Profetiens kald

Info om bogen

 

Forfatter:
Mette Bundgaard Laursen
Forlag:
Facet
Udgivelsesår:
2014
Gymnasiepigen Kate ved ikke, at den nye dreng i klassen Noah er en prins fra en fjerne galakse.

Kort resume

Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal. Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at vinde Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.

Fakta om forfatteren

Mette Bundgaard Laursen er født i Randers i 1977. I folkeskolen fik hun ros for sine stile i dansk, der næsten altid udsprang af fri fantasi. (Det der med analyse og fortolkning gjorde man ikke så meget i dengang i 80’erne – eller måske syntes hun bare, det var sjovere at opfinde noget selv). Siden da gik det ned ad bakke med skrivningen.

Hun kom i gymnasiet, fik en videregående uddannelse og snuppede derefter endnu en uddannelse. Indimellem drømte Mette Bundgaard Laursen om at blive romanforfatter, men da det krævede, at hun satte sig foran sin computer og begyndte at skrive fiktion (noget hun stort set ikke havde gjort siden folkeskolen), blev det ved drømmen. Indtil den dag hun fik afslag på det, hun troede, var hendes drømmejob.

”Okay! Så skriver jeg den forpulede roman!” råbte hun mod himlen (eller også tænkte hun det bare), og satte sig derefter til tastaturet. Og der blev hun siddende. Efter nogle måneder gik det op for hende, at det med at skrive historier slet ikke var så tosset igen. Faktisk var det så sjovt, at romanen blev til tre. Og de udsprang næsten af fri fantasi.

Lån bogen

 

Kaylee bevægede sig lydløst ned ad rumskibets korridor. Hun havde strålepistolen klar, hvis hun skulle støde på nogle af skibets besætningsmedlemmer, men indtil videre havde hendes mission været let. Faktisk lidt for let, nu hun tænkte over det. Knapt havde hun tænkt tanken til ende, før hun hørte et klik, og et stort glasbur faldt ned over hende. Instinktivt fyrede hun løs på glasset, men det fik ikke så meget som en skramme. En latter trængte gennem ruden.
“Det der virker ikke på titanglas,” lød en hæs, metallisk stemme. Øjeblikket efter dukkede stemmens ejer op på den anden side af glasset. Morphen betragtede hende med sine store, sorte øjne, der fyldte næsten hele dens bulnede kranium. Den lod sine fire tentakler suge sig fast til glasset og trådte frem, så de stod ansigt til ansigt. Kaylee havde aldrig i sit liv set noget så klamt.
“Hvor er jeg glad for at have fanget sådant et fint eksemplar af den menneskelige race,” fortsatte den. Da den talte, røg klatter af slim ud på glasset, og Kaylee fulgte dem med øjnene, da de gled ned ad ruden. Hun begyndte langsomt at fatte situationens alvor: Hun var fanget. Måske for evigt – eller måske bare til hun døde af de eksperimenter, som morpherne ville udføre på hende. Under alle omstændigheder ville hun ikke kunne nå tilbage til Jorden og starte i 2. g i morgen.

 

 

Jeg sad lidt og stirrede på skærmen og den blinkende, sorte bjælke. Så trykkede jeg på ‘back space’ og slettede den sidste sætning, klikkede på ‘gem’ og lukkede låget på min laptop. Jeg sukkede dybt og kom på benene. Hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at komme op i morgen tidlig, måtte jeg hellere gå i seng nu. Tanken strejfede mig, om jeg ikke hellere ville være fanget af en morph end at skulle starte i skole igen, men jeg indså hurtigt, at det var en fjollet tanke: Min mor ville få et føl, hvis jeg ringede hjem og

sagde, at jeg var nødt til at droppe ud af gymnasiet, fordi jeg var blevet kidnappet af morpher. Og jeg vidste ikke engang, hvilken del hun ville finde mest foruroligende. For det meste fattede jeg ikke, hvorfor jeg havde valgt at gå i gymnasiet. Hvis det overhovedet havde været et valg. Det var ligesom bare noget, der var sket helt af sig selv. Ingen havde nogensinde sat mig ned og forklaret

mig, at der var valgmuligheder. Når lærerne i folkeskolen havde talt om teknisk skole eller handelsskolen, havde jeg ikke opfattet det som noget, der havde med mig at gøre. Jeg vidste jo allerede, at jeg skulle i gymnasiet. Men måske kunne jeg have fundet noget på teknisk skole, som ville have været lige mig. Hvis jeg altså havde haft valget. Men nu gik jeg altså i gymnasiet. Jeg kunne vinge første år af på min todo-liste. Så var der kun to tilbage. Gennem en hel, lang sommerferie havde jeg forsøgt at fortrænge, at min frihed ikke ville vare evigt, og som minutterne tikkede af sted, kom første skoledag nærmere og nærmere. Gensynet med det store skrummel af gule mursten var langt fra glædeligt. Arkitekten bag skolen havde været kendt for at tegne arresthuse og havde tydeligvis taget den på rutinen, da han tegnede skolen som en firefløjet bygning med en lukket atriumgård i midten.

 

Mit klasselokale lå i stueetageni den bagerste fløj, så jeg kæmpede mig gennem gården, hvor rygerne stod i klynger og fik skolen til at ligne en kæmpemæssig, kvadratisk skorsten. Et par af dem fulgte mig med øjnene, og det slog mig, at de måske også kunne se den sorte bowlingkugle med tilhørende lænke, som jeg slæbte med mig tværs over atriumgården. Inde i klasseværelset havde de andre dannet små klynger ved bordene, og at dømme efter lyden forsøgte de at overgå hinanden i, hvem der havde haft den bedste sommerferie. Jeg slog mit stealth-mode til, og som en skygge gled jeg ubesværet gennem de snakkende og grinende forhindringer og dumpede ned på min gamle plads ved bordet i det bagerste hjørne. Der lød et næsten synkront udbrud af “eeej” og “iiih” fra en stor gruppe piger, der var samlet omkring et af bordene i anden række, og i midten af den kunne jeg skimte Emilie, der havde sat foden op på en stol.

“... og dem her købte jeg i Milano,” sagde hun.

Jeg lavede himmelvendte øjne, da pigerne var ved at falde over hinanden for at komplimentere Emilies nye sko. At sige, at jeg havde et anstrengt forhold til Emilie, ville være en underdrivelse. Hun havde vundet guld i skolens popularitetskonkurrence, så snart hendes klakkende hæle havde bevæget sig ind på skolens område. Hun så konstant ud, som om hun kom direkte fra et photo shoot til Vogue. Eller fra optagelsen til en Wella-reklame. I løbet af mit sytten år lange liv havde jeg fundet en regel, der var så godt som hundrede procent ufejlbarlig: Folk, der gjorde et stort nummer ud af indpakningen, forsøgte som regel at kompensere for, at det, der var indeni, var en skodgave (neeej, en grydeske? ... men den var flot pakket ind). Emilie var et mønstereksempel på den regel. Jeg var vist bare den eneste, der havde opdaget det. Så snart hun stak folk et af sine patenterede Emilie-smil, begyndte de at tilbede den jord, hun gik på. Men folk var generelt nok ligeglade med at få grydeskeer – så længe de var flot pakket ind.

“Kate?” Emilie havde løsrevet sig fra sin skare af beundrere og var kommet ned til mig.

“Jeg så dig slet ikke, da du kom ind. Har du haft en god sommerferie?”

Som en del af Emilies velgørenhedsprojekt havde hun tilsyneladende udset sig hende den mutte outsider nede i hjørnet (ja, altså mig) og havde besluttet sig for at snakke lidt med hende en gang imellem. Sikkert for at bevise over for sig selv og resten af verden, at hun var et virkelig åbent og rummeligt individ, der tog sig kærligt af sine medmennesker. Det var startet i midten af 1. g, da rollefordelingen i klassen var faldet nogenlunde på plads – hvem der var de populære, hvem der var de dygtige, de flittige, klassens

klovn, og hvem der var outsiderne. Jeg havde det fint med at tilhøre sidstnævnte kategori. Når man skriver science fiction-noveller i sin fritid, så beder man vist selv om det. Men Emilie syntes åbenbart, det var synd for mig, for hun forsøgte af og til at starte en samtale med mig. Hun troede sikkert selv, at hun gjorde mig en tjeneste, men det havde den stik modsatte virkning. Hun fik mig altid til at føle mig som en ældre dame, der lige havde haft besøg af sin besøgsven fra Dansk Røde Kors.

“Jo, tak, den var fin nok,” svarede jeg og håbede, at Emilie ikke ville bede mig om at uddybe det. Jeg var næsten sikker på, at det ville afstedkomme et medlidende blik, hvis jeg fortalte hende, at jeg havde brugt ferien på at arbejde. Hun så ud, som om hun skulle til at sige noget mere, men i det samme kom vores lærer ind ad døren. Med sig havde han en fyr, som jeg ikke havde set før.

“Ja, hvis I så lige kan finde jeres pladser ,” halvvejs råbte Vanggaard, vores dansklærer, for at overdøve dem, der stadig var optaget af at fortælle om deres ferie. Synet af den fremmede var effektivt. På et øjeblik havde alle indtaget deres pladser, og den højlydte snak var erstattet med en livlig hvisken med sidemanden.

“Ja, det her er så Noah,” sagde Vanggaard og gav Noahs skulder et klem. “Han er udvekslingsstudent og skal gå i klasse med jer det her skoleår.”

Noah var en høj fyr med gyldent, pjusket hår. Han var velbygget og havde en teint, der emmede af solskin. Han smilede selvsikkert, mens han kiggede ud over klassen og blev mødt af seksogtyve par øjne. Hvis nogen havde taget et billede af situationen, ville jeg med det samme have peget på Noah og påstået, at han måtte være photoshoppet ind i billedet. Han var totalt malplaceret. Han lignede en, der hørte hjemme på en strand i Californien – ikke i et gustent klasselokale i en provinsby i Danmark. Han så ikke ud som en Noah. Han så ud som en Chad eller en Brad. Han manglede bare surfbrættet under armen, så var han klar til at blive photoshoppet tilbage til den californiske strand.

“Du kan sætte dig på en af de ledige pladser nede bagved,” sagde Vanggaard og slap sit tag i Noah, der begyndte at kante sig ned gennem rækkerne af to-mandsborde – under skarpt opsyn af pigerne, der var ved at dreje deres hoveder af led for at indtage ham med øjnene. Jeg havde været vant til at have et bord for mig selv, siden min sidemand droppede ud i midten af 1. g. Ved bordet ved siden af sad Sebastian, som altid havde siddet alene. Det var de to pladser, Noah kunne vælge imellem, og eftersom alle andre sad ved siden af en af deres eget køn, var jeg sikker på, at Noah ville sætte sig ved siden af Sebastian. Men måske var det, fordi Sebastian havde været omhyggelig med at brede sine ting ud over hele bordet. Eller måske var det, fordi Noah ikke var vant til fyre, der brugte eyeliner – eller havde neonblåt hår og piercinger syv forskellige steder i ansigtet. Eller måske virkede mit kommunefarvede hår og havregrødsblege hud eksotisk på en, der var vant til platinblonde silikonebabes i alt for små bikinier. Hvad end grunden var, valgte han at sætte sig ved siden af mig. Han sendte mig et smil, som jeg forsøgte at gengælde, imens min fantasi løb af med mig. En ny dreng i klassen. Var det ikke altid sådan, det startede i bøgerne? En fremmed, omgærdet af mystik. En heltinde, der med det samme følte sig magnetisk tiltrukket af ham. En hemmelighed, der kom imellem dem. Og efterhånden som fortællingen skred frem, ville den grumme sandhed gå op for den gode heltinde: Hendes udkårne var i virkeligheden en vampyr ... eller en engel, eller en varulv, en dæmon, en fe eller noget andet frydefuldt ubehageligt. Jeg skævede til Noahs hænder, der var i gang med at pakke hans taske ud. Måske bar de præg af at have været forvandlet til poter inden for de sidste par uger? Jeg indså hurtigt, hvor fjollet den tanke var: No way, at sådan en renskuret prettyboy ville være en varulv. Hvis han overhovedet var noget interessant, måtte han være vampyr. Bortset fra ... at det ikke gav mening, at han var så solbrændt, men måske kunne vampyrer i virkeligheden godt få lidt kulør? Måske var det bare i bøger og på film, at de var blege?

 

Min tankestrøm blev afbrudt, da jeg opdagede, at Noah kiggede på mig. Hans hvide tænder stod i skarp kontrast til hans gyldne hud, da han smilede til mig på sådan en alt for kæk ‘er-jeg-ikke-bare-dejlig’-måde. Jeg vendte blikket væk og fik øje på Emilie. Hun havde vendt sig om imod os og sendte nu Noah et af sine strålende Emilie-smil. Jeg var ikke i tvivl om hendes intentioner.  Jeg var sikker på, at hvis hun havde kunnet, ville hun have hængt et stort skilt om halsen på ham, hvor der stod ‘reserveret’. Hun var godt nok kendt for kun at ville date lækre 3. g’ere, men jeg var sikker på, at hun ville gøre en undtagelse i Noahs tilfælde. Timen gik med, at Vanggaard fortalte om årets pensum, advarede os om, hvor travlt vi ville få, og truede os med, hvor galt det ville gå, hvis vi

kom bagefter med afleveringerne. Der var ingen anledning til, at jeg skulle tale med min nye sidemand, så jeg brugte noget af timen på at skrive mærkedage ind i min nye kalender. Jeg var stadig i gang med det, da det ringede ud. De andre begyndte at rejse sig og vendte tilbage til sommerferiesnakken, og Noah vendte sig mod mig.

“Den 22. august,” sagde han og pegede på min kalender. “Hvad?” sagde jeg og så på ham. Jeg havde været så optaget, at jeg næsten havde glemt, at der sad en ved siden af mig.

“Min fødselsdag. Det er den 22. august.” Han smilede kækt. “Jeg så, at du var ved at skrive fødselsdage i din kalender, så nu kan du også skrive min i.”

Det første, jeg bemærkede, var, hvor usædvanligt blå hans øjne var. Det måtte være farvede linser – hvor var det bare klamt, når fyre brugte farvede linser. Og så det smil. Jeg ville sætte penge på, at han havde års træning i at smile det der skæve, charmerende smil, som han sendte mig lige nu, og at han var vant til, at alle piger betragtede ham som universets centrum. Han var med garanti også typen, der brugte en time foran spejlet hver morgen for at få det helt perfekte, pjuskede ‘jeg er lige stået ud af sengen, men er alligevel dødlækker’-hår. Med andre ord: Endnu en grydeske.  

Jeg gengældte smilet – omend mit sikkert var adskillige watts lavere end hans – og sagde:

“Tak for oplysningen, men jeg skriver altså ikke alles fødselsdage i min kalender.” Han så uforstående på mig, så jeg uddybede: “Jeg skriver kun de fødselsdage, som jeg kan huske i hovedet – min families, min bedste vens, Harry Potters – du ved, folk der er vigtige i mit liv.”

“Men jeg er v...” begyndte Noah, men stoppede sig selv. Jeg så undersøgende på ham. Du er hvad? Vigtig? Jeg tror nærmere, selv-vigtig er ordet.

“Hvorfor skriver du dem i din kalender, hvis du kan huske datoerne i hovedet?” spurgte han.

“Fordi hvis ikke jeg gør det, har dagene det med at snige sig forbi mig, uden at jeg opdager det. Kender du det?”

Han rystede på hovedet. I næste øjeblik stod Emilie ved vores bord, og jeg fortsatte med at tegne røde flag ud for fødselsdagene i min kalender.

“Velkommen til,” sagde hun til Noah. “Hvor kommer du egentlig fra?” Fra Californien, tænkte jeg, mens jeg foregav at være dybt optaget af min  kalender. Og surfbrættet holder parkeret udenfor.

“Fra England,” svarede han. Fra England? Kan man overhovedet surfe i England? Måske ude ved en af kysterne?

“Hvorfra i England?” spurgte Emilie.

“Lidt uden for London,” svarede Noah.

Måske surfer han kun i ferierne? Man kan ikke surfe på Themsen, så meget ved jeg trods alt.

“Du taler ret godt dansk,” fortsatte Emilie. “Hvor har du lært det?” Ud af øjenkrogen så jeg Emilie fyre al sin charme af sted mod Noah, der gengældte hendes brede smil og sendte lige så meget charme den anden vej. Hvis jeg ikke havde haft så travlt med mit kalenderprojekt, ville jeg have studeret dem nøje – bare for at se, om der blev en vinder i charmekrigen, eller om der opstod en charmeoverbelastning med efterfølgende kortslutning.

“Min mor er dansk, men min far er englænder,” sagde Noah. “Jeg har boet i England hele mit liv, og mine forældre mente, det var på tide, at jeg prøvede mine sproglige evner af hos de venlige indfødte.”

“Her er de indfødte i hvert fald meget venlige,” sagde Emilie.

“Ja, det er de sikkert. I hvert fald dem, jeg har mødt indtil videre,” sagde Noah og så på mig.

 

 

2

 

De næste par timer gik med verbale trusler. Lærerne mindede os om, at vi nu var 2. g’ere, og at det derfor var slut med fløjlshandskerne. Fra nu af var det alvor, og hvis vi kom bagefter nu, ville vi aldrig indhente det igen, og vi ville ikke få vores studentereksamen. Truslerne havde måske virket lidt bedre, hvis lærerne havde talt sammen inden og koordineret, hvad de ville sige. I stedet lød det, som om de læste højt fra samme manuskript, og min hjerne vristede sig fri af koncentrationen og

begyndte at drive væk – jeg havde et hyr med at finde ud af, hvordan jeg skulle få Kaylee til at slippe væk fra morpherne igen. Virkeligheden kaldte mig først tilbage, da det ringede ud til spisefrikvarteret. Jeg rejste mig hurtigt fra min plads for at købe mad i kantinen. Jeg vidste af erfaring, at hvis jeg ikke styrtede ud ad døren, så snart det ringede ud, kunne jeg bruge hele frikvarteret på at stå i kø. Mens jeg stod i køen og ventede på, at det skulle blive min tur, mærkede jeg et par hænder, der greb mig bagfra og holdt mig for øjnene.

“Gæt hvem?” sagde en stemme, som jeg kendte næsten lige så godt som min egen. Jeg vristede mig fri og langede ud efter min overfaldsmand.

“Peter, din store nar,” lo jeg og faldt om halsen på ham. “Hvor er det godt, at du er tilbage.” Peter var min bedste ven og havde været det altid. Vores mødre havde været slyngveninder siden gymnasiet, så Peter og jeg var blevet tvunget i hinandens selskab, før vi overhovedet kunne gå. Han var kun fire måneder ældre end mig, men et år foran mig i skolen – så han var en sej 3. g’er i år. Hvis man da kunne bruge ordet ‘sej’ og Peter i samme sætning. Han var om muligt en endnu større nørd, end jeg var. Vi var sammen altid – og i en sådan grad, at vi tit jokede med, at vi var et tohovedet monster ved navn KateogPeter. I de sidste tre uger af sommerferien havde monstret dog fået kappet det ene hoved af, da Peter havde været i Frankrig sammen med sine forældre.

 

 

Vi købte mad og fandt automatisk hen til det bord i kantinen, som vi havde betragtet som vores hele sidste skoleår. Et par 1. g’ere var på vej til at sætte sig ned, men Peter gjorde dem høfligt opmærksom på, at bordet var reserveret, mens jeg skulede knapt så høfligt til dem. Det fik dem på bedre tanker, og vi indtog vores faste pladser over for hinanden.

“Det er godt at se dig igen,” sagde jeg og tog en bid af min sandwich. “Og du ser virkelig godt ud.”

Peters normalt leverpostejsfarvede hår var blevet lysnet i den franske sol, som også havde gjort underværker på hans næsten gennemsigtige bleghed.

“Tak skal du have. Hvis du havde droppet det overraskede tonefald, ville jeg have taget det som en kompliment,” sagde han.

“Årh, hold op. Ej, seriøst, der er altså sket et eller andet med dig – ud

over dine solskader. Er du blevet klippet?”

“Ja, det er jeg også. Er du hjemme i aften? Så kunne jeg kigge over og fortælle dig alt om min tur. Jeg har også taget nogle billeder, du kan se.”

“Eeej, billeder,” sagde jeg med ironi i stemmen. “Hvor vil jeg bare gerne se billeder af det franske landskab.” Jeg nåede lige akkurat at undvige, da han sparkede ud efter mig under bordet.

Resten af frokostpausen brugte jeg på at fortælle om alt det nye, jeg ikke havde oplevet, mens han havde været væk, og på at brokke mig over den irriterende udvekslingsstudent, der var skyld i, at jeg ikke længere havde et bord for mig selv. Jeg nævnte, hvad jeg havde svaret til Noahs forslag om at skrive hans fødselsdag i min kalender.

“Ej, Kate, det sagde du ikke, vel?”

“Hvad skulle jeg have gjort – skrevet hans navn i min kalender, bare fordi han er ny? Hvad så når jeg bliver gammel og ikke har andet at lave end at sidde og bladre igennem gamle kalendere og mindes min gymnasietid? Så vil jeg studse over navnet Noah og tænke Noah hvem? Og så vil jeg tro, at jeg er ved at blive senil, fordi jeg ikke kan huske ham, og jeg vil blive helt vildt deprimeret over dét. Vil du virkelig have, at jeg skal gå rundt og være deprimeret i min alderdom på grund af en tilfældig udvekslingsstudent.”

“Tror du ikke, du overtænker det lidt?” spurgte Peter.

Jeg trak på skuldrene og tog endnu en bid af min sandwich. Efter frokost havde jeg min første dobbelttime i psykologi, der var et af mine studieretningsfag. Vores lærer, Kristine, var helt ny – frisk fra universitetet – og det lød ikke til, at hun havde studeret manuskriptet for trusler. For første gang den dag blev min hjerne, hvor den var. Kristine gav en spændende introduktion til faget, om hvordan vi kunne bruge det i vores hverdag, og hun virkede i det hele taget meget opsat på at smitte klassen med sin entusiasme. I anden del af dobbelttimen havde hun forberedt en test, som vi skulle udføre på vores sidemand. Hun udleverede et ark til os med fyrre udsagn, som den anden skulle svare på, og herefter skulle vi tælle point sammen for at finde frem til sidemandens psykologiske profil.

“Vil du starte med at stille spørgsmål, eller skal jeg?” spurgte jeg Noah, da vi fik lov til at gå i gang.

“Det gør du bare.”

Jeg begyndte at læse højt fra arket og krydsede hans svar af. De første var ret harmløse. Her skulle Noah vurdere udsagn som ‘jeg er meget snakkesaglig’ og ‘jeg er en hjælpsom person’ og derefter sige, om han var enig eller uenig i udsagnene. Men jo længere ned på arket jeg kom, jo mere underlige blev Noahs svar. Jeg var nået til spørgsmål toogtyve på listen, da jeg måtte se op fra mit ark for at sikre mig, at han ikke jokede.

“Seriøst?” spurgte jeg og så indgående på ham. Et øjeblik så han forvirret ud.

“Hvad var spørgsmålet lige igen?”

“Jeg er en meget speciel person,” gentog jeg.

“Ja, og der svarede jeg ‘meget enig’. Hvad er der i vejen med det?” Han så alvorligt på mig.

“Ikke noget.” Jeg vendte blikket mod arket igen. “Jeg er født til at blive en stor leder,” læste jeg højt.

“Meget enig,” svarede Noah.

“Mange mennesker beundrer mig.”

“Meget enig.”

“Jeg er altid centrum for folks opmærksomhed.”

Noah tænkte sig lidt om. “Hmm, for det meste. Så det må igen blive ‘meget enig’.”

“Mit liv har afgørende betydning i verden,” læste jeg og så op fra papiret.

Her måtte Noah da give et lidt mere normalt svar. Ingen var så indbildsk, tænkte jeg, men Noah tøvede ikke så meget som et sekund.

“Meget enig.”

De sidste spørgsmål fortsatte i samme dur. Jeg var lamslået. Nok havde jeg med det samme mistænkt ham for at være selvoptaget, men det her var helt ude af proportioner. Det værste af det hele var, at han ikke engang virkede pinligt berørt over sine svar. Det lod ikke til, at han selv kunne se noget unaturligt i dem. Det kom ikke som nogen overraskelse for mig, da jeg regnede resultatet ud og kunne fortælle Noah, at han scorede topkarakter i narcissisme og storhedsvanvid.

“Hvad?” udbrød han, efter jeg havde givet ham resultatet. “Det kan ikke passe. Er du sikker på, at du har regnet det rigtigt ud?”

Jeg stirrede vantro på ham, da han snuppede arket for selv at regne efter, men heller ikke da han selv kom frem til samme resultat, ville han acceptere dommen, men besluttede sig for, at testen måtte være konstrueret forkert. Hans resultat gjorde bare, at jeg næsten blev helt lettet, da testen kaldte mig tillukket og neurotisk. Der lød højlydte protester fra de andre i takt med, at de fik regnet sig frem til deres resultater. Snart summede hele klassen af utilfredse stemmer.

“Hør nu,” råbte Kristine for at overdøve dem. “Testen her er kun ment som underholdning.”

Fra et par af bordene lød det, som om de ikke kunne se det underholdende ved testen. Da det ringede ud, var jeg næsten sikker på, jeg hørte en eller anden mumle noget om, hvor Kristine kunne proppe testen hen. Jeg gik i gang med lektierne, så snart jeg kom hjem, så jeg havde fri til at være sammen med Peter om aftenen. Bagefter lagde jeg mig på min sofa for at læse videre i den bog, jeg var i gang med – en samling science fiction-noveller, som jeg havde læst fire gange før. Kaylee og morpherne måtte vente,

til jeg vidste, hvordan jeg skulle redde hende. Lige så længe jeg kunne huske, havde jeg været fascineret af science fiction, og jeg drømte i hemmelighed om at blive sci-fi-forfatter. Heldigvis var jeg ikke alene med min interesse. Peter var akkurat lige så meget nørd på området, som jeg selv var, og som børn havde vores lege været fulde af ondskabsfulde robotter, krige i fjerne galakser eller dødbringende vira, der havde udslettet alle på nær os to. Desværre havde min interesse gjort det problematisk at lege med pigerne fra min klasse. Når de for eksempel havde leget med Barbie, havde jeg insisteret på, at min Barbie var en robot med menneskehud, der var kommet fra fremtiden for at slå de andre Barbier  ihjel. Når de andre havde leget med sminke, havde jeg brugt al den røde læbestift på at få det til at se ud, som om jeg havde en dødbringende sygdom, som jeg ville smitte de andre med. Hvad end vi legede, forsøgte jeg bare at gøre legen lidt mere ... interessant. Jeg husker tydeligt en gang, jeg var til børnefødselsdag hos Mia fra klassen. På et tidspunkt skulle vi lege ‘Prinsessen og hendes bejlere’. Mia skulle selvfølgelig være prinsessen – hun var den eneste af os, der havde en lyserød strutkjole lige ved hånden, og vi andre skulle så spille bejlerne, der skiftevis kom hen til hende for at fortælle, hvad vi ville give hende, hvis hun valgte en af os. De andre gjorde sig umage med at finde på alle mulige luksusting – som for eksempel: “Hvis du vælger mig, får du din egen sportsvogn og et nyt par sko hver dag” eller “hvis du vælger mig, får du en million at shoppe for hver dag”. Da det blev min tur, havde jeg fundet på, at jeg var en farlig zombie, der havde forklædt sig som bejler, så jeg udstødte en rallen, mens jeg nærmede mig med slæbende skridt. Mia så først forvirret ud, men det ændrede sig, da jeg kastede mig over hende og forsøgte at bide hende i halsen, så hun også kunne blive til en zombie. Den var Mia overhovedet ikke med på. Hun hylede og skreg, mens vi tumlede rundt på gulvet som en kugle af lyserødt tyl. Hun forsøgte at vriste sig fri, men jeg havde hægtet mig godt fast. Så godt, at selv Mias mor havde svært ved at befri sin datter fra det frådende monster, da hun dukkede op nogle minutter senere. Men jeg var jo en zombie. De kunne jo bare have sagt “svuuush” og kappet mit hoved af. Enhver idiot ved da, at man kun kan slippe fri fra en zombie ved at kappe dens hoved af. Eller sådan lød ræsonnementet i hvert fald i min lille barnehjerne. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg hurtigt holdt op med at få lege-aftaler med de andre piger efter den episode? Sjovt nok var det også i samme periode, at pigerne holdt op med at holde børnefødselsdage. I hvert fald officielt. Ikke at det gjorde så meget. Peter havde altid været den, jeg allerhelst ville lege med, og han var altid med på mine lege.

 

 

3

 

 

Jeg var midt i novellen om en videnskabsmand, der blev zappet til atomstørrelse, da min mor kaldte mig ned til aftensmad. Hun havde altid insisteret på, at vi var samlet om bordet til det ene måltid om dagen, og der skulle være mere på spil end bare en kvalifikationskamp, før min far fik lov til at spise aftensmaden foran tv’et. Som socialrådgiver hos kommunen var min mor i kontakt med socialt belastede familier, misbrugere og arbejdsløse. Hun var overbevist om, at ethvert trist tilfælde, hun mødte i sit

arbejde, skyldtes en opvækst med manglende samtale og samhørighed i familien. Min mor benyttede derfor enhver lejlighed til at indlede en samtale med mig om mit liv, tanker og følelser, hvilket jeg nogle gange fandt rimeligt irriterende. Jeg affandt mig dog med, at samtalen under aftensmåltidet var en del af ritualet.

“Hvad skal vi have?” spurgte jeg, da jeg kom ned i køkkenet.

“Bøf med pasta og aspargessalat,” svarede min mor uden at se op fra sit snittearbejde.

“Det ser godt ud.” Jeg begyndte at dække bord.

“Gider du ikke lige kalde på far igen? Jeg har kaldt på ham én gang, men han har åbenbart svært ved at løsrive sig.”

Jeg gik ind for at hente min far på hans arbejdsværelse, og da vi kom tilbage i køkkenet, stod maden på bordet.

“Undskyld Susanne,” sagde han og gav min mor et smækkys. “Jeg glemte, at du havde kaldt på mig.”

 

Min far underviste i matematik på gymnasiet (ikke mit – thank God!), og han brugte derfor mange aftner på at forberede undervisningen. Vi plantede os på vores sædvanlige pladser rundt om bordet og begyndte at øse op på tallerknerne.

 “Hvordan var første skoledag så?” spurgte min mor. Krydsforhøret var i gang.

“Fin nok,” svarede jeg. “Jeg tror, vi får travlt i år. Det var i hvert fald, hvad alle lærerne sagde.”

“Jeg kan godt huske, at 2. g var det år, vi havde mest travlt, da jeg gik i gymnasiet. Lærte I noget spændende?”

“Det var mest bare introduktion, hvor lærerne gennemgik alt det, vi skal igennem i år. Men de to sidste timer var en dobbelttime i psykologi. Det var interessant nok.”

“Ja, det tænkte jeg nok, du ville synes. Jeg tror ikke, du kommer til at fortryde, at du valgte det som et af dine studieretningsfag. Som jeg også sagde dengang: Det skader aldrig at blive klogere på sig selv og andre mennesker.”

Psykologi havde været et af min mors yndlingsfag, da hun gik på socialrådgiveruddannelsen, hvilket jeg havde hørt foredrag om adskillige gange. Jeg var bange for, at hun igen ville begynde på historien om alt det, hun havde fået ud af sine psykologitimer, og om at hun helt sikkert ville have valgt at læse psykologi, hvis hun havde haft gennemsnittet til det. Så jeg skyndte mig at fortsætte.

“Vi sluttede dobbelttimen af med at tage en test, der kom frem til, at jeg er tillukket og neurotisk.” Jeg håbede, at hun ville miste lidt af sin fascination for psykologien, når den nu kom med sådan nogle væmmelige beskyldninger mod hendes datter.

“Nå, det var da noget af en udmelding,” sagde hun. “Så kontant ville jeg nok ikke have formuleret det. Jeg ville nok nærmere betegne dig som lidt utilnærmelig.”

“Helt ærligt, mor?”

“Hvad?” sagde hun, hvorefter hun må have lagt mærke til anklagen i mit blik. “Ja, søde skat, man kan jo ikke lige frem sige, at du går i folk med træsko på, vel?”

“Jamen, jeg kan da ikke gøre for, at jeg ikke er sådan en populær type. Det er da ikke min skyld, hvis jeg virker utilnærmelig.”

“Nej, selvfølgelig er det ikke din skyld. Det er altid de andres skyld, ikke? Eller også er det samfundets skyld, eller regeringens skyld. Jeg ved det, for jeg hører om det hver dag. Men jeg siger jer: Hvis de eksistenser, der møder op på mit kontor, bare havde for en femmer psykologisk indsigt, ville de nok ikke have så travlt med at pege fingre ad alle andre.”

Jeg håbede, at mor var holdt op med at tale om mig og nu havde drejet samtalen ind på sin egen arbejdsdag. Ellers havde hun lige sammenlignet mig med en flok alkoholikere og narkomaner.  Efter aftensmaden gik jeg i gang med opvasken. Jeg var næsten halvvejs, da Peter kom ind ad bagdøren.

“Hej. Godt, du er tidligt på den. Så kan du hjælpe mig med at tørre de her gryder af,” sagde jeg og fortsatte med at sæbe en af gryderne ind.

“Var det nogle spændende psykologitimer, du havde efter frokost?” spurgte Peter og tog et viskestykke.

Jeg fortalte ham om testen og resultatet og om min mors reaktion.

“Synes du også, at jeg virker utilnærmelig?” Jeg så bedende på ham, mens jeg spekulerede på, om jeg virkelig ønskede at høre svaret.

“Dig? Nej, du er lige, som du skal være,” sagde han.

Jeg var ikke sikker på, om der var en smule ironi i hans stemme. Jeg kvitterede ved at sende et skvulp sæbevand i hans retning, og han gengældte ved at sno viskestykket og give mig et svirp.

 

 

Da vi var færdige med opvasken, gik vi op på mit værelse. Jeg satte noget musik på, og vi satte os i min sofa.

“Nå, må jeg så høre om din fantastiske sommerferie,” sagde jeg. “Hvad er det lige præcist, Frankrig har gjort ved dig?”

“Det er måske ikke Frankrig som sådan ...” Peter så ned i gulvet. “Det var måske mere ... jeg mødte en dernede. En pige.” Jeg spærrede øjnene op. Jeg skulle lige have tid til at fordøje, hvad Peter egentlig havde sagt. Han kunne lige så godt have sagt, at han havde mødt Elvis dernede. I al den tid, jeg havde kendt ham, havde han aldrig snakket om piger. Ikke på den måde. En overgang havde jeg haft en mistanke om, at han måske var bøsse, men det var kun, indtil jeg opdagede, at han havde hængt en plakat med Angelina Jolie op på indersiden af sin skabslåge.

“En pige?” spurgte jeg, hvorefter jeg udbrød: “Jamen, det er da fantastisk, Peter.”

“Synes du?” Han så op fra gulvet.

“Ja. Det er virkelig stort. Vores lille Peter har kastet sin kærlighed på andet end film og computerspil. Det er da vildt. Hvad skete der? Hvem er hun? Fortæl. Jeg vil vide alt ... eller ... måske ikke ligefrem alt, men ... fortæl.”

“Jeg har faktisk taget nogle billeder.” Peter var tydeligt lettet over, hvordan jeg havde modtaget hans nyhed. Han fiskede sin mobil op af lommen og fandt frem til billedarkivet. “Her,” sagde han og rakte mig mobilen. “Billederne fra Frankrig starter der. De første er mest bare billeder af landskabet og af vores lejlighed.”

Jeg bladrede hurtigt gennem billederne og stoppede op, da jeg kom til billedet af en pige. “Er det hende her?”

“Ja, det er Giselle.”

“Giselle? Hedder hun det? Oooooh, je m’appelle Giselle, voulez vous coucher avec moi ce soir?” Jeg lavede trutmund. Peter lo. “Ja, det var vist noget i den retning.”

“Seriøst?”

“Nej, okay. Helt så hurtigt gik det vist ikke. Jeg mødte hende den fjerde dag, vi var der. Hendes far var vicevært i det lejlighedskompleks, hvor vi boede, og hun var hjemme for at holde sommerferie fra sin kostskole. En dag lå hun på en af solsengene ved poolen. Jeg hoppede i vandet, men jeg nåede kun et par baner, før hun stod ved kanten og viftede med en flaske solcreme. Hun sagde et eller andet vildt hurtigt på fransk, som jeg ikke fat tede en brik af. Jeg tror nok, jeg fik fremstammet noget i retning af “je ne

comprends pas”, hvorefter hun himlede med øjnene og slog over i engelsk. Hun ville have mig til at smøre sig ind på ryggen ...”

“Ha,” udbrød jeg. “Det er nok det ældste trick i bogen.”

“Ja, jeg vidste så ikke, at der overhovedet fandtes en bog. Men jeg er jo en flink fyr, så jeg sagde selvfølgelig ja. Dagen efter gentog vi seancen, men på et tidspunkt kom hun hen og satte sig på kanten af poolen med fødderne i vandet og begyndte at snakke til mig. Efter et stykke tid spurgte hun, om jeg ville med i byen om aftenen sammen med nogle af hendes venner. Jeg sagde ja, og vi endte på en klub, hvor vi dansede, og hun kyssede mig. Og ja – så var vi sammen hver dag, indtil jeg skulle hjem igen.”

“Nu siger du, at I var sammen hver dag, men betyder det, at I bare var i hinandens selskab, eller betyder det, at I var “sammen” sammen?” Jeg lavede citationstegn med fingrene.

“Det, du gerne vil vide, er, om jeg stadig er jomfru?” grinede han. “Svaret er nej. Da Giselle fortalte, at hun gik på kostskole, tænkte jeg, at det nok var sådan noget vildt religiøst, hvor alle lærerne var nonner, men det kunne man ikke mærke på hende.”

“Wow.” Jeg skulle lige have nyheden til at synke ind. “Men hvad så, skal I se hinanden igen?”

“Nej, det tror jeg ikke. Vi var begge to ret enige om, at det bare var sådan en ferie-fling. Men vi aftalte, at vi kunne prøve at mailes ved en gang imellem. Jeg tror også, at hun ville gå mig på nerverne i længden. Hun havde sat sig for at give mig en makeover, og hvis jeg ikke havde stoppet hende, havde hun smidt halvdelen af mit ferietøj ud, fordi hun syntes, at det var kikset. Det er også hende, der har klippet mig,” sagde han og hev i en af de lysnede lokker.

“Det er vildt pænt til dig,” sagde jeg. “Lige nu kunne du næsten gå for at være en af de der hotte 3. g’ere, som Emilie dater.”

“Seriøst?”

“Ja, jeg mener det. Men bare rolig, jeg er sikker på, at det nørdede look nok skal vende tilbage, nu hvor du er sluppet ud af Giselles klør.”

Han grinede og overfaldt mig med en lammer, som jeg forsøgte at afværge ved at bruge en af sofapuderne som skjold. Da han langt om længe opgav kampen, var der stilhed et øjeblik. “Tænk, at du ikke er jomfru længere,” sagde jeg. “Så er det kun mig, der

mangler.”

“Det kan vi da hurtigt ordne,” sagde Peter og smilede bredt.

“Eeew, Peter. Helt ærligt.” Jeg brød ud i latter, da jeg så hans ansigtsudtryk.

“Nej, jeg mener det ikke på den måde. Jeg har jo lige sagt, at du er blevet super hot. Det ville bare være ... jeg mener, come on, du er jo praktisk talt min bror.”

“Nå ja, det var jo også bare ment som et venligt tilbud. Hvis du nu havde et problem med din jomfruelige tilstand.”

“Jamen, tak for tilbuddet, men jeg betragter ikke min tilstand som et problem.”

Vi brugte resten af aftenen på at snakke videre om Giselle og Frankrig, og om sure kunder i kiosken, hvor jeg havde haft sommerferiearbejde. Ved halvtitiden tog Peter hjem, og jeg gik i seng, men havde ikke held med at falde i søvn med det samme. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde nok regnet med, at alt ville blive som før, når Peter kom tilbage fra Frankrig – at vi igen ville blive det tohovedede monster KateogPeter, men det føltes ikke rigtigt. Det føltes, som om det ene af hovederne stadig lå i

Frankrig.

 

 

 

Lån bogen