Valenciana

Info om bogen

 

Forfatter:
Zinaida Lindén
Forlag:
Apuleius Æsel
Udgivelsesår:
2017
Oversat af:
Viveca Tallgren
Otte noveller om globaliseringens betydning for mennesket på det lokale og personlige plan.

Kort resume

Zinaida Lindéns prisbelønnede novellesamling ”Valenciana”, opkaldt efter en filippinsk madret, har globaliseringen som sit centrale omdrejningspunkt. Novellerne udspiller sig i Finland, Japan, i en flyvemaskine og en enkelt i Leningrad under det tidligere sovjetstyre. Historierne udgør en mosaik, som bindes sammen af spillet mellem det globale og det lokale, af personer og kendte katastrofer, som går igen i flere af teksterne. Historierne handler om mennesker, der af personlige grunde eller katastrofesituationer enten kastes ud i globaliseringens strømme eller fastholdes i det lokale. Lindén beskriver med stor psykologisk indsigt de kultursammenstød, som globaliseringen kan medføre. I Finland er hun af kritikerne blevet rost for sin lavmælte fortællestil.

Fakta om forfatteren

Zinaida Lindén er født i Leningrad i 1963. Hun er fil.mag. i svensk og svensk litteratur fra Leningrads universitet og har boet i Finland siden begyndelsen af 90’erne. Hun har også boet i Japan. Hun har udgivet både romaner og noveller og fik Runebergprisen i 2005 for sin roman I väntan på en jordbävning. Valenciana er hendes syvende bog, som hun i februar 2017 modtog Runebergprisen for. Zinaida Lindén skriver også i den svensksprogede presse i Finland.

Lån bogen

 

Ikke meget af en ægtemand 

 

Fru Hayasaka afskyede sin ægtemand. 

Hun afskyede ham, når han var fuld. Hun afskyede ham, når han var ædru. Hun afskyede ham, når han sov. Når han var vågen, afskyede hun ham endnu mere. 

Da hun opdagede, at han i mange år havde haft en hemmelig bankkonto, fik hun lyst til at tage livet af ham. At få en hemmelig bankkonto er som at få en elskerinde, sagde en veninde til hende. 

En elskerinde havde han også i et stykke tid. Tilmed et barn, selvom barnet ikke var hans eget. Når han arbejdede i Mie, havde han en affære med en lokal kvinde, en enke. Rygtet fortalte, at han tog sig af hendes dreng, som om han ikke selv havde et barn. 

Fru Hayasaka havde aldrig overvejet at tage med sin mand til Mie. Hun blev i Tokyo. Med sammenbidte tænder opdrog hun deres datter Aiko. Hun tog Aiko med til klaverspil, pudsede hendes hvide stofsko med kridt, løb til forældremøder. 

Hendes egen mor havde en gang drømt om at gifte hende bort med en udlænding. Helst en aristokrat. En mere utidssvarende drøm måtte man lede længe efter. De udlændinge, som den rare dame havde set med egne øjne, var alt andet en adelige. Det var soldater i general MacArthurs okkupationshær. 

Alligevel havde den kommende fru Hayasakas mor visse grunde til at drømme om adelen. Hendes far var en udenomsægteskabelig søn til den tredje baron Nishi, men arvede ikke nogen titel. Desuden blev adelstitlerne afskaffet under den amerikanske okkupation. 

Når det kom til stykket, var titlen ikke noget problem. Der var én ting, der var værre: de var ubemidlede. Den kommende fru Hayasaka voksede op i et højkulturelt, men fattigt miljø. Derfor ønskede hun at blive rigt gift. 

I tre år læste hun engelsk og latin ved Nikon Joshi Daigaku, Japans kvindeuniversitet. Kort efter giftede hun sig, til sin mors græmmelse, med den uslebne Hayasaka og flyttede ind i hans rummelige, men smagløst indrettede villa. 

 

Hun var heldig. Hun blev straks fruen i huset. Hayasakas forældre var allerede døde. Det var måske derfor, han ville gifte sig – for at nogen skulle servere misosuppe for ham til morgenmad, række ham hans mappe, når han gik på arbejde, møde ham med en paraply udenfor stationen, hvis det pludselig skulle begynde at regne. 

Den unge hustru opfyldte disse forpligtelser ligeså samvittighedsfuldt, som hun en gang havde studeret fremmedsprog. Selv sine ægteskabelige pligter tog hun med den største alvor. Lørdag eftermiddag tog hun lille Aiko hen til mormor. Hun vaskede og redte sit tykke, bølgende hår, smurte velduftende bodylotion på halsen og armene, tog respektabelt elfenbensfarvet undertøj på. 

En aften kom Hayasaka hjem fra en firmafest med en gave til hende. Han havde købt den et eller andet sted i byen: et par sorte strømper med en hofteholder og et slags korset. Fru Hayasaka takkede kejtet, men kunne ikke få sig selv til at prøve de besynderlige beklædningsgenstande. Fra og med denne aften blev det mindre aktuelt at tage Aiko hen til mormor om lørdagen. Efter to aborter blev det nærmest unødvendigt. 

Ind i mellem fortsatte han med at købe korsetter og strømper, men ikke til hende. Hun opdagede dem i hans golftaske, i hans mappe. Hun fnøs foragtfuldt, da hun tænkte på de billige kvinder fra soaplands. Nogle dyre kvinder havde han ikke råd til. Fru Hayasaka var omhyggelig med familieøkonomien. Af mandens diplomingeniørlønning gav hun ham månedlig lommepenge på kun 35000 yen. De resterende 465000 rakte til husholdningen, til Aikos studier ved det prestigefyldte gymnasium Fujisawa Hirakari, til økonomisk hjælp til Aikos mormor, til fru Hayasakas egne hobbyer. 

Hver måned gik hun i teateret eller til en eller anden koncert. Alene, uden veninder. I virkeligheden var hun ikke så interesseret i klassisk musik og moderne teaterstykker. Men hun kunne lide at klæde sig op, sætte håret, lave manikure. I teatersalonen bildte hun sig ind, at alle kiggede på hende og hviskede til hinanden: Hvem er den dame på tredje række? Måske er hun gift med ham ministeren… Hvad er det nu, han hedder? 

Da Aiko var fyldt tolv, begyndte fru Hayasaka igen at tage hende hen til mormor lørdag aften. Fru Hayasaka var en ærbar gift kvinde. Det faldt hende aldrig ind at få sig en elsker. Om lørdagen besøgte hun Tokyo International Meeting Club, et af de diffuse steder, hvor udlændinge i alle aldre, hårfarver og køn snakkede med de lokale indbyggere om vejret, om naturen, om irsk whisky, om de forfærdelige blomsterarrangementer, der blev skabt af konerne til de udenlandske forretningsmænd, der var udstationeret i Tokyo. 

Det var ikke kun damer, hun var sammen med på Tokyo International Meeting Club. En aften kom hun til at sidde ved siden af en sympatisk skotte. Den gang rettedes alles blikke virkelig mod hende. Bagefter fortalte klubbens administrator, at ham hun havde snakket med var David Byrne fra Talking Heads, et band hun aldrig havde hørt om. 

Fru Hayasaka havde aldrig været i udlandet, men i selskab med udlændinge blomstrede hun op. Hun delte ikke sin mors kvasiaristokratiske bestræbelser. Tværtimod. Hun kunne lide tanken om, at alle var lige meget værd. Hun ville helst omgås nordboere. Til forskel fra de evigt smilende amerikanere havde de reserverede skandinaver aldrig ført krig mod Japan. Det syntes hun var rart. 

 

Den gang havde hun egentlig ingen grund til at hade sin ægtemand. Han hindrede hende ikke i at leve, som hun ønskede. 

I et par år var han desuden væk hjemmefra, hans chefer i Obayashi Corporation havde sendt ham til Mie. Hans kone og datter besøgte ham der to gange. Ligeså mange gange overværede ægteparret Hayasaka sammen højtidelige lejligheder i deres datters liv: hendes skoleafslutning og Seijin-shiki, en ceremoni da Aiko var fyldt tyve år og var blevet myndig. 

 

Den ene gang efter den anden behandlede fru Hayasaka sin ægtemand som luft. Men undertiden begyndte en smertelig foragt at pulsere i hendes årer. Han lugtede af hvidløg og gammel spiritus. Hun fik kvalme af hans cigaretrøg. Og så havde hun det svært med, at Aiko af udseende lignede sin far. 

 

 Det var først senere, da hun havde en drøm, at hun begyndte at afsky ham. Denne drøm var af samme slags som de ideer, der får en aldrende mand til pludselig at købe en motorcykel eller til at rejse til Himalaya. 

Ved tanken om, at hendes mand snart ville gå på pension, oplevede hun en følelse af triumf. Sådan venter en indsat på den dag, hvor han bliver frigivet. Hendes handlingsplan var vidunderlig i al sin enkelhed. Hun ville have skilsmisse, tage den sum penge, der tilfaldt hende – og stikke af. 

I de sidste to år havde hun skrevet sammen med en kvinde fra Finland, Riitta. Riitta-san. Tidligere havde Riitta-san besøgt Tokyo et par gange sammen med sin mand. Nu var hun fraskilt og boede alene i en lille men historisk interessant by i det sydlige Finland. 

Riita-san virkede fuldstændig tilfreds med sit liv. Hun havde en lille souvenirbutik. Hun ville gerne åbne en restaurant. En japansk restaurant. I den sidste tid har Finland oplevet et rigtigt Japan-boom, skrev hun til fru Hayasaka. Hvis fru Hayasaka bare kunne komme til Finland! Sammen kunne de starte en restaurant med sushi, tempura, shabu-shabu… Alle de retter som fru Hayasaka tilberedte. 

Egentlig var der ingen hindringer for at realisere denne plan. Aiko var allerede fyldt tredive. Hun boede i USA, i San Diego, hvor hun arbejdede i en filial til et japansk firma. Fru Hayasakas mor var fredeligt afgået ved døden nogle år før. 

Der var kun én omstændighed, der holdt fru Hayasaka tilbage i Tokyo. Det var hendes mand. Snart ville han fylde tres. Efter at han var gået på pension, ville han være hjemme dagen lang og gå hende på nerverne. 

Det varmede hendes sind at drømme om frihed. Det var nu, det var på tide at handle. 

…. 

 

 

Lån bogen