Større end livet

Info om bogen

 

Forfatter:
Ilmar Taska
Forlag:
Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Birgita Bonde Hansen
Noveller fra estiske Ilmar Taska som oftest skildrer det illusionsløse, psykisk trængte og ensomme menneske

Kort resume

I denne bog præsenteres 13 noveller. Læs blandt meget andet om livet i Hollywoods (jordskælvs)usikre filmbranche, om en drengs uforvarende angivelse af sin far til KGB og om en ensom kvinde, der på det sorte marked i Moskva forsøger at få selskab.
 

Fakta om forfatteren

Ilmar Taska er ester, men født i en sibirisk arbejdslejr, han er forfatter, filminstruktør og -producer og har hele verden som sin arbejdsplads.

Lån bogen

 

Stop musikken

 

»Få det til at holde op,« sagde Peter til sig selv. »Stop musikken! I dag lykkes det. Jeg holder simpelthen op med at bevæge fingrene hen over tangenterne. Jeg tæller til tre og løfter hænderne. Så enkelt er det!«

Men det var det ikke.

Han fjernede hænderne fra tangenterne og lagde dem på knæene, men musikken holdt ikke op.

Han sad på klaverbænken, musestille, endda med tilbageholdt åndedræt, men musikken fortsatte.

I de hæslige øjeblikke, hvor musikken trængte sig på i ham, kæmpede han altid imod.

I hvert fald i begyndelsen.

Han forsøgte at ignorere den, og hvis det ikke lykkedes, at afbryde den. Han snakkede løs, skreg måske endda, skjulte hovedet i sin mors sjal, trampede med fødderne eller tænkte på noget forfærdeligt som for eksempel historien om Spader Dame, som hans mor havde læst for ham aftenen før. Men selv Spader Dame begyndte at synge og mistede sin kraft.

Han forsøgte at tænke på noget morsomt, som det lille egern, der ofte var oppe i egetræet på græsplænen i forhaven, men egernet begyndte bare at danse i takt til musikken – det hoppede op og ned, mens det gnavede i en nød.

Forræder!

De underkastede sig alle musikken, mistede deres frie vilje.

Musikken var meget udspekuleret, den skiftede rytme og melodi for at behage dem. Fortryllede dem fuldstændig. Alle andre end Peter. Han vidste bedre. Han hadede den, ligesom sin far.

Hans far ville have ham til at studere jura og sendte ham på kostskole. Musikken skulle ikke tages alvorligt. Den var ikke en værdig profession for en gentleman. Han havde ret.

Men i samme øjeblik, Peter begyndte at tænke på sin far, gav musikken sig til at synge med farens stemme. En vred sang med farens dybe baryton. Musikken var kraftfuld og majestætisk som Ruslands tsar.

Peter holdt forskrækket vejret. Musikken havde sågar overvundet hans far, måske endnu flere.

Han foldede hænderne og bad om hjælp i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

»Kære Gud, vil du ikke nok stoppe musikken?« sagde han med tårer i øjnene.

Pludselig blev den knirkende dør til værelset åbnet, og hans mor kom ind.

»Hvorfor er du holdt op med at spille?« spurgte hun med et smil.

Peter skjulte ansigtet i de tunge folder på morens skørt.

»Hjælp mig, mor,« hviskede han. »Få musikken til at stoppe, vil du ikke nok!«

Det føltes så godt at begrave ansigtet i morens skørt og trykke hovedet mod hendes varme mave.

»Spil du bare videre, min skat. Du spiller så smukt. Spil noget mere, for min skyld.«

Hans mor var godheden selv, men forstod ikke hans pinefulde forhold til musikken. Hun var jo heller ikke på krigsfod med den. Hun kendte ikke til musikkens hemmelige agenda. Musikken trængte sig ikke ind i hendes ører, forhindrede hende ikke i at høre, tænke, trække vejret.

Peter var bekymret over morens kærlighed til musikken, men tilgav hende, fordi hun var den smukkeste kvinde på denne jord. I mange henseender var det faktisk godt, at hun var så naiv. Så led hun ikke. Musikken havde allerede for længst bemægtiget sig hende, og hun var ikke engang klar over det. Man kan ikke frygte noget, man ikke engang bemærker. Musikken havde ikke som i Peters tilfælde indtaget ørerne, men hendes sind. Hans mor havde et godt hjerte, og Peter håbede inderligt, at det aldrig ville blive berørt.

Inderst inde vidste han dog godt, at det kun var et spørgsmål om tid.

Intet var mægtigere end musikken. Når musikken først kom, var der ikke noget at stille op. Der var ingen stilhed, ingen nåde, ingen fred og ro. Livet, som man kendte det, forsvandt.

I dag er en lykkens dag. Peter går op ad kostskolens trappe, som han har drømt om i månedsvis. I dag vil han få alle de imponerende lærere at se, og kosakkerne, de velbjærgede købmænd og tsarrigets øverste embedsmænd, der står side om side med deres spændte sønner.

Han er ked af, at hans far ikke kunne komme. Men hans mor står bag ved ham, og Peter lægger godt mærke til de mange mere eller mindre diskrete blikke, der bliver kastet efter hende. Hun er stadig den smukkeste kvinde på jorden, selv her i Sankt Petersborg og på trods af, at hun er underlagt musikkens magt. Men det må han ikke tænke på i dag.

I dag har fornuften vundet over musikkens syge skygger. Lægerne havde kaldt det øresusen. Det var ikke nogen særlig udbredt sygdom, og den havde forårsaget Peter stor lidelse. Men i dag var befrielsens dag. Hans indtræden i de sundes verden.

Hans mor gjorde sig klar til at gå, droschen skulle køre hende tilbage til herregården i provinsen, til en smertefuld fortid, der aldrig skulle gentages i Sankt Petersborg.

Med ét følte Peter medlidenhed med hende. Det var synd, at hun skulle blive tilbage som fange af musikken. Selvom Peters lykke var vendt, og han nu gik ind i en længe ventet mandeverden, følte han sig underlig vemodig. Han forstod ikke helt hvorfor. Der var ingen logisk forklaring. Men tanken om at skulle skilles fra moren var med ét blevet kropumulig.

»Vi ses igen til sommer. Opfør dig nu ordentligt,« sagde hans mor og gav ham et kys på panden. Hun smilede, men en tåre trillede ud af hendes øje og landede på Peters kind.

Peter vidste, at han skulle være stærk, og håbede, at moren ikke lagde mærke til, hvad han gjorde. Han nev sig selv så hårdt i hånden, at det sved. Nu hvor han ikke skulle bruge hænderne til at spille klaver mere, gjorde det ikke noget, hvis de blev skadet.

Ikke flere af de uendelige timer, han havde spildt i musikværelset til ingen verdens nytte!

Peter kunne mærke neglene bore sig dybere ned i huden. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Måske fordi han havde lyst til at græde og ville føre smerten i hjertet på vildspor, ganske som han før havde forsøgt det med musikken.

Altid uden resultat.

Han så til, mens moren steg op i droschen, og kusken hyppede på hestene.

Han så til, mens droschen satte sig i bevægelse, vel vidende, at det her var præcis det, han havde ønsket sig, og alligevel gjorde det så ondt.

I et flygtigt øjeblik så han Spader Dame sidde på droschens tag, så var hun væk.

Peter mærkede rykket i sin krop, idet den kastede sig fremad, benene løb efter droschen, hænderne rakte ud efter droschens bagkant og klamrede sig til den. Han kunne ikke lade sin mor rejse. Han løb efter droschen, græd som pisket og holdt fast om håndtaget, mens han blev trukket hurtigere og hurtigere efter droschen gennem de smattede gader. Han kunne ikke give slip på den smukkeste kvinde på denne jord, ikke engang selvom Gud havde givet ham skolen i bytte.

Dengang vidste han endnu ikke, at byttehandlen var endegyldig. At han aldrig ville se sin mor i levende live igen. Han vidste ikke, hvor højt han havde elsket hende, og hvor meget han havde mistet.

Han holdt bare fast i droschen og lod sig trække gennem sølet, indtil han mistede bevidstheden og slap sit greb.

Droschen med moren fortsatte fremad mod den mørke skov, hvor prins Kolera allerede ventede på hende.

En måned senere lå Peter og snøftede i kulden og mørket i sovesalen, mens de andre gjorde nar ad ham. Det var underordnet, at de alle sammen elskede deres mor og vidste, at Peters mor var død, de lo alligevel ad ham, fordi han græd.

Peter indså, at han ikke ønskede at være her længere. Han hadede ikke jura, men hvis det ikke havde været for den skole, ville han være blevet hos sin mor. Så ville han have været hos hende, da hun døde, have talt med hende og spillet klaver for hende.

Nu var den mulighed forsvundet for evigt, og intet i verden kunne trøste ham.

Men da alle de andre drenge var faldet i søvn, og Peter stadig lå vågen på sit spartanske leje, hørte han med ét musik.

Nøddeknækkeren hoppede ind ad vinduet.

Svanerne svømmede ud under sengen.

Tornerose vågnede.

Romeo og Julie sprang ud af skabet og ilede hen for at trøste ham.

Drengen vidste ikke, at de ville gøre ham, Tjajkovskij, verdenskendt. Han havde endnu ikke hørt de stormende bifald i Bolsjojteatret, Covent Garden, La Scala og Carnegie Hall. Men i det øjeblik besluttede han, at han ikke længere ville forsøge at stoppe musikken. Den fik lov til at udfylde tomrummet efter de mistede simple glæder og hans mor, der var gået alt for tidligt bort.

Han ville lade dem leve videre gennem musikken.

 

 

Tre øjeblikke

 

Elisabet, Vääna-Jõesuu, maj 1941

Vi sidder på verandaen og ser ud over havet. Artur har sine velsiddende bukser på, som jeg har lappet og strøget i dag. De er lavet af lækkert engelsk uldstof, og sporene efter min nål og tråd er ikke til at få øje på. Man kan høre havets brusen, hvilket er så abstrakt, at det indimellem minder mig om lyden af kampvogne i det fjerne eller røntgenapparatets snurren på Krulls Hospital. Nu, i 1941, har alle de lyde gjort mine ører smertefuldt følsomme. Det samme med havets brusen og skovens susen, der førhen altid har været pinefuldt smukke.

Artur bladrer i et fotoalbum, han har smuglet hertil fra ministeriet, som om han er bange for, at det skal forsvinde fra hans skrivebord. Han lægger det ene ben over det andet, vender pergamentpapiret, der knitrer som bolsjepapir, og trækker på smilebåndet ved synet af fotografierne på den følgende side.

»Hvad er det, der morer dig sådan?« spørger jeg.

»Se,« siger han og drejer albummet, så jeg kan se det.

»Her poserer jeg på Kadriorg Slot med Päts, Piip og den engelske gesandt Gallienne, der er i færd med at fremvise sine akkreditiver.1 Og en uge senere ...« han tier.

»En uge senere?«

»En uge senere var det hele forbi ... Om efteråret blev Udenrigsministeriet også likvideret.« Han begynder at le. Hans latter er en boblende fnisen, der er kogt over eller har fået en giftig brod. Jeg har set Artur le for sig selv før. Min smukke, fnisende mand. Tidligere ambassadør. Altid rank ryg. Håret redt bagud. Altid iført det samme par yndlingsbukser, nu lappede og nystrøgne for hvem ved hvilken gang.

Jeg sukker og ser ud over havet.

»Vi kunne være blevet i Danmark,« siger jeg. »Niels tilbød dig jo partnerskab i det der store skibsrederi. Jeg kunne have fået arbejde på et hospital. Og vores søns rektor var parat til at adoptere ham, da han hørte, at vi agtede at rejse.«

I kan da ikke tage så begavet et barn med hjem til krig, sagde han til mig.

Krigen er ikke værre i Estland end i Danmark, når først den bryder ud i lys lue, svarede jeg indigneret. Når jeg tænker på det nu, kunne jeg bide tungen af mig selv.

»Du behøver ikke at tale om det,« siger Artur, »når hjemlandet kalder, tager man af sted.«

Tager af sted, kommer, tænker jeg. Smider sig ned, vifter med flaget, kaster sig for de russiske kampvogne.

Artur rynker brynene. Jeg ved, han ikke har lyst til at tale mere om det.

Men jeg er som en stædig burre, der hager sig fast i hans krave.

»Du kunne have gjort mere for Estland i udlandet ... i stedet for at slide buksebagen tynd som sovjetisk jurist. Jeg lapper ikke de bukser igen,« siger jeg. »Du kan købe dig et par russiske.«

Jeg tænker på de oplyste vinduer i Illums stormagasin på Strøget og tøjet på de glædesløse og ubevægelige mannequiner. Nu ser Arturs ansigt også ubevægeligt ud. Hans forstenede blik får ham til at ligne en af de mannequiner.

Vi kørte til modtagelse på kongeslottet i vores vuggende Chevrolet. Jeg var iført en mørkelilla silkekjole fra Chanel og havde ikke den fjerneste anelse om, at det elektriske lys, der faldt så blødt ind gennem bilruden, engang ville falme eller sågar blænde mig i mine drømme. Jeg lukker øjnene og ser slottets glitrende lysekroner hvirvle forbi, de spejler sig i den persiske sultans udstående øjne. Hans øjne er som to stykker brændende kul, idet han betragter mig og siger, at han vil tage mig til ægte. At han vil have mig, på trods af alle mine børn. Jeg ville åbenbart være blevet kone nummer 188 i hans harem bag høje mure. Børnene ville måske have syntes, det var sjovt at lege med guldklumper i sultanens have. Senere på aftenen, da vi kørte hjem, skosede Artur mig, fordi jeg havde leet så højt. Jeg er af bondeslægt og forstår ikke at styre min stemme.

Jeg åbner øjnene igen, ser på Artur og spørger med bedende blød stemme: »Hvilket år var det, jeg sad ved siden af prinsen af Persien ved kongens bord?”

Artur er forbløffet over mit spørgsmål. Det kan han tillade sig at være her i sommerhuset, hvor han ikke behøver at holde ansigtsudtrykket under kontrol.

»Du sad ved siden af den iranske ambassadør. Det var 39, forrige år ... « svarer han, »lige inden vi rejste.«

Ja, det er sandt, vi rejste i sommeren 39. Dengang var vi som måger, der troskyldigt breder vingerne ud og lader sig flyve over havet, ganske uvidende om aftaler, pagter og disses hemmelige protokoller.

Heller ikke nu ved vi præcis, hvad der står i de hemmelige protokoller. Vi flyver som mågeflokke i agterstavnen på store fiskekuttere. Uvidende om, hvor kutternes skippere styrer hen.

Jeg trækker jakken tættere om mig og tager endnu et sip af champagnen. Den får mit sind til at bruse og giver mig gelé i knæene.

Kuk-kuk! hører jeg med ét. Lyden er ikke langt væk.

Fra grenen på træet foran huset. Det er en gøg.

Kuk-kuk, kuk-kuk ... siger fuglen igen.

Som barn holdt jeg vejret og talte gøgens kuk for at finde ud af, hvor mange år jeg havde igen. Jeg var bange for, at gøgen skulle holde op med at kukke alt for hurtigt. Nu tæller jeg ikke længere. Der er gået kuk i det hele. Der er blevet oprettet sovjetiske baser, og russiske kampvogne har indtaget estiske gader og veje. Jeg brød mig ikke om larvefødderne, de kværnede hen over asfalten og efterlod spor, som gadefejerne ikke kunne få væk. Deres rumlen har taget bolig i mine ører, og lugten af brændstof er trængt op i mine næsebor. Jeg ved, at jeg ikke længere vil blive inviteret til bal, hverken her eller nogen andre steder. Men jeg har alligevel sølvskoene stående klar i skabet.

Jeg lytter til den kukkende gøg. Den holder op med at kukke, flyver endnu tættere på og begynder så igen sin sang. Jeg skutter mig. Det blæser koldt ude fra havet. Artur har også hævet blikket og lytter til gøgen.

»Er det ikke mærkværdigt?« siger jeg. »En gøg – så tæt på vores hus.«

Min mor sagde altid, at når en gøg forlod skoven og satte sig tæt på huset for at kukke, varslede det ulykke. Det vil jeg egentlig gerne dele med Artur, men jeg ved allerede, hvad han vil sige. Overtro. Gammelkonesnak.

Men jeg tror på sorte katte og gøge. Jeg rejser mig, går hen mod verandaens åbne vindue, mens jeg spejder efter budbringeren. Jeg kan ikke se den, kun høre dens kukken. Jeg kan også høre mine egne hjerteslag og det knirkende plankegulv. Jeg kan mærke havets fugt på min hud og skælver.

Gøgen tier. Jeg vender om og går med langsomme skridt hen mod Artur. Min kloge og dejlige estiske mand, som jeg elsker for evigt og altid. Det går nok, tænker jeg, vi lærer alle sammen russisk og synger Kalinka i marchtakt til megafonerne. Vi har vores sommerhus her ud til vandet i smukke Vääna-Jõesuu, endelig står det færdigt og indrettet med antikke møbler; hver genstand vækker minder om forskellige byer. Jeg lader blikket vandre rundt i stuen som for at lægge mig vores ejendele på sinde.

Er der flere dråber i vente forude, end der er i det kølige hav omkring os? Er der ilt nok? spørger jeg mig selv.

Artur bladrer igen i fotoalbummet. Hans øjne gør holdt ved den engelske delegation.

»De svigter os ikke,« siger han dæmpet, som om han forsøger at overbevise sig selv. Jeg tænker på vores charmerende ven Gallienne, som vi har tilbragt så mange fornøjelige aftener sammen med her i sommerhuset, og som har de samme flotte tweedbukser som Artur. Han gjorde mig en kende forskrækket ved at spøge med, at han ville tage mig med til London, hvis Stalin kaldte Artur til Kreml. Jeg betragter mændene, der poserer med muntre miner på fotografiet med de skærende kontraster, og forestiller mig, hvordan Gallienne træder ud af fotografiet og kravler ud af albummet for at tage os med til London.

 

W.H. Gallienne, London, december 1941

Jeg fortsætter hen over Udenrigsministeriets tæppe, der døver mine skridt og sløver mine tanker. Jeg vil gerne redde mine venner, inden det er for sent. Fem års udstationering på ét sted får en til at slå nye, omend usynlige rødder, endda i fremmed og relativt ufrugtbar jord. Selv når den jord befinder sig ved verdens ende, hvor solen aldrig skinner.

Jeg stryger forsigtigt fingrene hen over hagen, dér hvor barberen kom til at snitte mig her til morgen. Nu er det blot en lille, usynlig rift, men da det skete piblede blodet frem. Barberen stoppede blødningen med alun og undskyldte i overstrømmende vendinger. Var han også begyndt at ryste på hænderne på grund af bombningerne? Jeg er ikke ved fronten, men bliver såret alligevel. Man kan ikke undgå at blive brændt af ilden. Jeg smiler uden at bevæge kindmusklerne.

Hvad skal jeg stille op med mine estiske venner? Stalin vil have dem til sig selv, og vi ønsker ikke at mishage vores allierede. For Churchill er de allerede som røg forsvundet op i den blå luft. Roosevelt forholder sig afventende. Han er ikke bekymret for balterne, men for Folkeforbundet. Hvad vil de sige til en sådan indrømmelse?

Jeg når frem til den venligt smilende sekretærs bord.

»Er det ikke en skøn morgen?« hilser jeg frejdigt.

»Jo, vejret er vidunderligt,« svarer han, »værsgo, De kan bare gå ind.« Han springer op og åbner egetræsdøren.

I dag behøver jeg ikke at sidde i forværelset og samle mine flyvske tanker.

Udenrigsministerens lystige øjne kigger på mig under de buskede øjenbryn. Hans overskæg løfter sig i en knapt mærkbar hilsen.

»Hvordan går det vores tidligere gesandt?« spørger han. Aner jeg et strejf af ironi i hans tonefald? Han peger mod den fløjlsbetrukne lænestol på den anden side af det massive skrivebord.

»Hans mission blev beklageligt kortlivet,« siger jeg med en grimasse, klør mig i hovedbunden og tager plads.

»Min gode mand, også årene som chargé d’affaires tæller med,« siger han og slår ud med hænderne, »man kan tjene kronen uanset under hvilket navn.«

Jeg nikker høfligt og sender ham et sigende blik.

»Det var nogle mindeværdige år blandt meget sympatiske mennesker.« Jeg forsøger at forøge dværgstaternes værdi, om ikke andet så i kraft af min egen indstilling. Men i politik tæller følelser ikke.

Eden sender mig et strengt blik, vender det så igen mod papirerne på det ryddelige skrivebord. Hans kabinet er overdådigt, selvom det nu ikke ligefrem minder om Edens Have. Det er kun hans navn, der er forbundet med Paradis. Forvent ikke nogen frelse af ham.

»Denne gang har Molotov præsenteret os for et nipunktsprogram for ændring af Europas grænser,« siger han med tryk på hver stavelse.

Jeg tænker, at jeg straks bør komme med indvendinger.

Jeg kan sætningen udenad.

»Men et af vores erklærede formål i Atlanterhavspagten er jo at genetablere retten til selvbestemmelse for de stater, der har mistet deres selvstændighed ...« Jeg holder en afventende pause.

»Bekymr De Dem ikke om det,« parerer Eden min protest med hånden, »Stalin har indvilliget i at underskrive Atlanterhavspagten. Det er straks sværere at overbevise amerikanerne ...«

Eden ser op og studerer mig eftertænksomt.

»Cordell Hull protesterer, men De Forenede Stater er også interesserede i at indgå handelsaftaler med Sovjetunionen ...«

Eden flytter sig uroligt i stolen og ler selvbevidst. »Som følge af vores pres fremlagde Præsident Roosevelt et interessant alternativ. At man kunne anerkende de baltiske lande som del af Sovjetunionen, men at de mennesker, der ikke ønskede at blive boende, kunne blive evakueret med alle deres ejendele.« Eden holder en tænkepause og tilføjer: »Gad vide, hvordan russerne vil forholde sig til det forslag …?«

»Stalin har allerede indledt arbejdet og har evakueret titusindvis. Det skete bare uden ejendele,« svarer jeg.

Man kan se latteren i Edens øjne, men han trækker ikke på smilebåndet.

Hans blik borer sig undersøgende ind i mine øjne, og han siger: »Du kender den baltiske region bedst. Tænk over det.«

»Det er en interessant tanke,« siger jeg forsigtigt, »men hvor skulle man evakuere dem hen? Jeg er bange for, at det ville skabe uforudsete besværligheder ...« Jeg tænker på Finland, som vi støttede i begyndelsen, men som vi nu har erklæret krig imod. De baltiske lande har ikke mange naboer, og de russiske kampvogne er blevet erstattet med tyske. Krigen er ikke forbi endnu.

»Jo, men det punkt er virkelig en forhindring for vores gensidige aftale ... Vi vil jo ikke kaste os ud i en krig med Sovjetunionen over de baltiske lande og Abessinien,« sukker Eden og rejser sig fra stolen, »desuden har deres selvstændighed været umådelig kortlivet.«

Jeg rejser mig også og leder efter ordene: »Måske er det endnu muligt at forhandle med Molotov om det emne ... Hitler er jo godt nok gået med på hans krav én gang. Men behøver det betyde, at vi også gør det?«

Eden giver mig hånden som tegn på, at audiensen er forbi.

»Man må altid ofre noget,« siger han og skifter så tonefald, »held og lykke med den nye udstationering på den anden side af dammen!«

Jeg trykker hans hånd, smiler, bukker og drejer om på hælen. Denne gang føles korridoren til Edens kabinet uendelig lang. Jeg tænker over forslaget om en evakuering med ejendele – det forekommer mig fuldstændig absurd.

Stalin kan ligefrem finde på at indvillige i evakueringsplanen, fordi han ved, at de allierede derefter ikke har nogen steder at gøre af folk, og så har han frie hænder til at sende dem til Sibirien. I sin funktion som protokolchef i Estlands Udenrigsministerium gættede Artur på, at når Stalin indtog landet, ville han udskifte hele befolkningen, ligesom han havde udskiftet hele den sovjetiske partitop. Så den evakuering vil også blive overladt til Stalin. Jeg tænker på de aftener, jeg har tilbragt i selskab med Artur og Elisabet, hvor vi har siddet og set ud over havet, mens vi forsøgte at forudsige, hvor krigens vinde bar hen. Jeg kommer ikke til at se deres havudsigt igen. Der er ikke kommet svar på mit brev. Det er åbenbart gået på grund et sted i en skrivebordsskuffe hos NKVD (Narodnyj komissariat vnutrennikh del: Folkekommissariatet for indenrigs anliggender, dvs. Sovjetunionens efterretningstjeneste - fra 1946 kendt som MVD, hvoraf KGB senere opstod).

Jeg forestiller mig Artur og Elisabet sidde på verandaen foran deres fine sommerhus efter krigen. Til den tid drikker de te fra en russisk samovar af sølv. Der bliver spillet marcher i radioen, og de spiser russisk kaviar i stedet for laks. Til den tid vil jeg tjene Hans Majestæt i Amerika.

Jeg trækker på skuldrene og hører min mave knurre. I morges drak jeg kun en kop te og spiste en enkelt scone og to blommer. Nu bliver jeg med ét overvældet af sult og udmattelse. Mit hjerte længes efter en Lincolnshirepølse

... men jeg kommer frem til, at jeg nok godt kan nøjes med en bøf.

 

Elisabet, Lebjazje, september 1942

I dag er en lykkens dag. Nabopigen Galja har i al fortrolighed fortalt mig, at de er ved at høste rødbeder på markerne i nabolandsbyen, og at pigtrådshegnene ligger ned.

Rødbeder kan steges og koges. Det er rigtig mad. I flere måneder har jeg søbet tynd suppe i mig i lejrens kantine, med kun enkelte kålblade i her og der. Lige nu forekommer rødbeder mig at være den allermest eftertragtede ting i hele universet, min lykke afhænger ene og alene af dem. Jeg er parat til at risikere mit liv for de beder. Jeg ved, at man får 25 år for at stjæle fra kolkhosens marker, men det får mig ikke til at ændre mening. Jeg retter på den gamle kartoffelsæk på min ryg og humper videre. Min hæl gør stadig ondt dér, hvor træstammen ramte under tømmerflådningen.

Sommeren er kort i Lebjazje og truer hele tiden med at blive til vinter. I dag er der hverken nogen himmel, måne eller stjerner, og hele verden virker bælgravende mørk. Det er rart at gå på vejen, der er blevet jævnet med flis. Mine sivsko knirker. Da mændene og kvinderne ved forflytningen blev skilt ad og placeret i forskellige tog, fik jeg alt vores tøj med. Og Artur alt vores fodtøj. Nu kan jeg pakke mig ind i Arturs store frakke af engelsk uld. Den hjælper mod kulden og lugter stadig af ham, så det føles, som om han holder mig i sin favn. Min balkjole fra Chanel har jeg byttet til sivskoene. Det føles underligt at se kvinden på den lokale markedsplads stå i min efterhånden ikke længere så mørkelilla balkjole og sælge kartofler.

Jeg ved ikke, om det er lykkedes Artur at bytte mine sølvsko væk for mad? Hvordan klarer han sig om vinteren i 50 graders kulde uden sin frakke? Det forlyder, at de, der bliver syge og dør i mændenes lejre, slet og ret bliver kastet over hegnet ud i floden. Hvis nogen bliver liggende på bredden, bliver de taget af sultne ulve.

Men jeg vil ikke tænke mere på Artur og synke ned i selvmedlidenhed. Jeg vil hellere tænke på, hvor heldig jeg er. Jeg føler ingen træthed, mærker ikke sækkens tyngde på min ryg, for forude ligger et længe eftertragtet mættende måltid. Jeg ser allerede for mig, hvordan jeg står med rødbederne mellem hænderne, vasker og renser dem, skærer dem i stykker, koger dem og lader dem dampe af. Derfor bemærker jeg ikke landsbygadens støv og ujævnheder, den er belagt med silkeglatte drømme.

I det samme hører jeg skridt.

En ranglet landsbydreng kommer luntende og kaster et langt blik efter min sæk.

Han genkender mig vel ikke eller melder mig? spørger jeg mig selv.

»Alle sover jo nu,« besvarer jeg min egen hvisken, selvom jeg ved, at alle aldrig sover.

Landsbyens konturer kommer så småt til syne i det dæmrende morgengry.

I takt med, at der er kommet flere forflyttede til, er børnene og jeg trinvis blevet flyttet til mere og mere kummerlige forhold. Nu bor vi i Nadja Nikititjnas kartoffelkælder med ét lille vindue – den er blevet indrettet, så den passer til forflyttede familier. Men her er ingen kartofler længere. Mine syevner, som jeg i sin tid brugte til at lappe Arturs højtelskede bukser, kommer mig til gavn her. I de timer, hvor jeg ikke er på arbejde i skoven, strikker og syr jeg. Min seneste sweater byttede jeg væk for en sæk kartofler. Det viste sig dog, at alle kartoflerne var frostbidte og fik en sødlig smag, når de blev kogt. Børnene syntes faktisk om den søde smag.

Jeg betragter henrykt den stjålne sæk rødbeder, nattens kraftpræstation, og spekulerer over, hvordan jeg skal få dem kogt, uden at lugten afslører mig over for naboerne. I første omgang skal jeg måske bare gnave dem i mig rå. Men selv ikke det er jeg i stand til lige nu. Jeg sniger mig hen til den musegrå rønne og lister ned ad kældertrappen til vores underverden, håber, at jeg ikke har nogen Orfeus i hælene. Jeg kigger ind under bordet til børnene, der ligger i halmen og sover, og smider mig udmattet på madrassen. Jeg forsøger at få lidt søvn, for det er allerede lyst udenfor.

En banken på døren river mig ud af min søvn. Der bliver banket igen. Mit hjerte står stille. Har landsbydrengen alligevel meldt os? Er der nogen, der har opdaget rødbedetyveriet?

Jeg rejser mig fra madrassen, forsøger at skubbe rødbederne i skjul under skabet, men de kan ikke rigtigt være der.

»Hvem er det?« spørger jeg.

»Der er en besked til Dem,« lyder en hæs stemme udenfor.

Jeg trækker Arturs frakke tættere om mig og åbner kælderdøren.

I døren står en budbringer med et bedrøveligt ansigtsudtryk, han rækker mig et stykke papir og en blyant. »Skriv under her!«

Jeg tager blyanten i min rystende hånd og tænker, hvad nu? I det mindste står døden ikke for døren, og snart skal jeg have rødbeder. Jeg skriver under på det tynde, gulnede papir. Manden snupper blyanten i min hånd og giver mig et lille sammenfoldet ark gennemslagspapir med et par linjer på:

”Dødsmeddelelse. Vi informerer dem hermed om, at deres mand Artur Janovitj ...”

Jeg synker, men har intet spyt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg står der. Til sidst mærker jeg den kolde tyngde mod min mave og opdager, at Arturs frakke er gledet op. Jeg lovede at følge ham overalt. Gælder det også ind i himlen? Jeg ser på børnene, der ligger under bordet på halmmadrasserne og sover. Selv NKVD’s sendebud formåede ikke at vække dem helt, og de er nu gledet tilbage i deres uskyldige søvn. Jeg burde have efterladt dem i Danmark. Ladet dem bortadoptere. Have taget dem med til England eller til Allahs have, hvor de kunne lege med den persiske sultans talløse børneflok. Jeg trækker Arturs frakke tættere om mig, skjuler næsetippen i kraven og ser ud ad det lille vindue. Det er ikke dråber, men snefnug, der falder. Hvad ligger der mig i vente forude? Hvad er pointen med at kæmpe mig op af dagenes uendelige trappestige uden Artur? Selv hvis vi en dag skulle få lov til at vende hjem til Estland. Hvor skal vi tage hen, når vi ikke længere har noget hjem? Hvis Estland slet ikke eksisterer mere?

Nu gælder det om at bevare roen og skrive til alle vores venner, den engelske gesandt, den danske konge, måske endda til den persiske prins. Jeg må informere dem om Arturs død. Det er min pligt som diplomatfrue. Selv hvis alle mine breve ender i NKVD’s papirkurv.

Jeg tænker på udsigten fra vores veranda i Vääna-Jõesuu. Havets bølger, der bruser og brøler som kampvogne eller et røntgenapparat, men som måske stadig er vores hav. Jeg lytter for ikke at miste målet af syne. Jeg bøjer mig ned og haler kartoffelsækken frem under skabet, en rødbede triller ud på gulvet. Jeg finder en kniv og giver mig til at skrælle den.

Lån bogen