Savnet

Info om bogen

 

Forfatter:
C. L. Taylor
Forlag:
Jentas
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Marielle Nielsen Hansen
Underholdende spændingsroman, om en moders omtågede kamp for at finde sin søn.

Kort resume

Du elsker din familie. De får dig til at føle dig tryg. Du kan stole på dem. Eller kan du?

Da femtenårige Billy Wilkinson forsvinder midt om natten, bebrejder hans mor, Claire Wilkinson, sig selv for Billys forsvinden. Dette er hun ikke ene om. Der er ikke en eneste i familien, der ikke føler sig skyldig. Men familien Wilkinson er så vant til at holde hemmeligheder for hinanden, at det først er seks måneder efter Billys forsvinden, efter at en henvendelse om informationer går galt, at sandheden kommer frem til overfladen.

Claire er sikker på to ting – at Billy stadig er i live og at hendes venner og familie ikke har haft noget med han forsvinden at gøre.

Moderinstinktet tager aldrig fejl. Eller gør det?

Nogen gange er det dem, der er tættest på os, der skjuler mest.

Fakta om forfatteren

C. L. Taylor bor i Bristol sammen med sin samlever og lille søn. Hun læste psykologi på universitetet i Newcastle, og hun har arbejdet på et forlag i London og som grafisk designer i Brighton. Hun har modtaget flere priser for sine noveller. I 2014 debuterede hun med sin første roman og blev valgt som “Bestselling Adult Fiction Debut Author” i The Bookseller. Hun har solgt mere end 500.000 eksemplarer af sine to første bøger i England alene. (fra forlagets hjemmeside)

Andre bøger af samme forfatter

Lån bogen

SAVNET AF C.L. TAYLOR

 

Torsdag d. 5. februar 2015

 

Jackdaw44: Vil du prøve noget sjovt?

ICE9: Nej.

Jackdaw44: Ikke sex.

ICE9: Hvad så?

Jackdaw44: Spørgsmål. Jeg keder mig. Det er bare for sjov.

ICE9: ...

Jackdaw44: Det tolker jeg som et ja. OK. Første spørgsmål. Vil du helst være døv eller blind?

ICE9: Du keder dig virkelig, hva’? Døv.

Jackdaw44: Vil du helst drukne i en flod eller dø i en brand?

ICE9: Ingen af delene.

Jackdaw44: Du skal vælge én.

ICE9: Drukne i en flod.

Jackdaw44: Begraves eller kremeres?

ICE9: Jeg synes ikke det her er særlig sjovt.

Jackdaw44: Det betyder jo ikke noget. Jeg prøver bare at lære dig lidt bedre at kende.

ICE9: Underlig måde at gøre det på.

Jackdaw44: Jeg elsker dig. Jeg vil vide alt om dig.

ICE9: Begraves.

Jackdaw44: Berygtet eller glemt?

ICE9: Glemt.

Jackdaw44: Mener du virkelig det?!

ICE9: Ja.

Jackdaw44: Jeg ville helt klart vælge berygtet.

ICE9: Det overrasker ikke nogen.

Jackdaw44: Græde til min begravelse eller vente til du er alene?

ICE9: HVAD?! Lad være med at være så morbid.

Jackdaw44: Det er jeg ikke. Jeg forbereder dig bare.

ICE9: På hvad?

ICE9: Hallo?

ICE9: HALLO?

 

KAPITEL 1

 

Onsdag d. 5. august 2015

 

Hvad tager man på, når man skal stirre ind i et kamera og bønfalde om, om der ikke nok er nogen, en eller anden, der vil fortælle, hvor ens barn er? En bluse? En sweater? Rustning?

I dag skal vi i tv med appel nummer to. Der er gået seks måneder, siden min søn forsvandt. Seks måneder? Hvordan kan der være gået så lang tid? Psykologen, jeg begyndte hos, en måned efter han forsvandt, sagde, at smerten ville mindske med tiden, og at jeg aldrig ville føle tabet af ham så voldsomt, som jeg gjorde den første dag.

Hun løj.

Det tager mig cirka en time, før jeg kan se mig selv i spejlet i soveværelset uden at græde. Mit hår, der i sidste uge blev klippet i en pjusket frisure, klæder ikke mit brede, kantede ansigt, og mine øjne ser dybtliggende og mørke ud under det nye pandehår. Blusen, som jeg mente var fornuftig og præsentabel i aftes, ser pludselig tynd og billig ud, den knælange nederdel er for stram over hofterne. I stedet finder jeg et par mørkeblå bukser og en blød grå trøje frem. Smart, men ikke for smart, alvorlig, men ikke dyster.

Mark er allerede gået ned. Han stod op klokken 5.37 og listede stille ud uden at sige noget, selvom jeg sukkede, da jeg så, hvad klokken var på vækkeuret. I går, da vi gik i seng, lå vi tavse side om side, uden at røre hinanden, og alt for anspændte til at tale. Det tog os en evighed at falde i søvn.

Jeg sagde ikke noget, da Mark stod op. Han har altid været et A-menneske og nydt at stå op før os andre og tusse lige så stille rundt, inden vi andre vågner.

Førhen var der altid en herrens larm om morgenen, når Billy og Jake skændtes om, hvem der skulle først i bad, og så skruede musikken op på fuld volumen på deres værelser, når de gik ind for at tage tøj på. Så plejede jeg at hamre på deres døre og råbe, at de skulle skrue ned. Mark har aldrig været god til støj. I ugens løb kører han fra by til by som led i sit job som sælger for et medicinalfirma, men altid i stilhed – ingen musik, lydbøger eller radio til ham.

”Mark?” Den er halv otte, da jeg kommer ud i køkkenet, hvor jeg sørger for at træde uden om den revnede flise ved køleskabet, så jeg ikke river hul på mine strømper. For tre år siden åbnede Billy køleskabet, og en flaske vin faldt ud og knækkede en flise, som Mark var blevet færdig med at lægge dagen inden. Jeg sagde dengang, at det var mig.

”Mark?”

Elkedlen er stadig varm, men min mand er ingen steder at se. Jeg stikker hovedet ind i stuen, men der er han heller ikke. Jeg går ud i køkkenet igen og åbner bryggersdøren, der fører ud til indkørslen på siden af huset. Garagedøren står åben. En hosten og sprutten fra et forsøg på at få græsslåmaskinen i gang slår mig i møde. Rrr-rrr-rrr.

”Mark?” Jeg stikker fødderne i et par af Jakes løbesko, han har stillet ved siden af dørmåtten. De er kæmpestore, størrelse 44, så jeg slæbe-trasker over indkørslen hen mod garagen. Det er august, og solen står allerede højt på himlen, parken på den anden side af vejen er et sandt farveorgie, og vores græsplæne er fugtig af dug.

”Du har da ikke tænkt dig at slå græs nu, vel?”

Jeg stopper brat op i døråbningen. Min høje, lyshårede mand står bøjet over græsslåmaskinen iført sit pæneste jakkesæt og har en fedtet sort olieplet lige over knæet på venstre bukseben.

”Mark! Hvad fanden laver du?”

Han ser ikke op.

”Går græsslåmaskinen efter.”

Han trækker i startsnoren igen, og motoren kommer med en snerrende protest.

”Nu?”

”Jeg har ikke haft gang i den i en måned. Den ruster op, hvis jeg ikke går den efter.”

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

”Men Mark, vi skal i tv.”

”Det ved jeg godt.”

Denne gang ser han op. Hans kinder er røde, og sveden perler fra de kraftige, uregerlige øjenbryn hele vejen op til den vigende hårgrænse. Han kører en hånd over panden, tørrer den så af i bukserne, så oliepletten nu er blandet med sved. Jeg har lyst til at råbe, at han har ødelagt sit pæneste jakkesæt, og at han ikke kan tage af sted og lave appellen i tv sådan der, men i dag er bare ikke dagen, hvor vi skal skændes, så jeg tager en dyb indånding i stedet.

”Den er halv otte,” siger jeg. ”Der er en halv time, til vi skal af sted. Kriminalassistent Forbes sagde, at han møder os halv ni, så vi lige kan nå at gennemgå et par ting.”

Mark gnider sig over lænden med en knyttet næve, da han retter sig op. ”Er Jake klar?”

Jake bor sammen med sin kæreste, Kira, på sit værelse. De blev kærester som 16-årige, da de stadig gik i skole, og har nu været sammen i tre år, hvoraf de har boet hos os det sidste halvandet år. Jake tiggede mig inden da om at lade hende bo hos os. Hendes mors drikkeri var blevet værre, og hun var begyndt at lange ud efter Kira, både fysisk og verbalt. Han havde sagt, at hvis hun ikke måtte bo hos os, var hun nødt til at flytte op til sin bedstefar i Edinburgh, og så ville de ikke kunne være sammen mere.

”Hvis Jake ikke gider at stå op, tager vi bare af sted uden ham,” siger Mark. ”Jeg orker ikke at tackle ham lige nu. Ikke i dag.”

Førhen var det Billy, der skuffede Mark. Billy med sin ’jeg er pisseligeglad’-attitude over for skolen og hans overbevisning om, at livet skyldte ham at blive rig og berømt. Jake havde derimod altid været Marks store håb. Han knoklede i skolen, fik flotte eksamenskarakterer og klarede elektrikeruddannelsen med bravur. Men nu om stunder er det opkald om Jakes store fravær på jobbet, som vi skal forholde os til, ikke Billys.

Jeg orker heller ikke at tackle Jake, men jeg kan ikke bare trække på skuldrene ligesom Mark. Vi er nødt til at fremstå som en samlet familie i medierne. Vi er nødt til at være der alle sammen, nødt til at sidde side om side bag bordet. En stærk familie, om ikke andet så bare på overfladen.

”Jeg går ind igen. Jeg finder dit andet jakkesæt frem,” siger jeg, men Mark har allerede rettet sin opmærksomhed mod græsslåmaskinen igen.

Jeg sjosker tilbage i Jakes enorme sko, der efterlader et spor i gruset, og rækker ud efter dørhåndtaget.

I samme øjeblik som jeg trykker det ned, lyder der et skrig.

 

KAPITEL 2

 

 

”Giv mig den, Jake!” Kiras skrig lyder oppefra, og så kommer der et højt bump fra værelset, som om noget – eller nogen – ryger i gulvet.

Jeg sparker Jakes sko af og tager trappen to trin ad gang en og drøner ind på hans værelse uden at banke på. Kira og Jake får travlt med at komme fra hinanden. Kira er kun lidt over halvanden meter høj og har skulderlangt lyst hår, så hun ser lille og dukkeagtigt ud i sine lyserøde trusser og stramme hvide T-shirt. Jake har kun et par sorte boksershorts på, der er lidt for store. Hans overkrop er så bred og muskuløs, at det virker, som om han fylder hele rummet. Ved hans fødder ligger en knust flaske, hvorfra en gylden væske siver ned i det beige gulvtæppe. Der ligger glasskår på stablen af vægtskiver ved siden af.

”Mor!” Da Jake rykker væk fra Kira, får han trådt på den knuste flaske. Han udstøder et skrig af smerte, da et glasskår går op i hans hæl.

”Lad det sidde!” råber jeg, men han har allerede hevet det ud. Blodet strømmer ud over hans fingre og drypper ned på tæppet.

”Bliv stående!” Jeg styrter ud på badeværelset og tager det nærmeste håndklæde. Da jeg kommer ind på værelset igen, sidder Jake på sengen med den ene hånd om anklen og den anden over såret. Blodet trænger ud mellem fingrene. Kira står stadig midt i værelset og er nu ligbleg. Jeg går forsigtigt over glasskårene på gulvet og sætter mig på hug foran Jake. Tæppet stinker af alkohol.

”Slip.”

Han skærer ansigt, da han fjerner hånden fra foden. Såret er kun en halv centimeter bredt, men det er dybt, og blodet strømmer fortsat ud af det. Jeg vikler håndklædet så stramt om det, som jeg kan, i et forsøg på at standse blødningen.

”Hold her.” Jeg peger for at få Jake til at lægge pres på håndklædet med begge hænder.

”Jeg henter en sikkerhedsnål.”

Et øjeblik efter er jeg tilbage i værelset og forsøger at fæstne den improviserede forbinding omkring min søns fod. Der er mørke rande om hans øjne, og han ser drænet ud. Mark og jeg er ikke de eneste, der ikke har sovet i nat.

”Hvad er der sket, Jake?” spurgte jeg blidt.

Han ser forbi mig hen på Kira, der er ved at tage tøj på. Hun ser ud, som om hun skal til at sige noget, men så sænker hun blikket og vrikker sig ned i sine jeans. Nedenunder går bryggersdøren op, og Mark kommer ind. Dernæst følger lyden af hans skridt på flisegulvet i køkkenet. Lige om lidt vil han komme op ad trappen og spørge om, hvorfor vi ikke er klar.

Jeg snuser til Jake. Hans ånde stinker.

”Drak du rom, lige før jeg kom ind?”

”Mor!”

”Hva’? Gjorde du?”

”Jeg fik bare lidt at drikke i aftes, ikke andet.”

”Og så lidt mere.” Jeg samler et stort skår op fra tæppet. Det meste af etiketten sidder stadig på. ”Hvad fanden tænker du på?”

”Jeg er stresset, okay?”

”Jeg har ikke nok til en taxa,” siger Kira klagende efter at have stukket hånden i bukselommen og kun fundet lidt småmønter i den.

”Claire?” Marks stemme lyder op ad trappen. ”Klokken er otte. Vi skal køre. Nu!”

”Jeg skal altså af sted,” siger Kira.

”Vi skal til London hele holdet i dag – vi skal til The National Portrait Gallery – og vi skal mødes på stationen halv ni.”

”Okay, okay.” Jeg forsøger med en håndbevægelse at standse hende. ”Giv mig et øjeblik.”

”Mark?” Jeg går ud på reposen og råber ned ad trappen. ”Har du nogle kontanter på dig?”

”Cirka tre pund,” råber han tilbage. ”Hvorfor?”

”Det er lige meget.”

”Okay.”

Jeg går ind på Jakes værelse igen. ”Kira, jeg kører dig til stationen. Og så er der dig, Jake ...” Der er ikke noget blod på håndklædet, som jeg viklede om hans fod, men såret skal stadig renses, og han skal have en stivkrampe. Hvis der var tid til det, ville jeg køre Kira til toget og dernæst Jake til lægen, men det kan jeg bare ikke nå, for jeg må ikke komme for sent til appellen på tv. Hvorfor skulle alt det her også lige ske i dag?

”Okay.” Jeg tager en hurtig beslutning. ”Jake, du bliver her og sover den ud, og så kører jeg dig til lægen, når jeg kommer hjem. Hvis du får brug for hjælp, er Liz inde ved siden af hjemme. Hun skal først på arbejde senere.”

”Nej, jeg tager med jer. Jeg skal med til appellen.” Jake skærer ansigt, da han får bakset sig op fra sengen og står på den gode fod. Vi er lige høje. I modsætning til Billy, der rendte i vejret allerede i 12-års-alderen, er Jake kun lige 175 cm høj. De to kunne ikke skændes, uden at Billy fik fyret en lusket kommentar af om sin storebrors højde, hvorefter Jake svarede igen, og det hele endte som regel i, at tredje verdenskrig brød ud.

”Claire!” råber Mark igen, højere denne gang. Han får et flip, hvis han ser, hvilken tilstand Jake er i. ”Claire! Kriminalassistent Forbes er her. Vi skal køre!”

”Du skal ingen steder,” hvæser jeg ad Jake, mens Kira sender mig et undskyldende blik og klemmer sig forbi mig. Hun går ud ved trappen, tager sin jakke på og roder i jakkelommerne.

”Billy var min bror,” siger Jake. Hans ansigt fortrækker sig, og et kort øjeblik ligner han et barn igen, men så træder en sene i halsen frem, og han løfter hovedet. ”Du kan ikke forhindre mig i at tage med.”

”Du har drukket,” siger jeg så roligt som muligt. ”Hvis du vil hjælpe Billy, er det bedste, du kan gøre lige nu, at blive hjemme og sove den ud. Vi kan snakke, når jeg kommer hjem.”

”Claire!” Mark råber fra det øverste trin på trappen.

”Mor ...” Jake rækker en hånd frem mod mig, men jeg er allerede halvvejs ude ad døren. Jeg trækker den hurtigt til bag mig, netop som Mark kommer hen til mig.

”Er Jake klar?”

”Han har det ikke godt.” Jeg lægger håndfladerne mod døren.

”Hvad fejler han?”

”Maveonde,” siger Kira lavmælt og bryder den akavede stilhed. ”Han har været dårlig hele natten. Det må have været den indiske karryret.”

Jeg sender hende et taknemmeligt blik. Stakkels pige, sådan at blive rodet ind i vores familiedrama, når hun netop flyttede hjem til os for at slippe væk fra balladen hos sin egen familie.

Mark kaster et blik på den lukkede dør bag mig og ser så på mig. ”Skal vi se at komme af sted?”

”Jeg skal lige sætte Kira af på stationen, så hun kan komme med på turen til London. Kør du med Forbes, og så mødes vi derhenne.”

”Det vil da virke mærkeligt. At vi ikke ankommer sammen.” Mark ser på Kira. ”Hvorfor sagde du ikke noget om den tur i ...” Han sukker. ”Lige meget. Glem det. Vi mødes derhenne, Claire.”

Han har ikke skiftet bukser. Den fedtede olieplet er stadig synlig, en mørk plet på venstre lår, men jeg nænner ikke at sige det.

 

KAPITEL 3

 

Ingen af os siger noget, da vi stiger ind i bilen, og jeg starter motoren. Tavsheden fortsætter forbi indkøbscenteret Broadwalk og ned ad Wells Road. Jeg siger først noget, da jeg standser for rødt i Three Lamps-krydset, og Kira tager sin iPod op af jakkelommen.

”Hvad gik det ud på?”

”Hva’?” Hun kigger forskrækket på mig, som om hun har glemt, at jeg sidder her ved siden af hende.

”Dig og Jake, tidligere.”

”Det var bare ... ” Hun stirrer på det røde lys, som om hun forsøger at få det til at skifte til grønt med viljens magt. Uden den kraftige sorte eyeliner og det kraftige lag bronzing powder er hendes hjerteformede ansigt blegt, og drysset af fregner over næsen får hende til at se yngre ud, end hun er. ”Bare ... noget ... bare en diskussion.”

”Det så alvorligt ud.”

”Det kammede lidt over, ikke andet.”

”Jeg gætter på, at Jake ikke har været i seng i nat.”

”Det har han heller ikke.”

”Åh gud.” Jeg sukker dybt. ”Nu er jeg endnu mere bekymret for ham.”

”Er du?”

Det skærer mig i hjertet at se overraskelsen i hendes blik. ”Selvfølgelig. Han er min søn.”

”Men han er ikke Billy, vel?”

”Hvad mener du med det?”

”Ikke noget. Undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det.”

Jeg venter på, at hun fortsætter, men hun tier. I stedet stikker hun hånden ned i sin taske og finder en sort eyeliner frem og vipper solskærmen ned. Hun åbner munden en anelse, mens hun tegner en tyk sort ring omkring hvert øje, og dupper så concealer på den misfarvede hævelse ved højre tinding. Det ligner et friskt blåt mærke.

Lyskrydset skifter til gult, dernæst grønt, og jeg træder på speederen.

I flere minutter siger ingen af os noget. Jeg skæver over på Kira, på bulen ved hendes tinding, og det vender sig i min mave.

”Slog Jake dig?”

”Hvad?”

”Da I skændtes om rommen. Du har en bule. Slog han dig?”

”Helt ærligt! Nej!”

”Hvordan har du så fået den bule?”’
”På natklubben i går.” Hun vipper solskærmen ned igen og studerer indgående siden af sit hoved i spejlet og prikker prøvende til bulen med pegefingeren. ”Jeg tabte min mobil og slog hovedet mod hjørnet af bordet, da jeg bukkede mig ned for at samle den op.”

”Kira, jeg ved godt, at jeg ikke er din mor, men du er det tætteste, jeg kommer på at have en datter, og hvis nogen gør dig fortræd ...”

Hun knalder solskærmen op igen. ”Jake har ikke slået mig. Okay?! Det kunne han aldrig finde på. Jeg fatter ikke, at du kan sige sådan noget om din egen søn.”

Jeg strammer grebet om rattet.

”Undskyld,” siger hun hurtigt. ”Jeg ved godt, at du bare prøver at passe på mig, men ...”

”Glem det.” Jeg bremser, da vi nærmer os rundkørslen. ”Du skal bare fortælle mig én ting. Hvor længe har han drukket om morgenen?”

Hun svarer ikke.

”Kira, hvor længe?”

”Kun i dag. Tror jeg.”

”Tror du?” Jeg kan ikke skjule min skepsis. De er sammen konstant. Hvordan kan hun være i tvivl om sådan en ting?

”Jah.” Hun lyner sin makeup-pung og kigger ud ad sideruden, da vi kører gennem rundkørslen og ud mod Bristol Temple Meads. Da jeg blinker til venstre, kører op foran stationen og standser, kan jeg ikke lade være med at se nærmere på de få personer, der står udenfor og ryger eller venter på en taxa. Uanset hvor jeg er, kan jeg ikke lade være med at kigge efter Billy.

”Tror du, han har et alkoholproblem?”

”Nej.” Hun ryster på hovedet, mens hun løsner selen og åbner døren. ”Han er ikke alkoholiker, hvis det er det, du mener. Han tog hul på rommen, da vi kom hjem fra natklubben. Han var rastløs og kunne ikke sove.”

”På grund af appellen?”

”Ja.” Hun løfter det ene ben, sætter foden på fortovet udenfor og kaster et længselsfuldt blik mod indgangen til stationen.

”Kira?” Jeg rækker over og lægger hånden på hendes skulder. ”Er der noget, du gerne vil tale med mig om?”

”Nej,” siger hun. Så skynder hun sig ud af bilen, og med tasken og makeuppungen trykket mod brystet drøner hun af sted mod indgangen, før jeg når at sige mere.

 

KAPITEL 4

 

Det er et lille mødelokale gemt væk i rådhusets kælder med kun et lysstofrør i loftet. Det er under halvt så stort som det, hvor den første appel om Billy blev holdt, 48 timer efter han forsvandt. I modsætning til den første appel, hvor hver eneste af klapstolene i rækkerne foran os var optaget, er der kun mødt en halv snes journalister og fotografer op nu. De fleste af dem sidder og roder med deres mobiler. De ser kort op, da vi træder ind sammen med kriminalassistent Forbes, og vender dernæst blikket ned mod deres mobiler igen. Et par af dem begynder at skrible løs i deres notesbøger.

Mrs. Wilkinson ser alvorlig ud og er iført en lysegrå trøje og mørkeblå bukser, mens mr. Wilkinson, iklædt en mørk habit, med hvad der ligner jord eller en olieplet på det ene bukseben, fremtræder barsk og rastløs.

Jeg aner ikke, om det er det, de har skrevet. Det finder jeg sikkert ud af i morgen, tænker jeg. Jeg kan ikke holde ud at læse aviserne, især ikke onlineudgaverne med de frygtelige fordømmende kommentarer nedenunder, men jeg ved, at Mark gør det. Han gransker dem, snerrer og mumler om, at ”folk er nogle forbandede idioter”.

Dengang Billy forsvandt, vidste jeg ikke, hvor tveægget et sværd pressens opmærksomhed ville være. Jeg var desperat for at få dem til at bringe vores historie – det var vi begge, jo mere opmærksomhed Billys sag fik, jo bedre – men jeg var ikke forberedt på den byge af spekulationer og fordømmelse, der fulgte med. Jeg så bleg og fortvivlet ud, sådan beskrev de fleste journalister mig efter den første appel i tv. Mark blev beskrevet som kold og tilknappet. Han var ikke tilknappet – han var fandeme rædselsslagen, det var vi begge. Men imens jeg skælvede og knugede mine hænder under bordet, sad Mark stille med rank ryg, hænderne på sine knæ og med blikket stift rettet mod det store kringlede ur på væggen overfor. På et tidspunkt rakte jeg hånden frem og lagde den over hans. Han ikke så meget som skævede til mig, før han havde sagt det, han skulle. Dengang følte jeg mig utrolig såret over det, men senere hjemme i stuen forklarede han, at selvom han gerne ville have trøstet mig, havde han ikke formået det.

”Jeg tackler stress ved at putte alting i kasser,” sagde han. ”Og jeg var nødt til at få sagt det, jeg skulle, uden at bryde sammen. Hvis jeg havde rørt dig, hvis jeg havde så meget som kigget på dig, var jeg brudt sammen. Og det måtte jeg ikke, når det, jeg skulle sige, var så vigtigt. Det forstår du godt, ikke?”

På en måde forstod jeg det, og på en måde ikke, men jeg misundte ham hans evne til at lukke af for tanker og følelser, som han ikke ville forholde sig til. Mine følelser kan ikke puttes i kasser i mit hoved. De er viklet lige så meget sammen som garnet i bunden af min bedstemors broderikurv. Og den eneste tanke, der fylder det hele, den tråd, der er viklet omkring mit hjerte, er: Hvor er Billy?

”Claire?” siger kriminalassistent Forbes. ”Nu er det dig.”

Der er dukket et tv-kamera op i gangen mellem klapstolene. Linsen er rettet mod mit ansigt. For et par uger siden besluttede vi, at det var mig, der skulle tale denne gang.

”Offentligheden reagerer mere positivt, når det er moren, der gør det,” havde kriminalassistent Forbes sagt. Han nævnte ikke noget om de frygtelige kommentarer, der var kommet online, da Mark havde talt ved den sidste appel for seks måneder siden. Kommentarer som: Det er tydeligt, at faren står bag. Han viser ingen følelserog Jeg tør vædde på, at det var faren. Det er det altid.

”Klar?”spørger kriminalassistent Forbes, og denne gang retter jeg mig op i stolen og trækker vejret dybt ind gennem næsen. Jeg kan lugte kriminalassistent Forbes’ aftershave og en lille snert af motorolien på Marks bukser, han sidder på den anden side af mig. Jeg fornemmer, at han kigger på mig, men jeg drejer mig ikke for at se på ham, før jeg tager den forberedte udtalelse foran mig på bordet op. Jeg kan godt klare det her. Jeg har ikke længere brug for en hånd på mit knæ.

”For seks måneder siden,” siger jeg og kigger direkte ind i kameraet, ”torsdag d. 5. februar, forsvandt min yngste søn fra vores hjem i Knowle i South Bristol tidligt om morgenen. Han var kun 15 år gammel. Han tog sin skoletaske og sin mobil, og han var formodentligt iført jeans, Nike-sko, en sort Superdry-jakke og en baseballkasket med NYC på ...” Jeg går i stå, da jeg bemærker, at nogle af journalisterne holder inde med at tage noter og i stedet vender sig om på stolene. Mark rømmer sig ved siden af mig, og kriminalassistent Forbes læner sig frem og sætter albuerne på bordet. ”Vi savner alle Billy utrolig meget. Hans forsvinden har efterladt et hul i vores familie, som intet kan fylde ...” Jeg holder stadig blikket mod kameraet, men er bevidst om uroen bagerst i lokalet. En mand brydes med en anden i døråbningen. ”Billy, hvis du ser det her, så giv lyd fra dig. Vi elsker dig meget, meget højt, og det kan intet ændre. Hvis du ikke har lyst til at ringe til os direkte, så kontakt os via den nærmeste politistation eller en af dine venner.”

Produceren, der står ved siden af kameramanden, prikker ham på skulderen og gør tegn ned mod den anden ende aflokalet. Kameraet drejer væk fra mig, og der lyder et råb fra døråbningen.

”Slip mig! Jeg har ret til at være her! Jeg har ret til at udtale mig.”

 

KAPITEL 5

 

”Hvad laver Jake her?” Mark stirrer over journalisternes hoved, og der blitzes på livet løs henne i hjørnet, hvor Jake diskuterer med en betjent. ”Jeg syntes, du sagde, han var syg.”

”Det var ... er han også. Jeg skal nok tage mig af det.”

”Mrs. Wilkinson, vent!” råber kriminalassistent Forbes, da jeg skynder mig gennem lokalet og maser mig ind mellem journalisterne, der står i en ring omkring min søn. Jeg kan kun lige skimte Jakes baghoved. Hans lyse hår er pjusket og uglet, når der ikke er en god portion voks i. Han forsvinder, da en betjent træder ind foran ham og blokerer mit udsyn.

”Undskyld. Må jeg lige komme igennem, tak.”

Kameramanden hvæser ad mig, da jeg klemmer mig forbi ham, men produceren tysser på ham. ”Det er moren. Få hende med.

”Jeg maser mig forbi et par embedsfolk og hen til betjenten, der gelejder Jake hen mod den åbne dør. Det har ingen effekt, da jeg prikker ham på ryggen på den kraftige vest, der beskytter mod knivstik, så jeg hiver ham i armen i stedet.

Han ikke så meget som ser på mig, men holder blikket på Jake, der er en god bid lavere, men står med knyttede næver og fremtrædende sener på halsen.

”Stop,” råber jeg. ”Stop, han er min søn.”

”Mor?” siger Jake, og betjenten kigger overrasket på mig. Han sænker armene en anelse.

”Han er min søn,” gentager jeg. Betjenten ser på plakaten af Billy, der hænger på en flipover bag mig.

”Nej, ikke Billy,” siger jeg. ”Det her er Jake, min anden søn.”

”Anden søn? Jeg har ikke fået noget at vide om, at der skulle komme andre pårørende.” Han ser på kriminalassistent Forbes, der ryster på hovedet.

”Det er okay. Jeg tager den herfra.”

Kriminalassistent Forbes har mødt Jake før. Han afhørte ham indgående, dagen efter Billy forsvandt, ligesom han og hans folk afhørte alle i vores familie og alle vores venner.

”Festen er forbi, gutter.” Han gør tegn til produceren om at holde op med at filme og til journalisterne om at sætte sig ned igen. Ingen gør, hvad han vil have dem til.

”Jake!” En kvindelig journalist med et viltert lyst hår rækker hånden frem over min skulder og vifter med en diktafon i min søns retning. ”Hvad var det, du gerne ville sige?”

”Jake?” Produceren stikker mikrofonen frem. ”Har du en besked til Billy?”

Jake tager et skridt frem og retter sig op. Han kaster et blik over på betjenten og hæver trodsigt et øjenbryn.

”Hvad er der sket med din fod, Jake?”

En lav, tyndhåret mand med behårede underarme, der stikker ud af de oprullede skjorteærmer, peger på Jakes sko. Vristen, der førhen var hvid, er nu sølet ind i brunt blod.

”Jake?” siger Mark. Der bliver helt stille, mens min mand og søn stirrer på hinanden. Alle venter på, at Jake siger noget. Jeg venter også. Jeg mærker, at Mark rejser sig bag mig. Dette er hans værste mareridt – at vores respektable, beherskede appel ender som et værtshusslagsmål.

Jeg hører et klik og en summen fra kameraet til venstre for mig, og jeg forestiller mig, hvordan det zoomer ind på Jakes blege, fortrukne ansigt. Han gnider sig kort over den fugtige pande og gør – med et hurtigt blik på mig – omkring og halter ud af lokalet.

 

Mandag d. 11. august 2014

 

Jackdaw44: Fuck mit liv.

ICE9: Sig ikke sådan.

Jackdaw44: Hvorfor ikke. Når det passer. Min far er en hyklerisk narrøv og min mor fatter ingenting.

ICE9: Har du talt med din far om weekenden?

Jackdaw44: Er du vanvittig!

ICE9: Du bør give ham muligheden for at forklare.

Jackdaw44: Hvad? At han er en svag, slatten, løgnagtig, liderlig stodder? Nej tak.

ICE9: Måske er det ikke hvad det så ud til.

Jackdaw44: Du tager pis på mig, ikke? Du så mig. Du så hvad jeg gjorde.

ICE9: Det var dumt.

Jackdaw44: Det var sygt. Jeg ville ønske at jeg havde set udtrykket i hans ansigt da han så bilruden. Da han kom hjem sagde han til min mor at det var nogle bøller der havde gjort det. Ha. Ha. Ha. Jeg er den satans bølle.

Jackdaw44: Er du der stadig?

ICE9: Jep. Sorry. Travlt.

Jackdaw44: Helt okay. Vil bare sige tak for hjælpen. Hvis du ikke var kommet ved jeg ikke hvad jeg havde gjort.

ICE9: Du gjorde vist også nok.

Jackdaw44: Kunne have været værre.

ICE9: Hmm

Jackdaw44: Okay. Men tak.

 

Lån bogen