlag til det andet. Han var gradueret fra en provinsofficersskole i ’31, netop tidsnok til at blive sendt mod japanerne, og han havde tabt. Men det havde han ikke været ene om, og hans personlige indsats i spidsen for sin lille deling, hans iver efter at bruge, hvad han havde lært, var blevet påskønnet; han var blevet forfremmet. Med en større kommando blev han sendt mod kommunisterne i Kiangsi, men kommunisterne sivede mellem fingrene på ham, og et uovervejet fremstød ind i urekognosceret terræn havde kostet ham halvdelen af hans mandskab.

Denne gang var der ingen påskønnelse og ingen forfremmelse. Der fulgte nogle år med skrivebordsarbejde i Peking, inden obersten, som dengang kun var kaptajn, sammen med resten af hæren måtte vige for japanernes fornyede angreb – først til Shanghai, siden til Nanking, derefter i vild flugt vestpå til egne, hvor ingen havde set eller nogen sinde ville komme til at se en japaner. Her havde han ventet, til befrielsen kom; så var han blevet kaldt til hovedstaden og i den almindelige sejrsrus forfremmet til oberst. Men da nøgternheden vendte tilbage og der blev set på, hvad hver enkelt havde udrettet under krigen, var den nyudnævnte oberst blevet forflyttet til en fjern provinskommando ved Øvre Yangtze. Her sad han, mens kommunisterne, der fra en sammenløben bande af guerillasoldater var blevet en hær, langsomt men sikkert erobrede resten af landet. Han havde forsøgt at slutte sig til Chiang Kai-shek, da denne satte over til Taiwan, men var brudt for sent op og måtte vende om; kommunisterne stod allerede i Kanton, og de sidste byer i det store land var ved at overgive sig. Så havde han trukket sig over grænsen til Burma, havde besat nogle dale i de mest utilgængelige dele af Shan-landet og gjort sig selv til konge over et lille rige med omkring hundrede landsbyer.

Som årene gik og blev til årtier, skrumpede dette tal efterhånden ind til halvtreds, så til tyve, så til ti. Til sidst var der ingen tilbage.

Med resterne af sin hær, men ellers ene i det fremmede land som et barn, hvis forældre har forladt det, havde obersten igen begivet sig ud på sin evige flugt over bjerge og gennem jungler.

De grønne skrænter smilede som en hån mod soldaterne, der svedende stred sig frem. I dalene brusede floderne mod syd, ved deres bredder lå spredte landsbyer, og omkring dem nikkede opiumsvalmuernes hvide blomster. Hvide blomster, mark efter mark, skjult bag bjergenes grønne mure, en hvid og grøn frodighed, en yppighed, der kunne gøres op i guld og tage vejret fra én. På denne flugt gennem de hvide valmuers land modnedes oberstens sidste plan, og på den ville han sætte alt ind. Forbi hans næse drog opiumskaravanerne på deres vej mod Thailand og den store verden. Han ville overtage dem – hvem var nærmere til det end han? Kontrollerede han først opiumshandelen, behøvede han aldrig savne penge, og hvem ved, måske kunne et langt livs mange nederlag en skønne dag vendes til en enkelt, men afgørende sejr?

Derfor havde han med sin hær lagt sig i baghold på det fugtigste og usundeste sted i junglen og ventet dér, til karavanen kom forbi. Det var sket for et par dage siden. At tage karavanen havde kostet ham flere soldater, og nu var han igen på flugt; for hvad det næste skridt skulle være, havde han ikke planlagt. Livet igennem havde han glemt at planlægge det næste skridt og således også nu. Det var først, da han stod med byttet, det gik op for ham, at han ikke blot kunne gå over grænsen med sin karavane og føre den mod Bangkok. Han havde hundrede muldyr lastede med heroin, men han havde ingen køber. Nogen strategisk begavelse havde obersten aldrig været. Men nu var der lys forude; han havde grund til at være tilfreds.

Fangen sagde:

„Men jeg har ingen penge.“

„Ikke det?“

„Ikke længere.“

Obersten virkede, som om denne bekendelse gjorde ham lidt forlegen. Han sugede på sin pibe, men der kom ingen røg. Efter et par forsøg lagde han den fra sig og sagde:

„De får naturligvis Deres penge igen. Lad os sige, at jeg foreløbig har taget dem i forvaring. Lad os sige, at de er et afdrag på købesummen, min sikkerhed. Ja, lad os sige det.“

„Et afdrag?“

„Ja. Et afdrag.“

I kraft af det, der var gået forud, vidste fangen, at de penge, obersten havde taget fra ham, var den fulde købesum. Men det vidste obersten åbenbart ikke; måske forsøgte han at presse prisen i vejret, men så naiv kunne han vel ikke være. Altså vidste han ikke, hvad heroin kostede, eller han havde ikke talt pengene, eller begge dele. Fangen fik mindre og mindre respekt for obersten.

Han sagde:

„Det er i orden.“

Oberstens ansigt strålede. Han slog sine hænder sammen, gned dem mod hinanden, rejste sig, gik over til den side af bordet, hvor fangen sad, og greb begge hans hænder. Fangen havde også rejst sig; han brød sig ikke om at være så tæt på obersten. Men denne mærkede det ikke.

„De gør mig meget glad,“ sagde han. „Intet er så smukt som enighed mellem mennesker.“ Og i en anden og lettere tone: „Hør, jeg har noget, som tilhører Dem.“

Han slap fangens hænder og famlede efter sine lommer, men fik kun fat i kaftanens silkefolder, og i dem var der ingen lommer. Han tog den af og smed den over en stoleryg. Den lette feltstol væltede, men obersten ænsede det ikke. I brystlommen på sin uniformsjakke fandt han et sammenkrøllet stykke papir. Han foldede det ud og rakte det til fangen:

„Hvorfor rejser De rundt med en papirtiger? Er det Dem selv?“

Han lo ad sin egen vittighed – en overgearet latter, som når en stor nervøsitet er lettet. Fangen lo ikke. Han tog mod papirtigeren uden at svare og kom den i sin egen brystlomme. Han havde håbet, det havde været hans pas eller nogle af pengene, at han nu skulle løslades for at rejse ud i verden og finde kunder til oberstens heroin. Obersten lod sig ikke mærke med det manglende svar. Han lagde en arm om sin fanges skuldre og ledte ham mod udgangen.

Han var en høj mand, og uniformsærmet lugtede kraftigt af sved. I samme muntre tone som før sagde obersten:

„Kom, lad os gå ud og se på varerne!“

De trådte ud i det fri. Månen var stået op og stod som en kobbergongong i templets mørke foran dem over floden, der lignede smeltet tin. Den flød forbi dem, rundt i en bred bugt til højre for dem og så bort gennem dalen mod øst, først som et bånd, senere i pletter – som spildte dråber af smeltet tin. Lejren var helt stille, soldaterne gået til ro, bålene døende. Også skoven var stille. Fangen blev urolig; han sagde til obersten:

„Har De hørt?“

„Hvad?“

„Alt er så stille.“

Obersten standsede og lyttede.

„De har ret,“ sagde han. „Men lad det ikke bekymre Dem. Vores stilling er god, vi kan holde den. En fjende, som vi ikke kan høre, kan ikke true os.“

De gik videre. Men i det øjeblik, de nåede bunken af muldyrenes paksadler, brød det løs. Fra alle sider bragede skuddene. Lejren vågnede, alle stemmer, der øjeblikket før havde været tavse, råbte i munden på hinanden. Soldaterne var på benene og greb efter deres våben. Mange af dem faldt, så hurtigt de var kommet op. Resten kunne kun skyde i blinde; angriberne kunne ikke ses, kun nu og da kom en skygge ind foran et af de yderste bål for straks efter igen at forsvinde i mørket. Alle løb hen mod, hvor der blev kæmpet, obersten løb, vagtposterne løb.

Med ét var fangen alene. Han smed sig bag paksadlerne, det fløjtede i luften over ham, han lod sig rulle ned ad skrænten mod floden. Her blev der ikke kæmpet; angrebet var kun kommet fra de tre sider. Kamptummelen var ikke længere omkring ham, men et sted i mørket bag ham, og han rejste sig og løb. Han havnede blandt muldyrene. De var panikslagne, men kunne ikke undslippe, deres forben var bundet sammen. Han løb gennem flokken, han søgte at holde sig fri af kroppene, der malede omkring ham som sten i en kværn.

Jorden blev blød. Han var ved floden. Den lå foran ham som en bred flade af tin, bag den var bjergene sorte – som om dagen, der var forbi, havde været en bronzestøbers smelteovn, hvor pytter af smeltet kobber og tin lå tilbage mellem slaggerne en tid lang, efter at den var slukket.

Han måtte videre. Kampene ville komme denne vej, angriberne ville drive forsvarerne foran sig ned mod floden. Han løb til venstre, mod nord, kom ind i et tæt krat, måtte udenom, stod i vand til knæene, videre, videre, igen krat, siv, så en mudderbanke, så stødte han mod noget hårdt. Han bandede højt, gned sit skinneben, følte for sig med den anden hånd. Det var en træstamme, han var stødt på, den var hul; det var en kano.

Månen lyste klarere nu, han kunne se den. Hvem havde dog lagt en båd her? Hurtigt skød han den ud i floden, sprang op, lod sig flyde med strømmen. Han tørnede mod krattet, hvor han var løbet forbi et øjeblik før, greb de sværeste grene, han kunne nå, og stødte sig længere ud. Båden tog fart, krattet gled forbi. På den anden side stod en mand, bevæbnet, sortklædt, sortsværtet i ansigtet, hans øjne hvide i månelyset. Han så kanoen og så den ikke; hans opmærksomhed var ved kamppladsen, han ventede på de flygtende, der om lidt ville komme ned deroppefra.

Nu gled kanoen ud i hovedstrømmen, det gik stærkere, lejren kom til syne som et tableau. Den oplystes af månen, de kæmpende var i skred ned ad højens side, og på toppen stod oberstens telt i flammer. Et øjeblik stod synet for fangen, så var det væk, skoven skød sig frem og skjulte det. De kæmpendes råb og skud hørtes endnu en tid, så var også det forbi. Tilbage var skovens lyde, de lyde, som havde manglet før, og hvis fravær havde fortalt fangen, at noget var galt, da han sammen med obersten gik gennem lejren. Nu var de der, som de skulle være, lyden af de mange små og store dyr, der lever om natten, fordi mørket er godt både for den, der pønser på overfald, og for den, der vil værne sig mod overfald. Fangen, der på mirakuløs vis var undveget i en kano, som en eller anden havde efterladt på flodbredden, hørte ikke til nogen af de to grupper. Han forstod, at det ikke var meningen, han skulle dø den nat, og han var træt. Han faldt i søvn og lod sig drive, hvor floden førte ham.

Han vågnede nogle timer senere; han frøs. Natten var fremskreden, månen stod højt og bag ham. Han vidste ikke, hvor han var, eller hvad klokken var. Han fandt Karlsvognen og Nordstjernen, der næsten rørte højderne på hans venstre side. Så stod månen i vest, han selv var på vej mod øst, og klokken måtte være et eller to om natten.

Mens han prøvede at forestille sig et kort over egnen og finde ud af, hvor han var, gled noget ind i månestriben foran ham, noget stort og mørkt – et skib. Et enkelt hvidt lys brændte i mastetoppen; han havde først taget det for en stjerne. Han ledte efter årer, men fandt ingen. Han forsøgte at bremse bådens fart med hænderne, gjorde sig klar til at praje. Så svajede skibet foran ham og vendte siden til i månelyset. Et flag var malet på skibssiden, han genkendte de blå, hvide og røde striber. Dækshus og kommandobro tårnede sig højt nu, en lille kanon var synlig på dækket.

Han holdt op med at bremse og forsøgte i stedet at skyde sig længere ud i strømmen, men uden effekt; han drev blot nærmere uden at kunne gøre hverken fra eller til. Dette skib, som han et øjeblik havde set som sin redning, var et thaigrænsebevogtningsfartøj, en flodpatrulje, men Thailand ville han ikke tilbage til, ikke nu, ikke efter det, han havde gjort. Hvor ville han så hen? Han vidste det ikke.

Han holdt vejret og lå stille, mens kanoen gled tæt forbi det tavse skib. En enkelt vagt sad på fordækket, han så den anden vej, måske sov han. Så var kanoen forbi, og patruljebåden forsvandt hurtigt agterude.

Den undvegne fange åndede friere; han var reddet endnu en gang. Og nu vidste han, hvor han var, men han vidste også, at det var umuligt at gå i land, ikke på højre bred. Venstre bred da? Som en slags svar dukkede flere skibe op, to, nej, tre på række, mørke og tavse, men med et andet flag malet på siden: Laotiske. De lå og vogtede på hinanden på denne roligt strømmende flod, der skilte de to lande, og han var fanget mellem dem. Han måtte videre. Når morgenen kom, ville han være fortabt.

Af sig selv gled kanoen ned ad floden, og den undvegne fange havde ikke andet at tage sig til end at spekulere over, hvordan han var kommet ud på denne rejse, som ikke kunne afbrydes, men kun fortsætte videre, videre, til han nåede sit endelige bestemmelsessted. Det var ikke tanker, han brød sig om. Han vidste jo, hvad det var for en flod, soldaterne havde fortalt ham det:

„Mekong!“ havde en af dem sagt og peget. Det var så sent som dagen før. En åbning mellem træerne havde vist dem floden for første gang, mens de langsomt drog frem ad en højderyg, der var dækket af tæt, dampende skov.

Lån bogen